Indlæg tagget med Økonomi

Medier, pirateri og internettets fremtid

8. april 2011

Medens vi endnu venter på et regeringsudvalgs udspil til en politik på området for beskyttelse af ophavsret i den digitale tidsalder (ofte tematiseret som bekæmpelse af pirateri og illegal download), dukker den første store uafhængige undersøgelse af det digitale pirateri op.

Titlen pÃ¥ rapporten, som er udarbejdet af 35 forskere, er Media Piracy in Emerging Economics. Og den indikerer, at man har fokus pÃ¥ det, der beskrives som en ‘eksplosiv vækst’ i pirateri i de nye globale økonomier i lande som Brazilien, Indien, Rusland, Syd Afrika, Mexico og Bolivia. Det andet fokus i rapporten er underholdningsindustriens succesfulde bestræbelse pÃ¥ gennem ihærdigt lobbyarbejde at fÃ¥ de vestlige lande til at gradbøje lovgivningerne, sÃ¥ledes at de bliver indrettet pÃ¥ at beskytte ophavsret og copy right.

Konklusionerne af den flere hundrede sider store rapport er tankevækkende:

1) Priserne for de digitale varer er for høje. Det er en væsentlig forklaring på den eksplosive vækst i pirateri i lande uden for den vestlige hemisfære. I forhold til lønniveaet er priserne 5-10 gange højere end i USA og Europa.

2) Anti-pirat-oplysningen er mislykket. Undersøgelsen viser, at pirateri er blevet en del af almindelig mediepraksis hos store dele af befolkningerne.

3) Det er let at få lovene ændret, men svært at ændre praksis. Industrien har haft stor succes med sit lobbyarbejde og har fået regeringerne i mange lande til at lave strenge love på området. Men til gengæld har de samme regeringer have svært ved at bruge lovgivningen. Rapporten mener, at det er en forkert vej at gå, ikke mindst i lande, hvor de legale systemer i forvejen er på overarbejde.

4) Rapporten ser ingen forbindelse mellem organiseret kriminalitet og mediepirateri. Tværtimod tyder undersøgelsen på, at kommercielle pirater er fanget af samme dilemma som den legale industri: hvordan man overlever i et system, hvor gratisprincippet hersker.

5) Lovtvang og -restriktioner virker ikke. Rapporten konkluderer at mange års forsøg på at løse problemet med mediepirateri gennem strengere lovgivning ikke har virket.

Man kan læse mere om rapporten her, hvor den ogsÃ¥ kan købes for 8 $. DR1s program “Orientering” havde i gÃ¥r et indslag om rapporten. Den kan høres ( og nedhentes! ) her.

Selv i referat er rapporten tankevækkende, fordi den understreger behovet for at finde nye veje, der bÃ¥de kan sikre et fair afkast til kunstnere og producenter af musik, film, software og andre digitale varer – og undgÃ¥r fatale restriktioner, som kan ødelægge internettets grundlæggende frihed, som kendetegner borgernes almindelige praksis. Det kræver innovation og kreativitet. Men jeg tror, det er den eneste farbare vej. Gid danske politikere ville læse rapporten, inden de begÃ¥r samme fejl som i andre europæiske lande…

Drømmeøkonomi

20. februar 2011

Jeg var lige ved at fÃ¥ den gode kaffe galt i halsen, da jeg læste dagens nyheder pÃ¥ nettet. En af nyhederne lød: “Hver nyfødt koster samfundet 850.000 kr.“. Hvad var nu det? Har vi ikke gennem de sidste lange tider fÃ¥et ørerne tudet fulde af, at der ville være mangel pÃ¥ arbejdskraft de kommende Ã¥r, fordi seniorerne var i overtal og der blev født for fÃ¥ børn til at tage slæbet?

Lidt klogere blev jeg, da jeg læste videre: “Hver eneste ny dansker, der bliver født i disse Ã¥r, er en underskudsforretning for Danmark pÃ¥ omkring 850.000 kroner i et samlet livsforløb, hvis vi opretholder de nuværende velfærdsydelser.” Aha. Nu genkender vi  argumentationen, og tonen lyder grangiveligt som de siddende magthaveres. Den pÃ¥tagede bekymring for “velfærden”, der Ã¥benbart kun kan reddes gennem yderligere besparelser, nedskæringer, lønnedgange osv.

Hvordan det sÃ¥ hænger sammen!? Og hvem har sÃ¥ hostet op med denne nyhed? Jo, der har ‘den uafhængige økonomiske institution Dream“. Og sÃ¥ var det, jeg blev en anelse mistænksom, for den organisation havde jeg ikke hørt om. Men det kunne nettet rÃ¥de bod pÃ¥. Det viser sig, at den sÃ¥kaldt “uafhængige” bestÃ¥r af folk, der ikke er ukendte i den økonomisk-politiske debat. Fx Professor Torben M. Andersen, Ã…rhus Universitet, som har været markant fortaler for efterlønnens afskaffelse og andre nedskæringer i det offentlige. De andre bestyrelsesmedlemmer kommer fra Danmarks Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Københavns Universitet. “Uafhængig organisation”?!

Kigger vi lidt pÃ¥ organisationens økonomi fÃ¥r vi at vide: “Institutionen Danish Rational Economic Agents Model finansieres hovedsageligt ved finansieringsbidrag fra Finansministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Institutionen har endvidere en mindre selvstændig finanslovsbevilling. Abonnementsindtægter og indtægter fra analyseopgaver bidrager ligeledes til finansieringen. “. -“Uafhængig organisation”?!

Organisationens idemæssige grundlag er det sÃ¥kaldte DREAM-system, som bestÃ¥r af nogle modeller, der formodes at kunne fremskrive udviklingen inden for befolkningsvækst, uddannelse og økonomi. Det er en borgerlig økonomisk tankegang, som er styrende for regeringens politik. Og det er fx den model, der har pÃ¥stÃ¥et, at det er godt med større arbejdsløshed, fordi det vil fÃ¥ flere i jobs – selv om den aktuelle virkelighedssituation synes at modsige den pÃ¥stand ret sÃ¥ kraftigt.

En ting er, at man kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved denne para-politiske organisations uafhængighed. Jeg mener, at det er falsk og vildledende varebetegnelse. Noget andet er, at medierne som altid løber med en halv vind ,og fÃ¥r nyheden til at fremstÃ¥ som en nærmest indiskutabel sandhed – hvad dette indlæg gerne skulle dementere.

Noget helt tredje er, om vi kan og skal gøre en barnefødsel op pÃ¥ den mÃ¥de? Fra ethvert andet synspunkt – individets, familiens, det lokale samfunds, samfundets osv. – er et lille barn en berigelse. En tilføjelse og udvidelse af samfundet. DREAM-nyheden er absurd, fordi den fÃ¥r barnefødslen til at fremstÃ¥ som et økonomisk problem og ikke som en berigelse af menneskelivet og dermed samfundslivet. Og det ligger i kortene, at ‘løsningen’ pÃ¥ ‘problemet’ er yderligere forringelser af den sÃ¥kaldte ‘velfærd’ (nedskæringer, besparelser osv.). Det er altsÃ¥ vand pÃ¥ regeringens ideologiske mølle. Det er borgerlig økomisk drømmetænkning, som ikke vil diskutere, hvilke veje kapitalstrømmene skal løbe i dette samfund, men kun kan forestille sig at skattekronerne enten kan gÃ¥ til den sÃ¥kaldte “velfærd” eller til den private sektor – i form af skattelettelser osv.

Kendetegnende ved den aktuelle finans- og økonomikrise, vi befinder os i nu, har været, at kun et fÃ¥tal af de økonomiske ‘vismænd’ og eksperter havde en anelse om krisens komme, lige som det er et faktum, at de færreste kan sige noget om, hvordan den vil forløbe. Tænk blot pÃ¥ de seneste udmeldinger i forbindelse med ‘Amagerbankens krak. Det bliver højst til lidt optimisme, bygget op pÃ¥ tvivlsomme statistiske data. Tænk fx pÃ¥ ejendomsmarkedet. GÃ¥r priserne op eller gÃ¥r de ned? Og hvordan vil det gÃ¥ de kommende Ã¥r? Hvis I er i tvivl sÃ¥ læs økonomisektionerne i dagbladene.

Det bedste man kan sige om DREAM-systemet er, at det netop er dagdrømmerier. Dagdrømmerier i en politisk liberal-borgerlig økonomisk tænkning med en bestemt politisk dagsorden. Problemet er, at hvis disse dagdrømmerier omsættes til politiske beslutninger, betyder det et ringere liv for det store flertal af danskere…

Myte: SÃ¥ flytter de rige udenlands…

2. februar 2011

Den økonomisk-politiske debat er fuld af myter, halve sandheder, talmanipulation, statistisk fusk m.m. En af myterne blev forleden gentaget af Brian Mikkelsen (K) i radioen: Hvis de rigeste i landet pÃ¥lægges mere skat, sÃ¥ flytter de ’til London’. Og der skulle mÃ¥ske hundrede politibetjentes eller smedes skattebetaling til at kompensere for skatteindtægtstabet. Det sidste har sin rigtighed i følge tal fra skatteministeriet. Hvis en rig, der tjener ca. 80 millioner om Ã¥ret (og betaler lidt over det halve i skat), flytter, sÃ¥ skal der 200-250 politibetjentes skat til at dække tabet.

Men – som Thomas Buch Andersen kunne berette i det udmærkede talafmystificerende program Detektor – sÃ¥ peger statistikken pÃ¥, at de slet ikke er sÃ¥ tilbøjelige til at flytte udenlands af skattemæssige Ã¥rsager, som Brian Mikkelsen vil have os til at tro. Næ, selv om der er rige (folk med indtægter over 400.000 kr. om Ã¥ret), der flytter udenlands, sÃ¥ er der flere rige, der kommer til landet. Selv om skattebetalingen selvfølgelig ikke er uden betydning, sÃ¥ viser den statistiske tal, at der er andre og vigtigere forhold, der gør sig gældende, nÃ¥r folk vælger af flytte eller at blive: Karrieremuligheder, kulturen, familieforhold osv. osv. PÃ¥ det punkt er ‘de rige’ jo ikke anderledes end os ‘fattiglemmer’. Penge betyder ikke alt – og er langt fra det vigtigste. Det er der en god politisk pointe i…

SÃ¥dan er kapitalismen…

22. november 2010

Er det ikke underligt, at bankdirektører og andre finansledere stadigvæk fÃ¥r aktieoptioner, bonusser og lønforhøjelser midt i en krise, hvis ende vi ikke kan se? Eller at antallet af millionærer i Indien (!) er fordoblet i løbet af krisen? Eller at ejere af hedgefonde har tjent 3 milliarder dollars hver, hvor de “kun” tjente 250 millioner dollars før krisen? ‘Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i’, siger den amr. sociolog David Harvey i denne 11 minutter lange animerede gennemgang af kapitalismens kriser, hvor han med gamle Marx ved hÃ¥nden stiller spørgsmÃ¥lene om krisen pÃ¥ en radikalt anden mÃ¥de, end de bliver gjort dagligt i mediernes monotone kværnen. Og hvor han giver de intellektuelle et velment spark bagi, fordi de ikke lever op til deres opgave: at stille de kritiske spørgsmÃ¥l, der kan føre vores civilisation videre i en mere konstruktiv retning. Brug 11 minutter af dit liv og fÃ¥ lidt at tygge pÃ¥ og tænke over. Velbekomme. Det er brilliant.

PS. I øvrigt har David Harvey sin egen side, hvor han uddyber sin tanker og ideer. Anbefales.

“Cafépenge”

5. oktober 2010

Netop nu står Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen på tinge og holder åbningstale. Og en af de ideer, han har luftet er at afskaffe Statens Uddannelsesstøtte til hjemmeboende unge i aldersgruppen 18-19 år. I stedet skal pengene vist bruges til den trængende folkeskole, hvor de helt små kan se frem til at være i skole fra 8-14.

“Cafépenge” kaldes SU-støtten til hjemmeboende unge. OgsÃ¥ af statsministeren. Og dermed er der allerede lagt et fordomsfuldt Ã¥g ned over disse penge. For hvad drejer det sig i virkeligheden om? Det drejer sig om penge, som unge trængende kan modtage i den tid, hvor de er i gang med en ungdomsuddannelse. AltsÃ¥ en af de uddannelser, som samme statsministers regering forestiller sig, at majoriteten af alle unge skal tage af hensyn til samfundets fremtidige overlevelse. Som bekendt er regeringen langt – meget langt – fra at opnÃ¥ det mÃ¥l, at 90-95 % af en ungdomsÃ¥rgang fÃ¥r en ungdomsuddannelse. Og med forslaget om at fjerne SU’en mÃ¥ man se i øjnene, at endnu flere vil vælge en ungdomsuddannelse fra. Nemlig dem, der ikke har velbeslÃ¥ede forældre, som kan finansiere uddannelsesomkostninger, kost, logi, tøj og fornøjelser for de unge mennesker. Enlige mødre, fraskilte, folk pÃ¥ dagpenge og bistandshjælp, uformuende indvandrerfamilier osv.

Metaforen “cafépenge” siger en hel del om det fortryllede billede af virkeligheden, som den siddende regering bærer rundt pÃ¥. Et samfund af velbjergede borgere, der har rÃ¥d til sikre deres afkom nogle anstændige levevilkÃ¥r, medens de uddanner sig til vores alles bedste. Med forslaget giver Løkke Rasmussen endnu et bidrag til den sociale skævvridning af samfundet. Endnu en afstivning af den negative sociale arv.

Resultatløn til borgmestre

4. oktober 2010

Det sker, at der blandt de mange nyheder, som nettet og de i øvrige medier spreder, er nogle tankevækkende. I dagens Berlinger læser jeg således, at næstformanden i Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin, der ellers er indbegrebet af en seriøs, diplomatisk borgerlig politiker, tager markant afstand fra et forslag, som hans eget parti har fremkastet sammen med de konservative.

Regeringspartierne har foreslÃ¥et, at borgmestrene frem over skal have “resultatløn”. 10% af borgmestrenes løn skal i følge forslaget være afhængig af, om borgmestrene lever op til de politiske mÃ¥lsætninger, herunder overholdelse af budgetterne. Tanken er ikke ny. Faktisk er det en tilbagevendende tanke i regeringens politik. Alt skal drives ud fra den private virksomheds model, og motivet skal være den personlige gevinst i første omgang. Incitamentmodellen kunne man kalde den. Og den bygger pÃ¥ en forestilling om, at hvis den enkelte stræber efter egen gevinst, sÃ¥ vil det indirekte være til alles – altsÃ¥ fælleskabets – bedste.

Men det vil Fabrin – mÃ¥ske overraskende (?) – ikke høre tale om: “Det er i enhver henseende et tÃ¥beligt forslag”. Stærke ord i Fabrins mund. Og han fortsætter i samme stil: “Hvis nogen er sÃ¥ naive at tro, at jeg med et budget pÃ¥ tre milliarder kroner træffer beslutninger ud fra, om jeg fÃ¥r 70.000 kr. mere eller mindre i løn, sÃ¥ tror de forkert. Det er et fuldstændig latterligt synspunkt”. Og sÃ¥ kommer Fabrin frem til det egentlige kritikpunkt: “Politikere er ikke valgt for at tjene penge, men for at tjene borgerne. Det skal ikke være profit – og slet ikke et personligt profitmotiv, der driver deres beslutninger”.

Fabrins kritik grunder sig med andre ord i et klassisk ideal om den folkevalgte politiker som en, der tjener borgerne. Ikke tjener på borgerne. Spørgsmålet er, om ikke det er et anakronistisk ideal? Både og. For på den ene side, så ligger forestillingen om den tjenende politiker i selve forestillingen om politisk repræsentation, som ethvert politisk valg bygger på. Politikerne vælges ind for at tjene vælgernes interesser i form af en artikuleret politik. På den anden side, så er den politiske realitet anderledes. Levebrødspolitikerne, der skøjter rundt på den mediale overflade med dens persondyrkelse og one liners, er mere reglen end undtagelsen.

MÃ¥ske er Fabrins kritik et tegn pÃ¥, at den økonomiske krise ogsÃ¥ er blevet en politisk krise, hvor det er nødvendigt at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved den første politik – fordi den ikke rummer et svar pÃ¥ krisens fundamentale problemer. Den økonomiske krise er ogsÃ¥ en politisk-demokratisk krise.

Fabrin sætter trumf pÃ¥, nÃ¥r han pÃ¥ spørgsmÃ¥let, om der er en modsætning mellem at tjene borgerne og være drevet af et personligt profitmotiv, siger: “Jo, det kan man godt, hvis man har den naive forestilling, at alle politikere – og alle mennesker – er idealister. Vi har jo banksektoren som et glimrende eksempel pÃ¥, at – selv om sektoren beskæftiger mange fornuftige mennesker – sÃ¥ driver det alligevel tingene i en anden retning, end den man ønsker”. Med koblingen til bankverdenen rammer Fabrin hovedet pÃ¥ sømmet. Det var bankverdenen og finansverdenen i det hele taget, der drev os ud i den største økonomiske krise, vi har haft i efterkrigstiden. PÃ¥ grund af profitmotivet. Fabrin siger indirekte, at overfører vi profitmotivet til andres sektorer,sÃ¥ vil det “drive tingene i en anden retning end den man ønsker”. Med andre ord vil incitamenttænkning lægge gift for de politiske arbejde. Fabrins kritik rammer lige i hjertet pÃ¥ den liberalt-borgerlige-kapitalistiske økonomi, vi lever med.

Det er tankevækkende, at denne markante kritik kommer fra en erfaren og loyal Venstremand. Man kunne kun ønske sig, at hans partikammerater og alle andre politikere ville lytte – men det gør de nok ikke…. [link]

Arbejdsløshedens svøbe

1. maj 2010

I Politiken kan man her pÃ¥ arbejdernes internationale kampdag læse, at 66000 danskere forgæves har søgt hjælp pÃ¥ de lokale jobcentre. De pÃ¥gældende har hverken kunnet fÃ¥ dagpenge eller bistand. Det hænger selvfølgelig sammen med to forhold. For det første har de ikke været medlem af en a-kasse, medens de var i beskæftigelse (eller er af andre grunde ikke berettiget til at modtage dagpenge, fx at de har været medhjælpende ægtefælle i familiefirmaet). For det andet har deres ægtefælle en indtægt og dermed forsørgerpligt – og de har ejendom, som først skal formøbles, inden de kan modtage bistandshjælp. I følge LO er 370000 danskere i risiko for at lande i samme situation.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at voksne mennesker i den erhvervsaktive alder således sendes i lodret fald mod samfundets bund. Og spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det? For det første må man indse, at ledighed er en indiskutabel del af den samfundsøkonomi, vi har. Og at den såkalde flexicurity-model på arbejdsmarkedet i sin kerne er bygget op om arbejdsløshedsfluktuationernes kendsgerning. Desværre har den nuværende regering igennem et årti foregøglet mange unge mennesker, at højkonjunkturen var kommet for at blive på grund af regeringens økonomiske politik, og derfor har mange fravalgt a-kasserne i den overtro, at jobs var noget, man altid kunne finde. Men den aktuelle dybe økonomiske krise viser noget andet.

Skal vi – som i mange Ã¥r har betalt til vores a-kasse – sÃ¥ forbarme os over for de stakler, der nu gÃ¥r pÃ¥ røven? I hvert fald ikke betingelsesløst. De vil være en hÃ¥n mod det store flertal, der i Ã¥revis har betalt deres bidrag, hvis man blot begyndte at udbetale dagpenge til de 66000 danskere. MÃ¥ske kunne man forestille sig en model, hvor de pÃ¥gældende blev pÃ¥lagt at betale a-kassebidrag med tilbagevirkende kraft. At de for at modtage dagpenge pÃ¥ ordinær vis skulle acceptere en solidarisk gæld til fælleskabet? Den anden side af sagen er sÃ¥, at vi bør indrette arbejdsmarkedspolitiken sÃ¥ledes, at alle der har et ordinært lønarbejde obligatorisk bidrager til en a-kasse. NÃ¥r ledigheden er en reel risiko, sÃ¥ bør a-kassemedlemeskab være obligatorisk. Af hensyn til den enkelte – og af hensyn til fællesskabet. [link]

Deltid og “velfærd”

25. april 2010

I gÃ¥r kunne man læse, at det regeringsbegærlige Socialistisk Folkeparti ville have kvinderne til at arbejde pÃ¥ fuld tid i dette land. I følge SFs Pernille Vigsø Bagge har for mange kvinder deltidsjob, og det er hverken til fordel for dem selv (mindre i løn, pension og ligestilling…) eller “velfærden”. UnderforstÃ¥et: De betaler for lidt i skat til den skrantende “velfærdsstat”.

Hvordan ideen om fultidsarbejde hænger sammen med en folkesocialistisk politik over for de i forvejen belastede børnefamilier, der har svært ved at fÃ¥ arbejds- og familieliv til at hænge sammen, er sÃ¥ en anden sag. Og det er heller ikke indlysende, hvordan SF forholder sig til det faktum, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere stressende og belastende at være pÃ¥. Er det “velfærd” at presse nogen ud i længere tid, end de har lyst til?

I dag fÃ¥r man sÃ¥ at vide, at “hver fjerde arbejder pÃ¥ deltid“. Cirka 25% af arbejdsstyrken arbejder pÃ¥ nedsat tid og nedsat kraft. Og der er to forklaringer. For det første skyldes den nedsatte tid den aktuelle økonomiske krise. Virksomhederne forsøger at spare, hvor de kan. Fx ved at lade nogen ansatte pÃ¥ nedsat tid eller ligefrem gÃ¥ ned i tid. For det andet vælger nogle af egen drift at gÃ¥ ned i tid for at fÃ¥ mulighed for at restituere sig selv fra et belastende arbejde med stress, jag og evindelige kontrol- og evalueringskrav. Beskæftigelsesministeren Inger Støjberg reagerer som forventeligt for en politiker, hvis parti lovpriser den fortsatte økonomiske “vækst”, med at love et “incitament” for at arbejde. Det skal være “lukrativt” at arbejde – for “eller kommer vi ikke styrket ind i fremtiden”. Og i den jargon betyder “incitament”: penge. Enten i form af en “gulerod” (skattelettelser?) eller en “pisk” (økonomiske sanktioner over for deltidsjob?).

Som man nok kan se, sÃ¥ er Socialistisk Folkeparti og Venstre i samme bÃ¥d. Og det er lidt beskæmmende at se, at de folkesocialistiske parti er blevet sÃ¥ magtliderligt, at det ikke kan standse op og sætte spørgsmÃ¥lstegn ved den underliggende væksttænkning og dennes automatiske forbindelse til den sÃ¥kaldte “velfærd”. For er “velfærd” (som i følge min gamle ordbog er synonymt med: at det gÃ¥r en godt, at man er lykkelig…) ensbetydende med mere udmarvende arbejde, større forbrug, større skatteprovenu og den slags? For mig at se, sÃ¥ kan der ikke være tvivl om, at Socialistisk Folkepart i sin iver efter at komme til magtens sulefad er i gang med en metamorfose, der efterlader dens dens folkesocialistiske grundlag som en aflagt ham i oppositionens mørke – hvis ellers projektet lykkes. Og er det det, vi har brug for nu, hvor den aktuelle økonomiske krise objektivt set sætter spørgsmÃ¥lstegn ved de liberale vækstøkonomiers fortsatte himmelflugt? Og hvor skrantende offentlig sektor og en omvendt robin-hood-skattepolitik med al ønskelig tydelighed viser, at den er helt gal med prioriteringerne pÃ¥ skatteomrÃ¥det?

Politisk økonomi

26. februar 2010

Som bekendt lytter jeg til P1 Debat ved nattetide. SÃ¥ledes ogsÃ¥ i gÃ¥r nat, da jeg forcerede det store vandpytter med bilen gennem den skinnende, vÃ¥de by. Emnet for debatten var ikke overraskende regeringens kriseplan. Og det kunne jo være interessant nok, eftersom planen – i hestens egen mund – forekom temmelig vidtløftig. For nu at sige det pænt. Spektakulære mÃ¥lsætninger som “verdens 10. bedste samfund”, men ikke ret meget konkret om vejen ad hvilken. Som debattører havde man næsten forudsigeligt valgt en fra arbejdsgiversiden og en fra lønmodtagersiden, henholdvis Ole Krog, der er adm. direktør i Dansk Industri, og Jan Kæraa, cheføkonomi i LO. Som debatten udviklede sig blev den endnu et lysende eksempel pÃ¥, at økonomi ikke, som medierne ellers gerne vil forsøge at overbevise os om, er den rene videnskab. Økonomi er politisk. Hvilke løsningsmodeller du vælger til at klare de økonomiske problemer, afhænger af øjet, der ser. Fx om velfærdsydelser som dagpenge, efterløn og folkepension skal bevares – og mÃ¥ske endda forbedres – eller skattepolitiken omlægges sÃ¥ den velbjergede betaler mere. Det afhænger helt af…

Svindel, plat og proportioner

6. februar 2010

I den forgangne uge var det en større mediebegivenhed, at en kvinde med røde skosåler og et socialt netværk, der gik (for det er nok datid!) til det højeste sociale kredse i landet, blev idømt en bøde på 20.000, fordi hun havde købt seks gram kokain. Sagen blev belyst, som havde det være en royal begivenhed eller noget i den retning.

 

I dag kan man så læse, at vor elskede Skat har bevæget sig rundt i samme sociale lag, nærmere bestemt i garager på Kongevejen i Holte og på Strandvejen i Charlottenlund, hvor skats medarbejdere har fundet det ene eksempel efter det andet på bevidst svindel med afgifter på millionærbiler. Det er ikke første gang, den slags plat og svindel kommer for en dag. For nogle år siden drejede det sig om fup med skattemæssig værdiansættelse af rigmandsejendomme i Nordsjælland. Den sag gik i glemmebogen. Det gør den nye med bilerne nok også snart.

 

Og det er andre skatteborgere – “dig og mig”, som det udtrykkes – der betaler gildet for de rige svindlere. Samtidig med, at vores skattekroner ikke længere strækker til at holde velfærden i gang. Kunne man mon forestille sig, at Ekstrabladet, Se & Hør og tv-kanalerne ville kaste sig over nævnte sager med samme ildhu som den kvindelige kændis’ forbrug af stimulanser? (Et forbrug, der i parantes bemærket er sÃ¥re almindelig i de kredse, som modeskabere Erik Brandt har gjort opmærksom pÃ¥). Hvorfor er det mere interessant, at skrive om et overklasseløgs dumheder end om overklassens asociale adfærd pÃ¥ det økonomiske og skattemæssige omrÃ¥de? Hvor er proportionerne henne? Jeg spørger bare.