Indlæg tagget med Økonomi

Mod afgrunden…

30. december 2009

Det er pudsigt, som tingene ændrer sig i politik.

I går, var det vist, kunne man læse, at 24 økonomer var dybt bekymrede over regeringens økonomiske politik, hvor skævvredet, omvendt Robin Hoodsk skattepolitik går hånd i hånd med enorme bankpakker, megastore erhvervsstøtteordninger og et astronomisk voksende underskud på de offentlige finanser. Et underskud, der snart vil få Anker Jørgensens ofte udskældte udlandsgæld til at ligne en skål saltede peanuts på nytårsbordet.

Hvor tit har man ikke hørt borgerlige politikere harcelere over Jørgensens “uansvarlige” økonomiske politik, som man sandelig ikke ville gentage, fordi man havde styr pÃ¥ finanserne og nulskattestop!? Ikke et ord om, at Jørgensen ogsÃ¥ mÃ¥tte kæmpe med stor ledighed, oliekrise osv. Og nu vender kritikken sÃ¥ – som altid i politik – tilbage som en susende boomerang og rammer Clausewitz Jørgensen og Co. i nakken med et smæld. Og minder os alle om, at det er let nok at have styr pÃ¥ finanserne, nÃ¥r konjunkturerne gÃ¥r op, men umÃ¥deligt svært, nÃ¥r det gÃ¥r ned igen. For sit indre blik ser man daværende finansminister Knud Heinesen med alvorsfuldt bedemandsansigt tone frem og advare mod den afgrund, vi med hastige skridt bevæger os frem mod som smÃ¥ lemminge.

Om en god dags tid tager vi hul pÃ¥ et nyt Ã¥r. Og her vil Underdanmark fÃ¥ at føle, at alting har en pris. Regningen for en kuldsejlet borgerlig politik, der forpassede muligheden for at lave brede reformer for det store befolkning, medens der endnu var rÃ¥d til at købe hele verden (med Thor Pedersens storskrydende ord), vil blive sendt til borgerne – især dem, der kører pÃ¥ anden klasse, B-holdet… Velbekomme.

Ungdomsarbejdsløshed

15. december 2009

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet gÃ¥r ledige et stykke tid, inden de fÃ¥r et job. Nogle længere tid end andre. En af Ã¥rsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun fÃ¥r i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater gÃ¥r ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har Ã¥benbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel ogsÃ¥ grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under pÃ¥virkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et Ã¥r – pÃ¥ SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle Ã¥bne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), nÃ¥r det kommer lige fra universitetet? Hvis man sÃ¥ accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor sÃ¥ ikke udvide det til de mange voksne ledige, der gÃ¥r rundt i eller pÃ¥ vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid pÃ¥ arbejdsmarkedet? MÃ¥ske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig pÃ¥ dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville fÃ¥ noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige fÃ¥r en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Bankernes forstokkethed

1. december 2009

>I går måtte Lene Espersen krybe til korset og fremlægge et lovforslag, der giver Finanstilsynet flere beføjelser over for bankerne. Bl.a. skulle det fremover være muligt at afskedige en bankdirektør, der førte en uansvarlig bankdrift.
Og set i lyset af den grasserende økonomiske krise, der sender tusindvis af mennesker ud i perspektivløs arbejdsløshed og virksomheder i knæ osv., så måtte de magthavende politikere handle.

Om det nye lovforslag er tilstrækkeligt, kan man så diskutere og sætte spørgsmålstegn ved i den kommende tid. Og det bliver allerede gjort. Der er også al mulig grund til at rejse spørgsmålet om tilsynet med bankerne er godt nok efter de nye reglers indførelse.

For i går aftes kunne man se landets førende bankdirektør Peter Skaarup fra Danske Bank med vanlig slebenhed og kølighed glide af på spørgsmålet, om ikke det var rimeligt med stramninger. Ikke så meget som antydningen af anger var at finde i manden tale eller ansigtsudtryk. Med teflonbelagt udtryksløshed undlod bankdirektøren at forholde sig til den nødvendige bodsøvelse det er at reflektere over bankernes og den øvrige finansverdens verdensfjerne, harsarderede udlånspolitik og gambling med samfundsøkonomierne. Med andre ord: Ikke den mindste bevægelse i ansigtets tilrettelagte folder antydede, at spørgsmålene om bankernes moral, etik og ikke mindst samfundsansvar lå direktøren på sinde. Blot en tør konstatering af, at sådan var det nu engang, og det måtte man så leve med.


Bedre blev det ikke, at en førende talsmand for bankernes interesseorganisation skulle forsvare den genoptagne bonusordninger for specialiserede bankmedarbejdere. Talsmanden fremførte den gamle mølædte traver med, at hvis ikke man polerede de pågældende medarbejderes røv med guldstøv, så ville de flygte ud af landet. Et argument, der bygger på den fordom, at højtuddannede og -lønnede medarbejdere primært er motiveret af penge. Den fordom er blevet gennemhullet ved flere undersøgelser af akademikeres og andre højtuddannedes motiver for at arbejde.

Den spørgende journalist havde til gengæld ikke røv nok i bukserne til fx at forholde talsmanden det faktum, at Jyske Bank i de forløbne uger på sidestore avisreklamer netop har slået fast, at argumentationen ikke holder.
Der er tale om et postulat uden ret meget hold i virkeligheden. Et postulat, der først og fremmest fortæller noget om den forældede, hermetisk lukkede virkelighedsopfattelse, der hersker i store dele af finanssektoren. En virkelighedsopfattelse, der grundlæggende forbinder al motivation med penge, og som fx har fået landets næstestørste bank til at afsætte over en milliard kroner til bonusser. I en krisetid, hvor virksomheder har mere end svært ved at låne noget som helst.


De to indslag demonstrerede vattet, ukritisk journalistik for åben skærm. Og det var forstemmende at se på. For der er brug for en radikal ændring af bank- og finansvæsnets etiske grundlag. Jo før politikerne tager fat på det, desto bedre for samfundsudviklingen. At se bankernes ansvarsforflygtigelse og habitklædte arrogance er ganske enkelt en hån mod skatteyderne, som har reddet bankernes skind. Det er skandaløst. Intet mindre.

Den indre Berlinmur

8. november 2009

Vi nærmer os tyveårsdagen for Berlinmurens fald. Og vi mindes om de euforiske dage, hvor Østblokken sank i grus, hvor familier og venner blev genforenet og die Ossies kunne rejse derhen, de ønskede. Østborgeren fik en ny frihed. Friheden til at sælge sin arbejdskraft og friheden til at forbruge, hvis ellers man havde noget at købe for. Markedets friheder. Og samme marked bredte sig som en løbeild bag den tidligere mur.

Men Berlin-muren forsvandt ikke helt. Den forblev i hovedet på folk. Den autoritære såkaldte kommunisme døde, men forestillingen om muligheden af et andet samfund end det liberalistisk-kapitalistiske ulmede som gløder i asken. Måske især i hovedet på højreorienterede folk, der siden indædt har arbejdet på at mane denne tanke i jorden.

Venstrefløjen til gengæld har haft mere end nok at se til med at forsvare de landvindinger – sociale rettigheder og privilegier – som blev opnÃ¥et i tressernes højkonjunktur og har været under pres, siden krisen satte ind i halvfjerdserne; og socialstaten kom under pres gennem løbende besparelser og ideologiske krav om markedsgørelse.

Som Rune Lykkeberg er inde på i weekendens Information, så blev venstrefløjen de nye konservative. Sådan som man også ser det i dag, hvor Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten gerne vil fremstå som velfærdsstatens sande beskyttere.

JubilæumsÃ¥ret for Berlinmurens fald, er ogsÃ¥ det Ã¥r, hvor finanskrisen for alvor har bidt sig fast, og den triumferende markedsøkonomi igen har vist sine indbyggede begrænsninger. Det er, som Lykkeberg er inde pÃ¥, blevet tydeligt, at market og pengestyringen er endt i et umÃ¥deligt ineffektivt bureaukrati, at markedets iboende irrationalitet har været iøjnespringende, at den messende ideologiske dyrkelse af det økonomiske “incitament” har medført “kriminel og afstumpet adfærd”, at det økonomiske imperativ har medført en svækkelse af borgeren over for forbrugeren i demokratiet, at markedets udbredelse ikke har været nogen garant for demokratisk udvikling, hverken her eller hisset, og at bekæmpelsen af statslig regulering har undermineret retsstaten…

Lykkeberg slutter af med følgende ord: “Vi fik det finansielle sammenbrud sidste Ã¥r, men vi fik ikke noget nyt i stedet for det gamle, for der var ikke andet. Dette andet kunne være en styring, hvor mennesker selv finder ud af bestemme sammen…Det er ikke løsninger,som kloge intellektuelle kan foreskrive dumme praktikere. Det er en fælles læreproces, hvor oplyste praktikere kan lære af hinanden. De kan selvfølgelig ogsÃ¥ lade være.Men sÃ¥ mÃ¥ de instille sig pÃ¥, at pengene bestemmer.” Drømmen lever stadig…

Nationaløkonomi og arbejdsløshed

27. september 2009

Vi er ude i en økonomisk krise, hvis ende ingen kan fÃ¥ øje pÃ¥. Bortset fra de obligatoriske jubeloptimister, der sætter deres lid til smÃ¥ “positive” tegn i samfunds- og verdensøkonomien.

En af de ting, finanskrisen belærte os om, ja, mindede os om – og som man blandt borgerlige økonomer nu forsøger at fortrænge eller glemme aktivt – er, at de borgerlige økonomiske teorier hverken kunne forudse krisen, dens omfang eller perspektiv. Der var enkelte kritiske røster i koret, skal man retfærdigvis nævne, men de druknede i den store tsunami af superoptimistisk, liberalistisk tro pÃ¥, at der ingen grænser var for den højkonjekturelle vækst og ekspansion.

I dag ved vi, at man tog alvorligt fejl. Og prisen for krisen betales af – pÃ¥ verdensplan – millioner af arbejdsløse. De borgerlige økonomiske teoriers afmagt skal man ihukomme, nÃ¥r selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernstein, kort før de forestÃ¥ende finanslovsforhandlinger løfter en pegefinger og advarer politikerne om, at de ikke mÃ¥ bekæmpe arbejdsløsheden. For det vil skade “vores” eksport (vores?).

I den forbindelse kommer nationalbankdirektøren for skade at kategorisere arbejdsløshed som et stykke natur. Når nu de borgerlige økonomiske teoriers afmægtighed er blevet afsløret, så bør politikerne, inden afsløringen tilsløres igen af ideologiske tågedannelser, glemme alt om Bernsteins løftede finger og koncentrere sig om at løse arbejdsløshedens problem. Hvilket vil sige: Sørge for at de ledige får efteruddannelse, omskoling og mulighed for at leve et rimeligt liv, så længe krisen står på.

Arbejdsløsheden er lige så lidt natur, som den kapitalistiske økonomi er det. Den er menneskeskabt. Og menneskene kan lave om på den, hvis de vil.

Fusk

14. september 2009

Kan de undre nogen, at den ene historie efter den anden dukker om om politikere (EU!), erhvervsfolk (IT-Factory, selskabstømmere osv.) og almindelige borgere (you name ’em!), der har fingrene dybt begravet i den store skattekasse eller pÃ¥ anden mÃ¥de beriger sig pÃ¥ andres bekostning? Kan det undre nogen? Vi lever i et samfund, hvor det at berige sig er en krumtap i selve det økonomiske system, hvis formÃ¥l er vækst og profit. Og den politiske diskurs drejer sig om det, at vi skal arbejde, arbejde mere og i længere tid, skabe mere værdi og vækst. Mere, mere, mere…

Kan det for alvor undre nogen, at personlig moral har svære kÃ¥r inden for disse rammer? I dag kan man læse, at den i forvejen problematiske “renoveringspulje”, som den siddende regering oprettede for at sætte gang i den hensygnenden byggebranche, ikke alene er kommet de rige til gode – dem med en Ã¥rsindtægt over 600.000, men ogsÃ¥ i vid omfang har været genstand for “fusk”, hvor modtagerne – 7% af dem – har anført materialeudgifter som arbejdsløn og derved har modarbejdet selve ideen med puljen. Selvfølgelig skal misdæderne betale tilbage, men det ændrer ikke ved, at billedet er ganske forudsigeligt. Det handler ikke om samfundssind, men om at mele sin egen kage. Spørg bare bankdirektørerne. Link.

Prisen pÃ¥ CD’er er for høj

2. september 2009

Jeg har sagt det før. Og det bliver ikke mindre rigtigt af at gentage det: Prisen pÃ¥ musik-CD’er i danske butikker er alt for høj. Hvem søren vil betale næsten 150 kr. for en ny cd, som man – inkl. forsendelse og VAT – kan købe for under 100 kr. pÃ¥ fx Amazon.co.uk eller Play.com? Hvis man da ikke vil nøjes med at downloade albummet til et endnu mindre beløb? Faktisk kan jeg ikke selv huske, hvornÃ¥r jeg sidst købte en fuldpris-cd i en dansk butik? Det er i hvert fald Ã¥r tilbage.

I dagens nyheder kan man læse, at salget af CD’er fortsat er faldende. En del af skylden har nye forbrugsvaner via internettet – legale (de nye gratistjenester og digitale butikker) sÃ¥vel som illegale. Men musikbranchen bærer ogsÃ¥ selv et ansvar ved konservativt at have fastholdt et urimeligt højt prisniveau i detaillledet. Og der er ikke noget nyt i det. Hvem husker ikke dengang for snart mange Ã¥r siden, hvor punktafgifterne pÃ¥ CD’er blev fjernet – hvorefter pladeselskaberne straks indkasserede fortjenesten ved at fastholde prisniveauet? Dengang var det trick muligt, fordi konkurrencen pÃ¥ omrÃ¥det var til at overse, men med det stadigt hurtigere internet gÃ¥r den ikke længere.

MÃ¥ske er det pÃ¥ tide, at musikindustrien for alvor vÃ¥gner op og indretter sig pÃ¥ de markedsvilkÃ¥r, som internettet sætter for salg af musik, og sætter prisen pÃ¥ CD’er væsentligt ned. SÃ¥ kunne det jo være, at forbrugerne villle købe andet end tilbudscd’er i butikkerne… Jeg ville i hvert fald.

Recession og arbejdsløshed

3. august 2009

Medens hjemlige politikere demontrerer, hvor verdensfjerne de er, med tanker om reduktion af ledighedsperioden (fordi vi nok, hvis og i fald krisen engang letter, mÃ¥ske vil komme til at mangle arbejdskraft til den vækst, der mÃ¥ske-mÃ¥ske ikke vil være mulig…), stÃ¥r 9 millioner amerikanere, nemlig dem, der mistede jobs, da krisen startede, snart uden penge til dagen og vejen. Og det til trods for, at regeringen har udvidet og supplementeret støtten lidt. De økonomiske “vismænd”, hvis visdom til dels er ansvarlig for den krise, vi er landet i, fortsætter med at spejde efter spæde økonomiske og statistiske tegn pÃ¥ en “bedring” af de liberalistiske økonomi, men kan slet ikke se den sociale elendighed og de katastrofale menneskelige følger, krisen har. Som Lord Nelson sætter de kikkerten for det blinde øje.

Arbejdsløshed, dagpenge og politisk agurketid

1. august 2009

Feberen svinger stille op og ned og sørger for at holde kvalmen kørende. I got the flu. Og bedre bliver det ikke af at læse nyhederne på nettet. Hvorfor læser man dem egentlig? Fordi, det ikke er muligt at leve i glad uvidenhed.

Og netop i dag kan man sÃ¥ læse, at den sÃ¥kaldte venstrefløj (Socialdemokraterne og SF) har gravet det sÃ¥kaldte “dagpengeproblem” frem igen. Det var ellers blevet smidt ind under gulvtæppet i efterÃ¥ret, hvor ingen – heldigvis – kunne blive enige om noget som helst. Socialdemokraterne vil hæve dagpengesatsen (til gengæld for en forkortelse af perioden, hvor man kan modtage penge), og SF vil forkorte den periode, der skal gÃ¥ fra man indmelder sig i a-kassen til man modtager de første dagpenge. Fra et Ã¥r til et halvt.

Imedens har den officielle ledighed rundet 100.000, og der er ikke taget beskæftigelsesfremmende initiativer til reformering af det administrative omrÃ¥de (aktivering, jobcentre etc.). Den sÃ¥kaldte beskæftigelsesminister Inger Støyberg er næsten larmende tavs og forholder sig kun til statistik og smÃ¥ konjekturelle skvulp, som kan fortolkes som en bedring i krisen – hvis man ellers ser bort fra alle de negative ting.

Dagbladet Information har netop indledt en artikelserie om de sidste 30 Ã¥rs politik, hvor det dominerende paradigme har været: økonomien. Nu, hvor enhver med rimelighed mÃ¥ forholde sig yderst skeptisk til enhver “økonomisk eksperts” udtalelser om krisen og dens perspektiver, kommer det to lønmodtagerpartier sÃ¥ pÃ¥ banen med den slags smÃ¥justeringer. Man ved ikke om man skal skraldgrine eller græde snot. Det er tragikomisk.

Det ville tjene de to partier til ære, hvis de stod sammen og indledte en rambuk-kritik mod den økonomisk diskurs, der stadigvæk kører som en anakronisme i det politiske niveau. Tiden er inde til nytænkning. Den liberalistiske økonomi ligger underdrejet, og ingen ved reelt, hvor krisen ender.

Jantelovsskat? Eller cepostolsk klynkeri?

14. juli 2009

Danmark er i økonomisk krise. Blandt andet forÃ¥rsaget af den finansielle sektors – bankers og kreditforeningers – “kreative” udfoldelser. Det har medført rekordstore bankpakker, stigende arbejdsløshed, faldende eksport, voksende underskud pÃ¥ betalingsbalancen m.m. Og som enhver ved, inklusive Konen i Muddergrøften, sÃ¥ skal regningen betales. I forvejen har politikerne haft mere end svært ved at finde penge til at sikre det svindende “velfærd”, og den ny situation har ikke gjort det lettere. Og der er som bekendt kun et sted pengene kan hentes: skatten. Derfor burde det vel være indlysende klart, at dem, der har nok at give af, betaler lidt mere til fælleskabet? Ikke?

Socialdemokratiets Helle og SFs Villy har derfor tænkt sig at indføre en særlig topskat, der rammer (av, av…) alle dem, der tjener mere end 1 million kroner om Ã¥ret. Det drejer sig om fem procent af skatteyderne. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, sÃ¥ kan man altid lytte til CEPOS. For de klynker over denne sÃ¥kaldte “jantelov-skat”. Det gÃ¥r ud over “kernemedarbejderne” i virksomhederne, “de mest produktive”, dem med “de gode idéer” osv. Der er ingen grænser for, hvor skadeligt det vil være at belægge disse rige mennesker med en ekstraskat pÃ¥ fem procent. Det er nærmest landsskadelig virksomhed at foreslÃ¥ sÃ¥dan noget. Landet vil gÃ¥ i hundene, pÃ¥ røven, rabundus… Og de resterende 95 % mere eller mindre overflødige, mindre produktive, idéforladte medarbejdere vil stÃ¥ med hÃ¥ret i postkassen, fordi lykkeridderne vil forsvinde ud af landet, sÃ¥dan som de sÃ¥ ofte har truet med at gøre (men ikke rigtig har taget sig sammen til gøre…). I følge de altruistiske økonomer fra tankeboblen Cepos.

– Næ, hvis vores fremtid (som i følge ideologerne er truet med det nye skatteforslag) er afhængig af, om nogle mennesker ikke gider arbejde, fordi de skal bidrage til det fællesskab, som deres uddannelser og gyldne karrierer er et produkt af, sÃ¥ har vi først et problem. Hvis det eneste, der driver disse mennesker er pekuniær og forbrugeristisk grÃ¥dighed og ansvarsløshed over for fælleskabets økonomiske og sociale problemer, sÃ¥ er vi for alvor pÃ¥ Herrens mark. Og det er mÃ¥ske ogsÃ¥ det, vi er…