CAPAC

Et aspekt af fildelings-problematikken har jeg kun berørt en passant, nemlig det forhold, at mange private firmaer tjener stort på fildelingen – både den lovlige og den ulovlige. I debatten er det som regel brugerne, downloaderne, film- og musikindustriens interessegrupper og så internetudbyderne, der er i fokus. Men der er også en underskov af virksomheder, der lever højt på at servicere trafikken. Fx de firmaer, der finansierer fildelingstjenester i form af reklamer.

Og i forlængelse af den famøse Pirate Bay-dom i Sverige er en ny lukrativ tjeneste kommet i vælten: anonymiseringstjenesten. Som tidligere omtalt har Pirate Bay-tjenesten stillet en anonymiseringstjeneste – Ipraptor – til rådighed for brugerne for et mindre månedligt beløb. Tjenesten sørger for at skjule brugernes IP-adresser for nysgerrige, herunder copyright-forsvarernes organisationer. I Dagens Nyheter kan man i dag læse, at 180.000 Pirate Bay-brugere allerede har tilmeldt sig tjenesten. Og at bredbåndsudbyderen Alltele nu tilbyder kunderne en tilsvarende anonymisering som en del af internetabonnementet, og der har været så stor interesse for servicen, at firmaets server gik ned.

Også firmaet Relakks, der tilbyder anonymisering mod betaling (ca. 50 kr. pr. måned) har oplevet en voldsom interesse. Jan Erik Fiske fra Relakks lægger ikke skjul på, at det er en indbringende forretning. Man regner med, at der er 1.5 millioner svenskere, der regelmæssigt fildeler, så der er en “reel kundebasis”, som det udtrykkes. Og Fiske peger også på politikernes betydning for denne niche: Det er på grund af politikernes truende, restriktive og utidsvarende mediepolitik, at brugerne søger tryghed i anonymiseringen. Og dermed skaber et nyt marked. Fiske ser store muligheder for indtjening på det marked.

Fiske peger også på, at især mange unge mennesker lever en stor del af deres tid på internettet samtidig med, at de ønsker privathed. Og netop privatlivets fred forstyrres af den første mediepolitik. Ipredloven har blot forstærket dette ønske om fred i privatlivet på nettet og har forstærket interesse for anonymisering. Markedet lukrerer på fildelingen – også den ulovlige. I det hele taget er der en stor industri, der holdes igang af fildelingen. Som en gammel kineser engang sagde om kapitalismen, så er det lige meget, hvilken farve katten har, bare den kan fange mus. Sådan er det også for det private, økonomiske initiativ. Sålænge det kaster penge af sig, så længe interesserer man sig ikke for omstændighederne, fx at der er tale om krænkelse af copyrighten…

Krisen kradser. Vi hører mest om den finansielle sektors tømmermænd og øredøvende tavshed, politikernes famlen og påtagede optimisme og ledigheden, der stiger dag for dag. I dag kan man så læse om en anden konsekvens af den økonomiske krise. I de første tre måneder af 2009 har 105.452 familier være i fogedretten, fordi de ikke længere kan betale deres regninger. Det er sager, der ofte ender med tvangauktion og udsættelse. Citat: “Et par får fem minutter til at pakke noget tøj, før de skal forlade deres hjem. En børnefamilie kommer hjem, men kan ikke åbne døren, fordi fogeden har været der og skifte låsen.”. Det er virkeligheden i Danmark anno 2009. Værsgo og spis!

I den forgangne uge er der startet en interessant diskussion om de såkaldte kommercielle radioer. En debat, der er interessant, set i lyset af de politiske anstrengelse for at liberalisere mediemarkedet (jf. P2-debatten), men også i lyset af den standende copyright-debat i forbindelse med fildeling osv. Diskussionen er blevet startet af Eric Hansen, der er direktør for Nova FM og The Voice – to af de mere kendte kommercielle radiostationer. Hansen mener, at radioerne betaler alt for meget for den musik, radioerne bruger – og at det er forklaringen på stationernes dårlige økonomi. Men måske skulle Hansen ikke have sluppet den diskussion løs. For Koda og Gramex har svaret igen med et argument, der er svært at gendrive. Gramex’ juridisk ansvarlige markedschef, Lene Rauch, peger på, at selv om musikken fylder rigtig meget – mere end 90% af sendetiden – så udgør udgifterne kun et sted mellem fire og syv procent. For at sætte trumf på udtaler Rauch: “Selv om musikken var gratis, ville de stadig have underskud”. Kodas vicedirektør supplerer ved at pege på det egentlige problem. Til DR siger han, at de kommercielle kanalers problem ikke er, at de skal betale for musikken, men at de stort set ingen indtjening har fra annoncørerne. Eksempelvis nævner han, at Nova FM tjente 6,8 millioner, men stod tilbage med et underskud på 36 millioner i 2008. Og siden 2000 har de kommercielle radioer til sammen tabt en milliard kroner... Eftersom reklameindtægter udgør selve grundlaget for radiostationerne, kan man sige, at dette problem handler om deres eksistensberettigelse. Hvis de ikke kan tjene nok til at drive virksomheden, må de dø. Det er markedets simple logik. Disse faktiske forhold er et problem for regeringen og dens støtter, fordi de har gjort privatiseringen og kommercialiseringen af medierne til et politisk-ideologisk korstog under devisen, at fri konkurrence ville være godt for udbuddet og kvaliteten. Men som landet ligger ser det sort ud. TV2 er ude i dyb økonomisk krise, det samme er de kommercielle radioer. Hvad skal der gøres? I går hørte jeg en journalist spørge kulturminister Carina Cristensen, om hun troede en kommerciel radiostation ville satse på klassisk musik, hvis den fik mulighed for at overtage P2s sendebånd? Og som forventeligt gled hun af på spørgsmålet med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvad de kommercielle radiostationer kunne tænke sig. Ikke en særlig smart manøvre, må man sige, med den erfaring, vi har samlet fra de kommercielle stationer. Når tidens mest populære toner ikek kan trække tilstrækkeligt med annoncekroner til stationer, så er det lidet sandsynligt at en satsning på fx klassisk musik vil kunne gøre det. Man kan være bekymret for, at de ideologiske don quixoter i regeringen og partierne bag medieforliget vil gøre Danmarks Radio til de kommercielle stationers problem og derfor vil forsøge at forringe statsmediets vilkår for at forbedre de kommercielles ditto. Men det eneste, man med garanti vil opnå, er en forringelse af den i forvejen betrængte public service-forpligtelse. Og det må guderne forbyde…

Den siddende regering har gevaldigt svært ved at holde funktioner, roller og andet adskilt. Blandt andet adskillelsen mellem privatperson og offentligt valgt person. Vi så det med Bendt Bendtsens jagt- og golfture – og bestyrelsesarbejde. Og vi så det med Lars Løkke Rasmussens bilagsroderi i tiden som amtspolitiker, hvor han ikke kunne finde ud af, om det var politikeren eller privatpersonen, der så visse film på hotelværelset… Samme Løkke har nu – som statsminister – købt bananer og andet mundgodt til Dalai Lama på skatteydernes bekostning. Til et møde, der var helt privat. Det blev ved flere lejligheder understreget i medierne. Så enten var mødet mere eller mindre officielt (hvilket kineserne vi se på med strenge øjne…) eller også var det privat, og så må lille Lars ryste op med slanterne med det vuns…
Køb bananer!

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det åbenbart evigt tilbagevendende problem: grådige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi også haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget går ud på, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren så åbnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud på internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, så bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med såvel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

Hvorfor ikke starte dagen med noget at tænke over? Jeg faldt på Twitter over et link til Annie Leonards “The Story of Stuff“, en lille meget pædagogisk animationsfilm, der fortæller noget om, hvordan vi producerer de ting, vi konsumerer i vores verden. Den tyve minutter lange film er sponseret af Tiden Foundation & Funders Workgroup for Sustainable Production and Consumption. Se den, inden du går ud og køber ind…

Der er mange forstemmende nyheder i dagens løb. Men en af denne dags nyheder gjorde et særligt indtryk. Det er kommet frem, at man på plejehjem rundt om i landet – blandt andet her i århus (Tilst) – vækker demente ældre om natten for at tage dem i bad og iklæde dem deres tøj. Begrundelsen skulle være den, at det ville lette de ansattes arbejde i løbet af dagen. Heldigvis har nogle ansatte afvist denne praksis. Og nogle har endda taget deres gode tøj og har forladt jobbet. Al ære og respekt for dette mod og denne konsekvens.
Sagen er endnu et eksempel på, at velfærd i vores samfund primært måles i kroner og ører – og underordnes bureaukratiske og administrative hensyn… Beskæmmende.

I koret af borgerlige økonomer er der nogle få, der skiller sig ud. En af dem er professor ved Syddansk Universitet, tidl. overvismand, Christen Sørensen. Jeg har tidligere fremhævet Sørensen, fordi han ikke var bange for at kritisere undervisningsministeriet – og -ministeren for inkompetence. Og i den seneste udgave af Weekendavisen tager han Skattekommissionens udspil ved vingebenet. Som bekendt har især formanden for Skattekommissionen, Carsten Koch, været i medierne for at imødegå kritikken af forslaget om en reduktion af SU’en fra fem til fire år. (Se fx debatten her). I sin gennemgang af Skattekommisionens udspil noterer Sørensen, at Kochs modargumentation ikke holder: “Det er…ikke korrekt, at studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen, når man anlægger en dynamisk synsvinkel i et livsperspektiv…Det korrekte er, at SU-stipendier i et livsperspektiv forøger uligheden ganske meget pr. krone i stipendium. Men det betyder ikke, at de studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen.Det er let at pege på grupper, der vinder meget mere, for eksempel bankdirektører, der jo får meget stor fordel af, at marginalskatten på de højeste indkomster falder med godt 8 procent“. Det sidste eksempel er – selvfølgelig – ikke tilfældigt valgt. Netop bankdirektørernes lønninger og bonusser har jo været genstand for megen – berettiget – debat og kritik i forlængelse af finanskrisen og den enorme hjælpepakke, som regeringen og et folketingsflertal har foranstaltet. Med eksemplet peger Sørensen også på en andet fundamentalt problem ved den foreslåede reform. Nemlig, at det især er det meget højtlønnede (fx bankdirektører), der har fordel af skattelettelserne. En gruppe, der i forvejen tjener rigtig godt – og som sandsynligvis ikke vil bidrage yderligere til den ekstra arbejdsindsats, som reformen skal bidrage med, da de i forvejen har lange arbejdsdage.
Christen Sørensen peger også på, at reformen – der mest af alt ligner et på forhånd aftalt bestillingsarbejde – brillerer ved ikke at tænke i alternativer. Derved får politikerne ikke nogle valgmuligheder. Fx medtænkes den mulighed, at en ekstra beskatning af lønninger på over en milion kroner, kunne være et væsentligt element i løsningen af et andet fundamentalt problem: At grænsen for topskatten i Danmark er rekordlav og at den kunne hæves ved at beskatte de højestlønnede mere, fx med en ekstra  arbejdsmarkedsafgift.
Christen Sørensen indlæg fortjener at blive læst af alle, der interesserer sig lidt for, hvad politikerne gør med skattepolitiken. For indlægget afslører Skattekommisionens arbejde som et omvendt stykke Robin Hood-arbejde, der igen tager fra dem, der har lidt, og giver til dem, der har rigeligt i forvejen… Læs selv. Der er mere tankestof i den lille artikel. (WA s. 10 “Saglighed eller politiske ønsker?” – findes kun online for abonnenter).

Néné har gjort mig opmærksom på en artikel i Washington Post, der med stor tydelighed fortæller om den grådighed, der er et ikke uvæsentligt forklaringsmoment i den aktuelle finansielle og økonomiske krise – og drivkraft bag den økonomi, vi alle må leve med under kapitalismen. Artiklen handler om de bonusser, som folkene på Wall Street modtager. Beløbet er – hold nu fast: 18 billioner dollars. En billion er tusinde millioner.  Altså 1000.000.000. Dollars.  Hvis vi sætter dollarkursen til 5,8 kr., så udgør bonusserne cirka 104.000.000.000 kroner. Den slags tal kan være svære at forestille sig. Men blot for at give en idé om størrelsen, så kan jeg nævne, at overskuddet på Danmarks betalingsbalance til udlandet i de første 11 måneder af 2008 var 31,7 milliarder… Til historien hører også, at Wall Street-idioterne sørgede for at udbetale bonusserne i december måned, inden de amerikanske skatteborgere satte ind med den meget omtalte bailout (en trillion dollars).
Ingen yderligere kommentarer.

Opdatering: Præsident Obama har i dag lagt et loft over bankdirektørers og finanslederes lønninger. Et skridt i den rigtige retning.

I den forgangne uge var en af nyhederne, at bankdirektører i dette land ville “sende et signal” til kunderne om finanskrisens alvor. Derfor ville de give afkald på lønforhøjelser og diverse bonusser de næste fire måneder. På fotos så man så direktørerne for de store banker træde frem i rampelyset iført deres skræddersyede habitter, store silkeslips og alvorsfulde miner. – Dette mediestunt skal ses i lyset af, at bankerne i de foregående år har ført en udlånspolitik, der har været udtryk for alt andet en mådehold eller almindelig jordbunden fornuft. Sig navnet: Stein Bagger. Spørgsmålet er vel, om d’herrer direktørers mediestunt ikke snarere afslører en slet skjult grådighed og arrogance over for alle de kunder, der kun redder skindet på næsen, fordi staten er gået ind og har ydet garantier. Det er vel ingen sag at demonstrere mådehold, hvis man i forvejen har sit på det tørre med milliongager og stakkevis af aktieoptioner? Hvis almindelige lønmodtagere havde udvist en tilsvarende letsindighed i udførelsen af deres arbejde som bankledelserne, så ville der ikke vanke mere i lønningsposen – snarere en fyreseddel… Hvis direktørerne ville vise troværdig ansvarlighed i forhold til den finanskrise, de har et stort medansvar i, burde de vel – i det mindste – gå drastisk ned i løn og give afkald på enhver form for bonus?!

Den tidligere “overvismand” Torben M. Andersen afslører i Kristelig Dagblad, at betegnelsen vismand ikke har nogen reel berettigelse og kun er udtryk for samtidens almindelige overvurdering af økonomernes betydning for samfundsudviklingen. Andersen mener, at de politiske tanker om at sætte gang i de offentlige anlægsarbejder for at modgå den økonomiske krise og den stigende ledighed vil være forfejlet. I stedet skal man omskole de mange ledige i byggebranchen til job i social- og sundhedssektoren. Ledige murer, tømrer osv. skal altså efter en kort efteruddannelse smide deres faglighed over bord og udvise omsorg for vores gamle. Jeg skal ikke afvise, at nogle af de pågældende ledige vil være med på tanken og oven i købet have flair for omsorgsarbejde. Men ellers er det udtryk for en økonomisk baseret snæversynet kynisme og en tilsvarende ringeagt over for social- og sundhedssektorens arbejdere. Bag Andersens tankegang ligger en latent forestiling om, at “enhver idiot” kan passe gamle mennesker, og at ethvert arbejde er lige fedt. Det kan da godt være, at byggebranchen lider af elefantiasis, men der er ikke brug for den slags “nemme” løsninger.


Læs også Lottes opfølgning her.

Hvis vi skruer tiden lidt tilbage. Sådan cirka et års tid. Så vil man måske kunne huske, at visse “fremtrædende” borgerlige økonomer mente, at det ville “være godt for økonomien”, hvis arbejdsløsheden steg. Det var noget med “overophedning” osv. Nu må de samme økonomer så klappe i deres små hænder. For prognoserne for den kommende tid siger, at ledigheden vil stige til 150000 og måske 200000. Så nu beder de borgerlige økonomer (ikke nødvendigvis de samme…) om “økonomisk stimulans” fra SAMFUNDETs side. Det vil sige: skatteborgernes. Det offentlige forbrug skal øges. Skatterne skal lettes, så vi (skattebetalerne) kan forbruge mere. Bankernes udlån skal “optøs” (med varme skattepenge). Keine Hexerei, nur Politische Ökonomie.

PS. Det er vel nok godt, at de ikke fik reformeret dagpengeområdet…

Citat nr. 1

Hvordan sikrer vi os, at den slags situationer ikke opstår i fremtiden?
Kilde: DR-Nyhederne

Jeg er ved at få nok af ham platuglen Stein Bagger. På TV2 nyheder fortalte en mediedarling med henført stemme om Baggers flugtrute. Hvad rager det mig!? Jeg har aldrig været i tvivl om, at de nok skulle få fat i krabaten, der rejser rundt i Armani-læderjakke og flasher sit Rolex-ur, når han kan. Store dele af medierne opfører sig som en flok nyhedsliderlige historiejægere, der har slået enhver snusfornuft og moral fra for på bedste Se&Hør-vis at bringe de seneste (ubetydelige), slibrige detaljer i en økonomisk skandale, der kun kan måle sig med Nordisk Fjer-skandalen. Det er til at brække sig over.
Det ville klæde den journalistiske stand, hvis de brugte al deres energi på at få afdækket fakta i sagen og fik analyseret de politisk-økonomiske perspektiver – og ikke mindst de store pengeinstitutters foruroligende rolle i finansieringen af bedrageriet. Men også bestyrelsens og det tilgrænsende erhvervslivs roller. Der burde være stof nok til mere end en Cavling-pris.
Læs Lottes harmdirrende indlæg, som jeg kun kan sympatisere med.
PS. Jeg undlader af samme grund at bringe et foto af banditten…

-“Vi skal ikke for tid og evighed eje bankerne. Det er der ikke noget perspektiv i“, siger socialdemokraten Henrik Sass-Larsen, efter at han har foreslået, at staten – det vil sige du og jeg som skattebetalere – for en stund skal tilføre bankerne mange millioner, så deres udlån kan sikres. Til gengæld skal staten have aktier og medejerskab. Bankerne skal med andre ord nationaliseres – helt eller delvis. For øjeblikket foregår der bag lukkede døre og nedrullede gardiner forhandlinger mellem bankerne og staten om en løsning. Får bankerne ikke flere midler at gøre godt med, kan det betyde faldende udlån, der igen kan medføre faldende aktivitet i virksomhederne, der igen kan betyde stigende arbejdsløshed, der igen… osv.
Men nationaliseringen skal kun være forbigående. For en permanent nationaliseringen er der ingen perspektiv i – i følge socialdemokraten. Eller måske tør han bare ikke tænke tanken til ende…