Indlæg tagget med Økonomi

Ledighed – og pasning af ældre borgere

18. januar 2009

Den tidligere “overvismand” Torben M. Andersen afslører i Kristelig Dagblad, at betegnelsen vismand ikke har nogen reel berettigelse og kun er udtryk for samtidens almindelige overvurdering af økonomernes betydning for samfundsudviklingen. Andersen mener, at de politiske tanker om at sætte gang i de offentlige anlægsarbejder for at modgÃ¥ den økonomiske krise og den stigende ledighed vil være forfejlet. I stedet skal man omskole de mange ledige i byggebranchen til job i social- og sundhedssektoren. Ledige murer, tømrer osv. skal altsÃ¥ efter en kort efteruddannelse smide deres faglighed over bord og udvise omsorg for vores gamle. Jeg skal ikke afvise, at nogle af de pÃ¥gældende ledige vil være med pÃ¥ tanken og oven i købet have flair for omsorgsarbejde. Men ellers er det udtryk for en økonomisk baseret snæversynet kynisme og en tilsvarende ringeagt over for social- og sundhedssektorens arbejdere. Bag Andersens tankegang ligger en latent forestiling om, at “enhver idiot” kan passe gamle mennesker, og at ethvert arbejde er lige fedt. Det kan da godt være, at byggebranchen lider af elefantiasis, men der er ikke brug for den slags “nemme” løsninger.


Læs også Lottes opfølgning
her.

Op mod 200.000 ledige

8. januar 2009

Hvis vi skruer tiden lidt tilbage. SÃ¥dan cirka et Ã¥rs tid. SÃ¥ vil man mÃ¥ske kunne huske, at visse “fremtrædende” borgerlige økonomer mente, at det ville “være godt for økonomien”, hvis arbejdsløsheden steg. Det var noget med “overophedning” osv. Nu mÃ¥ de samme økonomer sÃ¥ klappe i deres smÃ¥ hænder. For prognoserne for den kommende tid siger, at ledigheden vil stige til 150000 og mÃ¥ske 200000. SÃ¥ nu beder de borgerlige økonomer (ikke nødvendigvis de samme…) om “økonomisk stimulans” fra SAMFUNDETs side. Det vil sige: skatteborgernes. Det offentlige forbrug skal øges. Skatterne skal lettes, sÃ¥ vi (skattebetalerne) kan forbruge mere. Bankernes udlÃ¥n skal “optøs” (med varme skattepenge). Keine Hexerei, nur Politische Ökonomie.

PS. Det er vel nok godt, at de ikke fik reformeret dagpengeomrÃ¥det…

500 milliarder

8. december 2008

Citat nr. 1

I Danmark havde bankerne udlånt deres egenkapital knap 9 gange ved udgangen af 2007 mod en udlånsgearing i 2003 på knap 7, hvilket faktisk også var gennemsnittet de foregående 30 år. Uden ny kapital vil en tilbagevenden til den gearing kræve, at bankerne reducerer udlånene med 25 pct.

(Nils Bernstein, Nationalbanken)

Citat nr. 2

Nok er finanskrisen båret ind over Danmark af internationale vinde, men vi må erkende, at flere bankledelser heller ikke har været agtpågivende nok, når det gælder deres udlånspolitik og udlånsstyring. Krisen kom hurtigere og kraftigere ind over os fordi der var identificeret brodne kar i den danske finansielle sektor. Mistilliden til Danmark var derfor større end til mange af vore nabolande

(Peter Schütze, Finansrådsformand og Nordea-direktor)

De 500 milliarder er størrelsen af det indlÃ¥nsunderskud, de danske banker har oparbejdet…

Hvordan sikrer vi os, at den slags situationer ikke opstår i fremtiden?
Kilde: DR-Nyhederne

NÃ¥r jeg hører navnet Stein Bagger – trækker jeg hanen pÃ¥ min pistol

8. december 2008

Jeg er ved at få nok af ham platuglen Stein Bagger. På TV2 nyheder fortalte en mediedarling med henført stemme om Baggers flugtrute. Hvad rager det mig!? Jeg har aldrig været i tvivl om, at de nok skulle få fat i krabaten, der rejser rundt i Armani-læderjakke og flasher sit Rolex-ur, når han kan. Store dele af medierne opfører sig som en flok nyhedsliderlige historiejægere, der har slået enhver snusfornuft og moral fra for på bedste Se&Hør-vis at bringe de seneste (ubetydelige), slibrige detaljer i en økonomisk skandale, der kun kan måle sig med Nordisk Fjer-skandalen. Det er til at brække sig over.
Det ville klæde den journalistiske stand, hvis de brugte al deres energi pÃ¥ at fÃ¥ afdækket fakta i sagen og fik analyseret de politisk-økonomiske perspektiver – og ikke mindst de store pengeinstitutters foruroligende rolle i finansieringen af bedrageriet. Men ogsÃ¥ bestyrelsens og det tilgrænsende erhvervslivs roller. Der burde være stof nok til mere end en Cavling-pris.
Læs Lottes harmdirrende indlæg, som jeg kun kan sympatisere med.
PS. Jeg undlader af samme grund at bringe et foto af banditten…

Finanskrisen og bankernes nationalisering

25. november 2008

-“Vi skal ikke for tid og evighed eje bankerne. Det er der ikke noget perspektiv i“, siger socialdemokraten Henrik Sass-Larsen, efter at han har foreslÃ¥et, at staten – det vil sige du og jeg som skattebetalere – for en stund skal tilføre bankerne mange millioner, sÃ¥ deres udlÃ¥n kan sikres. Til gengæld skal staten have aktier og medejerskab. Bankerne skal med andre ord nationaliseres – helt eller delvis. For øjeblikket foregÃ¥r der bag lukkede døre og nedrullede gardiner forhandlinger mellem bankerne og staten om en løsning. FÃ¥r bankerne ikke flere midler at gøre godt med, kan det betyde faldende udlÃ¥n, der igen kan medføre faldende aktivitet i virksomhederne, der igen kan betyde stigende arbejdsløshed, der igen… osv.
Men nationaliseringen skal kun være forbigÃ¥ende. For en permanent nationaliseringen er der ingen perspektiv i – i følge socialdemokraten. Eller mÃ¥ske tør han bare ikke tænke tanken til ende…

Briller

25. november 2008

Jeg har gÃ¥et med briller, siden jeg var tolv Ã¥r gammel. Og bortset fra en kort “indkøringsperiode”, hvor jeg fik udskiftet glas og stel hyppigt, har der heldigvis været længe imellem udskiftningerne. NÃ¥r jeg siger heldigvis, sÃ¥ er det, fordi det er dyrt. Sidst det skete mÃ¥tte jeg af med i omegnen af 6000 kroner for stel og dobbeltslebne glas. Jeg ved, at andre mÃ¥ punge mere ud.
I gÃ¥r snakkede jeg med en jævnaldrende kollega, der har havde købt tre nye par briller. Det kunne kun lade sig gøre – økonomisk – fordi han købte dem i Flensborg. Ialt – inklusive synsprøve, gode stel, dobbeltslebne kvalitetsglas etc. – kom han af med lidt under 3000 kroner.
Da vi kom ind i EF i starten af halvfjerdserne fik vi lovning om, at konkurrencen på det indre marked ville udligne denne slags urimelige prisforskelle. Men hvad fik vi?

Lene Espersen og redningen af flexlånsrytterne

6. november 2008

De sidste par dage har man kunne læse om Lene Espersens “redning” af alle de medborgere, der som følge af finanskrisen er kommet ud i problemer med deres flexlÃ¥n. Eller rettere: Som nu skulle til at mærke den risiko ved flexlÃ¥nene, som faktisk hele tiden har været medkalkuleret som en mulighed. At Lene Espersen selv er en af flexrytterne kan man forarges over eller lade være – alt efter temperament. Meget værre er det, at man med denne “noble” handling pisser pÃ¥ alle dem, der tog risikoen alvorligt, tog fastforrentede lÃ¥n og betalte prisen for den tryghed, de gav. I forbindelse med fremlæggelsen af redningsplanen ymtede Espersen noget om, at man med planen forventede at vende tilbage til “normale” tilstande i økonomien. Problemet er blot, at normaliteten i den kapitalistiske økonomi er tilbagevendende økonomiske kriser, og regeringen har med sine statsindgreb leveret en tavs, men sønderlemmende kritik af den økonomi, de selv lovpriser i andre sammenhænge. NÃ¥r man som regeringen gør, tager skattekroner og lægger et økonomisk sikkerhedsnet ud under økonomiske fribyttere, der i forvejen har levet i sus og dus og har skaltet og valtet med pengene, sÃ¥ mÃ¥ staten – skatteborgerne – vel have noget til gengæld? Herunder større styring og regulering af den finansielle sektor, banker, kreditforeninger, pensionskasser osv. I det hele taget peger regeringens handlinger pÃ¥ dette omrÃ¥de pÃ¥ nødvendigheden af en radikal anden politisk dagsorden.

Nationalisering. Uha – det er jo socialisme!

15. oktober 2008

Det må løbe koldt ned at ryggen på enhver liberalist, når han/hun i avisen kan læse, at englænderne er ved at nationalisere banker for at løse den akutte finanskrise. Bedre bliver det ikke, når man så kan læse, at den danske liberal-konservative regering mod sin egen vilje og sit eget ønske kan komme til at gøre noget lignende, fordi bankredningerne nok vil resultere i, at staten kommer til at eje betydelige aktieposter i de pågældende banker. Det er oven i købet bankerne selv, der ønsker den ordning.
Alternativet vil selvfølgelig være, at man lod markedet selv klare sine problemer. Med store konsekvenser for bankerne, deres kunder og alle andre med relation til disse.
Uanset om man kan lide det eller ej, så illustrerer den aktuelle situation fælleskabets nødvendighed for et i øvrigt individualistisk orienteret marked. Der var engang en gammel jødisk økonom, der gjorde opmærksom på, at kapitalismen skabte sin egen modsætning. I disse dage ser vi et eksempel på det. Det går under betegnelsen nationalisering.

Finanskrise og politisk “ansvarlighed”

13. oktober 2008

De seneste par dage har man kunnet høre om mange unge husejere, der er kommet i klemme økonomisk pÃ¥ grund af den stigende rente og de faldende huspriser. Der er nævnt tal fra 50000 til 100000. De pÃ¥gældende familier eller par har købt ejerbolig i den periode, hvor priserne var skyhøje, og har finansieret dem fx ved hjælp af de sÃ¥kaldt rente- og afdragsfrie lÃ¥n. Nu rasler priserne sÃ¥ ned pÃ¥ boligerne og udgifterne stiger. Og mange er stavnsbundet til boligen, med mindre de vil sælge med store tab og mÃ¥ske stor gæld til følge. I gÃ¥r kunne man høre og se en veltalende repræsentant for bankverdenen forklare, at forbrugerne da selv har bragt sig i den situation. De er deres eget ansvar, at de har – som det blev udtrykt – ladet sig friste af bankernes lÃ¥netilbud.
Hvis du er først i tyverne, sÃ¥ er dit historiske udsyn ikke sÃ¥ stort, og mÃ¥ske har du ladet dig narre af politikernes snak om den kapitalistiske økonomis stabilitet og troet, at det ville fortsætte sÃ¥dan – med vækst, lav rente og stigende huspriser – i mange, mange Ã¥r frem. Men sÃ¥dan fungerer det ikke. Det gÃ¥r op og ned. SÃ¥dan som det altid har gjort i markedsøkonomien.
Bankerne har gjort, hvad der var muligt. At sælge deres alt for fristende tilbudsvarer, som de igen og igen har smidt ind ad folks brevsprækker. Bankerne har kun gjort, hvad man kan forvente af en kommerciel bank. De har gjort, hvad de har fået lov til. Og derfor lander ansvaret hos de politikere, der i øvrigt taler så meget om ansvarlighed. Økonomisk ansvarlighed. Hvis nu de ansvarshavende politikere havde været rigtig ansvarlige, så havde de nok reguleret låneområdet, således at stavnsbinding og gældsfælder var undgået.

Uddannelse i neo-liberalismens tid

27. juni 2008

I forgÃ¥rs gensÃ¥ jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregÃ¥r pÃ¥ Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestÃ¥ende af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sÃ¥dan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt pÃ¥, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!


SÃ¥dan burde det ikke være. Men sÃ¥dan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt pÃ¥ linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel pÃ¥, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det sÃ¥kaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregÃ¥ende uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske Ã¥rsager. PÃ¥ gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige Ã¥rsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige Ã¥rsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt fÃ¥r sværere ved at nÃ¥ den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgÃ¥ frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og hÃ¥ber mÃ¥ske pÃ¥, at den politik ikke pÃ¥ lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dÃ¥rligt renommé blandt de uddannelsessøgende, sÃ¥ tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller ogsÃ¥ satser de pÃ¥ mindre hold, fÃ¥r alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og sÃ¥ videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!