Indlæg tagget med penge

Ringoâ„¢

5. februar 2011

Allerede tidligt i Beatles’ karriere brandede Richard Starkey sig selv som Ringo med store, glimtende ringe pÃ¥ fingrene. Men nu har Ringo Ã¥benbart taget endnu et skridt ad kommercialismens fodsti og ansøgt op at fÃ¥ navnet Ringo godkendt som trademark. Planen er vist at bruge det i forbindelse med videospil og andet legetøj. Jovist. Beatles er ogsÃ¥ en pengemaskine …

Pensionsskrump

31. januar 2011

For nogen tid siden havde jeg et undervisningsjob, hvor jeg optjente lidt pension. Pensionsbeløbet blev indsat i folkeskolelærernes pensionskasse. Kort tid efter, at jeg var stoppet som underviser i jobbet, fik jeg en meddelelse om, at det indbetalte beløb var ca. 1000 kr. og inden længe ville være 0 kr., hvis jeg ikke fik flyttet dem. En kommunikationsbrist i forhold til min anden pensionskasse betød, at de 1000 kr. forsvandt ud i den blÃ¥ luft – ædt op af “gebyrer”.
Pensionsindustrien er en gøgeunge. Det har været fremme i medierne, at personer kan miste helt op til en million kroner af deres pensionsindbetalinger pÃ¥ grund af “administrationsomkostninger”. Er det rimeligt, at lønmodtagere er tvunget til at betale ind til en bestemt pensionskasse, som de sÃ¥ er stavnsbundet til, sÃ¥ længe de arbejder under fagomrÃ¥dets overenskomst? Er det rimeligt, at man skal have sin pensionsopsparing spredt i klatter pÃ¥ forskellige pensionskasser, hvis man – som den bevægelig arbejdskraft, man er – flytter fra job til job? Er det rimeligt, at man ikke selv kan bestemme, hvordan og hvor man vil investere sine pensionspenge? Hvorfor skulle man fx ikke kunne indbetale dem pÃ¥ en ganske almindelig gebyrfri bankkonto, indtil den dag, man har brug for pengene?
Hvis man kaster et blik på pensionskassernes domiciler, så er det tydeligt, at ganske almindelige lønmodtagere ikke alene er med til at finansiere andres gode lønninger, men i det hele taget en pengemaskine af dimensioner. Man burde kræve, at folk havde frihed til at disponere over deres egne pensionsmidler med henblik på at få det bedste ud af dem. Og det burde være et krav, at pensionskasserne ikke pålagde folk gebyrer, men investerede pengene således, at de både gav et afkast til de pensionsopsparende og dækkede de løbende omkostninger. Det bedste ville måske være, at man lavede en offentlig pensionskasse med det erklærede formål at gavne pensionsopsparingen for alle.

Pink Floyd til kamp for musikken

10. marts 2010

Michael har sendt mig et link til Politiken. Nyhedsartiklen handler (selvfølgelig) om penge, men også om, hvordan musikken skal distribueres i vor digitale tidsalder.

Pink Floyd var om nogen barn af conceptalbummets tidsalder, dvs. tresserne, hvor ideen om LP’en (eller dobbelt-LP’en) som manifestation af et samlet musikalsk udtryk for alvor fik vind i sejlene. Hvor beatmusikken sprængte singlehitdominansen, som tidligere havde været – og fortsat var – standarden for populærmusikalske udfoldelser. Og selv om conceptalbummet ofte “blot” var en række finurligt og tematisk forbundne sange, sÃ¥ var det dog ofte kunstnernes valg (selv om pladeselskaberne selvfølgelig ogsÃ¥ havde en finger med i spillet nu og da).

I vores digitale tidsalder fragmenteres musikken for alvor. Muligheden for at nedhente enkelte sange fra cd’er udgør en trussel mod ethvert forsøg pÃ¥ at tænke musikken som conceptalbum. Og det ligger næsten i sagens natur, at dette problem vedrører musikernes kunstneriske ideer og rettigheder, og at situationen udgør en potentiel konflikt mellem musikkøbmændene og kunstnerne.

Og det er lige netop her Pink Floyds kommer ind i billedet. Gruppen har nemlig lagt sag an mod EMI, fordi pladeselskabet mener sig berettiget til at sælge Pink Floyds musik i stumper og stykker. Selv om de gamle pladekontrakter sagde noget andet. EMIs pÃ¥stand er, at kontrakterne kun gjaldt fysisk salg (dvs. grammofonplader og cd’er), men ikke salg via digitale nedhentningssider. Sagen er af principiel karakter og handler dybest set om kunstnernes ret til at definere deres eget kunstneriske udtryk. Fx om et album som Dark Side Of The Moon kun kan sælges som en helhed eller splittes op i atomer.

Bankbonusser, fagforeningspamperi og andre synder

31. januar 2010

Medens vi venter på, at bankerne træder frem i offentlighedens lys, udviser ydmyghed som følge af medansvaret for den stadigvæk virkende finanskrise, og for bestandig giver afkald på bonusser, aktieoptioner og anden guldrandet fryns til ledere og betroede medarbejdere, så kan man studere grådigheden et andet sted i samfundet.

Den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, har slæbt LO i byretten med krav på 6-8 millioner kroner i pensionindbetaling frem til den dag, hvor hun fylder 62 og går på pension. Sagen har igen prikket hul på den byld, der hedder pamperi i fagbevægelsen. Altså det forhold, at medlemsvalgte ledere ikke alene sørger for at belønne sig selv overordentlig godt med milliongager, men også rager til sig i øvrigt, fx i form at lukrative pensionsordninger, som medlemmerne kun kan drømme om, når de køber de ugentlige lottokuponer og skrabelodder henne i supermarkedet.

Pamperi er en af de parasitter på fagbevægelsen, som er med til at underminere fagforeningernes troværdighed og dermed også forstærke det medlemsfrafald, som bevægelsen oplever i disse år. Hvorfor være medlem af en bevægelse, hvor lederne især kæmper for at mele deres egen kage i stedet for medlemmernes faglige og økonomiske interesser?

Hvad enten Huggenbergers krav er formelt korrekt eller ikke, sÃ¥ er det udtryk for en grÃ¥dighed, der kun kan bringe fagbevægelsen i miskredit. Derfor er det intet mindre end befriende at læse FOA-formand Dennis Kristensen klare idealistiske holdning i dagens udgave af Politiken. Den tidligere portør Dennis Kristensen mener, at tillidsvalgte fagforeningsfolk, fx formanden for en fagforening, ikke skal have væsentligt mere i løn end sine medlemmer. I princippet den løn han eller hun fik før sit valg – plus et fast tillæg. Det ville i sig selv være et incitament for at forbedre medlemmernes løn- og arbejdsforhold.

FOA-formanden er godt klar over, at det er skinbarlig idealisme (som journalisten tydeligvist undrede konfronterer ham med), og at han ikke har flertallet bag sig. Men ikke desto mindre står han ved sit synspunkt.

Jeg mener, at Kristensen har fuldstændig ret. Der er brug for mere idealisme i fagbevægelsen, og en af idealismens værste fjender er det pamperi, der udspringer af begæret efter ussel mammon. Det kunne mÃ¥ske endda vise sig at være den svækkede fagbevægelses redning pÃ¥ længere sigt, hvis grÃ¥digheden og pamperiet blev erstattet af idealistisk engagement… [link]

Money Makes The World Go Round

30. januar 2010

Danmarks public-service-organ samler penge ind til de nødlidende i Haiti og kvinder i Afrika. Og selv om jeg under bÃ¥de haitianerne og de afrikanske kvinder hver en mønt og mere til, sÃ¥ er jeg fortrukket til min hule, hvorfra jeg kan høre lyden fra det stortanlagte show, som jo er en uundgÃ¥elig del af sÃ¥dan en udsendelse. Lige sÃ¥ uundgÃ¥elig som Amen i kirken. Og sÃ¥ pludselig – sikkert uden nogen som helst direkte forbindelse – kom jeg i tanke om dengang, jeg var inde i den hedengangne esbjergensiske biograf Kosmorama i Kongensgade og se “Cabaret”. Ã…ret var 1972, og jeg var sÃ¥dan cirka halvvejs gennem gymnasiet, og vidste endnu ikke, at jeg Ã¥ret efter ville forlade min hjemby for stedse. Jeg sÃ¥ mange film i de tre Ã¥r – mange gode film – og mange af den gjorde et uudsletteligt indtryk pÃ¥ mig. Den ret frie filmatisering af Christoffer Isherwoods roman (og dramatiseringen af samme) faldt især i god jord pÃ¥ grund af sine musikalske indslag, som Bob Fosse havde instrueret med sans for koreografi og musikalitet. Jeg har vist ikke set den fra ende til anden siden dengang (men har for nyligt købt den til dvd-hylden). Men nu dukkede sangen “Money Makes The World Go Around” og glimt fra Liza Minellis og Joel Grays scene op pÃ¥ erindringens lærred. Der skal sÃ¥ lidt til.


Money make the world go round
by padock

Kommunerne fattes penge

14. maj 2009

Uanset hvor mange retoriske krumspring regerinspolitikerne bruger for at fÃ¥ os til at tro, at der aldrig har været brugt sÃ¥ mange penge pÃ¥ det offentlige, og at “velfærden” aldrig har været sÃ¥ beriget som nu, sÃ¥ mÃ¥ det stÃ¥r klart for enhver med berøring med den kommunale offentlighed, at kommunerne for længst er kommet derud, hvor de ikke længere kan sikre en acceptabel standard. I gÃ¥r kunne man høre om en ældreinstitution, hvor de ældre fik lov til i timevis at sidde indsmurt i deres egen mad, fordi der ikke var ressourcer til at rengøre dem. Og en politiker fra de pÃ¥gældende kommune lagde ikke fingre imellem, da han skulle placere det økonomiske ansvar hos regeringen. Forleden kunne man høre den ellers meget diskrete og diplomatiske Erik Fabrin – Venstremand, borgmester og formand for Kommunernes Landsorganisation – udtale, at kommunerne mangler mindst 21 millliarder for at kunne sikre den mest elementære standard for borgerne.
Og i dag kan man læse en anden tankevækkende historie, der indirekte fortæller noget om pengenes betydning i spillet mellem kommuner og stat. Det drejer sig om en ung flugtfange, der i gÃ¥rsdagens nyhedsudsendelser blev omtalt som meget farlig. NÃ¥r man læser denne artikel fra Jyllands-Posten, sÃ¥ fÃ¥r man et helt andet billede – og en historie om en mentalt lidende ung mand, der sendes rundt i systemet, fordi der ikke er ressourcer nok til at varetage hans tarv. Det er skandaløst…