CAPAC

En interessant nyhed. Studenterrådet ved Københavns Universitet bakker rektor op i sagen om Milena Penkowa. Dermed er Studenterrådet, som formelt repræsenterer 35.000 studerende, i opposition til den store gruppe af forskere – 8 ud af 10 – som ikke har tillid til rektor.

Studenterrådets argument er, at rektors afgang kun vil føre til en handlingslammelse af universitetet. Og at universitetet har mange andre alvorlige problemer end Penkowa-sagen.

Udmeldingen er interessant, fordi den netop – indirekte – rejser debatten om de institutionelle konsekvenser af Penkowa-sagen. Vil en fjernelse af universitetets kransekagefigur løse universitetets problemer – herunder Penkowasagens problemer? Næ, det vil den ikke.

Uanset, hvad man ellers vil mene om rektors alt andet end glorværdige rolle i sagen, så er sagen vel, at han langt hen ad vejen har handlet inden for rammerne af universitetsloven. Og fejlene ufortalt, så har bl.a. kammeradvokatens redegørelse jo understreget, at godt nok har deres været kritisable forhold, men i bund og grund har der ikke været tale om embedsmisbrug eller andet kriminelt. Dertil skal lægges, at rektor faktisk har forholdt sig til kritikken og udvist, hvad Studenterrådet kalder “tilpas handlekraft”.

At gøre rektor til syndebuk for Penkowa-sagen og dens mange implikationer vil måske mest af alt være et tegn på, at man ikke har forstået det perspektiv, som Penkowa-sagen har for universitetsloven og -politiken som sådan. Derfor er det berettiget, at de studerendes råd finder det ‘klart problematisk’, at forskerne i vid omfang ikke bakker rektor op. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man udøver kritik af manden.

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en såkaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder på, at vi må nøjes med at få resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes påståede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt må vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begået væsentlige formelle fejl i håndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret på sin uskyld, så må det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sådan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begået formelle fejl undervejs, men også hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. På trods af nogle åbenlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, så får vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning […] Når jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med på de seneste måneders mediecirkus, der udspringer fra køen ved håndvasken, så er det fordi, jeg hele tiden har håbet på, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden må nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og måske kun på kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., så skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstået ved, at den afgående Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sådan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der står i artiklen, ‘så vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en såkaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stå for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man får en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man også få den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er også regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en påmindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…

»Det er som om, der slet ikke har været nogle grænser for, hvad man helt ukritisk har lagt til grund for, hvad jeg har gjort. Det undrer mig for eksempel meget, at videnskabsministeren i søndags på tv sammenligner mig med en forsker, der har svindlet for millioner af kroner« (Milene Penkowa til Politiken)

Milena Penkowa er som bekendt ikke en kvinde, der sætter sit lys under en skæppe. Og derfor har jeg også siddet her og ventet på, at hun ville ranke ryggen og slå igen over for alle de anklager, der har haglet ned over hende det seneste årstid.

Forleden blev hun nærmest pure frifundet for anklagerne om at have misbrugt forskningsmidler. Af selveste Rigsrevisionen, der konkluderede, at Penkowa ikke havde gjort andet end, hvad andre forskere har gjort i samme situation – mere eller mindre.

Frifindelsen giver selvfølgelig Penkowa en passende anledning til at slå igen mod sine kritikere. Ikke mindst forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen fra de konservative, som hun kalder et “skvat”. Samtidig undrer Penkowa sig over, at Sahl på nationalt tv kan sammenligne Penkowa med en anden forsker, der har svindlet for millioner af kroner (en sag med rod i århus Universitet…).

Set i lyset af Rigsrevisionens frikendelse af Penkowa, så er det da også mildest talt pinligt, at ministeren for forskningsområdet demonsterer en så åbenlys mangel på viden om spillereglerne på universitet. Hun burde være den første til at kende dem. Hvis jeg var Penkowa ville jeg seriøst overveje at anlægge en injuriesag mod ministeren. Om ikke andet for at ydmyge hende som inkompetent minister.

Er der grund til at forsvare Penkowa. Ja. En ting er, hvad pressen har skrevet og antydet – og ikke alt har været lige vederhæftigt. Noget andet er, hvad de institutioner, som Penkowa er tilknyttet, gør. Universitetet, forskningsråd, ministerier osv. Af dem må man kunne forvente, at de kender reglerne og ikke løber af sted med uvederhæftige påstande og løsagtige anklager. Og ikke udøver magtmisbrug.

Penkowa er dømt for dokumentfalsk osv. Hendes videnskabelige produktion granskes af folk, der er eksperter i videnskabelig uredelighed. Og det må vi vente og se, hvad fører frem til. Men med hensyn til anklagerne om økonomisk misbrug er der åbenbart ikke noget at komme efter. Sådan rent formelt. Moralsk kan man selvfølgelig altid have en anden mening, men det er sagen uvedkommende.

Netop, fordi sagen om Penkowa har vigtige perspektiver for universitets fremtid og forskningens, er det vigtigt, at Penkowa får en helt igennem fair behandling. Vi skal ikke være blinde for de politiske interesser, der er på spil i sagen. Interesser, der gerne ser Milena Penkowa gjort til syndebuk for ministerielt og universitært rod, elendig politisk styring osv. Som i tilfældet med forskningsministerens betændte sammenligning….

Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men også – og måske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.

I går havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgår det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgået en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stået i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.

Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at også andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr på forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr på pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter på to sundhedsvidenskabelige institutter på KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pågældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slår blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«

Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.

Interessant er det også, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger på nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.

Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.

Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.

At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.

Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.

Tak til Torben for tilskyndelsen…

Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den såkaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge på den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sådan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber på et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer så mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar på Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun også er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gårsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte årsags-virknings-sammenhæng mellem de såkaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror på den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, så kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – så er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden får flere Penkowaer, så hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteårsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sådan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at man helt kan undgå fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er også overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., også fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden på digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som så…

Hvor står Penkowa-sagen i dag? Som bekendt valgte universitetets bestyrelse ud fra kammeradvokatens redegørelse at konkludere, at forløbet ikke skulle have større konsekvenser for universitetets ledelse – selv om der var begået procedurefejl undervejs. Og forskningsministeren forsøgte at imødekomme kritikerne ved at pålægge universitet et ‘skærpet tilsyn’.

Hvad man ikke opnåede med disse to handlinger var dels at få iværksat en ekstern, uvildig, tilbundsgående undersøgelse af sagen, sådan som mange forskere, medier og politikere har krævet, og dels en cementering af det bestående system. Der er ikke blevet sat spørgsmålstegn ved hverken den politiske styring af universiteterne eller forskningen – og universitetets styreform er heller ikke blevet betvivlet. En bieffekt af denne situation er, at ansvaret for misèren nu tynger endnu mere på sagens hovedperson, Milena Penkowa. Man kunne kalde det en syndebukeffekt.

Det er lige netop denne syndebukeffekt, Milena Penkowa tematiserer, når hun over for Ekstrabladet hævder, at der ‘er et komplot i gang’ mod hendes person og hendes forskning. Inden vi skynder os og stemple Penkowa som paranoid, så skal vi lige huske på, at selv en paranoiker godt kan have ret i sin påstand om, at nogen forfølger hende. Selv om der er kommet artige ting frem om Penkowas adfærd – senest den famøse sag om manipulation af fotos i en videnskabelig artikel og om de ph.d-studerende, der er kommet i klemme på grund af Penkowas problemer – så skal vi huske på, at sagen om hendes påståede ‘videnskabelige uredelighed’ endnu ikke er afsluttet.

Og selv om det – med den viden, vi har indtil videre om hendes handlinger – er svært kun at se hende som en forfulgt uskyldighed, så skal vi ikke være blinde for, at systemet dels kan have behov for en syndebuk, og at andre forskere kan have en alt andet end faglig interesse i at få Penkowa ‘ned med nakken’, som hun selv formulerer det.

Det er muligt, at den efterlyste uvildige, eksterne, tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet ikke vil kunne få juridiske konsekvenser, som det har været påpeget bl.a. i Weekendavisen. Men den vil kunne få politiske konsekvenser. Og det er sådan set sagens humle. Som jeg for længe siden pointerede, så er Penkowa-sagen især interessant som et symptom.

[kilder: Børsen, Politiken, Ekstrabladet]

Balladen om Milena Penkowa og universitetets – og forskningsministeriets håndtering af sagen fortsætter. Hvad men i øvrigt vil mene om sagens foreløbige udvikling med universitetsbestyrelsens og forskningsministerens reaktioner på kammeradvokatens redegørelse, så er en ting i hvert fald nogenlunde indiskutabel: At det ikke ændrer noget ved det bestående. Spørgsmålet er så, om oppositionen vil gøre noget ved tingenes tilstand. I følge Universitetsavisen gør oppositionen klar til storvask i kulisserne. Her i bloggen vil vi se det, før vi tror på det…

Selv om bestyrelsen for Københavns Universitet har frikendt sig selv og universitetsledelsen for urent trav, så kører sagen roligt videre. Hørslev-fonden har kontaktet Københavns Universitet for at få en forklaring på, at Penkowa har brugt 79.000 kr ud af et bevilliget beløb på 100.000 kr til andre formål end til indkøb af forskningsmaterialer (rotter?), som pengene var øremærket til. Penkowa har – i følge Price Waterhouse Coopers, som har gennemgået bilagene – brugt pengene på personale og rejser.

Det overrasker selvfølgelig ikke denne blogs læsere, at Penkowa har (mis)brugt midlerne. Men den lille sag kaster endnu engang et beskæmmende lys på Københavns Universitet og dets administration. Eftersom universitetet jo har frikendt sig selv, og forskningsministeren har sat universitet ‘under skærpet overvågning’, så sker der nok ikke umiddelbart mere ved denne afsløring. Men ormen gnaver videre i det rådne æble…. [kilde: Politiken]

Den førende pen i sagen om Milena Penkowa, Weekendavisens journalist, Poul Pilgaard Johnsen bruger det meste af denne weekends første sektions side 2 til at opsumere, hvad der er sket den forløbne uge. Og det er artig læsning for alle, der følger denne spegede, underholdende og lærerige sag. Som jeg tidligere har været inde på, så var det ganske forudsigeligt, at universitetets bestyrelse på grundlag af kammeradvokatens – og dvs. universitets egen advokats – skriftlige redegørelse for forløbet ville bakke op om rektor og universitetets ledelse. Det var også forudsigeligt, at forskningsminister Sahl-Madsen i en eller anden forstand ville tage frifindelsen ad notam.

Med et vist held lykkedes det for forskningsministeren at få store dele af pressen overbevist om sin handlekraftighed, da hun meldte ud, at universitetet og dets ledelse havde begået proceduremæssige fejl og derfor ville blive sat under “skærpet opsyn”. Men Johnsen lader sig ikke imponere af denne tilsyneladende handlekraft. I stedet konstaterer han tørt, at dette opsyn – som vi ellers kun kender fra de islamiske frisskoler – i bund og grund handler om, at universitet skal følge de forvaltningsregler, der er, nøje. Fx huske at lave notater, når rektor gennemfører en telefonsamtale med en forsker i Spanien osv. Det interessante ved ministerens store armbevægelser og slåen i bolledejen er, hvad hun ikke vil: Nemlig at gennemføre den uvildige undersøgelse, som flere hundrede forskere, medier og politikere har krævet. Med sit stunt formåede ministeren – for en kort tid i hvert fald – at bortlede interessen fra dette væsentlige punkt. Men også kun i kort tid…

Spørgsmålet er, som situationen er lige nu, om den uvildige undersøgelse kommer. Det afhænger helt af den parlamentariske situation. Kan oppositionen i tide mønstre et flertal for det? Er Liberal Alliance, som har krævet undersøgelsen, til at stole på eller kan en udsigt til at få del af magtkagen efter et kommende valg få dem til at ændre holdning? Det er ikke til at vide.

Johnsen kommer også ind på en uvildig undersøgelses status. Den vil ikke have nogen juridisk retsvirkning. Og en undersøgelseskomité vil uden tvivl blive genstand for kritik fra Milena Penkowa, der jo ikke har holdt sig tilbage med inhabilitetsanklager over for andre bedømmere.

Hvilken interesse har offentligheden så i en sådan uvildig undersøgelse? Dens rationalitet er lige præcis, at den vil kunne se på sagens aspekter udefra, kritisk granske den måde universitetet fungerer på, herunder ledelsens evne til at sikre dansk forskings redelighed osv. I modsætning til den interne undersøgelse og ministeriets opsyn, vil kun en ekstern undersøgelse kunne hævde den tvivl, der er skabt om universitetets kompetence, og være med til at retablere universitetets omdømme – nationalt og internationalt. En ekstern uvildig undersøgelse vil have betydning politisk og kulturelt.

Lige så forudsigeligt, det var, at universitetets bestyrelse og kammeradvokatens redegørelse frikendte rektor og den samlede ledelse for anklagen om ‘usaglig forvaltning’ i Penkowa-sagen, lige så forudsigeligt er det, at den 700 sider lange redegørelse vil blive gransket nøje og flere detaljer i sagen vil komme for offentlighedens lys.

I dag kan man læse, at Milena Penkowa aktivt har påvirket valget af medlemmer til det ekspertudvalg, der skulle gennemgå Penkowas doktorafhandling, efter at det var blevet forkastet på grund af sit videnskabelige niveau (i.e. videnskabelig uredelighed). Professor Albert Gjedde, nuværende institutleder på universitetet og en af kræfterne bag den verserende sag om Penkowa, blev således vraget, fordi Penkowa mente, at han var inhabil. En påstand, der ikke blev begrundet. Og universitetets akter vedr. denne inhabilitetserklæring er siden forsvundet…
En anden norsk fhv. professor blev godkendt, men først efter at Penkowa havde sat spørgsmålstegn ved hans habilitet.

Denne lille afsløring føjer endnu en lille brik til det nuancerede billede, vi efterhånden har kunnet danne os af Penkowa og hendes sagskompleks. Det bekræfter billedet af Penkowa som en person, der bestemt ikke sætter sit lys under en skæppe, for nu at formulere det diplomatisk. Samtidig får vi endnu et element til belysning af universitetsledelsens åbenlyse vanskeligheder i håndteringen af denne sag. Hvis ledelsen, som kammeradvokatens redegørelse åbenbart indikerer, formelt set har handlet korrekt – omend ikke uproblematisk eller ukritisabelt – så reflekterer en lille episode som denne, hvorfor der er al mulig grund til at spørge, om den autonomi og den virksomhedsstruktur, som universitetet, er defineret af, er i stand til at forvalte det videnskabelige arbejde på en forsvarlig måde? Hvis en enkelt forskerspire – oven i købet svindelanklaget – kan køre rundt med ledelsen på denne måde, så er det et klart svaghedstegn hos en centralistisk, enevældig universitetsstyreform. [kilder: Politiken, DR]

Mere mystik: Hvem ringede rektor Hemmingsen til i Spanien (om nogen)?

På engelsk siger man “The Benefit of the Doubt”, når tvivlen skal komme en anklaget til gode. Det er et godt og sundt princip, fordi der i sager om skyld sjældent er enkle sandheder på spil.

I sagen om Penkowa kommer tvivlen ind på en anden led. Kammeradvokatens afgørelse om at frifinde rektor og universitetets ledelse i sagen om Milena Penkowa er allerede betvivlet. Kan én mand, oven i købet universitetets egen kammeradvokat, vurdere sagens mange aspekter grundigt nok?

dag rejses der allerede tvivl om denne grundig – til trods for redegørelsens 700 siders dokumentation. Politikere og fagpersoner har kritiseret, at nøglepersoner i sagen ikke er blevet hørt – blandt andet det bedømmelsesudvalg, der i sin tid forkastede Penkowas doktordisputats. Men kammeradvokaten afviser blot kritikken.

Selve det forhold, at redegørelsen allerede ved sin fremlæggelse betvivles fra mange sider understreger svagheden ved en sådan intern undersøgelse. Tvivlens skygge hænger som en atomsky over Københavns Universitet. Og man må også spørge, om det er rimeligt at se bort fra det forhold, at 400 anerkendte forskere i dette land har skrevet under på et krav om, at der foretages en uvildig, ekstern undersøgelse? Bør tvivlen ikke komme kritikerne – og offentligheden – til gode?

I går kunne man høre rektor udtale sig på tv. Han brugte en metafor. Han talte om, at universitetet og dets ledelse havde stået for et pres. Som om universitetet var en slags trygkoger. Billedet er ganske sigende for den autonomi og magtfuldkommenhed, der skabt på universitetsområdet. Men kan samfundet i længden leve med et universitet, der sådan kan lukke sig om sin egen eksklusivitet og ignorere den kritik, der kommer fra dens mange ansatte og fra verden udenfor?

PS. Læs også dette indlæg i Børsen og regeringens håndtering af DSB-cheffyringen og rektor Hemmingsen-sagen.

Som det allerede er omtalt i kommentarfeltet, har Københavns Universitets bestyrelse på grundlag af  Kammeradvokatens 700 sider store redegørelse om den såkaldte Penkowa-sag pure frifundet universitetets ledelse, der har været under anklage for ‘usaglig forvaltning’. Der er dog mindre skønhedsfejl, og universitetet skal forbedre sine rutiner og sit beredskab,bl.a. når det gælder dokumentation af sagsbehandling og sikring af studerendes retsstilling.

Med afgørelsen kan man sige, at ledelsen lukker sig omkring sin egen magtfuldkommenhed. Den ene hånd vasker den anden. Og nu kan vi så forvente at Videnskabsministeriet lige så forudsigeligt vil tage afgørelsen ad notam. Og så er den skid slået eller hvad?

Det, der er opnået ved denne handling er dels, at Milena Penkowa bliver reduceret til et enkelt råddent æble i kurven. Hendes adfærd separeres fra universitets fungeren og individualiseres. Penkowa bliver gjort til syndebuk. Den lille buk, der skal ofres for at rense ledelsen.

Dels vælger man at overhøre 400 forskeres krav om en uvildig undersøgelse. Og det kan man da kalde en desavouering af format. Vi alene vide. Uoplyst enevælde anno 2011. Og man ignorerer offentlighedens voldsomme kritik af sagen og dens forløb.

Men frifindelsen vil ikke kunne vaske den plet væk, som universitetet og dansk forskning er blevet forsynet med i kraft af denne spektakulære sag. Og mit gæt er, at den vil forfølge universitetet i fremtiden – og dukke op med jævne mellemrum som en ubehagelig påmindelse om, hvad universitet er blevet til i den aktuelle politiske konjunktur.

Hvad vil kunne ændre ved den situation, der er blevet skabt med denne afgørelse? Vil en ihærdig presse kunne grave ting frem, der vil fremtvinge en ekstern undersøgelse? Og vil pressen bruge tid, penge og energi på det? Eller vil oppositionen i Folketinget lytte til det videnskabelige samfund og offentligheden – og i demokratiets interesse – gennemtrumfe en sådan uvildig undersøgelse? Vi får se.

Kammeradvokatens redegørelse kan nedhentes i sin fulde længe her.

I dag og i morgen holder Københavns Universitets bestyrelse møde om universitets håndtering af den famøse sag om Milena Penkowa. Og spørgsmålet er, om møderne vil resultere i den uvildige undersøgelse, som længe har været efterlyst fra mange sider, bl.a. fra en lang række forskere.

Til grund for møderne ligger Kammeradvokatens flere hundrede sider lange redegørelse for sagens forløb.

I dagens udgave af Politiken analyserer Jacob Fuglsang de mulige perspektiver af møderne. Vil møderne munde ud i 1. en opbakning til universitetsledelsen? (Fuglsang mener nej, på grund af rektors delvise indrømmelser og beklagelser…) eller vil bestyrelsen 2. afskedige rektor eller kræve radikale ændringer i universitetsledelsen organisation (nej, mener Fuglsang, for “det ville være et brud på det parløb, som bestyrelsesformand og rektor gennem hele forløbet har kørt”). 3. Bestyrelsen vil krybe til korset og imødekomme kravet om en uvildig undersøgelse, som mere end 400 forskere har krævet. Det må blive udfaldet, mener Fuglsang, for det er den eneste udvej, der findes, hvis tilliden til universitets ledelse skal genoprettes.

Men den sidste løsning er måske i virkeligheden den mest pinagtige. For en uvildig undersøgelse vil ikke alene blotlægge Milena Penkowas handlinger, men også universitets ledelsens – herunder rektors og bestyrelsens – adfærd og måske nok så interessant Helge Sanders og Videnskabsministeriets rolle. Det politiske perspektiv gør sagen til en meget varm kartoffel for den siddende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Dels, fordi den trækker tråde ind i hendes ministerium, men også fordi – som Fuglsang rigtig påpeger – en uvildig undersøgelse vil være en dom over den borgerligt sanktionerede enstrengede universitetsstruktur. Den vil sandsynligvis afsløre, hvorfor ledelsen og bestyrelsen har været afmægtige i håndteringen af sagen og derfor har været nødsaget til at eksportere problemet til uvildige personer.

Fuglsangs udmærkede analyse er værd at læse, fordi den kredser om det virkeligt interessante i sagen om Penkowa. Og det er ikke Milena Penkowas svindel og humbug, for i det store spil er hun kun en lille ubetydelig detalje, men spørgsmålet om, hvordan man skal drive de vigtigste vidensinstitutioner i landet: universiteterne. En sober, gennemarbejdet, uvildig undersøgelse af sagens forløb vil kunne være en veritabel bombe under den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden 2001. Og i bedste fald være med til at retablere universitetet i sin egen ret.

Selv om dampen er gået lidt af Penkowa-sagen – i de nyhedshungrende medier, så kører den stadigvæk. DR Nyheder kan således fortælle – hvilket vel næppe kan siges at være overraskende – at rektor Hemmingsen og universitetets ledelse var bekendt med svindelanklagen mod Milena Penkowa, da de indstillede hende til EliteForsk-prisen. Rektor Hemmingsen har ellers hidtil benægtet et sådant kendskab på det tidspunkt. Det er ikke første gang, rektor Hemmingsen har haft problemer med hukommelsen. Vi husker sagen om Penkowas “døde” familiemedlemmer…

Penkowa selv ligger heller ikke på den lade side. Og det må vi lade hende: Det ville også ligne hende dårligt at gøre det! Sammen med sin advokat og repræsentanter for politiet har hun forsøgt at få adgang til de famøse rottebeviser på Panum Instituttet. I følge Universitetsavisen. Universitetet har nægtet at udlevere noget som helst. Man kan selvfølgelig godt undre sig over, at den svindel- og uredelighedsanklagede Penkowa ikke kan få udleveret logbøger og andre dokumenter, så hun kan få en chance for at fuske med dem endnu engang. Det er vel enhver anklagets ret at få mulighed for at destruere og forfalske beviserne mod en, ikke? Der er something rotte-n i denne sag…