CAPAC

Videnskab.dk forsøger at løfte en flip af det arbejde, som Udvalget vedr. Videnskabelig Uredelighed er sat til at foretage. Selv om de medvirkende forskere ønsker at være anonyme og ikke konkret og i detaljer vil komme ind på, hvor Penkowa har snydt, så skitseres et billede af en forsker, der har bevæget sig inden for et nichefelt, har draget tungere konklusioner end det sparsomme datamateriale kunne bære og metodologisk har ude i hampen. Artiklen understreger først og fremmest behovet for den tilbundsgående undersøgelse, som igen og igen har været efterlyst…

“Lemuren er et intelligent og udspekuleret dyr, der på trods af sin ringe størrelse formår at få en hel park til at dreje sig om det på bekostning af de andre dyr” (Milena Penkowa)

Intelligens er et omstridt begreb i vores samfund. Tænk blot på debatten om Howard Gardners ‘syv intelligenser’ eller på Helmuth Nyborgs forskning. Det er også noget, der er omgærdet af prestige, beundring og respekt.

I et portræt af Milena Penkowa i Weekendavisen fremhæves Penkowas intelligens og begavelse igen og igen. Samstemmende. Men begavelsen var ikke det eneste, hun fik med fra fødslen. Noget tyder på, at hun også fik en social arv fra ikke mindst sin far. En arv, der så at sige kom til at modarbejde begavelsen, for ikke at sige: modsige den.

Fra sin ligeledes velbegavede lektorfar arver hun en selvhævdelse, der sætter alt andet og alle andre til side, når det gælder om at nå et bestemt mål. Weekavisens Pilegaard citerer Penkowa for følgende “sandhed”: “Folk må tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forestille dig, hvor ligeglad jeg er”. Og denne ‘evne til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgående træk ved Milena Penkowas liv fra barndom til nu‘ , noterer Pilegaard, hvorefter han ud fra samtaler med venner, eks-kærester, rideskolekammerater, arbejdskolleger osv. opruller historien om pigebarnet, der imponerer ved sit engagement, sin viljestyrke og sin begavelse, men også bruger ethvert tænkeligt middel for at komme frem i verden.

Som sin fader, der idømmes to års fængsel i 1986 for omfattende sommerhusrøverier, ender Milena med en dom for kriminalitet, da hun for nylig accepterede byrettens dom for underslæb m.v. Hvordan kunne det komme så vidt?

Det var uforståeligt for offentligheden, at hendes begavede, velsituerede akademikerfar kunne gribe til kriminalitet. Hvordan kunne en begavet mand med god indtægt være så “dum” (uintelligent…) at sætte det over styr ved bl.a. at bruge tyvekosterne i sine egne ejendomme? Og det kan forekomme uforståeligt, at Penkowa med sin begavelse og sine muligheder ender med en alvorlig, karriereødelæggende dom for økonomisk kriminalitet m.m. Hvordan kunne Penkowa være så “dum”?

Pilegaards portrætskitse giver ikke noget endeligt svar, men tegner omridset af en person, hvis ekstreme, asociale, selvforblændende selvovervurdering og -hævdelse kommer på tværs af begavelsen og dens muligheder. Tendensen er der fra starten, hvor Milena fx stjæler de andre ridepigers udstyr efter forgodtbefindende, men den forstærkes så at sige med tiden. Jo større succes Milena Penkowa har, jo mere asocial og ‘grænseoverskridende’ bliver hendes adfærd. Hendes begavelse følges af en skygge af voldsom selvhævdelse og mangel på empati, som undergraver og modsiger begavelsen.

Hvor intelligent er det fx lige at gribe til de mange små, åbenbare “svinestreger”, som Penkowa har brugt på vej mod storhed og fald? Fx da hun forsøgte, at tørre underslæbsanklagen af på den unge mandlige studerende ved at forfalske hans kontoudskrifter?

Af flere af udtalelserne i artiklen fremgår det, at Penkowas adfærd har socio- og/eller psykopatologisk karakter. Nu behøver man ikke at have læst meget Michel Foucault og andre for at tænke, at socio- og psykopatologisk adfærd er forankret i det samfund, de fungerer i. Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg flere gange har berørt: Penkowa-sagen som symptom. – Vi vender tilbage…

Den førende pen i oprulningen af Penkowa-sagen, Povl Pilegaard Johnsen, tager i dagens udgave af Weekendavisen fat på endnu en underbelyst side af den spegede sag. Nemlig universitetets og ikke mindst forskningsmiljøets socialpsykologi.

I mediernes ulideligt lette håndtering af sagen er der skabt helte og skurke. Skurkene kender vi – Milena, Ralph og Helge (og deres sammensvorne). Og heltene har især været de mange akademikere, der har krævet en uvildig undersøgelse af sagen.

Den historiske hukommelse er kort som en barneskjorte. I hvert fald i medierne. Og Pilegaard går lidt tilbage i tiden for at grave gamle udsagn fra nutidens kritikere frem i lyset. Og dengang så de – bl.a. Elisabeth Bock, som har været aktiv i kravet om en uvildig undersøgelse – noget anderledes og mildere på universitetsledelsen, navnlig rektor Hemmingsens, håndtering af sagen. Vendekåberiet er åbenbart.

Andre forskere – bl.a. formanden for FSS, Niels Borregaard (ham, som efter sigende blev forbigået af Helge Sander…) – afstår i dag fra at kræve en undersøgelse af rektors gøren og laden, fordi de mener medierne har indledt en heksejagt på manden.

Pilegaards artikel er interessant, fordi den sætter fokus på et notorisk betændt miljø, hvor forskningsinteresse går hånd i hånd med andre alt andet end prisværdige og ædle motiver som personlig avancement, hævn og deslige. Og man får let det indtryk, at offentlighedens voldsomme interesse kommer lidt på tværs af de mere eller mindre eksplicit udtalte interesser, der konkurrerer på Bjerget.

At det forholder sig sådan på universitetsniveau bør komme bag på nogen med blot et minimalt kendskab til universitetsverdenen eller den menneskelige sociale adfærd i almindelighed. Men det er et vigtigt aspekt at få med i vurderingen af sagen.

Det ændrer dog ikke ved, at de sidste mange ugers beskrivelse af rektors og universitetsledelsens handlen i den grad råber på en kritisk granskning og et opgør med den magtfuldkommenhed, der er blevet etableret på universitet i nyere tid. Som professor emeritus Peter Kemp har været inde, så er det nødvendigt, at universitetet finder en demokratisk styreform, der kan modvirke, at sager som denne udarter sig…

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set på Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller gråzone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstås immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det også er det), men også som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse år. Læs med her.

I Jyllands-Posten drager Peter Kemp professor emeritus dr. theol. & phil. og Asger Sørensen, lektor, ph.d., begge DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet en lære af Penkowa-sagen. De to skriver indledningsvist:
“Universiteternes øverste ledelse bør vælges af forskere og studerende og stå til ansvar over for disse, så man kan sikre, at den tvinges til at lade fagligheden veje tungere end bevillingerne.

Skeletterne vælter ud af skabet i sagen om ledelsen af Københavns Universitet. 423 forskere har nu i et brev til universitetets bestyrelse bedt om en uvildig undersøgelse af ledelsens håndtering af Penkowa-sagen.

Det er tydeligt, at denne sag ikke blot er en isoleret sag. Det drejer sig om, hvordan en ledelse af et universitet har misrøgtet den videnskabelighed, som er universitetets eksistensberettigelse og forudsætningen for dets renommé.

Vi ser ikke blot en rektor, der ser ud til at have fejlet i vurderingen af den faglige kritik af Milena Penkowas forskning. Vi ser, at hele ledelsen for et universitet mangler dømmekraft i håndteringen af sådanne sager.

Man kan f.eks. nævne en prorektor, Thomas Bjørnholm, der er så ivrig efter at bakke sin rektor op i et indlæg i Politiken 15/2, at han helt overser det kritisable i et system, hvor man kan indstille forskere til akademisk hæder uden vurdering af et sagkyndigt udvalg.

Men det var det, som Københavns Universitet gjorde med indstillingen af Penkowa til eliteforskerprisen.” Læs videre her. Som jeg for længe siden skrev, så er det rimeligt at tænke Milena Penkowas adfærd som et symptom på systemdefekter i såvel det universitære såvel som det politiske. Og vi kan håbe på, at den ubønhørlige blotlæggelse af sagens detaljer kan medvirke til, at der gøres op med de borgerlige magthaveres universitetskoncept og dets politiske overbygning. Det er ikke nok, at sagen får konsekvenser for rektor og for politikeren Sander – den skal også have strukturelle effekter…

Penkowa-sagen falder ikke til ro, før hvert eneste blad er vendt. Det er min fornemmelse. Og det er godt sådan, for sagen er et ret enestående lærestykket i, ikke bare, hvor galt det kan gå, når en forskerspire vælger at snyde og bedrage, men også i hvordan universitetet og den politiske ledelse omkring forskningen fungerer eller snarere: ikke fungerer.

Som nævnt er fokus blevet flyttet fra Penkowa selv til rektor Hemmingsen og politikeren Helge Sander. I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle en artig historie om den ministerielle håndtering af et dokument, som siden har fået stor betydning for sagens forløb. Det drejer sig om det brev, hvori Helge Sander fremfører en række såkaldt “anonyme” anklager mod Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom. Et brev, som førte til radikale ændringer af forskningsrådssystemets bevillingspraksis og påførte rådene nogle bureaukratiske og lidet befordrende praksisser.

Mod gældende praksis bliver Sanders brev ikke journaliseret i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, efter at direktør Inge Mærkedahl har modtaget det. Brevet bliver lagt væk. Selv om Mærkedahl godt vidst, at brevet var udtryk for en ‘usædvanlig’ praksis, vælger hun altså at lægge det til side – og dermed at mørkelægge det i forhold til offentligheden. Mærkedahl spørger ikke ministeren om de “anonyme” anklagers ophav, fordi ministeren tydeligvis ikke er til sinds at afsløre den/dem, men vælger i stedet at iværksætte en undersøgelse af rådenes bevillingspraksis. Direktøren tager med andre ord de ‘anonyme’ anklager – som jo af flere rådsmedlemmer tilskrives Penkowa selv – alvorligt. Det 14 sider lange brev fører som sagt til en lovændring af bevillingssystemet.

På journalistens spørgsmål om, hvorfor man valgte ikke at journalisere det lange brev fra ministere svarer Mærkedahl: “Vi fik ikke journaliseret det. På det tidspunkt foranstaltede vi en undersøgelse i stedet for. Men det burde have været journaliseret, det blev det ikke”. Diplomatisk sagt, så vælger direktøren at gå mod gængs, god forvaltningsskik ved at undlade en journalisering af et vigtigt brev for i stedet at iværksætte en undersøgelse, der begrunder sig i brevets ‘anonyme’ anklager. Det er ikke kun Sander, der har et problem i denne sag. Det har de alt for loyale embedsmænd, bl.a. direktør Mærkedahl, også, når de for at tækkes ministeren gradbøjer forvaltningsloven…

Som Aage gør opmærksom på, så har dr. phil, psykolog og filosof, David Favrholdt forfattet en kronik i Politiken (6.marts), som med svært gendrivelige argumenter og dokumentation sætter kniven for struben på Københavns Universitets rektor. Anklagen lyder ganske enkelt på: korruption. Og kravet er en uvildig, tilbundsgående undersøgelse af sagen i alle dens aspekter. Kronikken er koncis, skarp og går lige til benet i sin vurdering af Hemmingsens delikate rolle i sagen. Læs den her.

PS. Politiken meddeler i dag, at Milena Penkowa accepterer Byrettens dom i den famøse sag om underslæb, dokumentfalsk og falsk anklage, idet hun har droppet ankesagen og dermed ophævet navneforbuddet i samme ankesag. Samtidig kommer hun med et stærk anklage om, at landsretten ikke vil kunne bedømme sagen ‘objektivt’ på grund af al den virak, der har været om hendes person de seneste måneder. Penkowa kan nu se frem til en betinget fængselsstraf på tre måneder.

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man måske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen også har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men også i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen såmænd endt som leder under overskriften “Når kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, så er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmål om den nuværende ledelse på universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne også indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnå elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet på bordet. De danske medier er sexistiske. Når sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, så er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn Nørbygård, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, så må man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet så havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det så egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, når det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord også på dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnå fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har også ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, når det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Bolden ruller videre. Og i dag kan Universitetsavisen meddele, at det Frie Forskningsråd har underskrevet et undersøgelseskommisorium, der skal give seks internationalt anerkendte forskere mulighed for at gennemgå 100 artikler af Penkowa. Samtidig får Penkowas medarbejdere til opgave at oplyse, hvilke bidrag de har givet til hendes artikler.

Et andet organ – FORSKERforum – har fundet ud af, at Helge Sanders kolportering af de 30 anonyme spørgsmål (som lugter langt væk af Penkowas formuleringer) sandsynligvis har bragt den involverede departementschef i konflikt med forvaltningsloven, idet loven forbyder embedsmænd at “fortie” en kildes identitet. I Penkowa-sagen tyder alt på, at kilden har været kendt og at kildebeskyttelsen har tjent Sanders og Penkowas interesse og ikke offentlighedens.

Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen svigter heller ikke Pankowaføljetonens læsere i denne weekend. På avisens side 2 beretter Johnsen om Pankowa-Sander-forbindelsens “parløb”. På baggrund af nye afslørende dokumenter – emails og notater fra universitetet – fremgår det, at Penkowa allerede i august 2009 bruger venskabet til Sander i et forfremmelseøjemed. Det er – som Pilegaards ovenfor citerede oversættelse af en mails indhold – slående, hvorledes den uformelle, private relation til “Helge” bruges som et diskret pressionsmiddel.
Af artiklen fremgår også, at Helge Sander selv – efter ministerafgangen – aktivt har forsøgt at redde Pankowa ud af den suppedas, hun var på vej ud i, og at han i den forbindelse også har plejet sine forbindelser til den ny videnskabsminister og justitsministeren. Alt sammen under dække af, at henvendelserne havde privat karakter.
På en halv avisside får Pilgaard Johnsen tegnet et billede af en politiker, for hvem målet (beskyttelsen af sin protegé Penkowa) helliger ethvert middel. Herunder også slet skjulte trusler og anden form for tvetydig pression. Man får også et billede af en universitetsledelse, der tydeligvis lader sig manipulere både af politikeren og Penkowa – uden at ville eller kunne indse, at det forholder sig således.

PS. I øvrigt kan BT meddele, at frk. Penkowa drager på foredragsturné. Helt i tråd med hendes attitude hidtil…

Forbipasserende gør mig opmærksom på dagens leder i Politiken (og tak for det!): “Penkowa-sagen er et symbol på regeringens uddannelsespolitik“. Lederskribenten skærer lige ind til benet. Sagen er ikke bare udtryk for en ung, overambitiøs, overselvvurderende dames fejlen, men symbol på “en årelang nedbrydning af de akademiske standarder ved landets universiteter under anførsel af skiftende ’videnskabsministre’ uden ringeste forståelse for eller personlig erfaring med, hvad videnskabelig forskning eller uddannelse overhovedet er for noget.” Skribenten fortsætter: “Forhenværende videnskabsminister Helge Sanders slagord ’Fra forskning til faktura’ var i akademisk forstand langt mere ødelæggende for universitetet end Penkowa-sagen, og det samme kan siges om den nuværende minister Charlotte Sahl-Madsens idé om etårige kandidatuddannelser – for blot at nævne to eksempler. ”
Milena Penkowa er en tragi-komisk figur, hvis karriere må siges at være tabt. Men de virkelige skurke er politikerne, der med hovedet oppe i de ideologiske tåger uden nogen som helst forstand på videnskab og forskning tåger rundt og ødelægger dansk akademia. Penkowa-skandalen vil en dag være fortid, men hvis vi skal redde noget af stumperne, så skal vi have nogle kvalificerede politikere på uddannelses- og videnskabsfeltet. Det har vi ikke haft meget længe…

Opgaven ligger lige til højrebenet: Hvis Milena Penkowa har snydt med sin doktorafhandling, hvordan står det så til med alle de andre omkring 100 artikler, hun er forfatter til? Det skal et uvildigt panel af internationale forskere nu undersøge til bunds. Spændende.

Apropos: Subø-sagen i Norge.

Jeg har ventet på, at det skulle ske: At de studerende kom på banen og krævede en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen. For dybest set er det dem, det drejer sig om. Det er de studerende, der er universitets grundlag og fremtid. Det er dem, der skal leve med den første politik på området. Og så er det også dem, der oprindeligt fik lavinen til at rulle. Det sidste er værd at huske på, nu hvor fokus er på Milena, Ralph og Helge.

PS. Mere i Universitetsavisen. Professorer skriver til bestyrelsen igen. Underskriftindsamling. Ga-gung-ga-da-gung…

PPS. Lars Løkke Rasmussen vil ikke røre ved sagen med en ildrager. I det hele taget vil han helst ikke have flere sager… Men Penkowa-sagens ‘politiske forbindelse’ stopper åbenbart ikke ved dumme Sander. For han har også involveret Lars Barfoed. Tja, de konservastive kan da heller ikke holde sig ude af noget som helst snavs…

“Jeg er helt rystet. Man skal næsten ikke tro, at det her var Danmark. Man må snart spørge, hvor dum kan Helge Sander være? Hvis regeringen ikke selv vil søsætte en uafhængig undersøgelse, så må vi gøre det, når en ny regering kommer til. Bare så vi kan få ryddet op i det her, siger Marianne Jelved.
Men måske er det for let blot at afskrive Sanders rolle i Milliona Pengekowa-sagen som dumhed. Et andet godt bud ville være: kynisme.
Sagen ruller videre – og selv rektor Hemmingsen synes at Sanders rolle må vække undren: Sander truede universitetet i Penkowa-sagen. Sagen kører ufortrødent videre…

– og meddeler, at han har ‘virkelig’ tænkt over sagen, men ‘sidder ikke tilbage med en dårlig smag i munden’. Ser vi bort fra de orale associationer, udtalelsen kunne give anledning til, så er det mest interessante nok, at han mener, at de famøse spørgsmål, som han videresendte – og som menes at stamme fra selveste rottefængersken Pankowa – ‘har vist sig at være rimelige’. Dermed kan han vel kun mene, at hans efterfølgende lovændring for FSS’s arbejde – og besværliggørelse af rådets arbejde – retroaktivt har givet de injurierende spørgsmål mening eller hvad? [link]