Capacs alternative, anti-julekalender – dag 7
7. december 2014Paul Celan var en af den europæiske modernismes helt store digtere. Her læser han digtet Allerseelen – med engelsk undertekst.
Indlæg tagget med Poesi
Capacs alternative, anti-julekalender – dag 6
6. december 2014Og så vender vi tilbage til Danmark og Peter Laugesen og Singvogel. Igen mødes musik og poesi i passende samdrægtighed.
Capacs alternative, anti-julekalender dag 4
5. december 2014I dagens indslag møder Inger Christensen Burnin Red Ivanhoe…
Capacs alternative anti-julekalender – dag 3
4. december 2014Og i dag springer vi fremad i tiden – til P. J. Harvey, der er på trapperne med sin første digtsamling. Vi snupper en smagsprøve.
One gray dove circles the ruins.A jet heads to the base.
A boy sings to the bird.He carries a blue gas cannister.
Where shall I go? I have no home.
I had a place but guests came
and they remained. Where shall I go?
He leads us through the village.One cockerel. A pile of shoes
outside a curtained door.We sit on orange cushions.
Children bring us tea and bread.I wish we had brought gifts.
I hope we know when to leave.
Lyt til Harvey læse digtet op – lige her.
capacs alternative julekalender – dag 2
3. december 2014Dag 2. Og her får Tove Ditlevsen ordet… En kvindes frygt.
Capacs alternative julekalender
2. december 2014Her er hverken stearin, juleglimmer eller duft af nellikebesatte appelsiner. Og så starter min julekalender en dag for sent og springer måske også en dag over undervejs. Anti-julekalenderens tema er poesi. Dels fik jeg ikke gjort meget ved poesien i de forgangne år, fordi forlagene ikke sendte mig nogle digtbøger til omtale, og dels mangler der i den grad poesi i den danske kultur og hverdag.
Jeg lægger ud med Klaus Rifbjerg, der mageligt sidder i sin sofa og læser op. Så er niveauet ligesom sat.
Og solægget står op – Peter H. Olesen har digtet igen
10. januar 2014
Digtsamlinger spiller en alt for ringe rolle i denne blog, men det kan jo ændre sig hen ad vejen. Og jeg starter med at gøre opmærksom på, at min medblogger, sangskriver, musiker, Efterladt og forfatter Peter H. Olesen har udsendt en digtsamling med en rigtig Olesensk titel Hver dag er et comeback på Byens Forlag. Jeg har ikke fået læst den endnu, så I må vente med min omtale til en anden god gang. Men held og lykke med bogen til Peter!
Og lidt omslagsassociativ musik…
CAPAC anbefaler: De Efterladte – Alvorsord og Etagevask
20. oktober 2013
De Efterladte kalder de sig, digteren, musikeren og sangeren Peter H. Olesen og musikeren Michael Lund. Efterladt af hvad, kunne man spørge? Måske af det, vi undertiden kalder ‘udviklingen’, når vi taler om samfundets historiske foranderlighed. Efterladt i betydningen: lidt uden for. Uden for tidens tendenser – trends. Som samfundets outsidere, outcasts. Ellers om det de først og fremmest er: kunstnere. Kunstnerne, der står lidt uden for tiden og – som i sangen “Kursiv” – med et skævt blik ser penetrerende på samtiden og registrerer iagttagelserne i kunstnerisk form.
Efterladt som det fugleskræmsel, som Peter Olesen identificerer sig med i en af pladens fine sange: “Du står som fugleskræmsel/i egen have/med udsigt til æbletræer og bortskræmte krager/Du står med uglet hår og et fåret smil/ med det koster kræfter altid at skille sig ud […] Du tænker på alder og ukrudt. Du tænker på fortiden/fortyder du fortryder/Du vil ikke være en Rasmus Modsat/du vil gerne kunne tro/Ville gerne kunne omfavne alt/ville gerne kunne tro”. Fugleskræmslet, der er smukt afbilledet af Jørgen Holm på coverforsiden, er sindbilledet på en kunstnertype, der er splittet ḿellem ønsket om tilpasning og erkendelse af og besindelsen på altid at skille sig ud fra mængden.
Og det er måske lige netop i denne splittelse eller spaltning, man finder noget af forklaringen på den melankoli og rastløshed, der præger Peter H. Olesens tekstunivers. Og som allerede dukker op i pladens første sang “Alting om igen”, der handler om fortrydelse: “Jeg gjorde gerne alting om igen”. Men man skal vare sig for at tage udsagnet for bogstaveligt, for Olesen er ikke for fastholdere. Og selv melankoli og rastløshed er dobbeltbundede. I “Fugleskræmsel” fortrydes fortrydelsen for eksempel. Og bag melankolien lurer en taknemmelighed over livet og en form for tilfredshed med, at tingene er, som de er. Det kommer måske tydeligst til udtryk i den lille, finurlige selvmodsigende sang “Troløs bøn”: “Pas sin have/Bag dit brød/Lev dit liv/ Dø din dø/ Morgen aften/ Syng din sang/ Bed en bøn/Hør dens klang/ Op og ned/Det er livets kår/Sorg og ulykke/Alt forgår/Gud er død/og verden stor/Fornuften er din rettesnor”. Den ikke-troendes credo. En moderne pendant til Kingos Sorrig og glæde de vandre til hobe. Blot med modsat fortegn.
Olesen er digter, og derfor betyder ordene noget. Som i sangen “U.t.” om sprogmenneskets undren over ordenes betydning, udtale og frememdartethed. Nærhed og distance på en og samme tid. Eller som i pladetitlen, Alvorsord og etagevask, der både alders- eller generationsbestemmer digteren og fortæller os lyttere noget om teksternes dimensioner af hverdagsagtig konkrethed og erfaret alvorsfuldhed.
Musikken – af Michael Lund – passer fortrinligt til Olesens tekster. Ja, musikken klæder teksterne. Vi befinder os i grænselandet til poppen. Men kun i nærheden. Regulære popmelodier bliver det ikke til, kun næsten, men det melodiske er iørefaldende nok, som tilfældet er hos duoens åndelige brødre i Velvet Underground eller Joy Division. Der dyrkes en æstetik, hvor guitaren er fremme i lydbilledet, akkompagneret af forskellige keyboardlyde og med en forkærlighed for støj. Duoen har bevidst fravalgt trommer og bas, men alligevel afsætter musikken associationer til den post-punk-rock, som Olesen og Lund må have med sig som åndelig bagage.
De efterladte har efterladt deres nye plade på min cd-afspiller. Og der får den lov til at ligge længe. For De efterladte er som de outsidere, de er, noget for sig selv og skiller sig på bedste måde ud fra meget af den musik, der udkommer i disse år. Det er itonesat poesi, der kræver en engageret lytter. Jeg kan kun anbefale jer derud at få fat i den plade. Den kommer med på min personlige liste over årets bedste oplevelser.
De efterladte: Alvorsord og etagevask. Producere: Peter H. Olesen & Michael Lund. Melodika/Target. Er udkommet.
CAPAC anbefaler: Anna Kruse – Champagne Fötter
26. maj 2013
Sangerinden Anna Kruse fik fornem kritik, da hun i 2009 albumdebuterede med Lyckokatt, hvor hun fortolkede tekster af den finsk-svenske modernist Edith Södergran. Og på sin nye plade Champagne Fötter tager Kruse igen tråden op og fortsætter med at itonesætte og synge den for tidligt afdøde poets tekster.
Kruses mørke, varme, feminine stemme står vældig godt til Södergrans fundamentalt melankolske digte. Og stemmen væves fint ind i en musik, der originalt blander svensk visetradition med vokaljazz og lag af spoken word- og lydeksperimenter. Den musikalske side af sagen varetages kompentent af Nicholas Kingo (tangenter, sav, kor), Sissel Vera Pettersen (saxofon, sang, klokkespil), Lisbeth Diers (trommer, slagtøj, kor), Eva Malling (bas, kor), Jeppe Holst (guitar, banjo, pedal steel guitar), Flemming Agerskov (trompet), Soma Allpass (cello), Jesper Uno Kofoed (kor m.m.), Mette Outzen og John Fomsgaard (kor).
Champagne Fötter er en plade, der ikke sådan lige lader sig sætte i en bestemt musikalsk bås og mest af alt lever og ånder gennem sine lyrisk-melankolske stemninger og bør nydes i sin helhed. Selv om melankolien er dominerende, så er der også plads til dens lette modsætning – Â den piblende livsglæde. Som i den titelgivende sang “Skum”, der er en berusende kærlighedserklæring og -tango til livet: “Livets champagne pärlande dricka vi/Å lätta som skum/genomskinliga/Å champagnehjärtan…/Å Champagneögon -/Å himlen blinkar er loften till/Â Champagnefötter -/Å gån efter stjärnan/Å Champagneandar/Å glaset hänrycks i eder hand! “.
Som Södergrans poesi er Anna Kruses fortolkningsalbum en smuk, bevægende helhed, der besynger livet og dets antipodiske stemninger. Med sin plade lykkes det for Anna Kruse og hendes band at løfte Sdergran ind i dette århundrede og demonstrere, at hendes digte stadigvæk taler til os med uformindsket styrke. Hermed anbefalet alle, der holder af moderne poesi og – ja – moderne musik.
Anna Kruse. Champagne Fötter. Gateway Music. Udkommer i morgen
CAPAC anbefaler: Rune T Kidde goes Umpff
20. marts 2013
Det sker, at man falder over en plade, der falder lidt uden for kategori. Det gælder lidt for albummet Rune T Kidde goes Umpff. Her en multikunstneren Rune T Kidde gået sammen med producer, musiker, designer, bibliotekar m.m. Morten “Umpff” Langkilde og har begået et album, der tekstligt og musikalsk er svært at bringe på en enkel formel eller kategorisere. Og så alligevel ikke.
I følge PR-oplysningerne er samarbejdet mellem Rune T Kidde og Morten Langkilde kommet i stand på Langkildes opfordring. Muligvis, fordi Langkilde har kunnet se et musikalsk potentiale i Kiddes tekstunivers. I hvert fald er der ingen tvivl om, at dette potentiale findes i de udvalgte tekster. Teksterne – smådigte og prosastykker – er fulde af bogstavrim, pulserende metrik og skæv poesi. Teksteren er beslægtet med børnerim og remser, nonsenspoesi à la Halfdan Rasmussen m.fl. Men der er mening med den poetiske galskab. Her er tekster, der på næsten turellsk vis indfanger storbyens stemninger, som fx i stykket “Munkejazz på Jarmers plads“: “Der går en munk og spiller jazz/ i natteregn på Jarmers Plads/  i spotlight af den sene bys/ småstrejf af sene taxalys” osv. Og der er fabulerende tekster om kærlighed og kropslige stemninger. Og der er også et enkelt kritisk spark til samtidens sundhedspolitik i “Fede sidst på hospitalet”, der er et forsvar for dem, der ikke passer ind i stereotyperne og ‘normaliteten’.
Rune T Kidde fremfører – reciterer sine tekster – med stor sans for teksternes indbyggede musikalitet. Og sammen med pianisten Fuzzy, harmonikaspilleren Christian Søgaard, mundharpespilleren Thomas Melau, multimusikern Timo Vuoppola, saxofonisten Thomas Edinger og sangerinden Trine Gry har Morten Langkilde skabt et kongenialt musikalsk mod- og medspil til Kiddes egensindige tekster. Med lydeffekter og elementer af rock, jazz, blues m.m. følger og understøtter musikken teksterne og afsætter passende stemninger i lytteren.
Albummet med den drilske, tvetydige titel Rune T Kidde goes Umpff er en fornemt eksempel på, hvor frugtbart det kan være, at musikere og tekstforfattere går sammen og skaber musik, der respektløst blander genrer og stilarter til et i ordets egentligste forstand uhørt blandingsprodukt. Albummet henvender sig til alle med interesse for poesi og musik. Hermed varmt anbefalet.
Rune T. Kidde & Morten Langkilde. Rune T Kidde goes Umpff. Producer: Morten Umpff Langkilde. Afart. Udkom d. 15. februar 2013
Det er en hård regn der vil falde – dagens sang og sangtekst
22. juni 2012
Bob Dylan-A Hard Rain’s A-Gonna Fall (1964) by gillriser5
å, hvor har du været, min blåøjede søn
å, hvor har du været, min kære dreng?
Jeg snublede op ad tolv tågebjerge
jeg kravled og ad seks krumme veje,
jeg standsede midt i syv triste skove
jeg var ude foran en snes døde have,
Jeg kom ti tusind mil ned i kirkegårdsgabet,
og det er en hård, og det er en hård,
det er en hård,
det er en hård regn der vil falde
Medens jeg stod der i den milde, silende sommerregn ved hækken med den store grønne Perrier-stofparaply over mit hoved og ventede på, at Gravhunden skulle få tisset af, dukkede Beatles’ “Rain” op i min bevidsthed og blev hurtigt afløst af Dylans energiske “It’s a hard Rain gonna fall”. Og kort efter faldt tankerne på den afdøde digter og kritiker Poul Borums musikalsk lydhøre og kongeniale gendigtning af tidlige Dylan-sange fra 1969 (i Ny amerikansk poesi). Jeg husker ikke, om de nogensinde blev itonesat, men de fortjener det i hvert fald, selv om andre har gjort mere end hæderlige forsøg på at synge Dylan på dansk, bl.a. Steffen Brandt og senest Johs. Andersen.
Ti – et album med musik, prosa og poesi
13. juni 2012
Sproget og ikke mindst poesien rummer sin egen musik. Rytme, tonefald og i sidste tilfælde metrik udgør en del af musikken. Og derfor kan man mene, at itonesat poesi i en eller anden forstand kræver, at poesiens egen iboende musik, som især sætter sig igennem, når poesien reciteres eller læses op, kræver et særligt med- eller modspil af den udvendige musik. Enten skal musikken akkompagnere det metriske ved at følge det, understøtte eller fremhæve det – eller måske på kontrapunktisk vis insistere på sig selv og samtidig sætte poesien i relief.
Der findes ikke æstetiske regler for, hvordan man gør. Det handler om gehør for musik – og poesi. I tresserne opstod kombinationen jazz og lyrik med fornemme resulater. Og siden har der været, hvad man med forsigtighed kunne kalde en tradition for eksperimentet. Her i bloggen har jeg blandt andet omtalt Peter Laugesens fascinerende og inciterende samarbejde med Singvogel. Og jeg håber at vende tilbage til flere eksempler.
Et af de seneste skud på denne stamme er det digitale album “Ti”, der som titlen indikerer giver ti forskellige bud på, hvordan musik og lyrik mødes. Og de ti eksempler illustrerer ganske godt de ovenstående generelle overvejelser.
Søren Ulrik Thomsen læser sit digt “Jeg har sat mig her ved det bagerste bord” med sin velkendte diktion og bliver ledsaget af Det glemte Kvarter. Det fungerer, men i mine ører skulle musikken have været trådt et skridt tilbage. Der er for megen volume på produktionen. Og det truer med at overdøve digterens diktion.
Jørgen Leth og IKI tage sig af “Fra samme tid” lider lidt af samme volumenproblem, men det hjælper dog lidt, at der er pause i musikken, hvor Leths markante stemme får lov til at stå alene.
Jens Blendstrup og Girls in Airports går bedre i spænd i en vekselvirkning mellem Blendstrups komiske lyrik og en let jazzet musik, der er med til at forstærke stemningen i digtet.
“Islands Brygge, d. 13. juni, 2006” har et andet problem. Teksten er mere prosa end poesi. Christel Wiinblad læser teksten op som prosatekst og Clara Brylds piano følger ganske lydhørt oplæsningens let monotone rytme.
Et hovedstykke på albummet er Naja Marie Aidts og Dagens Danmarks mere end femten minutter lange eksperimenterende behandling af teksten “Slik”. I det næsten paradoksale møde mellem Aidts tekstsensitive oplæsning af sin prosatekst og musikkens klart eksperimenterende, næsten kakofoniske lyd opstår der noget særdeles lytteværdigt. Måske, fordi man som lytter kan flytte sit fokus fra det ene til det andet som vægten fra den ene fod til den anden – samtidig med at Aidts tekst kommer helt til sin ret.
Theis Ørntoft & Interfoam får noget elektrificerende ud af “Den dovne dag/ Det er bare lunt” på trods af, at Ørntofts tekst som poesi betragtet er lidt tynd.
Excentrikeren Johannes L Madsen – også kaldet JLM m.m. – har fået tonesat sin tekst “Sproget har fuglekasser i munden i dag” af Halfdan E. – kendt fra sit samarbejde Dan Turèll – og Martin G. Vigga Svensson reciterer og Klaus Rifbjerg er samplet. Eksperimentet virker godt. Madsens tekst står klart frem for lytteren og musikken får metrikken til at banke tydeligere igennem. En af pladens absolutte højdepunkter – og et af de modigste.
Jan Sonnergaard & GRAF slipper også ganske godt fra “Eva og Strudesen” – en prosatekst – sikkert, fordi GRAF netop træder et skridt tilbage i forhold til Sonnergaards oplæsning og virker som en sympatisk klangbund i dette ords bogstavelige forstand.
Janus Kodal & Prins Nitram vælger en anden løsningsmodel. Nitram synger Kodals tekst oven på en susende lydbund. Vi er nærmere en almindelige sang end tekstrecitation, men det fungere udmærket. Nitrams stemme kan godt minde lidt om Benny Holsts by the way.
Claus Høxbroes tekst “Kaddish for min samtid” er tilsat Oscar Gilberts lydhøre klaver – og minder ikke så lidt om Dan Turèlls musikalske iscenesættelser. Høxbroes må være Turéll-fan. Og det er godt, at nogen fører den beatstil videre…
Det siger sig selv, at albummet er en blandet landhandel eller et overflødighedshorn – af musik og tekster. Et velkomment bud på det svære og fascinerende møde mellem musik og kunsttekst.
Tomas Tranströmer får årets Nobelpris i litteratur – en god dag for poesien!
6. oktober 2011
Storm
Plötsligt möter vandraren här den gamla
jätteeken, lik en förstenad älg med
milsvid krona framför septemberhavets
svartgröna fästning.
Nordlig storm. Det är i den tid när rönnbärs-
klasar mognar. Vaken i mörkret hör man
stjärnbilderna stampa i sina spiltor
högt över träden.
– hvis man skynder sig kan man endnu få fat i et eksemplar af hans Samlede digte (Centrum, 1997). Rosinantes “Samlede Tranströmer” (Peter Nielsens fine oversættelse) fås også.
Hverdagens og baggårdens poet: Sigfred Pedersen
19. september 2011Selv om jeg har en forkærlighed for modernistisk poesi – til dels forstærket af min magistrale baggrund – så har jeg også altid haft en svaghed for den traditionelle poesi. Især når den – som i Sigfred Pedersens tilfælde – formår at stille ind på poesien i hverdagslivet og lade den fremkalde gennem sprogets finmekanik. Som fx i digtet om Tørresnoren – som blev folkeje i skuespilleren Hans Kurts sangfortolkning – hvor baggårdens tørresnor med alle dens beklædningsgenstande ophøjes til "gårdens poesi", hvor digterjeget med voyeuristisk sanselighed og erotisk appetit omsætter den konkrete fantasi i sangbar rim og remseri.
Forleden var jeg så heldig at få fat i to af Pedersens digtsamlinger til en uforskammet lav pris: Foraarets viser og somrens vers (Woels forlag 1927) og – med en smuk, blå ekspressionistisk forsidetegning (af Birte Pedersen) – Blaa Mandag (Povl Branner 1935). Og det satte mig – selvfølgelig og igen – på sporet af de sangtekster, Pedersen leverede til Giro 413s udødelige hits. Som fx og især: Katinka, Katinka, luk vinduet op, Nu går våren gennem Nyhavn, Tørresnoren og Nu lokker atter de lange veje (også kaldet Den Gamle Skærslibers Forårssang). Alle eksempler på Sigfred Pedersens jordnære, kropslige poesi.
Peter Laugesen & Singvogel: Strisserne breder sig
27. april 2011Til juni udsender Geiger Records et album med Peter Laugesen & Singvogel med titlen “Den her planet glemmer vi aldrig”. Og der er sluppet et enkelt single ud allerede med titlen “Strisserne breder sig”, hvor Singvogel rocker til Laugesens ord eller også er det omvendt. I hvert fald et indlysende eksempel på, hvor frugtbart et samarbejde mellem digter og rockmusiker kan være. Og man kan godt undre sig lidt over, at den slags samarbejde ikke er mere udbredt, end tilfældet er…
