Indlæg tagget med Politik

Penkowa-sagen = symbol på politisk uduelighed

27. februar 2011

Forbipasserende gør mig opmærksom på dagens leder i Politiken (og tak for det!): “Penkowa-sagen er et symbol på regeringens uddannelsespolitik“. Lederskribenten skærer lige ind til benet. Sagen er ikke bare udtryk for en ung, overambitiøs, overselvvurderende dames fejlen, men symbol på “en årelang nedbrydning af de akademiske standarder ved landets universiteter under anførsel af skiftende ’videnskabsministre’ uden ringeste forståelse for eller personlig erfaring med, hvad videnskabelig forskning eller uddannelse overhovedet er for noget.” Skribenten fortsætter: “Forhenværende videnskabsminister Helge Sanders slagord ’Fra forskning til faktura’ var i akademisk forstand langt mere ødelæggende for universitetet end Penkowa-sagen, og det samme kan siges om den nuværende minister Charlotte Sahl-Madsens idé om etårige kandidatuddannelser – for blot at nævne to eksempler. ”
Milena Penkowa er en tragi-komisk figur, hvis karriere må siges at være tabt. Men de virkelige skurke er politikerne, der med hovedet oppe i de ideologiske tåger uden nogen som helst forstand på videnskab og forskning tåger rundt og ødelægger dansk akademia. Penkowa-skandalen vil en dag være fortid, men hvis vi skal redde noget af stumperne, så skal vi have nogle kvalificerede politikere på uddannelses- og videnskabsfeltet. Det har vi ikke haft meget længe…

De studerende på banen i Penkowa-sagen

25. februar 2011

Jeg har ventet på, at det skulle ske: At de studerende kom på banen og krævede en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen. For dybest set er det dem, det drejer sig om. Det er de studerende, der er universitets grundlag og fremtid. Det er dem, der skal leve med den første politik på området. Og så er det også dem, der oprindeligt fik lavinen til at rulle. Det sidste er værd at huske på, nu hvor fokus er på Milena, Ralph og Helge.

PS. Mere i Universitetsavisen. Professorer skriver til bestyrelsen igen. Underskriftindsamling. Ga-gung-ga-da-gung…

PPS. Lars Løkke Rasmussen vil ikke røre ved sagen med en ildrager. I det hele taget vil han helst ikke have flere sager… Men Penkowa-sagens ‘politiske forbindelse’ stopper åbenbart ikke ved dumme Sander. For han har også involveret Lars Barfoed. Tja, de konservastive kan da heller ikke holde sig ude af noget som helst snavs…

Er Helge Sander “dum” eller?

24. februar 2011

“Jeg er helt rystet. Man skal næsten ikke tro, at det her var Danmark. Man må snart spørge, hvor dum kan Helge Sander være? Hvis regeringen ikke selv vil søsætte en uafhængig undersøgelse, så må vi gøre det, når en ny regering kommer til. Bare så vi kan få ryddet op i det her, siger Marianne Jelved.
Men måske er det for let blot at afskrive Sanders rolle i Milliona Pengekowa-sagen som dumhed. Et andet godt bud ville være: kynisme.
Sagen ruller videre – og selv rektor Hemmingsen synes at Sanders rolle må vække undren: Sander truede universitetet i Penkowa-sagen. Sagen kører ufortrødent videre…

Gadaffi og “revolutionen” – tankedrys

23. februar 2011

Da jeg gik på uni, snakkede man meget om “revolution”, når man snakkede politik. ‘Når revolutionen kommer..’, sagde nogle af de unge, der ‘solidariserede’ sig med ‘arbejderne’. Allerede dengang havde jeg det svært med ‘revolutionen’ og kunne slet ikke se de arbejdere, jeg kendte hjemme fra familien, lave nogen revolution. De havde mere end nok at gøre med at tjene til dagen og vejen og betale af på den velstand, som kom til i løbet af efterkrigstiden og tresserne.

Og så kan jeg huske, at et klogt hoved sagde, at ordet ‘revolution’ kom af latin ‘revoltare’, der betød ‘omvælte’ men også indebar noget gentagelse (re-). At revolution med andre ord nok var omvæltning af det bestående, men også en gentagelse af noget af det gamle. Således var den russiske revolution nok en omvæltning, men også en videreførelse af fx zardømmets statsapparat og hemmelige politi – og vi ved jo, hvad det førte med sig siden hen…
I disse dage tales der meget om revolutioner i Mellemøsten. Ægypten osv. Men måske er det slet ikke revolution, vi er vidne til. Men snarere noget i retning af det, der sket med Østblokken i 1989 og årene efter. Der er en parallel. I Østeuropa havde befolkningerne i årtier været underlagt et diktatur uden frihed og demokrati og så kom forandringens vinde. Som et vindpust, som Bruce Chatwin forudså, det ville ske. Befolkningerne – eller folket – ville ikke længere være med. Magthavernes legitimitet forsvandt, og Muren faldt – i direkte og overført forstand.
Det ligner. Også de mellemøstlige despoter har mistet deres legitimitet. Det var tydeligt i går, da man kunne se den måske brutaleste af dem alle, Libyens despot, Gadaffi, tale på tv. En beduindespot i mediernes favntag. En anakronisme, der prøvede at opretholde en for længst tabt magthaverværdighed, medens hans betroede mænd tog deres afsked eller deserterede – inden- og udenlands. Gadaffi fremstod en karikatur af en tyran, der endnu var mulighed i den før-digitale verden, men nu er reduceret til et symbol på det, der var. Et statist på Historiens store tog.
Selv om det kun er begyndelsen og vejen til et bedre liv for de mange millioner dernede vil være lang og fuld af sten og andre forhindringer, så er det alligevel historiske hændelser, der er svangre af håb for verdens fremtid og opmuntrende for alle andre folk. Vores eget inklusive…

Penkowasagen: Helge Sander er tilbage fra Thailand

22. februar 2011

– og meddeler, at han har ‘virkelig’ tænkt over sagen, men ‘sidder ikke tilbage med en dårlig smag i munden’. Ser vi bort fra de orale associationer, udtalelsen kunne give anledning til, så er det mest interessante nok, at han mener, at de famøse spørgsmål, som han videresendte – og som menes at stamme fra selveste rottefængersken Pankowa – ‘har vist sig at være rimelige’. Dermed kan han vel kun mene, at hans efterfølgende lovændring for FSS’s arbejde – og besværliggørelse af rådets arbejde – retroaktivt har givet de injurierende spørgsmål mening eller hvad? [link]

Gelwane… Nok er ikke alt nok.

21. februar 2011

I en lille jysk flække ved navn Jelling går en ung autistisk mand rundt med nogle spraydåser. På sin vej sprøjter han et ord ”Gelwane”. Et af stederne er en stor sten. En Jellingesten. Og så er Fanden løs i Laksegade. For stenen er ikke kun en sten. Den er et ”nationalklenodie”. Sammen med sin lillebroder, Jellinge Kirke og de to kæmpehøje indtager den store sten en plads på UNESCOs Verdensarvsliste. Den er, som politikeren Karen Jespersen udtrykte det i et indlæg, jeg straks skal vende tilbage til: ‘et enestående nationalt mindesmærke over den tid, hvor Danmark blev kristnet’. Men det er ikke kun stenen, der får indskriften ”Gelwane”. Det samme gør den kasse, der omgiver den lille sten, kirkedøren til Jelling Kirke og herretoilettet på Vejle Banegård, som får besøg dagen efter…

Hændelsen gav ikke overraskende genlyd i samtlige medier under overskrifter, hvor ordene ”grafitti” og ”hærværk” kappedes om at have forrangen. Og den tidligere Venstresocialist, feminist, Socialdemokrat og nuværende Venstrepolitiker Karen Jespersen for i det digitale blækhus og forfattede den 17. februar en tankevækkende, reaktionær kommentar i Berlingske under rubrikken: ”Nok er nok”.

Når jeg betegner kommentaren som reaktionær skal det ikke kun forstås i politisk-moralsk fordømmende forstand, sådan som ordbogen forklarer ordet: ”bagstræberisk”, ”fremskridtsfjendtligt”, men også i en direkte betydning: ”tilbagegribende”, ”modvirkende et politisk fremskridt”, ”genoprettende” og som en beskrivelse af, hvad Jespersen faktisk gør. For at forstå, hvori det reaktionære – det tilbagegribende består, skal vi huske på, at Karen Jespersen var en markant person, nærmest et ikon, i det politiske oprør, der foregik i tresserne under overskrifter som ”Ungdomsoprøret”, ”68”, “de venstreorienterede halvfjerdsere m.m. Siden har hun som bekendt flyttet sig gennem det politiske spektrum fra VS til nu Venstre som foreløbigt sidste holdeplads.

Artiklens reaktionære mål er entydigt: Jellingestenene skal have ‘en ny betydning’ som nationalt symbol. Stenene og deres omgivelser har – underforstås det – haft en national symbolsk betydning, som nu skal forstærkes eller genoplives. For i Jespersens optik er den unge mands indskrift, ”Gelwane”, et stykke hærværk, der ”selvfølgelig er udtryk for opløsning af normer, kultur og fælleskab” (jeg fremhæver). Og af samme grund, hævder Jespersen, er mange danskere blevet forarget og vrede, fordi de ikke bryder sig om det og ”bestemt ikke er ligeglade med deres samfund”.

Grafittien opfattes som udtryk for opløsningstendenser, der ”vokser”, fordi ”vi er så pokkers konfliktsky”. Og Jespersen opregner en række eksempler på opløsningstendenserne. Lige fra de velkendte grafittimalerier på togvogne til affaldsproblemet på de centrale århusianske strøg. De ”meningsløse ødelæggelser” vokser, ”fordi vi som borgere og som myndigheder reagerer alt for svagt”.

Og denne opløsningstendens, opløsningen af samfundet, begyndte i 1960’erne, hvor vi fik ‘fremskridt i velfærd og personlig frihed”, men hvor udviklingen også ”i vidt omfang kørte af sporet”: ”Ungdomsoprøret udviklede sig til en stærk politisk korrekt strømning, der kom til at dominere på uddannelsesstederne og i medierne. Det blev nærmest betragtet som skadeligt at tale om opdragelse og voksne som autoriteter. Normer som pligtfølelse, flid og samfundssind blev latterliggjort som gammeldags.”. Og Jespersen må jo vide det…

Men det handler ikke bare om opdragelsens forfald, om autoritetstabet og eroderingen af normer som ”pligtfølelse, flid og samfundssind”. Næ: ”Mest nedgjort blev de, der glædede sig over Danmark. Dansk kultur, historie og det danske sprog hørte fortiden til. Brændte man for det danske, var man nationalistisk og højreorienteret.”. Det, der først og fremmest ligger Jespersen på sinde, er det nationale. Danmark – eller rettere: et Danmark, der indirekte beskrives gennem de opløste eller tabte ”værdier”, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk.

Men Jespersens bekymring er ikke kun national. Den er nationalistisk. Det afslører hun med en behændig kobling, hvor hun efter at have givet eksempler på nationalt kritiske lærebøger skriver følgende: ”Den negative holdning til Danmark og danskerne går igen hos en del indvandrere. De holder sig til deres egen kultur og ser det at være dansker som et skældsord (»At være muslimsk kvinde i Danmark«).” Pia Kjærsgaard og hendes partimedlemmer må nikke samtykkende…

Når det er kommet så vidt, så skyldes det ikke bare, at danskerne er løbet med tressernes ”politisk korrekte strømning” og fx har undladt at opdrage deres børn gennem flere generationer. Nej, det skyldes ”behagesyge” hos politikere og myndigheder over ”de politisk korrekte”. De har ikke forstået at læse, hvad der reelt forgår i den danske folkesjæl, og handlet derefter. For den samfundsopløsende udvikling ”svarer slet ikke til danskernes holdninger. Over 90 procent af danskerne – unge som gamle – siger, de er stolte over at være danske. De vil gerne værne om Danmark som nation. De er enige i, at man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Skoleeleverne er kede af, at der er så meget uro og larm i klassen. Børn og unge længes efter voksne, der vil være voksne, og autoriteter, der tør fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Mange indvandrere tørster efter at få klar besked om, hvad der er spillereglerne i de samfund, de nu skal bo i.”.

Karen Jespersen ved åbenbart, hvad der rører sig i de følgagtige danskere – i hvert fald 90% af dem. En længsel tilbage til dengang, hvor der angiveligt var stolthed over at være dansk, hvor der var autoriteter til og klare spilleregler for alle, også indvandrerne. Og forklaringen på opløsningen er kun – som allerede nævnt – politisk slaphed, behagesyge, eftergivenhed osv. Nok er nok!

Løsningen ligger lige for: Tilbage til det tabte. Jespersen: ”Lad de gamle dyder komme til ære og værdighed i opdragelsen og i samfundet. Stil krav om ro og disciplin. Sørg for at lærere og andre voksne er et forbillede for eleverne. Gør op med skolebøger som tumleplads for politisk korrekt had til samfundet. Straf hærværk. Lav en integrationspolitik på det danske samfunds kultur og grundværdier. Hold fast i, at dansk er modersmål i Danmark, og at Danmark skal fastholdes som stærk nationalstat. Hvor svært kan det være?”

Hvis man ikke vidste bedre kunne det ligne en skriftlig ansøgning om optagelse i Dansk Folkeparti. Og det bliver nok også det næste logiske skridt for opportunisten og levebrødspolitikeren Karen Jespersen.

Men har Jespersen så ret i, at al elendigheden begyndte med den politiske korrekthed i tresserne?
For næsten 100 år siden – nærmere bestemt i 1916 – blev den lille Jellingesten udsat for ”hærværk”. Det kan man læse om på Nationalmuseets hjemmeside, hvor Lisbeth Imer fortæller: ”1916 var det en elev fra seminariet, der var på spil. På den lille Jelling-sten huggede han to bogstaver ca. 3 cm lange og omgivet af en rektangulær ramme, ca. 5×8 cm, på toppen af stenen. Den daværende opsynsmand sendte et brev til Nationalmuseet om episoden: ”Heldigvis var det paa et Sted, hvor der sad en tyk Kage gammelt Lav; men selv efter at denne var fjærnet, saas Mærker baade efter Bogstaver og Ramme endnu … Yderligere er der paa den store Kongesten, med blaa Blækstift, trukket en Del Runestave tykt og hæsligt op samt lavet andre Smørerier.”
Til forskel fra Karen Jespersen nøjes Lisbeth Imer ikke bare med at beklage ”hærværket” mod Jellingestenen som ”kulturarv”, men hun sætter den i et større historisk perspektiv, som langt hen undergraver Jespersens samtidshistorisk moralsk-ideologiske forståelsesramme. For ikke alene er hærværk mod de nationale klenodier i Jelling ikke af nyere dato, men fænomenet graffitti – forstået som: ””tekst, symboler eller billeder, som er indridset, skrevet eller malet på vægge, mure m.m., som regel udført af anonyme persone” (Den Store Danske Encyclopædi) – går tilbage til vores kulturs vugge, ja, endda længere endnu: ”Man kender graffiti fra hele verdenshistorien fra Pompeji til nutiden. På murene i Pompeji heppede man på gladiatorerne og rakkede politiske modstandere ned. I middelalderen skrev man frække ord på kirkernes vægge, og kærlighedserklæringer er en form for graffiti som aldrig er gået af mode.”

Næ, grafittien forstået som ”hærværk” mod det bestående og etablerede, mod den herskende kultur er aldrig gået af mode og er ikke – som Jespersens vil se det i sin nostalgiske, reaktionært-politiske fortolkning – udslag af tressernes ‘politiske korrekthed’. Grafittien har altid været en anonym, subversiv, skændende, ”meningsløs”indskrift på det etableredes flader og i dets kroge. Kendetegnende for grafittien – tag fx Sprayeren fra Zürich eller andre kendte grafittiudøvere – er, at den i sin natur skal forblive anonym og foragtet. Ellers bliver den ophøjet og institutionaliseret som museal ”kunst”. Grafittien er i bund og grund uforståelige tegn, der henviser til det andet, der ikke lader sig institutionalisere eller på anden måde integrere i det bestående uden at miste sin betydning (sin ”meningsløshed”). Laver man er internetreseach på ordet ”Gelwane” vil man se, at der hersker stor usikkerhed på, hvad det betyder. Er det et ”tag”? Er det et slægstnavn? Efternavnet på en samfundskritiker? Personligt tror jeg, det ikke er entydigt, hvad det står for. Helt i grafittiens ånd.
”Gelwane” er en indskrift, som man nok vil kunne vaske væk med kemikalier, men som sandsynligvis vil være at læse som en skygge alligevel. Som et uudsletteligt spor, der vidner om en fortrængning og dens genkomst. Sådan er det. Se dig bare omkring i din by.

Drømmeøkonomi

20. februar 2011

Jeg var lige ved at få den gode kaffe galt i halsen, da jeg læste dagens nyheder på nettet. En af nyhederne lød: “Hver nyfødt koster samfundet 850.000 kr.“. Hvad var nu det? Har vi ikke gennem de sidste lange tider fået ørerne tudet fulde af, at der ville være mangel på arbejdskraft de kommende år, fordi seniorerne var i overtal og der blev født for få børn til at tage slæbet?

Lidt klogere blev jeg, da jeg læste videre: “Hver eneste ny dansker, der bliver født i disse år, er en underskudsforretning for Danmark på omkring 850.000 kroner i et samlet livsforløb, hvis vi opretholder de nuværende velfærdsydelser.” Aha. Nu genkender vi  argumentationen, og tonen lyder grangiveligt som de siddende magthaveres. Den påtagede bekymring for “velfærden”, der åbenbart kun kan reddes gennem yderligere besparelser, nedskæringer, lønnedgange osv.

Hvordan det så hænger sammen!? Og hvem har så hostet op med denne nyhed? Jo, der har ‘den uafhængige økonomiske institution Dream“. Og så var det, jeg blev en anelse mistænksom, for den organisation havde jeg ikke hørt om. Men det kunne nettet råde bod på. Det viser sig, at den såkaldt “uafhængige” består af folk, der ikke er ukendte i den økonomisk-politiske debat. Fx Professor Torben M. Andersen, århus Universitet, som har været markant fortaler for efterlønnens afskaffelse og andre nedskæringer i det offentlige. De andre bestyrelsesmedlemmer kommer fra Danmarks Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Københavns Universitet. “Uafhængig organisation”?!

Kigger vi lidt på organisationens økonomi får vi at vide: “Institutionen Danish Rational Economic Agents Model finansieres hovedsageligt ved finansieringsbidrag fra Finansministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Institutionen har endvidere en mindre selvstændig finanslovsbevilling. Abonnementsindtægter og indtægter fra analyseopgaver bidrager ligeledes til finansieringen. “. -“Uafhængig organisation”?!

Organisationens idemæssige grundlag er det såkaldte DREAM-system, som består af nogle modeller, der formodes at kunne fremskrive udviklingen inden for befolkningsvækst, uddannelse og økonomi. Det er en borgerlig økonomisk tankegang, som er styrende for regeringens politik. Og det er fx den model, der har påstået, at det er godt med større arbejdsløshed, fordi det vil få flere i jobs – selv om den aktuelle virkelighedssituation synes at modsige den påstand ret så kraftigt.

En ting er, at man kan sætte spørgsmålstegn ved denne para-politiske organisations uafhængighed. Jeg mener, at det er falsk og vildledende varebetegnelse. Noget andet er, at medierne som altid løber med en halv vind ,og får nyheden til at fremstå som en nærmest indiskutabel sandhed – hvad dette indlæg gerne skulle dementere.

Noget helt tredje er, om vi kan og skal gøre en barnefødsel op på den måde? Fra ethvert andet synspunkt – individets, familiens, det lokale samfunds, samfundets osv. – er et lille barn en berigelse. En tilføjelse og udvidelse af samfundet. DREAM-nyheden er absurd, fordi den får barnefødslen til at fremstå som et økonomisk problem og ikke som en berigelse af menneskelivet og dermed samfundslivet. Og det ligger i kortene, at ‘løsningen’ på ‘problemet’ er yderligere forringelser af den såkaldte ‘velfærd’ (nedskæringer, besparelser osv.). Det er altså vand på regeringens ideologiske mølle. Det er borgerlig økomisk drømmetænkning, som ikke vil diskutere, hvilke veje kapitalstrømmene skal løbe i dette samfund, men kun kan forestille sig at skattekronerne enten kan gå til den såkaldte “velfærd” eller til den private sektor – i form af skattelettelser osv.

Kendetegnende ved den aktuelle finans- og økonomikrise, vi befinder os i nu, har været, at kun et fåtal af de økonomiske ‘vismænd’ og eksperter havde en anelse om krisens komme, lige som det er et faktum, at de færreste kan sige noget om, hvordan den vil forløbe. Tænk blot på de seneste udmeldinger i forbindelse med ‘Amagerbankens krak. Det bliver højst til lidt optimisme, bygget op på tvivlsomme statistiske data. Tænk fx på ejendomsmarkedet. Går priserne op eller går de ned? Og hvordan vil det gå de kommende år? Hvis I er i tvivl så læs økonomisektionerne i dagbladene.

Det bedste man kan sige om DREAM-systemet er, at det netop er dagdrømmerier. Dagdrømmerier i en politisk liberal-borgerlig økonomisk tænkning med en bestemt politisk dagsorden. Problemet er, at hvis disse dagdrømmerier omsættes til politiske beslutninger, betyder det et ringere liv for det store flertal af danskere…

Apropos Penkowa…

17. februar 2011

Omsider en dag, hvor pressen ikke producerer nyheder om Penkowa-sagen i en lind strøm. Men i morgen er det fredag, og vi får se, hvad Weekendavisen har at byde på. Og så alligevel. Helt Penkowa-fri-dag er det ikke. Berlingskes IT-kommentaro og blogger Dorte Toft har et indlæg, der prøver at perspektivere sagen i forhold til den lokale andedams universitetsmiljø.
For Penkowa-sagen er ikke den eneste svindel-og-snyd-sag, den danske universtetsverden kan prale af. Og ikke kun Københavns Universitet har den tvivlsomme ære. Toft henviser til århus Universitet og sagerne om den karismatiske autismeforsker, der kassebedrøvede for 10 millioner, om Dandy-tyggegummifirmaet og den eksterne forskningsfinansiering og – endelig – sagen om den tidligere kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborgs problemer med data, metoder og konklusioner.
Selv om der er forskelle på de forskellige sager – og Penkowa-sagen skiller sig ud ved sin langvarighed og sine forgreninger til rektor og det politiske lag (Sander) – så er der også mange paralleller. Og som Toft demonstrerer med sin gennemgang af Nyborg-sagen, så tyder Penkowa- og Nyborgsagen på, at universiteterne – sådan som de er struktureret nu om stunder – ikke er i stand til at kvalitetssikre forskningen.
Med andre ord så peger de nævnte sager på ikke alene universitetsledelsernes ansvar (og manglende vilje og evne) for sagernes forløb og udvikling; men de peger også på politikernes ansvar i og med, at det er dem, der har bestemt, at universiteternes skal ledes på udemokratis vis à la virksomheder. I bedste fald kan vi derfor håbe på, at Penkowa-sagen med tiden vil føre til en reform af universiteternes ledelse og struktur.

Statsministeren ind i Penkowa-sagen

14. februar 2011

Socialdemokraterne sender nu sorteper videre til statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skal svare på, om Helge Sander havde loven på sin side, da han nægtede at afsløre sin(e) kilde(r) til de famøse spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme . Professor og ekspert i forvaltningsret Rasmus Prehn ved CBS mener, at Sander ikke kan hemmeligholde kilden, fordi det omhandler det tjenestelige område.

Helge Sanders politiske blamage

13. februar 2011

Der er ikke noget nyt i, at politikere kan være drevet af andre end politisk-idealistiske motiver. Der er heller ikke noget nyt i, at politikere kan bilde sig selv ind, at de kan slippe godt fra at forlade den politiske dyd smalle sti. Alligevel kan det godt undre en, at de fristes til at gøre det. For – især i de alvorligste sager sker der oftest det, at de før eller siden bliver trævlet op. Jeg forudser, at det vil ske med Birthe Rønn og den “glemte” konvention. Før eller siden vil det stå lysende klart, hvilke bureaukratiske og politiske motiver, der lå bag “glemsomheden”. Det samme gælder for den tidligere videnskabsminister Helge Sanders famøse, anonyme anklager i Penkowa-sagen.
I Politiken i dag kan man læse, at formanden for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdomme (FSS), professor Jens Christian Djurhuus, nu i en idrekte henvendelse til den ferierende Sander opfordrer ham til at afsløre, hvem der står bag anklagerne. Og det er en yderst pinligt dilemma, Sander befinder sig i. Afslører han ikke, om det var Penkowa, så vil mistanken om magtmisbrug hænge som en tung sky over hans hoved i lang, lang tid fremover og hans troværdighed som politiker vil have lidt et alvorligt knæk. Afslører han, hvem der stod bag – og at det måske og sandsynligvis, som rygterne vil vide, er Penkowa – så er han lige vidt. Han har sat dansk sundhedsvidenskabelig forsknings fremtid og arbejdsvilkår på spil for at promovere sin ‘veninde’ og har dermed blameret sig selv om seriøs politiker. Det bedste Sander kan håbe på, er – ved at lægge kortene på bordet – at sagen hurtigere vil blive klarlagt, og at han derfor hurtigere vil kunne komme videre med sit liv…

Rottenettet strammes om Helge Sander

11. februar 2011

Efter at have luftet Gravhunden kastede jeg mig med appetit over Weekendavisens forsidehistorie “Venindens vendetta” om den tidl. forskningsminister Helge Sanders alliance med den skandaliserede “hjerneforsker” Milena Penkowa. Og jeg satte mig for at læse artiklen som djævelens advokat, fordi jeg i den forløbne uge havde bemærket, at Sander med hans egne ord ‘var i sin gode ret’ til at stille spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Spørgsmål, som var fabrikeret af en anden mand eller kvinde. Spørgsmål, der havde injurierende, ærekrænkende og bagvaskende karakter.
Men efter læsningen af Poul Pilegaard Johnsens artikel får djævelens advokat ikke et ben til jorden. Helge Sander har muligvis været i sin gode ret – i sin egenskab af minister – til at stille spørgsmål. Men artiklens detaljerede dokumentation viser, at det slet ikke er legitimitetens af selve handlingen, der er til debat. Det er det overordnede formål – at promovere veninden Penkowa.
Inden de famøse anklager bliver fremført har rådet i alt ni gange afslået bevillinger, som Penkowa har ansøgt om. Hver gang med faglige argumenter. Mistankerne om rådets sammenspisthed og indavl afvises blankt af to større undersøgelser. Den sidste gennemført af Sanders egen departementschef Inge Thygesen, som konkluderer sin undersøgelse med, at der ikke er noget at komme efter for kritikerne. En konklusion, som hun de facto ikke skulle gøre…
Alligevel ignorerer Sander frifindelsen af rådet og bruger sine egne mistanker til at ændre lovgivningen på området, så rådets arbejde med bevillinger nu er hæmmet af en dyrt og tidskrævende bureaukrati.
Af Johnsens fremstilling er det tydeligt, at Sander er drevet af andre motiver end de rent fagligt-videnskabelige. Og man kan næsten ikke fritage sig fra at tænke at anklagerne om nepotisme, sammenspisthed osv. mest af alt ligner en projektion…
Til sidst i artiklen sætter Johnsen trumf på med endnu en afsløring. Denne gang drejer det sig om forbigåelsen af en af de mest fremtrædende forskere på de medicinske område, professor Niels Borregaard. Borregaard er indstillet til – to gange – til ledige pladser i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme (FSS) og Det Strategiske Forskningsråd, men Sander underkender indstillingerne – i strid med gængs praksis på området. Først da Sander afløses på ministerpladsen tildeles Borregaard straks pladserne og bliver oven i købet formand for FSS.
Det er muligt, at Sander ikke har begået nogen formel fejl, strengt taget, men tilbage står man med indtrykket af en minister, der er korrumperet af sin egen ‘personlige relation’ til en ung dame, hvis forsknings seriøsitet i dag er mere end tvivlsom.

Penkowasagen fortsat: Rektors rolle skal undersøges

10. februar 2011

Det politiske systems langsommelighed i Penkowasagen har længe undret mig. Medens sagen og dens saftige detaljer har bredt sig i alle afkroge af medieverdenen – selv her i blogland – så har de magthavende politikere været påfaldende tavse og handlingslammede. Og det kan jo godt undre, når man tager Penkowas status som eliteforskningsdarling i regeringspartiet Venstre og regeringens ansvar for universitetets nuværende ledelsesform i betragtning.

Men nu kommer Charlotte Sahl-Madsen (K) så omsider ud af sit musehul (jeg havde nær skrevet: rottehul…) med et formelt ønske om at få rektor Hemmingsens rolle undersøgt. Man kunne mene, at hun på nuværende tidspunkt heller ikke har noget valg længere. Rektor har selv sørget for at gøre sin person interessant ved sin særlige indsat i sagen. Den konkrete anledning til ministerens udmelding er, at universitet netop har afleveret en redegørelse til ministeriet om, hvordan man vil tackle sagen. Og i den omtales rektors rolle ikke…

Sahl-Madsen udtaler: “Alle har en interesse i, at vi får belyst denne sag, så der ikke bagefter står ubesvarede spørgsmål. Jeg har imidlertid ikke fundet Københavns Universitets beskrivelse af, hvordan de vil håndtere det videre forløb dækkende”. Man kan kun bifalde det første. Spørgsmålet er så, om vi kommer helt til bunds i sagen, hvis det er universitetets bestyrelse, der skal forestå gennemtrevlingen af sagens detaljer? Jeg mener, at det tidligere krav fra de 58 forskere om en uvildig tilbundsgående undersøgelse er ufravigelig…

Og Helge Sander forsøger stadigvæk at holde skæg (politik) for sig og snot (‘personlige relationer’) for sig. Jeg vil ikke vædde en 50 ører på, at den taktik holder ret længe…

Nu er Jyllands-Posten også efter Sander: Penkowasagen fortsat

9. februar 2011

Når det ellers så regeringstro organ Jyllands-Posten også kaster sig over Penkowasagen – og den tidligere videnskabsminister Helge Sanders rolle i samme – så kunne det tages om udtryk for, at Sander har en rigtig skidt sag. For nu at udtrykke det således. I en artikel i dag angribes han af den tidligere formand for Forskningsrådt for Sundhed og Sygdom, Lars Fugger, for at have ændret lovgrundlaget for rådets arbejde på basis af såkaldt “anonyme” anklager om nepotisme m.m. mod rådet. De pågældende anklager fremførtes af Sander i en mail til rådet. Og Jyllands-Posten kolporterer også det rygte, at de anonyme anklager i virkeligheden stammer fra Sanders personlige veninde, Milena Pankowa… Lars Fugger citeres for at sige: “Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmål som en straf, fordi hun ikke havde fået penge.”
Ikke alene er det kritisabelt, hvis Sander har foretaget en lovændring på baggrund af “anonyme” anklager, som en tidligere undersøgelse, foretaget af videnskabsministeriet selv, havde afvist som værende grundløse; men endnu værre bliver det, hvis Fugger har ret i, at Milena Pankowa gemmer sig bag de anonyme anklager. Hvis Fugger har ret i sin påstand, så står Sander i lort til halsen…

Helge Sander på vej ind i rottefælden

8. februar 2011

I Penkowa-sagen overgår virkeligheden næsten ens værste fantasier. Hvad skal det ikke ende med? I dag kan man – som “forbipasserende” allerede har påpeget i en kommentar – læse, at Helge Sanders håndvaskeri forleden ikke har hjulpet. Han trækkes langsomt men sikkert ind i sagen. I følge Weekeavisens Poul Pilegaard Johnsen har Sander – angiveligt for at promovere Penkowa – indirekte insinueret, at Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme var styret af nepotisme. Weekendaviser skriver mere i weekenden. Foreløbigt kan man læse Berlingske og Politiken.

Helge Sander i rottefælden

6. februar 2011

Det burde jo ske efter de seneste ugers afsløringer i Pankowa-sagen. Pankowas situation ser mere og mere håbløs ud. Og rektor Hemmingsens rolle i sagen bliver også mere og mere umulig at forsvare. Og nu kommer vi så til den tredje aktør i Pankowa-sagen, nemlig den tidligere forskningsminister Helge Sander, som ikke blot er en nær ven af Pankowa, men også har stået i forreste række, da hun skulle promoveres som mønstereksempel på en nutidig eliteforsker.

I dag fortæller medierne, at S, SF og EL vil have en undersøgelse af Sanders rolle i sagen. Sander har i går vasket hænder i offentligheden og påpeget, at ikke han, men Det Fire Forskningsråd, har givet Milena Pankowa Eliteforskprisen – og at han som minister ikke har følt sig forpligtet til at blande sig i sagen. Ikke mindst det sidste kan man af mange grunde sætte spørgsmålstegn ved. Fx : Kan en minister med ansvar for universiteterne se gennem fingre med, at landets største universitet bringes i misry i udlandet, fordi den af ham sanktionerede ledelse ikke magter sin opgave? Bare som eksempel. Nu må vi håbe, at Weekendavisen m.fl. kender deres besøgelsestid og graver i Sanders rolle… Hver en sten bør vendes i denne betændte sag.

Rigsrevisoren er også gået ind i sagen…