Indlæg tagget med Politik

Ulla Tørnæs – en ideologisk papegøje

2. september 2011

Man skal passe pÃ¥ med at lytte til P1 Debat, nÃ¥r man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. PÃ¥ grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhÃ¥nden gÃ¥et op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sÃ¥dan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud pÃ¥, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs pÃ¥ sine spørgsmÃ¥l – fx hvorfor regeringen gennem 10 Ã¥r har brugt 8 milliarder pÃ¥ aktivering, der ikke har fÃ¥et folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller ogsÃ¥ sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – mÃ¥ske ekstremt – eksempel pÃ¥, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt Ã¥rhundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller mÃ¥ske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken sÃ¥ – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sÃ¥dan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er ogsÃ¥ – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og mÃ¥ske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gÃ¥ pÃ¥ akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger pÃ¥ det politiske niveau – og dermed pÃ¥ det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. rÃ¥d af sÃ¥vel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

“Sagen mod sexanklagede Strauss-Kahn vakler”

21. august 2011

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – ogsÃ¥ selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, sÃ¥ er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslÃ¥, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel pÃ¥ de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, sÃ¥ mÃ¥ disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Usælgelige huse

12. juli 2011

I følge Børsen er ‘hovedparten af de 44.292 villaer, der i øjeblikket er sat til salg, usælgelige’.

Noget om penge – apropos “Brønderslevsagen”

23. juni 2011

PÃ¥ arbejde sad jeg mutters alene i min sene spisepause og sÃ¥ DR Update, der kører som bÃ¥ndsløfte i spisestuen. Og af indslagene kunne jeg forstÃ¥, at noget af det, der optog medierne allermest var størrelse af de erstatninger, som ‘ofrene’ – familiens børn – havde fÃ¥et tildelt. Forsvarerne havde vist krævet i omegnen af en million kroner ialt, men dommerne havde tildelt cirka 600.000 kr.
PÃ¥ vej hjem i bilen kunne jeg ogsÃ¥ høre, at det allerede var blevet et hot politisk emne. En konservativ retspolitiker – Benke – mente, at det var alt for lidt (uden egentlig at argumentere…), og at man derfor skulle se pÃ¥ problemet generelt og mÃ¥ske lave loven om. Uden tanke for, hvad øgede erstatninger ville komme til at betyde for den i forvejen betrængte statskasse.
Men det slog mig, at fokuseringen på beløbsstørrelsen var et udmærket billede på, hvor samfundet har bevæget sig hen. Alt skal gøres op i kroner og ører. Alt skal vægtes i guld. Alt skal økonomiseres.
For er det ikke fuldstændig absurd at gøre en ødelagt barndom op i ussel mammon?! Uanset, hvor mange penge du tildeler et barn, der er blevet vanrøgtet, misbrugt, tævet, udsultet osv., så vil det jo aldrig kunne give barnet den tabte tid tilbage. Pengene vil ikke kunne lindre traumer og psykiske sår, selv om det selvfølgelig kan gøre livet lidt mere materielt udholdeligt.

I Brønderslevsagen har det offentlige system fejlet. Det er vist klart for enhver. Og den interessante diskussion er, om systemet kunne have forhindret det, der er sket – og om det er muligt at forhindre sÃ¥danne sager fremover? Men dette perspektiv var mærkeligt fraværende i gÃ¥rsdagens mediefokus. Og det var det sikkert, fordi det er en problematik, der ikke sÃ¥ let lader sig reducere til For/Imod og ikke lader sig indfange i et 15 sekunder langt interview eller en ritualiseret debat pÃ¥ P1. Shake your Money Maker…

Malene Wind og de offentligt ansattes ytringsfrihed.

22. juni 2011

Ingen tvivl om det. Da professor Marlene Wind, som er sÃ¥kaldt “EU-ekspert”, kritiserede regeringens og DFs aftale om grænsekontrol med en bemærkning, der rummede de stærkt farvede sproglige billeder “valgflæsk”, “laveste fællesnævner” og “den indre svinehund”, benyttede hun sin ytringsfrihed til at markere et klart politisk standpunkt. Og den gav, som man nok ved, anledning til stor politisk ballade. Specielt fra Dansk Folkeparti, som er det ideologiske fundament for grænsekontrollen, kom der et veritabelt frontalangreb pÃ¥ professor Wind.

Blander man sig i politiske debatter, sÃ¥ mÃ¥ man selvfølgelig forvente at fÃ¥ svar pÃ¥ tiltale. Men karakteren af nogle af de magthavende politikeres ytringer har desværre karakter af intimidering og forsøg pÃ¥ anfægtelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg tænker især pÃ¥ minister Søren Pinds og DF’eren Morten Messerschmidts krav om, at universitetet indføre et særligt kodex for eksperters udtalelser. En slags mundkurv.

Man kan selvfølgelig mene, at Wind burde have afvejet sit ordvalg og have formuleret sig mere diplomatisk. Men sagen er, at hendes kritik af grænsekontrolaftalen under alle omstændigheder ville have haft en politisk karakter, fordi EU-spørgsmål pr. definition har politisk karakter.

I sagen om grænsekontrollen er det hævet over enhver tvivl, at aftalen er politisk kontroversiel, fordi den – uanset alle de forbehold og modifikationer, ledende politikere forsøger at omgærde realiteten med – er i modstrid med fundamentale ideer for det europæiske samarbejde. Nemlige arbejdskraftens – og varernes frie bevægelighed. Udlandets kontante reaktion taler sit eget tydelige sprog.

Men der er ikke nogen modsætning mellem af være ekspert på EU-spørgsmål og så at være politisk. Jeg vil tværtom påstå, at det vil være umuligt ikke at være politisk i almen forstand, så snart man bevæger sig over en rent faktuelt niveau. EU er en politisk konstruktion og enhver holdning vil have politisk karakter.

Winds problem er ikke, at hun er politisk, men at hendes udmelding er i modstrid med den politiske udlægning, som regeringen og DF vil patentere og have os alle til at æde. Hvis hendes politiske ekspertudtalelse havde støttet grænseaftalen, ville balladen ikke være opstået.

Et andet problem er, at regeringen i sin forblændede iver efter at fÃ¥ endnu en periode ved regeringsmagten har solgt sin egen EU-begejstring til et parti – Dansk Folkeparti – som i bund og grund er et EU-modstanderparti. Wind har jo ret i, at grænsekontrollen er “valgflæsk”. Drømmen om en grænsekontrol lefler for mange EU-halvhjertede danskere, som gerne sÃ¥ et jerntæppe sænke sig mellem Danmark og den øvrige verden. Med det er at putte blÃ¥r i øjnene pÃ¥ vælgerne at fremstille det som en grænsekontrol, der ikke er en rigtig grænsekontrol eller en grænsekontrol, der lever op de EU-juraens bogstavelighed. Det er ganske enkelt politisk uærlighed.

Det værste ved Pinds og Messerschmidts krav om et kodex er, at de er udtryk for en udemokratisk og autoritær tankegang, der ikke respekterer offentligt ansattes ret til at ytre deres meninger i den offentlige debat. I stedet for at kritisere hendes udtalelser, angriber man personen bag. Man går efter kvinden og ikke bolden.

Malene Winds egen selvcensur, eufemistisk kaldet en ‘mediepause’, understreger med al ønskelig tydelighed, at det forholder sig sÃ¥dan.

I dag har rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns universitet afvist Messerschmidts krav om et særligt ytringskodex for ansatte. Og det er godt og nødvendigt. Det er vigtigt, at alle rettænkende mennesker bakker op om Winds og andre offentligt ansattes ret til ytringsfrihed – ogsÃ¥ selv om man kan have forbehold over for ordvalget.

En grænse er en grænse er en grænse…

18. juni 2011

For nogle dage siden skrev jeg, i anledning af den planlagte grænsekontrol, som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti som del af en økonomisk-politisk studehandel, at: “Mit gæt er, at den planlagte grænsekontrol vil give Danmark endog meget store problemer i forhold til EU-samarbejdet. Det er først lige begyndt…“. Og indtil videre er det gÃ¥et nøjagtig sÃ¥dan.

I den forgangne uge har udenrigsminister Lene Espersen (som i øvrigt slet ikke blev konsulteret pÃ¥ forhÃ¥nd, inden grænseaftalen blev aftalt…) været bÃ¥de i Tyskland og i Sverige for at (bort)forklare, at grænsekontrollen slet ikke er en grænsekontrol, men noget man indfører for at forhindre østeuropæiske bander i at komme til landet og begÃ¥ hjemmerøverier (som – fik ogsÃ¥ at vide i ugen der gik – slet ikke begÃ¥s af østeuropære, men primært af herboende danskere…). Og i gÃ¥r kunne man se den svenske statsminister med et lille satanisk glimt i øjenkrogen fortælle om dem, der vil bygge bro, og dem, der vil bygge mure, og pÃ¥ en journalists spørgsmÃ¥l, om danskerne var murbyggere, svare, at der allerede er en bro mellem Danmark og Sverige…

Til historien hører også, at fremtrædende medlemmer af partiet Venstre har følt sig kaldet til at moderere Dansk Folkepartis udmeldinger i forbindelse med udlandets massive kritik af den danske grænsekontrol. Skatteministeren Peter Christensen måtte tage afstand fra DFs upassende brug af nazi-kortet. Britta Schall Holberg råbte vakt i gevær over for den påfaldende højredrejning hos de borgerlige partier, som Dansk Folkeparti har fremkaldt. Og EU-parlamentarikeren Jens Rhode advarede mod, at regeringen med den nye aftale har sluppet det notorisk EU-fjendtlige Dansk Folkeparti løs på regeringens EU-politik med fatale konsekvenser.

Men Venstres svar pÃ¥ motorsaven, den politiske ordfører Ellen Trane Nørby, banker de bekymrede medlemmer pÃ¥ plads med en kommentar om, at der er tale om “grov kritik” af et parti, der har “taget ansvar for de udfordringer, verdensøkonomien giver Danmark. Grænseaftalen er en del af den samlede pakke for regeringens aftale”.
Udtalelsen er symptomatisk for regeringens politik. Det er ligger regeringen på sinde er alene dens egen opfattelse af økonomisk ansvarlighed. Det eneste, det handler om, er at få regnearket vedr. samfundets indtægter, udgifter og gæld til at se godt ud, så borgerlige økonomer her og hisset kan klappe regeringen på hovedet, som var den en lille skoledreng, der havde lavet sine lektier til tiden.

At man samtidig har plantet en orm i hjertet af EU-politiken og har demonstreret, at idealerne i Europrojektet – arbejdskraftens og varernes frie bevægelig for eksempel – er begravet i pedantisk paragrafrytteri og juristeri, ja, det er det sidste, der bekymrer regeringen. Og det i en tid, hvor sammenholdet i EU er presset til det yderste pÃ¥ grund af den dybe økonomiske krise.

Dansk Folkeparti er længe blevet omtalt som regeringens støtteparti. Som dens nødvendige, parlamentariske supplement. Men realiteten er, at dette supplement for længst har sat sig på regeringens udlændingepolitik og nu også er i fuld gang med at sætte sig på EU-politiken. Man må selvfølgelig have respekt for Dansk Folkepartis durkdrevne realpolitik, men det er forstemmende at se, hvordan partiet i løbet af et tiår har kunnet demontere enhver liberal tanke og enhver anstændighed hos de store borgerlige partier.

Apropos: Birthe Rønn Hornbech giver Pia Kjærdgaard tørt pÃ¥ – “Pia Kjærsgaard er udansk”

Milena Penkowa og den ‘uvildige undersøgelse’, der blev tabt pÃ¥ gulvet

14. juni 2011

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en sÃ¥kaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder pÃ¥, at vi mÃ¥ nøjes med at fÃ¥ resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes pÃ¥stÃ¥ede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt mÃ¥ vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begÃ¥et væsentlige formelle fejl i hÃ¥ndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret pÃ¥ sin uskyld, sÃ¥ mÃ¥ det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sÃ¥dan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begÃ¥et formelle fejl undervejs, men ogsÃ¥ hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. PÃ¥ trods af nogle Ã¥benlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, sÃ¥ fÃ¥r vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning […] NÃ¥r jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med pÃ¥ de seneste mÃ¥neders mediecirkus, der udspringer fra køen ved hÃ¥ndvasken, sÃ¥ er det fordi, jeg hele tiden har hÃ¥bet pÃ¥, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden mÃ¥ nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og mÃ¥ske kun pÃ¥ kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.

“Der var engang en retsstat” – Eva Smith har ordet

4. juni 2011

Link

Penkowa-sagen – et politisk efterspil?

1. juni 2011

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., sÃ¥ skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstÃ¥et ved, at den afgÃ¥ende Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sÃ¥dan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der stÃ¥r i artiklen, ‘sÃ¥ vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en sÃ¥kaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stÃ¥ for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man fÃ¥r en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man ogsÃ¥ fÃ¥ den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er ogsÃ¥ regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en pÃ¥mindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…