En sag, er ikke vil dø…. Ingen navne. Ingen nævnt, ingen glemt.
Opdatering: Politiken har nu opdateret sin nyhed, og det fremgår af den pågældende hjerneforsker er frk. Milena Pankowa og anmelderen er rektor Hemmingsen fra Københavns Universitet. Ehem…
Opdatering 2: Brækkende nyt – Rektor Hemmingsen er nu åbenbart indstillet på at få sagen om Penkowa kulegravet. Gælder det også hans eget intrikate forhold til Penkowa, mon?
Den økonomisk-politiske debat er fuld af myter, halve sandheder, talmanipulation, statistisk fusk m.m. En af myterne blev forleden gentaget af Brian Mikkelsen (K) i radioen: Hvis de rigeste i landet pålægges mere skat, så flytter de ’til London’. Og der skulle måske hundrede politibetjentes eller smedes skattebetaling til at kompensere for skatteindtægtstabet. Det sidste har sin rigtighed i følge tal fra skatteministeriet. Hvis en rig, der tjener ca. 80 millioner om året (og betaler lidt over det halve i skat), flytter, så skal der 200-250 politibetjentes skat til at dække tabet.
Men – som Thomas Buch Andersen kunne berette i det udmærkede talafmystificerende program Detektor – så peger statistikken på, at de slet ikke er så tilbøjelige til at flytte udenlands af skattemæssige årsager, som Brian Mikkelsen vil have os til at tro. Næ, selv om der er rige (folk med indtægter over 400.000 kr. om året), der flytter udenlands, så er der flere rige, der kommer til landet. Selv om skattebetalingen selvfølgelig ikke er uden betydning, så viser den statistiske tal, at der er andre og vigtigere forhold, der gør sig gældende, når folk vælger af flytte eller at blive: Karrieremuligheder, kulturen, familieforhold osv. osv. På det punkt er ‘de rige’ jo ikke anderledes end os ‘fattiglemmer’. Penge betyder ikke alt – og er langt fra det vigtigste. Det er der en god politisk pointe i…
For nogen tid siden havde jeg et undervisningsjob, hvor jeg optjente lidt pension. Pensionsbeløbet blev indsat i folkeskolelærernes pensionskasse. Kort tid efter, at jeg var stoppet som underviser i jobbet, fik jeg en meddelelse om, at det indbetalte beløb var ca. 1000 kr. og inden længe ville være 0 kr., hvis jeg ikke fik flyttet dem. En kommunikationsbrist i forhold til min anden pensionskasse betød, at de 1000 kr. forsvandt ud i den blå luft – ædt op af “gebyrer”.
Pensionsindustrien er en gøgeunge. Det har været fremme i medierne, at personer kan miste helt op til en million kroner af deres pensionsindbetalinger på grund af “administrationsomkostninger”. Er det rimeligt, at lønmodtagere er tvunget til at betale ind til en bestemt pensionskasse, som de så er stavnsbundet til, så længe de arbejder under fagområdets overenskomst? Er det rimeligt, at man skal have sin pensionsopsparing spredt i klatter på forskellige pensionskasser, hvis man – som den bevægelig arbejdskraft, man er – flytter fra job til job? Er det rimeligt, at man ikke selv kan bestemme, hvordan og hvor man vil investere sine pensionspenge? Hvorfor skulle man fx ikke kunne indbetale dem på en ganske almindelig gebyrfri bankkonto, indtil den dag, man har brug for pengene?
Hvis man kaster et blik på pensionskassernes domiciler, så er det tydeligt, at ganske almindelige lønmodtagere ikke alene er med til at finansiere andres gode lønninger, men i det hele taget en pengemaskine af dimensioner. Man burde kræve, at folk havde frihed til at disponere over deres egne pensionsmidler med henblik på at få det bedste ud af dem. Og det burde være et krav, at pensionskasserne ikke pålagde folk gebyrer, men investerede pengene således, at de både gav et afkast til de pensionsopsparende og dækkede de løbende omkostninger. Det bedste ville måske være, at man lavede en offentlig pensionskasse med det erklærede formål at gavne pensionsopsparingen for alle.
Henriette Kjær, konservativ politiker, trækker sig i dag fra sine tillidsposter hos det konservative og genopstiller ikke til næste folketingsvalg. årsagen er, at hun gennem længere tid har været i mediernes søgelys på grund af sine vedvarende privatøkonomiske problemer. I en presseudtalelse siger Kjær: “»Alle har ret til et vist privatliv. I den senere tid har det stået mig lysende klart, at hvis denne ret også skal gælde mig, så kan jeg ikke fortsat have et arbejdsliv i politik«.
Ja, alle har ret til et privatliv. Og dog. Ikke hvilket som helst privatliv. Og da slet ikke, når man er en offentlig, politisk person. For det første er der en forventning i vælgerdybet om, at der er en vis overensstemmelse mellem en politikers holdninger (eller, som de konservative selv vil sige: værdier) og dennes adfærd i øvrigt. Og det er sørme svært at se, hvordan kontinuerlig vanrøgt af privatøkonomien harmonerer med de konservatives officielle økonomiske politik og dens krav om ansvarlighed!?
For det andet, så kunne man i gamle dage se igennem fingre med, at Per Hækkerup bundede whiskyflasken, Jens O. Krag løb efter frække piger i Pisserenden og den manio-depressive Kampman lavede forsvindingsnumre – bare for at tage nogle socialdemokratiske eksempler for balancens skyld – men i dag har medierne flyttet privatsfærens grænser så meget, at vel ikke er ret meget mere tilbage. Som politiker skal man holde sin sti ren, hvis man ikke vil i mediecentrifugen. Og det er vel – alt i alt – ikke så galt. Set fra vælgernes synspunkt. Politikere er privilegerede personer, der selv har valgt at repræsentere deres vælgere. Og så har de bare at leve op til forventningerne om, at der er sammenhæng mellem liv og politik. Du får ingen medlidenhed herfra – Lene – Henriette…
Og så noget andet – og måske politisk ukorrekt: Er det mon tilfældigt, at de to detroniserede, konservative politikere er kvinder? Lene Espersen kom frem som ammende politiker på tinge og med et image som en kvinde, der både kunne passe sin politiske karriere og være moder (med hjælp af diverse assistenter), men gled blandt andet i familieferien. Henriette røg som kvinderne i TV2s “Luksusfælden” i overforbrugsgyngen med ubetalte lædersofaer og Mercedes-leasing? Kunne det være sket for en mandlig politiker. Jeg spørger bare – med fare for at få ligestillingsfeministerne på nakken…
De seneste mange dage har medierne brugt megen energi på at omtale et møde på Den Sorte Diamant, som var arrangeret af den islamiske, fundamentalistiske forening Hizb-ut-Tahrir. Det vil sige: Interessen har været stor for det politiske ståhej begivenheden har udløst, men kun i yderst beskedent omfang for selve mødet og dets faktiske indhold. Man kunne få den mistanke, at medierne slet ikke interesserer sig for, hvad de deltagende havde at sige, og at man lod sine programmerede fordomme om den side af sagen.
Mistanken bestyrkes af det forhold, at man flere gange har måttet høre anklager om, at Hizb-ut-Tahrir opfordrede til angreb på danske soldater. Men, så vidt jeg har kunnet læse – og lytte – mig frem til, så var det ikke det, der var foreningens pointe. Den gik på, at afghanerne havde ret til at forsvare sig mod ‘besættelsesstyrkerne’. Selv om det – selvfølgelig – vil indebære, at danske soldater vil kunne blive genstand for et sådant forsvar, så er der en væsentlig indholdsmæssig forskel på at opfordre til angreb og insistere på retten til at forsvare sig. Men denne skelnen er der åbenbart ikke plads til i den politiske debat, hvor de voldsomste reaktioner har gået på, at Hizb-ut-Tahrir skulle interneres eller forbydes, fordi de opfordrede til drab på og lemlæstelse af danske borgere. I den sammenhæng synes jeg, at medierne – med få undtagelser – er kommet til at spille rolle som politikernes nyttige idioter, der primært har kolporteret den mest firkantede fordomme om Hizb-ut-Tahrir og ellers har koncentreret sig om at viderebringe den politiske ophidselse.
Hizb-ut-Tahrir er en lille, ubetydelig forening, der dyrker en fundamentalistisk læsning af Koranen og politiserer ud fra denne læsning – bl.a. ved at sætte khalifatet som svaret på vor tids politiske problemer. Jeg er ret sikker på, at mange almindelige tilhængere af islam herhjemme ryster på hovedet over denne form for intellektuel hellig enfold. Men det er lidt bekymrende, at en lille forening som Hizb-ut-Tahrir, kan få – især borgerlige – politikere til at tabe hovedet og kræve forbud mod mødet, forbud på foreningen osv. Med vores såkaldte kulturminister i forgrunden.
Det er bekymrende, at der skal så lidt til for at bringe politikere ud af fatning og få dem til at underminere vores demokratiske principper. Foreningsfriheden, ytringsfriheden osv.
Det sidste kan illustreres ved at henvise til efterretningerne fra det protestmøde, der blev holdt uden for Den Sorte Diamant. Her kunne man høre Søren Pind (V) tale om, at Hizb-ut-Tahrirs udtalelser var “krænkende”. Et ordvalg, der bragte Pind på bølgelængde med de islamiske mørkemænd, der også fandt de famøse muhammedtegninger krænkende.
På den anden side var der den nøgterne Bertel Haarder, der bekræftede vores demokratiske principper og mente, at man skulle protestere i ytringsfrihedens navn.
Hizb-ut-Tahrir er en flok, veluddannede mænd, der i ly af netop de danske frihedsrettigheder og demokratiske idealer – og godt dækket ind af den danske velfærd – taler for en samfundsindretning, som de med garanti ikke vil kunne leve i. I hvert fald kunne de til enhver til flytte til lande, der er nærmere khalifatet end Danmark. Men det gør de ikke. De er teoretikere, ikke praktikere. De er akkurat som halvfjerdsernes unge, universitetsstuderende venstreorienterede vildsporer, som i ramme alvor forestillede sig, at den danske arbejder var klar til en revolutionær overtagelse af samfundet. Store, tunge hoveder. Og det er vel en af den alvorligste kritikpunkter, man kan rejse over for dem.
Næppe er første kapitel af sagaen om den konservastive Lene Espersens politiske inkompetence blevet afsluttet med hendes afgang som leder, før en ny (gammel) sag springer op, som trolden af æsken.
Denne gang drejer det sig om ordførende Henriette Kjær, som BT og Ekstrabladet har sendt i mediecentrifugen ved at afsløre afsløre slibrige detaljer om konens alt andet end ordnede forhold i privatøkonomien. Kjær måtte jo, som vakse læsere vil erindre, gå som minister på grund af alvorligt rod i sin og samleveren Erik Skov Pedersens privatøkonomi. De nye oplysninger, hvor det er kommet frem, at Kjær har modtaget en dom som “dårlig betaler”, og som også omfatter anklager om dokumentfalsk m.m., bekræfter kun det billede, som den gamle sag gav af Henriette Kjær og hendes samlever som nogle økonomisk rodehoveder.
Ud over at være underholdende læsning i sladderbladene, der jo i høj grad lever af at lade læserne mæske sig i andre, kendte folks elendigheder, så handler sagen jo også om forholdet mellem privatliv og politisk fremtræden. Altså spørgsmålet om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem politiske handlinger, holdninger og udtalelser og så det, der sker uden for det politiske fokus.
Ganske vist er Henriette Kjær ikke minister pt., men hun er dog fremtrædende ordfører for de konservative. Bør de nye oplysninger få konsekvenser for hendes politiske liv? Hendes leder, Lars Barfoed, mener nej og giver sin støtte til Kjær. Men det gjorde han jo også til Espersen, lige før hun gik eller blev gået som leder…
Sagen handler om politisk troværdighed. Kan man på den ene side stå frem og fremlægge “ansvarlig” konservativ, økonomisk politik samtidig med, at man optager lån på det grå lånemarked, som man ikke kan tilbagebetale osv.? I hvert fald tror jeg, sagen vil komme til at koste endnu flere stemmer til det i forvejen betrængte parti, hvis troværdighed har fået så mange ridser i lakken i Lene-perioden.
Kristelig Dagblad fortæller i dag, at bestyrelsen for Københavns Universitet efter et timelangt møde er nået frem til sit udgangspunkt: At man stadigvæk har “fuld tillid” til rektor Ralf Hemmingsen. Alligevel har bestyrelsen valgt at imødekomme de 58 professorer, der har krævet en tilbundsgående, uvildig undersøgelse, og har besluttet af universitetet i samarbejde med Kammeradvokaten skal udarbejde en redegørelse for sagens forløb. Hvordan de to ting hænger sammen, kan man så fundere over…
Det var vist Klaus Rifbjerg, der med vanlig sarkasme kundgjorde, at folk, der gik gennem svingdøren i Politikens hus afleverede den højre hjernehalvdel ved indgangen. Jeg kom til at tænke på Rifbjerg, der også er republikaner, da jeg med et halvt øje så og hørte den seneste royale familieforøgelse, og kunne ikke lade være med at tænke, at den danske journaliststand åbenbart lader hele hjernen blive hjemme i køleskabet, så snart kongefamilien formerer sig eller på anden måde har noget nyt at bringe ud til nationen.
At en “flawless aussie” nedkommer med to velskabte børn er åbenbart en nyhed, der kan bedøve og lamme den i forvejen trængte kritiske sans fuldstændig. At TV2 går i royalt selvsving og fremstår som tv-mediets pendant til Billedbladet og Se & Hør, er vel ikke overraskende, al den stund koncernen for længst har udskiftet traditionelle journalistiske dyder med “infotainment” og kun af formelle (ikke-kommercielle) årsager bevarer et skin af public-service-seriøsitet.
Men også DR, vores sidste public-service-bastion, gå helt fra snøvsen, når det veliscenesatte royale show løber af stablen, og formår ikke at stille et eneste spørgsmål, som vil kunne ryste glansbilledet bare en lille smule. Ikke bare konfirmerer man illusionen om, at den ganske nation er helhjertede royalister og alle i samme båd, når det gælder begejstringen over denne privilegerede familie af overførselsindtægsmodtagere, men man kolporterer også gerne hele de arkaiske værdisæt, som kongefamilien iscenesætter sig selv med. Fx i den ovenfor citerede passus, hvor et oldnordisk kønsrollemønster ukommenteret får lov til at passere gennem æteren ud til den måbende befolkning. Og på DRs hjemmeside har redaktionen gud hjælpe mig lavet en specialside med “alt om den lille nye prins og prinsesse” med royalt logo og hele pivetøjet.
Den mediale konsensus omkring kongefamilien er efterhåndet så kompakt og lydefri, at man nødvendigvis må føle sig udenfor, hvis man bærer rundt på en smule skepsis over for det post-feudale system, som kongehuset er. Jeg får nogenlunde samme fornemmelse, som når man i forbindelse med nytåret transmitterer den katolske paves nytårsgudstjeneste – som om reformationen og sekulariseringen aldrig havde fundet sted.
Man kan selvfølgelig mene, at kongehuset bare er stykke af underholdningsindustrien, som i forvejen breder sig uhæmmet i offentligheden, men den uhæmmede, skamløse og fuldstændig tandløst ukritiske dyrkelse af det royale er også et skræmmebillede af, hvor samfundet for øjeblikket bevæger sig hen i den kriseramte borgerligt-liberalistiske konjunktur. Medens seerne af en kastreret presse stopfodres med glansbillederne af kongefamilien, er samfundet ved at gå op i limningen, og afstanden mellem de privilegerede og taberne vokser dag for dag. Det er sgu beskæmmende.
Medblogger Rune Engelbreth Larsen har en anden medial vinkel på emnet
Der er almindelig enighed om, at den demografiske udvikling i landet – stadigt flere personer over halvtreds og færre unge – kan blive et problem for skatteindkrævningen. For nu at formulere det tilstrækkeligt neutralt. Problemstilingen kan let gøres til – og det er allerede sket – en generationskonflikt. Det er sket i efterlønsdebatten, hvor det er blevet til, at unge vil af med efterlønnen, fordi de ikke gider betale for en efterløn, som kun kommer deres forældres og bedsteforældres generation til gode. Og selvfølgelig vil nogle politikere spekulere i denne konflikts politiske potentiale og lade det egoistiske motiv dominere i stedet for en saglig debat om ‘efterlønnen’ og dens fremtid.
I forbindelse med den standende efterlønsdebat og den underliggende dysforiske dimension – at landet bevæger sig mod en situation, hvor velfærd er et fortidsminde, og hvor statsbankerotten er en reel mulighed – så er der et emne, som politikerne åbenbart helt ønsker at fortie. Nemlig behovet for at skabe flere arbejdspladser og i det hele taget skabe mere lønarbejde. Stort set ingen forholder sig til den kendsgerning, at vi pt. har ca. 200000 ledige og 150000 på førtidspension, som ikke indgår i det værdiskabende lønarbejde. Hvor presserende dette ikke-problem er blev i dag understreget, da det kom frem, at 6000 unge mellem 25 og 29 år nu er ramt af langtidsledighed og dermed står i fare for at ryge helt ud af arbejdsløshedssystemet. Det er tre gange så mange som for to år siden. Og vi taler ikke kun om unge uden uddannelse, men om højt- og veluddannede unge.
Nyheden understreger, at den politiske handlingslammelse med hensyn til skabelse af arbejdsmuligheder for befolkningen er et langt større problem end efterlønnen. Ja, man kan faktisk argumentere for, at løsningen af arbejdsmangelsproblemet i sig selv indebærer en løsning på efterlønnens problem. Det gjorde Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen opmærksom på i en leder denne weekend. Hvis der var politisk vilje til at skabe jobs og til at gøre det muligt og attraktivt for seniorer at forblive på arbejdsmarkedet længere, end tilfældet er i dag, så reduceres efterlønsordningens betydning. Men så længe vi har en politisk ledelse, der lader unge uddannede gå rundt uden jobmuligheder og accepterer decideret ældrefjendske holdninger til seniorerne på arbejdsmarkedet, hælder man ikke alene benzin på generationskonfliktens bål, men man afskærer sig også fra at bruge et af de mest oplagte værktøjer til løsning af den aktuelle krises problemer. Hverken regeringens påstand om, at skattelettelserne til de rigeste vil skabe flere jobs, eller oppositionens løsagtige, ukonkrete snak om flere ‘grønne’ jobs ændrer på dette forhold.
Tager man den siddende regering på ordet, så er der ikke ret meget, der ligger den mere på sinde end at bevare den såkaldte velfærd(sstat). Men ser man på dens faktiske politik, så kan der heller ikke være tvivl om, at det netop er velfærdsstaten, der undermineres.
Senest er regeringens beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, kommet med to udmeldinger, der begge peger i den retning.
For det første mener Støjberg og regeringen, at fremmede, som kommer til landet, ikke umiddelbart skal have adgang til såkaldte velfærdsydelser (som fx almindelige skolegang, dagpenge, socialhjælp osv.). Det er ikke nok, at de har et arbejde og betaler deres skat osv., som alle andre.
Tilsyneladende er det et isoleret angreb på problemet vedrørende indvandrere, der kommer til landet ‘for at blive forsørget af det offentlige’ (samfundsnasserargumentet), som det hedder. Men på et dybere plan er det et angreb på et fundamentalt princip ved den samfundsmodel, vi kender. Nemlig det lighedsprincip, at hvis man har ret til at opholde sig i landet, betaler sin skat og står til rådighed for arbejdsmarkedet, så har man også ret til de grundlæggende ydelser, som vi har. Også, hvis man i en periode er uden arbejde.
I Støjbjergs forslag ligger et nyt privilegeringsprincip: Først når du gennem en længere periode har bevist, at du kan arbejde hårdt og betale din skat, så kan du måske få adgang til velfærdens forjættede land. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at dette privilegeringsprincip med tiden vil kunne overføres til såkaldt etniske danskere også. Tænk blot på alle dem – op mod en million mennesker – der pt. er på overførselsindkomst (dagpenge, førtidspension, bistand osv.). Hvorfor skal de egentlig have adgang til alle de velfærdsydelser, som samfundet tilbyder?
Støjbergs forslag er ikke et forsvar for velfærden, men et direkte angreb på den.
Samme Støjberg har i dag angrebet SFs formand, Villy Søvndal, fordi denne har sagt entydigt, at en ledighedsperiode på fire år vil blive genindført under en kommende S-SF-regering. Det vil i følge Støjberg komme til at koste samfundet 13.000 jobs. Støjbergs argument bygger på den skjulte forestilling, at en længere dagpengeperiode automatisk vil betyde færre ledigheden hænder (eller sagt på en anden måde: har den ledige udsigt til fire år på dagpenge, så har han/hun ikke så travlt med at finde et job…dovne hunde!). Men tankegangen er også en fornægtelse af en simpel kendsgerning, som enhver a-kasse kender, og enhver arbejdssøgende også kender: Er der arbejde nok, så skal folk nok få et arbejde.
I øvrigt modsiger det aktuelle ledighedssituation med mange ledige på to års ledighedsperiode ministerens argument. Alle oplysninger tyder på, at flere og flere på dagpenge falder ud af systemet og ender på bistand. Folk finder ikke bare et arbejde, når der ikke er arbejde til dem. Der er også flere undersøgelser, der viser, at den såkaldte danske flexicuritymodel, som regeringen med sit forslag vil undergrave, faktisk er en af de mest effektive, når det gælder om at holde folk i arbejde…
Støjbergs og regeringens politik handler ikke bare om “ansvarlighed” over for samfundsøkonomien, sådan som de gerne vil have det til at se ud, når de anklager oppositionen for at være uansvarlig. Den førte politik handler om, hvilket samfund, vi vil have. Eller rettere: den handler om, hvorvidt vil vil have et samfund – i ordets grundbetydning-Â for alle samfundets medlemmer – eller et samfund for de udvalgte, de priviligerede. [kilder: DR Nyheder, Politiken og andre dagblade]
Den norske avis Aftenposten har offentliggjort dokumenter, der viser, at magthaverne i Syrien direkte har opfordret til det optøjer, der bl.a. førte til ildspåsættelsen af den danske ambassade i Damaskus i februar 2006. Dokumenterne viser, at den syriske premierminister Mohammad Naji Otri direkte instruerede stormufti sheik Hassoun til at bruge fredagsbønnen i moskeerne til at opildne de troende mod Vesten.
At de syriske magthavere spiller et tvivlsomt spil på den internationale politiske arena – og bl.a. (mis)bruger de islamiske gejstlige burde ikke være voldsomt overraskende, hvis man har fulgt bare lidt med i, hvad der sker i Mellemøsten i almindelighed og i forholdet mellem Israel og palæstinenserne i særdeleshed.
Ikke desto mindre er danske politikere i følge Politiken “chokerede” over afsløringen. Både Dansk Folkepart, Venstres Michael Aastrup Jensen og Socialdemokraternes Jeppe Kofoed afkræver Syrien en redegørelse.
Langt mere interessant er det, synes jeg, at afsløringen viser relevansen af Wikileaks arbejde. Hvis danske politikere ikke er bedre orienteret om fx Syriens udenrigspolitiske interesser, end tilfældet åbenbart er, så er det vel belejliget at den slags afsløringer åbner deres små uskyldige øjne for de politiske realiteter. Sagen sætter også udenrigsminister Lene Espersens manglende interesse for Wikileaksdokumenter, som omhandler Danmark, i et skærende og stærkt bekymrende lys. Som landets udenrigsminister burde hun jo netop være den første til at søge informationer om landets udenrigspolitiske situation. Men selvfølgelig bliver hun nødt til at forholde sig til de offentliggjorte oplysninger.
Forleden faldt indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder ud af rammen med et voldsomt (synes nogen) verbalt udfald mod en nærgående journalist fra DR. Et af de mere tankevækkende indlæg om dette interview, som ‘kørte af sporet’, kommer fra Haarders partikollega, Venstres uortodokse enfant terrible, udviklingsminister Søren Pind, der i sin blog på Berlingske Tidende tager afsæt i et citat af Joseph Pulitzer (fra 1904), hvori Pulitzer modstiller en presse, som er skolet og indstillet på at tjene folket ved at tjene ‘det rigtige’ og derigennem sikre, at magthaverne bliver holdt i skak – og så en kynisk, pengebegærlig, demagogiske presse, der trækker folket og det politiske ned i sølet. Altså – lidt firkantet opstillet – en modsætning mellem den klassiske journalistik som ‘demokratiets vogter’, ‘den fjerde statsmagt’ osv. og så en populistisk presse, der først og fremmest skal sælge sit stof og derfor kommer til at kompromitere idealet om at ville ‘det rigtige’ – sandheden, som Pind kalder det.
Pind bruger eksemplet med Bertel Haarder til at illustrere, at pressen har mistet sit oprindelige ansvar som ‘demokratiets vagthund’, idet interviewet angiveligt skulle vise, at journalisten er mere interesseret i at nedgøre ‘en træt, tyranniseret sundhedsminister – der har tjent demokratiet i 40 år’ end i ‘sandheden’. Og Pind trækker en lige linje mellem journalistens virke i interviewet og Wikileaks afsløringer af, hvad der foregår bag magthavernes facade.
Men spørgsmålet er, om ikke det forholder sig lige omvendt? Det, der sker i det pågældende interview, er, at den fiktion, som den mediebårne politiske “virkelighed”, udgør, revner eller brister i nogle få minutter, således at seerne får et kort indblik i den medialt-politiske virkeligheds iscenesathed. Illusionen imploderer et kort øjeblik – og interviewet kommer til at handle om spillereglerne for et offentliggjort interview (og ikke om sagen: fedmeoperationer, økonomi, politik osv.).
Det er lidt den samme effekt, Wikileaks har, når sitet lækker dokumenter, der for en stund afslører den mediebårne politiske virkeligheds karakter af fikition – eller om man vil: løgn. En pointe er, at afsløringen er tveægget, fordi den ikke bare udstiller en politiker, der falder ud af rollen og rammen (og ikke som nogen har misforstået: udstiller hans menneskelighed!), men også et medie, hvis selvforståelse imploderer.
Det pudsige er, at ved dette utilsigtede, uforudsete brud på illusionen, kommer journalisten til at tjene den demokratiske interesse i at få indblik, at få ‘sandheden’ for en dag osv.
Opdatering: Meget sigende forsøger DR Nyhederne at bringe orden i sagerne igen under overskriften BAGGRUND: Det handler Bertel-sagen om. Det er helt efter bogen. Når illusionen brister, skal den snarest muligt repareres.
Sagen om hjerneforskeren Milena Penkowas påståede misbrug af betroede forskningsmidler og “videnskabelig uredelighed” vil ikke sådan dø. Forleden kom det frem, at hun havde valgt en såkaldt ‘frivillig’ opsigelse, og det lå i luften, at denne udgang skulle tage trykket af sagen. Men nu kommer det så frem, at den frivillige fratrædelse skulle dække over, at hun reelt stod til fyring og bortvisning. Det er Weekendavisen, der kommer med oplysningen. Sammesteds kan man læse, at Københavns universitet tilbagebetaler to millioner kroner i IMK Almene Fond i følge en ‘hemmelig aftale’. Allerede med den oplysning må man spørge, hvad der mon har førsteprioritet i denne sag? Afsløringen af den unge stjerneforskers uhæderlighed og anløbne moral som forsker (og de perspektiver, det lægger på den forskningspolitik, der føres i dette land…) eller universitetets – og ikke mindst universitetsledelsens – renommé? Som det fremstår nu, får man et billede af et universitet, der næsten for enhver pris vil forsøge at sløre og hemmeligholde, at ledelsen ikke har hånd i hanke med sine forskere.
Weekendavisen fremfører også, at sagen om Penkowas videnskabelige uredelighed er vokset, idet op mod 100 artikler nu er under mistanke for at være resultat af ‘sjusk’ og ‘fusk’.
Offentligheden og det videnskabelige miljø må have en klar interesse i, at sagen vedr. frk. Penkowa undersøges til bunds. Det handler i bund og grund om videnskabens anseelse i befolkningen, og tilliden til, at vi har en redelig forskning i dette land står og falder med, at der bliver ryddet op i den slags sager. Men offentligheden har også et klar interesse i at få afdækket universitetets mummespil i denne sag. For det vil kaste en ubehagelig lys over, hvordan universiteterne fungere i disse år i en borgerlig-liberalistisk konjunktur. Penkowa-sagen er eksemplarisk. Jeg mindes ikke at have set en sag i Danmark af sådanne dimensioner, hvor en forsker, der er blevet fremhævet som forbillede for andre og rollemodel for magthaverne, står for fald på grund af embedsmisbrug og videnskabelig uredelighed. Meget tyder på, at det er en ny variant af historien om Kejserens nye klæder. Men det er ikke kun frk. Penkowa, der vil stå afklædt til det bare skind, hvis anklagerne holder stik. Det vil også universitetets ledelse og forskningsministeren …
Tag dig de fem minutter, der skal til for at se nedenstående indlæg i Repræsentanternes Hus ved Ron Paul, Texas. Det er en øjenåbner – ikke blot med hensyn til betydningen af organisationen Wikileaks for udviklingen i de demokratierne verden rundt, men også med hensyn til den løgnagtige diskurs, der de seneste mange dage er løbet gennem medierne i forbindelse med Wikileaks læk og Assanges arrestation.
Ron Pauls indlæg sætter også vor egen udenrigsminister Lene Espersens negligering af Wikileaksdokumenterne i relief. Hun har givet udtryk for, at disse papirer mest er af interesse for amerikanerne nationalt. Det er ikke bare hårrejsende naivt, det er også en dybt bekymrende holdning hos en udenrigsminister, hvis land ukritisk-loyalt har stået skulder ved skulder med amerikanerne i krigene i Irak og Afghanistan. Ron Pauls indlæg skærer hul i den film af løgnagtighed og forstillelse, som amerikansk udenrigspolitik har været præget af, i særdeleshed efter 9/11. Og den udstiller dansk udenrigspolitiks ynkelighed på det skammeligste..
“Jeg begynder at mærke mere og mere, at jeg kommer tilbage til min sovjetiske fortid. Pointsystem til permanent opholdstilladelse, pointsystem til familiesammenføring, pointsystem til SU. Der var også pointsystemer for alt i Sovjetunionen.
Udviklingen gør mig bekymret, for jeg ved, hvad der skete i fortiden. Alle pointsystemer, uanset hvor gode er de, får følge af et stort bureaukrati, embedsmandsmagt og korruption.” (Alma Bekturganova Andersen)
Det er et udslag af historiens ironi. I den siddende regerings borgerligt-liberalistiske ideologiske konjunktur har vi været vidne til en ideologisk klapjagt og hekseproces mod alt, hvad der lugtede af venstreorientering og kulturradikalisme, og den hedengangne Sovjetstat er – på linje med og uden nuancering Det Tredje Rige – blevet gjort til symbol på og skræmmebillede af alt, hvad man ville gøre op med. Man har projiceret alt det negative over på Sovjetstaten: det anti-demokratiske, diktatoriske, bureaukratiske, totalitære osv. over på dette fjendebillede, men har samtidigt – og det er psykologisk helt logisk – været blind for, at man selv nærede disse tendenser ved sit hjerte. Måske skal man – som Alma – have levet i Sovjetstaten for at opleve et uhyggeligt dèja vu, når man ser, hvad der sker i Danmark. Den mininalstat, som var regeringspartiets ideologiske udgangspunkt (i Foghs famøse bog) er blevet en overdimensioneret Molok, der forbruger menneskelige og økonomiske ressourcer i et hidtil uhørt omfang – og udøver en lige så uhørt kontrol og overvågning af civilsamfundet og dets borgere. Sovjetstatens genkomst. Og udviklingen vil sandsynligvis fortsætte, for det er åbenbart, at magthaverne ikke formår at ændre fundamentalt på statens gøgeungeagtige vækst og den anti-demokratiske og totalitære tendens. Besparelser, privatiseringer og udliciteringer osv. er blot sminke eller glasur…
