CAPAC

Det er efterhånden længe siden, jeg har ytret mig om politiske emner. Men i går var der noget, der fik mig til at gøre nedenstående overvejelser. Bemærk venligst, at jeg ikke bruger ordet klovn i den gængse, overførte, nedladende betydning, men i en mere original betydning. Det er vigtigt for at forstå min pointe…:

Jeg læser i den Store Danske, at en klovn er en person, der kan forene det tragiske med det komiske. Så i mine øjne spillede de konservatives Søren Pape klovnens rolle i går. Det var både tragisk og komisk at være vidne til hans forsøg på sno sig ud af det dilemma, han var endt i ved dels at erklære de konservatives mistillid til Eva Kjer Hansen som minister og dels ved at lade sig besnære af statsminister Lars Løkke Rasmussens tilbud om en tillægspakke med indbyggede forhandlinger (m. en desavoueret Kjer Hansen må man formode…). Pape mente, at han både kunne erklære Lars Løkke Rasmussen sin fulde tillid og erklære sin mistillid til Kjer Hansen.

Når man ikke forstår, at en minister repræsenterer regeringens politik, og at mistilliden til en minister derfor gælder regeringens – og dermed statsministerens – politik, så skal man have sine politiske skolepenge tilbage. Ellers ender man som klovn i cirkus dansk politik. Og det var, hvad der skete for Pape i går… Græd klovn, græd. Eller grin.

PS. Lars Løkke Rasmussens kommentarer ved det efterfølgende pressemøde i går viste, at han godt ved, hvordan tingene hænger sammen. Han ved godt, at regeringen står og falder med mistilliden til Eva Kjer Hansen – men han kan redde regeringens skind ved at tage Pape ved næsen og forføre ham med et tilbud om en kompenserende landbrugspakke. Den ‘lille svindler’ er en klog taktiker. Og desværre er der noget, der tyder på, at hans taktik måske lykkes….

Der er dage, hvor man helst vil vende sig om i sengen og sove videre eller forsvinde ind i musikkens verden og glemme den gråmelerede virkelighed, vi lever i. En sådan dag er dagen i dag. I går vedtog et stort borgerligt flertal i folketinget en række såkaldte asylstramninger i form af lov L87. Desværre må jeg sige, at jeg ikke er overrasket over denne lov. Jeg har alt for længe frygtet at det ville komme dertil – og jeg er overbevist om, at vi slet ikke har set det værste endnu. Vi befinder os i en politisk konjunktur, hvor man under en flom af mere eller mindre nationalistiske argumenter og politisk korrekt hykleri dækker over, at den førte politik i bund og grund er økonomisk styret. Enhver der kan læse indenad i de politiske udmeldinger og har to ører at lytte med, vil kunne indse, at det hænger sådan sammen. Og man vil kunne indse, at vi bevæger os med raske skridt i retning af en politisk situation, der på alt for mange måder minder om situationen i 1930’erne – syd for grænsen og herhjemme. Vi har valget mellem at følge med den politisk korrekte vej eller protestere alt, hvad vi kan. Jeg foretrækker det sidste – og spiller en sang, der for en overfladisk betragtning ikke har noget med situationen at gøre (men måske alligevel har det, når man tænker lidt over tingene…).

Protester

Vi skal snart til afstemning om “retsforbeholdet”. Og jeg har bemærket mig, at afstemningen i medierne fremstilles som en afstemning om noget, der kompliceret – underforstået: Så kompliceret, at almindelige borgere nok ikke kan forstå perspektiverne i.

Og det er da også sikkert og vist, at de enkelte love er indviklede. Men, hvis man løfter blikket lidt og ser på den overordnede udvikling, så bliver det måske knap så indviklet. For mig drejer afstemningen sig om, hvilken samfundsudvikling, vi ønsker. Med et ja skubber vi til en udvikling, der gør de europæiske befolkningers indflydelse mindre. Med andre ord: En udemokratisk udvikling.

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har gjort opmærksom på, at vi er inde i en udvikling i retning af “kapitalisme med asiatiske værdier“. Det betyder ikke, at kapitalismen får særlige asiatiske værdier, men at kapitalismen i vor tid bliver mere og mere autoritær. Et udmærket eksempel er de aktuelle, hemmeligholdte forhandlinger om frihandel mellem USA og Europa. Bliver disse forhandlinger til noget, vil de reducere de nationale parlamenters indflydelse – og dermed befolkningernes – over for kapitalismen til noget ikke-eksisterende. Eller se på den aktuelle udvikling inden for flygtninge- og indvandrerpolitiken, hvor hævdvundne idealer som fx “menneskerettigheder” ofres for at beskytte de nationale og trans-nationale økonomiske interesser. Der er andre eksempler. Følg bare med i mediernes nyhedsstrømme.

Nej, hvis man spørger sig selv: Er det en udvikling, jeg ønsker at være en del af, så er det ikke svært at finde ud af, om man skal stemme ja eller nej. NEJ.

Neil Young er en af de relativt få rockikoner fra tresserne som stadigvæk holder fast i sin ungdoms antiautoritære rebelskhed og stadigvæk tror på, at vi kan skabe en bedre verden end den vi er tvunget til at leve i nu, hvor kapitalismen hærger, klimaet er truet og så videre. Musik og politisk bevidsthed går op i en højere enhed hos Neil Young. Senest på pladen The Monsanta Years, hvor han som titlen antyder blandt andet gør op med genmanipulerede fødevarer. Og nu følger Young så op med en ny hjemmeside – www.goearth.org – hvor han samler information om en lang række progressive ideer. Lige fra forbud mod GMO, landbrugets fremtid, økologi og klimaforandring. Jovist, den gamle hippie og rocker står fast. Og det sker under mottoet: It takes a village to keep the free world rockin’.

En af gårsdagens vigtige nyheder endte langt nede på nyhedslisten. Nemlig at 12 stillehavsnationer – Australien, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore, USA og Vietnam – har indgået den såkaldte frihandelsaftale TPP, selv om der stadigvæk er tvivl om aftalens præcise indhold. TPP – forkortelse for Trans-Pacific Partnership – er sammen med TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og TISA (Trade in Services Agreement) er aftaler, der vi ændre det vi til daglig kalder “markedet” radikalt. Og samtidig vil aftalerne, hvis de ellers kommer i hus, få negativ effekt på de europæiske demokratiers fungeren, idet de vil begrænse de nationale regeringers muligheder for at regulere, hvad der sker på markedet, når det drejer sig om handel, investering osv. Jeg har tidligere skrevet om den betydning TISA vil kunne få for vores verden – og det er mildest talt skræmmende, hvis sådan noget som demokrati og folkelig indflydelse betyder noget for en. Heldigvis er der stor folkelig modstand mod disse aftaler. I dagbladet Information kan man således læse, at 500 europæiske ngo’er i morgen afleverer hele tre millioner underskrifter i protest mod TTIP til EU-kommissionen. Samtidig kan bladet fortælle, at forhandlingerne mellem USA og EU om netop den aftale trækker i langdrag. Men stillehavsnationernes vedtagelse af TPP kan være med til at sætte skub i forhandlingerne, fortæller Information.

Men hvad drejer det hele sig så om? Det var Wikileaks, der først fik fat i dokumenter fra disse forhandlinger. Forhandlinger, der meget sigende er foregået i allerdybeste hemmelighed, og som kun – indtil Wikileaks-afsløringerne kom frem – har været sparsomt omtalt i medierne. I nedenstående video forklarer folk bag Wikileaks, hvad det hele drejer sig om. Brug 8-9 minutter af din tid på den og bliv meget klogere på, hvad disse aftaler kommer til at betyde for ikke blot økonomien men vores liv i de kommende mange år. Det er ret rystende, mildest talt.

pressefoto

Den seje rockchick Chrissie Hynde fyldte 64 år i går. Og det er nok en note værd. Ikke mindst, fordi Chrissie i den forgangne uge skabt ravage i den britiske (og til dels amerikanske) musikpresse på grund af nogle udtalelser om det evigt aktuelle emne: sex. Den nu 64-årige rock femme fatale har i et interview med Sunday Times kommet med nogle udtalelser og holdninger, der – lad os udtrykke det sådan – problematiserer den løbende debat om ufrivillig sex og specielt kvinders ret til at sige nej og blive respekteret for det (voldtægt m.m.). Blandt andet fortæller hun til avisen, hvordan hun som 21-årig var medlem af en motorcykelklub i Ohio, hvor hun oplevede at blive “forført” af et medlem af klubben. Under påskud af at ville tage hende med til en fest, tog han hende med til et tomt hus, hvor der så skete ting og sager… Og Hyndes forbrydelse er, at hun tog ‘fuldt ansvar’ for, hvad der sket i det hus:

“Technically speaking, however you want to look at it, this was all my doing and I take full responsibility. You can’t f*** about with people, especially people who wear ‘I Heart Rape’ and ‘On Your Knees’ badges … those motorcycle gangs, that’s what they do.

“You can’t paint yourself into a corner and then say whose brush is this? You have to take responsibility. I mean, I was naive.”

“If you play with fire you get burnt. It’s not any secret, is it?”

Den slags udtalelser kommer man ikke med uden påtale i disse tider, hvor den politiske korrekthed helst vil se på den slags seksuelle forhold ud fra et enkelt sort-hvidt-synspunkt: der er tale om voldtægt, og der er en forbryder og et offer. At forholdet kunne være en smule mere kompliceret ligger helt uden for den politisk korrekte holdnings begrebsverden. At der kunne være tale om en gråzone, hvor “ansvar”, “skyld” osv. ikke er entydige størrelser – ja, det vil man (og kan man muligvis) ikke forholde sig til.

Bedre bliver det ikke af, at Hynde også tillader sig at problematisere kvindekønnets adfærd som seksuelt væsen – fx i form af udklædning:

“If I’m walking around in my underwear and I’m drunk? Who else’s fault can it be?” 

“If I’m walking around and I’m very modestly dressed and I’m keeping to myself and someone attacks me, then I’d say that’s his fault. But if I’m being very lairy and putting it about and being provocative, then you are enticing someone who’s already unhinged – don’t do that. Come on! That’s just common sense. You know, if you don’t want to entice a rapist, don’t wear high heels so you can’t run from him.

“If you’re wearing something that says ‘Come and f*** me’, you’d better be good on your feet … I don’t think I’m saying anything controversial am I?”

Hyndes udtalelser har sat en syndflod af kritik og kommentarer i gang, og hun har måttet stå til regnskab for dem. Og til Washington Post har hun svaret:”Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.” Men for at fjerne enhver tvivl om, at hun faktisk står ved sine udtalelser tilføjede hun så med henvisning til den aktuelle flygtningesituation i Europa og billederne af en druknet 3-årig dreng:

“These are the heartbreaking images we have and we’re talking about millions of displaced persons and people whose families have been destroyed and we’re talking about comments that I allegedly made about girls in their underwear”.

Når jeg finder det interessant at fremhæve Chrissie Hyndes udtalelser, så er det ikke for at forsvare voldtægt eller anfægte kvinders og mænds ret til at sige fra over for seksuelle tilnærmelser. Men det forekommer mig nødvendigt, at vi får nuanceret og modificeret debatten om disse emner. Vi løser ikke problemet ved at forenkle det mere end godt er, lige som vi heller ikke kommer nogen vegne, hvis vi fx benægter, at vi som individer bevist og ubevidst bærer seksuelle tegn, fx i form af det tøj, vi har på. Og at vi dermed i et vist omfang ikke kan unddrage os et vist ansvar for, hvad der sker i sociale sammenhænge. Og, nej, det er ikke det samme som at sige, at voldtægt er ok.

Jeg synes, der er noget befriende ved, at en fremtrædende kvinde i rockmusikken sådan står frem og taler den nyfeministiske politiske korrekthed midt imod. Det er vigtigt, fordi tingene – på dette seksuelle felt – ikke er simple og sort-hvide. Og skal vi videre i den debat, så er det påkrævet med mere nuancerede analyser og forståelse for, at vi ikke bare kan fralægge os et ansvar for, hvordan vi fremstår som betydningsbærende kroppe.

I øvrigt er det ikke første gang en fremtrædende kvindelig kunstner har været ude i det ærinde. I 2008 havde jeg et indlæg om Dame Helen Mirren, der tillod sig at problematisere fænomenet date-rape.

Til lykke til Chrissie med de 64 år. Og så er det vel passende med denne sang.

Don’t get me wrong
If I’m looking kind of dazzled
I see neon lights
Whenever you walk by

Don’t get me wrong
If you say hello and I take a ride
Upon a sea where the mystic moon
Is playing havoc with the tide
Don’t get me wrong

Don’t get me wrong
If I’m acting so distracted
I’m thinking about the fireworks
That go off when you smile

Don’t get me wrong
If I split like light refracted
I’m only off to wander
Across a moonlit mile

Once in awhile
Two people meet
Seemingly for no reason
They just pass on the street
Suddenly thunder, showers everywhere
Who can explain the thunder and rain
But there’s something in the air

Don’t get me wrong
If I come and go like fashion
I might be great tomorrow
But hopeless yesterday

Don’t get me wrong
If I fall in the ‘mode of passion’
It might be unbelievable
But let’s not say so long
It might just be fantastic
Don’t get me wrong

Tom Robinson Band var en af punkens mest udtalt politiske bands, der altid var gode for en slagssang i en god sags tjeneste. Fx “I’m glad to be gay”, der blev en slagsang for regnbuefolket. Nu – efter en pause på tyve år – vender Tom Robinson tilbage med albummet Only the Now, hvor han tager tråden op fra sin ungdoms rebelske år. Velkommen tilbage. Det er tiltrængt med nogle rebeller i populærmusikken.

Den 29. juni ville anarkosyndikalisten, boghandleren, cigarmageren, arbejderhistorikeren, æresdoktoren (ved Aarhus Universitet) og forfatteren Carl Heinrich Petersen være fyldt 100 år. Men han døde den 8. august 1988.

Carl Heinrich Petersen var en del af min studietid. På det institut, hvor jeg var indskrevet i halvfjerdserne, kom han gennem en periode og slog sin lille bogbod op i forhallen. Her solgte han venstreorienteret litteratur, der var brændstof til studenteroprørets efterslæb og litteratur, der anfægtede de herskende venstreorienterede tanker på Bjerget (dengang). Jeg tror ikke, jeg købte noget hos Carl Heinrich. Men jeg stod ofte og kiggede i udbuddet af subversiv litteratur. Som jeg husker ham var han en godmodig, snakkesalig, venlig og munter mand, der havde tid til at diskutere lidt med de søgende studerende. Han kom hver uge i en periode, og så var det pludselig slut. Lige som det var slut med studenteroprør og kritisk teori.  Og her i 100-året kunne jeg godt tænke mig, at der kom en ny Carl Heinrich og pushede subversive bøger til de unge mennesker på universitetet. Men han ville nok ikke få lov til at stille sin bod op….

Professor Frederik Stjernfelt har en længere artikel om Carl Heinrich i denne uges Weekendavis.

Sitet Soundvenue har været så heldige at få et telefoninterview med Paul McCartney, inden hans optræden på Roskilde Festival. Og en af de ting, intervieweren spørger Macca om, er hans engagement i den vegetariske sag, herunder initiativet “Kødfri mandag”. Og Macca uddyber sine politiske holdninger:

»Det går langt tilbage. Vi gjorde det også med Beatles. Vi var modstandere af Vietnamkrigen og var ikke bange for at sige det højt. Sagen er den, at hvis du er nogenlunde intelligent vil du have en mening om verdens tilstand. For sådan en som mig, er det et valg: ’Vil jeg have, at min berømmelse skal blandes sammen med mine holdninger?’

Jeg har været vegetar i mere end 30 år, og jeg mener, at det er et bud på en løsning på nogle af de udfordringer, vi står over for globalt. Kødindustrien og kæder som McDonald’s og KFC er ansvarlige for en abnorm kødproduktion og en dybt forurenende praksis. Det er obskøne mængder kød, de producerer. Køer, der prutter, det er på en måde ret sjovt, men hvis du ganger med milliarder og ser på den faktiske virkning af de gasser, de slipper ud – det gør faktisk en stor negativ forskel. Det handler om fremtiden, det handler om de kommende generationer, om sundhed og velvære… Jeg er glad for at kunne støtte den slags projekter, og jeg oplever at mange, især unge, er interesserede og engagerede i det. Så jeg vil gerne bidrage til at sprede information og foreslå løsninger, så længe jeg ikke prædiker noget. Det ønsker jeg ikke. Folk kan godt tænke selv«.

Holdningen er klar nok og stikker dybere end bare til grønne retter. Selv om Paul ikke vil prædike, så er han ude i et ærinde, der gælder en væsentlig del af den vestlige landbrugsproduktion, nemlig kødproduktionen. Han har fat i en vigtig tråd, men man kunne godt ønske, at han var lidt mere radikal i sin kritik…

I den britiske avis The Guardian har Seumas Milne et tankevækkende indlæg under rubrikken “Syriza kan ikke bare falde sammen. Europas elite vil have et nyt regime i Grækenland“. Milne trækker trådene op efter de seneste mange ugers forhandlinger mellem den græske regering og EU med Angela Merkel i spidsen om den græske gæld – og han konstaterer tørt, at alt tyder på, at det ikke handler om pengene men om magten. Eller sagt med andre ord: Europas elite kan ikke acceptere et venstreorienteret græsk styre, der vil lade den græske befolkning (be)stemme, hvilken vej udviklingen skal gå. For Merkel og den europæiske elite er der kun én vej: den neo-kapitalistiske vej, der er hævet over de nationale demokratier (akkurat som tilfældet er med den frihandelsaftale – TTIP – som EU pt. forhandler med USA om…).

Og filosoffen Slavoj Zizek sætter trumf på i en kommentar til situationen, hvor han skærer ind til kernen i problemet:

“Kampen er en kamp om den gældende europæiske økonomiske og politiske styreform [Leitkultur]. EU-magterne står for det teknokratiske status qvo, der i årtier har fastholdt Europa i inertiens greb. I sine Notes towards a definition of culture bemærkede den store konservative T. S. Elliott, at der er øjeblikke, hvor det eneste valg er valget mellem kætteri og ikke-tro, dvs. når den eneste måde at holde en religion i live er at udføre en asekterisk adskillelse fra dens centrale del. Det er vores position i dag med hensyn til Europa: Kun et nyt kætteri (repræsenteret i dette øjeblik af Syriza) kan redde, hvad der er værd at redde i den europæiske arv: demokrati, tilliden til befolkningen, ligeværdig solidaritet.  Det Europa, der vil vinde, hvis Syriza bliver udmanøvreret er et “Europa med asiatiske værdier” (hvilket selvfølgelig ikke har noget med Asien at gøre, men med den samtidige kapitalismes aktuelle, tydelige tendens mod en ophævelse af demokrati). Vi i det vestlige Europa ynder at betragte Grækenland som om vi er uafhængige iagttagere, der med indfølelses og sympati følger den forarmede nations tilstand. Sådan et behageligt standpunkt bygger på en skæbnessvangre illusion – at det der sker i Grækenland i de seneste uger angår os alle sammen, det er Europas fremtid, der er på spil. Så når vi læser om Grækenland i disse dage, skulle vi hele tiden huske på, at – som den gamle talemåde siger – de te fabula narrator [fortællingen handler om dig]. ”

Slavoj Zizek (i min fordanskning)

Medens de danske medier bruger deres krudt på ligegyldige nyheder som fx om PIa Kjærsgaards valg til folketingets formand, så afgøres noget vigtigt om Europas fremtid i Grækenland og i den europæiske elites korridorer i Bruxelles, Berlin og andre steder. Vi må håbe, at den græske befolkning afviser de europæiske gældsbetingelser.

Og husk at lytte til Arnes seneste album Det der er.

For hvad er der andet at gøre end at lade musikken tale. Det nytter ikke noget at bide negle eller skære tænder. Verden går sin gang og nu i blåt eller snarere sort. Men der er altid et håb om forandring og indfrielse.. Redemption. Så vi tager lige den “Redemption Song” igen – i  Johnny Cashs og Joe Strummers kongeniale version. Det er bare smukt… hvis i spørger mig.

Så har vi balladen igen: Politikere, der mener sig berettiget til at bruge pop- og rocksange efter behag. Denne gang er det milliardæren og byggematadoren Donald Trump, der har formastet sig til at bruge Neil Youngs “Rocking’ in the free World” – uden at få tilladelse. Og det har Young ikke set på med milde øjne. Via sin manager har Young meddelt, at Trump ikke har ret til at bruge sangen -og at han, altså Young, støtter en anden, venstreorienteret kandidat, nemlig Bernie Sanders.

Det er ikke første gang, vi ser sådan et misbrug. Det er sket flere gange i amerikansk politik – og i dansk ditto. Det efterlader et indtryk af politikere, der betragter musikken som en stor gavebod, man bare kan tage af. Og det siger ikke så lidt om politikernes kulturpolitiske grundholdninger.

Med Neil Youngs egne ord (fra hans Facebookside…):