CAPAC

Hukommelsen er kort i politik. Men går vi ikke så mange måneder tilbage og opfrisker den slatne hukommelse, vil vi måske huske, at den såkaldte kulturminister Brian Mikkelsen igen og igen afviste at hjælpe den betrængte public-service-institution Danmarks Radio økonomisk, da den var kommet ud i et økonomisk uføre på grund af en vis byggerisag. Som regering og folketing i øvrigt havde et ikke ubetydeligt ansvar for igangsættelsen af.
Mikkelsens argument for at lade DR sejle sin egen sø var, forenklet sagt, at DR lå som DRs ledelse selv havde redt. Altså vaskede ministeren hænder.
Nu meddeles det så, at samme såkaldte kulturminister vil række TV2 en hjælpende hånd i form af lånemuligheder. Fordi TV2 er kommet i økonomisk uføre på grund af forfejlede projekter som fx radiostationen TV2 Radio, der aldrig blev andet end en økonomisk åreladning af medie-koncernen. TV2 lå som TV2 selv havde redt.
Hvad er forskellen, spørger man sig selv? Forskellen er, at DR er DR – og TV2 er TV2. Og sidstnævnte har altid haft Brian Mikkelsens og de borgerlige politikeres sympati.

Vi har skrevet det tidligere og gentager det gerne: Lad os afskaffe sex ved et forbud. Der er så mange problemer med de menneskelige seksualdrifter, at det nok ville være bedst for alle parter at afskaffe drifterne. Og det gøres jo bedst – i tidens politiske korrekte ånd – ved et regulært forbud. Ikke?!

Anledningen til at genfremføre forslaget er, at Dansk Folkeparti og Socialistisk Ditto er røget i totterne på hinanden, fordi en ny undersøgelse fra Velfærdsministeriet har afsløret, at antallet af prostitutionsydelser er vokset. Derfor har flere partier med SF i spidsen igen forlangt et forbud mod “købesex”. Hvilket Dansk Folkeparti blankt har afvist, idet man (dvs. ligestillingsordfører Marlene Harpsøe) mener, at en kriminalisering blot vil gøre prostitution til en endnu mere lyssky aktivitet, og at udviklingen i Sverige netop peger på denne uheldige udvikling. Herover for fremfører SFs ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, sit vanlige, naive markedsargument, at man skal stoppe efterspørgslen på “købesex”, for så sætter man et stopper for prostitutionen. Hvorfor da ikke gå skridtet videre og forbyde kunderne at have lyst til købesex? Lad os forbyde begæret! Det ville være en mere radikal løsning.

Nå, hvordan går det så med kampen for klimaet? Måske bruger regeringen mest tid på at arrangere den prestigefyldte klimakonference, som den danske regering skal være vært for om ikke så mange måneder? I hvert fald kniber det med at få gjort noget aktivt for klimaet herhjemme at dømme efter dagens avisnyheder. Antallet af biler på de danske veje vokser stødt. I det første tre måneder af 08 er biltrafikken steget med 1,3 %. Samtidig falder antallet af cykler og knallerter på vejene. Og dermed øges udslippet af CO2. Hvad har regeringen – der jo vil reducere udslippet af CO2 – mon tænkt sig at gøre ved det? Vi spørger bare.

“Well, you know right now America is in a state of upheaval. Poverty is demoralising. You can’t expect people to have the virtue of purity when they are poor. But we’ve got this guy out there now who is redefining the nature of politics from the ground up…Barack Obama. He’s redefining what a politician is, so we’ll have to see how things play out. Am I hopeful? Yes, I’m hopeful that things might change. Some things are going to have to.” Bob Dylan

Bob Dylan Blowin’ In the Wind

Så er det her igen. Dilemmaet mellem personlig overbevisning og partidisciplin. Sidst så vi det med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der måtte bøje sig for regeringsflertallet i sagen om de forbaskede tørklæder (selv om hun fortsætter sin kamp…til stregen). Samme sag gjorde også Karen Ellemann politisk skizofren. Og nu gælder det så Charlotte Dyremose fra de konservative. Dyremose er imod et tørklædeforbud, og de konservatives formand Bendt Bendtsen “forventer”, at hun stemmer med gruppen – imod sine egne overbevisninger. Mit gæt er, at hun… Nej, lad det ligge. Vi nøjes med at henvise til Grundlovens § 56…

“If you take most of what you sing from people, sooner or later these songs will help you to disappear into the people”
Endnu en musiker har forladt os. Bruce Phillips – kaldet U. Utah Phillips, af ham selv – var sanger, musiker, sangskriver og politisk aktivist i traditionen fra Woody Guthrie. Som denne skrev han sange om den menige mand i kulminen, jernbanen, på landevejen osv. Mange af hans sange fandt vej til store kunstnere som Johnny Cash, Emmylou Harris, Waylon Jennings og Ani diFranco, som han arbejdede tæt sammen med på det seneste. De lavede albummet “Follow Workers” sammen i 1999, og den modtog en Grammy-nominering.

Hør og se ham her. Han har et par saftige politiske kommentarer, der er meget morsomme.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men for en gangs skyld er jeg ret enig med undervisningsminister Bertel Haarder. Det handler ikke om uddannelse og undervisning skal det siges, men om retssikkerhed og mediernes – visse mediers – manglende respekt for borgernes grundlovssikrede retssikkerhed. I sin grundlovstale langede Haarder ud efter – uden udtrykkeligt at nævne sprøjten ved navn – Ekstrabladet og organets heksejagt på formodede pædofile: ” Ingen tør sige det, fordi ingen vil beskyldes for at holde hånden over pædofile. Men når politiet af hensyn til retssikkerheden er begrænset på alle mulige måder med krav om dommerkendelse m.v., hvordan kan en avis eller en tv-station så være både politi, anklager og dommer – og ødelægge menneskeliv uden nogen som helst retsgarantier? … Skal retssamfundets garantier ikke netop kendes på, at de også gælder dem, der ikke har offentlighedens sympati? Foregår de systematiske belæringer virkelig af hensyn til moralen, eller er det af hensyn til den gode historie, der sælger aviser?”
Haarder har ret. Ekstrabladet og andre følgagtige medier vil ofre deres egen mor, når bare de kan sælge “nyheden”. Vi så det også dengang TV2 “solgte” Pikken fra Herning og ødelagde en mands liv, inden han overhovedet var blevet dømt for noget som helst.
Der er ingen tvivl om, at netop pædofile betragtes som samfundets bærme, som samfundets laveste. Vi ved det fra fængselshierarkiet, hvor de ender på bunden og bliver behandlet derefter. Og fængslerne er et spejl af det omkringliggende samfund. Og netop derfor – fordi de betrages som udskud – bør de være omfattet af almindelige retssikkerhedsprincipper. Hatten af for Haarder på denne dag.
PS. Haarders bemærkning må også svide gevaldigt for justitsministeren, Lene Espersen, der lynhurtigt var ude og rose Ekstrabladet for dets heksejagt…

Den socialdemokratiske århus-borgmester Nicolai Wammen har holdt grundlovstale. Og i Kristelig Dagblad citeres han for følgende udsagn: “århus er en tolerant by. Men når budskaberne bliver afstumpede eller afskyelige og måske fører til eller opfordrer til vold, må smilet stivne hos enhver århusianer. Og uden respekt for andre mennesker kan man ikke kalde sig en rigtig århusianer”. En rigtig århusianer. Udsagnet er vendt mod århusianske borgere, der tilhører politiske ekstreme grupperinger, hooligans og ‘religiøse fanatikere’ i byen. Og selv om man selvfølgelig kan sympatisere med den politiske kamp mod elementer, der bryder demokratiske spilleregler og opfører sig uacceptabelt i sociale sammenhænge, så er spørgsmålet om det er en heldig retorik. Jeg kommer til at tænke på Poul Nyrup Rasmussens famøse omtale af Dansk Folkeparti som et parti, der ‘aldrig ville blive stuerent’. Det er den politiske arrogances retorik. Det er det politisk gode selskabs segregations retorik. Vi er de “rigtige århusianere”. I andre er…
Det kan forekomme at være en bagatel. Men jeg tror, der går en lige linje fra denne grundlovstaleretorik til den segregation, der foregår på nationalpolitisk plan på de såkaldte “integrationsområde”. De er indvandrerne, specielt de islamiske ny-danskere, der ikke er rigtige danskere, og så er der os, de rigtige danskere. En ubehagelig retorik.

Jeg var med Frøkenen i byen i et musikalsk ærinde (noget med en guitartuner…), og vi slog vejen forbi en lokal pladebiks (hvor Frøkenen havde udset sig en reol til sin voksende cd-samling…). Og jeg fik lyst til at købe en opsamlings-plade, der kunne afløse Forrest Gump-cd’erne på min mp3-afspiller. Blandt de mange tilbud faldt mit blik på et rødt cover med titlen “Future Soundtrack for America”, og det lød jo interessant.
Det viste sig, at der var tale om en støtteplade til det, man nogle gange kalder Det Andet Amerika.

Når medierne kværner løs med deres rapporter fra den amerikanske indenrigs- og udenrigspolitiske scene, kan man godt engang imellem glemme, at Amerika langt fra er en så entydig størrelse, som det fremstilles i medierne og blandt visse énøjede, pro-amerikanske borgerlige politikere. Der er mange, demokratiske kræfter, der arbejder for at skabe en anden indenrigs- og udenrigspolitik i Bushs Amerika. Fx MoveOn. org, der arbejder for at få almindelige borgere ind i politik – ikke kun folk med penge og medier i ryggen. Music for America, en ung, demokratisk bevægelse, der bruger koncerter og andre musikbegivenheder til at promovere ‘ progressive politiske værdier’. Common Assets Action Fund, The Sierra Club og League of Pissed Off Voters er andre græsrodsbevægelser, der arbejder for en anden politisk vej end den, Bush-administrationen og det politiske establishment peger på. Pladen har fået følgeskab af en bog med titlen Future Dictionary of America med bidrag af notabiliteter som Kurt Vonnegut, Paul Auster, Joyce Carol Oates m.fl. Hele fortjenesten ved salg af cd og bog går ubeskåret til de demokratiske bevægelser. En rar tanke. Og så gør det jo heller ikke noget, at pladen er proppet med 22 lytteværdige numre:

1. OK Go : This Will Be Our Year
2. David Byrne : Ain’t Got So Far To Go
3. Jimmy Eat World : Game of Pricks (BBC evening session)
4. Death Cab For Cutie : This Temporary Life
5. Blink-182 : I Miss You (James Guthrie mix)
6. Mike Doughty : Move On
7. Ben Kweller : Jerry Falwell Destroyed Earth
8. Sleater-Kinney : Off With Your Head
9. R.E.M. : Final Straw (MoveOn mix)
10. Bright Eyes : Going for the Gold (live)
11. The Long Winters : The Commander Thinks Aloud (future mix)
12. will.i.am of The Black Eyed Peas : Money
13. They Might Be Giants : Tippecanoe And Tyler Too
14. Clem Snide : The Ballad of David Icke
15. Yeah Yeah Yeahs : Date With the Night (live)
16. Fountains of Wayne : Everything’s Ruined (acoustic)
17. Nada Surf : Your Legs Grow
18. The Flaming Lips : Yoshimi Battles the Pink Robots (live on the BBC)
19. Old 97’s : Northern Line
20. Laura Cantrell : Sam Stone
21. Tom Waits : Day After Tomorrow
22. Elliott Smith : A Distorted Reality Is Now A Necessity To Be Free

Plademærket er Barsuk Records. Pladen udkom i 2005, men det gør den ikke mindre aktuel…

århus Universitet har lavet en undersøgelse af de studerendes studiemiljø og har fundet ud af, at de unge gennensnitligt bruger 29 timer på deres studier. På Humaniora kun 23,5 timer. Pro-rektor Nina Schmidt påpeger, at studier er fuldtidsstudier, der kræver 37 timer om ugen. Det vil sige, at de studerende kun studerer 3-4 ud af 5 dage om ugen. Uha-Uha. Forklaringen er ikke, at de forkælede studenter bruger tiden på byens cafér og barer ved åen, men at universitetet på grund af anstrengt økonomi ikke kan tilbyde de unge tilstrækkeligt med undervisningstimer etc. For at få økonomien til at hænge sammen tilbyder man især de humaniora- og samfundsfagsstuderende forelæsninger for kæmpestore hold. Det kunne gå an i de “gode, gamle dage”, hvor studerende kunne læse i mange, mange år og på den måde nå at indhente forsømmelserne. Men den går ikke rigtig i dag, hvor de studerende skal presses gennem pølsemaskinen på normeret tid. Selv om det studerende generelt er tilfredse med deres studier (de har jo valgt med hjertet, ikke?), så viser undersøgelsen, at regeringens uddannelsespolitik ikke hænger sammen. Man vil både blæse og have mel i munden. Og det kan man som bekendt ikke…

En af gårsdagens små nyheder var, at Neil Young har allieret sig med en mekaniker fra Wichita, Kansas – Johnathan Goodwin – for at gøre sin elskede Lincoln Continental fra 1959 mere miljøvenlig. I første omgang er det meningen, at den gamle bil skal køre på et elektrisk batteri. I anden omgang skal den være model for verdens første masseproducerede, billige, elektrisk drevne automobil. Prototypen blev prøvekørt sidste uge og klarede 20 kilometer med lidt problemer. Al begyndelse er svær, som man siger.

Neil Young, Heart of gold (unplugged)

DR2-tema var i går helliget “Oprøret fra højre”, og et af programmerne handlede om Dansk Folkeparti. Et absolut seværdigt program med titlen “Succes – på trods”. Programmets kvalitet var, at det lod to folkelige repræsentanter for partiet komme til orde og fortælle om deres oplevelser med partiet og bevæggrunde for at at engagere sig i det. Den ene, en tidligere SF’er og dyreven. Den anden, et ekskluderet, tidligere medlem af partiet. Sideløbende kommenterede journalisten Erik Meier Carlsen partiets udvikling.
Det var en historie om et parti, der valgte en anden vej end de såkaldt “moderne” partier, der slap grebet om det ideologiske gods og bevægede sig ind i et medietomrum, hvor det mestendels handler om at have næse for de seneste oppinionsmålingstendenser og rette ind efter dem. Dansk Folkeparti derimod satsede på holdninger. I første omgang til det politiske spørgmål, som i årevis var blevet “fortrængt” (som det blev udtrykt) fra det politiske: Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Et spørgsmål, der lå mange almindelige borgere – og dermed vælgere – på sinde, medens politikerne var anderswo engagiert… Den anden ideologiske satsning var et af Socialdemokratiets gamle mærkesager, som samme parti havde solgt ud af for at tækkes magten: Velfærden. Ligeledes et område, der optog og optager mange almindelige vælgere. Med disse to centrale koordinater i det politiske grundlag gik Dansk Folkeparti på strandhugst hos de andre partier, ikke mindst Socialdemokratiet.
Hvis man tager liberalt-moderniserede partier som Socialdemokratiet og Venstre som indikatorer for den politiske udviklingstendens i de vestlige demokratier, så kan man sige, at Dansk Folkeparti er en anakronisme. Dansk Folkeparti repræsenterer i sin usamtidighed noget, det akademiserede politiske establishment har forladt, men – som store dele af vælgerskaren stadigvæk efterspørger. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at netop Pia Kærsgaard, denne politiske “snu ræv”, som ingen kan løbe om hjørner med, er en af de meget få folketingspolitikere med en ikke-akademisk baggrund…
Udsendelse gav et fornemt portræt af et parti, der blev dæmoniseret og dømt ude af “det gode selskab” af alt for skråsikre, etablerede politikere – med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen – og foreløbigt endte med at sidde med den reelle magt i Danmark. Fogh Rasmussens regering sidder kun på Pia Kjærsgårds nåde, og det bliver tydeligere og tydelige for hver dag, der går.

I disse dage ser vi en række overenskomster, der giver FOA-medlemmer, pædagoger og andre lønløft i størrelsesordnen 13-14%. Ganske vist strejker sygeplejerskerne endnu, men de skal såmænd nok få noget i den retning. Hvis ikke de får de begærede 15%.
Følgerne af lønløftet begynder nu at vise sig. Kommunerne åbner budgetterne igen for at finde besparelser. På børneområdet for eksempel. Og måske kan kommunerne ikke gøre andet. For i baggrunden sidder regeringen og holder fast i de økonomiske tøjer i tavshed. Regeringen har været påfaldende tavs i forbindelse med de aktuelle strejker. Og med god grund. Det gælder om at bortlede opmærksomheden på det egentlige problem, når det gælder lønforbedringer, øget velfærd og andre forbedringer: At vi har en regering, der hverken vil eller kan leve op til de gyldne løfter, den har givet. En regering, der er slidt op som en gammel vinterfrakke.

Opdatering: Tavsheden blev brudt lidt i dag på afslørende vis. Til DR Radioavisen siger Venstres kommunalordfører, Erling Bonnensen, at ‘det er kommunernes egen skyld, hvis de skal svinge sparekniven’. Han tilføjer, at ‘kommunerne aldrig har haft et større budget end nu, og de har selv været med til at aftale det, Og hvis de ikke holder hus med det, skulle de hellere få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde”. Man noterer sig, at Bonnensen tører ansvaret for de kommunale budgetter af på kommunerne. De har selv været med til det, derfor er det deres skyld. Men har regeringen ikke også været med? Og hvad med dens “skyld”?
Man noterer sig også et af regeringens tilbagevendende nedslidte, økonomiske og retoriske pseudo-argumenter: ‘Budgettet har aldrig været større’. Nej, sikkert ikke målt i kroner og ører. Men det siger jo ikke noget om, hvilke behov og omkostninger det store budget skal dække. Ved at henvise til store budgetter eller stikke beløbsstørrelser ud forsøger regeringsmedlemmerne at undgå at forholde sig til de faktiske problemer, der er i kommunerne.
Ansvarsforflygtigelsen sætter trumf på med henvisningen til, at kommunerne bare kan få nogle flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Ikke blot er dette argument udtryk for en blankpoleret kynisme, der overhovedet ikke forholder sig de sociale problemer, der ligger bag kontanthjælpsmodtagernes situation. Bonnensen overser (eller rettere: fortier) også, at en ekstra indsats over for kontanthjælpsmodtagerne jo også vil koste flere penge, som så skal tages fra andre konti i budgettet.
Bonnensens argumentation viser i karikatur, hvordan regeringen projicerer sin egen uduelighed, ansvarsløshed og sociale kynisme over på kommunerne.

I går kommenterede Anders Fogh Rasmussen Løkke-sagen på sit ugentlige pressemøde. Og det var interessant på i hvert fald én måde. Fogh Rasmussen erklærede sin tillid til Lars Løkke Rasmussen som finansminister. Og pointerede, at Statsministeriet ikke skal forholde sig til, hvad der skete dengang i amterne for 7-8 år siden. Det interessante er, at statsministeren slet ikke forholder sig til fortiden og amtsborgmester Lars Løkke Rasmussens gerninger. Med andre ord forsøger statsministeren at undgå at skulle forsvare Løkke Rasmussens historiske handlinger, hvis sagens udvikling skulle vise sig at reaktualisere fortidens synder og fx at umuliggøre finansminsterens avancement til statsminister…
Man kan selvfølgelig godt forstå, at statsministeren – der, som bekendt, bedrev “kreativ bogføring” som skatteminister under Schlüter-regeringen – ikke har megen lyst til at forholde sig til historien. Han vil for at blive i det politiske billedsprog ikke forholde sig til, hvad der “ligger under gulvtæppet”.
Men han burde måske tage pressen – og ikke mindst vælgerne – i ed, inden han sådan bagatelliserer, hvad der skete engang. De aktuelle opinionsmålinger omkring sagen viser, at vælgerne ikke accepterer nogen form for embedsmisbrug af betroede midler. Og lige netop dette forhold kan vise sig at være afgørende for sagens endelige udfald.
Statsministeren fulgte også op på Claus Hjorth Frederiksens konspirationsteori, idet han mente, at det var synligt for enhver, at det var den handlingslammede opposition, der blæste sagen op, fordi den ikke havde noget politisk at byde på for tiden. Én ting er, at oppositionen desværre ikke kan finde sine egne ben som opposition, men det er noget af en påstand, sådan at gøre pressen – fx DR og Ekstra-Bladet – til oppositionens forlængede arm. Noget andet er, at det til enhver tid er en oppositions opgave at holde øje med den slags sager om embedsmisbrug. Fortid eller ej. I øvrigt er det også bemærkelsesværdigt, at Fogh slet ikke nævnte Dansk Folkepartis aktive rolle i sagen. Folkepartiet har jo krævet en redegørelse af finansministeren. Men det er jo også regeringens støtteparti…
Sagen ruller i hvert fald videre med nye blamerende oplysninger, og det er svært at forestille sig, at den ikke skulle få politiske konsekvenser for finansministeren…

Under overskriften “Claus Hjort kommer Løkke til undsætning” kan man på DRs Nyhedsside læse om Venstres chefideolog og -strateg Claus Hjort Frederiksens forsøg på at rage kastanjer ud af ilden for den betrængte finansminister. Hjort Frederiksen mener, at interessen for Løkke Rasmussens skødesløse omgang med betroede skattemidler skyldes statsministerens (fysiske og mentale) fravær i dansk politik. Det sjove er, at Hjort Frederiksen bærer ved til det bål, der brænder omkring statsministeren. Mistanken om, at statsministeren har tabt interessen for dansk politik og derfor aspirerer til en højere post, bekræftes indirekte. I statsministerens fravær forsøger pressen og oppositionen så at begå “karaktermord” på den stakkels finansminister, der jo er udpeget til at efterfølge den ‘landflygtige’ statsminister. Hjort Frederiksen mener, at Løkke Rasmussen nærmest er “retsløs”, fordi amterne ikke længere eksisterer, og at den tidligere amtsborgmester derfor ikke kan retsforfølges for evt. handlinger i den tid. Bilagene er – mener Hjort Frederiksen – brændt på nær nogle bilag, der er genstand for loven om aktindsigt. Spørgsmålet er dog, om ikke beskæftigelsesministeren, der jo ellers er meget nøjeregnende med skriftlig dokumentation og verifikation, i hvert fald når det gælder ledige borgere, ikke selv binder knuden på galgerebet i det såkaldte “karaktermord” ved således at henlede interessen på de eksisterende ikke-belyste bilag i sagen. Er det tænkeligt, at stakkevis af taxiboner skulle være omfattet af loven om aktindsigt, medens andre er gået i brændeovnen? Og friholder det den tidligere amtsborgmester for ansvar, at amterne er nedlagt og visse spor udvisket? Jeg mener, at Hjort Frederiksens redningsforsøg bærer brænde til det bål, der i forvejen luer, og bålet er nok først brændt ned, når det sidste bilag er bragt for dagen..