I disse dage ser vi en række overenskomster, der giver FOA-medlemmer, pædagoger og andre lønløft i størrelsesordnen 13-14%. Ganske vist strejker sygeplejerskerne endnu, men de skal såmænd nok få noget i den retning. Hvis ikke de får de begærede 15%.
Følgerne af lønløftet begynder nu at vise sig. Kommunerne åbner budgetterne igen for at finde besparelser. På børneområdet for eksempel. Og måske kan kommunerne ikke gøre andet. For i baggrunden sidder regeringen og holder fast i de økonomiske tøjer i tavshed. Regeringen har været påfaldende tavs i forbindelse med de aktuelle strejker. Og med god grund. Det gælder om at bortlede opmærksomheden på det egentlige problem, når det gælder lønforbedringer, øget velfærd og andre forbedringer: At vi har en regering, der hverken vil eller kan leve op til de gyldne løfter, den har givet. En regering, der er slidt op som en gammel vinterfrakke.
Opdatering: Tavsheden blev brudt lidt i dag på afslørende vis. Til DR Radioavisen siger Venstres kommunalordfører, Erling Bonnensen, at ‘det er kommunernes egen skyld, hvis de skal svinge sparekniven’. Han tilføjer, at ‘kommunerne aldrig har haft et større budget end nu, og de har selv været med til at aftale det, Og hvis de ikke holder hus med det, skulle de hellere få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde”. Man noterer sig, at Bonnensen tører ansvaret for de kommunale budgetter af på kommunerne. De har selv været med til det, derfor er det deres skyld. Men har regeringen ikke også været med? Og hvad med dens “skyld”?
Man noterer sig også et af regeringens tilbagevendende nedslidte, økonomiske og retoriske pseudo-argumenter: ‘Budgettet har aldrig været større’. Nej, sikkert ikke målt i kroner og ører. Men det siger jo ikke noget om, hvilke behov og omkostninger det store budget skal dække. Ved at henvise til store budgetter eller stikke beløbsstørrelser ud forsøger regeringsmedlemmerne at undgå at forholde sig til de faktiske problemer, der er i kommunerne.
Ansvarsforflygtigelsen sætter trumf på med henvisningen til, at kommunerne bare kan få nogle flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Ikke blot er dette argument udtryk for en blankpoleret kynisme, der overhovedet ikke forholder sig de sociale problemer, der ligger bag kontanthjælpsmodtagernes situation. Bonnensen overser (eller rettere: fortier) også, at en ekstra indsats over for kontanthjælpsmodtagerne jo også vil koste flere penge, som så skal tages fra andre konti i budgettet.
Bonnensens argumentation viser i karikatur, hvordan regeringen projicerer sin egen uduelighed, ansvarsløshed og sociale kynisme over på kommunerne.