CAPAC

I DR2 nyhederne kunne man i går få indblik i finansministers Lars Løkke Rasmussens taxi-forbrug som amtsborgmester. Det blev dokumenteret, at utallige af taxi-bilagene – 590 stykker – var mangelfuldt udfyldt. Det blev også givet flere eksempler på, at mange af turene havde tjent formål, der ikke var korrekte. Fx at den daværende amtsborgmester havde ladet det offentige betale for taxi-ture til møder i partiet Venstre. I strid med reglerne. Tidligere har vi fået eksempler på illegitim forbrug af hotelbesøg, videolejning, kasino-besøg, diskoteksbesøg, tobaks- og spiritusforbrug på det offentliges – dvs. skattebetalernes – regning. Der tegner sig efterhånden et mønster, der ikke kan forklares med “sjusk” eller “sløseri”. Og man begynder at forstå, hvorfor Lars Løkke Rasmussen ikke ønskede at medvirke i indslaget.
Nu har regeringens støtteparti Dansk Folkeparti afkrævet indenrigsministeren en redegørelse. Venstres finansordfører derimod henholder sig til, at amtministerens forbrug dengang har været underkastet revision og er blevet godkendt. Men, som bekendt, vil det ikke være første gang den offentlige revision har svigtet, og vi må som skattebetalere forvente, at en uvildig revision gennemgår alle den daværende amtsborgmesters bilag – og at han derefter tilbagebetaler enhver for meget udbetalt krone.
Når sagen engang er lukket, så må enhver spørge sig selv, om man kan forestille sig Lars Løkke Rasmussen som landets statsminister? Måske. Den nuværende bedrev jo “kreativ bogføring” som skatteminister – og måtte af samme grund træde af…
Sagen ruller videre…

I weekendens udgave af Information leverer Rune Lykkeberg en analyse af Dansk Folkepartis politiske rolle i dagens Danmark. Og han tager afsæt i en læsning af den fhv. socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, arrogante beskrivelse af Dansk Folkeparti som ikke værende “stuerent”. Et sprogligt billede, der dels går på kældedyr, ikke mindst hunden. En hund er først stueren, når den ikke besørger på stuegulvet. Og dels har ordet en sproglig betydning. Man siger fx, at ‘den historie var vist ikke helt stueren’. Underforstået, at der var tale om en uanstændig historie. Lykkeberg ophøjer Nyrups udtalelse til et politisk syndefald, der er større end danskerne engagement i Irak-krigen eller kanoniseringen af Bjørn Lomholts statistikker til dansk miljøpolitik…
Lykkeberg læser ordet “stueren” som en slags freudiansk fortalelse eller et symptom, hvis rækkevidde Nyrup Rasmussen ikke fattede, da han udtalte ordet. For ud over at stigmatisere Dansk Folkeparti som dansk parlamentarismes lille tæppetisser, så afslører ordet også den socialdemokratiske leders elitære tankegang. Vi udgør “det gode selskab”, og i er tæppetisserne. Hvad Nyrup – og andre med ham – glemte var, at han på den måde leverede en identitetssignalement til Dansk Folkeparti som – for nu at blive inden for den metaforiske ramme – underdog. Et signalement, som mange vælgere sagtens kan identificere sig med. Blandt andet de mange tidligere socialdemokratiske vælgere, der nu er gået over til – Dansk Folkeparti. I forlængelse af Lykkebergs analyse kan man sige, at Nyrup Rasmussen med dette ene ord markerede det politiske establishments akademiske selvtilstrækkelighed og ufolkelighed. Og dermed også pegede på et af Socialdemokratiets store problemer i forhold til vælgerne.
Siden Nyrups ord faldt er der jo sket det, at tæppetisseren i den grad er kommet ind i den varme stue. Og man kan sige, at den faktisk har gjort tæppetisseriet til den politiske dagsorden i regeringen Fogh.
En af Lykkebergs pointer er, at den nyrupske eksklusion af Dansk Folkeparti som taber nu gør alle andre partier til tabere. Fra Fogh Rasmussens Venstre, der for at beholde magten, har måttet ofre sine egne politiske idealer (og dermed noget af den politiske magt…) til Dansk Folkeparti – og til Socialistisk Folkeparti, der har været påfaldende fraværende i den aktuelle debat om dommere og tørklæder.
Alle taber til Dansk Folkeparti, lyder overskriften på Lykkebergs artikel. Ikke kun partierne er tabere. Det gælder også det parlamentariske demokrati…
Læs artiklen og tænk selv videre.

Politik irriterer mig. Det irriterer mig også, at jeg skriver politiske indlæg i min blog. Frygtligt. Som et udslæt på huden der bliver ved med at klø. Og man klør igen, indtil det bløder. Og klør. Følelsen, irritationen kom til fuld udtryk i går aftes, da jeg hørte Margrethe Vestager (Radikale) diskutere med Inger -“Inger.dk” – Støiberg fra Venstre. Om tørklædeforbuddet. Det vil sige: Der kom ikke megen diskussion ud af det. Meget kan man sige om Margrethe Vesterager, men hun vil gerne diskutere, substantielt, og være uenig eller enig. Det var faktisk en af hendes pointer. Men det fik hun ikke lov til. For Støiberg ville ikke diskutere. Hun ville bare spille arrogant og nedladende politisk ordfører. Og det gjorde hun så, med bravour. Men hun fik med overtydelighed banket fast, hvad regeringens politik er på det her område. Når regeringen indfører forbuddet, så er det ikke, fordi regeringen bøjer af for Dansk Folkeparti. Nej, det er, fordi det dybest set er regeringens holdning… Når medlemmer af regeringen – Birthe Rønn, Karen Ellemann, Aamund – udtrykker skepsis og kritik af tørklædeforbuddet ud fra et liberalt grundsynspunkt, så er det ikke udtryk for uenighed i partiet. For her stemmer man sammen som gruppe. Ministrene stemmer sammen om det, statsministeren vil. Og dét er demokrati og liberal tankegang. Når tilsvarende uenigheder gør sig gældende hos oppositionen, ja, så er det indre splid og manglende regeringsevne. Og når oppositionen vil gøre samarbejdet mellem regeringen og dets støtteparti, Dansk Folkeparti, til noget belastende for regeringen, så har man bare ikke forstået, at “der er et godt samarbejde hver eneste dag” mellem regeringen og DF. Og at det er et anti-muslimsk parti, det er bare noget “avisfnidder”. I det hele taget skulle hverken oppositionen eller medierne definere noget som helst. Det skulle Støiberg og regeringen nok. Og det er vældigt demokratisk og liberalt…

Det var vist nok den – i dag lidt glemte – danske forfatter H. C. Branner, der advarede os mod den “indre svinehund”. Han skulle bare vide, at samme hund nu er sprunget ud som parti. I går satte Dansk Folkeparti ord på det, vi længe har vist. Partiet er – “anti-muslimsk“. Trods forskellige småmodifikationer, blandt andet fra hof-strategen Thuesen Dahl, der altid prøver at holde partiets rabiate personager i kort snor, så er ordet faldet. Og med de associationer og konnotationer ordet har – i retning af anti-semistisme o. lign. – så må man spørge sig selv, om partiet længere er “stuerent”? Nej, den indre svinehund har skidt på gulvet! Kan regeringen virkelig leve med det?

Som så ofte lyttede jeg til P1-debat på vej fra arbejde ud på natten. Denne gang drejede det sig om fænomenet spin. Nærmere bestemt om de siddende regerings ansættelse af et hav af spin-doktorer til varetagelse af politikernes mediebehov. I debatten deltog Per Clausen fra Enhedslisten, der blandt andet har kritiseret statsministeren for at føre folketinget bag lyset med spin i sagen om Løkke Rasmussens “bilagsrod”. Og så deltog den fhv. spin-doktor for de konservative Niels Krause Kjær, som jeg tidligere har været efter i denne blog.

Der var specielt en ting, der faldt mig for brystet, og det var, at Krause Kjær igen og igen pointerede, at politikerne ikke kommer uden om spin-medarbejdere, fordi det aktuelle mediebillede er “så kaotisk” at politikerne ville være på herrens mark, hvis de ikke havde journalistiske hjælpere ved hånden. Påstanden blev gentaget så mange gange, at selv Per Clausen gik med på den.

Men jeg mener, at det er en påstand hevet ud af det blå. Et godt eksempel er vores integrationsminister Birthe Rønn Rasmussen, der har frabedt sig en spinner. Hun er et godt eksempel, fordi hun er en politiker, der tror på sine egne grundholdninger og politiske tankegods, og derfor kan hun godt begå sig den åh så kaotiske medieverden.
Når spinneriet har fået så stor en udbredelse hænger det sammen med, at det politiske i høj grad har tabt forbindelsen til det ideologiske. Mange politikere svæver og fluktuerer i forhold til folkeopinionens svingninger og har derfor – for at blive siddende! – brug for nogle journalistiske opspinnere, der kan sørge for, at de får sagt det mest opportune på det rigtige tidspunkt. Samtidig er spinneriet udtryk for, at journaliststanden har tilranet sig en central position i fortolkningen af den politiske virkelighed, som den ikke burde have.

Hvis politikerne besindede sig på, hvad de faktisk stod for, holdningsmæssigt og ideologisk – i stedet for at blive grebet af forblændende magtbegær – så ville spinneriet blive reduceret til noget ubetydeligt. Krause Kjærs insisteren på spindoktorernes uundværlighed og forudsigelsen af, at der vil være endnu flere om ti år, er, efter min mening, udtryk for en journalistisk selvovervurdering og -forherligelse, der er helt ude i hampen…

Den siddende regering sidder uhjælpeligt fast i industrisamfundets ideologi. Det ser man tydeligt på det arbejdsmarkedspolitiske område, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens kongstanke – “Arbejde-til-alle” er løsningen på alle problemer, inkl. de socialpolitiske – dominerer. Og man ser det på den såkaldte Arbejdsmarkedskommisions velfærdsløsningsmodel: Arbejde, arbejde og mere arbejde.
Derfor er det ganske interessant at læse, hvad en dansk “karriereekspert” har at sige. Til DR Nyhederne slår Alexander Kjerulf til lyd for, at arbejdsgiverne skal give deres ansatte en fridag en gang imellem. Han kritiserer arbejdsgivere for at have en forkert opfattelse af arbejde og arbejdstid. Han siger: “Alt for mange sætter lighedstegn mellem, hvor lang tid man er på arbejde, og hvor meget man får lavet. Men når man arbejder mange timer om ugen, så begynder man at lave alt muligt andet også. Det handler ikke om, at man skal arbejde mere. Det handler om, hvor meget man når. Det er der mange ledere, der ikke har forstået”.
Selv om Kjerulfs tanker egentlig ikke burde overraske nogen, der har berøring med arbejdslivet, så er det alligevel kættersk tankegods i et samfund, hvor der er prestige i at arbejde over og sukke over, hvor mange timer, man har arbejdet. Et kvalitativt arbejdsbegreb ville være sprængstof i den standende politiske diskussion om arbejdsmarkedets indretning. Og et sådant begreb ville måske hjælpe politikerne på tinge på vej ind i det viden(s)samfund, de selv mener at befinde sig i….

Det er ikke kun Anja, der har gjort det. Nu også Pernille. De har meldt sig ud af Enhedslisten. Men jeg er fortrøstningsfuld. Er sikker på, at de hver på deres måde vil arbejde for et bedre samfund.

(via Røvkassen)

Den såkaldte Arbejdsmarkedskommission, hvis udspil har været ventet (frygtet?), sætter i dag fingeren på skattestoppet som politisk problem. Den offentlige sektor vokser som bekendt – og regeringen ønsker at pumpe yderligere 14 milliarder i sektoren med sin 2015-plan. Man accepterer altså stigende offentlige udgifter, men vil samtidig ikke røre ved “skattestoppet”, der er blevet en hellig ko for regeringen (selv om den også – ved en nærmere analyse – viser sig at være en illusion). Derfor er øgede skatter ikke nogen løsningen på problemet. Der er kun én løsning, mener kommisionen: Danskerne skal arbejde mere. Alle, der kan kravle og gå, skal i arbejde. Og alle, der allerede er i arbejde, skal arbejde mere og længere. Og så er det jeg tænker: Endnu et eksempel på økonomisk hokus-pokus. For hvis du skal arbejde mere, fx en time om ugen eller et år mere i det samlede arbejdsliv, så skal du også betale mere i skat, ikke? Ganske vist holdes skatteprocenterne i ro, men du kommer alligevel til at smide flere kroner i skattekassen.

Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at brandvæsnet og politiet har haft travlt de seneste nætter i København, århus og en række mindre provinsbyer. Unge af “anden etnisk oprindelse end dansk”, som det hedder i politisk newspeak, har brændt affaldscontainere, personbiler, daginstitutioner og folkeskoler af.
I forbindelse med gårsdagens rapportager slog det mig, at flere fremstående politikere gav udtryk for, at der ikke var nogen forklaring på, hvorfor de unge gjorde det. Statsministeren er et eksempel. Ritt Bjerregård et andet. Og dette udtryk for politisk afmægtighed er da stærkt bekymrende for demokratiet.
Anledningen til balladen har været den meget omtalte PET-aktion, hvor nogle mennesker er blevet anholdt og udvist uden at være stillet for en dommer og uden at offentligheden er blevet bekendt med deres forbrydelses karakter.

Jeg tror ikke, at ret mange af de unge forstår denne sag til bunds, men for dem har den symbolsk karakter. Den handler om “dem” og “os” – og  om den konflikt og modsætning mellem “dem” og “os”, som politikere og medier har været med til at skærpe gennem de seneste år. PET-aktionen satte gang i balladen, fordi den handler om den “uretfærdighed”, der overgår “os”. Om den manglende “anerkendelse” og “respekt”, som folk med indvandrerbaggrund mødes med i det danske samfund.
På samme symbolske måde kan man læse afbrændingerne af biler og institutioner som børnehaver og folkeskoler.
Hvorfor brænde en anden mands personbil af? Er det et tilfældigt valg? Næppe. Personbilen er ikke alene let tilgængelig, fordi den står parkeret på gade og vej; den er også – om noget – er et symbol på den materialistiske velstand, som det danske samfund rummer og som er vokset betragteligt gennem de senere år (bilparken synliggør den økonomiske vækst i dette land: se blot hvor mange biler, der er kommet på gaden!)! En velstand som uromagerne og deres forældre ikke har fået synderlig del i. Og af samme grund er personbilen også blevet et begæret velstandobjekt for unge mænd “af anden etnisk oprindelse end dansk”.

Også affaldscontainerne er et symbol på det materielle velstands og overflodssamfund, et synligt tegn på forbrugersamfundet.
Og hvad så med skolerne og børnehaverne? Deres symbolværdi ligger også lige for: Ikke mindst folkeskolen er symbol på den enkeltes – også den enkelte “etniske” danskers – “integration” i det danske samfund og den danske kultur. Det er – ideelt set – her vi lærer landets historie, kultur og sprog at kende i dybden. Og som bekendt er det kun i beskedent omfang lykkedes folkeskolen (og dens forudsætninger: daginstitutionerne) at realisere den ønskede “integration” af mange indvandrerbørn.
Med politikernes afmægtige attitude er vi tilbage ved nulpunktet. Selvfølgelig er de unges adfærd uacceptabel. Og selvfølgelig skal deres forældre også stilles til ansvar (lige som alle andre forældre, der ikke lever op til deres forældreansvar og -rolle!). Men det er skræmmende, at garvede politikere, der har været med til at formulere politiken på indvandrer- og flygtningeområdet kun kan opfatte de unge “uromagere” som sådan – som “uromagere”, der blot skal bankes på plads med alskens sanktioner, fra fodlænker til erstatningskrav af astronomisk størrelse.
Forleden hørte jeg et tænksomt menneske i radioen formulere en væsentlig forskel på danskernes og amerikanernes forhold til “de andre” (flygtninge, indvandrere, immigranter…): I Danmark mødes de som “de andre”, de “fremmede” og i denne fremmed-hed fastholdes de – også selv om de faktisk er født i Danmark og opvokset her. I Amerika mødes de fremmede med nysgerrighed og interesse, som et nyt bidrag til en fortsat blomstrende kultur. Selvfølgelig er det en generalisering, men den kan tjene til at pege på, at netop den måde, vi symboliserer det andet, det fremmede på, har en væsentlig, ja, betydning for, hvordan vi kommer til at opleve og leve med dette andet.

Tilbage står den opgave, at få disse mennesker indlemmet i det civile samfund som ligestillede borgere. En opgave, det danske samfund også stod over for for 25-30 år siden.
Apropos ovenstående
Læs også Modkraft og Engelbrecht

Det er i disse dage et år siden, den russiske journalist Anna Politiskovskaia blev brutalt skudt ned i Moskva. Sagen er endnu ikke opklaret, og morderne går stadigvæk fri. årsdagen markeres med en protestmarch i Moskva. Anna Politskoskaias “forbrydelse” var, at hun insisterede på at afdække konflikten mellem Rusland og Tjetjenien til bunds. Det gør man ikke bare i Putins Rusland.
Det går mere end trægt med opklaringen af drabet, og mere og mere tyder på, at kun en uvildig undersøgelse vil kunne kortlægge, hvad der skete. Indtil da hersker fortielserne, løgnene, tilsløringerne og mytedannelserne.
I følge Komiteen til beskyttelse af journalister så er Rusland det tredje farligste sted i verden for journalister – efter Irak og Algeriet.
En sag, som frihedselskende, vestlige politikere burde kaste sig over med glubskhed.

I går skrev blogbestyreren et indlæg om mistilliden som styreform. Under den nuværende politiske konjunktur sætter man kontrol over tillid og dialog. Og mistilliden og mistænkeliggørelsen breder sig som et virusangreb til alle relationer, hvor der er offentlige midler på spil.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man læse om den stigende mistænkeliggørelse af de cirka 100.000 ledige, der endnu ikke er kommet ind i arbejdsmarkedets forjættede land. Selv om en undersøgelse for nylig påviste, at det reelt set kun er 1% af de ledige, der ikke ønsker et arbejde (hvilket nok svarer ganske godt til arbejdsmarkedet som sådan), så mødes de arbejdssøgende ledige med kontrol, mistænksomhed og manglende respekt.

Det fremgår også af artiklen, at det-at-arbejde er blevet noget, man ikke bør sætte spørgsmålstegn ved. Har man et job – lige meget hvilket – skal man prise sig lykkelig. Man skal fx ikke skilte med, at man er godt gammeldags træt af sit lortearbejde, af sin åndsvage chef osv. For så risikerer man at blive bortvist.

Den tid, hvor man blot sammenbidt passede sit skodjob, er forbi. I hvert fald skal man lade som om, man er glad for det (medens man måske i det skjulte søger noget bedre…). Man skal afholde sig fra at kritisere sin arbejdssituation osv. Arbejdet er blevet en ny afgud i det borgerlige samfund. Alle skal bøje sig i støvet for Arbejdet. Og gør man ikke det, så er man en paria.

Derfor skal den ledige aktiveres – helst i noget, der ligner simuleret arbejde. Og oven i købet være glad for at løbe rundt i trædemøllen.

Man kunne forledes til at tro, at når ledige mødes med mistænkeliggørelse fra det øvrige samfund, så skyldes det det fortrængtes genkomst. At mange på arbejdsmarkedet inderst inde gerne ville være fri for det stressende, meningsløse, belastende skodjob, de nu udfører med bøjet nakke og sammenbidte tænder – og derfor ser den arbejdsfri borger som inkarnationen af den frihed, de ikke selv har. Selv om det altså er en fordomsfuld illusion…

Opdatering: Efter at have skrevet ovenstående, læser jeg i Magisterbladet, at de ledige er mindst lige så stressede som deres lønarbejdende medborgere. Det tror da fanden…

Når man bedriver social- og beskæftigelsespolitik ud fra en ren og skær økonomisk synsvinkel, kommer man til at begå vold mod de mennesker, som politikken retter sig mod.

Et godt eksempel er det såkaldte “kontanthjælpsloft“, som den siddende regering med beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen har indført. Bag ideen om et “kontakthjælpsloft” – en neutral betegnelse for et lovindgreb, hvormed man berøver familier den offentlige hjælp, som de har behov for – ligger et primitivt menneskesyn, der opfatter mennesket som en skabning, der primært (udelukkende?) følger et “økonomisk incitament”, som det hedder i politiker-new-speak. Reducerer du et menneskets eksistensgrundlag tilstrækkeligt, så vil mennesket bevæge sig derhen, hvor der er penge at få. Mennesket reduceret til en økonomisk kategori.

Læs mere »