Indlæg tagget med Politik

Danmark Radio og diskursen om konflikten i Gaza

3. august 2014

I følge Danmarks Radios seneste opgørelse, så har den Israelske stats intervention i Gazaområdet indtil videre kostet omkring 1700 palæstinensere livet, ca. 9000 er blevet såret og et større, ukendt antal (anslået 280.000) er på flugt på Gazastriben. Der er blevet dræbt 65 israelere i samme periode, 63 af dem er soldater. En tredjedel af de dræbte palæstinensere var børn og unge.

Konflikten i Gaza er ikke kun en konflikt mellem den israelske stat og de statsløse palæstinensere pÃ¥ Gazastriben. Konflikten er ogsÃ¥ en ideologisk kamp. Det kom med al ønskelig tydelighed frem i gÃ¥r aftes i DR2s program Deadline (kl. 22.30), hvor man havde et interview med den norske læge Mads Gilbert, der de seneste tre uger har arbejdet pÃ¥ al-Shifa-hospitalet i Gaza. I et Ã¥bent brev til offentligheden har Gilbert kritiseret Israel for at gÃ¥ mÃ¥lrettet mod kvinder og børn i angrebene og har appelleret direkte til præsident Obama om at komme til al-Shifa og tage tragedien i øjensyn (fordi det – i følge Gilbert – ville ændre verdens gang dernede…).

Det var den danske journalist Martin Krasnik, der var i studiet og interviewede Gilbert. Og det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at Krasnik forsøgte at fremstille Gilbert som en læge, der var ude i et politisk ærinde. UnderforstÃ¥et: At Gilbert ikke blev ved sin læst (og lappede de sÃ¥rede sammen…), men politiserede og tog parti for terrororganisationen Hamas. Men interviewet tog en overraskende vending, fordi Gilbert afviste Krasniks forsøg pÃ¥ at sætte sig pÃ¥ talen om Gaza-konflikten. Det lykkedes – set herfra – for Gilbert at flytte problemet over pÃ¥ DR-journalisten, der blev udstillet som en eksponent for den amerikanskdominerede diskurs og ideologi om Gaza-konflikten. I et relativt kort øjeblik (set i det store mediesammenhæng….) blev det tydeligt, at Danmarks Radio med den i øvrigt seriøse Martin Krasnik i spidsen er mere end villige agenter for den herskende ideologi og amerikanernes definitionsmagt i Gaza-konflikten. Det er en øjenÃ¥bner af dimensioner – og man kan kun beklage, at mange flere sÃ¥kaldte eksperter og journalister ikke gÃ¥r i Gilberts fodspor og udøver magtkritik af de herskende medier.

Gense udsendelsen her.

 

Fra Watergate til ”Løkkegate”: Det borgerlige demokratis krise

4. juni 2014

 I skrivende stund ser det ud til, at Venstres leder Lars Løkke Rasmussen fortsætter som partiets leder og dermed også som partiets kommende statsministerkandidat, selv om vandene ikke helt har lagt sig endnu.

 Undervejs i fortællingen om Lars Løkke Rasmussen og hans uheldige omgang med betroede midler har mindst en journalist brugt udtrykke ”Løkkegate” og dermed indirekte lavet en analogi til den skandale, der fik den amerikanske præsident Richard Nixon til at trække sig som præsident i 1974.

 Analogien er interessant, fordi den fortæller os noget om, hvor den borgerlige politik har bevæget sig hen siden 1970’erne. For det eneste de to skandaler egentlig har tilfælles er, at der er tale om skandaler. Udgangspunkterne er vidt forskellige. Nixon og hans medsvorne var involveret i ulovlige aflytninger m.m. af politiske modstandere, hvor Lars Løkke Rasmussens ”forbrydelse” kun bestÃ¥r i at have misbrugt betroede penge og mÃ¥ske unddraget sig skattebetaling. Slemt nok, men alligevel en helt anden og mere banal form for magtmisbrug, selv om begge sager har det tilfælles, at der er tale om dybt umoralske handlinger.

 En anden forskel er mediernes rolle. I Nixonssagen spillede de store medier – fx aviserne New York Times, Washington Post og tidsskriftet Time – en afgørende rolle i afdækningen af Nixonregeringens ulovligheder og var stærkt medvirkende til, at Nixon mÃ¥tte gÃ¥ af. I sagen om Lars Løkke Rasmussen har medierne ogsÃ¥ spillet en central rolle og har – set over hele sagens forløb – bidraget til at bringe mange belastende forhold frem om Rasmussens misbrug af betroede midler. Men – selv om medierne et langt stykke hen ad vejen har gjort, hvad man som almindelig borger kunne forvente af en kritisk presse, sÃ¥ har det altsÃ¥ ikke (indtil videre i hvert fald…) fÃ¥et nogen som helst konsekvens for politikeren Lars Løkke Rasmussen. Noget andet er, at hvor mediernes dækning af Watergateskandalen var præget af den seriøse journalistiske afslørings dramatik, sÃ¥ er de danske mediers dækning – og ikke mindst tv-stationernes – degenereret til harmløs underholdning.

Det sidste forhold blev ganske godt illustreret af Danmarks Radios timelange dækning af tiden op til og under det famøse hovedbestyrelsesmøde i Odense Kongreshus i gÃ¥r. Helt symptomatisk kunne man pÃ¥ DR-Nyhedernes hjemmeside læse om de vigtige nyheder, der var blevet skubbet i baggrunden pÃ¥ grund af det af Lars Løkke Rasmussen indkaldte bestyrelsesmøde, medens fremtrædende tv-journalister brugte tiden pÃ¥ at analysere ”sagen” – uden at seerne blev spor klogere pÃ¥ Lars Løkke Rasmussens forbrydelse. Den tv-mediale dækning af sagen var et lærestykke i, hvordan journalistikken er degenereret til harmløs hygge- og underholdningsjournalistik, hvor det ikke længere er interessant at dokumentere og kritisere forbryderiske, umoralske og uetiske forhold i politiken, men hvor man stiller sig tilfreds med at bevæge sig spejlende pÃ¥ den politiske hyperrealitets skinnende overflade. Journalistik som en slags generaliseret morgen- eller aftenshow med hovedvægten pÃ¥ underholdningsfaktoren. De seneste dages tv-dækning burde indgÃ¥ som obligatorisk eksempelmateriale i enhver journalistuddannelse med respekt for sig selv.

 ”Løkkegate” er/var ikke nogen Watergateskandale og analogien er mest af alt et symptom på det tab af troværdighed, der har ramt journalistikken i de seneste fire årtier. Samtidig er den mislykkede analogi også et tegn på, hvor sløjt det står til med det borgerlige demokrati. For en ting er, at Lars Løkke Rasmussen åbenbart har held til at fastholde sin magtposition – uden på nogen måde at forholde sig konkret dokumenterende til rækken af anklager. Noget andet er, at han lykkes med at forføre et af landets store partier til at acceptere det – og store dele af offentligheden. Som kejseren i Kejserens nye klæder fortsætter Lars Løkke Rasmussen ufortrødent sin politiske procession, selv om det er sandsynliggjort og afsløret, at han er klædt af til skindet. Gamle politiske dyder som troværdighed, ærlighed, redelighed og respekt for vælgerne osv. gælder ikke længere. Det eneste, der tæller er at holde fast ved magten – åbenbart for enhver pris. I den forstand har sagen om Lars Løkke Rasmussen været et studie i det borgerlige demokratis forfald. Repræsentativiteten er gået fløjten, magten har løsrevet sig fra sit fokelige udgangspunkt og eksisterer i sin egen kritikimmune hyperrealitet.

Om sagen så er slut er et andet spørgsmål. Noget tyder på, at der stadigvæk er uro i partiet Venstre. Uro, der dels er skabt af interne magtinteresser og dels af moralske skrupler hos nogle af partiets medlemmer. Og hvordan med medierne? Har de opgivet sagen om Lars Løkke Rasmussens løsagtige forhold til betroede midler? Eller vil de finde tilbage til de sidste rester af journalistisk kritisk sans og grave videre i bilagssagerne? Svaret blæser i vinden.

 

Dagens citat af filosoffen Ernst Bloch

29. maj 2014

ernst-bloch

Nazis sprechen betrügend, aber zu Menschen, die Kommunisten völlig wahr, aber nur von Sachen.”

Dansk oversættelse: “Nazister taler bedragerisk, men til mennesker, kommunisterne taler helt sandt, men kun om fakta

– mÃ¥ske kunne man erstatte (ikke identificere!) “nazister” med “Dansk Folkeparti” og “kommunister” med “den danske venstrefløj”!? Tænk pÃ¥ den netop overstÃ¥ede EU-afstemning. DF vandt stort. Hvorfor? Jeg tror, at det er, fordi DF bedre end deres politiske modstandere – herunder dem pÃ¥ venstrefløjen – forstÃ¥r at tale til følelserne. Tænk blot pÃ¥ Morten Messerschmidts plakat: Mere Danmark, mindre EU – det er muligt. Budskabet taler ikke til fornuften, ikke om økonomi og politik, men til danskeres følelser for nationen og for EU. Folkebevægelsen mod EU forsøgte sig med et kortfattet slogan – Skal EU bestemme alt? – men det er stadigvæk et budskab, der primært taler til hovedet med sin forudsigelige magtkritik…

Ernst Bloch, Erbschaft dieser Zeit, Gesamtausgabe Bd. 4, Frankfurt am Main 1985, S. 153, men citatet går selvsagt tilbage til nazitiden.

Dete er den 4. maj

4. maj 2014

Fotoet er lÃ¥nt fra krigeren.dk . – SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, hvor frie vi er i dag? I en tid, hvor vores privatliv invaderes af alskens spioner og datatyve, hvor kapitalismen gÃ¥r sin sejrsgang og oven i købet med politisk opbakning fra magthaverne osv. ? Jeg spørger bare.

Den politiske elite og avisernes ledere

19. april 2014

Journalisten Lasse Jensen, der bestyrer det lytteværdige program pÃ¥ P1 “Mennesker og medier”, kommenterer i denne uge en analyse, som medieforskerne Stig Hjarvad og Nete N. Kristensen har udført. De to forskere har gennemanalyseret det sidste tiÃ¥rs ledende artiklers forholden sig til krigene i Afghanistan, Irak og Libyen i de fem førende dagblade. Og de er kommet til det resultat, at lederne generelt afspejler den politiske elites holdninger.

Lasse Jensen konstaterer tørt:

“Det massive flertal af danske dagblade bekender sig med større eller mindre nuancer til et liberalt samfundssyn. De har stort set alle deres historiske udspring i partierne Venstre, Konservative eller de radikale.

Det har været stort set umuligt at starte eller udvikle aviser med et andet grund-ideologisk udgangspunkt. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet forsøgte, men fejlede.”

At medierne afspejler et borgerligt-liberalt grundsynspunkt er sÃ¥dan set ikke nogen nyhed. Allerede  de tidlige halvfjerdsere kunne pionermedieforskeren Frands Mortensen pÃ¥vise i sin kommunikationskristiske analyse af 22-radioavisen, at et bestemt samfundssyn var dominerende. Forskellen mellem dengang og nu er sÃ¥, at vi de seneste Ã¥r har været igennem – og er det vel endnu – en global økonomisk krise, der netop er kendetegnende ved at have sat flere spørgsmÃ¥lstegn ved den kapitalistiske økonomi og dennes borgerligt-liberale grundideologiske samfundssyn. Men selv om der i det store medielandskab er mange krtiske stemmer, sÃ¥ er det overordnede billede stadigvæk, at man skal lede meget længe i de store nationale medier for at finde journalistiske artikler, der problematiserer det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Det generelle billede er, at medierne afspejler den politiske elites tænkning – og problemet er, at dette spejlbillede ikke afspejler befolkningens holdninger.

Vi har den presse, vi har. PÃ¥ godt og ondt./ Den gÃ¥r grundlæggende ikke ind for at lave ballade – kun hvis den politiske elite gør det. PÃ¥ den mÃ¥de afspejler den eliten men ikke nødvendigvis befolkningen.”, slÃ¥r Lasse Jensen fast. NÃ¥r det ikke forholder sig anderledes, hænger det snævert sammen med, at de store medier økonomisk og organisatorisk er solidariske med det borgerligt-liberale samfund, vi lever i. De store medier – de store landsdækkende aviser, DR og TV2 – er ikke politisk eller økonomisk uafhængige af de borgerlige samfund, de arbejder i. Af samme grund er de heller ikke særligt kritiske over for samfundet, samfundsøkonomien eller den herskende grund-ideologiske tænkning. Og det er et kæmpemæssigt problem for demokratiet og samfundsudviklingen.

Pædagogik, mandekøn og vildfaren feminisme

29. marts 2014

For ikke sÃ¥ længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slÃ¥s for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slÃ¥s med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er ogsÃ¥ – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gÃ¥et helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slÃ¥r til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgÃ¥, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens hÃ¥ndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten mÃ¥ den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller ogsÃ¥ skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder mÃ¥ de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom pÃ¥ markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. PÃ¥ godt og ondt.

Lad os for det første slÃ¥ fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange Ã¥r, sÃ¥ vil man vide, at kvinder er lige sÃ¥ gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fÃ¥et gjort kÃ¥l pÃ¥ de seksuelle hæmninger og fordomme, sÃ¥ kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gÃ¥ ind og slÃ¥ fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke mÃ¥ finde sted. Og hvis den gør, mÃ¥ det fÃ¥ ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det pÃ¥ tide at slÃ¥ et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der ogsÃ¥ har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sÃ¥dan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger ogsÃ¥ har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstÃ¥ naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid pÃ¥ det seksuelle omrÃ¥de i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede Ã¥r efter Sigmund Freud – er et omrÃ¥de, der udfordrer vores tanke, moral osv. 

En stor socialist er gået bort: Tony Benn

16. marts 2014

Forleden døde den danske politiker Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. I Storbritannien sørger de over tabet af den gamle socialist Tony Benn, der døde forleden i en fremskreden alder af 88 Ã¥r. Der var fandens til forskel pÃ¥ de to politikere. Langballe var en borgerlig original helt ind i sin kerne. Tony Benn var en af de sjældne ægte socialister i det engelske arbejderparti Labour. I avisen The Guardian ha r man samlet en række citater af Benn, der fortæller læserne – os! – noget om, hvordan en socialist tænker. Og efter at have læst dem, kan man ikke lade være med at tænke: Findes der blot en socialist af det format i det danske folketing?

 

 

1) “If we can find the money to kill people, we can find the money to help people.”

2) His “Five questions” for the powerful.

Tony Benn’s final speech to the House of Commons as MP was an appropriately eloquent farewell, in which he talked widely on his view of the role of parliament and the wider question of democracy. As Hansard records, he said:

In the course of my life I have developed five little democratic questions. If one meets a powerful person–Adolf Hitler, Joe Stalin or Bill Gates–ask them five questions: “What power have you got? Where did you get it from? In whose interests do you exercise it? To whom are you accountable? And how can we get rid of you?” If you cannot get rid of the people who govern you, you do not live in a democratic system.

3) “Making mistakes is how you learn.”

4) “I now want more time to devote to politics and more freedom to do so”

5) “The House of Lords is the British Outer Mongolia for retired politicians.”

6) “I think there are two ways in which people are controlled. First of all frighten people and secondly, demoralise them.”

7) “Hope is the fuel of progress and fear is the prison in which you put yourself”

8 ) “We are not just here to manage capitalism but to change society and to define its finer values.”

9) “There is no moral difference between a stealth bomber and a suicide bomber. Both kill innocent people for political reasons.”

10) “A faith is something you die for, a doctrine is something you kill for. There is all the difference in the world.”

Læs mere her.

Fotomontagen er lånt fra sitet redpepper.org.uk

Tænketanke…

14. februar 2014

Jeg har undertiden forholdt mig til fænomenet tænketanke her i bloggen. Mest i form af kritik af den liberalistiske tænketank Cepos. Men der findes andre, fx Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea. Fælles for tænketankene er, at de arbejder ud fra et ideologisk grundlag. Cepos står på en nyliberalistisk fundament, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på et socialdemokratisk og Cevea på, hvad man forsigtigt kunne kalde et centrum-venstre-grundlag.

Og det er et velkendt fænomen, at repræsentanter for ikke mindst de to førstnævnte tænketanke ofte er i medierne som kommentatorer til tidens politisk-økonomiske forhold. Og det i et sådant omfang, at man som almindelig tv-seer og avislæser godt kan undre sig over, hvorfor de får så stor opmærksomhed som selvbestaltede eksperter?! Derfor var det med en vis forventning, jeg i går aftes satte mig til at se programmet Bag Borgen: De indflydelsesrige tænketanke på DR1. Vært var DR1s politiske journalist Ask Rostrup.

Nu var der en chance for at få kigget tænketankene lidt efter i sømmene og få svar på, hvorfor pokker de har tilranet sig så stor en betydning i medierne. Troede jeg. For faktisk var det skuffende, ja ligefrem beskæmmende, at se, hvor lidt journalist Rostrup fik ud af programmet. Fx fik vi ikke kastet lys over, hvem der faktisk er de økonomiske sponsorer bag Cepos. Vi fik kun at vide, at der var tale om donationer fra privatpersoner og firmaer, men ikke hvem. Vi fik oplyst, at partierne Venstre og Konservative, sammen med erhvervspersoner som Bent Fabricius Bjerre og Michael Laudrup havde været med til at søsætte den ideologiske tænketank, men de reelle økonomiske bagmænd kom ikke frem i lyset. Og journalist Rostrup gjorde end ikke tilløb til at grave i det. Til trods for, at der har cirkuleret rygter om, at fx Saxo Bank var en vigtig støtte. Det skreg så meget desto mere til himlen som direktøren for AE åbenhjertigt fortalte, at deres penge kom fra fagbevægelsen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor penǵene kommer fra, for pengedonationer forpligter. Man donerer kun penge, hvis man i en eller anden grad har en forventning om, at pengene går til et formål, man sympatiserer med.

I det hele taget stod det skralt til med den kritiske journalistik i det program. Rostrup var mest af alt mikrofonholder for de to direktører, der forstÃ¥eligt nok fremførte deres respektive holdninger uden modstand. Ikke en eneste gang anholdt Rostrup nogle af pÃ¥standende, som fx da direktøren for Cepos – for gud ved hvilken gang – fremførte pÃ¥standen om, at det ikke ville have den store effekt, hvis man reducerede det offentlige med fx 10 milliarder.

Udsendelsen var et flop. Den kunne teoretiske set have været oplysende for seerne, den kunne have kastet lys over, hvordan den ideologiske kamp konkret bliver ført i disse år osv., men desværre forblev den en ukritisk bekræftelse af det billede, man i forvejen havde af tænketankene position i medielandskabet. Og den var endnu et søm til den kritiske journalistiks ligkiste.

Du kan se udsendelsen her.

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidliger stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Goldman Sachs og SF

31. januar 2014

I gÃ¥r var vi vidne til en større krise i det regeringsbærende parti Socialistisk Folkeparti. Og medierne brugte dagen til at analyse partiets krise – og regeringens. Den udløsende Ã¥rsag til, at SF gik ud af regeringen og til at formanden Annette Wilhelmsen gik af som formand var den famøse sag om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Nok sÃ¥ interessant som de udvendige begivenheder og den tilhørende mediale dramtik var den kendsgerning, at aktstykket om salget – trods al balladen og trods massiv modstand i store dele af befolkningen – blev underskrevet. OgsÃ¥ af SF.

MÃ¥ske fortæller mediedramaet – der nogle steder er blevet omtalt som en ‘soap opera’ – os noget om den traditionelle politiks implosion. Medens vi og ikke mindst medier fokuserer pÃ¥ hændelserne og personerne pÃ¥ den politiske offentligheds scene gennemføres de reelle politiske og økonomiske beslutninger uden for offentlighedens søgelys. For – forløbet af sagen taget i betragtning, mÃ¥ man kunne spørge sig selv: Hvordan har det været muligt for et skandaleombrust foretagende som Goldman Sachs, der blev idømt en større bod for deres rolle i udløsningen af finanskrisen, at fÃ¥ købsaftalen igennem hos den danske regering? Og hvorfor har det mon været umuligt at fortøve salget og afprøve andre salgsmuligheder, fx de meget omtalte danske pensionskasser?

Forløbet af sagen fortæller os noget om, hvilken ikke blot økonomisk, men også politisk magt den globale finansielle sektor har. Selv om vi slet ikke har indblik i alle detaljerne omkring de finansielle aktørers adfærd, så er der forhold, der indikerer, at disse aktører spiller en alarmerende rolle i den verdenspolitiske udvikling. Det antydes fx af en artikel af Robin Engelhardt i tidsskriftet Ingeniøren, hvor Engelbrecht omtaler en ny netværksanalyse, der afslører, at verdensøkonomien i realiteten kontrolleres af 147 multinationale banker og virksomheder, bl.a. Goldman Sachs. Artiklen antyder, at dette nye oligarki opererer i verdensøkonomien for at konsolidere den magt, det allerede har, og ikke fx for at løse krisen i fx Grækenlan, Italien eller på den ibiriske halvø. Taberne i denne proces er befolkningerne, der lider under de økonomiske dispositioner, som oligarkiet indirekte bestemmer.

Vi har længe vidst, at det var finanserne, der var bestemmende for den førte politik, men hvor stor en rolle de finansielle, globale oligarker spiller for denne finanspolitik er først for alvor ved at blive afdækket. Det groteske er, at noget tyder pÃ¥, at den globale udviklng styres af en finansiel sektor, der ikke i sig selv er produktiv, men alene fungerer for at holde sig selv kørende, øge indtjeningen og styrke sin magt. Som en kæmpestor gøgeunge, der snylter pÃ¥ verdens samfund, og i den forbindelse ser stort pÃ¥, hvilke omkostninger, det har for befolkningerne – økonomisk, demokratisk og pÃ¥ anden vis. Vi lever i en fase af kapitalismen, hvor den økonomiske magt for alvor griber ind i det politiske pÃ¥ ens skræmmende mÃ¥de.

Billedet ovenfor er lånt fra omtalte artikel.