CAPAC

Da jeg forlod folkeskolen var tresserne slut. I hvert fald sådan helt kronologisk. året var 1970. Ganske vist strakte stemningen, letheden og optimismen sig endnu 2-3 år ind i halvfjerdserne, men så var det også slut.

Jeg husker endnu det første stormøde, jeg var til på universitetet i 1973 som grøn student. En nu afdød underviser – Kresten Nordentoft – forklarede de hundredvis af vordende danskstuderende, at vi godt kunne spare lidt på optimismen, for arbejdsløsheden var oppe på 173.000, og vi ville med al sandsynlighed gå lige lukt ud i arbejdsløshedskøen. Men de nøgterne ord lagrede sig i baghovedet. Vi var i slipstrømmen af ’68, og studenteroprøret var endnu ikke udslukt på universitetet. Der var en stemning af opbrud og forandring over det hele. Verden var endnu ung, og den kunne forandres til noget bedre.

Set i bagklogskabens lys var de rebelske år på universitetet ikke begyndelsen på noget nyt og bedre – selv om disse år satte sig mærkbare spor i kulturen og samfundet – men snarere afslutningen på den periode af opbrud, ‘frigørelse’ osv., som den historisk enestående højkonjunktur i tresserne havde gjort materielt mulig.

Kapitalismen var inde i sin første efterkrigskrise – herhjemme kaldet ‘oliekrisen’ – og siden har hvert årti budt på nye og stadigt dybere kriser, som man kan forvisse sig om, hvis man læser med på økonomisiderne i de store udenlandske aviser. Og nu befinder vi os i en krise, hvis udgang det er svært at spå om.

Selv om nyhedsjournalistikken hæfter sig ved små optimistiske krusninger – som bilsalg, huspriser etc. – så er det svært at bevare optimismen, hvis man ser på de store træk. USAs abnormt store gæld, der truer med at få økonomien helt i knæ, stagnationen i den kinesiske økonomi, den til opløsning tenderende rådvildhed i EUs økonomiske politik, hvor flere lande de facto står på kanten af bankerot (Grækenland, Spanien, Italien – who’s next?). Enorm arbejdsløshed, større forskel på rig og fattig, afvikling af velfærdsstaterne osv.

Og hvad stiller man så op med krisen? Det mest forstemmende er – eksemplerne er legio – at der åbenbart kun er ét politisk svar på kapitalismens problemer: Mere af det samme. Selv om der er anti-kapitalistiske og kapitalisme-kritiske bevægelser – fx Occupy-bevægelsen – og selv om kritikken af kapitalismen er mere tydelig nu, end den har været længe, så sætter den sig ikke igennem på den politiske magts niveau. En næsten symptomatisk understregning af dette ser man i de europæiske socialdemokratiers radikale reformisme, der mest af alt ligner en total overgivelse til liberalismen og dens borgerligt-ideologiske overbygning. Oven i købet en transformation, der sker uden synderlig politisk succes.

I min studietid læste man de marxistiske klassikere. Og en af de ting, jeg bed mærke i, var, at Karl Marx ikke undervurderede den kapitalistiske økonomis evne til at overvinde sine indre modsætninger og dens evne til at underlægge sig stadig nye områder af virkeligheden. I nogle af den gamle tænkers ideer lå kimen til en forståelse af, at kapitalismen ikke slet og ret kunne afskaffes gennem revolution – hvilket historien jo på smerteligste vis har demonstreret – men at den kapitalistiske økonomi måske selv ville transformere sig til noget andet, når de indre modsætninger blev uoverstigelige… Selv tidens aktuelle krisehåndtering synes at bekræfte, at alt skal fortsætte som hidtil – når krisen er ovre – så ligger der en gammel sandhed i den marxske skepsis. Alting har sin tid. Også den kapitalistiske økonomi…

Hvor den aktuelle krise fører os hen, ved jeg ikke. Men for enhver, der drømmer om en anden samfundsindretning, er det nedslående at beskæftige sig med den politiske dagsorden. Den slaviske filosof Slavoj Zizek har skrevet en kort, tankevækkende analyse af situationen med den provokerende overskrift “Løsningen på kapitalismens krise er endnu mere kapitalisme“. Det er vel at mærke ikke Zizeks mening om, hvad løsningen er, men en nøgtern konstatering af, hvad den aktuelle løsningsstrategi er – globalt set. Jeg tror, at Zizek har ret i sin nøgterne analyse af, hvad der sker. Og det er både forstemmende og opløftende – opløftende, fordi nøgtern erkendelse har en opløftende effekt.

Det voksende antal undersøgelseskommissioner i dansk politik kan opfattes som et demokratisk sundhedstegn – og det modsatte. På papiret vil en undersøgelseskommission kunne afklare, hvad der er op og ned på en betændt politisk sag – og dermed sikre, at demokratiet kan fungere og magten bøje sig, når den er gået ud over sine beføjelser. Men spørgsmålet er også, om de kostbare undersøgelseskommissioner kan komme til at fungere mod deres hensigt, fordi de er afhængige af at bevise eller skabe troværdige indicier for slette intentioner, som måske ikke kan bevises slet og ret – selv om de er ret indlysende.

Sådan tænker jeg, at det er med sagen om Helle Thorning Schmidts og Neil Kinnocks såkaldte “skattesag”. Har man fulgt med i den lange saga om sagen, så er der én ting, der har været ganske tydelig. Nemlig, at sagen har været drevet frem af en politisk interesse fra partiet Venstre. En interesse, der i sin enkelhed handler om at forhindre Helle Thorning Schmidt i at blive statsminister. Det lykkedes om bekendt ikke. Jeg synes, det langt hen ad vejen har været evident, at denne – i og for sig banale – skattesag kun har fået så stor politisk og mediemæssig bevågenhed, fordi den fra første færd har været led i en politisk kamp om magten.

I Berlingeren kan man i dag læse den borgerlige blogger Niels Krause Kjærs kommentar til den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens afhøring i skattesagskommissionen. Under den næsten H. C. Andersenske rubrik “Troels den misforståede” beskriver Krause Kjær Lund Poulsens afhøringsforklaringer på en måde, der får den tidligere skatteminister til at fremstå som inkarnationen af en politiker, der i magtens lufttomme rum har udviklet en immunitet over for enhver form for kritik, herunder selvkritik. Det er et billede af en mand, der er faldet i et med partiloyaliteten og magtens afhængighedsskabende funktion i en sådan grad, at benægtelser, fortrængninger, forglemmelser og andre forsvarsmekanismer er blevet en helt naturlig adfærd for ham. Uden på nogen måde at sige det direkte fremstiller Krause Kjær et magtmenneske med en nærmest enevældig tankegang. Heraf rubrikken. Kong Troels den misforståede. Jeg tror, Krause Kjærs portræt kan fortælle os meget mere om Troels Poulsen og dansk politik end nok så mange, tusindsidertykke kommissionsrapporter. Læs selv her.

Sidste år omkring dette tidspunkt på året skrev jeg et lille mindeord om homoaktivisten Axel Axgil, der netop var død i en fremskreden alder af 96 år. Jeg mente dengang, at Axel og hans livspartner Eigil fortjente anerkendelse for deres pionerindsats for homoseksuelle menneskers rettigheder i et samfund, der stadigvæk ikke er fri for homofobi. Og det mener jeg stadigvæk.

I dagens udgave af Politiken kan man læse, at det socialdemokratiske byrådsmedlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, mener, at den såkaldte Axgil-pris, der uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce skal have et andet navn, fordi det er kommet frem, at Eigil Axgill under Anden Verdenskrig nærede sympatier for nazistyret og oven i købet lod sig indrullere som tysk soldat med naziuniform. Oplysningen om Eigils nazifortid kommer frem i Axels bog “Kampen for kærligheden”, der netop er udkommet.

Men man må spørge, om ungdommens letsindige omgang med nazismen, er nok til at diskvalificere Eigil som forbillede for senere generationer af homoseksuelle? Skal nazifortiden endnu engang være et stempel, et stigma, der skal bæres og synliggøres – mange år efter og uden hensynstagen til, hvad personen har foretaget sig i de mellemliggende år?

Homoseksuelle er mennesker som alle andre. De begår fejl. De løber oven i købet ind i modsigelsesfulde fejltagelser som i Eigils tilfælde, når han sympatiserede med en -isme, der forfulgte og udryddede homoseksuelle på linje med jøder, kommunister og andre, der ikke passede ind i det ariske ideal. Vi har set den slags diskvalifikationer til hudløshed siden slutningen af Anden Verdenskrig.

For det første skal vi huske på, at nazisympatier og racistiske holdninger overhovedet ikke var ualmindelige i 30’erne og under besættelsen. Man får let det indtryk, at der var tale om undtagelsestilfælde, når nogen afsløres for deres nazisympatier. Det er en msiforståelse. Man kunne måske formulere det på den måde, at naziideologien var en del af tidsånden. Som en historiker engang udtrykte det: Før Anden Verdenskrig var vi alle racister. Selvfølgelig en sandhed med modifikation. Men den siger noget om tidsånden.

Selvfølgelig er det svært at undskylde en nazifortid, men det vi kan forlange og forvente er, at de involverede siden hen gør op med deres fortid. Ikke nødvendigvis i fuld offentlighed – sådan som vor tids borgerlige inkvisitorer forlanger af gamle venstreorienterede – men ved at leve et liv, der modsiger denne fortid. Og det kan man jo netop sige, at en person som Eigil Axgil har gjort ved at kæmpe og arbejde for homoseksuelles rettigheder.

Det hører med til det at være menneske, at vi fejler og går af de forkerte stier i livet. Og det hører også til menneskelivet, at vi kan blive klogere og ændre holdning til det, vi har gjort. Når Axel ikke har gjort det tidligere – offentligt – hænger det givetvis sammen med, at det ville være et ekstra kors at bære rundt på, når man i forvejen tilhørte en diskrimineret del af befolkningen. Men med sine handlinger gjorde han en forskel i forhold til tiden i naziuniform.

Selvfølgelig skal vi ikke trække på skuldrene af folk, der aktivt har været med til at udrydde jøder o.a. og på anden måde begå forbrydelser mod menneskeheden. Men ellers bør vi vi tilgive de ideologiske vildfarelser, når der gøres op med dem aktivt. Ellers kommer vi ikke videre. Derfor mener jeg, at Lars Aslan Rasmussens forslag blot bidrager til den form for historieforfalskning og -udviskning, der ikke kan rumme menneskelige fejltagelser og menneskelige modsætninger – og derfor modvirker fremskridtet…

I den forgangne uge blev Danmarks Radio ved Arbejdsretten idømt en bod på 200.000 kr. Boden skal betales til Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund, fordi DR ulovligt har forsøgt at udelukke medlemmer af de to forbund fra at medvirke i DRs programmer. En skærpende omstændighed ved boden er, at det ikke er første gang DR handler således. Det skete også i 2009.

Konkret er krænkelserne sket på den måde, at DR har afkrævet potentielt medvirkende et svar på, om de var organiseret i enten DAF eller DMF. Hvis svaret var bekræftende, blev vedkommende vraget.

De to organisationer så gerne DR dømt for systematisk organisationsforfølgelse, og de mener, at der er tale om en tilbagevendende, diskriminerende praksis. Men Arbejdsretten fandt det ikke bevist.

DRs adfærd i de to sager handler – ikke overraskende – om penge. Det fremgår fx af en udtalelse, som formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, kom med i forbindelse med boden: ”Vi ser redaktionernes optræden som udtryk for en meget uheldig kultur i DR, hvor programmedarbejderne finder måder, hvorpå de kan undgå at betale for musikeres og solisters liveoptræden. Simpelthen fordi der ikke er penge til kunstnerisk medvirken. Rettens afgørelse og bodens størrelse bør bane vej for, at DR fremover afsætter de nødvendige midler til at aflønne de medvirkende” (jeg fremhæver).

Det, som Dideriksen betegner som “en uheldig kultur”, kan – hvis vi skal forsøge at beskrive det positivt ud fra DRs selvforståelse – forstås på den måde, at DR af økonomiske grunde (begrænsede ressourcer) ser sig nødsaget til at vrage kunstnere, når vedkommendes organisering (og den tilhørende overenskomst) afsløres. Men diskriminationen har ikke været DRs bevidste hensigt. DR handlede ‘bare’ sådan, fordi man ikke havde råd til at lade de overenskomstdækkede kunstnere medvirke – . At denne selvforståelse hersker i DR kan man læse ud af præmisserne for boden, hvor en del dokumenter (emails m.m.) citeres.

Imidlertid kan man hævde, at uanset hvilken selvforståelse DR har omkring de økonomisk motiverede beslutninger, så er der objektivt set tale om diskrimination. Det er det boden slår fast. Der er objektivt set tale om, at DR fravælger organisationernes medlemmer, fordi de har en overenskomst.

Forbundene vil fremover holde øje med, om den ulovlige praksis gentager sig, og de vil gennem overenskomstforhandlinger forsøge at få lavet en overenskomst, der vil garantere, at kunstnere – uanset deres organisationstilhørsforhold – får den samme betaling. En sådan overenskomst ville med andre ord gøre den krænkende adfærd umulig.

I den forgangne uge kunne man også i Ekstrabladet læse nyt om en anden meget omtalt sag, der vedrører forholdet mellem arbejdsgivere og overenskomstansatte, nemlig den såkaldte restaurant Vejlegården-sag. I sommerens løb blev sagen visse steder i pressen håndteret som en historie om den lille selvstændige arbejdsgivers frihedskamp mod det store fagforbund 3F. Og politikere fra bl.a. partierne Liberal Alliance og Venstre spiste under stor mediebevågenhed stegt flæsk med kartofler og persillesovs på restauranten for at vise deres støtte til den lille mands kamp for friheden til at indgå overenskomst med, hvem han ønsker. Sagen har ført til, at partiet Venstre har fremlagt en lovforslag, der skal indskrænke fagbevægelsens ret til at lave blokade mod arbejdsgivere. Af artiklen i Ekstrabladet kan man læse, at når sagen fik det omfang, den faktisk gjorde hen over sommeren, så skyldtes det ikke, at vi var i agurketiden, men at liberalistiske politikere fra Venstre (bl.a. Kristian Jensen og den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg) og Liberal Alliance og andre sympatisanter (bl.a. meddirektør for Kristelig Fagbevægelse, Karsten Høgild) på et tidligt tidspunkt gjorde den lille konflikt til en politisk-ideologisk sag, hvis mål er at knægte fagbevægelsens ret til at kæmpe for overenskomster ved fx at lave blokade mod arbejdsgivere, der krænker eksisterende overenskomster. En politisk-ideologisk sag, der af borgerlige aviser og kommentatorer er gjort til et spørgsmål om den enkeltes frihed.

Danmarks Radio er selvfølgelig ikke Vejlegården. Og DRs ledelse er ikke den lille restauratør Amin Skov. Alligevel har de to sager to alen af samme stykke. Man kan udtrykke det på den måde, at sagen om DRs adfærd over for medlemmerne af DMF og DAF åbenbarer det nøgne økonomiske motiv, der ligger til grund for såvel DRs ulovlige handlinger som for den politisk-ideologiske kamp mod 3F i Vejlegårdsagen. Det er den samme økonomiske interesse, der driver DR til ulovlighederne og Amin Skov og hans ideologiske sympatisanter til at angribe 3Fs historisk hævdvundne ret til at kæmpe for en overenskomst.

I forbindelse med udgivelsen af sin nye pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik har Preben Wilhjelm advaret om, at den aktuelle krise kan føre til totalitære tilstande i de vestlige demokratier. Det skete bl.a. i et interview med Information i den forgangne uge.

Jeg kom til at tænke på denne advarsel, da jeg i Jyllands-Posten læste, at Simon Ammitzbøll fra Liberal Alliance i et TV2 program skulle have bifaldet, at en arbejdsløs enlig mor havde ladet sig sterilisere. Udmeldingen gav mig ubehagelige associationer i retning af de historiske eutanasi-programmer, hvor sterilisering blev brugt til at begrænse ‘asociale’ og ‘samfundsskadelige’ individers mulighed for at påføre samfundet yderligere balastning og skade. Jeg tænker ikke kun på Nazi-tyskland, hvor eutanasien blev sat i industriel produktion med kz-lejre osv., men fx også den eutanasi, der er blevet udført herhjemme over for udviklingshæmmede og socialt udsatte borgere.

Associationen er ikke tilfældig, for med sin respektløse, ja, arrogante udtalelse – og tilhørende bemærkninger om, at det ikke var i orden, at den arbejdsløse kvinde havde fået tre børn med tre forskellige mænd (i hvert fald ikke, hvis Ammitzbøll skulle betale via skatten…), at hun burde få sit hår klippet og sin mundpiercing fjernet osv. – giver Ammitzbøll netop udtryk for en disciplinerende, totalitær tankegang.

Det, der kendetegner totalitarisme, er netop, at en statsmagt – og som folketingsmedlem er Ammitzbøll repræsentant for statsmagten – med alle tænkelige midler forsøger at underlægge sig og kontrollere alle sfærer af samfundet, herunder privatlivets sfære. Den totalitære, ideologiske tænkning knytter sig her under krisen især til arbejdet. På tværs af de politiske partier oplever vi en diskurs, der gør arbejdet til selve normalitetens centrum. Vi ser det i regeringens tanker om ‘det øgede arbejdsudbud’ (der skal være der når ‘væksten’ engang kommer…). Vi ser det i forhold til arbejdsmarkedspolitiken på ledighedsområdet, hvor de ledige – til trods for, at der ikke er arbejde til alle – skal agere som arbejdsparate, aktiveres og sanktioneres, hvis ikke de gør det. Og vi ser det – de seneste dage med sagen om bistandsklienten Robert Nielsen, der har formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved arbejdets værdi -i den næste enstemmige moralske fordømmelse af ethvert tegn på arbejdssky adfærd. Og så videre.

For mig at se, er der ingen tvivl om, at Emil Ammitzbøll er godt på vej ind i en totalitær tankegang. Men han er ikke alene om det. Han er blot et særligt usympatisk og arrogant eksempel, der ikke bliver mindre usympatisk af, at manden er homoseksuel og derfor tilhører en minoritet, der i årevis (og stadigvæk i et vist omfang) kender til det at bliver målt med en undertrykkende normalitetsmålestok.

Spørgsmålet er så, hvorfor den totalitære tankegang har så gode vilkår lige nu i den aktuelle krise? Hvorfor er det så magtpåliggende, at vi alle arbejder mere, længere og i flere år, og at flere udsatte grupper af befolkningen – de ældre, de handicappede, førtidspensionisterne osv. – i en tid, hvor der netop ikke er arbejdspladser nok, og hvor flere og flere arbejdspladser forsvinder? Jeg tror, at svaret hænger nøje sammen med den måde, den kapitalistiske økonomi fungerer på. Denne økonomi har som sit mål øget vækst, og øget vækst hænger nøje sammen med udbytningen af arbejdskraften. Men som bekendt er væksten udeblevet, mange lande er endt i recession – og det forstærker blot begæret efter vækst og dermed ønsket om at skaffe arbejdskraft nok. Koste hvad det vil. Forenklet sagt.

I går var den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager i DR Dead-lines Spørgetid. Spørgsmålene drejede sig – forventeligt nok – om ledigheden, den forkortede dagpengeperiode og de mennesker, der ikke når at finde et arbejde inden timeglasset rinder ud. Hvad skal der ske med dem? Det var et tankevækkende indslag, der klarlagde politikeren Vestagers kynisme.

Kynisme – ikke i den filofiske forstand, men den moderne: råhed, hensynsløshed. Vestagers argumentation gik på, at problemet skulle løses ved ‘at gøre plads’ til den ledige på arbejdsmarkedet. Meget sigende talte hun om ‘perioden uden for arbejdsmarkedet’ – underforstået: at befinde sig på arbejdsmarkedet er normen, det normale. Hun talte om ledigheden, som om den ville forsvinde, hvis blot jobcentrene og andre gode kræfter lagde alle kræfter i. Efteruddannelse, jobpraktik, jobrotation.

Men forholdt det faktum, at nogle mennesker ville komme i den situation, at de mistede dagpengene og måtte på socialhjælp – når de engang havde forbrugt evt. aktiver i form af bil, ejerbolig, opsparing osv.- ville hun ikke forholde sig til. For hun havde en holdning, som hun sagde. Man kunne også formulere det sådan: Vestager har en idé eller en ideologi. En sandhed, der forhindrer hende i at se nuanceret på problemet. Fx at erkende, at det kapitalistiske, økonomiske system, hun forvalter, altid har opereret med en arbejdsløshedsreserve. Den ideologiske sandhed forhindrer hende i at erkende dette banale forhold – og at handle politisk ud fra det. Intervieweren konfronterede hende med, at spørgsmålene fra seerne appellerede til hendes følelser – underforstået, at hun var styret af rationalitet. Og det er netop en pointe: Den politiker, der alene er styret af sin rationalitet, er kyniker i den banale forstand.

Apropos: Regeringens kyniske distance

En af sommerens helt store agurker har været sagen om fagforeningen 3Fs demonstrationer ved restaurant Vejlegården. Hvis denne sag overhovedet er interessant, så er det, fordi den illustrerer fagbevægelsens krise i en liberalistisk-politisk-ideologisk konjunktur.

Som den borgelige journalist Niels Krause-Kjær ganske klart redegør for i et sobert blogindlæg i Berlingeren med titlen “Valgflæsk i Vejlegård“, så er konflikten fagretsligt set ret banal. Men visse politikere af liberalistisk observans – bl.a. tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg fra Venstre, hendes kollega Michael Astrup Jensen, de Konservatives leder Lars Barfoed og de to Liberal Alliance-politikere Anders Samuelsen og Joachim B. Olsen – har skabt mediestorm omkring konflikten med et kriminaliserende sprogbrug, der alene har haft til hensigt at skade 3Fs i øvrigt helt legitime demonstration. Denne er konsekvent blevet omtalt som en blokade, selv om der ikke har været tale om en ulovlig, fysisk blokade i arbejdsretslig forstand. Og 3Fs demonstration – der er en manifestation af den frihed til at ytre sig, som de pågældende politikere ellers besynger i andres sammenhænge – er blevet sammenlignet med “mafiametoder”.

De pågældende liberalistiske politikere har uden tvivl en politisk dagorden med den politiske storm i medievandglasset: Med henvisning til friheden til at vælge fagforening vil man undergrave de gamle fagforeningers ret til at kæmpe for deres overenskomster og deres medlemmer. Perspektivet er heller ikke til at tage fejl af: En undergravning af den danske arbejdsmodel, hvor der har været plads til uoverensstemmelser og “kampe”, men som i sidste ende har udmyntet sig i overenskomster – og har skabt en historisk og geografisk enestående, fredelig arbejdsmarkedssituation. Alternativet er den amerikanske model, hvor fagforeningernes rolle er reduceret til en karikatur.

Kendetegnende for den aktuelle konflikt ved Vejlegården er også, at man i medierne stort set (udelukkende?) kun har hørt, hvad ejeren Amin Skov Badrbeigi har haft at sige, om sin ret til at vælge overenskomst med Kristelig Fagbevægelse. Og så 3Fs repræsentanter. Ved vi overhovedet, hvad de ansatte på Vejlegård tænker? Ved vi, om de foretrækker Kristelig Fagforenings overenskomst frem for 3Fs? Ved vi noget om, hvorvidt de ansatte overhovedet havde et valg, dengang overenskomsten med KF blev en realitet? Og et andet spørgsmål står og blafrer i sommervinden: Hvor har de andre politikere – ikke mindst dem fra S og SF – været henne, medens medierne har plukket agurken? På sommerferie vel sagtens! “Prøv engang at se, hvor mange politikere og arbejdsgivere, der holder sig helt og aldeles uden for radaren i denne sag.”, skriver Krause-Kjær, der mener, at stormen vil lægge sig, når Folketinget begynder at arbejde igen. Men er det nu sikkert? Et lovforslag, der skal forbyde blokader, er allerede i ovnen. Og de borgerlige har været efter fagbevægelsen i årevis. Senest da Claus Hjorth Frederiksen gjorde de mislykkede trepartsforhandlingerne til fagbevægelsens fiasko. For mig at se, så er der ingen tvivl om, at de liberalistiske politikere i dette land går efter struben på fagbevægelsen i den individualistiske friheds navn. Og det til trods for at selv Dansk Arbejdsgiverforening advarer mod en ændring af den succesfulde danske arbejdsmarkedsmodel. En historisk indiskutabel succes er ikke tilstrækkelig til at overbevise forbenede, ideologiske sandhedsapostle.

Strawbs – Part of the Union

Medens jeg var arbejde i går aftes, kom nyheden om, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU ) har truffet en afgørelse i sagen om den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas påståede ‘videnskabelige uredelighed’. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der har fulgt sagen fra starten og skrevet udførligt om den, kommenterer i denne uges udgave af Weekendavisen UVVUs udkast til en dom i de to første sager, der er rejst.

Der er altså ikke tale om den endelige dom i den fulde sag og heller ikke i de to behandlede sager, for Milena Penkowa har mulighed for at komme med indvendinger. Men som Johnsen konstaterer, skal Penkowa hive en stor kanin (eller snarere en masse rotter) op at hatten for at ændre ret meget ved dommens utvetydige underkendelse af Penkowas forskningsindsats. Dommen er klar. I begge sager er der i følge udvalgene tale om »Alvorligt brud på god videnskabelig praksis«.

Johnsen gennemgår i detaljer de to sager og udvalgenes granskning af dem og sandsynliggør, at undersøgelsen af dem blot understreger den formodning, man hele tiden har haft omkring Penkowas handlinger, at “Milena Penkowa har afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« om de videnskabelige metoder, hun har anvendt, foretaget »konstruktion af data« og »handlet forsætligt«”.

Selv om der altså er et stykke vej til det endelige punktum i undersøgelsen af Penkowas forskningsmæssige uredelighed, så lader Johnsens gennemgang af den foreløbige dom ingen tvivl tilbage om, at Penkowa er blevet afsløret som en svindler og bedrager – og at dommen er af en sådan karakter, at Penkowas forskningskarriere må siges ikke alene at være endegyldigt slut, men dommen kaster også en vanærende og diskvalificerende skygge over hele karrieren. Penkowa har forsætligt forbrudt sig mod den ‘gode videnskabelige praksis’, og prisen er – forståeligt nok – at hun må forlade det videnskabelige samfund i vanære. Selv om Penkowa – der for nylig også rejste en fuldstændig perspektivløs injuriesag mod Johnson – vil slå sig i tøjret og fortsætte sin don quixotske kamp mod det system, der havde frembragt hende, vil det mest af alt have karakter af teatertorden. Penkowa er færdig.

Men det er Penkowa-sagen (forhåbentlig) ikke. For som jeg tidligere har været inde på, så er sagaen om frøken Penkowas storhed og fald også en fortælling om det såkaldt ‘moderne’ universitets opståen, udvikling og dysfunktionalitet – og om universitets- og uddannelsespolitiken i neoliberalismens konjunktur.

Når man oplever en på enhver måde – ikke mindst politisk – privilegeret eliteforsker, der på eksemplarisk vis skulle markedsføre det ‘moderne’, erhvervsrettede universitet og en liberalistisk forsknings- og universitetspolitik, blive afsløret som en gemen svindler, så må det nødvendigvis kaste et ubehageligt lys på de universitære og politiske institutioner, som hun er et produkt af. Hvor vigtigt det er at fastholde det kritiske lys’ projektør på universitetet og det politiske system understreges af, at formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kategorisk afviser, at universitetet på nogen måde har et medansvar for Penkowas uredelighed. Til Politiken udtaler Pedersen: »På et universitet står en forsker selv til ansvar for de ting, man laver«. Selv om ledelsen – med rektor i spidsen – tidligere er blevet frikendt af kammeradvokaten for at have begået væsentlige formelle fejl i sagen, så viser hele sagsforløbet (læs Johnsons artikler og evt. mine skriverier), at rektor og ledelsen på ingen måde kan kan fralægge sig i det mindste et moralsk medansvar for sagens udvikling. Sagt på en anden måde, så sætter sagen store spørsmålstegn ved den ånd, der hersker i universitetet som institution og i det politiske system.

Strandberg Pedersens kategoriske tørren ansvaret af på den enkelte forsker er systemets immanente selvforsvar, der ikke kan eller vil se på sagen udefra med et systemkritisk blik. Penkowa-sagen er Københavns Universitets svar på Stein Bagger-sagen i det private erhvervsliv. Som Stein Bagger-sagen (han var også systemets kæledægge) sætter også Penkowa-sagen store spørgsmålstegn ved, hvordan systemet (det universitære og politiske) fungerer og hvilke interesser, det tjener. Lige som Bagger-sagen satte spørgsmåltegn ved, hvordan private virksomheder, bankerne og det politiske system fungerer.

Penkowasagen er historisk exceptionel. Og det er ikke tilfældigt, at den ikke opstod i det gamle universitet. Selv om forskere er mennesker og begår fejl og ‘forbrydelser’ ud fra egoistiske og andre motiver, så er for mig at se ingen tvivl om, at Penkowas forbrydelser er børn  af en ‘moderne’ universitets-, uddannelses- og forskningsideologi. Hun repræsenterede dens idealer – og demonstrerede dens indre råddenskab.

[Kilder: Politiken, Weekendavisen, Universitetsavisen]

Jeg tænkte, at denne lidt grynede, men musikalsk set ganske fine video med Little Feat – og selveste Mick Taylor som gæsteguitarist – ville være passende på en dag, hvor det står klart, at Socialdemokraterne hverken er særligt sociale eller særligt demokratiske, og hvor Socialistisk Folkeparti burde finde et nyt navn, der passer bedre til det politiske indhold… Den apolitiske blues har grebet mig for en stund. Suk! Nu vil jeg nyde den savnede Lowell Georges heftige blues og slikke lidt på det solskin, vi får i små tiltrængte doser i dag. Livet er godt, men ikke altid retfærdigt.

I weekendens udgave af Information har Center for vild analyse en analyse af ‘racismesagen’ på Filminstituttet. Altså historien om, hvordan Filminstituttet i en begrundelse for et bevillingsafslag til filmen MGP-Missionen ‘kommer til’ at begå dobbelt diskrimination – af skuespillere med indvandrerbaggrund og ikke-københavnere.

For at forstå, hvad der sker, griber Centeret til en idé, som filosoffen Slavoj Zizek har fremført i sin ideologikritik:

“Det er én af de store fortjenester ved Slavoj Zizeks ideologikritik, at den har gjort det klart, hvordan ideologi i vores tidsalder først og fremmest fungerer gennem en kynisk eller ironisk distance. Ideologi virker simpelthen bedst, når man kan tilslutte sig den hemmeligt eller ad omveje, samtidig med at man “officielt” tager afstand fra den. Som eksempel har Zizek ofte brugt historien om Niels Bohr, der i sit sommerhus havde en hestesko hængende over døren. Da han fik besøg af Werner Heisenberg, og denne forarget spurgte, hvordan en berømt fysiker som Bohr kunne ride med på sådan en gang overtro, som at en hestesko skulle beskytte et hus mod ulykke, skal Bohr have svaret, at han naturligvis ikke selv troede på det, men at han havde hørt, at det virkede, også selv om man ikke selv tror på det. Sådan fungerer ideologi i dag: Vi ved f.eks. meget vel, at det finansielle system har store fejl, at det på en måde er en slags overtro at blive ved med at opretholde det, men vi gør det alligevel – vores fornemste eksperter i dag er stadig finanseksperterne og de økonomiske “vismænd”.”

I Filminstitutsagen opnås den kyniske ideologiske distance ved, at ‘diskriminationen’ tilskrives ‘jyderne’. Det er jydernes skyld, at filmen MGP-Missionen ikke får støtte, fordi de ikke gider se film med mørklødede skuespillere. Som debatten om sagen, der er endt helt oppe på kulturminister Uffe Elbæks bord, viser, så er den ideologiske distancering let gennemskuelig. Filminstituttet skulle selvfølgelig have holdt sig til de filmiske kvaliteter i deres bedømmelse, hvis de ville have undgået balladen.

Men centerets analyse fik mig til at tænke på, om ikke den lille racismesag på Filminstituttet blot er et lille alt for gennemskuelig eksempel på en ideologisk distancering, der fungerer i den politiske offentlighed? Vi kender distanceringen under det fænomen, vi almindeligvis beskriver som ‘politikere, der siger et, og gør noget andet’. Eller som det er blevet tematiseret i medierne, siden den nye regerings dannelse: Som en række af politiske ‘løftebrud’. En politiker, der kom til at afsløre den ideologiske distancering tydeligt, var daværende arbejdsminister m.m. Claus Hjort Frederiksen (V), der i VKO-regeringens tid udtalte, at hvis vælgerne virkelige vidste, hvad regeringen ville (ideologien), så ville de flygte bort.

Netop i dag – i disse timer – fremlægger regeringen sine ideer til en skattereform. Og det, der har kendetegnet de foreløbige udmeldinger om ændring af topskatten, ændringen af rentefradaget for ejerboliger, ændring af reguleringen af overførselsindkomster osv. er, at de sker på baggrund af et regeringsgrundlag, der hævder, at krisens byrder skal bæres af alle og ikke mindst “de bredeste skuldre”. Ikke desto mindre tegner det til, at man vil tage fra de svageste – dem på overførselsindkomst – og give til dem, der har forvejen, dem med indkomster på 400.000 kr. og derover. Man siger et og gør noget andet. Et konkret eksempel. I dag fremlagde Skatteministeriet beregninger, der viser, at reguleringen af overførselsindkomsterne vil komme til at koste de ledige 13.000 kr. om året – og så er der endda ikke taget højde for inflationen. Alligevel hævder økonominister Margrethe Vestager, at dagpengemodtagerne vil ‘beholde deres købekraft‘. Ideologien virker bedst, skriver centeret, når man kan tilslutte sig den ‘hemmeligt eller ad omveje’. Når Vestager – og andre i regeringen – lyver os lige op i vores ansigter, så er det ikke bare en løgn. Officielt tager Vestager afstand fra ideologien (at det er de lavtlønnede og dem på overførselsindkomst, der skal betale krisens omkostninger, medens bankdirektørerne og de højstlønnede går fri) med påstanden om den bevarede købekraft. Det er ikke kun en løgn. Det er netop udtryk for, at ideologien er distanceret. Den kommer ikke på tale som sådan.

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I går kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de såkaldt mellemlange videregående uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrådgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange år, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregående uddannelse. Men det er også uddannelser, der de seneste mange også har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været så godt. For snart mange år siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse på og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.

Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst på sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min påstand.

Disse indledende betragtninger gælder også en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer på gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstået i kølvandet på den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen, har fået mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret så imponerende liste nedenfor) stillet musik til rådighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sådan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer på gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for så meget musik – men da overskuddet går ubeskåret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, så er den vel værd at investerer i. Og så får man også – kunst for pengene…

Mere om pladen på bevægelsen egen side her.

En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste år i anledning af Earth Day.

Læs mere »

I går genhørte jeg et lille interview med den kendte, amerikanske intellektuelle Noam Chomsky. En kendt lingvist, der især er blevet kendt som politisk analytiker og kommentator gennem en årrække med en lang række bøger, hvori han har hudflettet især amerikansk politik ud fra en i bedste forstand ‘radical’ position.

I DR 1 Orientering fra d. 10. februar i år – genudsendt i går (og som kan hentes som podcast på DRs hjemmeside), kunne man høre den aldrende Chomsky kommentere den aktuelle politiske situation i USA og de forestående valg på en måde, der fjernede den sidste rest af Obama-optimisme (We can!?) og leverede ramsaltet desillusion til enhver, der gad lytte efter. I følge Chomsky er det amerikanske demokrati kollapset. De to store partier – Rebublikanerne og Demokraterne – er i lommerne på de store private virksomheder. Man kan kun blive valgt, hvis man har masser af penge, og dem får man fra de private virksomheder. Til gengæld deponerer man politiken i deres interessessfære. Af samme grund er den massive arbejdsløshed i dagens USA slet ikke et privilegeret tema i den aktuelle valgkamp, selv om det burde være det. Og med henvisning til adskillige undersøgelser mente Chomsky at kunne slå fast, at majoriteten af amerikanerne for længst har mistet deres grundfæstede tro på, at det politiske system nogensinde ville kunne indfri deres forventninger til en bedre verden.

Efter Chomskys mening var der slet ikke noget demokratisk valg længere, med mindre man opfattede valget mellem to republikanske partier – en hårdere og et blødere – som et reelt valg. Det eneste, der pegede på muligheden for forandring, var Occupy-bevægelserne ude i gaderne. Chomsky var endda overrasket over, at disse bevægelser overhovedet var opstået, selv om de var et produkt af det liberalistiske samfunds fremfærd.

Chomskys skarpe, desillusionerede analyse fik mig til at tænke på, om det var ret meget anderledes i Danmark? For er sagen ikke, at vi ser et lignende billede herhjemme? I stedet for en borgerlig regering af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har vi fået en regering, der kun i kraft af sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten kan kalde sig lyserød, men i realiteten er gennemborgerlig i sin kerne. Jovist, der har været småforbedringer, men bottom line er, at man fører borgerlig politik. Og hvor er debatten om arbejdsløsheden? Blikket er fast rettet mod EU og den ‘ansvarlige økonomi’, dvs. nedskæringer, besparelser og såkaldte ‘reformer’, der indebærer forringelser for pensionister, efterlønsmodtagere og andre i bunden af samfundspyramiden. Vi har en regering, der med Margrethe Vestager som økonomiminister har blikket fast fokuseret et sted ude i horisonten, hvor spinkle krusninger i overfladen kan tydes som tegn på, at den begærede ‘vækst’ er på vej som en anden økonomisk reinkarnation af en messias, hvis bare vi holder ud længe nok. Tegn, der sagtens kan læses med modsat fortegn. Vi regeres af parter, der mestendels består af akademikere, der aldrig har været længe nok ude blandt såkaldt almindelige danskere til rigtig at kunne identificere sig med ufaglærte og faglærte danskere.

Selv om det er en light-udgave, vi har at gøre med herhjemme, så er vi vel dybest set i samme båd som millioner af amerikanere, hvor der ikke er noget reelt politisk alternativ i folkestyret? Er der noget, der tyder på, at de magthavende har lært noget som helst af den krise, vi endnu sidder i til halsen? Er der sket radikale ændringer af finansverdenen, som bærer den størstedel af skylden for misèren? Er der ‘sat gang i hjulene’ (et par vindmølleparker kan ikke gøre det…)? Bliver der gjort noget for de mange arbejdsløse, der gerne vil have noget at rive i? Efteruddannelse for eksempel? Og hvad siger det om vores såkaldte folkestyre, at der er så lidt fantasi, når det drejer sig om at finde nye veje ud af krisen? Har vi ikke hørt det hele før?

[PR-foto]

De demografiske prognoser fortæller os, at vi i de kommende år vil få et overtal af ‘seniorer’, mennesker, der er over halvtreds. Og politikerne vil gerne have os til at tro, at der vil blive brug for ‘seniorerne’, når krisen engang er overstået og den begærede ‘vækst’ har sat ‘gang i hjulene’, forbruget er steget til exorbitante højder og så videre.

Men politikernes drømmerier i daglyset modsiges af deres egen ‘seniorpolitik’. For de har slet ikke nogen ‘seniorpolitik’. Ganske vist har de forringet efterlønsordningen, så den for de mange ikke længere er noget værd som flugtvej fra et aldersfjendsk arbejdsmarked – og det kan med lidt god vilje siges at passe til dagdrømmene. Men i forhold til en virkelighed med 160.000 arbejdsløse og udtalt mangel på jobs, så gør politikerne ingenting for at fastholde ‘seniorer’ på arbejdsmarkedet. Tværtimod hører man jævnligt historier om fyringer af ældre medarbejdere – fyringer, der ikke er begrundet i inkompetence, men alene i det faktum, at dåbsattesten har et forkert årstal.

Selv om jeg er i job – endnu – så har jeg for ganske nyligt mærket aldersdiskriminationen på min egen krop. På et tidspunkt søgte jeg job som deltidsunderviser på en højskole syd for århus. Jeg vidste, at jeg var topkvalificeret til jobbet – både med hensyn til uddannelsesbaggrund og erfaring på området. Samtalen gik rigtig godt. Alligevel fik jeg ikke jobbet. Og begrundelsen var, at ‘jeg havde det forkerte køn og den forkerte alder’. Ansætteren havde samme køn som mig – og var ældre…

En god bekendt af mig går ledig for tiden. Og vedkommende faldt over en jobannonce fra en stor supermarkedskæde. I jobannoncen var der en formulering, der kunne tydes derhen, at man foretrak et ungt menneske. Men det stod ikke udtrykkeligt i annoncen. I tidligere annoncer havde koncernen ikke stukket noget under stolen og søgt unge under 18 år. En telefonisk henvendelse til kontaktpersonen afslørede da også, at det var unge, de havde i tankerne – og min bekendte kunne godt glemme alt om at få job dér. I en koncern, der udadtil gerne vil tækkes Familien Danmark med grønne produkter og høj forbrugerprofil…

Aldersdiskriminationen på det danske arbejdsmarked eksisterer i bedste velgående. Medens man snakker om kønskvotering for kvinder i ledelseskredse og blandt forskerne på universitetet – i kønsligestillingens hellige og skamridte navn – så behandles voksne, kvalificerede, sunde, raske mennesker som pariaer i det land, de selv har været med til at opbygge. Og politikerne sidder på hænderne. Og erhvervslederne ser kun på bundlinjen – og har åbenbart ingen interesse i voksne mennesker, der har erfaring, kvalifikationer og måske også selv kan tænke noget om det erhvervsliv, de har arbejdet for.

Medens politikerne demonstrerer politisk inkompetence og visionsløshed glider flere og flere seniorer ud i arbejdsløshed og videre ud i bistandssystemet, hvis de ikke er blandt de heldige, der kan komme på efterløn. Med det resultat, at de desillusioneres og demotiveres endegyldigt i forhold til det jobmarked, der alligevel ikke vil have dem. At det også samfundsøkonomisk er en katastrofal udvikling, kan enhver tænke sig til.

Vi lever i et samfund, der praler af at være demokratisk og bygge på demokratiske idealer. Men det gælder åbenbart ikke, når det drejer sig om arbejdsmarkedet og den relevante politik. Her hersker normer, der nærmest kan sammenlignes med enevælden og feudaltiden – og hvor diskrimination foregår dagligt iklædt moderne managementfloskler og retorisk omsvøb.

Hvis politikerne selv troede på, at vi snart bevæger os ind i en ny gylden periode med høj vækst og stor ‘efterspørgsel på arbejdskraft’ – også arbejdskraft fra seniorer, indvandrere, flygtninge, frugtbare kvinder osv. – så burde de for længst have ladet handling følge de floromvundne talestrømme og med lov og magt i hånd havde iværksat en holdningsændring på arbejdsmarkedet.

I fell in to a burning ring of fire

I went down,down,down

and the flames went higher.

And it burns,burns,burns

the ring of fire

the ring of fire.

Medens jeg læser dagens nyheder om den famøse “betalingsring” i København nynner jeg stille for mig selv med på Johnny Cash’ “Ring of Fire“. Den handler ikke om en betalingsring, men om kærlighedens brændende ring, som man kan falde i og brænde sig noget så gevaldigt på. Men associationskæderne trak alligevel sangen frem i bevidstheden.

Sagen om betalingsringen er blevet noget nær et spørgsmål om regeringens overlevelse, hvis man ellers kan tro de borgerlige kommentatorers udlægning af problemerne med dens vedtagelse. Og er det ikke underligt, at spørgsmålet om en lokal betalingsring i hovedstaden kan få sindene sådan i kog? I Helsinki, London og andre steder har man med succes etableret betalingsringe – selv om der selvfølgelig har været debat forud.

Når betalingsringen, der jo er en fornuftig idé, fordi den tager fat på to store problemer – den voksende trafiktæthed i hovedstaden og forureningen, kan få sindene sådan i kog, så hænger det sammen med, tror jeg, at den handler om at hæmme og begrænse udfoldelsen af især privatbilismen. Og privatbilen er ikke bare et transportmiddel (til og fra arbejde, daginstitutioner osv.), sådan som man kan få indtryk af i debatten. Privatbilen er et symbol. Et symbol på det forbruger- og vækstsamfund, vi lever i. Fx er det kendt, at bilsalget er en af de vigtigste økonomiske indikatorer for, om det ‘går godt’ med væksten. Sælges der flere biler, så forbruges der mere osv. Privatbilen er også et symbol på den borgerligt-liberale ideologiske drøm om individets frihed. At eje og køre i et automobil er ensbetydende med at udøve personlig frihed – også selv om de sidder fast i en motorvejskø på vej mod Københavns centrum. Det er også således, man kan forstå de borgerlige partiers (og en række borgerlige socialdemokratiske borgmestres…) modstand mod selve idéen om en betalingsring, hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de tekniske problemer.

Kampen om betalingsringen i København har med andre ord symbolsk betydning. Den handler ikke kun om København (der sandt for dyden ville tage sig bedre ud med færre biler….). Den handler om, hvilken vej samfundet skal udvikle sig. At hæmme, begrænse privatbilismen er et symbolsk livstag med selve forestillingen om et samfund, der bygger på uendelig vækst. Og den er også et livtag med den ideologiske forestilling, som er udbredt i dette land, om, at den personlige frihed uhæmmet kan ske på fællesskabets bekostning.