Indlæg tagget med Politik

Søren Pind og det danske “fælleskab”

13. marts 2011

Jeg har et ambivalent forhold til politikere. Ja, mere end det. Et anstrengt forhold. Forenklet sagt handler det om, at politikerne sælger deres ‘sjæl’ (deres personlige overbevisninger og holdninger) til det parti, de tilfældigvis er medlem af, og – hvis de bliver medlem af Folketinget og måske endda af regeringen – til den partidisciplin og magtloyalitet, der hersker der.

Sagen om Birthe Rønn Hornbechs opstigen og fald er et illustrativt eksempel på, hvordan det går en politiker, der længe stod ved sin grundlovssikrede ret og pligt til kun at adlyde sine egne indre overbevisninger, men solgte sin ‘sjæl’ for at smage magtens sødme. I en helt anden størrelsesorden har vi for nylig set Liberal Alliances Ole Birk Olesen løbe fra nogle ærligt mente udsagn om kvindekønnet for at falde i et med det tapet, som Liberal Alliance er ved at fabrikere i håb om at få adgang til folketingssalen ved næste valg.

Selv om jeg bestemt står meget langt fra de to omtalte politikere holdningsmæssigt, så har jeg haft en vis sympati for dem, netop fordi de begge et stykke hen ad vejen har holdt fast i vigtigheden af at sige sin uforgribelige mening om dette og hint.

Den samme ambivalensiblandede sympati har jeg for den siddende regerings enfant terrible Søren Pind. Også han har flere gange lagt sig ud med moderpartiet og regeringen, fordi han har slynget nogle meninger og holdninger ud, som ikke var ‘politisk korrekte’. Det har givet nogle verbale øretæver, men har indtil videre ikke stoppet Pind.

Nu er han så gået i den fælde, der hedder at være minister. En fælde, der ofte er blevet brugt over for uregerlige partimedlemmer, som skulle holdes i kort snor. Tænk bare på Birthe Rønn Hornbech. Og Pind har allerede på udnævnelsesdagen lagt ud med nogle bastante, ideologiske synspunkter, som har skilt vandene – både hos vennerne og hos de politiske modstandere.

I en kronik i Berlingske uddyber han sine tanker i forbindelse med den debat, hans udmeldinger har vakt. Og man kan mærke af den konformitet, som præger de fleste ministre, endnu ikke har indfundet sig hos den uregerlige Pind.

I kronikken slår han et slag for skriftens og ordets kraft. Og forsøger at gøre op med det, han kalder ‘gøreriet’. Altså den ulidelige tendens i samtidens politik til at gøre ethvert problem til genstand for fx lovgivning. Forbud. Påbud. Osv. Skytset rettes selvfølgelig mod SF og S, der har konfronteret ham med spørgsmålet ‘hvad vil du så gøre?’, da han meldte ud, at alle indvandrere skulle blive danske, hvis de ønskede at blive i landet.

Jeg har en stor sympati for Pinds tro på, at ‘pennen er stærkere end sværdet’, og at ‘intet er så stærkt som en tanke, en ide, et princip, der i sig selv er indlysende’. Ingen tvivl om, at meget ville se meget anderledes ud, hvis politikerne generelt besindede sig på vigtigheden af at være tro mod sine egne fundamentale overbevisninger og på den symbolske performans’ kraft. Det ville være en demokratisk vitaminindsprøjtning af dimensioner…

Noget andet er så, hvad Pind bruger sin sympatiske grundholdning til. En forstemmende islamofobisk assimilationspolitik. For det første fabler Pind om et dansk ‘fællesskab‘, ‘kendetegnet af åndsfrihed, ytringsfrihed, ligeret for kønnene, seksuel ligestilling med meget mere’. Et fællesskab, der har ‘kendetegnet os meget, meget længe’. Jeg ved ikke, hvilken virkelighed, Pind lever i, men hvor homogen, fasttømret er det nu lige det der ‘fællesskab’ er? For det første er det en temmelig banal konstatering, at de omtalte kendetegn ikke er specifikt danske. Der er snarere tale om universelle idealer med rod i bl.a. den franske revolution? Idealer, som i øvrigt lige pt. luftes i den arabiske verden…

Og i øvrigt: Hvordan går det lige med “åndsfriheden” fx i et samfund, hvor man er tilbøjelig til at give køb på ytringsfriheden for ussel mammons skyld (som det skete i tegningesagen), eller hvor der er jagtsæson året rundt på alle af kulturradikal eller venstreorienteret observans? Eller ytringsfriheden, som nok forfægtes i de blanke medier, men har yderst trange kår på fx offentlige og private arbejdspladser? Og ligeretten for kønnene? Jovist er der sket meget på den front, men ligeløn har kvinder åbenbart stadigvæk ikke ret til i et samfund, hvor næsten alt gøres op i netop penge. Og hvor meget ‘seksuel ligestilling’ er der nu lige i et samfund, hvor hadske overfald på homoseksuelle og andre med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle er hverdag?

Hvor meget er det nu egentlig, der binder “os”, “Danmark”, sammen – ud over et fælles sprog og en diskutabel fælles historie? Spørgsmålet er, om der er andet, der definerer dette “os”, “Danmark”, end det Andet, der udelukkes? Altså en negativ definition. Vi er danske, fordi vi ikke er – muslimer. Der er “os” og så er der “dem”. De andre. Muslimerne. Derfor er Danmark ikke et “multikulturelt” samfund, men et samfund over for et “parallelsamfund”. Os og dem.

Og så citerer Pind fra en Capacent-undersøgelse, der skulle vise, at:
Der er i Danmark 28.000 muslimer, der mener, at Sharia bør integreres i dansk lov.
86.000 muslimer i Danmark mener, det skal være forbudt at kritisere religion.
100.000 muslimer i Danmark mener, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør begrænses.
125.000 muslimer i Danmark mener, at det burde være forbudt at offentliggøre Muhammed-tegningerne.
84.000 muslimer mener, det er uacceptabelt at være homoseksuel
.”

‘Det er sådanne holdninger, der trives i parallelsamfund, uden for mainstream, i ghettoer og i områder, hvor multikulturen hersker’, tænker Pind. Det er sådan, de tænker uden for Samfundet. Uden for Danmark. Dem. Muslimerne. De andre. Men – hvor udansk er disse holdninger nu lige? Jeg er ret sikker på, at en tilsvarende undersøgelse blandt såkaldt ‘etniske danskere’ vil kunne afsløre, at mange troende sætter deres tro over verdslig lov, mener, at der må være grænser for kritik af deres tro, at ytringsfriheden kan gradbøjes (Muhammedtegningerne!) og at homoseksualitet er unormalt eller det, der er værre.

Pind slår sig også selv for munden. Han sværger til ordets kraft, men roser regeringen for dens ‘gøreri’ i form af de ’tiltag, regeringen har gjort siden 2001, sammen med Dansk Folkeparti’. Fx den kontroversielle 24-års-regel. Ja, han slutter sin kronik af med at indrømme, at han ikke vil gå af vejen for mere lovgivning på området. Mere ‘gøreri’.

‘Dansk kultur findes’, slår Pind fast og peger igen på de ganske (u)danske idealer: ytringsfrihed, ligestilling, demokrati, personlig frihed, accept af forskellighed, religionsfrihed… Jeg er ret sikker på, at mange indvandrere – uanset deres baggrund – vil tage imod disse idealer med kyshånd. Ikke, fordi de er “danske” idealer, men fordi de er nogle universelle idealer og krav, som går på tværs af enhver kultur. Udviklingen i Mellemøsten er bare en aktuel påmindelse.

Hvis Pind virkelig mente, hvad han skriver om brugen af tanken og åndsfriheden, så burde han droppe sin Dansk Folkeparti-influerede islamforskrækkelse og holde fast i de borgerlige frihedsidealer i skrift, tale og handling. Det andet er som at skrive i vand eller luft med en pind…

“En skrue løs” på Milena Penkowa

12. marts 2011

Lemuren er et intelligent og udspekuleret dyr, der på trods af sin ringe størrelse formår at få en hel park til at dreje sig om det på bekostning af de andre dyr” (Milena Penkowa)

Intelligens er et omstridt begreb i vores samfund. Tænk blot på debatten om Howard Gardners ‘syv intelligenser’ eller på Helmuth Nyborgs forskning. Det er også noget, der er omgærdet af prestige, beundring og respekt.

I et portræt af Milena Penkowa i Weekendavisen fremhæves Penkowas intelligens og begavelse igen og igen. Samstemmende. Men begavelsen var ikke det eneste, hun fik med fra fødslen. Noget tyder på, at hun også fik en social arv fra ikke mindst sin far. En arv, der så at sige kom til at modarbejde begavelsen, for ikke at sige: modsige den.

Fra sin ligeledes velbegavede lektorfar arver hun en selvhævdelse, der sætter alt andet og alle andre til side, når det gælder om at nå et bestemt mål. Weekavisens Pilegaard citerer Penkowa for følgende “sandhed”: “Folk må tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forestille dig, hvor ligeglad jeg er”. Og denne ‘evne til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgående træk ved Milena Penkowas liv fra barndom til nu‘ , noterer Pilegaard, hvorefter han ud fra samtaler med venner, eks-kærester, rideskolekammerater, arbejdskolleger osv. opruller historien om pigebarnet, der imponerer ved sit engagement, sin viljestyrke og sin begavelse, men også bruger ethvert tænkeligt middel for at komme frem i verden.

Som sin fader, der idømmes to års fængsel i 1986 for omfattende sommerhusrøverier, ender Milena med en dom for kriminalitet, da hun for nylig accepterede byrettens dom for underslæb m.v. Hvordan kunne det komme så vidt?

Det var uforståeligt for offentligheden, at hendes begavede, velsituerede akademikerfar kunne gribe til kriminalitet. Hvordan kunne en begavet mand med god indtægt være så “dum” (uintelligent…) at sætte det over styr ved bl.a. at bruge tyvekosterne i sine egne ejendomme? Og det kan forekomme uforståeligt, at Penkowa med sin begavelse og sine muligheder ender med en alvorlig, karriereødelæggende dom for økonomisk kriminalitet m.m. Hvordan kunne Penkowa være så “dum”?

Pilegaards portrætskitse giver ikke noget endeligt svar, men tegner omridset af en person, hvis ekstreme, asociale, selvforblændende selvovervurdering og -hævdelse kommer på tværs af begavelsen og dens muligheder. Tendensen er der fra starten, hvor Milena fx stjæler de andre ridepigers udstyr efter forgodtbefindende, men den forstærkes så at sige med tiden. Jo større succes Milena Penkowa har, jo mere asocial og ‘grænseoverskridende’ bliver hendes adfærd. Hendes begavelse følges af en skygge af voldsom selvhævdelse og mangel på empati, som undergraver og modsiger begavelsen.

Hvor intelligent er det fx lige at gribe til de mange små, åbenbare “svinestreger”, som Penkowa har brugt på vej mod storhed og fald? Fx da hun forsøgte, at tørre underslæbsanklagen af på den unge mandlige studerende ved at forfalske hans kontoudskrifter?

Af flere af udtalelserne i artiklen fremgår det, at Penkowas adfærd har socio- og/eller psykopatologisk karakter. Nu behøver man ikke at have læst meget Michel Foucault og andre for at tænke, at socio- og psykopatologisk adfærd er forankret i det samfund, de fungerer i. Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg flere gange har berørt: Penkowa-sagen som symptom. – Vi vender tilbage…

Penkowa-sagen: Revanchisme, pay-back, vendekåberi…

11. marts 2011

Den førende pen i oprulningen af Penkowa-sagen, Povl Pilegaard Johnsen, tager i dagens udgave af Weekendavisen fat på endnu en underbelyst side af den spegede sag. Nemlig universitetets og ikke mindst forskningsmiljøets socialpsykologi.

I mediernes ulideligt lette håndtering af sagen er der skabt helte og skurke. Skurkene kender vi – Milena, Ralph og Helge (og deres sammensvorne). Og heltene har især været de mange akademikere, der har krævet en uvildig undersøgelse af sagen.

Den historiske hukommelse er kort som en barneskjorte. I hvert fald i medierne. Og Pilegaard går lidt tilbage i tiden for at grave gamle udsagn fra nutidens kritikere frem i lyset. Og dengang så de – bl.a. Elisabeth Bock, som har været aktiv i kravet om en uvildig undersøgelse – noget anderledes og mildere på universitetsledelsen, navnlig rektor Hemmingsens, håndtering af sagen. Vendekåberiet er åbenbart.

Andre forskere – bl.a. formanden for FSS, Niels Borregaard (ham, som efter sigende blev forbigået af Helge Sander…) – afstår i dag fra at kræve en undersøgelse af rektors gøren og laden, fordi de mener medierne har indledt en heksejagt på manden.

Pilegaards artikel er interessant, fordi den sætter fokus på et notorisk betændt miljø, hvor forskningsinteresse går hånd i hånd med andre alt andet end prisværdige og ædle motiver som personlig avancement, hævn og deslige. Og man får let det indtryk, at offentlighedens voldsomme interesse kommer lidt på tværs af de mere eller mindre eksplicit udtalte interesser, der konkurrerer på Bjerget.

At det forholder sig sådan på universitetsniveau bør komme bag på nogen med blot et minimalt kendskab til universitetsverdenen eller den menneskelige sociale adfærd i almindelighed. Men det er et vigtigt aspekt at få med i vurderingen af sagen.

Det ændrer dog ikke ved, at de sidste mange ugers beskrivelse af rektors og universitetsledelsens handlen i den grad råber på en kritisk granskning og et opgør med den magtfuldkommenhed, der er blevet etableret på universitet i nyere tid. Som professor emeritus Peter Kemp har været inde, så er det nødvendigt, at universitetet finder en demokratisk styreform, der kan modvirke, at sager som denne udarter sig…

Penkowa-sagen: Videnskab og samfund

10. marts 2011

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set på Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller gråzone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstås immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det også er det), men også som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse år. Læs med her.

Læren af Penkowa-sagen

10. marts 2011

I Jyllands-Posten drager Peter Kemp professor emeritus dr. theol. & phil. og Asger Sørensen, lektor, ph.d., begge DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet en lære af Penkowa-sagen. De to skriver indledningsvist:
“Universiteternes øverste ledelse bør vælges af forskere og studerende og stå til ansvar over for disse, så man kan sikre, at den tvinges til at lade fagligheden veje tungere end bevillingerne.

Skeletterne vælter ud af skabet i sagen om ledelsen af Københavns Universitet. 423 forskere har nu i et brev til universitetets bestyrelse bedt om en uvildig undersøgelse af ledelsens håndtering af Penkowa-sagen.

Det er tydeligt, at denne sag ikke blot er en isoleret sag. Det drejer sig om, hvordan en ledelse af et universitet har misrøgtet den videnskabelighed, som er universitetets eksistensberettigelse og forudsætningen for dets renommé.

Vi ser ikke blot en rektor, der ser ud til at have fejlet i vurderingen af den faglige kritik af Milena Penkowas forskning. Vi ser, at hele ledelsen for et universitet mangler dømmekraft i håndteringen af sådanne sager.

Man kan f.eks. nævne en prorektor, Thomas Bjørnholm, der er så ivrig efter at bakke sin rektor op i et indlæg i Politiken 15/2, at han helt overser det kritisable i et system, hvor man kan indstille forskere til akademisk hæder uden vurdering af et sagkyndigt udvalg.

Men det var det, som Københavns Universitet gjorde med indstillingen af Penkowa til eliteforskerprisen.” Læs videre her. Som jeg for længe siden skrev, så er det rimeligt at tænke Milena Penkowas adfærd som et symptom på systemdefekter i såvel det universitære såvel som det politiske. Og vi kan håbe på, at den ubønhørlige blotlæggelse af sagens detaljer kan medvirke til, at der gøres op med de borgerlige magthaveres universitetskoncept og dets politiske overbygning. Det er ikke nok, at sagen får konsekvenser for rektor og for politikeren Sander – den skal også have strukturelle effekter…

Penkowa-sagen: Et ikke-journaliseret dokument…

9. marts 2011

Penkowa-sagen falder ikke til ro, før hvert eneste blad er vendt. Det er min fornemmelse. Og det er godt sådan, for sagen er et ret enestående lærestykket i, ikke bare, hvor galt det kan gå, når en forskerspire vælger at snyde og bedrage, men også i hvordan universitetet og den politiske ledelse omkring forskningen fungerer eller snarere: ikke fungerer.

Som nævnt er fokus blevet flyttet fra Penkowa selv til rektor Hemmingsen og politikeren Helge Sander. I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle en artig historie om den ministerielle håndtering af et dokument, som siden har fået stor betydning for sagens forløb. Det drejer sig om det brev, hvori Helge Sander fremfører en række såkaldt “anonyme” anklager mod Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom. Et brev, som førte til radikale ændringer af forskningsrådssystemets bevillingspraksis og påførte rådene nogle bureaukratiske og lidet befordrende praksisser.

Mod gældende praksis bliver Sanders brev ikke journaliseret i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, efter at direktør Inge Mærkedahl har modtaget det. Brevet bliver lagt væk. Selv om Mærkedahl godt vidst, at brevet var udtryk for en ‘usædvanlig’ praksis, vælger hun altså at lægge det til side – og dermed at mørkelægge det i forhold til offentligheden. Mærkedahl spørger ikke ministeren om de “anonyme” anklagers ophav, fordi ministeren tydeligvis ikke er til sinds at afsløre den/dem, men vælger i stedet at iværksætte en undersøgelse af rådenes bevillingspraksis. Direktøren tager med andre ord de ‘anonyme’ anklager – som jo af flere rådsmedlemmer tilskrives Penkowa selv – alvorligt. Det 14 sider lange brev fører som sagt til en lovændring af bevillingssystemet.

På journalistens spørgsmål om, hvorfor man valgte ikke at journalisere det lange brev fra ministere svarer Mærkedahl: “Vi fik ikke journaliseret det. På det tidspunkt foranstaltede vi en undersøgelse i stedet for. Men det burde have været journaliseret, det blev det ikke”. Diplomatisk sagt, så vælger direktøren at gå mod gængs, god forvaltningsskik ved at undlade en journalisering af et vigtigt brev for i stedet at iværksætte en undersøgelse, der begrunder sig i brevets ‘anonyme’ anklager. Det er ikke kun Sander, der har et problem i denne sag. Det har de alt for loyale embedsmænd, bl.a. direktør Mærkedahl, også, når de for at tækkes ministeren gradbøjer forvaltningsloven…

Kaj og Andrea i kønskampens frontlinje

8. marts 2011

Man skal hore meget, før ørerne falder af, sagde min gamle fader altid.

I dag er det ikke kun Kvindernes internationale kampdag, men også fyrreårsdagen for lanceringen af børneudsendelsesfigurerne Kaj og Andrea. Som så meget andet fra DRs børne- og ungdomsafdeling var figurernes ageren på tv præget af datidens samfundskritiske tendens. Softcore socialkritik.

Siden har papegøjen og frøen tabt pusten, hvis man skal tro Iben Charlotte Christensen, cand. mag i dansk og kønsstudier, og er blevet til “reaktionær konservatisme”. Tag den!

Men kan det egentlig undre nogen? Nu har vi i snart et årti været vidne til en konstant ‘jagt på røde lejesvende’ i DR, og institutionens autonomi er blevet reduceret – for ikke at sige kastreret – og DR nærmest forvandlet til at være en fabrik for mainstreamprodukter med en svag glasur af legitimerende public service.

For ikke så længe siden kunne man i aviserne høre den konservative kulturminister sukkende efterlyse kritiske intellektuelle i medierne. Og nu står de to kludedukker for skud, fordi de er faldet til patten – sådan rent ideologisk. Den tanke er nærliggende, at opgøret med de forhadte, politiske halvfjerderes og det udskældte “68”, har haft den effekt, at enhver samfundskritik er forstummet i DR, og at de intellektuelle har stukket piben ind. De er ikke blevet erstattet af borgerlige intellektuelle kritikere. Hvorfor? Fordi, tror jeg, de borgerlige aldrig har været specielt intellektuelle eller kulturelt opfindsomme. Sådan var det i halvfjerdserne – og sådan er det stadigvæk. Derfor dukker den nostalgiske længsel op – selv i de borgerliges. rækker…

Birthe Rønn Hornbech og kvindernes internationale kampdag

8. marts 2011

Man kan vælge at se noget symbolsk i, at integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech fyres den 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Det er et tilfældigt sammenfald, men der er alligevel en symbolsk forbindelse.
Birthe Rønn Hornbechs politiske opstigen har været et billede på den moderne feminismes ligestillingsideal. At kvinder kunne gøre det samme, som mænd har gjort. Gøre karriere og – ikke mindst – komme til tops, blive leder. Et ideal, der i disse år realiseres mere og mere.
Men Birthe Rønns opstigen og fald er også et billede på den fejludvikling, feminismen har taget siden halvfjerdserne, hvor kvindekampen stadigvæk kunne sætte i relation til kampen for et andet og bedre samfund. Ingen kvindekamp uden klassekamp og vice versa, hed det bl.a. i marxistisk sproglig klædedragt. Men tanken var klar nok: Man kunne kun radikalt ændre kvinders stilling i samfundet, hvis man samtidig ændrede samfundets indretning.

Siden blæste der mere borgerligt-liberale vinde og borgerligt orienterede kvinder tog førerskabet i feminismen og gjorde karrieren til en privilegeret kampplads. Kvinderne havde for længst overtaget føringen i uddannelsessektoren. Nu gjaldt det om på komme til tops, ind i bestyrelseslokalerne og på lederposterne. Er du i tvivl om denne påstand, så læs de førende dameblade (undskyld, kvindeblade). Det er der, man får noget at vide om, hvad moderne kvinder tænker…

Birthe Rønn Hornbechs storhed og fald er en illustration af, at det ikke gør nogen forskel, om det er en mand eller en kvinde, der sidder på toppen af pyramiden. Kvinderne har ikke alene overtaget mændenes gamle bastioner, men også deres handle- og tænkemåde.

I Rønns tilfælde forstærkes det eksemplariske lærestykke af, at Rønn, inden hun blev gjort til minister af Anders Fogh Rasmussen, var indbegrebet af en rettænkende borgerlig, kvindelig politiker, som ikke ville gå på kompromis med sine grundholdninger og ikke var bange for at tale sine egne partifæller midt imod. Men hun sagde ja til ministerembedet og dets særlige mandelogik – og så røg integriteten og troværdigheden. Hun spillede det spil, som mænd tidligere har spillet og tabt. En illustration af, hvorfor kvindekampen i dag går på et ben…
På den internationale kampdag kunne kvinderne måske stoppe op ved den kendsgerning, at Rønn er blevet fyret og sætte sig i retablerede demokratiske basisgrupper for at diskutere, hvordan det egentlig går med den ligestillingskamp. Kvinderne er kommet til fadet, javist. Men er verden blevet bedre af den grund? Sådan grundlæggende? God kampdag.

En anden vinkel på ligestillingen i verden hentet omme hos Ramdom og Co. i Røvkassen (tak).

Penkowa-sagen: Rektor Hemmingsen får kniven for struben

7. marts 2011

Som Aage gør opmærksom på, så har dr. phil, psykolog og filosof, David Favrholdt forfattet en kronik i Politiken (6.marts), som med svært gendrivelige argumenter og dokumentation sætter kniven for struben på Københavns Universitets rektor. Anklagen lyder ganske enkelt på: korruption. Og kravet er en uvildig, tilbundsgående undersøgelse af sagen i alle dens aspekter. Kronikken er koncis, skarp og går lige til benet i sin vurdering af Hemmingsens delikate rolle i sagen. Læs den her.

PS. Politiken meddeler i dag, at Milena Penkowa accepterer Byrettens dom i den famøse sag om underslæb, dokumentfalsk og falsk anklage, idet hun har droppet ankesagen og dermed ophævet navneforbuddet i samme ankesag. Samtidig kommer hun med et stærk anklage om, at landsretten ikke vil kunne bedømme sagen ‘objektivt’ på grund af al den virak, der har været om hendes person de seneste måneder. Penkowa kan nu se frem til en betinget fængselsstraf på tre måneder.

At fuske og at duske – det seksuelle spor i Penkowa-sagen.

6. marts 2011

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man måske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen også har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men også i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen såmænd endt som leder under overskriften “Når kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, så er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmål om den nuværende ledelse på universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne også indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnå elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet på bordet. De danske medier er sexistiske. Når sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, så er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn Nørbygård, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, så må man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet så havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det så egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, når det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord også på dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnå fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har også ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, når det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

F*U*K – Kvinder på ligestillingens anklagebænk

4. marts 2011

I dag er det tid til at tilføre lidt ilt til den af capac indstiftede forening til uddybelse af kønsforskellen, kaldet F*U*K.

Vi lever i en tid, hvor kvindekønnet buldrer frem. Efter at vore mødre kom på arbejdsmarkedet, og deres døtre startede halvfjersernes kvindeoprør og feminisme, har kvinderne sejret ad helvede til. De har for længst sat sig godt og grundigt på Den Offentlige Sektor (de dominerer syge-, pleje- og uddannelsessektoren osv.) og nu er turen kommet til andre gamle mandebastioner: bestyrelserne i de private og offentlige virksomheder, lederjobs osv. Og det kan – skal man tro damebladene og visse offentlige personer af hunkøn – kun gå for langsomt. Selv om det faktisk går ganske stærkt – set med historiske øjne. Tænk blot på, hvor mange kvinder der har fået topposter inden for de seneste år. Og ideen om kønskvotiering er stadigvæk langt fra død, men bruges som rambuk for at få udviklingen til at gå hurtigere.

Men er kvindernes indtog i mandens gamle sfærer så blot og bart udtryk for ligestilling mellem kønnene? Sagt på en anden og provokerende måde: Kan vi tænke samfundsmæssig ligestilling uden også at tage højde for den lille forskel? Kønsforskellen, som synes lille, men i virkeligheden måske er langt større og dybere, end vi bryder os om at forholde os til i vores hverdag.

Ole Birk Olesen, liberal blogger og nu folketingskandidat for Liberal Alliance, har begået et indspark i ligestillingsdebatten, som de seneste par dage har givet ham problemer, fordi synspunkterne i indsparket åbenbart ikke er helt forenlige med det at være folketingskandidat for LA. Men selv om jeg langt fra er enig med Olesen – langt fra – så er der nu noget væsentligt i hans insisteren på, at på kønsplanet ikke er lige eller ens – og at det er nødvendigt, at vi forholder os til denne forskel, når vi tænker social ligestilling.
Artiklen – “Jeg anklager…kvinder!” – kan du læse her hos Damefrokosten.

Et demokratiske underskud i det danske folkestyre

3. marts 2011

En af de paragraffer i den danske grundlov, som jeg holder meget, af lyder sådan: “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.” Det er § 56. Som mange andre paragraffer er der tale om et idealt krav, som gradbøjes i den såkaldte ‘politiske virkelighed’ på Christiansborg. En af de magneter, der trækker folketingsmedlemmerne bort fra deres egen overbevisning er loyaliteten over for partiet og partiets politik. Der kan også være tale om andre loyalitetsforhold, fx i et regeringssamarbejde. Det vil være uligt sværere at regere, hvis man tog §56 alvorligt og lod hver enkelt folketingsmedlem følge sin egen overbevisning.

Omvendt, så er denne forpligtelse på sine egne overbevisninger, udtryk for noget basalt demokratisk. Den enkelte politiker repræsenterer sine vælgere gennem sine overbevisninger (holdninger med et andet ord). Ved at stå fast på sine holdninger får man den troværdighed, som selve repræsentationen står og falder med. Derfor er det også en svaghed ved det danske folkestyre, at denne forpligtelse på egne overbevisninger ofte tilsidesættes af hensyn til partiet, regeringen osv.

Problemet illustreres i dag af Ole Birk Olesen, som er folketingskandidat for Liberal Alliance og kendt for sin blog 180 Grader og for sit virke som samfundsdebattør. Han har fået den politiske logik at føle. Inden han blev udpeget til at repræsentere LA tillod han sig i sin blog at lange ud efter kvinderne i dette land. Han gav udtryk for, at de var uegnede til at sidde på magtfulde positioner i samfundet og manglede ære og moral. Det kan man skrive i sin blog uden andre konsekvenser end en byge af ophidsede kommentarer. Men nu er Larsen jo ikke kun blogger og samfundsdebattør længere. Han er folketingskandidat. Det gør en forskel. I Birk Olesens optik: »Jeg reagerede på et samfund, hvor mandekønnet konstant er under kritik og hvor kvindekønnet omvendt ophøjes til at være engleagtigt. I Danmark er det tilladt at kritisere mænd hele tiden. Men det er ikke tilladt at kritisere kvinder ..Indlægget er skrevet på et tidspunkt, hvor jeg ikke var kandidat, og nu tolkes det ind i, at jeg er kandidat. Jeg har taget en anden kasket på, og med den kasket kan man ikke skrive den slags, uden at det er meget kontroversielt«. Siger han til Politiken.

Hvis vi tager metaforen kasket på ordet, så følger holdningerne/overbevisningerne kasketten. Har du en blogkasket på mener du et. Har du en LA-folketingskandidat-kasket på, så mener du noget andet. Og så videre. Spørgsmålet er så, om kommende vælgere kan vide, hvad manden egentlig mener? Sagt på en anden måde: Ville du stemme på Ole Birk Olesen, når han sådan deponerer sine holdninger i partidisciplinen?

Artiklen i Politiken er et studie i, hvordan en person sælger ud af sine egne overbevisninger for at komme til fadet, magtens fad. Jeg tror, at mange ting ville se helt anderledes ud, hvis politikerne glemte magten, folketingslønnen og -pensionen og sagde, hvad de faktisk mente…

Penkowa-sagaen fortsat: Hjernefuskerens videnskabelige artikler granskes

2. marts 2011

Bolden ruller videre. Og i dag kan Universitetsavisen meddele, at det Frie Forskningsråd har underskrevet et undersøgelseskommisorium, der skal give seks internationalt anerkendte forskere mulighed for at gennemgå 100 artikler af Penkowa. Samtidig får Penkowas medarbejdere til opgave at oplyse, hvilke bidrag de har givet til hendes artikler.

Et andet organ – FORSKERforum – har fundet ud af, at Helge Sanders kolportering af de 30 anonyme spørgsmål (som lugter langt væk af Penkowas formuleringer) sandsynligvis har bragt den involverede departementschef i konflikt med forvaltningsloven, idet loven forbyder embedsmænd at “fortie” en kildes identitet. I Penkowa-sagen tyder alt på, at kilden har været kendt og at kildebeskyttelsen har tjent Sanders og Penkowas interesse og ikke offentlighedens.

Mordet på Olof Palme – 28. februar 1986

28. februar 2011

I dag er det 25 år siden, Olof Palme blev skudt ned på Sveavägen i Stockholm efter en biograftur med konen. I en af dagens kommentarer kan man læse, at fru Palme mener, at drabet er opklaret – og at Olof Palmes politiske bedrifter er blevet glemt i den kriminalistiske efterforskning. Hvad man end måtte mene om drabet, som stadigvæk er genstand for teoridannelser (senest med en århusiansk forbindelse…), så er der ingen tvivl om, at hændelsen kom til at stå i vejen for beskæftigelsen med mandens politiske virke. Det samme kan man med nogen ret sige, var tilfældet med mordet på John F. Kennedy.

Og denne “glemsel” er måske i virkeligheden drabets alvorligste konsekvens. Offentligheden og medierne har været voldsomt optaget af who-dunnit-mysteriet, men i væsentlig mindre grad af Palmes politik – og i den forbindelse evt. temaer, der kunne have med mordet at gøre. Man kunne hævde, at Palme-mordet – lige som Kennedy-mordet – er blevet gjort til en kriminalroman, vor tids vel nok mest populære litterære genre. For de gode, velskrevne kriminalromaner gælder det imidlertid, at selve drabet blot er en mcguffin, et fortælleteknisk påskud, for at fortælle noget om det samfund, drabet er foregået i. Noget moralsk, økonomisk, historisk, politisk osv. Drabet er med andre ord et symptom.

Det er drabet på Palme – og Kennedy – også. Og vi kan håbe på, at Kennedy-mordet finder sin endelige opklaring, når de skrinlagte dokumenter om få år åbnes for offentligheden, og at enhver tvivl om Palme-drabets morder ryddes af vejen. Ikke primært for at få afrundet fortællingen, kriminalgåden, men for at få begyndt den anden fortælling om det samfund, der gjorde drabet til en mulighed.

“Giv mig nu et professorat, ellers sladrer jeg til Helge!” – Pankowa-Sander-Hemmingsen-sagen fortsat

27. februar 2011

Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen svigter heller ikke Pankowaføljetonens læsere i denne weekend. På avisens side 2 beretter Johnsen om Pankowa-Sander-forbindelsens “parløb”. På baggrund af nye afslørende dokumenter – emails og notater fra universitetet – fremgår det, at Penkowa allerede i august 2009 bruger venskabet til Sander i et forfremmelseøjemed. Det er – som Pilegaards ovenfor citerede oversættelse af en mails indhold – slående, hvorledes den uformelle, private relation til “Helge” bruges som et diskret pressionsmiddel.
Af artiklen fremgår også, at Helge Sander selv – efter ministerafgangen – aktivt har forsøgt at redde Pankowa ud af den suppedas, hun var på vej ud i, og at han i den forbindelse også har plejet sine forbindelser til den ny videnskabsminister og justitsministeren. Alt sammen under dække af, at henvendelserne havde privat karakter.
På en halv avisside får Pilgaard Johnsen tegnet et billede af en politiker, for hvem målet (beskyttelsen af sin protegé Penkowa) helliger ethvert middel. Herunder også slet skjulte trusler og anden form for tvetydig pression. Man får også et billede af en universitetsledelse, der tydeligvis lader sig manipulere både af politikeren og Penkowa – uden at ville eller kunne indse, at det forholder sig således.

PS. I øvrigt kan BT meddele, at frk. Penkowa drager på foredragsturné. Helt i tråd med hendes attitude hidtil…