Indlæg tagget med pop

Sia

1. oktober 2007

Vi skal ikke glemme de gamle blogtemaer. Fx “iørefaldende pigestemmer”. Dagens ørehænger er “Buttons” med sangerinden Sia. Og der hører en højst aparte, lidt kinky video til:

Sia – hvis fulde navn er Sia Kate Isobelle Furler – er australier fra Aidelaide, født i 1975 og er blandt andet kendt for sit samarbejde med engelske Zero 7. Inden hun som så mange andre australske kunstnere drog til England gjorde hun sig bemærket som sangerinde i en acid jazz-band ved navn Crisp. Hun tre albums på bagen: Healing is Difficult (2000), Colour the Small One (2004) og et live-album fra i år med titlen Lady Crossiant. Hendes jazz-fortid fornægter sig ikke, især ikke på den første soloplade.

Hør og se også Sia og sangen Breathe Me. Sangen har bragt hende ud til et større publikum, fordi den blev brugt i tv-serien Six Feet Under. Besøg hendes herlige, barnlige hjemmeside og hør mere med hendes dejlige stemme.

Plader, jeg ikke burde kunne lide (2): Gitte Hænning

1. oktober 2007

Overskriften på indlægget henviser til et indlæg i min gamle smartlog, hvor jeg den 19. april 2006 skrev følgende om Den Komplette Popboks med Gitte Hænning:

“Forleden udkom en cd-boks med den danske sangerinde Gitte Hænning med et nydeligt billede af den kunstneren som ung hvalp på forsiden. Det var lige ved at få mig til at købe boksen. Titlen har jeg også en svaghed for. Ikke noget med Best of.. eller Greatest Hits eller Ultimative et-eller-andet.(…. Jeg har altid haft en svaghed for to af Gittes sange, Tag med ud og fisk og Du skal bare tage det roligt. Men sådan burde det ikke være. For jeg er slet ikke til dansk pop eller danskpop. Imidlertid har de to sange på et tidligt tidspunkt gravet sig ind under huden. Måske skyldes det Giro 413s indvirkning på (eller undergravelse af) min kulturelle dannelse. Jeg ved det ikke. Men faktum er, at jeg har overgivet mig til de to popnumre.”

I dag faldt jeg så over denne 4-cd-boks i det lokale supermarked til den nette pris af 49,95. Så hermed er Gitte Hænning indlemmet i capacs afdeling for “skyldige glæder”, eller hvad man nu vil kalde sådanne laster.

Oven i købet har jeg genopdaget endnu en Gitte Hænning favorit: Snakker med mig selv.

Joe Zawinul, død 75 år

11. september 2007

Meddelelsen om jazz-legenden Joe Zawinul død tirsdag bringer minder fra halvfjerdserne frem i erindring. Det var i halvfjerdserne, den såkaldte jazz-rock væltede ind over det musikalske landskab som en af bølgerne. Og øverst på bølgetoppen var det fænomenale ensemble Weather Report, hvis ankermænd var tangentspiller Zawinul og den fortrinlige saxofonist Wayne Shorter. Sammen med grupper som Chick Coreas Return to Forever, John Mclaughlins Mahavishnu Orchestra og The Headhunters udforskede de grænseområdet mellem rockmusikken og jazzen. Ikke alle var lige begejstret. Blandt andet havde den lokale Dr. Jazz – Erik Wiedemann – en lang række forbehold over for det elektriske udtryks mangel på finesse osv. Ikke desto mindre fik Weather Report lavet en række slidstærke plader, der er helt dugfriske at lytte til stadigvæk. Tak for oplevelserne, Joe. Hvil i fred.

Birdland i en optagelse fra 1971, hvor bandet har selskab af vokalekvilibristerne i Manhattan Transfer Læs mere »

Krom-drømme – nyt fra Neil Young

21. august 2007

Den uhyre produktive Neil Young har igen haft gang i indspilningerne og udsender i oktober et album, der har fået den foreløbige titel: Chrome Dreams II. Titlen spiller på Chrome Dreams, der var et kuldsejlet projekt fra 1977, selv om det indeholdt mange vordende klassikere som fx “Pocahontas,” “Sedan Delivery,” “Powderfinger,” “Look Out for My Love” og “Like a Hurricane”. Det gamle materiale gik tabt ved en brand i Young hjem. Men nu tager han altså revanche, og har sammen med trommeslageren Ralph Molina og pedal steel-guitaristen Ben Keith fra Crazy Horse indspillet en række gamle og nye sange til det kommende album. Der er allerede planlagt en opfølgende turné.

Heart of Gold i en live-optagelse fra 1971 – akustisk: Læs mere »

John Cale, 1974-75 – endnu en erindring

19. august 2007

Medens jeg skrev mit erindringsfragment om John Cales koncert på Gellerupscenen den 9. november 1974 (eller 75, jeg er ikke helt sikker) kunne jeg se det omtalte udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad for mig. Et sort-hvidt billede af John Cale, der står med sin viola bag et sprosset vindue, lidt mut, indadvendt. Efterfulgt af en spalte med informationer og Cale og hans aktuelle projekt. Signeret “Benny”.
Tilfældet (?) ville, at jeg så i går stod og bladrede i nogle bøger om musik – blandt andet det tidlige omtalte værk Der gror aldrig mos på en rullesten – og ud falder selv samme udklip og et andet fra dagbladet Information med en anmeldelse af Cales koncert den 1. November på det ganske nye koncertsted Saltlageret (på Gl. Kongevej i København), som nogle dage forinden var blevet indviet af Gasolin. Sammen med avisens anmeldelse lå et lille foto af den bemaskede og bebrillede Cale, om hvem anmelderen – Jørgen Siegumfelt – skrev: “Kl ca. halvtolv lørdag aften gjorde han sin entre iført forrevet khaki-dress – og hovedet maskeret bag et hvidt, løst hængende finmasket net.. bag hvilket man anede et par store motorbriller og et kranium indhyllet i sort klæde!”. Anmelderen er positiv, og musikken, der sammenlignes med Lou Reeds enkle rock-musik, omtales som “sej og medrivende” og “stærk og vital musik”.

Darkness warmer than a bedroom floor
Want someone to hold me close forever more
I’m a sleeping dog, but you can’t tell
When I’m on the prowl you’d better run like hell
You know it makes sense, don’t even think about it
Life and death are just things you do when you’re bored
Say fear’s a man’s best friend
You add it up it brings you down

 

Opdatering: En Cale-fan har lavet en oversigt over Cales koncerter gennem tiden og i følge den var det 11/09/75, Cale med Band besøgte Gellerup Scenen.

Guts, guts, got no guts – en erindring

14. august 2007


Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Læs mere »

Mere syrerock: The Blues Magoos

29. juli 2007

The Blues Magoos var et andet band, der sprang på den psykedeliske vogn i starten af tresserne. Egentlig hed de The Trenchcoats, men da syrerocken fik tag i folk, skiftede de navn. Det var i 1966. Bandet bestod oprindeligt af Emil Thielhelm eller Peppy Castro (sang og guitar), Dennis LaPore (lead guitar), Ralph Scala (orgel og sang), Ronnie Gilbert (bas) og John Finnegan (trommer). De holdt til i den legendariske bydel Greenwich Village i San Francisco, hvor de skabte sig et navn som live-band. Gruppen kan også prale af, at være en af de første, der brugte begrebet psykedelisk, idet titlen på deres debutalbum var Psychedelic Lollipop.
Bandet turnerede med nogle af tidens store engelske navne, The Who og popensemblet Hermans Hermits og fik æren af at levere en af sangene til soundtracket fra kultfilmen Easy Rider. Det var deres største hit We Aint’t Got Nothing Yet, der var på den amerikanske top 10. Et nummer præget af farfisaorgel og siden er blevet sammenlignet med Deep Purples klassiker Black Night.
Gruppen næste to albums gik ikke særlig godt, og i 1968 sluttede eventyret, og medlemmerne gik hver til sit.

Læs mere »

Regnen, parken og andre ting

17. juli 2007

I Weekendavisen har man fået den fine idé, at lade Bo Green Jensen og Rene Gummer skrive om en række sange, der har gjort et særligt indtryk på dem. I weekendens udgave skriver Bo Green Jensen om Bob Dylans “A hard rain’s gonna fall”, inspireret af de foregående dages massive regnvejr på Djævleøen. Som sædvanligt er der tale om en vidende og personlig artikel. Bo Green nævner en række kendte sange, der har regnen som tema, men nævner sjovt nok ikke The Beatles Rain. Men al den snak om regn og sange lod en anden gammel sang dukke op på min indre jukebox: The Cowsills “The Rain, The Park, and other Things” fra 1966.
The Cowsills var et rent familieforetagende – lige som The Osmonds, der kom til senere – bestående af medlemmer af Cowsill-familien. De var inspireret af The Beatles og The Everly Brothers, og spillede som disse iørefaldende melodier med vægt på det vokale arbejde. “The Rain, The Park, and other Things” var deres første store hit, der nåede en 2. plads på Billboards hitliste og solgte 3 millioner eksemplarer i første oplag. Senere fik de et stort hit med “Hair”. Det var i 1969. Gruppen opløstes i 1971 efter lang tids ballade i familien. Siden er det blevet gendannet.
Jeg havde The Rain… på et bånd på min gamle B&O-båndoptager og spillede den meget. Jeg synes stadigvæk den har noget over sig…

Læs mere »

AC/CD – indspiller en ny plade

14. juli 2007

Gaffa fortæller kort, at det australske band AC/DC er ved at indspille musik, der nok bliver til bandet s nye plade engang – den første siden Stiff Upper Lip fra 2000. AC/DC blev dannet tilbage i 1973 og betragtes af mange som pionerer inden for heavy metal-genren, men selv kalder bandets medlemmer musikken for rock’n roll. Capac har altid haft en svaghed for den form for hård rock, der minder lytteren om, hvad rock’n roll altid har drejet sig om: fest og ballade – uden de store kunstneriske ambitioner. Med andre ord: øl, piger og rockmusik. Her er de så drengerøvene fra Sydney: Læs mere »

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

8. juli 2007

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »

I hovedet på en gammel dreng…

7. juli 2007

…selv om man har trukket stikket ud, så kan musikken godt finde på at spille videre indeni. XTCs lille sang om at være borgmesteren fra Simpleton (fra albummet med det saftige navn Oranges and Lemons fra ’89) dukkede op, medens sandalerne blev oversvømmet på en stille grusvej i sagte, silende, lunken regn…

My Sharona / The Knack

27. juni 2007

Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdåse…

The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da også mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast på trommehinden og – på hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med på lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede på Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da også medvirket på en hyldestplade til Badfinger. Læs mere »

“Ting af sten og træ” – australsk 90’er-lyd

26. juni 2007

Australien har fostret mange gode kunstnere og grupper, men ikke alle er nået ret langt uden for det store lands grænser. Bandet med det besynderlige navn Things of Stone and Wood – populært kaldet TOSAW – blev dannet i 1989 i Melbourne af Greg Arnold (sang, keyboards og guitar), Michael Allen (bas og sang), Tony Floyd (trommer) og Justin Brady (der ud over guitaren trakterede violin, mandolin og mundharmonika, så det satte sit tydelige præg på gruppens musik). i 1993 udsendte de deres første album – The Yearning – der begejstrede både australske musikkritikere og publikum. Stilen er en blanding af pop, folk, blues og andre stilarter i skønsom blanding omkring nogle iørefaldende melodier.
Sangen i videoen – Happy Birthday Helen – blev et stort lokalt hit. Sangen handler om Greg Arnolds daværende kæreste, som han siden giftede sig med.
Gruppen har været uregelmæssigt turnerende, også i Europa.
Debutpladen er siden blevet genudsendt sammen med opfølgeren på en cd. Og i 2002 udsendtes en compilation med titlen So Far 1992-2002 med det bedste fra den periode. Den skulle være til at få fat i – medens de andre plader er sjældne og ret pebrede…
Greg Arnold er vist gået solo. I hvert fald har han for ganske nylig udsendt albummet Lost Marie, der ligger tæt op af TOSAWs musikalske udtryk. Man kan høre numre fra albummet på Gregs myspaceside.

Surfer Girl

22. juni 2007

Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…

Læs mere »

Simon and Garfunkel – Live 1969

22. juni 2007

En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).

Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :

Læs mere »