CAPAC

Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Læs mere »

Louie Louie, oh no
Me gotta go
Aye-yi-yi-yi, I said
Louie Louie, oh baby
Me gotta go

Fine little girl waits for me
Catch a ship across the sea
Sail that ship about, all alone
Never know if I make it home

CHORUS

Three nights and days I sail the sea
Think of girl, constantly
On that ship, I dream she’s there
I smell the rose in her hair.

CHORUS

Okay, let’s give it to ’em, right now!

GUITAR SOLO

See Jamaica, the moon above
It won’t be long, me see me love
Take her in my arms again
Tell her I’ll never leave again

CHORUS

Let’s take it on outa here now
Let’s go!!

Klaus Lynggaard bemærker i weekendens Information om denne klassiker, at det er “den ultimative garagerockklassiker”, som “enhver kan lære at spille på fem minutter”. Den startede som en B-side i 1956-57, hvorfra den langsomt blev fast bestanddel af mange gruppers koncertrepertoire. Blandt myterne om denne sang er, at den skulle være bundsjofel (hvilket altid har været en nærliggende forklaring, når man ikke forstod teksten!), og at nummeret, fordi gruppen kløjs i rytmen, skulle markere reggaens fødsel… I hvert fald en rockklassiker, som mangen en kunstner har kastet sig over – inklusive Bob Dylan. Faktisk er der udsendt en serie af plader med titlen The Best of Louie Louie med en række alternative versioner. Dertil kommer, at en lang række andre sange har ladet sig inspirere mere eller mindre direkte af riffet i Louie Louie: Fx The Rolling Stones “Get Off Of My Cloud”, The Troogs “Wild Thing”, The McCoys “Hang On Sloopy”, Lou Reed “Vicious”, The Righteous Brother “You’ve Lost That Lovin Feeling” og “Summer Nights” fra filmen Grease. Louie Louie var i øvrigt det eneste rigtige hit, The Kingsmen fik.

Læs mere »

Et sølle album blev det til for de to Davider, Baerwald og Ricketts, der midt i Reagantiden udsendte det lille mainstreampop-mesterværk Welcome to the Boomtown. Teksterne drejede sig om desperation og bristede drømme og illusioner i den højresnoede konservative amerikanske æra under B-filmskuespilleren. En perfekt pladeproduktion, vellykkede arrangementer af iørefaldende sange – og så de omtalte kommentarer til tidsånden. En bittesød samling af oder til den yuppietid, der var dødfødt. Titelsangen kom på de amerikanske hitlister, og derefter var det slut. Bearwald gik derefter solo og har udsendt en række fine albums, der har alle har haft en høj stjerne hos musikkritikerne.
PS. For eventuelt interesserede: Den kan godt være lidt halvdyr at indkøbe…hvis man ellers kan finde et eksemplar.
Efter lang tids søgen har jeg omsider fundet en video med de to Davider. Et VHS-rip (!) af videoen til titelsangen, men helt tosset er den nu ikke. Skru bare op, sangen kan godt tåle det! :

Ms. Cristina drives a nine four four
Satisfaction oozes from her pores
She keeps rings on her fingers
Marble on her floor
Cocaine on her dresser
Bars on her doors
She keeps her back against the wall
She keeps her back against the wall

So I say
I say welcome, welcome to the boomtown
Pick a habit
We got plenty to go around
Welcome, welcome to the boomtown
All that money makes such a succulent sound
Welcome to the boomtown

Handsome Kevin got a little off track
Took a year off of college
And he never went back
Now he smokes too much
He’s got a permanent hack
Deals dope out of Denny’s
Keeps a table in the back
He always listens to the ground
Always listens to the ground

So I say
I say welcome, welcome to the boomtown
Pick a habit
We got plenty to go around
Welcome, welcome to the boomtown
All that money makes such a succulent sound
Welcome to the boomtown

Well the ambulance arrived too late
I guess she didn’t want to wait

Ovre hos Bo har man diskuteret DRs poesiindslag “Digte fra 2. sal”. Men, der sker også noget på 1. sal, nemlig “Sange på 1. sal”. DR har fået den små-geniale idé at lade danske kunstnere kommentere en sang, der har betydet noget for dem, og derefter give en version. Her til aften var det sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, der fortalte om, hvordan han som 12-årig så John Schlesingers film “Midnight Cowboy” (1969) i biografen. I filmen har Dustin Hoffmann en fantastiske rolle som bumsen “Ratso”, der drømmer om at komme ud af storbyens elendighed og leve i Floridas evige solskin. I en af de sidste scener ser man ham svedig og døende i bussen på vej mod sine drømmes mål, som han aldrig når i levende live. Og som underlægning hører man Harry Nilssons udgave af Fred Neils sang “Everybody’s Talking”.
Jimmy Jørgensens udgave var en nedtonet udgave, fuld af veneration for den oprindelige version. Og jeg har det lidt som Jørgensen. Den sang gjorde et dybt indtryk, da jeg så filmen i 69 for første – og eneste – gang. Det er en af de sange, jeg aldrig er blevet træt af at lytte til. Harry Nilsson, der havde en stor stemme (i følge anekdoterne spændte den over fem oktaver) og et kompliceret privatliv (blandt andet var han soldebroder for John Lennon i den periode, hvor Yoko Ono havde smidt ham ud i midthalvfjerdserne). Han døde kun 53 år gammel i 1999.
Everybody’s Talking er i øvrigt blevet versioneret af en af tidens unge sangere MIKA, der pt. ligger på Boogie Listen (i følge datteren…). Man kan se den på YouTube. Jeg skal nok afstå fra at kommentere den.
Og her er så Harry i en optagelse fra capacs nostalgi-musikprogram Beat-Club: Læs mere »

Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Læs mere »

Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Læs mere »

New Musical Express meddeler – med Jack Bruce som kilde – at den fænomenale tressertrio gendannes til sommer for en koncert eller flere. Sidst det skete var i 2005.
Cream er en af de få store rock-trioer fra tresserne. Mit første møde med gruppen var deres første single I Feel Free, der væltede mig helt omkuld dengang, den udkom. Jeg synes stadigvæk, at introen er noget helt for sig selv…

For et par måneders tid siden skrev jeg et indlæg om gruppen Red Squares, der i de tidlige tressere afstedkom en veritabel engelsk pop- og beatbølge i Danmark. I forbindelse hermed nævnte jeg, at der ud over de røde firkanter var andre engelske bands, der med mere og mindre held gjorde sig på dansk grund. Jeg nævnte “Step by Step”, men siden har det naget mig, at der var noget helt galt med dette navn. Og efter lang tids gransken af hukommelsen slog det mig pludselig, at gruppen slet ikke hed Step by Step. Step by Step var navnet på et af deres hits. Gruppen hed Wishful Thinking. Brikken faldt på plads, og det er jo en dejlig fornemmelse for en nostalgiker og anakronist.
Erindringen gav selvfølgelig anledning til research på internettet, og det var i første omgang med et meget pauvert resultat. På danske sider fandt jeg en omtale i forbindelse med Red Squares, hvor det blot stod, at Wishful Thinking var den gruppe, der havde størst succes – efter Red Squares. Noget kunne tyde på, at gruppen var gået lidt i glemmebogen.
Men så fandt jeg en tysk fanside, der er helliget gruppen.
Her kan man så læse, hvordan gruppen opstod som The Emeralds i midttresserne. Og efter udgivelse af tre singler skiftede de navn til W.T. Bandet bestod oprindeligt af fire musikere: Terry New på leadguitar, Roger Charles på bas, Brian Allen og Roy Daniels sang. Hjemmesiden – der kalder sig den officielle – udmærker sig ved at have en omfattende illustreret diskografi. Og blandt klenodierne finder man coveret på omtalte hit “Step by step”, der udkom på Decca i 1966.

.

Men man finder også afbildninger af et par flexidiscs, som ugebladet Børge – datidens svar på Gaffa – udgav og hvor Wishful Thinking medvirkede sammen med andre mere eller mindre glemte solister og grupper. Hvem husker fx The Ebonies eller The Clan? Bedre går det med The Beefeaters og Povl Dissing. Disse flexi-disc er i øvrigt blevet samlerobjekter.
Hyldestsiden rummer også emails fra de gamle medlemmer af gruppen, der fortæller om, hvad de kan huske. Og på linksiden finder man en henvisning til en dansk gruppe, der tog navn efter hittet Step by Step, hvilket nok siger lidt om, hvor populære de englændere var dengang. Selv om det var en kort periode. Jeg vender tilbage til gruppen, hvis jeg falder over mere om deres færden i Danmark dengang.
PS. (26/2/08): Det viser sig, at en gammel studiekammerat ligger ind med alle de omtalte flexidiscs fra Erik Haaests beat-blad “Børge”. Det skal blive sjovt med et genhør…

(NB! Billederne i dette indlæg er lånt fra den tyske side, der er “den officielle Wishful Thinking hjemmeside”. Undskyld til Andreas, hvis det ikke er fremgået tydeligt nok! Som et plaster på såret indsætter jeg et link til Andreas’ informative side i min musikliste.

OPDATERING 4/3-2010: Også undskyld til Leif Vest Pedersen, der har rettighederne til billederne. )

året var 1965. Barry Mcguire, der havde en rå, upoleret stemme, der passede godt til protestbølgen, fik et stort hit med Eve Of Destruction. Protestsangene blomstrede i skyggen af Cuba-krisen, der gjorde atomkrigstruslen uhyggeligt nærværende for amerikanerne og os andre. Samtidigt viste de første tegn på Vietnam-krigens katastrofale perspektiv sig for hele verdenopinionen. Det blev acceptabelt at synge protestsange, selv i Gud Eget Land. Bob Dylan og folk-bølgen havde vist vejen. Herhjemme fulgte folkesangeren Cæsar op på Mcguires succes med sin danske version Jorden I Flammer, der også blev et pænt hit.
Manden bag sangens ord og melodi var P. F. Sloan, der må siges at være en af de mere oversete sangskrivere i USA.
Sloan – eller som han rigtignok hedder Philip Gary Schlein – blev født i 1945 og udsendte sit første album Songs Of Our Time i 1965. Eve Of Destruction var et af numrene. Debutpladen og efterfølgeren 12 More Times fra 1966 indeholdt flere andre numre, der blev successer for andre kunstnere som fx The Seachers (Take Me For What I’m Worth), The Turtles (Let Me Be) m.fl. Sloan fik også selv en pæn succes i såvel USA og Europa med sangen Sins Of A Family, der siden er blevet en folk-rock-klassiker.
Imidlertid løb Sloan ind i personlige problemer med sit pladeselskab. Pladeselskabet ville have ham til at være sangleverandør til andre hitlistepotentialer; men Sloan ville gerne indspille sine egne sange. Og i en længere periode i 1970’erne og firserne var han nærmest inaktiv. I hvert fald i offentligheden. Man kunne også sige, at han gik lidt i glemmebogen, for i den branche er det kortidshukommelsen, der dominerer…

…Last Time I saw P. F. Sloan
He was Summer Burned He was
winter Blown You Know He turned the Corner
All Alone
But he continued, yes, he
continued singing
listen to him sing…

En anden kendt amerikansk sanger og sangskriver, Jimmy Webb skrev og indspillede nummeret “P. F. Sloan” i 1970. En meget iørefaldende sang, som blev planket af bl.a. vokalpopgruppen The Associations, om omkostningerne og skuffelserne ved at være en kreativ og fornyende sangskriver… I følge anekdoterne skulle Jimmy Webb siden have afvist, at sangen handlede om den rigtige P. F. Sloan (der i parentes bemærket hjalp Jimmy Webb i gang med karrieren). Måske skyldtes denne ejendommelige historie, at de to sangskrivere var kommet på kant med hinanden. Kollegial jalousi er ikke et ukendt fænomen blandt kunstnere. Heller ikke i musikkens verden. Noget kunne måske også tyde på, at Sloan ikke altid har været lige let at arbejde sammen med. At han var og er en mand, der går sine egne veje. Og det er ikke altid lige populært i musikindustrien, hvor det handler om meget andet end musik – fx penge. Webbs sang om Sloan fortæller om en mand, der er mere optaget af sin musik end af, hvad andre mener. Siden har Webb dog indrømmet, at sangen faktisk var om Sloan, og at det i sig selv var problemet med den sang: At den handlede om et stadig levende person. Men der er ingen tvivl om, at sangen også er udtryk for Webbs anerkendelse af en anden markant sangskriver.
Ulempen ved Sloans valg har været pauser i karrieren, og at det er svært af få fat i de plader, han faktisk fik udgivet, idet kun nogle af dem er tilgængelige på cd. Og grammofonpladerne forhandles til skyhøje priser i antikvariater. Faktisk var en af grundene til dette indlæg, at jeg så et eksemplar af albummet Measure For Pleasure (Atco 1968) til salg i et dansk antikvariat i århus for den nette sum af 850,- kr. Denne plade kan dog fås på cd til normalpris.
I 2006 udsendte Sloan sit seneste album Sailover, der indeholder versioner af Eve Of Destruction (m. Frank Black og Buddy Miller) og Sins Of The Family (m. selveste Lucinda Williams).

Hør P. F. Sloan selv fortælle:

Helt tilfældigt faldt jeg over en lille omtale af bandet The Equals på nettet. Nok til at vække erindringen om deres hit Baby Come Back til live for det indre øre. En af de melodier, der har det med at sætte sig fast med det samme…
Equals blev dannet i 1965 og blandt medlemmerne var Eddie Grant (med affarvet blond hår!), som siden fik succes som solist. Baby Come Back var med på deres første single, som blev udsendt i 1966. På B-siden var Hold Me Closer. Singlen blev ikke et hit i England – men blev til gengæld nr. 1 både i Tyskland og Holland. Og derfor fik den også fast plads i capacs nostalgiprogram Beat-Club det år. Efter en række singleplader, som solgte pænt uden at imponere, forlod Eddie Grant gruppen i 1971 og dermed var bandets tid ovre.
Gruppen var på flere måder foregangsmænd i popmusikken. Det var et af de få multietniske bands i tressernes Storbritannien. Og med deres blanding af pop, rock og reggae foregreb de også den senere ska- og reggae-bølge, der skyllede ind over populærmusikken.

I maj måned sidste år skrev jeg følgende indlæg i min gamle smartlog:

“En ledig stund, og jeg havde tid til at bladre lidt i mine gamle singleplademapper (dengang opbevarede man singleplader i dertil indrettede kulørte plastikmapper med plads til ca. 25 single- eller EP-plader). Nostalgien skal jo masseres lidt. Og mit blik faldt på en kuriøsitet, nemlig den japanske sanger Kyo Sakamotos “Sukyaki”? (B-siden: “Anoko-No Namae-Wa Nantenkana”?!).

Hvorfor jeg købte den dengang i FONA, ved jeg ikke. Nok, fordi den var et overrraskende hit i tresserne. Nærmere bestemt i 1963. Det usædvanlige var selvfølgelig, at der var tale om en helt igennem japansk sang. Så vidt jeg ved, var det første gang overhovedet i efterkrigstiden, at det skete. Siden hen er japansk musik jo blevet mere almindelig i popmusikken. Sangen “Sukiyaki” handler – ikke overraskende – om ulykkelig kærlighed (teksten, som bestemt ikke er en poetisk perle, kan på originalsproget og i oversættelse læses her).

Faktisk fortæller historien, at sangen havde en anden titel på japansk. Men præsidenten for Pye Records, der opdagede den japanske sanger, omdøbte sangen efter en japansk spise, som han godt kunne lide!

Sakamoto er født i 1941 som søn af en restauratør og var et stort navn i Japan, hvor han havde flere hits, optrådte på tv, i film og i radio. Han døde 43 år gammel i 1985, hvor han omkom sammen med 520 andre passagerer i en flyulykke uden for Tokyo.

Sukiyaki resulterede i en guldplade for japaneren i USA, hvor den blev nr. 1 på Billboards popliste (ligesom den nåede højt på R&B- og adult contemporary-listen). Succesen resulterede i et par singler mere, som solgte pænt, og en LP med titlen Sukiyaki and Other Japanese Hits. Sukiyaki er blevet en standard, som der er blevet lavet mange coverversioner af. En sjov ting er, at selveste Bob Dylan har sunget sangen ved en koncert i Japan. Den findes som bootleg¦ “

I mit baghoved rumlede spørgsmålet, om ikke dette hit var kommet i en dansk version? Eller rettere: Jeg mente at have hørt en dansk udgave, men kunne ikke komme i tanke om, hvem der stod bag sangen. Og så ville tilfældet, at jeg forleden fik mulighed for at lytte til Den Store Otto Brandenburg Boks – og se, om ikke man finder hele to udgaver af netop Sakamotos sang. Den danske udgave har tekst af Allan Hondé[1. et pseudonym for Thøger Olesen: https://www.capac.dk/wordpress/?m=20080510], der står bag mange danske hits fra perioden. Og på den fjerde cd, der indholder Ottos tyske og svenske udgivelser, finder man en svensk udgave. Det nostalgiske hjerte slår lettet, og hvor er det rart at få bekræftet, at hukommelsen ikke er helt umulig…

Opdatering 14/8-2007: På YouTube er der dukket en gammel video op med Sakamoto og Sukiyaki – oven i købet med renset lyd og det hele.

Teksten – i engelsk oversættelse: Læs mere »

For en ordens skyld skal vi lige minde om, at det er i denne uge, DR2 sender sin temaudsendelse om The Doors. Det sker på lørdag den 28…

Capac har altid haft en stor svaghed for pub-rocken, dvs. den uprætentiøse musikform, der har til formål at underholde Guinness-drikkende personer m. fl. og derved højne omsætningen, sætte gang i de hormonale udladninger mellem kønnene og derved bidrage til Jordelivets beståen osv. Gode, fængende melodier, tekster om hverdagslivets temaer, up-tempo-sange, solidt håndværk er ingredienserne. Mange kendte bands og solister har udtjent deres læretid på små pubs rundt omkring i GB, og hvor der ellers findes pubs med spillemuligheder.
The Fratellis spillede deres første officielle job på O’Henrys i Glasgow – og nu ligger de på toppen af hitlisten. Et bevis på, at pub-rocken lever på tværs af alle musikalske modeluner. Bandet består af John Lawler (Jon Fratelli) på sang og guitar, Barry  Wallace (Barry Fratelli) på basguitar og Gordon McRory (Mince Fratelli) på trommer og strengeleg af forskellige slags.
Fratellis har reddet capacs dag med glad spark-i-røv pubrock, som man kun kan blive i godt humør af. Hermed anbefalet på det varmeste!

De besøgte i øvrig Vega/Kbh. i sidst uge og vender tilbage til januar…
Nyd dem på Myspace – og i videoudgave her: Læs mere »

Hvis man kan huske tilbage til tresserne og musikken dengang, vil man utvivlsomt huske gruppen Manfred Mann – forløberen for Manfred Manns Earth Band, der fejrede store triumfer i de to efterfølgende årtier. Manfred Mann havde en håndfuld markante top 10 singlehits dengang i perioden 1964-69. Blandt andet Do Wah Diddy Diddy, Pretty Flamingo og Mighty Quinn, der alle toppede listen i England.
Gruppen, der som så mange andre i tiden spillede R&B-baseret beatmusik, blev dannet i 1962 omkring keyboardspilleren Manfred Mann og en række fine musikere, og den gjorde sig bemærket ved i sin glansperiode at have to markante forsangere.
Frem til 1966 var det Paul Jones, der stod i forgrunden og havde appel til pigerne på første række. Jones var et multitalent, der ud over at synge spillede mundharmonica, lavede skuespil og senere også radio og tv, blandt på BBC2, hvor han spiller musik anno dazumal. Han startede sin sangkarriere i en af tidens rugekasser Alexis Corner’s Bluesbreakers, hvor han sang sammen med Long John Baldry og en dengang relativt ukendt fyr ved navn Mick Jagger. I 1966 valgte han at gå solo, men fik ikke helt samme publikumssucces, som han havde haft med Manfred og vennerne. Senere var han med i det fabelagtige Bluesband.
Paul Jones blev afløst af Mike D’Abo, der havde gjort sig lokalt bemærket i gruppen A Band Of Angels og som sangskriver. Han havde lavet generationshymnen Handbags and Gladrags, som Chris Farlowe (og endnu senere Rod Stewart) indsang. Med D’Abo i front fortsatte Manfred Mann sin hitlistesucces med sange som “Ragamuffin Man”, “Ha Ha Said the Clown”, “My Name Is Jack” og “Mighty Quinn”, der som nævnt blev nummer 1 i UK.
Både Paul Jones og Mike D’Abo har sunget med i nydannelsen The Manfreds, der bestod af gamle Manfred Mann-musikere – dog uden hovedpersonen Manfred…

Desværre har capac ikke kunnet finde en video med Pretty Flamingo, som er en af hans favoritter. Men her er: Læs mere »

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival: