Indlæg tagget med pop

Los Bravos – “Black is black”

21. januar 2007

Den spanske gruppe Los Bravos gjorde i 1960 det umulige ved at indtage såvel den engelske som den amerikanske top 10. Det var uhørt, at ikke-engelske og ikke-amerikanske grupper og kunstnere overhovedet gjorde sig bemærket dengang. Men over for dette internationalt lydende hit måtte pladekøberne og radiostationerne bøje sig. Det forblev gruppens eneste internationale træffer.
Nummeret blev i øvrigt ved med at være et ønskehit i Jørgen Mylius’ programmer op gennem tresserne…

The Flying Lizards

20. januar 2007


Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 pÃ¥ Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i Ã…rhus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom ogsÃ¥ LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos sÃ¥ forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker pÃ¥, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Læs mere »

Norman Greenbaum: Spirit in the Sky

20. januar 2007

Endnu et eksempel pÃ¥ en kunstner, der kun fik et hit. Den musikstuderende Norman Greenbaum fik et kæmpehit i 1969-70 med sangen “Spirit in the Sky”, en sang, der bevægede sig i feltet mellem eksperimenterende, “progressiv” rockmusik med el-guitaren i forgrunden og sÃ¥ den enkle popsang. Sangen finder man stadigvæk pÃ¥ div. compilations fra perioden, og den holder sig fint. Greenbaum fik ikke andre hits under sit eget navn, men var involveret i det hit, som Dr. West’s Medicine Show and Junk Band havde med “The Eggplant That Ate Chicago” i 1968.

Blognostalgisk tilbageblik: Some People

20. januar 2007

Det allerførste indlæg i capacs smartlog drejede sig – selvfølgelig – om et nostalgisk emne, nemlig ungdomsfilmen “Some people”. Helt tilfældigt (!) faldt blogbestyreren på YouTube over et klip fra filmen med kendingsmelodien. Nedenfor kan man læse, hvad blogbestyreren skrev dengang. Og læg mærke til det markante keyboard – og så den ro der er over de unge (det gik nok ikke i dag…):

 

Tressernostalgi : “Some people “Tirsdag, d. 14. marts 2006 af CAPAC

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace.

Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget! Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt?

Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their drivers licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte.

Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel. Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng) blev filmen et hit i England dengang.Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen.

For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980. Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne. Og der er mange sjove ting imellem.

¦Some People – the movie..Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes) .Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor. Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift. Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej). Musikstilen er instrumentalmusik á  la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår á  la Elvisâ.

Tyggegummi-musik

19. januar 2007

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og sÃ¥ tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan fÃ¥r man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregÃ¥ende, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære mÃ¥lgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der sÃ¥ skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere pÃ¥ hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (I´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt pÃ¥ rejsegrammofonerne cirka pÃ¥ samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme Ã¥r med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA Ã¥ret efter. Og sÃ¥ var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales pÃ¥ det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og sÃ¥ mÃ¥ske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Og her er de s̴ som perler Рeller m̴ske snarere tyggegummikugler Рp̴ en snor:

Læs mere »

Ram Jam “Black Betty”

19. januar 2007

Apropos 1-hit-kunstnere, sÃ¥ har jeg tidligere været inde pÃ¥ Leadbelly-sangen Black Betty, der har det med at blive hængende i ens indre øre, ikke mindst i det amerikanske band Ram Jams version. Ram Jam var et halvfjerdserband, der udgav to LP’er: Ram Jam (1977) og Portrait of the Artist as a Young Ram (1978). Deres ene-stÃ¥ende hit røg op pÃ¥ hitlisten i 1977. Gruppen bestod af Bill Bartlett (guitar), der tidligere havde spillet i bubblegum-pop-bandet The Lemon Pipers(dem med “Green Tambourine”), Pete Charles (trommer) Myke Scavone (forsanger) and Howey Arthur Blauvett, der havde en fortid hos Billy Joel. Gruppens indspilning af Black Betty var i øvrigt en genindspilning, fordi Bartletts gamle band Starstruck havde lavet en udgave, uden at det gav anledning til den store opmærksomhed. Gruppens to plader er siden udgivet pÃ¥ en tysk cd med den herlige titel: The Very Best of Ram Jam….

Poparkæologiske udgravninger 2: Bob Lind “Elusive Butterfly”

18. januar 2007

Tresserne var også den tid, hvor folkemusikken slog igennem med navne som Bob Dylan, Donovan, Joan Baez og mange, mange flere. Interessen for folk gjorde, at mange større og mindre talenter fik en chance for at komme ud på grammofonplade, og en af dem var Robert Neal Lind, bedre kendt under sit kunstnernavn: Bob Lind. Lind fik et smashhit i 1966 med Elusive Butterfly, der blev nr. 5 både i USA og England. I England fik han dog kamp til stregen af ireren Val Doonican, der lavede en ikke ueffen coverversion, sådan som det var almindeligt dengang. Doonican var en flittig gæst på de engelske hitlister op gennem tresserne.
Hørt gennem tidstunnellen så kan man godt opfatte, at Bob Lind ikke havde den store stemmekraft, men melodien besidder uden tvivl de ingredienser, der skal til for at gøre en sang til en landeplage, en ørehænger osv. Bob Lind indspillede en række plader efter sit hit, men det blev ikke til mere på hitlisterne. I de senere år har han levet som forfatter og journalist i Florida.

Her er Bob med sangen, introduceret af The Rightious Brothers:

Melodien kommer bedre til sin ret med en rigtig god stemme – og den besidder Petula Clark, som altid har været blogbestyrerens favorit: