CAPAC

I denne blog har jeg med jævne mellemrum luftet mit venerable forhold til Danmarks Radios mange fine pladevendere. Mylius, Hans Otto Bisgaard, Hans Jørgen Skov, Jan Ewens, Palle Aarslev, Benny G. Jensen, Ole Reitov osv. osv. Og i dag slog det mig, at det primært har været mandlige radiomedarbejdere, der har fået pæne ord med på vejen, fordi de åbne mine ører for musik, jeg ellers ikke ville have fået chancen for at høre – i tiden før internettets opkomst.

Men de kvindelige radiomedarbejdere skal ikke glemmes. Selv om de var i klart mindretal i de programmer, jeg lyttede til dengang i tresserne og halvfjerdserne. Således husker jeg stadigvæk ganske tydeligt en ung dame, der en kort tid diverterede med interessant musik dengang i tresserne, hvor det endnu var muligt at bruge en udsendelse på et konkret album eller et bestemt tema. Hendes navn er for længst gledet om bag i de lag af hjernen, hvorfra det er svære at hive frem igen, men jeg kan da huske, at hendes lovende karriere blev brat afbrudt, da hun kørte galt på en motorvej. Vist nok i en lille Morris Mascot. Men glemmes skal hun ikke for sin lille, markante indsats på den gode musiks vegne.

Jeg kom til at tænke på hende, da jeg i dag læste et interview med en anden kvindelig pladevender, som har spillet en positiv rolle for mit musikindtag: Monica Krog- Meyer. I anledningen af sin forestående 60-årsdag og en aktuel bogudgivelse om den fremherskende aldersdiskrimination – »Plus-alderen – vi bliver jo bare ved!« – får Monica sagt nogle kloge ord om alderen efter de 50, hvor man ikke længere er ung, men heller ikke gammel, og hvor det omgivende samfunds kategoriseringer (“ældrebyrde”, “grå guld” osv.) mest af alt afspejler den dominerende, kyniske økonomiske tænkning, der altid har diskrimineret de befolkningsgrupper, der ikke kunne slås mønt på.

Monica er stadigvæk – og heldigvis for det – aktiv i Danmarks Radio. Og for mig står hun som en af dem, der åbnede døre til den musik, der lyder uden for det angelsaksiske sprogområde. Ikke mindst det franske. Som tidligere franskstuderende ved Københavns Universitet havde hun gode forudsætninger.  Og det skal hun have tak for. Og så tillykke med den forestående 60-årsdag. Håber, den bliver brugt aktivt på en god radioudsendelse! [link]

Radio I’d sit alone and watch your light

My only friend through teenage nights

And evrything I had to know

I heard it on my radio

You gave them all those old time stars

Through wars of worlds – invaded by mars

You made em laugh – you made em cry

You made us feel like we could fly

Radio

So don’t become some background noise

A backdrop for the girls and boys

Who just don’t know or just don’t care

And just complain when you’re not there

You had your time you had the power

Youve yet to have your finest hour

Radio

All we hear is radio ga ga

Radio goo goo

Radio ga ga

All we hear is radio ga ga

Radio blah blah

Radio what’s new?

Radio someone still loves you

We watch the shows – we watch the stars

On videos for hours and hours

We hardly need to use our ears

How music changes through the years

Lets hope you never leave old friend

Like all good things on you we depend

So stick around cos we might miss you

When we grow tired of all this visual

You had your time you had the power

Youve yet to have your finest hour

Radio

All we hear is radio ga ga

Radio goo goo

Radio ga ga

All we hear is radio ga ga

Radio goo goo

Radio ga ga

All we hear is radio ga ga

Radio blah blah

Radio what’s new?

Someone still loves you

Radio ga ga

Radio ga ga

Radio ga ga

Radio

You had your time you had the power

Youve yet to have your finest hour

Radio

Med en teenager i huset får man sin portion mainsteampop, uanset om man ønsker det eller ej. Pop med billeder. Levende. For i dag skal det helst være multimedialt. Selv på mp3afspilleren er der plads til videoer. Og på cd’er klemmes der også filmmateriale ned. Undertiden få jeg så en forfærdelig lyst til at vende tilbage til dengang, jeg sad med hovedet inde i den lille Nordmende monoradio og lyttede til Program 3 – og når det gik højt Radio Luxembourg. Lets hope you never leave old friend/Like all good things on you we depend/So stick around cos we might miss you/When we grow tired of all this visual…

Queen Radio Ga Ga

Lady Gaga Paparazzi (en ret gennemført video, når det nu skal være…)

De unge lytter mere til P4 end netmusik

1. “Kald det kærlighed” – Lars Lilholt Band

2. “Kære lille mormor” – Richard Ragnvald

3. “Rigtige venner” – Jodle Birge

4. “Himmelhunden” – Teddy Edelmann/Sussi & Leo

5. “Mormors kolonihavehus” – Eva Madsen

6. “En dejlig dag” – Tonny Landy

7. “Tak er kun et fattigt ord” – Poul Bundgaard

8. “Vi skal gå hånd i hånd” – Keld og Hilda Heick

9. “Smuk som et stjerneskud” – Brdr. Olsen

10. “Vore allerbedste år” – Lis og Per

Ovenstående liste er en topti over de sange, der er blevet spillet mest i programmet Giro 413 det forløbne årti. For mange af os har, som bloglæserne vil vide, Giro 413 haft en afgørende betydning for vores musikkulturelle dannelse.

Igen og igen støder man på Giro 413 som programmet, der gav adgang – på godt og ondt – til en fælles dansk sangskat. Sådan var det i hvert fald, indtil DRs såkaldte monopol blev brudt, og lytterne kunne spredes til alle de nye kommercielle radiokanaler, hvis de ellers havde lyst. Før var Giro 413 en institution som “Amen i kirken”. Den kørte i de små hjem om søndagen med lige så stor sikkerhed som kirkeklokkernes bimlen lød fra Zions Kirke på Nygårdsvej i min barndoms søndage. Og det var der en vis tryghed og forbandelse over.

Hvis jeg kort skal sammenfatte mit forhold til Giroen, så er det: ambivalens. Her har jeg lærte sange at kende, som jeg stadigvæk holder meget af. Men også sange, der fik mig til at græmmes, og overlæderet i mine sko til at revne. Kærlighed og had. Ambivalensen blev mere udtalt, da jeg opdagede Elvis og alt det, der fulgte. Selv om jeg er blevet meget rummeligere, musikalsk set, med årene, så er der stadigvæk sange, jeg har svært ved at lytte til. På ovenstående liste finder man således en, der også var med i mine dannelsesår: Poul Bundgaards “Tak er kun et fattigt ord”. Og den har altid været for meget i mine ører.

I morgen fylder Giro 413 tres år. Kun Radioavisen (undskyld: radionyhederne) og morgenandagten er ældre. Som man kan læse ud af Berlingske Tidendes omtale af programmet, så har det også været en kampplads, hvor public-service-institutionen DRs rolle som oplysningskanal og smagsdommer tog sig en holmgang med populismen. Katalysator for denne kamp var bl.a. Otto Leisner, der lukkede danskpoppen (i bredeste forstand) ind.

Selv om programmet havde sine gyldne år i tresserne med næste 100% af lytterne i 1961, så er det stadigvæk et af de mest populære programmer i landet med et lyttertal på omkring 800.000 hver søndag på P4. Styrken i programmet er dets folkelighed og oprindelige primitive “interaktivitet”. Som det senere “De Ringer, Vi spiller” med Jørgen Hjorting, var Giro 413 et af de første DR-programmer, der for alvor tog den folkelige lyttermedindflydelse alvorlig. Et folkeligt koncept, der siden i den kommercialiserede musikradios tidsalder er degenereret til tomgangsunderholdning, hvor den eneste reelle motivation for at få lytterne til at ringe eller sende sms er at behage reklameannoncørerne.

Apropos Giro 413, så stødte jeg på programmet igen under læsningen af Christian Braad Thomsens erindringer, hvor det netop har den centrale rolle, som den også fik for mig. Thomsen kommentere bl.a. Johannes Meyers “hit” med Skærsliberens Forårsang (af Kai Normann Andersen). Det er i denne sang, man finder følgende uforglemmelige hyldest til ungdomstiden:

“Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse

Thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

Men sleb dog solskin og dagligt brød.”

Sanselig ungdommelig erotik i poetisk iklædning, så det kunne indgå i et ellers ganske dydigt program som Giroen, selv om det fik vor mor til at rømme sig ved køkkenvasken og farmand til at løfte avisen lidt højere.

Vi ønsker til lykke med tresårsdagen og samler ind i coveret fra en tom cdboks…

Jeg har i nogle indlæg beskæftiget mig lidt med Led Zeppelins letsindige forhold til andre sangskriveres åndelige ejendomsret. Senest Bukka White.

Min interesse er ikke først og fremmest at hænge Jimmy Page, Robert Plant og Co. ud som tyveknægte af intellektuel ejendom. Selv om de har været det og altså er det endnu… For intellektuelt tyveri i kunstens verden er ikke et nyt fænomen. Det handler heller ikke om at fratage Led Zeppelin deres ubestridelige bidrag til heavy rock’n roll. Men om nødvendigheden af at forstå, at ingen fornyelse sker uden traditionsbevidsthed.

Nye kunstnere – musikere, malere, digtere osv. – må kende deres forudsætninger for at kunne forny sig. Selv om det er paradoksalt. Ellers kommer de bare til at opdage den dybe tallerken og det varme vand på ny. Og det er der jo masser af eksempler på.

Led Zeppelin er traditionalister – som mange af tressernes engelske R&B-baserede bands. De ville ingenting være, hvis ikke de fordybede sig i The Blues og gammel rock’n roll. Et aktuelt “bevis” på denne sandhed er nyheden om, at BBC opfattede gruppen som “gammeldags” og “uoverbevisende”, da bandet i 1969 aflagde prøve hos radiofonien. Gruppen var blevet inviteret til lydprøve et år efter sin dannelse og mødte altså massiv kritik. Heldigvis betød smagsdommernes udmelding ikke, at gruppen blev vraget. I stedet indspillede Zeppelinerne en række sessions for BBC, som netop har været genstand for et specialprogram på BBC Radio 6 den 25. december. På BBCs hjemmeside kan man også læse radiostationens egne dokumenter om gruppens famøse introduktion til BBC optagelserne. PS. I øvrigt blev også David Bowie og Marc Bolan udsat for tilsvarende nedladende kritik fra BBC.

Det var vist den nuværende finansminister og Venstreideolog, Claus Hjorth Frederiksen, der kom for skade at sige, at hvis vælgerne vidste, hvad regeringspartiet ideologisk set pønsede på, så ville den ikke blive genvalgt…

Og der skal da heller ikke herske tvivl om, at der bag megen floromvunden tale om “velfærdssamfund”, “borgeren i centrum” osv. ligger en masterplan om at realisere de hede, liberalistiske drømme overalt, hvor det er muligt. Venstre er drevet af en indædt tro på, at fri konkurrence, økonomiske incitamenter (privathospitaler!), markedskræfternes frie spil, udlicitering til private osv. vil være godt for alle. Indiskutabelt godt.

En af de ideologiske kamppladser, hvor den kamouflerede ideologi stikker sit grimme fjæs frem, så enhver idiot kan se det, er kampen om medierne, nærmere bestemt: Danmarks Radios rolle. Danmarks Radio har med sin ubestridelige, folkelige succes været en torn i øjet på liberalisterne. Et synligt eksempel på, at en statsdrevet public service-station både kan leverer kvalitet i bredden og have stor folkelig succes – både på radiosiden og tv-siden.

Det er lykkedes for de borgerlige at få etableret fallitboet TV2, der godt nok har været en succes, men en betinget sådan, fordi man både har villet blæse og have mel i munden. TV2 er jo aldrig blevet et mønstereksempel på en kommerciel mediesucces, fordi den har fået skattekroner intravenøst.  Og stadigvæk får det, selv om institutionen har været ved at tage livet af sig selv på grund af medial storhedsvanvid.

De borgerlige har også igangsat en række kommercielle radiostationer, som har vist sig at være kommercielle flops på stribe. Igen og igen er det blevet demonstreret af konceptet “reklamer, hitlistemusik og tomhjernet snak” ikke er ‘kommercielt bæredygtigt‘. I den forbindelse har det været mere end generende for de borgerlige ideologer at se, at DRs popkanal P3 er løbet med alle lytterne – 2,3 milioner pr. uge, helt præcist.

Derfor er det heller ikke særligt overraskende, at en af Venstres ideologiske løvinder, Ellen Trane Nørby har fået den idé at nedlægge P3. Eller rettere: flytte den over på DAB. Trane Nørby ved nemlig godt, at mange af P3-lytterne holder fast i deres gode, gamle FM-radio og ikke har planer om at investere i en DAB-radio. I stedet skal så en kommerciel radiostation overtage P3s plads på FM-båndet. Smart ikke? Og så skidt med, at det store lytterflertal har talt! Man er vel ideolog!

I forbindelse med den nybagte idé kommer Ellen Trane Nørby med en indrømmelse, der er ganske afslørende. For i første omgang var det jo meningen at nedlægge P2. Nu skal det så være P3 i stedet for. I den forbindelse siger Nørby: “Det er mere naturligt. P2s indhold er ikke og skal ikke være kommercielt bæredygtigt“. En indrømmelse af, at man var villig til at ofre P2 på den økonomiske ‘bæredygtigheds’ alter, selv om man anså kanalen for at være ubæredygtig..

Lykkes det for Venstre og regeringspartierne at skære P3 bort, så skader man DRs public service-funktion, der jo ikke blot handler om ikke-kommercielle udsendelser men også om at have en folkelig bredde. Og den populære P3-kanal vil sandsynligvis følge de kommercielle radioers lemmingegang ud over kanten. Venstres strategi er klar nok. Kan man ikke udkonkurrere DR gennem fri, kommerciel medievirksomhed, så kan man da altid stække DR ved at berøve institutionen dens mest populære aktiver. Hvad bliver det næste? At udlicitere Forbrydelsen III?

John Robert Parker Ravenscroft, bedre kendt som John Peel, er en skikkelse, man ikke kommer uden om, når tale falder på engelsk pop og rock fra tresserne og frem til begyndelsen af dette årti. I kraft af en god radiostemme, en ærlig og ligefrem radiostil, en stor kærlighed til populærmusikken og en udtalt eklektisk smag skabte han sig en unik status som formidler og – ikke mindst – dokumentarist for den nye musik. På evig jagt efter musikalske udtryk, han ikke havde hørt før, blev Peel en lydhør seismograf for det, der rørte sig i det britiske musiklivs rodnet – ofte længe inden det kom op i berømmelsens lys. Især hans “Peel Sessions”, hvor inviterede grupper og solister spillede deres musik i BBCs studier og fik det optaget, er blevet indbegrebet af vellykket dokumentarisme. Og meget af det er blevet udgivet på cd. I år er der så, meget passende, blevet udsendt en boks med fire cd’er, hvor Kats Karavan præsenterer og fører lytteren gennem de fire årtier, hvor John Peel var i æteren og aktiv. Listen over de mange skæringer (som indeholder nogle tidligere uugivne også) viser spændvidden i Peels orientering og hans imponerende træfsikkerhed:

Disc 1: ’60s and ’70s
1. “I Can Take You To The Sun,” The Misunderstood
2. “Coloured Rain,” Traffic
3. “If I Were A Carpenter,” Tim Hardin
4. “Lazy Sunday,” Small Faces
5. “Walk In My Shadow,” Free*
6. “Whiskey In The Jar,” Thin Lizzy
7. “Listen, Listen,” Sandy Denny
8. “Fear Is A Man’s Best Friend,” John Cale*
9. “Dry Land,” Joan Armatrading
10. “Back To Africa,” Aswad
11. “What A Way To End It All,” Deaf School
12. “New Rose,” The Damned
13. “Africa,” Rico
14. “Slip And Slide,” Medicine Head*
15. “In The City,” The Jam
16. “When The Summer’s Thru,” The Fabulous Poodles
17. “Looking After Number One,” The Boomtown Rats*
18. “Love And Romance,” The Slits
19. “Ku Klux Klan,” Steel Pulse
20. “Life After Death,” Funboy Five

Disc 2: ’80s
1. “There Goes Concorde Again,” …and the Native Hipsters
2. “High Fidelity,” Elvis Costello*
3. “Art Nouveau,” The Bodies
4. “A Forest,” The Cure*
5. “I’m In Love With A German Film Star,” The Passions
6. “C ‘n’ C Hassle Schmuk,” The Fall
7. “Reggae Fi Peach,” Linton Kwesi Johnson*
8. “Turkey Mambo Momma,” Pulp
9. “Pass The Dutchie,” Musical Youth
10. “Song Sung Blue,” Altered Images
11. “Sunspots,” Julian Cope*
12. “Blue Canary,” The Frank Chickens
13. “Don’t Be Late,” Nick Haeffner
14. “Big Decision,” That Petrol Emotion
15. “You Sexy Thing,” Cud
16. “Convenience,” Bob
17. “System Enslavement,” Extreme Noise Terror
18. “The Big E,” A Certain Ratio
19. “Everybody’s Got Something To Hide Except Me And My Monkey,” Soundgarden*

Disc 3: ’90s
1. “Back Side Of The Moon,” The Orb
2. “Sheela-Na-Gig,” PJ Harvey
3. “Fascist Boom,” Marxman*
4. “Olympia,” Hole*
5. “Raindrops,” Tindersticks
6. “Protective Custody,” Dave Clarke
7. “Ping Pong,” Stereolab
8. “Monica Webster,” The Delgados
9. “Icicle,” The Tiger*
10. “Why?,” The Sweeney
11. “Sun Moon And Stars,” Thievery Corporation*
12. “IPC Sub Editors Dictate Our Youth,” Clinic
13. “Hawaiian Island Wranglers,” Grandaddy
14. “Real Action,” Justin Berkovi*
15. “Jam,” Ivor Cutler
16. “Oh My God! They Killed Kenny,” Cuban Boys
17. “Freckles,” Gorky’s Zygotic Mynci
18. “Xeroxy Music,” The Samurai Seven

Disc 4: ’00s
1. “Not The Tremblin’ Kind,” Laura Cantrell
2. “Little Rhymes,” Mercury Rev*
3. “Taking On The Sides,” Spare Snare
4. “She’ll Break Your Heart,” The Loves
5. “All The Records On The Radio Are Shite,” Ballboy
6. “Another Morning Stoner,” …And You Will Know Us By The Trail Of Dead*
7. “Archie Bunker Disciples,” Bong Ra*
8. “Fink For The Man,” The Datsuns*
9. “Maps,” Yeah Yeah Yeahs*
10. “By The Grace Of God,” The Hellacopters*
11. “Tulips,” Bloc Party
12. “Itsuko Got Married,” Bearsuit
13. “John Peel Is Not Enough,” CLSM
14. “I Am Connecting Flight,” YOURCODENAMEIS:MILO*
15. “Bored,” Steveless
16. “Does This Train Stop On Merseyside?,” Amsterdam
*Previously unreleased

Lige nu og frem til den 18/11 kan man ganske gratis nedhente fire lydbøger til mp3-afspilleren. Jan Sonnergaards nye roman Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, Hallgrímur Helgasons Lejemorderrens guide til et smukt hjem, Anne B. Ragdes Arseniktårnet og Elisabeth Egholms Vold og Magt. Skynd jer – her.

Undervejs til århus’ hektiske midte lyttede jeg til Besøgstid, et af DR P1s udmærkede samtaleprogrammer, hvor selveste Sebatian aka Knud Christensen fortæller om sit lange liv som musiker. Et spændende interview, som jeg desværre kun hørte noget af. Men heldigvis kan det genhøres – og downloades. Her. Et fint audiofonisk supplement til Torben Billes nye, meget læseværdige biografi om manden.

Radiobloggen kører videre med audio-udgaver af bloglands indlæg. Og i morgen er capac med igen. Denne gang er det vist indlægget om “Agurker og syndebukke – Henrik Sass Larsen”. Værsgo at skylle!

Citat:”To ud af tre musiknumre spillet i radioens P3 er fra udlandet. Lidt bedre vilkår har dansk musik på P4, hvor godt to ud af fem numre er spillet af danske musikere.Alligevel er de to radiokanaler meget bedre ved den danske musik end kommercielle radiostationer som The Voice og Radio 100FM, hvor mindre end hver femte sang er fra en dansk kunstner, viser en opgørelse fra Koda, der har set på fordelingen af dansk og udenlandsk musik i radioen fra 2006-08.”. I går havde jeg et indlæg om de kommercielle radioers ønske om at hæve prisen for den afspillede musik. I forlængelse af dagens nyhed må kan konkludere, at det i hvert fald ikke er dansk musik, der ruinerer de kommercielle radioer! Jim Receveur fra Radio 100FM slår hovedet på sømmet, når han siger: “Vi ville gerne spille mere dansk musik, men vi tør ikke risikere det som kommerciel kanal“. Vi er nogen, der husker samme radios reklamekanal, der i nedladende, fordomsfuld form fortalte, at man ikke spillede jazz, spillemandsmusik osv. Nej, risikoen for ikke at behage flertallet af lyttere med det sikre hitlistegods, afholder de kommercielle kanaler fra at formidle kendskab til en lang række musikalske genrer og musik, der ikke på en eller anden måde er mainstream. Det er nok også forklaringen på, hvorfor alle disse kommercielle stationer langt hen ad vejen ligner hinanden. Nyheden undertreger vigtigheden af, at vi har en stærk public-service-radiostation, der ikke bare tør, men skal spille musik, der ikke er hitlistematerial og ikke er på angelsaksisk, men fx på noget så eksotisk som dansk… Og sjov nok er musikindustrien herhjemme, repræsenteret af Jesper Bay fra Ifpi, enig, når han udtrykker ønsket om, at DRs P3 skal “forpligtes” på at spille den lokale, danske musik i endnu større omfang, end tilfældet er nu… Forklaringen er selvfølgelig, at Bay repræsenterer den danske del af musikindustrien og derfor har en (økonomisk) interesse i at fremme den danske musik. Men ikke desto mindre…

I den forgangne uge er der startet en interessant diskussion om de såkaldte kommercielle radioer. En debat, der er interessant, set i lyset af de politiske anstrengelse for at liberalisere mediemarkedet (jf. P2-debatten), men også i lyset af den standende copyright-debat i forbindelse med fildeling osv. Diskussionen er blevet startet af Eric Hansen, der er direktør for Nova FM og The Voice – to af de mere kendte kommercielle radiostationer. Hansen mener, at radioerne betaler alt for meget for den musik, radioerne bruger – og at det er forklaringen på stationernes dårlige økonomi. Men måske skulle Hansen ikke have sluppet den diskussion løs. For Koda og Gramex har svaret igen med et argument, der er svært at gendrive. Gramex’ juridisk ansvarlige markedschef, Lene Rauch, peger på, at selv om musikken fylder rigtig meget – mere end 90% af sendetiden – så udgør udgifterne kun et sted mellem fire og syv procent. For at sætte trumf på udtaler Rauch: “Selv om musikken var gratis, ville de stadig have underskud”. Kodas vicedirektør supplerer ved at pege på det egentlige problem. Til DR siger han, at de kommercielle kanalers problem ikke er, at de skal betale for musikken, men at de stort set ingen indtjening har fra annoncørerne. Eksempelvis nævner han, at Nova FM tjente 6,8 millioner, men stod tilbage med et underskud på 36 millioner i 2008. Og siden 2000 har de kommercielle radioer til sammen tabt en milliard kroner... Eftersom reklameindtægter udgør selve grundlaget for radiostationerne, kan man sige, at dette problem handler om deres eksistensberettigelse. Hvis de ikke kan tjene nok til at drive virksomheden, må de dø. Det er markedets simple logik. Disse faktiske forhold er et problem for regeringen og dens støtter, fordi de har gjort privatiseringen og kommercialiseringen af medierne til et politisk-ideologisk korstog under devisen, at fri konkurrence ville være godt for udbuddet og kvaliteten. Men som landet ligger ser det sort ud. TV2 er ude i dyb økonomisk krise, det samme er de kommercielle radioer. Hvad skal der gøres? I går hørte jeg en journalist spørge kulturminister Carina Cristensen, om hun troede en kommerciel radiostation ville satse på klassisk musik, hvis den fik mulighed for at overtage P2s sendebånd? Og som forventeligt gled hun af på spørgsmålet med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvad de kommercielle radiostationer kunne tænke sig. Ikke en særlig smart manøvre, må man sige, med den erfaring, vi har samlet fra de kommercielle stationer. Når tidens mest populære toner ikek kan trække tilstrækkeligt med annoncekroner til stationer, så er det lidet sandsynligt at en satsning på fx klassisk musik vil kunne gøre det. Man kan være bekymret for, at de ideologiske don quixoter i regeringen og partierne bag medieforliget vil gøre Danmarks Radio til de kommercielle stationers problem og derfor vil forsøge at forringe statsmediets vilkår for at forbedre de kommercielles ditto. Men det eneste, man med garanti vil opnå, er en forringelse af den i forvejen betrængte public service-forpligtelse. Og det må guderne forbyde…

Vi har flere gange omtalt Bob Dylans optræden som radiovært, men har endnu kun haft lejlighed til at høre en masse af de sange, som Dylan spillede i radioen. Men med den special-udgave af Together Through Life-albummet, der er kommet – og kan købes for en ubetydelig merpris af 30 kr – får man en cd med en times radio, hvor Bob causerer over temaet “venner og naboer” og spiller en række gamle sager. Det klæder virkelig his Bobness at være radiovært – og man er ikke i tvivl om, at han har nydt det …

Howdy Neighbor – Porter Wagoner & The Wagonmasters
Don’t Take Everybody To Be Your Friend – Sister Rosetta Tharpe
Diamonds Are A Girl’s Best Friend – T-Bone Burnett
La Valse d’Amitie – Doc Guidry
Make Friends – Moon Mullican
My Next Door Neighbor – Jerry McCain
Let’s Invite Them Over – George Jones & Melba Montgomery
My Friends – Howlin’ Wolf
Last Night – Little Walter
You’ve Got a Friend – Carole King
Bad Neighborhood – Ronnie & The Delinquents
Neighbors – The Rolling Stones
Too Many Parties and Too Many Pals – Hank Williams
Why Can’t We Be Friends? – War

På vej hjem fra et trafikalt kaotisk århus hørte jeg Ruth Storm læse noget velkendt op. Og jo, sandelig om ikke capac igen har fået æren af at blive læst op i DRs Radiobloggen. Denne gang med en postering om Paul Mccartney, medierne og den fortsatte saga om fildelingen på internettet.

Når man lader sin radio skanne hen over alle de kommercielle musikradioer, der findes, danske såvel som udenlandske, kan det være svært at forstå, at der engang slet ikke eksisterede kommercielle musikradioer. Men frem til omkring 1960 eksisterede de ikke i Danmark. Begrebet “musikradio” eksisterede faktisk ikke. Men så kom – i 1958 – Radio Mercur, Danmarks første pirat-radio, der frem til 1960 sendte musik, som de unge gad høre. Reklamefinansieret musik. Kommerciel radio.

Om denne ulovlige sender, der banede vejen for popkulturens gennembrud til statsradiofonien – og til de mange senere pop-radioer, kan man læse på denne lille fine hjemmeside.

Englændernehavde også deres pirat-skib, den navnkundige Radio Caroline, der gjorde livet surt for BBC, der kun sendte få timer med moderne musik. Og i denne weekend er der premiere på en film – The Boat That Rocked – der i fiktionens form er en hyldest til den tids pionerer, der slog et slag for ungdommens lyst til fest og pop. Dengang temmelig uskyldigt al sammen. Drevet af lige dele entusiasme for popmusik og ungdomskultur – og penge. I dag er de kommercielle radioer regulær business, og uskylden er for længst borte…
I den nye film, der er lavet af folkene bag succesfulde komedier som Notting Hill, Love Actually og Fire Bryllupper og en begravelse, forsøger man at indfange noget af de uskyldige års entusiasme, oprørskhed osv. Og i hovedrollerne ser man folk som Philip Seymore Hoffman, Bill Nighy og Kenneth Brannagh i de centrale roller. Det borger for en vis kvalitet. Jeg glæder mig til at se den en af de kommende dage…. Se den appetitvækkende trailer på filmens hjemmeside. Her.

Tilfældigt så jeg en reklame på DR tv. Man kan ganske vederlagtfrit downloade 4 kriminalfortællinger fra DR P1s Kulturguiden. Her. God fornøjelse.