CAPAC

Jeg har læst en hel del anmeldelser af Bob Dylans seneste udspil “Christmas in the Heart”. Og det har slået mig, at rigtig mange af anmelderne undlader at omtale det faktum, at pladens oveskud skal støtte FNs World Food Programme. Selv om det ikke har noget med pladens musikalske kvaliteter at gøre, så er det dog en ikke uvæsentlig forklaring på, hvorfor Dylan har kastet sig over projektet, der uden den baggrund ville være svær at forstå som andet end et kommercielt projekt. Altså en juleplade med god mening i. Geiger oplyser i den forbindelse, at Dylan har givet et interview, som trykkes i hjemløseaviser verden over, bl.a. i den danske avis Hus Forbi. Jeg køber stort set Hus Forbi hver måned, fordi det er et ganske udmærket blad, og fordi jeg synes, hjemløsheden i Danmark er et af mange tegn på, at “Velfærdssamfundet” nu mere er en talemåde end en realitet.

Vi nærmer os tyveårsdagen for Berlinmurens fald. Og vi mindes om de euforiske dage, hvor Østblokken sank i grus, hvor familier og venner blev genforenet og die Ossies kunne rejse derhen, de ønskede. Østborgeren fik en ny frihed. Friheden til at sælge sin arbejdskraft og friheden til at forbruge, hvis ellers man havde noget at købe for. Markedets friheder. Og samme marked bredte sig som en løbeild bag den tidligere mur.

Men Berlin-muren forsvandt ikke helt. Den forblev i hovedet på folk. Den autoritære såkaldte kommunisme døde, men forestillingen om muligheden af et andet samfund end det liberalistisk-kapitalistiske ulmede som gløder i asken. Måske især i hovedet på højreorienterede folk, der siden indædt har arbejdet på at mane denne tanke i jorden.

Venstrefløjen til gengæld har haft mere end nok at se til med at forsvare de landvindinger – sociale rettigheder og privilegier – som blev opnået i tressernes højkonjunktur og har været under pres, siden krisen satte ind i halvfjerdserne; og socialstaten kom under pres gennem løbende besparelser og ideologiske krav om markedsgørelse.

Som Rune Lykkeberg er inde på i weekendens Information, så blev venstrefløjen de nye konservative. Sådan som man også ser det i dag, hvor Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten gerne vil fremstå som velfærdsstatens sande beskyttere.

Jubilæumsåret for Berlinmurens fald, er også det år, hvor finanskrisen for alvor har bidt sig fast, og den triumferende markedsøkonomi igen har vist sine indbyggede begrænsninger. Det er, som Lykkeberg er inde på, blevet tydeligt, at market og pengestyringen er endt i et umådeligt ineffektivt bureaukrati, at markedets iboende irrationalitet har været iøjnespringende, at den messende ideologiske dyrkelse af det økonomiske “incitament” har medført “kriminel og afstumpet adfærd”, at det økonomiske imperativ har medført en svækkelse af borgeren over for forbrugeren i demokratiet, at markedets udbredelse ikke har været nogen garant for demokratisk udvikling, hverken her eller hisset, og at bekæmpelsen af statslig regulering har undermineret retsstaten…

Lykkeberg slutter af med følgende ord: “Vi fik det finansielle sammenbrud sidste år, men vi fik ikke noget nyt i stedet for det gamle, for der var ikke andet. Dette andet kunne være en styring, hvor mennesker selv finder ud af bestemme sammen…Det er ikke løsninger,som kloge intellektuelle kan foreskrive dumme praktikere. Det er en fælles læreproces, hvor oplyste praktikere kan lære af hinanden. De kan selvfølgelig også lade være.Men så må de instille sig på, at pengene bestemmer.” Drømmen lever stadig…

Vi er ude i en økonomisk krise, hvis ende ingen kan få øje på. Bortset fra de obligatoriske jubeloptimister, der sætter deres lid til små “positive” tegn i samfunds- og verdensøkonomien.

En af de ting, finanskrisen belærte os om, ja, mindede os om – og som man blandt borgerlige økonomer nu forsøger at fortrænge eller glemme aktivt – er, at de borgerlige økonomiske teorier hverken kunne forudse krisen, dens omfang eller perspektiv. Der var enkelte kritiske røster i koret, skal man retfærdigvis nævne, men de druknede i den store tsunami af superoptimistisk, liberalistisk tro på, at der ingen grænser var for den højkonjekturelle vækst og ekspansion.

I dag ved vi, at man tog alvorligt fejl. Og prisen for krisen betales af – på verdensplan – millioner af arbejdsløse. De borgerlige økonomiske teoriers afmagt skal man ihukomme, når selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernstein, kort før de forestående finanslovsforhandlinger løfter en pegefinger og advarer politikerne om, at de ikke må bekæmpe arbejdsløsheden. For det vil skade “vores” eksport (vores?).

I den forbindelse kommer nationalbankdirektøren for skade at kategorisere arbejdsløshed som et stykke natur. Når nu de borgerlige økonomiske teoriers afmægtighed er blevet afsløret, så bør politikerne, inden afsløringen tilsløres igen af ideologiske tågedannelser, glemme alt om Bernsteins løftede finger og koncentrere sig om at løse arbejdsløshedens problem. Hvilket vil sige: Sørge for at de ledige får efteruddannelse, omskoling og mulighed for at leve et rimeligt liv, så længe krisen står på.

Arbejdsløsheden er lige så lidt natur, som den kapitalistiske økonomi er det. Den er menneskeskabt. Og menneskene kan lave om på den, hvis de vil.

Kan bøger ændre verdens gang? Kan kunst? Kan musik? Det ville være nemt at svare et entydigt: Nej!

På den anden side – hvis en bog ændrer et menneskes liv, så forandres verden vel i det små? Umærkeligt, men dog. Og det samme gælder for kunst og musik. Ikke?

I dette herlige klip med den tyske Franfurter-skole-filosof Theodor W. Adorno kritiserer Adorno popmusikkens politisering i tresserne. Referencerammen er “ungdomsoprøret”, modstanden mod Vietnam-krigen osv. Og Adorno peger på populærmusikkens problem som mod-kultur. Counter-culture. Selv om der synges i protest mod Vietnam-krigen osv., tales mod krigens herrer osv., så forbliver popmusikken en del af den bestående kultur, den er i opposition til. Fordi den er en “vare”. Hvor paradoksalt den måtte forekomme at være, så kan man kun være modkulturel inden for den kultur, man er imod…

Det er sådan set en gammel pointe, som man kan læse frem af Adornos tænkemester Karl Marx, der havde et skarpt øje for kapitalismens dobbeltkarakterer, fx det forhold, at den kapitalistiske økonomi producerer sin egen modsætning.

I halvfjerdserne var mange politiske drømme drevet af forestillingen om at befinde sig uden for samfundet (hippierne, Christiania osv.) og eller at omvælte verden (de revolutionære). Erfaringerne har vist os, at ingen af delene lykkedes. Både forestillingen om at sætte sig uden for og forestillingen om gennem kamp at ændre verdens radikalt har vist sig at mislykkes.

Adornos ord er båret af en dyb skepsis med hensyn til kritikken af det bestående. Den politiske del af populærkulturen, ændrer ikke radikalt ved det bestående, men er på tragisk vis, ja, måske endda tragikomisk vis, en del af det bestående.

Men Adorno synes at overse, at selv som en vare, et forbrugsgode, kan populærmusikken jo godt give ord og toner til drømmen om et andet liv, et andet samfund osv. Den virkelighed, vi lever i, bærer kimen til noget andet. Problemet er måske – jeg ved det ikke – at vi ikke ved, hvordan en anden verden kan eller vil opstå. Vi havde også svært ved at forestille os, at Sovjetunionen ville gå i opløsning og Berlin-muren vælte. Men det skete som ved et vindstød. Akkurat som digter-nomaden Bruce Chatwin havde forudsagt…

Tak til mb for henvisningen og inspirationen til dette lille vidtløftige indlæg, der er skrevet i et hug…

åh, hvilken morgenstund. Solen er rød og rund (bag skyerne). Og politiet i København har brudt kirkens fredshellighed og ryddet den for irakere. Jeg noterer mig, at handlingen var alt for forventelig. Er der noget, den siddende regering med DF i ryggen ikke vil, så er det at fremstå som slap, blødsøden, humanistisk. Jeg noterer mig også, at justitsminister Brian-Stram-Overlæbe-Mikkelsen sammenlignede irakerne med mordere, sædelighedsforbryderer og narkotikahandlere. En forbryder er en forbryder er en forbryder. Og det vil vi slå ned på, selv om vi krænker kirkens fredshellighed. Også DF, der ellers påstår, at stå for danske værdier. Men kirkefreden er nok ikke en dansk værdi for Pia og Co…

Samme morgen kunne man høre en Venstremand – oven i købet en dyrlæge – foreslå, at alle hundehvalpe uden stamtavle skal aflives. En meget Venstresk tankegang. Løsninger skal være simple og enkle, fordi verden ikke er det. En tyrkertro på, at bare man laver en enkel lov, så skal den nok ordne verdens sammensatte problemer. Der registreres ca. 30.000 gadekryds om året. De lever i hvert fald 10 år hver især. Man regner med, at halvdelen af Danmarks hundehold består af bastarder.

I øvrigt bliver det mere end svært at definere, hvad en bestemt race er. Der er altid en urenhed her eller der. Regeringen går ind for nemme løsninger. Og for at lovgive sig – forbyde sig – ud af alskens problemer. At problemerne så tårner sig op om ørerne både før og siden, er så en anden sag. For man har gjort noget, man har handlet. Og medens verden går af lave, mere af lave, så får jeg bare ondt i hovedet af al den konsekvens og handlen…

Medens hjemlige politikere demontrerer, hvor verdensfjerne de er, med tanker om reduktion af ledighedsperioden (fordi vi nok, hvis og i fald krisen engang letter, måske vil komme til at mangle arbejdskraft til den vækst, der måske-måske ikke vil være mulig…), står 9 millioner amerikanere, nemlig dem, der mistede jobs, da krisen startede, snart uden penge til dagen og vejen. Og det til trods for, at regeringen har udvidet og supplementeret støtten lidt. De økonomiske “vismænd”, hvis visdom til dels er ansvarlig for den krise, vi er landet i, fortsætter med at spejde efter spæde økonomiske og statistiske tegn på en “bedring” af de liberalistiske økonomi, men kan slet ikke se den sociale elendighed og de katastrofale menneskelige følger, krisen har. Som Lord Nelson sætter de kikkerten for det blinde øje.

Feberen svinger stille op og ned og sørger for at holde kvalmen kørende. I got the flu. Og bedre bliver det ikke af at læse nyhederne på nettet. Hvorfor læser man dem egentlig? Fordi, det ikke er muligt at leve i glad uvidenhed.

Og netop i dag kan man så læse, at den såkaldte venstrefløj (Socialdemokraterne og SF) har gravet det såkaldte “dagpengeproblem” frem igen. Det var ellers blevet smidt ind under gulvtæppet i efteråret, hvor ingen – heldigvis – kunne blive enige om noget som helst. Socialdemokraterne vil hæve dagpengesatsen (til gengæld for en forkortelse af perioden, hvor man kan modtage penge), og SF vil forkorte den periode, der skal gå fra man indmelder sig i a-kassen til man modtager de første dagpenge. Fra et år til et halvt.

Imedens har den officielle ledighed rundet 100.000, og der er ikke taget beskæftigelsesfremmende initiativer til reformering af det administrative område (aktivering, jobcentre etc.). Den såkaldte beskæftigelsesminister Inger Støyberg er næsten larmende tavs og forholder sig kun til statistik og små konjekturelle skvulp, som kan fortolkes som en bedring i krisen – hvis man ellers ser bort fra alle de negative ting.

Dagbladet Information har netop indledt en artikelserie om de sidste 30 års politik, hvor det dominerende paradigme har været: økonomien. Nu, hvor enhver med rimelighed må forholde sig yderst skeptisk til enhver “økonomisk eksperts” udtalelser om krisen og dens perspektiver, kommer det to lønmodtagerpartier så på banen med den slags småjusteringer. Man ved ikke om man skal skraldgrine eller græde snot. Det er tragikomisk.

Det ville tjene de to partier til ære, hvis de stod sammen og indledte en rambuk-kritik mod den økonomisk diskurs, der stadigvæk kører som en anakronisme i det politiske niveau. Tiden er inde til nytænkning. Den liberalistiske økonomi ligger underdrejet, og ingen ved reelt, hvor krisen ender.

De seneste dage er begrebet “vanvidsbilist” dukket op igen og igen i medierne. Begrebet dækker personer, der kører hasarderet, hensynsløst og ulovligt og udsætter sig selv og – ikke mindst – andre trafikanter for fare.

Forleden var jeg selv udsat for et eksemplar af slagsen. Jeg var ved at køre ind i en venstresvingsbås ved et vejkryds, da jeg i bakspejlet ser en ældre VW komme med meget stor hastighed. Da føreren – af indlysende grunde – ikke kunne passere min bil i venstresvingsbåsen, dyttede han vedholdende af mig. Sikkert, fordi jeg skulle forføje mig ved at sætte farten op, hvilket jeg ikke havde i sinde. Da jeg så svingede til venstre, blev jeg overhalet venstreom med meget stor fart, hvorefter føreren kørte over for rødt i et meget trafikeret kryds. Heldigvis skete der ikke noget. Heldet var med bilisten (og mig, for tænk, hvad man kunne være blevet vidne til…).

Hvad er årsagen til en sådan trafikal adfærd? I medierne kan man læse om stoffer, sprut, ADHD og psykiske problemer. Personligt tror jeg det også (og primært) handler om noget andet inden for normalitetens spektrum. Testoteron er noget af det. Mange af de hensynløse bilister er unge mænd, ja, drenge, med for mange hormoner i blodet. Og bilen er forlængelsen af den potens, de mangler rent mentalt. Dernæst er adfærden udtryk for den egomane frihedsfilosofi, der er produktet af en anti-autoritær pædagogiks dominans i skolesystemet, forældres ansvarsløshed og -forflygtigelse i opdragelsen og en misforstået liberal-politisk indoktrinering gennem et årti, hvor social ansvarlighed er reduceret til et spørgsmål om skattekroner.

Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne måske godt få den tanke, når man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og så er der måske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at måske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. Altså hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altså ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og måske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer måske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde på alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. Når jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, så er det på grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse på tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann også, at det var blogland, der for tre år siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige så vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – så udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.

Krisen kradser. Vi hører mest om den finansielle sektors tømmermænd og øredøvende tavshed, politikernes famlen og påtagede optimisme og ledigheden, der stiger dag for dag. I dag kan man så læse om en anden konsekvens af den økonomiske krise. I de første tre måneder af 2009 har 105.452 familier være i fogedretten, fordi de ikke længere kan betale deres regninger. Det er sager, der ofte ender med tvangauktion og udsættelse. Citat: “Et par får fem minutter til at pakke noget tøj, før de skal forlade deres hjem. En børnefamilie kommer hjem, men kan ikke åbne døren, fordi fogeden har været der og skifte låsen.”. Det er virkeligheden i Danmark anno 2009. Værsgo og spis!

Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i årevis med enkeltstående lysende undtagelser. Og indtoget på internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier også af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.

De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – måske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset på økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fået de samme medier til at satse på mere underholdning – på bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger også at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og så videre.

Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.

Et symptom på denne effekt er den såkaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i såvel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sådan ideologisk minoritetsorganisation så ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.

I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmål. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt på netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger på selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne så – på grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger råt… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formår at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.

Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg består nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen består i, at så længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, så fremstår regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig på fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”

Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.

Noget andet er: Hvordan får vi medierne tilbage på rette spor? Det er et demokratisk problem, når medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formår at håndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen på en kvalificeret vis og er sårbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her

I dag har jeg modtaget to kort, der giver adgang til stemmelokalerne den 7. juni. Et til EU-parlamentsvalget og så et til folkeafstemningen om den nye tronfølgerlov. Ang. sidstnævnte så har det slået mig, at der har været megen diskussion om rimeligheden af en ligestilling mellem kønnene. Men der er noget andet, der bekymrer mig mere. Uanset, hvad jeg kunne finde på at stemme, vil det så ikke være en bekræftelse af monarkiets fortsatte eksistens? Hvis jeg stemmer nej bekræfter jeg den gamle lov, hvis jeg stemmer ja, bekræfter jeg den nye, ikke? Og som republikaner kan jeg da ikke bekræfte monarkiet…

I 1980 klippede jeg mit hår kort og sagde dermed farvel til det lange hår der havde fulgt mig – med et par kortere pauser – fra første halvdel af tresserne og frem. Det lange hår havde mistet noget af den betydning, det havde i starten – som symbol på ungdommens oprør og alternative drømme… Det lange hår hos mænd findes stadigvæk, men har ikke den samme betydning længere.
Jeg kom til at tænke på mit eget Beatles-hår, da jeg modtog en email fra mb. I mailen citeres instruktøren Ang Lee, der er Cannes-aktuel med sin fortolkning af Woodstock-festivalen, for følgende:

–Det var næsten umuligt at finde unge mennesker i dag med hår på kønsdelene. Vi brugte jo ca. 200 unge mennesker som hovedstatister til at spille datidens hippier under Woodstock Festivalen. De blev undervist i at opføre sig som hippierne for ca. 40 år siden. Og det var altså virkelig svært at finde frem til folk med hår på kønsdelene, fordi især mange kvinder og også nogle mænd jo barberer sig i skridtet idag

Og manusforfatteren Jamens Scamus supplerer med disse ord:

–Det var også en stor udfordring at finde statister, som var tynde, og som ikke havde en overdreven muskuløs krop, fordi de hele tiden går i fitnesscenter. Vi skulle jo portrættere en hippiegeneration, der ikke hele tiden gloede på sig selv i spejlet og barberede alt deres kønsbehåring væk. Og netop disse ting viser med stor tydelighed den store forskel mellem hippie-generation for 40 år siden og nutidens ungdom

Begge citater stammer fra dagens udgave af Ekstrabladet.

Der er ikke noget nyt i at se en sammenhæng mellem samfundsudviklingen og vores forhold til kroppen. Jeg vil afholde mig fra det lige her. Men forsøg selv med en udlægning… (Tak til mb for henvisningen)

Jeg klippede næsten mit hår…

Uanset hvor mange retoriske krumspring regerinspolitikerne bruger for at få os til at tro, at der aldrig har været brugt så mange penge på det offentlige, og at “velfærden” aldrig har været så beriget som nu, så må det står klart for enhver med berøring med den kommunale offentlighed, at kommunerne for længst er kommet derud, hvor de ikke længere kan sikre en acceptabel standard. I går kunne man høre om en ældreinstitution, hvor de ældre fik lov til i timevis at sidde indsmurt i deres egen mad, fordi der ikke var ressourcer til at rengøre dem. Og en politiker fra de pågældende kommune lagde ikke fingre imellem, da han skulle placere det økonomiske ansvar hos regeringen. Forleden kunne man høre den ellers meget diskrete og diplomatiske Erik Fabrin – Venstremand, borgmester og formand for Kommunernes Landsorganisation – udtale, at kommunerne mangler mindst 21 millliarder for at kunne sikre den mest elementære standard for borgerne.
Og i dag kan man læse en anden tankevækkende historie, der indirekte fortæller noget om pengenes betydning i spillet mellem kommuner og stat. Det drejer sig om en ung flugtfange, der i gårsdagens nyhedsudsendelser blev omtalt som meget farlig. Når man læser denne artikel fra Jyllands-Posten, så får man et helt andet billede – og en historie om en mentalt lidende ung mand, der sendes rundt i systemet, fordi der ikke er ressourcer nok til at varetage hans tarv. Det er skandaløst…

Jeg har brugt en anseelig mængde tid denne formiddag med henblik på at få besvaret et ganske simpelt spørgsmål i min bank. Det eneste, jeg har opnået indtil nu, er at få lov til at indtaste mit cpr-nummer x-antal gange efterfulgt af en række selvvalgsindtastninger og en række pauser, hvorefter jeg hver gang er endt i ålborg-afdelingen. Selv om jeg ringede til hovedafdelingen og Esbjerg-afdelingen. Jeg er normalt en tålmodig mand, men følelsen af at blive reduceret til en figur i en af Franz Kafkas fortællinger kan godt få adrenalinen til at koge i ens blod. Hvad fanden er det for et samfund, hvor man reducerer menneskelige relationer til automatiseringer og kalder det for service?