Indlæg tagget med samfund

Kønsforskellen sidder i hjernen

20. juli 2008

I denne blog er vi fortalere for en uddybning af kønsforskellen. Vi går ind for ligestilling mellem kønnene i samfundet, men er arg modstander af ethvert forsøg på at tilsløre, udjævne, benægte osv., at der er en stor og fascinerende forskel på kønnene. Derfor viderebringer vi gerne videnskabelige oplysninger, der støtter uddybning af forskellen – også selv om disse oplysninger er ubehjælpelige og diskutable.

I the Independent kan man således læse en artikel med titlen Kvinders hjerner er forskellige fra mænds – og her er det videnskabelige bevis. Artiklens budskab er, at kvinders og mænds forskellige handle- og tænkemåde ikke blot kan forklares ud fra forskelle i kønshormoner eller sociale normer og mønstre, men at kønnenes hjerner er helt forskelligt konstruerede ud fra fundamentalt forskellige ‘genetiske blueprints’. Man mener, at denne radikale forskel blandt andet kan forklare, hvorfor kønnene reagerer forskelligt på forskellige sundhedsmæssige forhold, narkotiske stoffer, smerte osv. Vel egentlig ikke overraskende. Og det er vel heller ikke særligt overraskende, at der er stor forskel på de to køns hjerner? Eller?

Ser man bort fra de medicinske indsigter, disse ‘videnskabelige beviser’ kan give, så er det interessante vel, at den basale forskel vel ikke udelukker samfundsmæssig ligestilling i forhold til jobs og andre sociale funktioner? Ligestilling mellem kønnene (folkeslagene osv.) handler vel netop om at sætte sig ud over forskellene? At mænd og kvinder fx har lige ret til samme løn for samme arbejdsopgave? Og ikke om, hvorvidt mænd og kvinder tænker, føler og handler ens?

I går aftes kunne man se en diskussion i DR2 Deadline 22 om det gamle spørgsmål: Hvad er det egentlig kvinder vil? (Hallo Sigmund!). En ung ph.d.’er, Mette Kramer, har disserteret med en afhandling, der afdækker de biologiske motiver bag kvinders optagethed af romantiske historier og ikke mindst film, fx. den succesfulde “Sex and the City”. En af Kramers pointer er, at vi ikke kan se bort fra de biologiske forskelle (herunder: artshistorisk nedarvede egenskaber af neurologisk art), når vi vil vurdere asymmetrien i forholdet mellem kønnene.

Hun påpeger, at den hjerne vi – mænd såvel som kvinder – slæber rundt på er blevet “designet” over titusindvis af år, og at det er i det perspektiv en eventuel ønskelig ‘reprogrammering’ skal ses. Når kvinder med stor fornøjelse ser fx Sex and the City, så er det, fordi filmen, når man ‘skræller al glamouren af’ handler om det, der optager kvinder basalt set: Valget af den rigtige mand (alfa-han), forhandlingerne omkring partnerskabet, ægteskabet og yngelplejens sikring osv. Kramer mener også, at nogle af filmene kan fungere som læringsværktøjer for kvinderne, der vil lære fx at forene karriereambitioner med de traditionelle kvindelige funktioner i kernefamilien.

På den anden side af bordet sad Vibeke Vasbo, der blev præsenteret som en af pionererne i den danske kvindebevægelse. Vasbo mente, at det er ‘barnligt’, ‘dybt infantilt’, når kvinder følger den partnervalgslogik, der gemmer sig i mange moderne, romantiske film. For Vasbo er det afgørende, at kvinden indser, at hun lever i et patriarkalsk verden og må vælge rigtigt, hvis hun ikke vil ende som “objekt”, under “vingerne på manden”.

Alt i alt var diskussionen en illustration af en gammel konflikt: mellem et (nuanceret) biologisk synspunkt og et social-konstruktivistisk ditto. Det, der ikke blev belyst (og det kan man måske heller ikke forvente af et journalistiks program, der helst ser uenigheder og konflikter…), var samspillet mellem de i bredeste forstand biologiske faktorer og historisk-kulturelle-teknologiske forhold.

Tour de Doping

19. juli 2008

Efter fire dage uden internet, radio, tv eller mobiltelefon (simkortet lÃ¥ste, da jeg krydsede over fra det danske til det tyske Vodafone-net…) ville jeg lige se, om der var sket noget i verden, som var værd at notere sig. På Berlin Hauptbahnhof købte jeg derfor Frankfurter Allgemeine formedelst 1.7 euro. Og mit blik faldt straks på en forsideartikel om Tour de France. Da jeg tog afsted var skandalerne endnu ikke ramlet ned over arrangementet, og jeg havde bemærket mig en lille italiener, der havde sejret på et par bjergetapper og – efter eget udsagn – aldrig havde været lykkeligere. Jeg tænkte: Han har bestemt taget doping. Og ganske rigtigt…

Der er dog ikke tale om bagklogskab eller – for nu at blive i det tyske – Besserwissen. Men, som den tyske, kvindelige kommentator tørt konstaterer, så må man vel enten være ansat på de store tv-stationer eller i den korrumperede cykelsport-industri for at foregøgle sig selv at doping(mis)brug er undtagelsen og ikke reglen.
Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

En dag vil cykelcirkusset stå afklædt som det, det er: En perverteret elitesport, der primært drejer sig om penge – mange penge – og magt. Og hvor det sportslige er et sølle påskud. Men samtidig er den professionelle cykelsport også et spejlbillede eller en metaforisk repræsentation af det omkringliggende konkurrencesamfund, hvor idealerne også dagligt mister deres uskyld for ussel mammon og simpel magt.

Opdatering: Og dog – det vil nok snarere gå som i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”. Den lille dreng afslører, at kejseren ikke har noget tøj på – og så fortsætter kejserens procession ellers ufortrødent, som om intet var hændt. Og sådan vil det nok også gå for Tour de Doping i Frankrig (og nærmeste oplande). Selv når det store show er afsløret som et stort penge- og magtprojekt, hvor doping er et “nødvendigt onde”, så vil intet ændre sig og alt være som hidtil. Penge, magt og stoffer.

Tilbagespoling:
Cykelsporten som eksempelDynepokegørende nyt

Halvsyg i et ordentligt sygt samfund

10. juni 2008

Det var vist Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky ElementerSABAE – (der blandt andet bestod af Jacob Haugaard, historikeren Gustav Bunzel, Carl Heinrich Petersen m.fl.), der engang formulerede parolen: Hvis arbejde er sundt, sÃ¥ giv det til de syge! Hvis man ikke vidste bedre, sÃ¥ kunne man tro, at regeringens beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen havde en fortid i denne anarkistiske forening. For i dagens aviser kan man læse noget om, hvordan Frederiksen har tænkt sig at gøre noget ved sygefraværet pÃ¥ de danske arbejdspladser. Indsatsen retter sig især mod de langtidssyge, altsÃ¥ ikke dem, der er væk et par dage pÃ¥ grund af influenza og sÃ¥dan. Og medicinen er – ikke spor overraskende – en “økonomisk gulerod”, det berømt-berygtede økonomiske incitament, som den liberalt-borgerlige regering altid hiver op af foderposen, nÃ¥r der skal politiseres pÃ¥ arbejdsmarkedsomrÃ¥det. Kommunerne skal have et økonomisk incitament til at fÃ¥ de langtidssyge ud pÃ¥ arbejdsmarkedet. Et af de opfindsomme forslag er at arbejde med sÃ¥kaldte delvise raskmeldinger. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Man skal kunne være deltidssyg. Fx gÃ¥ pÃ¥ arbejde fra kl. 8.00 til kl. 12.00 og sÃ¥ være syg resten af døgnet… Ehem!
Et andet tiltag er, at regeringen vil styrke arbejdsmiljøet. For det viser sig, at arbejdsmiljøet er skyld i en tredjedel af alle sygemeldinger. Det vil med andre ord sige: Ud af de 150.000, der konstant er syge, så er ca. 50.000 syge på grund af arbejdsmiljøet. På grund af arbejdet. Det fremgår ikke, hvordan beskæftigelsesministeren har tænkt sig at gøre noget ved denne side af sagen. Måske ved at opfordre arbejdsgiverne til at gøre noget ved det? For der er vel ikke nogen idé i at sende deltidssyge medarbejdere tilbage på en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet er sygdomsfremkaldende? Eller!?

Danmark – det ‘lykkelige’ DDR

7. juni 2008

Det var vist sociologen Henrik Dahl, der sammenlignede Danmark med DDR. En provokerende sammenligning i disse tider, hvor besværgelsen af den ‘virkeliggjorte socialisme’ og venstrefløjshalvfjerserne nærmeste er blevet en rituel del af den aktuelle borgerligt-liberale politiske konjunktur. Men mÃ¥ske er sammenligningen slet ikke sÃ¥ ueffen. HvornÃ¥r har statens overvÃ¥gning af befolkningen været større end under den nuværende sÃ¥kaldt liberale regering? HvornÃ¥r har forstyrrelsen af privatlivets fred været mere konstant end under denne regering?
I det gamle DDR var statsmagtens kontrol med borgerne sÃ¥ udpræget, at de enkelte borgere selv blev en del af denne kontol og overvÃ¥gning. Man angav hinanden. Børn angav deres forældre. Kollegaer angav hinanden. Ægtepar angav hinanden osv. Er vi ogsÃ¥ pÃ¥ vej mod en sÃ¥dan inderliggørelse af statsmagtens kontrol af borgerne? Noget kunne godt tyde pÃ¥ det. I dagens avis kan man læse, at danskerne bevæbnet med mobiltelefoner angiver deres kriminelle og ‘mistænkelige” medborgere til politiet. Og politiet jubler.
Velkommen til det ‘lykkelige’ DDR! Jeg ruller lige gardinerne ned…

PS. MÃ¥ske er Dahls sammenligning faktisk mere end blot effen. MÃ¥ske gemmer der sig en diagnose af det sÃ¥kaldt borgerlige demokratis degeneration i DDR-analogien. Det borgerligt-liberale Danmark har gjort det til en mærkesag at tale mod og bekæmpe sÃ¥kaldt “totalitære systemer’. Nazistiske, socialistiske, islamiske… Men er der ikke ogsÃ¥ en ubehagelig totalitær tendens i den mÃ¥de staten i stadig højere grad – i den aktuelle borgerlige politiske konjunktur – bestræber sig pÃ¥ at styre den enkeltes adfærd og ethvert aspekt af vores hverdagsliv!? Hvordan vi skal forholde os til nydelsesmidler (tobak, alkohol…), sex, motion, mad?! Hvordan vi skal tænke i politisk korrekte baner?! Hvordan vi skal klæde os (tørklæder))?! Du kan selv fortsætte med eksemplerne.

En rigtig århusianer

5. juni 2008

Den socialdemokratiske Ã…rhus-borgmester Nicolai Wammen har holdt grundlovstale. Og i Kristelig Dagblad citeres han for følgende udsagn: “Ã…rhus er en tolerant by. Men nÃ¥r budskaberne bliver afstumpede eller afskyelige og mÃ¥ske fører til eller opfordrer til vold, mÃ¥ smilet stivne hos enhver Ã¥rhusianer. Og uden respekt for andre mennesker kan man ikke kalde sig en rigtig Ã¥rhusianer”. En rigtig Ã¥rhusianer. Udsagnet er vendt mod Ã¥rhusianske borgere, der tilhører politiske ekstreme grupperinger, hooligans og ‘religiøse fanatikere’ i byen. Og selv om man selvfølgelig kan sympatisere med den politiske kamp mod elementer, der bryder demokratiske spilleregler og opfører sig uacceptabelt i sociale sammenhænge, sÃ¥ er spørgsmÃ¥let om det er en heldig retorik. Jeg kommer til at tænke pÃ¥ Poul Nyrup Rasmussens famøse omtale af Dansk Folkeparti som et parti, der ‘aldrig ville blive stuerent’. Det er den politiske arrogances retorik. Det er det politisk gode selskabs segregations retorik. Vi er de “rigtige Ã¥rhusianere”. I andre er…
Det kan forekomme at være en bagatel. Men jeg tror, der gÃ¥r en lige linje fra denne grundlovstaleretorik til den segregation, der foregÃ¥r pÃ¥ nationalpolitisk plan pÃ¥ de sÃ¥kaldte “integrationsomrÃ¥de”. De er indvandrerne, specielt de islamiske ny-danskere, der ikke er rigtige danskere, og sÃ¥ er der os, de rigtige danskere. En ubehagelig retorik.

Prostitution: Mennesket som en vare

23. maj 2008

Prostitutionsdebatten kører videre efter den famøse tv-udsendelse om de handlede kvinders bagmænd. Og en ny undersøgelse viser, at et markant flertal af de udspurgte ikke mener, at udsendelsens uhyrligheder er et argument for et prostitutionsforbud. Epinions undersøgelse peger pÃ¥, at prostitution skal være lovlig – og at det ville være en god idé at oprette statsstyrede bordeller. MÃ¥ske er danskerne ikke sÃ¥ dumme, som nogen gerne vil gøre dem…

Endnu engang kører en journalist pÃ¥ rygradden og render hen i Reden og spørger Annette Rix, hvad hun mener. Som om Anette Rix havde særlig ret til at udtale sig pÃ¥ samtlige prostituerede vegne, blot fordi hun leder Reden, det københavnske fristed for prostituerede. Men nu stÃ¥r hun pÃ¥ journalistens “ekspertliste”, og sÃ¥ er det jo nemt at gribe knoglen. ‘Hej, Anette, hvad mener du om den nye undersøgelse?

Og Rix udtaler: “Det at lave bordelvirksomhed med licensordninger og den slags er igen et hensyn til kunderne. Det strider i bundog grund mod vores holdning, at mennesker skal være en vare…”. Men, hvorfor egentlig ikke? Vi lever i et liberalt-kapitalistisk-markedsorienteret samfund, hvor alt, der kan gøres til en vare, bliver gjort til en vare. Vores arbejdskraft er en vare. Vi skal “sælge os selv” i jobansøgninger med den rette “varedeklaration”. Uddannelser er varegjorte. Universitetsforskning skal erhvervsrettet, sÃ¥ resultaterne kan omsætte i produktion – og altsÃ¥ i varer. NÃ¥r vi kan sælge vores kroppe og hjernekapacitet pÃ¥ arbejdsmarkedet, hvorfor sÃ¥ ikke sælge seksuelle tjenesteydelser? De seksuelle ydelser har jo – ogsÃ¥ før kapitalismens frembrud – været genstand for byttehandler (fx i arrangerede ægteskaber…).

Uddannelse: At vælge med hjernen og hjertet

22. maj 2008

Vi nærmer os sommerferien, og medierne går snart agurk. Nogle er allerede på forkant med udviklingen, som man siger på forfærdeligt nydansk.

I går kunne man således læse i aviserne, at interesseorganisationen Dansk Industri opfordrer de unge til at vælge uddannelse med hjernen. Ganske vist siger DI, at de unge skal vælge med hjernen og hjertet, men det er ikke det, DI mener. Derfor fremlægger DI ledighedstallene for de forskellige faggrupper, naturvidenskabelige, humanistiske osv. Hensigten er klar nok: De unge skal tænke over, hvilke jobmuligheder, der er, når de engang er færdige. Så hvorfor ikke allerede nu vælge at blive ingeniør, når nu humanisterne fylder godt op i ledighedskøen!? Det kan godt være, at du elsker tysk sprog og litteratur, men hvis et job som finstrømsingeniør giver brød på bordet, så!?

Samme dag kunne man på forsiden af en af gratisaviserne – som capac læste i en pause på sit arbejde – læse, at hver anden fortryder sit uddannelsesvalg. Og en af forklaringerne er, at de unge er blevet presset af gode råd og formaninger til at vælge netop den karrieregivende uddannelse, de har valgt…

Det får mig til at tænke på dengang for mange år siden, hvor den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder gik ud og fortalte de unge, at der var efterspørgsel på og fremtid i at være bankansat. Et par år efter startede de store banker en rationaliserings- og effektiviseringsbølge, der sendte mange ud i ledighedskøerne…

Det er en gammel, men ikke desto mindre aktuel sandhed, at man ikke kan spå om fremtiden. Og det gælder ikke mindst på jobområdet. DI er en interesseorganisation, og derfor meler den sine egne interesser. Det er ikke spor overraskende. Derimod kunne man godt ønske sig, at journalisterne gik dem lidt mere på klingen…
Det bedste råd, man kan give de unge er, at de skal vælge med hjertet. Det er der godt fornuft i (altså: hjerne).

ForÃ¥rsgrønt er historiens hjul – God første maj!

1. maj 2008

Tænkte så længe
på dagen og vejn
længtes mod aften
som var den vor egn
aftnen som kommer så sent?
Søgte vi varme
i glemselens sang
kuet af kulden
i hverdagens gang
glemte vi lyset var rent?

Forårsgrønt er historiens hjul
den nye morgen er sort og gul
broderskab springer
af jammer og nød
sætter en hvid syren
vesten og østen
spejler sig rød
i fremtidens blanke sten

Trak vi på skuldren
når verden var hård
syns vi imorgen
var lissom igår
lå vores drømme under sne?
Var vores dage
som blade der faldt
kendte vi forskel på
helt eller halvt

Forårsgrønt er historiens hjul
den nye morgen er sort og gul
broderskab springer
af jammer og nød
sætter en hvid syren
vesten og østen
spejler sig rød
i fremtidens blanke sten
ser vi det ny der vil ske?

(Jesper Jensen /Benny Holst)

“Gidseltagning”

18. april 2008

PÃ¥ vej hjem i bilen i gÃ¥r nat hørte jeg en P1-debat mellem FOAs formand og en repræsentant for kommunerne (hvem kan i denne forbindelse være lige meget…). Det drejede sig om den igangværende strejke blandt social- og sundhedsassistenterne. Og om visse kommunalpolitikeres opfordring om, at de berørte ældre medborgeres familier trÃ¥dte til og hjalp de gamle under konflikten. Debatten havde ikke kørt længe, før strejkens effekt – at ældre mennesker kommer i en beklagelig situation, fordi hjemmehjælpen er reduceret til akutassistance – blev omtalt som “gidseltagning“. Det er ikke første gang, man hører dette begreb taget i brug i forbindelse med en lovlig varslet strejke.
Jeg tænkte pÃ¥, at den, der bruger betegnelsen, mÃ¥ske ikke har overvejet, hvor afslørende dette ordvalg egentlig er. Et gidsel er som bekendt en “person, der (i krig) holdes tilbage (af fjenden) som pant”. At tale om “gidseltagning” indebærer altsÃ¥ en slags erkendelse af, at samfundet bygger pÃ¥ en konflikt, en “krig”, et “fjendskab” mellem to grupper. PÃ¥ den anden side indebærer denne sprogbrug en manglende accept af, at den igangværende konflikt faktisk er lovlig og udtryk for en – i andre sammenhænge – lovprist, dansk arbejdsmarkedsmodel, der gør strejker til et (sidste) legitimt kampmiddel i forsøget pÃ¥ at opnÃ¥ et tilfredsstillende forlig. “Gidselstagning” brugt i denne sammenhæng afslører det borgerlige samfunds ambivalente forhold til et samfund, der bygger pÃ¥ en fundamental konflikt. Det er ogsÃ¥ derfor, visse borgerlige politikere ved festlige lejligheder udtrykker ønsket om at forbyde (legitime) strejker, fordi de tror, den fundamentale konflikt dermed vil forsvinde. Medens andre godt ved, at et sÃ¥dant forbud for alvor ville afsløre samme konflikts eksistens…