Indlæg tagget med Samleri

John (Cougar) Mellencamp

23. september 2006

En enkelt cd blev det ogsÃ¥ pÃ¥ det pokkers marked. Coveret til Mr. Happy Go Lucky med dets cirkusstemning (ovenfor) nærmest sprang op i ansigtet pÃ¥ mig (for nu at citere mig selv). Selv om jeg da godt kender John Mellemcamp, der har været pÃ¥ den musikalske bane siden 1970’erne, sÃ¥ har jeg aldrig fordybet mig i hans musik og sangskrivning. Faktisk har jeg aldrig taget mig sammen til at købe bare en enkelt skive med manden. Selv om det var tæt pÃ¥ med pladen The Lonesome Jubilee fra 1987. Jeg tror nok, at Mellencamp kom til at stÃ¥ for mig som en, der fulgte i Bruce Springsteens spor, musikalsk set. Det er vist det, man kalder en fordom. Og som sÃ¥dan skal den selvfølgelig udfordres. Der er ikke noget sÃ¥ godt som at blive af med endnu en fordom.

Selv om man er glad for musik, for nu at sige det med en underdrivelse, sÃ¥ kan man ikke høre alt og ikke holde øje med alt, selv om man forsøger. Og Mellencamp har stÃ¥et uden for min musikalske horisont. I hvert fald i udkanten. Det skal jeg nok gøre noget ved. Efter at have lyttet intenst til Mr. Happy Go Lucky mÃ¥ jeg skrive under pÃ¥ Rolling Stone-anmelderens karakteristik af kunstneren som en desperado med følelserne uden pÃ¥ tøjet: “A desperado who has chosen the deep and narrow (small-town life, focused rock & roll) because their limits make explosion more possible and transcendence sweeter, Mellencamp sacrifices almost everything to feeling. As such, he recalls the great early rockers ­ and is closer psychic kin now to country singers and rappers than to anyone else in his big-selling league. Its music in the spirit of the folk-tinged “gypsy rock…”. Store ord i september, men nok ikke skudt helt ved siden af. Pladen skulle i øvrigt være indspillet, efter at den 54-Ã¥rige musiker havde et alvorligt hjertetilfælde. Det mærker man. Døden er kun en hÃ¥ndsbredde fra teksternes univers. Tænk sig, hvad man dog kan fÃ¥ for en tier…

Frække bøger – mere fra det herrens marked

23. september 2006

Som lovet vil jeg vende tilbage til det meget omtalte hollandske marked, der kører en stund endnu. Jagten på interessante billigbøger lettedes af, at man kunne se forlagsikonerne på ryggen af bøgerne: Gyldendals traner, ugler, bekasiner osv., Hasselbalchs mølle, Stig Vendelkærs SV osv. Der var et væld af især Gyldendals klassikere fra glansperioden i tresserne, fx det meste af Hans Scherfigs romanserie.

Men, fundet af Uden en trævl og dens ‘milde og venlige porno’ fik mig ført i pÃ¥ erotiksporet. Nogen vil mÃ¥ske sige: fik ham afsporet… Hvorom alting er, sÃ¥ faldt jeg over to spøjse titler. Den ene var Den lystne Abbed ved L.H.Walker. Bogen udkom engang i tresserne (præcist hvornÃ¥r fremgÃ¥r ikke) pÃ¥ forlaget Obelisk, der ogsÃ¥ har andre artige sager pÃ¥ samvittigheden i den periode. Det var Lotte Wagner Smitts forsidetegning (dat. 1966), jeg faldt for. En smilende ungmø med fagre former og lille smilende abbed pÃ¥ hendes højre knæ. Tegningen har den uskyldige tone, som man ofte finder i datidens beskæftigelse med det erotiske. Den er svær at finde i dag…

Historien skulle ifølge Walkers oplysninger bygge på Abbeden af Choisys egne oplevelser med det smukke køn, inden han fik nok og lod sig præstevie. Man sporer den let moraliserende tendens, som også var typisk for datidens erotika. The Lascivious Abbot er oversat af Jørgen Bruun, der må have haft et muntert oversætterliv i tresserne.

Den lystne abbed mener jeg, at jeg er stødt pÃ¥ før uden at lade mig forføre til køb. Det gælder til gengæld ikke Karlo H. Petersens roman Og sÃ¥ er der bal bagefter (Thaning & Appel 1966). Romanen handler om en boksers liv i ringen og i sengen. Kort fortalt. Det interessante ved romanen er, at den er vinder af en romankonkurrence, udskrevet af EkstraBladet. Opgaven gik ud pÃ¥ at skrive den bedste danske erotiske roman. I bedømmelsesudvalget sad: Tove Ditlevsen, Ove Brusendorff (der var en stor kender af erotika og bl.a. udgave flere bøger om emnet), digteren og kritikeren Tom Kristensen, forfatteren og sprogmennesket Knud Poulsen (kendt for bl.a. sine tekster til teateret og tv) og – Ekstrabladets legendariske redaktør og Ditlevsens husbond – Victor Andreasen. Dengang tog man erotika alvorligt!
Bogen har ingen forbindelse til den danske film af samme navn (Edward Flemming, 1970). Jeg mener ikke at have set andre bøger fra Karlo H. Petersens hÃ¥nd, men det er mÃ¥ske værd at undersøge. Det vil et nærmere studie afsløre…

Med i posen kom også en ordinær udgave af første bind af Bengt Anderbergs efterspurgte antologiserie Kærlighed med erotiske noveller, skrevet af gode svenske forfattere. Et udvalg fra de forskellige bind udkom for få år siden. Så meget om den erotiske lektyre.

PÃ¥ Herrens (hollandske) mark(ed)

22. september 2006

SÃ¥ lykkedes det mig omsider – igen – at kigge ind pÃ¥ dette hersens Accord-marked ved siden af Netto, der ligger ved siden af det, der engang hed Biografen, men nu hedder et eller andet med Cine… Og, som man vil vide, hvis man læser Lars’ og Carstens blogs, sÃ¥ er det svært at undlade at købe noget, nÃ¥r man er til bøger, plader, cd’er osv. Med eller uden blød rygrad. Især, nÃ¥r prisen er helt nede i 10 pr. objekt.

Allerede inden for døren, hvor der stod et stort bord med plakater og deslige, var fælden ved at klappe. En stor plakat for en Warhol-film nærmest sprang op i ansigtet pÃ¥ mig, og det var kun, fordi jeg ikke anede, hvor den kunne komme op at hænge i hjemmet (hvor meget billedmateriale – blandt andet min elskede James Dean-plakat fra ungkarledagene – i forvejen er forvist til kælderen), at det køb ikke blev til noget. Selv om fristelsen til at forsøge igen i morgen lurer. Til gengæld faldt jeg sÃ¥ for meget andet.

I Henriks gamle blog har Jens Bjørneboes forfatterskab – i hvert fald den mere skandaløse del – tidligere været pÃ¥ tapet, og se, om ikke jeg faldt over et eksemplar af Uden en trævl. Den mÃ¥ttet jeg selvfølgelig have med hjem. Jeg husker endnu tydeligt den ufrivilligt komiske danske filmatisering af bogen med filmstjernen Ib Mossin (kendt fra adskillige Morten Korch-filmatiseringer) som Dr. Petersen og Anne Grete Nissen som den unge pige. Bogen koster mange penge i almindelig antikvariathandel, skal jeg hilse at sige. For slet ikke at tale om anden del.

Jeg mÃ¥tte ogsÃ¥ have Klaus Rifbjergs Synderegisteret. Ikke, fordi den tilhører den bedste del af hans omfangrige forfatterskab, men fordi jeg har de to øvrige i den trilogi (der i øvrigt er udgivet i et samlet bind siden hen): Tidsmaskinen og Facitlisten. Begge ogsÃ¥ købt for næsten ingen penge… Men ogsÃ¥, fordi jeg godt kan lide fabulanten og provokatøren Store Klaus for fuld udblæsning.

Selv om markedet har været i gang i lang tid, sÃ¥ var der nok af fristelser. Fx kunne man fÃ¥ det meste af Hasselbalchs (berømte) kulturbibliotek, flere af Jens August Schades skrifter og et hav af klassiske danske og udenlandske romaner. For slet ikke at tale om grammofonpladerne! Der var mange, der tydeligvis ikke havde tilbragt mange minutter pÃ¥ afspillerne. Og hvis man ellers kan huske, hvad der rørte sig i fx 1980’erne og 1970’erne kunne (kan!) man gøre gode køb.

NÃ¥r fristelserne er svimlende, sÃ¥ bliver jeg nødt til at begrænse min søgning. Denne gang valgte jeg at (forsøge) at fokusere pÃ¥ billigbøger. Hvad kan man mon finde af spændende ting og sager. Det blev i første omgang til endnu en bog af nordmanden. Nemlig hans hovedværk og debut: Før hanen galer. Den handler om efterkrigstiden og koncentrationslejrene. OgsÃ¥ en bog, der udkom pÃ¥ Stig Vendelkærs forlag. Den kan man stadigvæk købe antikvarisk for beskedne penge. Men det er jo heller ikke blød porno…
Mere i morgen om erotica m.m..

Ole Sarvig

21. september 2006

SÃ¥ lykkedes det heller ikke i dag at komme ind pÃ¥ Accord-marked i Ã…rhus. Det er nok straffen for at lokke andre i økonomisk fordærv med oplysninger om slige markeder med masser af bøger, cd’er osv. MÃ¥ske i morgen, hvis der da ellers er Ã¥bent (jo, det er der, indtil d. 30/9!). Men – et par bøger fik jeg dog med fra staden, hvor jeg kiggede ind i Aabenhus Antikvariat ved Ã…en. Ellers var jeg mÃ¥ske endt med en alt for dyr fadøl pÃ¥ den anden side, og det har min lever – i følge min ret bekymrede datter – ikke godt af.

Spøg til side. Jeg vidste på forhånd, at Aabenhus havde et par titler, som jeg manglede i min bestand af bøger.

Ikke uden en vis pÃ¥virkning fra Bos Ole Sarvig-renæssance tog jeg mig sammen til at købe forfatterens “prosaværk” Midtvejs i det tyvende aarhundrede (1950), hvor forfatteren gør status i den desillusionerede, kaotiske efterkrigstid og fremlægger sin kristne livsanskuelse. Da jeg gik pÃ¥ gymnasiet var bogen lidt af en sællert som en af Gyldendals berømte Ugle-bøger. Jeg kan huske, at min dansklærer pÃ¥ gymnasiet fremhævede den som idéhistorisk obligatorisk læsning for os unge poder, sammen med De europæiske ideers historie af Johs. Sløk m.fl. Men jeg har nu omsider fÃ¥et fat i den originale udgave fra Forlaget Schulz, første udgave.

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til sÃ¥ mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var Ã¥ndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, hÃ¥ber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sÃ¥dan en granskning af bogrygge altid fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornÃ¥r mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker sÃ¥ venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? HvornÃ¥r jeg dog fÃ¥r læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – sÃ¥ satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 pÃ¥ cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje sÃ¥ pÃ¥? PÃ¥ hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. PÃ¥ hovedet. Og det forklarer mÃ¥ske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert pÃ¥ Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altsÃ¥ kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten pÃ¥ Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (mÃ¥ske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Sidste udkørsel til Brooklyn – Hubert Selby Jr.

3. september 2006

Der er andet i livet end musik, selv om bloggen her godt kunne tydes anderledes! Ugens bogfund for mig har været Sidste udkørsel til Brooklyn af Hubert Selby Jr. En sÃ¥kaldt kult-klassiker. Den første udgave herhjemme var vist den, der kom i serien “farlige bøger” hos Stig Vendelkær i 1965 (muligvis er der en ordinær udgave før den!?). Men i 1989 kom der en revideret og forbedret oversættelse af Arne Herløv Petersen pÃ¥ Politisk Revy – i serien “Rævens sorte bibliotek”. Og det er den, jeg fandt til sølle 40 kr. I fineste stand.

Litteratursiden.dk kategoriserer den sammen med “American Psycho” som voldelig og forfærdende litteratur. I hvert fald er der tale om et stykke hÃ¥rdkogt, amerikansk, kras realisme. Der udkom en hel del af den type moderne realisme i tresserne (og hvoraf en del endte i SVs farlige bøger-serie). I øvrigt har bogen været udsat for en seværdig filmatisering i 1989 (nok ikke nogen tilfældighed) af Uli Edel med bl.a. Jennifer Jason Leigh.

Om forfatteren og hans værker kan man læse her.

Der er ogsÃ¥ lavet en film om Selby med titlen It’ll be better tomorrow (2006). Robert Downey Jr. fortæller og der er interviews med bl.a. Lou Reed. PÃ¥ flg. side – www.cubbymovie.com – kan man se en længere trailer fra filmen.

Paris 1919 – John Cale

2. september 2006

Der er – heldigvis – næsten ingen grænser for, hvad der bliver genudgivet (men de er der, herom en anden god gang!). Nu meddeler WEA International, at man har kastet sig over en af mine John Cale-yndlingplader Paris 1919 fra 1973. Den plade kan jeg altid lytte til. Om der er tale om over-kill i dette tilfælde mÃ¥ vi vente med at udtale os om, men i hvert fald er der fyldt sÃ¥ meget ekstramateriale pÃ¥, at spilletiden næste kommer op pÃ¥ det tredobbelte! Ikke mindre en 11 sÃ¥kaldte outtakes er hældt pÃ¥ og et regulært nummer, der ikke var plads til dengang. Vi fÃ¥r se. Men pladen holder jo alligevel. Skræller man Cales avantgarde-rock-manerer væk – alle de litterære og historiske hentydninger – sÃ¥ stÃ¥r man stadigvæk tilbage med en iørefaldende hÃ¥ndfuld sange om tab, rastløshed og andre modernitetssymptomer. Anbefales varmt. Læs Pitchforkmedias omtale her – og mere om pladen pÃ¥ Wikipedia.

De gamle drenge (og piger) kan endnu…

28. august 2006

Som sagt er det Bob-dag i dag. Venner og bekendte i og uden for blogland har været oppe fra tidlig morgen for at stå i kø i pladebutikkerne eller stå vagt ved postkassen for at få fingre i den nye skive, med eller uden bonus-dvd. Og alle er åbenbart fornøjede. Bob till you drop!

Det er i det hele taget de gamle drenges musikalske dag i dag. Posten bragte mig den længe ventede Solomon Burke-cd, som straks fik lov til at snurre pÃ¥ cd-playeren. For at det ikke skal være løgn, sÃ¥ synger Solomon selvfølgelig et Dylan-nummer, nemlig: “What good Am I?” fra Oh Mercy.

 “What good am I if I’m like all the rest,
If I just turned away, when I see how you’re dressed,
If I shut myself off so I can’t hear you cry,
What good am I?

Burke-cd’en var pakket umanerligt godt ind plastik-bobble-materiale (ved ikke, hvad det tekniske navn er), og uden pÃ¥ den brune kuvert var der anbragt nedenstÃ¥ende opfordring. Sig sÃ¥ ikke, at det ikke kan være sjovt at være postbud!

I øvrigt har selveste Van Morrison skrevet et forord til pladen, fuld af beundring for den gamle soul-konge. han skriver bl.a.: “Solomon kunne synge telefonbogen, og det ville lyde fantastisk”.