CAPAC

Af blufærdighedsårsager vil jeg ikke illustrere dette indlæg, men omtales skal det. For længe siden diverterede den hemmelige kanal DR2 os seere med et program om mandens bedste ven, dunkedyret, tissegøjen, svabergasten – kært barn mange navne – kort sagt: penis. Programmet var lidt skuffende, men måske har DR2 oppet sig, når de – med deres eget ordvalg – sætter fokus på kussen. På hjemmesiden lover man at tage emner som intimbarbering (vi besøger en frisør i faget), orgasme (ja, den slipper vi ikke for – selv om Inge og Sten Hegeler gjorde, hvad de kunne for at sige alt – tilbage i tresserne), kirurgi (av min mis), jordmødres særlige oplevelser med kussen (mon der kommer nogle jordmødrevittigheder?), sproget selvfølgelig (som pikken har kussen også mange kælenavne, lige noget for en sprogmand!) og så videre. Som salig Leif Panduro engang sagde, så var der musik i ordet kusse. Lad os se, om der også er tv i den.  På lørdag i primetime.Tak til Dortes Smadderkasse for oplysningen.
PS. Dette indlæg går nok hen og bliver et af de mest læste med tiden…
Humørkæppen

Apropos humørkæppe

Et impotent program: Om tissemanden

Og det musikalske indslag: Red Hot Chilli Peppers – Party on your Pussy

Det er en mærkelig verden, vi lever i. Fx kan man leve af at gå rundt på en stor græsplæne og slå til en lille hvid kugle med en kølle. Man kan endda leve rigtig godt af det. En af dem, der lever rigtig godt at få de små kugler rigtigt ned i de mange små huller er amerikaneren Tiger Woods.

Nu er Tiger Woods så kommet i alle verdens medier på grund af nogle andre huller.( Ja, undskyld. Jeg kunne ikke dy mig…) Han har gjort sig skyldig i noget, som rigtig mange amerikanske politikere gør og har gjort sig skyldig i – og sikkert mange amerikanere i almindelighed – nemlig utroskab eller sidespring. Han har bedraget sin kønne svenske kone med andre kønne damer, pornomodeller, pandekageservictricer osv. Og det gør man ikke ustraffet i landet med double standards. I hvert fald ikke, hvis man er kendt i medierne.

Hver eneste saftig sms, hver eneste paparazzifoto, hver eneste fold på lagnet, interviews med de mest bekendelsessyge af damerne osv. er blevet lagt frem for den hungrende offentlighed. For i et land, hvor man åbenbart synes, at dobbeltmoral er dobbelt så godt, så sælger den slags historier. Her kan læserne og seerne så mæske sig i de slibrige detaljer med lige delt nydelsesfuld forargelse og misundelse over ikke at have fået del i glæderne på lagnet. Denne dobbelthed kan man studere i Vanity Fair, hvor bladet beder læseren om at stemme på den hotteste af Tiger Woods babes. Tydeligere kan det vist ikke blive.

Farcen om de kommunale antisexkøbspostkort fortsætter. Nu er SF’eren Neil Stenbæk Bloem fra Borgerrepræsentationen gået til angreb på sexarbejdernes organisation, SIO, fordi organisationen har formastet sig til at svare igen med fri sex til kortindehaverne.

Det fyger med postulater. SIOs aktion skader de gadeprostituerede, påstås det. Hvor ved han det fra? Mon ikke der vil være arbejde nok til alle i klimatopmødedagene?

SIO udgør kun en procent af de prostituerede, fremturer SF’eren. Hvor ved han det fra? Mig bekendt er slet ikke overblik over, hvor mange “ressourcestærke” prostituerede, der er, eller ikke-ressourcestærke for den sags skyld? Det er derfor, der for ganske nylig er afsat et større millionbeløb til en undersøgelse af prostitutionen i Danmark i dag.

Endelig forplumrer Neil Bloem debatten ved at gøre prostitution til noget, der hverken er legalt eller helt det modsatte. En gråzone, kalder han det. “Det er rigtigt, at prostitution blev afkriminaliseret i 1999, men det blev det ikke lovligt af.”, udtaler politiker. Nå, siger man så, enten er noget vel lovligt eller også er det ulovligt. Hvis vi ikke har en lov, der forbyder en luder at sælge sin vare, så er det vel en fuldstændig lovlig handling, luderen foretager? Eller? Så længe vi ikke har et forbud mod sexkøb, så er det vel lovligt at købe sex? Eller? Måske SF’eren skulle tage et koldt bad og forsøge at holde hovedet koldt.

Julen og årsskiftet nærmer sig, og tiden er inde til diverse skrifter om året, der gik. Det fik mig til at tænke på en af mine forældres venner, der altid holdt de satiriske skrifter Svikmøllen og Blæksprutten. Og så Hudibras. Mit blik faldt på det forleden, hvor jeg var inde i en større kiosk. Dengang jeg så det for første gang, var det et “uartigt” blad. Det var før billedpornografiens frigivelse, og fruen i huset havde det med at låse bladet forsvarligt inde i et lille ophængt hjørneskab i huset. Men det hændte, at farmand glemte bladet inde i stuen, så nysgerrige sjæle – mig inklusive – kunne svælge i Annie Lipperts elegante “frække” tegninger med mere eller mindre afklædte barmfagre pigebørn. Ellers bestod bladet af forskellige historier og andre tegneres udfoldelser, fx humoristen Willy Breinholsts og Povl Norholts. Når jeg forsøger at erindre læseoplevelsen, så var den uskyldigt pirrende for en ungersvend som mig. Der var en em af bornert efterkrigsmoral og – med lidt god vilje – en lille snert af det frisind, der i løbet af tresserne ville forsøge at sætte sig igennem. Bladet blev grundlagt i 1943, altså under besættelsen, hvor der sikkert var et stort behov for den slags “uskyldig” underholdning. Det udkommer, som nævnt, stadigvæk. Og det holder stilen fra dengang, ved jeg ikke, men i så fald må man sige, at der er tale om en anakronisme.

En af de ting, der har irriteret mig voldsomt i den standende debat om prostitution og forbudspolitik på området, har været fraværet af fakta. Blandt andet har omfanget af såkaldt “handlede kvinder” været svær at få hold på. Senest har jeg set, at politiet på Sjælland har foretaget razziaer på en del bordeller, men kun fundet et par udenlandske kvinder, der ikke havde papirerne i orden.

Det lave informationsniveau har givet frit spil for politikere og andre, der har gjort sexkøbsforbuddet til et ideologisk felttog. Fx socialdemokraten Mette Frederiksen, der har givet udtryk for, at der er hundredvis af handlede kvinder i landet, hvorfor et sexbud vil være nødvendig.

Derfor er det glædeligt, at der nu er afsat fire millioner af den såkaldte Sats-pulje til at kortlægge prostitutionens omfang og organisering i Danmark. Venstrekvinden Sophie Løhde, der har udmærket sig ved at forholde sig til de fakta, der foreligger om prostitution, siger, at undersøgelsen falder på det tørt sted. Det tør nok antydes.

Uanset, hvad udfaldet af et forslag om sexkøbsforbud måtte blive, så er det mindste man som almindelig samfundsborger kan forvente, at politikerne træffer beslutningen på et kvalificeret grundlag. Indtil videre er en sådan beslutning baseret på følelser og ideologisk orientering.

En af dagens nyheder handler om censur på Danmarks Radio P4. Anne Linnet har skrevet en sang med titlen “Agenda”, som er med på hendes kommende nye album. I sangen synger hun bl.a.:

“Jeg vil gå igennem hvad som helst for dig.

Om jeg skal ned på knæ og flirte mig.

Og jeg vil gøre hvad som helst for dig,

så’ det bare ned på knæ og slik´ mig“

(jeg fremhæver)

Denne sekvens er blevet for meget for musikchef Ole Mølgaard, der har besluttet at sortliste sangen og begrunder det på denne måde: “Kanalen henvender sig til den voksne del af befolkningen, og der vil det virke mærkeligt at efterfølge et borgmester-interview med en sang om at slikke en anden kvinde”. Næ, uha-da-da. Det vil være stærk kost for den voksne del af befolkningen. Borgmesterinterview og cunnilingus i sammenhæng, det går sørme ikke!

Anne Linnet er selvfølgelig forundret og henviser til hip-hoppernes meget mere frimodig og til tider sexistiske lyrik. Sortlistningen er selvfølgelig endnu et eksempel på tidsåndens bornerthed. Det er, som om nationen ikke kan udholde tanken om kroppens lyster og liderligheden. Måske, fordi tanken helst skal holdes fast fokuseret på karrieren, arbejdet og markedet? Måske hænger det sammen med, at vi lever i en epoke, hvor parforholdet har det svært, fordi karrieredrømme, dobbeltarbejde, kærlighedsliv og yngelpleje ikke kan gå op i en højere enhed, og mange derfor lever et kærlighedsfattigt liv, hvor tanke om lysternes spontanitet virker mest af alt forstyrrende?

Det er denne bornerthed, der også ligger bag to mediekændissers nye seksualoplysningsbog, der med sin snerpethed sender seksualoplysningen tilbage bag halvtredsernes nedrullede gardiner, hvor afbildninger af pikke og kusser var noget, man skulle finde på franske postkort, i nudistblade og i anden “smudslitteratur”.

Det er et stort paradoks, at vi på den ene side oversvømmes med billedpornografisk materiale på internettet og andetsteds i medierne, som absolut intet skjuler, samtidig med, at en nypuritanismen vil have os til at samle benene, tage skyklapper på og tænke på gud, konge og fædreland. Det kan godt være, landet er tynget af finans- og økonomikrise, men det er ikke den eneste og måske langt fra den værste. Så slik hinanden, kære venner!

Apropos: Rammstein – Pussy (Er du bornert, så er det på eget ansvar, hvis du følger linket…)

Og til slut lidt drilleri med skyldig inspiration fra Aage Stentoft og især Epe:

Læs mere »

Hvad stiller man op med pædofile? Altså mennesker, hvis seksuelle orientering retter sig mod et af samfundet forbudt og tabuiseret objekt – nemlig børn under den seksuelle lavalder? En afsporing af driftslivet – målt med den “normalitet”, der dominerer samfundet og dets lovgivning. Så længe den pædofile holder sig på måtten, er den pædofile et menneske med en ulyksalig seksualitet, der vel kun kan finde en form for tilfredsstillelse i fiktionens verden. Som tilfældet er med så mange andre forbudte og tabuiserede seksuelle tilbøjeligheder.

I vores samfund betragter vi stadigvæk de seksuelle perversioner (altså dem, der ikke er blevet del af det normalitetsspektrum, vi lever med) som psykopatologiske fænomener, der gøres til genstand for psykiatrisk behandling. Træder den pædofile uden for loven, straffes vedkommende med fængsel og måske behandling. Når vedkommende har udstået sin straf og dermed i juridisk forstand er “gældfri” i forhold til samfundet, så er vedkommende stigmatiseret. En paria i fængselsverden , et udskud i virkeligheden uden for fængslet.

Og nu vil Dansk Folkeparti oven i købet blåstemple en obligatorisk klapjagt på de pædofile. Med en såkaldt “tryghedspakke” vil DF gøre det obligatorisk at informere naboer til den pædofile om, at vedkommende nu er løsladt (og – underforstået – til fare for alle børn i området). DFs koksgrå emminence Peter Skaarup udtaler: »Man skal informere folk i lokalområdet om, at de skal være opmærksomme på, at en pædofil er blevet løsladt, og at vedkommende bor i det pågældende område. Det kan være en løbeseddel, som man uddeler til husstandene i området. På den måde vil man så være klar over, at man skal være lidt mere forsigtig, end man har været hidtil, for eksempel med børn på legepladser. Det vil være tryghedsskabende«. Tryghedsskabende? Efter min mening er vi ikke langt fra en egentlig stigmatisering af de pædofile. Vi er ikke langt fra en situation, hvor man med pensel og malerbøtte skriver på den pædofiles fordør: Her bor en… Vi er ikke mere end en hårsbredde fra en situation, hvor man brændemærker eller syr et farvestrålende mærke på den pædofiles tøj, så enhver kan se, hvem man har med at gøre.

Hvis nogen får associationer i retning af Tyskland i trediverne, så skyldes det ikke, at jeg har trukket Nazi-kortet op af lommen… Udviklingen i Dansk Folkeparti gør mig virkelig utryg.

I går nat, da jeg kørte fra arbejde, kom jeg til at tænke på Lurblæserne på Rådhuspladsen i København. Folkeviddet vil, at de to kraftkarle i bronze vil lade deres lurer lyde, hvis en jomfru passerer forbi. Og tanken gik videre til en tegneserieudgave af denne folkelige myte som jeg engang læste i en comic-book med danske tegnere.

Selv om jeg har været på Rådhuspladsen mange gange, så har jeg aldrig hørt dem trutte. Og forklaringen er nok, at intakte mødomme er sjældne blandt piger i den kønsmodne alder… Alligevel giver de forbaskede mødomme anledning til stor ståhej i visse indvandrerfamilier med strenge traditioner.

I gårsdagens P1 Debat diskuterede integrationskonsulent og byrådsmedlem Manu Sareen med sygeplejerske og indehaver af sitet nymoedom.dk, Kristina Abu-Khader Aamand, om der skulle nedlægges forbud mod udstedelse af såkaldte jomfru-certifikater. Jomfru-certifikater udstedes til piger, der af den ene eller anden grund har mistet deres jomfrudom og derfor løber ind i problemer på bryllupsnatten, fordi familien forventer blod på lagnet efter brydekampen i ægtesengen. Det mest fornuftige udsagn kom fra Manu Sareen, der mente, at man lige skulle vende skråen og finde ud af, hvor mange sager, der egentlig var tale om. Har vi at gøre med en ny burkhasag? Hvor stort er problemet?

Og noget andet er, at vi her i Danmark partout skal fokusere på problemets negative side. Det er, som om mange politikere, er blinde over for det forhold, at integration er en proces. Man integreres ikke med et slag. Ved at forindre pigerne i at få udstedt et stykke A-4-papir hos lægen, hvori det bekræftes, at pigen er en jomfruelig sådan, får pigen en praktisk løsning på en integrationsproblem. Måske har hun mistet sin mødom, fordi hun har været heldig at møde en sød fyr, der kunne fjerne den. Måske har hun bare dyrket gymnastik i den lokale idrætsforening. Og hvis familien derhjemme er tilfreds med at få et stykke papir i stedet for bevis på en lille skøbelige hindes eksistens, så lad dem dog. Det er snyd. Javist. Men det vigtige er vel, at disse piger er ved at blive integreret i det danske samfund og har brug for nogle kompromisser, der kan gøre det muligt for dem at lette lidt på det kulturelle pres, der ligger på dem. Og hvis forældregenerationen er så “dum”, at den hopper på jomfrucertificeringen, så fortjener de vel ikke bedre?

Tilbagespoling

Bloglands veje er finurlige. Som omtalt blev mit indlæg om Mette Frederiksen og prostitutionsdebatten broadcastet i DRs udmærkede Radioblog. Og sørme om ikke Sofie Løhde, der også omtales – positivt – i indlægget, har læst med og efterfølgende har viet indlægget endnu et indlæg. Her. Det er Sofie selvfølgelig velkommen til. Vi er jo ret enige – på det punkt.

Man kan næsten forestille sig, hvordan visse feminister i Kvindfo eller Dansk Kvindesamfund vil få morgenkrydderen gevaldigt galt i halsen over titlen på Jørgen Leths og Morten Sabros nye bog. “Derfor knepper de så meget i dette land…” hedder den. Bogen er (endnu en ) dialogbog – ja, faktisk en emailbaseret bog – hvor et af temaerne er Leths med spænding imødesete film “Det erotiske menneske”, som bl.a. vil vise Jørgen Leth elske med en ung tahitiansk kvinde. Bogen omtales i Berl. Tidende og man får det indtryk, at Leth og Sabro er helt bevidste om det provokatoriske i titlen og i bogens emne. Og Leth siger det også direkte, når han vil forsætte sin udforskning af den erotiske lidenskab “om så de moralske hader mig til døden”. Og det er da også lige i det udsagn libertineren Leth træder i karakter. Han forfølger monomant sin hedonistiske lyst – med de omkostninger, det har for ham selv og andre involverede – på trods af enhver moralisme. Og det vil i disse tider sige en post-feministisk nypuritanisme, der helst vil forvise seksualiteten til parforholdets trygge rammer af misforstået ligestilling. Det er godt, at der stadigvæk er folk som Jørgen Leth, der kan minde os om, at vores liv er styret af andre og stærkere kræfter end nypuritanske moralister vil være ved.

Socialdemokraterne – der engang kaldte sig Socialdemokratiet – har efter lang tids tøven besluttet sig for at kriminalisere køb af prostitueredes ydelser. I gårsdagens udgave af P1 Debat, som jeg ofte lytter til, når jeg kører fra arbejde, diskuterede socialdemokraten Mette Frederiksen med Venstres Sophie Løhde.

Da Mette Frederiksen kom ind på den politiske scene for nogle år siden, synes jeg, at hun var en frisk pust i det gamle lønmodtagerparti, fordi hun endnu ikke var størknet i form og indhold, som mange af sine partifæller, og kunne melde ud med holdninger i et ganske forståeligt sprog. Siden hun profilerede sig med sine 9-punkts-program synes jeg til gengæld, at hun proportionalt med sin stigende stjerne i partiet er blevet mere og og mere konform og forudsigelig som socialdemokrat.

Og i omtalte radioprogram var det forstemmende at høre hende forsvare partiets anti-sex-købs-politik over for en skarptunget og velorienteret Venstre-løvinde som den unge Løhde. Hele Frederiksens opfattelse af de prostituerede var indlejret i en bedaget halvfjerdser-feministisk “offer”-dogmatik af værste skuffe, hvor begreber som “undertrykkelse”, “kvinden gjort til objekt” osv. svirrede som bananfluer i luften.

Værst af alt var dog, at Frederiksen ikke ville forholde sig til fakta. Fx de rapporter – bl. a.fra Malmøs politi – der indikerer, at sex-købs-forbuddet i Sverige og Norge ikke har den ønskede effekt. Prostitutionen er ikke blevet reduceret – og den er så småt ved at vende tilbage på gaden igen. Frederiksen afviste det bare med en bemærkning om, at det ville tage tid at ændre holdningerne til sex-køb.

I det hele taget fik man det ubehageligt indtryk, at Frederiksen og hendes fæller ikke har gjort den umage at sig for fordomsfrit og oplyst at forholde sig til et problem, man ikke bare sådan kan fjerne fra den menneskelige virkelighed.

Lyt selv til programmet her. Jeg synes, at Løhde løb med alle pointene i den debat -selv om jeg bestemt ikke sympatiserer med hende og hendes parti i øvrigt.

Nogle tilbagespolinger om emnet prostitution

Selv om jeg efterhånden er meget metaltræt, når det drejer sig om fjernsynsprogrammer, så sker det en gang imellem, at jeg løfter øjenbrynet. Det sker jo, at fjernsynets hære af journalister finder et korn som en blind høne. Denne gang var det et indslag om nutidens store feterede operasangerinder og deres sexede markedsføring af musikken. Og for en gangs skyld var det ikke en af Tordensskjolds Soldater-kommentatorerne, der var i studiet, men pianistinden Katrine Gislinge. Med visning af en række sexede coverfotos var der lagt op til lidt nyfigen moraliseren. Det lå ligesom i luften. Men Gislinge tog luften ud af varmballonen med det samme. Hun mente, at der vare var tale om, at de nye operasangerinder gjorde, som man nu gør i dag, når man er en moderne kvinde, der skal markedsføre noget. Og det kan hun jo have så ganske ret i. Slå bare op i hvilket som helst dame- eller ugeblad, og du vil opleve kendte ret så dekolleterede damer promovere sig selv. Alligevel var der noget, der skurede i mit indre. Sikkert, fordi jeg ikke lytter ret meget til opera og klassisk musik i det hele taget. Ikke, fordi jeg ikke kan lide klassisk, men sådan har det bare udviklet sig.

I hvert fald forekom det mig, at den nye trend er i disharmoni med den klassiske musiks image. Det image, jeg slæber rundt med i det mindste. Et image af en kunstmusik, hvis sex-appeal ligger i det musikalske udtryk, lidenskaben på scenen osv. Ikke i et Playboy-lignende cover af en smuk syngende mamselle. For mig svarer det til, at man indlagde en foldeudpige i en cd med Miles Davis. Men det bliver måske det næste. Rocken og poppen er en helt anden sag. Her har den utilslørede sex-appeal jo altid været en synlig og hørlig drivkraft…

Jeg er gammel nok til at huske den periode, hvor den paradoksale “mandebevægelse” kom frem. Paradoksal, fordi en stor del af vestens historie har været en lang mandebevægelse. Det såkaldt patriarkalske samfund, som kvindebevægelsen tordnede imod – og andre skrev nekrologer over. Dengang i halvfjerdserne troede forvirrede unge mænd, at de skulle følge i de feministiske kvinders fodspor og danne basisgrupper, hvor de i fællig kunne udveksle erfaringer, græde snot og kvindagtiggøre sig selv. Det viste sig at være en blindgyde. For var der en ting, der var sikkert, så var det, at sådanne, såkaldte “bløde” mænd havde mere end svært ved at “score”, som det hedder på nudansk. Bløde mænd fik ikke meget på den dumme, som vi allerede sagde dengang.

Siden har feminiseringen af samfundet gået sin skæve gang, og senest har temaet fået ny næring via den forkølede nyhed om, at flere singlekvinder foretrækker kunstig befrugtning som vej til moderskabet. Og Tante Berlinger bruger endda agurketiden til at lave en særlig klumme, hvor Anne Sophia Hermansen skal skrive om singlekvinder efter de 30 under den sigende titel: Karrierekvindens bekendelser.

Og med spænding kaster man sig så over læsningen. Måske kan man få et svar på, hvad problemet er, når kvinder tilvælger et donorbarn og fravælger en far. Er der noget galt med danske mænd? For en overfladisk betragtning er det lige netop det, der er problemet. Rigtige mænd er blevet lige så sjældne som “lyserøde elefanter”. Med Anne Sophias malende ordvalg: “det er svært at føle sig fristet til at videreføre arten, når vi ser mænd ”Jackasse” sig vej gennem tilværelsen iført hængerøv, hættetrøjer, fadbamser og et livssyn permanent stillet ind på Radio 100FM og 100 % Sjov. Tænk på Carlsbergs reklamer for ”Vores Øl”, tænk på tv-serien ”Klovn” og tænk på et klassisk studievært-spørgsmål som ”hva’ så, er der gang i den?” til alt fra Superliga-kampe over kulturtransmissioner fra Det Kongelige Teater til dækning af valgaftener, senest EP-valget her den 7. juli. Undskyld mig, men gang i den? For den moderne mand af typen BØV – BørneVoksen – er skæg og ballade livets sine qua non.“. Tag den, mand!

Men det kritiske sværd er tveægget. For, hvordan er det gået til, at manden på den måde er blevet infantiliseret? Jo, det er en ‘konsekvens af kvindefrigørelsen og en ligestilling, der har sejret sig selv ihjel og/eller en konsekvens af manderollens infantilisering’ (cit.). Det er nok ikke tilfældigt, at de to konsekvenser både sideordnes og modstilles i denne formulering. For er det ikke netop i kraft af kvindefrigørelsens sejren-sig-selv-ihjel – der jo som bekendt resulterede i, at mange drengebørn måtte vokse op hos en enlig mor og efterfølgende blive socialiseret i institutioner, hvor de såkaldt bløde, kvindelige værdier er dominerende (Slotnik, hvor er du?) – at BØV’en, den børnevoksne “mand”, er blevet det produkt, kvinderne kan få? Kvinderne får med andre ord lige netop det drengebarn, de selv har opforstret i fraværet af en far – selv om de altså ikke vil have ham som voksen!

Hvad er det vi kvinder vil have? spørger Hermansen med et ekko af Freuds gamle spørgsmål. Og tilføjer: hvis ikke vi bare vil have os selv? Jo. “Vi beder ikke om ret meget. Bare en klonet udgave af Russel Crowe (i “Gladiator”) møder dansk børnelæge møder Shakespeare, tak.”. Ikke ret meget. Bare det umulige. In your Dreams. Og derfor er det måske meget konsekvent, at kvinderne ender på Copenhagen Fertility Center.

LÆS OGSå DENNE AGURK…

Godt gemt af vejen i et afsides sommerhusområde hørte jeg, at politiet i Københavnstrup havde “advaret” om (mod?) seksuelle udskejelser i det fri. Anledningen var de aktuelle, internationale Outgames 2009 for homo-, bi- og transseksuelle. Og endnu engang måtte jeg undre mig over verdens skæve gang. Det er som om intet er sket, siden dengang i halvfjerdsernes start, hvor jeg – bogstaveligt talt – kom ind med firetoget fra Esbjerg til århus og så to mænd gå hånd i hånd forbi hesteslagteren i Frederiksgade. Fordomsfuldheden og foragten for mennesker med en alternativ seksuel orientering end den kirkeligt velsignede og juridisk bekræftede heteroseksuelle orientering er intakt. Det kan da godt være, at der kommer lidt mere gang i Ørstedsparken og andre storbyfristeder. So what? Også folk af heteroseksuel tilbøjelighed kaster sig ud i seksuallivet glæder uden for hjemmets fire vægge. I personbiler, i skove, på marker, til festivaler, i campingområder og på strande. Og så videre. For ikke så forfærdelig længe siden kunne man ligefrem læse om de naturområder i Danmark, der var særligt egnede til den slags udendørs fornøjelser. Måske er det tidsånden i den aktuelle politiske konjunktur, der slår igennem politiets udmelding. Politiet er jo den udøvende magt og afspejler et eller andet sted den bornerthed, der gnaver i det politiske niveau. Jeg synes, at vores uddannelsessystem og folkeoplysning har slået fejl, når antallet af såkaldte hate-crimes vokser og lovens lange arm løfter en moralsk pegefinger over for Outgames-gæsterne. Det er far out…

Alt, hvad du har brug for…

»Det er de veluddannede middelklassekvinders projekt. Vi skal alle sammen leve et pænt liv, og de synes, at det er klamt med mænd – måske oven i købet deres egen – der går til en prostitueret og kommer hjem med en kønssygdom. Vi skal forbyde os ud af alting. Det handler om moral – ikke om at hjælpe pigerne«. Citat af sociolog Claus Lautrup i anledning af en ny undersøgelse, der viser, at et flertal siger nej til et forbud mod kriminalisering af købesex.

Jeg tror, Lautrup rammer hovedet på sømmet. Kampagnen for et forbud mod købesex hviler på en feministisk halvfjerdserdogmatik, der kun kan forstå den prostituerede som et “undertrykt” offer – for trafficking, for narko, for alfonser, for sociale omstændigheder, for sig selv. Og derved kommer samme ideologi til at undertrykke alle de kvinder, der af egen drift, så at sige, prostituerer sig selv.

Halvfjerdserfeminismen har sejret ad helvede til, som man siger. Selv om dens talskvinder under tiden siger noget andet, hvilket mest af alt har karakter af en rituel handling. Se dig omkring! De feministiske værdier styrer for vildt i hele den offentlige sektor. Anne Knudsen gjorde opmærksom på de for mange år siden, og det er ikke blevet bedre.

Halvfjerdserfeminismens tankesæt er blevet en del at det politiske establishment i sådan en grad, at de store partier uden at reflektere synderligt over det, æder tankesættes dogmer. Socialdemokrater og SF’ere tør ikke gå imod den feministiske dagsorden af frygt for de kvindelige vælgere. Og som vi har set før, så slår et oprør ofte om i sin modsætning, når først oprøret vinder. Så stivner det i dogmatik og konservativisme – og holder op med at tænke og reflektere over sit eget projekt. Derfor er der brug for en ny feminisme, der kan gå i flæsket på de velbjergede fortalere for halvfjerdsernes kvindekamp.

Uddybende tilbagespoling.

Læs også Sus Luders indlæg om ligestilling her.