CAPAC

Rygtet har gået i årevis: Er Cliff Richard bøsse? Rygtet er igen dukket op i forbindelse med en ny biografi om Englands mest populære sanger gennem årene. I bogen, som Daily Express har citeret flittigt, fremgår det, at en forhenværende præst (af hankøn…) er blevet Cliffs personlige følgesvend. Om det seksuelle udtaler Cliff: “Jeg er dødtræt af mediernes spekulationer. Hvad rager det andre, hvad vi er som enkeltstående individer? I øvrigt tror jeg ikke, at mine fans ville bekymre sig om det”. Personligt er jeg da også flintrende ligeglad, om Cliff er mere til mænd end til kvinder. Men det seksuelle interesserer. Det er en kendsgerning. Og Cliffs udtalelser vil blot være mere benzin til nysgerrighedsmotoren…

Igen kom jeg forbi hende den unge, afklædte dame i køleskabet – The Party Maker. Og det slog mig, at alle den legale billedpornografis fortræffeligheder og reklameublufærdighedens anmassende æstetik ufortalt – så mangler der noget. Noget, som gamle dages pin-up-piger havde. Selv om budskabet i bund og grund vel er det samme, så var udtrykket noget helt andet. Hos pin-upperne var sex-appealen iscenesat med alskens æstetiske og underfundige finurligheder. Antydningens kunst var i højsædet. Det samme var det grafiske udtryk. Ikke noget med bare at smække kødet op i fjæset på de arme mandfolk, der er styret af deres blikke… Selv om idéen med fotograferede pigemodeller går langt tilbage i tiden, så var det omkring Anden Verdenskrig – nærmere bestemt 1941 – at selve fænomenet “pin-up” dukkede op. Soldaternes behov for noget kønt at kigge på, nye masseproduktionsmetoder m.m. gjorde det muligt at se pin-upperne alle mulige steder, lige fra snuderne på bombemaskinerne, på bagsiden af soldaternes garderobeskabe og til de mange magasiner, der blev trykt.
Med pornobølgen forsvandt meget af denne uskyldige-skyldige underholdning og blev forvist til nogle anakronistiske og nostalgiske dyrkere i magasinverden og samlere af gamle posters og post-kort…
Og – jeg behøver vel ikke at tilføje – at jeg godt kunne ønske mig, at noget af den tids æstetisk og smagfuldhed vendte tilbage i reklamerne og i øvrigt…

En engelsk skribent og akademiker ved navn James Hawes har gjort den sensationelle opdagelse, at forfatteren Franz Kafka var til porno. Han abonnerede nemlig på de degenerede tidskrifter Der Amatyst og Die Opale, hvor man kunne finde “kunstværker”, der gengav både scener med fellatio og girl-on-girl-action. Det er dagbladet Information, der bringer historien om skandalebogen. Og billedet af en Franz Kafka, der med røde kinder og sved på panden studerer obskøne scenerier, passer dårligt ind den helgengørelse, som er blevet Kafka til del. Kafka som det nærmest aseksuelle og fromme menneske, der ikke rigtig kunne realisere et kærlighedsliv og derfor kanaliserede energien over i kunsten. Følgelig må Kafka jo vippes ned af piedestalen, ikke? For man kan jo ikke være til porno eller have seksuelle fantasier, der går ud over de ægteskabelige pligter, uden at være en dårlig kunstner ikke? Det kan vi slet ikke forestille os. Lige som det er forstyrrende at tænke på H.C. Andersen som en flittig onanist, når man lige har læst om den lille havfrue, ikke? Jo, nypuritanismen er sandelig nået frem til litteraturhistorien! Hvad bliver mon det næste? Afsløringen af James Joyce som ægteskabsbryder!? Shakespeare som bifil orgiedeltager?! Vi kan slet ikke vente på de næste afsløringer af liderlige forfattere…

Errare humanum est, lærte jeg i latin-timerne i folkeskolen hos frk. Hvass. Det er menneskeligt at fejle, og vi gør det hele tiden. Der var også en fortsættelse: perseverare diabolicum (“at fremture er djævelsk”), som frk. Hvass også citerede, når vi brugte første del af citatet som undskyldning for vores forsømmeligheder med lektier og opgaver.
For lidt mere end et år siden blev Seksualpolitisk Forum dannet. Og capac var ret så begejstret. Nypuritanismen var i fremmarch, og så dukkede der et forum op, der ville ‘påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning’. Det faldt på et tørt sted. Kom som kaldet. Og uden at tænke ret langt ansøgte jeg om medlemskab af forummet.
Det var heri min brøde bestod. Jeg ansøgte om at blive godkendt som medlem af et forum. Allerede her burde mine alarmklokker have bimlet og bamlet. For man kan ikke bare tilmelde sig Seksualpolitisk Forum. Man skal godkendes. Man skal vejes for at se, om man nu er frisindet nok eller måske for frisindet… Hvis der var tale om en forening eller et parti, ville det være forståeligt nok. Her har man et ideologisk grundlag, som man skal være enig om. Men et forum er i princippet et sted, hvor forskelligheder mødes og brydes. Fx kan der være uenighed om, hvor vidtrækkende frisindet skal være.

Nuvel. Min ansøgning blev vel modtaget, og man bad mig om at præsentere mig selv og min interesse for seksualpolitiske emner. Som sagt så gjort. Jeg præsentere mig selv kort og henviste til min blog. Det sidste skulle jeg nok aldrig have gjort. For i den forudgående tid havde jeg formastet mig til at forsvare en vis fhv. amts-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, der havde misbrugt sin stilling til at opnå seksuelle ydelser fra nogle unge piger. I en – i øvrigt anonym – email meddelte man mig så, at man ikke kunne optage mig i Seksualpolitisk Forum, fordi man var i tvivl om, hvorvidt jeg forsvarede Rudy eller ej. Og jeg fik i øvrigt at vide, at man ikke var enige om præklusionen og heller ikke om, hvordan man skulle forholde sig til fx pædofili.
Og det er da rigtigt. Jeg forsvarede – og vil fortsat forsvare – den tidligere amts-chat-konsulent. Ikke, fordi han misbrugte sin betroede stilling til at lokke unge piger med modeldrømme ud i et prostituerende arrangement, men over for en pøbelsk presse, der anklagede og dømte manden på forhånd. For mig handlede det ikke først og fremmest om mandens såre menneskelige liderlighed, men om retsprincipper, som en sensationshungrende presse med TV2 og boulevard-aviserne i spidsen var fløjtende ligeglade med. Jeg skrev ironisk, ja, sarkastisk om Rudy og kaldte ham flere gange – med digteren Peter Laugesens øgenavnstilskrivning “Pikken fra Herning”. Fx skrev jeg i forbindelse med en omtale af Bill Brysons erindringsbog Thunderbolt Kid følgende::
“Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det. Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre…”.
Frederiksen fik siden en dom for ‘udbredelse af utugtige billeder af unge piger’, men var allerede da blevet straffet af seksualmoralisterne: Han mistede sit job, sin kone, forholdet til sine børn – og sit navn. Det sidste i bogstaveligste forstand: Han måtte skifte navn.
Frederiksens store ‘forbrydelse’ var ikke at han forfulgte sin liderlighed. Det var, at han gjorde sig selv til en af de “børnelokkere”, som hans egen ekspertise skulle beskytte børn imod… Man havde sat ræven til at vogte høns.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg forsvarede Frederiksen over for en pøbelpresse, der hellere end gerne sælger ud af retsprincipper og etiske normer, hvis bare man kan sælge aviser og få markante seertal, men jeg forsvarede også mandens ret til at være liderlig og forfølge sine liderlige lyster – så længe det sker inden for lovens og de professionsetiske rammer. Det sidste drejer sig om, at man i betroede stillinger – fx som lærer, chat-konsulent osv. – ikke misbruger sit job til seksuelle lystgevinster.
Jeg skulle aldrig have ansøgt om medlemskab af Seksualpolitisk Forum. Det var en fejl. Seksualpolitik Forum var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Et sted, hvor diskussionen af frisindets grænser kunne komme fuldt til udtryk. Og for mig starter frisindet for alvor, når man stiller de ubehagelige spørgsmål (fx om de unge pigers rolle og bevæggrunde i sagen om Rudy Frederiksen ), der antaster ens egne seksualmoralske normer og grænser.
En sådan diskussion kommer Seksualpolitisk Forum aldrig til at blive, så længe man insisterer på at tale “med én stemme”.

Tilbagespoling (scroll selv ned)

På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.

En af de store fordele ved at blive ældre er, at det går op for en, at verden er mere kompliceret indrettet, end man troede, da man var ung og havde svar på alt. Gamle Sigmund Freud sammenlignede engang den menneskelige erkendelses udvikling med individets udvikling og ville gerne se videnskaben som en parallel til det voksne, viise,
erfaringstyngede menneske.

Men ser man på den aktuelle udvikling af videnskaben – i hvert fald inden for visse forskningsgrene, fx genetikken og hjerneforskningen – så kunne man godt få det indtryk, at videnskaben stadigvæk træder sine barnesko og søger de meget enkle svar. Når hjerneforskerne fx på frenologisk vis vil forklare homosexualitet med, at folk har en homohjerne. Eller på tilsvarende vis, at man mener at have funde homo-genet.

Derfor er det lidt opmuntrende at se forskningsresultater, der – alt andet lige – mener at dokumentere, at tingene er mere komplicerede end som så.

En stor, nypubliceret undersøgelse blandt tvillinge gør op med fantasien om et homo-gen. Forskningen, hvis resultater bringes i Archives of Sexual Behavior, forsøger at give et foreløbigt svar på det indviklede forhold mellem genetik og adfærd. Altså på spørgsmålet om sammenhængen mellem genetisk disposition og opdragelsens (socialisationens) betydning. Et gammelt dilemma, tør man vist godt sige.

Et hold britiske og svenske forskere har undersøgt 40.000 svenske tvillinger, hvoraf nogle er enæggede og andre toæggede. De enæggede er interessante, fordi man kan antage, at de har samme genetiske udgangspunkt, hvilket kan bruges til at sige noget om den genetiske konstitutions betydning for den seksuelle orientering. Det interessante ved undersøgelse, hvis data man kan studere i Die Zeit, er, at den ikke giver noget entydigt svar, men peger på, at såvel det genetiske, socialisationen og ‘individuelle, personlige oplevelser’ spiller ind. Og – ikke uvæsentligt – det gælder for såvel homoseksuelle som heteroseksuelle.

I følge Qazi Rahman, der har været med til at skrive artiklen i Archives, så rammer forskningsresultaterne en stor pæl gennem spekulationerne om, at et bestemt gen skulle være afgørende for en persons seksuelle orientering, og slår fast, at vi har at gøre med en meget kompliceret sammenhæng. Så kan de måske lære det, de enøjede forskere! Godt at vide…

Piger af islamisk tro og kultur får rekonstrueret deres tabte mødom mod betaling. En mindre – sikkert lukrativ – industri er opstået omkring genskabelsen af den tabte uskyld. Men enkelte af de piger, der ønsker at tage deres kommende ægtemand – og hele den pukkelryggede familie – ved næsen på denne måde får operationen betalt af det offentlige. Og dette faktum har skabt røre i såvel læge- som politikerkredse. Når det offentlige betaler, så sker det ud fra en lægefaglig vurdering. Man siger ja til finansieringen, hvis man formoder, at den mødomsberøvede kvinde vil komme i livstruende konflikt med familiære ærebegreber…
Diskussionen om de forbaskede mødomme, som danske unge piger vel helst ser taget først som sidst (af den rette udvalgte selvfølgelig!), er interessant, fordi den lille hinde er et symbol på, hvad man kunne kalde integrationens træghed. En integration, der sker på trods, med andre ord. De islamiske piger trodser rigide kulturelt betingede æresbegreber ved – som andre danske piger – at knalde med dem, de har lyst til. Prisen er så, hvad prisen er for en rekonstruktion af hymen. Den rigide ære får sit for husfreden skyld. Den dobbeltbundede seksualmoral lever i bedste velgående. Og integrationen skrider stille og roligt frem rundt omkring under dynerne – eller hvor liderligheden og lysten ellers udfolder sig…

En måske ikke helt ny nyhed i Politiken fortæller, at flere og flere kvinder af islamisk tro får lavet en ny mødom. For ikke at få problemer med den familiære kultur. Europæiske gynækologer har fået nye indbringende arbejdsopgaver i seksualmoralens navn. Samtidig med får nogle af kvinderne udfærdiget såkaldte jomfru-certifikater, der over for den således bedragne ægtemand garanterer, at han kommende hustru er en rigtig jomfru…
Læge Hicham Moulallem udtaler: “Hvis du er en muslimsk kvinde, som vokser op i et mere åbent samfund i Europa, kan du nemt ende med at have sex, før du bliver gift. Så hvis man går efter at blive gift med en muslim og ikke ønsker at få problemer, forsøger man at genskabe sin jomfruelighed”.
Man kan selvfølgelig harcellere over, at islamiske kvinder således vælger at starte ægteskabet på en løgn og måske må leve i frygt for, at en eller anden ved lejlighed vil afsløre bedrageriet. Eller man kan se det som udtryk for, hvordan en middelalderlig seksualmoral (og kultur) fortsætter sit ‘kvindeundertrykkende’ spil.
Men man kan vel også vende den om og se på det på den måde, at moderniteten sejrer og lader kvinder leve et moderne liv, selv om det indebærer, at der skal laves et forløjet lille kompromis for at opretholde familiefreden. At manden bliver bedraget!? Nå, ja. Nogle af dem har vel selv været med til at ødelægge en hymen her eller der…

Vi har skrevet det tidligere og gentager det gerne: Lad os afskaffe sex ved et forbud. Der er så mange problemer med de menneskelige seksualdrifter, at det nok ville være bedst for alle parter at afskaffe drifterne. Og det gøres jo bedst – i tidens politiske korrekte ånd – ved et regulært forbud. Ikke?!

Anledningen til at genfremføre forslaget er, at Dansk Folkeparti og Socialistisk Ditto er røget i totterne på hinanden, fordi en ny undersøgelse fra Velfærdsministeriet har afsløret, at antallet af prostitutionsydelser er vokset. Derfor har flere partier med SF i spidsen igen forlangt et forbud mod “købesex”. Hvilket Dansk Folkeparti blankt har afvist, idet man (dvs. ligestillingsordfører Marlene Harpsøe) mener, at en kriminalisering blot vil gøre prostitution til en endnu mere lyssky aktivitet, og at udviklingen i Sverige netop peger på denne uheldige udvikling. Herover for fremfører SFs ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, sit vanlige, naive markedsargument, at man skal stoppe efterspørgslen på “købesex”, for så sætter man et stopper for prostitutionen. Hvorfor da ikke gå skridtet videre og forbyde kunderne at have lyst til købesex? Lad os forbyde begæret! Det ville være en mere radikal løsning.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men for en gangs skyld er jeg ret enig med undervisningsminister Bertel Haarder. Det handler ikke om uddannelse og undervisning skal det siges, men om retssikkerhed og mediernes – visse mediers – manglende respekt for borgernes grundlovssikrede retssikkerhed. I sin grundlovstale langede Haarder ud efter – uden udtrykkeligt at nævne sprøjten ved navn – Ekstrabladet og organets heksejagt på formodede pædofile: ” Ingen tør sige det, fordi ingen vil beskyldes for at holde hånden over pædofile. Men når politiet af hensyn til retssikkerheden er begrænset på alle mulige måder med krav om dommerkendelse m.v., hvordan kan en avis eller en tv-station så være både politi, anklager og dommer – og ødelægge menneskeliv uden nogen som helst retsgarantier? … Skal retssamfundets garantier ikke netop kendes på, at de også gælder dem, der ikke har offentlighedens sympati? Foregår de systematiske belæringer virkelig af hensyn til moralen, eller er det af hensyn til den gode historie, der sælger aviser?”
Haarder har ret. Ekstrabladet og andre følgagtige medier vil ofre deres egen mor, når bare de kan sælge “nyheden”. Vi så det også dengang TV2 “solgte” Pikken fra Herning og ødelagde en mands liv, inden han overhovedet var blevet dømt for noget som helst.
Der er ingen tvivl om, at netop pædofile betragtes som samfundets bærme, som samfundets laveste. Vi ved det fra fængselshierarkiet, hvor de ender på bunden og bliver behandlet derefter. Og fængslerne er et spejl af det omkringliggende samfund. Og netop derfor – fordi de betrages som udskud – bør de være omfattet af almindelige retssikkerhedsprincipper. Hatten af for Haarder på denne dag.
PS. Haarders bemærkning må også svide gevaldigt for justitsministeren, Lene Espersen, der lynhurtigt var ude og rose Ekstrabladet for dets heksejagt…

Forleden bragte DR en meget omtalt udsendelse, der viste, hvordan nogle vist nok velanskrevne revisorer og advokater tjente penge på at hvidvaske penge i den betændte del af prostitutionsmiljøet, hvor udenlandske kvinder tvinges til at sælge deres kroppe. Udsendelsen har allerede givet anledning til en genopblussen af kravet om “et forbud mod købesex”. Blandet andet fra partiet Socialistisk Folkeparti.
På Planet SF kan man således læse sf-eren Astrid Krags ophidsede indlæg, hvor der kobles fra tv-udsendelsens horrible beskrivelse af de økonomiske bagmænd bag trafficking-prostitutionen og til et krav om et forbud mod sexkøb. Argumentationen går på, at der findes profitabel prostitution, fordi der er mænd, der vil købe varen. Derfor vil et forbud mod sexkøb sætte en stopper for den aktivitet. En besnærende logik.
Citat: “
Hvordan kan en dansk mand have sex med en østeuropæisk eller nigeriansk kvinde i et snusket kælderlokale, give hende et par hundrede kroner og så bare gå igen uden at tænke over kvindens liv. Uden at tænke over hvem hun er, hvor hun kommer fra og hvordan hun er kommet til landet? Kan de virkelig bilde sig selv ind, at pigen med den mørke hud eller det østeuropæisk klingende sprog er her af egen fri vilje og fordi hun har lyst til at sælge sig selv ti-femten-tyve gange om året? Jeg fatter det ikke.
Kvinder som er blevet smuglet herop af bagmænd udelukkende med prostitution og profit for øje. Men åbenbart findes der mange mænd der kan lukke øjne og ører og ignorere alt hvad der hedder samvittighed og medmenneskelighed.”

Imod argumentet taler flere forhold, som allerede har været fremme i debatten. Det er ikke alle prostituerede, der er genstand for tvang. Der er mænd og kvinder, der prostituerer sig selv frivilligt af økonomiske, sociale, seksuelle osv. årsager. Et forbud vil – det er mit bud og erfaringerne fra Sverige viser, at det er rigtigt – heller ikke stoppe prostitutionsaktiviteterne. De vil blive mere lyssky.
En hel anden problematik i denne diskussion ligger i opfattelsen af det seksuelles natur. I hele den tankegang, der er styrende for et indlæg som Astrid Krags ligger en opfattelse af det seksuelle som noget, der skal være moralsk og etisk uangribeligt. Krag appellerer fx til mænds “samvittighed” og “medmenneskelighed” og opfordrer dem – de vist nok 14% af alle mænd, det drejer sig om – til “kigge sig selv i spejlet, inden de næste gang går ud for at få luftet kalorius hos en købt kvinde”.
På Planet SF kan man sammesteds læse læge og sf-er Kamal Qureshis indlæg “Sex skal være sundt”! Baggrunden for indlægget er, at antallet af klamydia-tilfælde blandt unge er fordoblet gennem de seneste ti år. Og Qureshi skriver: “Som læge og sundhedsordfører er jeg bekymret over stigningen i forekomsten af klamydia, for et menneskes seksualitet er en vigtig del af livet, og man skal kunne nyde sex som noget sundt og rart uden at bekymre sig om at blive syg af det”. Jeg fremhæver. Hvad er det for et idyllisk billede af seksuallivet, der ligger og bobler under sf-ernes argumentationer. Er det det hellige, enfoldige, aftalte, sunde, heteroseksuelle onsdagsknald – med kondom – i familien Danmarks soveværelse? Hvor er forestillingerne om det seksuelle som grænse- og tabuoverskridende lyster, der i deres perversitet (i ordets bogstavelige forstand [1. Det var Sigm. Freud, der gjorde opmærksom på, at det menneskelige seksualliv var perverteret – pervertere betyder egentlig ‘vende om’, ‘kaste omkuld’ o.lign. – i den forstand, at det ikke kun stod i forplantningens – det “naturliges” – tjeneste]), u-naturlighed osv. var genstand for seriøse overvejelser og litterær udforskning i forrige århundrede og i dag beskrives i pornografien, – hvor er de blevet af?
Disse overvejelser skal selvfølgelig ikke forstås som et argument mod rationelle seksualpolitiske tiltag, fx oplysningskampagner omkring AIDS og veneriske sygdomme og deres sundhedsskadelige effekter. Men det er forstemmende at se socialister falde tilbage til en bornert sundhedsmoralisme, som man kunne finde blandt borgerlige ideologer i begyndelsen af forrige århundrede.

Som sædvanlig lyttede jeg til P1-debat, da jeg kørte hjem fra arbejde (for at holde en mindre ferie). Og emnet var bryster og “pikke” i det offentlige rum. I studiet var Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten og en speciallæge i kosmetiske operationer, der har givet anledning til den fornyede debat ved at sætte et par efter sigende velformede bryster på de københavnske busser som reklame for sin kropskorrigerende virksomhed. Da jeg ikke pt. opholder mig i hovedstaden har jeg ikke haft lejlighed til at se attributterne med egne øjne. Ej heller den “pik” som nogle humoristiske aktivister har anbragt nogle steder som karikeret reklame for penisforlængende operationer.
Det, der der forstyrrede min bilkørsel i går, var, at begge de to – meget snakkende – debattanter var rystende enige om, at bryster ikke var kønsdele. Og det er selvfølgelig også rigtig sådan i snæver forstand. Brysterne sidder ikke mellem benene og indgår ikke i selve forplantningen. Men at fraskrive brysterne en betydning i erotikken, mener jeg, er helt ude i skoven. Tag et hvilket som helst “mandeblad”, og det vil fortælle en anden historie om brysterne erotiske betydning.

Når Johanne – og andre aktivister – taler om, at “afseksualisere” brysterne, så mener jeg, at de ude i et forfejlet ærinde. En ting er, at man kan have endog store forbehold over for den massive brug af nøgenhed og erotik i det offentlige rum – og at denne massivitet oven i købet, som man har kunnet læse i gårsdagens aviser , kan være medvirkende til at hæmme de hjemlige udfoldelser på lagnerne – noget andet er, at vi ikke kommer nogen vegne ved at foregøgle os selv, at verden er skruet anderledes sammen, end den faktisk er.

Bryster er ikke kun næringsgivende organer i yngelplejen, de har også en erotisk betydning. Lad dem beholde den. Lad os bevare erotikken og hæge om kønsforskellens betydning og i stedet bruge krudtet på at bekæmpe den omsiggribende bornerthed og forløjethed på det erotiske område. Fuk, fuk…

Da jeg boede på kollegiet løb jeg ind i en gut, der spillede guitar og elskede musik. Men han elskede også kvinder, og indrømmede over for mig, at en af de væsentligste grunde til, at han var begyndt at spille guitar var, at han meget lettere kunne komme i seng med pigerne. Guitar og sang var som en magnet på pigerne, sagde han. Og det er vel ikke overraskende. Mange – også kendte musikere – har erkendt, at det ikke kun var musikalske ambitioner, der drev dem frem. Men også penge – og piger.
Hvorfor det er sådan, kan vi filosofere over, når og hvis vi har lyst til det. Men faktum er, at musikudøvelse har en dragende – forførende – virkning på pigerne. Og mændene med, selv om det ikke har været så meget fremme i medierne. Tænk blot på fænomenet “groupies”, der opstod med pop- og rockmusikken (før hed det nok noget andet…).
Og selvfølgelig har de turnerende musikere taget for sig kødets glæder. Jeg kommer tanke om en radioudsendelse, hvor to piger fortalte om deres kødelige møde med medlemmerne af Santana, da de første gang besøgte landet. Siden forsøgte DR at genopsøge de nu voksne piger for at høre, hvad de nu mente om deres erotiske oplevelser. Men de skulle ikke nyde noget. Ungdommens udskejelser vil man nok gerne have for sig selv.
Disse indledende betragtninger kommer efter at have læst en af musikpressens små sensationer i denne uge: En film med (vist nok) Jimi Hendrix, der dyrker sex med to kvinder, er dukket op og sat til salg af et pornografi-producerende selskab med det sigende navn Vivid Entertainment. Jimi Hendrix The Sex Tape. Der er lidt tvivl om, hvorvidt det nu er Jimi Hendrix på filmen. Never mind. Det skulle såmænd ikke undre. Jeg kan huske, at der var en faderskabssag engang, hvor en dansk kvinde var involveret. Så Jimi har været aktiv på lagnerne. Men, hvad mon han – der efter sigende egentlig var et venligt og diskret menneske, der slet ikke brød sig meget om al den virak, der var om ham – ville sige til at få sine private udskejelser ud i offentligheden? Er der nogen (inklusive hans i øvrigt så emsige arvinge), der tænker på det?

Bold as Love / Sunshine of your Love

En af dagens avisoverskrifter lyder: Massiv sexchikane på plejehjem. I følge nyheden består massiviteten i, at en tredjedel af social- og sundhedshjælperne på de københavnske plejehjem oplever sexchikane fra plejehjemmenes beboere. Venstres medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune, Leslie Arentoft, der er kvinde, kalder det “helt vanvittigt”, men erkender samtidig, at det kan være svært at undgå i fag, der arbejder med demente og psykisk syge borgere.
Men – er der så tale om sexchikane? Forudsætter begrebet sexchikane ikke, at der er tale om en bevidst handling udført af en person, der så at sige er ved sine fulde fem? Charlotte Agger, der er forstander på demenscentret Pilehuset, siger da også til Jyllands-Posten, at der “som regel” ikke er tale om “decideret planlægning”, når de seksuelt betonede handlinger finder sted. Fx når en ældre dement mandsperson finder behag i en kvindelig plejeassistents “bløde og runde former” og begynder at røre ved hende, som det udtrykkes.
Bunder denne såkaldte nyhed ikke de vores fremskredne nypuritanske, seksualforskrækkede hysteri i stedet for? Forestiller man sig i ramme alvor, at mennesker, der er spærret inde på institutioner på grund af alder, demens, sindslidelser osv. holder op med at være seksuelle væsner, blot fordi den offentlige seksualmoral foreskriver det?

En lille omgang sexchikane…

P1-debat i går var lidt mere uforudsigelig, end man er forvænt med. I studiet havde man sat Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen sammen med terapeuten og vildmanden Carl Mar Møller. Emnet var de sidste par ugers varme tema: Socialdemokraten Jeppe Kofoeds sengetur med en ung pige ved et DSU-stævne i Esbjerg. Diskussionen strittede (no pun!) i alle retninger, men fik dog rejst et par interessante spørgsmål. Fx mente Johanne, at fordømmelsen af politikerens handlemåde ville have været meget hårdere, hvis det fx havde været socialdemokraten Mette Frederiksen, der havde været i seng med en ung mand. Og en del af debatten – foranlediget af Carl Mar Møllers forudgående kommentarer – gik på, om Kofoeds handlinger kunne ses som “en manddomsprøve”. Begge de to debattanter – fra hvert sit udgangspunkt – forsvarede det synspunkt, at kønnene havde lige stor ret til at udfolde deres seksualitet. Kvinder lige så stor ret til at score sig til trofæer som mænd. Osv. Og samtidig en forundring over, at ældgamle fordomme stadigvæk huserer. Fx den om, at en pige, der har mange elskere, er løs på tråden – medens manden i samme situation er en helt. Næ, det er ikke nemt at demokratisere på det erotiske område. Spørgsmålet er vel snarere, om det overhovedet er muligt?