Indlæg tagget med serie

Hyggekrimi…

23. september 2008

Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid. Tiden går med alt muligt andet, familiære forpligtelser, arbejde, blog, bøger, aviser, skriverier, musik… Døgnet burde have 100 timer. I weekenden savnede jeg lidt at kunne sidde tilbagelænet i sofaen og kigge hen over kaffekruset på en veldrejet engelsk krimiserie af den gamle whodunnit-slags med hovedvægten lagt på gedigne skuespilpræstationer, fascinerede miljøbeskrivelser og andre lækkerier. Måske jeg skulle investere i Poirots samlede?!

Album

10. marts 2008

Hvad har de dog gjort? Det var en tanke, jeg sad tilbage med, efter at have set første afsnit af Hella Joofs serie “Album”. Halvfjerdserne. Ungdomsoprørets årti. Set fra børnenes – eller: nogle af børnenes – synsvinkel. Et blik, der ser bagom alle idealer og drømme til overfladiskheden, egoismen i renkultur, det alternative som en vrængbillede af det bestående, hvor “nissen” for alvor er flyttet med i form af materialisme, utroskab, karriereræs osv. Malet med overvejende brune farver.
Spillet var upåklageligt over hele linjen, tidens tone var ramt med stor præcision, ikke mindst indretningen og tøjstilen var godt kalkeret af efter hukommelsen.
Alligevel synes jeg ikke, at afsnittet var helt vellykket. En tilbagevendende anke mod danske historiske serier: De vil fortælle for meget på for kort tid. Fiktionshistorieformidling som Maggi-terning. Og så forekommer fortællingen mig at være for unuanceret. Mennesker er ikke kun “dumme svin”. Sådan var det et langt stykke ad vejen i Joofs optik. I hvert fald for de voksnes vedkommende. Børnene var “ofre”. På den ene eller anden måde. Sort-hvidt.
Måske vil nuancerne komme i de næste afsnit. Det må man håbe. Foreløbigt vil jeg give serien karakteren G+ (det var vist den skala, man brugte dengang…).
PS. Jeg kender ikke romanforlægget til serien.
———-

Rasmus har skrevet et længere indlæg i anledning af ovenstående:

Har gået og tænkt over dit indlæg om Album. Jeg var personligt glad for afsnittet og eftersom jeg optog det, har jeg lige siddet og set det igen. Havde selvfølgelig en fornemmelse af at det var en præsentation – og at der forhåbentlig kommer til at ske noget hvor personerne træder mere i karakter. Og sådan som jeg forstår, er det vist meget nogle af børnene vi skal følge. Jeg tænker bare over det du skriver med persontegningerne. Og jeg synes faktisk ikke du har ret. Det var meget store udtryk, og der var mange voldsomme handlinger, og det var meget tydeligt iscenesat, (nærmest som om det var børnene der betragtede de voksne – hvor man oplever de voksne lidt forstørret). Men jeg kan egentlig kun se der var et rigtig dumt svin: Nemlig Spottags entreprenør. Han var til gengæld så energifuld og handlekraftig og morsom, at han for mig var en fornøjelse at se på – og måske kommer han også til at vise nogle andre sider? Hans ven der boller teenagedatteren udfører måske en moralsk forkastelig handling, men jeg synes han fremstiller en ægte væmmelse over det han selv har gjort – og hun er måske nok et offer i det spil, men ikke hvis hun selv bliver spurgt, da det er hende selv, der sætter det i scene og ikke ham. Så er der forældrene der køber sommerhus som har en chokerende lighed med mine egne forældre, og jeg lå også altid foran fjernsynet og ville ikke flytte mig. Portrættet går nok ikke i dybden, men hvis vi siger det er drengens blik på forældrene, vi oplever, så er det helt præcist. Og endelig de venstreorienterede forældre. Her bliver deres omgang med parolerne nok udstillet, men jeg synes dog også at vi mærkede en stor kærlighed til sønnen, især fra morens side, og at de selv havde svært ved at leve op til tidens idealer, er måske nok en vinkel vi har set før, men da ikke en karikatur. Jeg opfatter det som nogle meget almindelige mennesker, der er blevet lidt fanget af den mere kommisær-agtige del af ungdomsoprøret og har svært ved at blive sig selv i det. Faren virker selvfølgelig nok noget kuldslået og meget optaget af sin egen universitetskarriere. Men den reaktion han udviser på morens død, som sikkert har fået mange til at sige; Nej et dumt svin – der må jeg sige, at jeg har oplevet flere reagere på nogenlunde samme lidt for praktiske måde (at det var da godt det skete nu og ikke efter semesteret er startet; det er ikke en ædel reaktion, men heller ikke svinsk, og måske vil han først græde om natten når han skal sove). Hans reaktion på at hans kone har fået brystkræft er måske nok umoden, men ikke ufølsom. Og at sønnen ligger og overhører den samtale, kan forældrene jo ikke gøre for – faren viser oven i købet bekymring for at sønnen bliver ked af morens opførsel med at blive ude. Men pga tidens normer vil han ikke tillade sig at kritisere hende direkte og udtrykke sin egen jalousi. Alt sammen meget menneskeligt synes jeg. Måske er det tydeligheden, der gør, at det kan virke karikeret og tegneserieagtigt, men jeg synes som sagt, og især ved gensynet, at det er nogle meget præcise små portrætter. Men tak for dit indlæg, som nok er det jeg læst om den serie der har fået mig til at reflektere over hvorfor jeg egentlig godt kunne lide det første afsnit. Nu må vi så se hvordan det hele udvikler sig.
—-

Kære Rasmus: Tak for dine fine refleksioner. Det er muligt, at du har ret. I hvert fald på baggrund af et gensyn med seriens første afsnit. Og det er måske humlen i det: At man ved et enkelt gennemsyn kan få indtryk af en forenklet sort-hvid persontegning. Måske er hippiefaderen ikke et dumt svin, men bare et umodent ungt menneske, men sådan virkede hans rolle ved gårdsalget, moderens død osv. på mig. Umiddelbart. Måske forstærkes forenklingen af, at det ses fra børnenes synsvinkel, som du ganske rigtig fremhæver. Børnenes optik er, som så ofte i virkeligheden, skarp og klar. Der, hvor jeg ville hen med min foreløbige analyse, var primært at pege på en af de nyere, danske tv-seriers oplagte svagheder. Nemlig, at man vil fortælle for meget på for kort tid. Vi har set det før. Krøniken er et andet eksempel. Maggi-terningen. Eller med en rammende betegnelse, du selv bruger: tegneserieagtig. TV er et flygtigt medie, der ofte indtages med samme hastighed som flødeskumskagen til kaffen. Og de er ikke tid til at dvæle ved de detaljer, der evt. er. Som fx dem, du fremhæver.
Men, lad os give serien the benefit of the doubt. Det kan, som jeg også skriver, jo godt være, at nuancerne kommer frem i løbet af de næste mange afsnit. I hvert fald tusind tak for dit flotte indlæg!

Sommer – en status på halvvejen

5. marts 2008

Selv om jeg ikke får set så meget tv for tiden på grund af arbejde, så har jeg dog fulgt med i den danske serie Sommer om lægefamilien af samme symbolladede navn. Og jeg synes, det er en vellykket serie, omend ikke 100% vellykket.
Fortællingen er som et løg. Langsomt, men sikkert, skrælles det ene lag af efter det andet. Fortielser, forglemmelser, sandheder ser dagens lys og forandrer de involveredes liv. Det gælder i forholdet mellem Christian Sommer (Jesper Langberg) selv og hans kone Sophia (Lisbeth Dahl), hvor økonomiske hemmelighedskræmmerier (famøse skibsanparter) og en gammel utroskab ripper op og forandrer de to mennesker og deres indbyrdes forhold. Og det gælder ægteparrets forhold til deres to sønner. Ikke mindst familiens sorte får Adam (Mikael Birkkjær), der både er “offer” for moderens manglende accept tidligt i livet og faderens lægeautoritært begrundede diskvalifikation på grund af en alvorlig fejltagelse tidligt i karrieren, hvor Adam er skyld i et menneskes død. Allerede på dette sted midt i fortællingen mærker man, at Adam nok bliver den, der vokser som person og redder familiens renommé m.m.
I bund og grund er det en lidt gammeldags fortælling om en patriark, der på grund af Alzheimer visner hen og i denne proces sætter en række forvandlinger i gang i familien. Alle bliver berørt af dyret, der ikke vil dø. Også gammeldags i den forstand, at den står i dyb gæld til de klassiske dannelses- og udviklingromaner i sin tankegang. Her er ikke noget postmoderne fortællehalløj.
Som i en god kriminalserie (fx forgængerserien Forbrydelsen) bliver man fastholdt i spænding. Hvad gemmer der sig af potentialer og skjulte ressourcer i disse personer. Elementær fortælleteknik.
Til svaghederne hører, at nogle af personerne mangler dynamik. Det gælder fx og især lægesønnens Jacobs kone (Marie Louise Wille), der fra starten af går rundt og ser splittet ud (fx splittet mellem karriereambitioner og kæresteditto) og ikke kan meget andet. Men indtil videre har hun stået på standby. Måske sker der noget i de kommende afnit, men foreløbig er det en utaknemmelige rolle for Marie Louise Wille. Noget lignende kan man sige om Camilla Bendix’ kogekonerolle Anna, der skal agere Adams udkårne. En vist nok skuffet kvinde, der fra starten af gør sig umulig og opnåelig. Da hun i sidste afsnit pludselig siger ja til at Adam overtager faderens praksis og opfordrer ham til at flytte ind hos sig, så virker det temmelig usandsynligt, set i lyset af hendes tidligere opførsel. Det stereotype gør sig også gældende hos familiens unge pige Lærke (Cecilie Bøcker Rosling), der heller ikke får lov til at folde sig helt ud.
Disse begrænsninger ved nogle af de større biroller hænger muligvis sammen med serieformatet. Der er mange personer i galleriet og relativ kort tid til at folde dem ud. Derfor får nogle af de centrale figurer mere plads end andre. Sådan kunne det hænge sammen. Samme problematik vil man kunne finde i mange romaner.
Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning.

Barry Morse – Flytningens forfølger – er død

6. februar 2008

Skuespilleren Barry Morse døde den 2. Februar, 89 år gammel. Når han skal omtales her, så er det for sin rolle som Lt. Philip Gerard i tresser-serien The Fugitive, der havde David Janssen i hovedrollen. Gennem mere end hundrede afsnit jagtede Morse/Gerard flygtningen fra sted til sted. Hvil i fred.

The Fugitive – Flashback Tilbagespoling Tilbagespoling 2

Dagens sang: Tracks of my Tears – Linda Ronstadt

28. januar 2008

Amerikanske tv-serier (mis)bruger uhæmmet pop- og rockhistoriens klassikere. Nogle gange sker det med respekt for forlæggene, andre gange… I dag hørte jeg således Smokey Robinson & The Miracles klassiker fra 1965 “Tracks of my Tears” i en udvandet, skamløst sentimental version. Heldigvis kan man råde bod på det. Her med Linda Ronstadts loyale fortolkning. Nyd den.

The Royal – genudsendt

13. januar 2008

Capacs folkelige underholdningsserie The Royal – da. Landsbyhospitalet – bliver genudsendt fra og med i dag. Og selv om genudsendelser ikke er capacs cup of tea, så gør vi en undtagelse her. Dels på grund af det nostalgiske soundtrack, som vi har skrevet in extenso om, og dels på grund af de mange fine skuespillere. Selv om vi ikke vil fremhæve nogen på bekostning af andre, så vil vi godt afsløre, at vi synes, at Zoie Kennedy, der spiller Staff Nurse Meril Taylor, har uheld i kærlighed og skriver sig ud af serien ved at blive kørt ihjel, er intet mindre end cute.

Flere skriverier om The Royal (scroll selv ned)

Med paraply, charme og bowlerhat – en erindring

9. januar 2008

Det er den gode mand, Lars, der vækker dagens mediale minder frem. I sin blog skriver han om den gamle spændings-tresserserie The Avengers, der havde Patrick Macnee i hovedrollen som den meget engelske og meget blaserte agent John Steed, og som blev ledsaget af Diana Rigg i rollen som Emma Peel, en Secrete Service-agent.
Serien løb på tysk tv i årene fra 1961 og frem til 1969 under den meget tyske titel: “Mit Schirm, Charme und Melone“. Heraf overskriften.
Selv om den tyske titel er spøjs, så siger den dog også en del om serien, der – ikke ulig “De uheldige helte” – koketterede med højnæset engelsk humor og elegance. Jeg husker ikke de enkelte afsnit i detaljer, men var vældigt godt underholdt af denne sammenkogte ret af kriminalhistorie, action-, SF- og thrillerfilm, når den blev indtaget omkring spisetid.
Serien, der blev videreført i 1976 under titlen The New Avengers er gået hen og blevet kult, hvilket kan kan forvisse sig om ved lidt søgning på nettet. I øvrigt er det sjovt at læse, at den også har haft deltagelse af en række skuespillere, der siden hen er blevet ret så berømte: Charlotte Rampling, Donald Sutherland (begge i afsnit #116, The Superlative Seven), Gordon Jackson, John Cleese, Carol Cleveland (kendt fra Monty Pyton), Peter Wyngarde, Christopher Lee og Julian Glover. Lige noget for serie- og filmbuffs.
I øvrgt er det også interessant at læse, at Diana Riggs iøjnefaldende stramme, sorte læderoutfit dengang vakte en vis furore, fordi det – i det mindste i en episode – gav anledning til associationer i retning af SM-sex. Det var i fjerde episode – A Touch of Brimstone – der blev mere eller mindre censureret i USA og i Tyskland. I episoden indgår en orgie-scene, hvor Diana Riggs Domina-læderkostume revner. Scenen ville der i dag kun vil få folk til at trække på smilebåndet, men i de tidlige tressere var frisindet endnu ikke helt slået igennem. Afsnittet blev en del år senere sendt som særlig natforestilling på den tyske satellitkanal Sat 1.

Dansk TV-dramatik: Sommer

3. januar 2008

Selv om capac ikke får set så meget tv på grund af sit nye arbejde (man skal jo passe sin søvn også), så fik han dog set første afsnit af DR1s nye dramasatsning Sommer. Efter successen med Forbrydelsen var forventningsniveaet lagt lidt vel højt, men – selv om man skal være varsom med at sige noget kategorisk efter første afsnit – så kom den nye serie godt fra start. Et godt anslag. Der blev spillet godt og solidt over hele feltet. Især gjorde Jesper Langberg et overbevisende indtryk som familiepatriarken, der ikke vil eller kan erkende en snigende demens, der sætter hele familien i bevægelse.
Dramaturgisk minder første afsnit lidt om Forbrydelsen, idet afsnittet også væver en række mere eller mindre usynlige handlingstråde ind i den centrale historie om familieoverhovedets fødselsdag. Antydningen af et gammelt feriesidespring på Mallorca. En graviditet, der forties og hvorfor? Osv.
Måske vil det lykkes DR at hive endnu en succes i hus. Det gamle hus fortjener det i disse krisetider. Vi krydser tommeltottene.

Exit Forbrydelsen

25. november 2007

Så fandt “vi” omsider Nanna Birk Larsens morder efter 20 spændende afsnit. Men vi blev efterladt med en masse løse ender. Hvad var det Hartmann ville fortælle politiet i sin beruselse? Og hvad med det spor, halskæden, der forbandt Nanna Birk Larsen-mordet med en række tidligere kvinders forsvinden? Og hvorfor havde politiledelsen så travlt med at lægge låg på sagen og få Lund til at bekræfte det?
Ja, hvor frustrerende det er, så er jordbunden gødet godt og grundigt, hvis successen skal have en opfølger.
Summa summarum: Forbrydelsen er en af de mest vellykkede DR-produktioner i mange år, og successen er fuldt fortjent. Tidligere har jeg skrevet, at det eneste irritationsmoment i serien var, at den var lidt lang i spyttet. Frem til næstsidste afsnit har det været vanskeligt at komme med et kvalificeret gæt på, hvem skurken var, fordi der hele tiden kunne komme en joker ind. Man er blevet trukket godt og grundigt rundt ved næsen i det dramaturgiske cirkus.
Men det er kun en mindre, æstetisk anke over for en velturneret moderne whodunnit-krimi.

Inspector Morses “Lewis” – nu som dvd

11. november 2007

Capac omtalte for snart længe siden serien med Lewis, da det første afsnit blev vist på norsk tv. Nu kan man få hele sæsonen på dvd – oven i købet i en dansk udgave. Christian Mongsgaard på Information anmelder den positivt i weekendens Information.

Guilty Pleasures: Benny Hill

29. oktober 2007

Det er snart jul. Og det er fuldstændig politisk ukorrekt, men jeg har altid moret mig vældig godt i selskab med Benny Hill og hans drengede løjer. Nu kan alle hans infantile tåbeligheder fås i et bokssæt. Er selvskrevet på listen over ønsker.

hospitalet. Benny Hill “Chase“. The Life of Maurice Dribble.

Sarah Lund – Forbrydelsen

21. oktober 2007

Den fine danske krimi-serie Forbrydelsen tog endnu et par drejninger i aftenens afsnit. En formodet morder blev fundet, skudt – og sagen erklæret opklaret, hvorefter Sarah Lund – selvfølgelig – finder de papirer frem, som vi godt vidste lå der i skuffen, men som ikke skulle inddrages. Er den fundne morder nu morderen eller blot en ulykkelig forsmået elsker og af skilsmisse knust mand? Og har vi med en seriemorder at gøre? Og er der ikke også noget lusket ved Nanna Birk Larsens flyttemandsfar med den mørke før-ægteskabelige fortid og hans koleriske medhjælper? Og hvad med borgmesteren og hans fortielser og tavse viden om dette og hint? Vi er lidt klogere end i sidste afsnit, men ikke meget.

Og så er der Sarah Lund med sin populære striktrøje. Er hun ikke en arketypisk moderne karrierekvinde? Arbejdsnarkomanen (workaholicen, hvis du foretrækker dengelsk…), der forsømmer sin søn, sin mor, sin mand, ja sit familieliv og sit udenomsarbejdsliv, ja alt andet end netop arbejdet, i en sådan grad, at hun før eller siden træde ind i single-statistikken som permanent medlem og hellige sig sit kald, sit arbejde, som kriminalopdager. Ensom (fordrukken? fortabt?) som kriminalromanens gamle mandlige forbilleder?

Forbrydelsen – igen

23. september 2007

Så kom DRs kriminalserie “Forbrydelsen” i gang igen efter en længere pause. Jeg skrev en positiv omtale af serien i januar, og jeg mener, at de første afsnit i anden ombæring holder niveauet. Men der er også plads til en enkelt, lille kritisk bemærkning. Fruen i huset, der ellers er en garvet film- og serie-seer, er stået af for længst. Hun mener, at serien er for langtrukken. Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret: Den er meget lang i spyttet.
Seeren bliver trukket rundt ved næsen, gennem et væld af spor, der peger i forskellige retninger, og man har på fornemmelsen, at det især gælder om at føre seeren på vildspor og ikke at give ham/hende en chance for at gætte, hvem skurken er. Et eksempel: En kvinde er til afhøring vedrørende hendes chat med en mistænkelig person, der kalder sig “Faust”. De to forhørspersoner presser hende til at rykke ud med, hvem den virkelige person. Og, inden hun svarer, klippes der over til Rådhuset, hvor man ser overborgmesteren. Aha, måske er han den skyldige. Og sådan er det hele vejen. Et slør trækkes hen over de informationer, man får. Selv den oplagte skurk, politikeren Hartmann, som i sidste scene sendes til afhøring med en sigtets rettigheder, er forbundet med en masse små tegn, der peger væk fra mistanken.
Man kan selvfølgelig indvende, at sådan er det med mange krimier. Og det er også sandt. Problemet er bare, at pineriet trækkes i langdrag i denne ellers fortræffelige serie. Jeg vil sikkert holde ud til den bitre ende, men jeg tror, Forbrydelsen ville være blevet endnu bedre, hvis den var blevet afsluttet i sidste sæson.

Mere Royalgia: Simon Dupree & The Big Sound

13. september 2007

Simon Dupree and the Big Sound repræsenterer den psykedeliske lyd i capacs kult-serie “Landsbyhospitalet”. Ud over de tre brødre Derek (vok.), Phil (vok., sax og trumpet) og Ray Shulman (guitar, violin, trumpet og sang) bestod gruppen af Peter O’Flaherty på bas, Eric Hine på tangenter og Tony Ransley på trommer. Deres eneste, store top-10-hit fik de med den psykedeliske sang om “Kites”. Paradoksalt nok, var bandmedlemmer ikke så begejstrede for sangen, fordi den ikke afspejlede den rythm-and-blues-baserede musikstil, de spillede. Og senere fortsatte Shulman-brødrene da også, meget sigende, i det succesfulde “progressive” rockband Gentle Giant.
Simlon Dupree & The Big Sound nåede at indspille en håndfuld singler og to albums, der ikke solgte stort.

Et kuriosum er, at gruppen på en turné til Skotland i 1967 fik følge af en dengang ukendt pianist ved navn Reginald Dwight, bedre kendt som: Elton John.

Her er de så med “Kites” i en ældgammel, sort-hvid optagelse: Læs mere »

The Royal – musik på cd m.v.

10. september 2007

Birgitte har været så rar at oplyse mig om, at sangeren på kendingsmelodien – “Somebody help me” – i den engelske tv-serie The Royal er ingen ringere end Michael Starke, der har den fremtrædende rolle som hospitalet foretagsomme over-portør, der sørger for at tingene glider – eller går i kage. At han også er en habil sanger, ja, hvem kunne vide det. Men i følge kilder på nettet er han også en ferm bassist, guitarist og trommeslager.

Michael Starke som Ken HopkirkKens

I øvrigt er det pågældende cover-nummer svært opdrivelig. På ITV-kanalens forum-side efterlyses sangen også. I den forbindelse oplyses det, at der nu i år er udgivet en musikcd med numre fra den populære serie. Men – Ken Hopkirks udgave er ikke med, i stedet får man Spencer Davis Groups originale udgave. I alt får man disse 25 numre med i købet: Læs mere »