Indlæg tagget med serie

Sgt. Lewis og Morse-spøgelset

24. december 2006

En lille pause i en en ellers julerihektisk dag. Med ét har roen og freden fået overtaget. Fruen og Gravhunden tager et lille hvil, Frøknen spiller sprøde toner på sit keyboard. I det fjerne gør en lille hund fornøjet. En enkelt dør går; måske er nogen på vej mod julebordet et sted. Ellers ånder det århusianske Lidenlund lutter ro og fred. Fred og ro.
Sgt. Lewis med norske undertekster. Det kunne være værre, fx tyske synkroniseringer. Men ellers var Lewis med til skabe en god lillejuleaften. Jeg synes, at afsnittet holder niveauet fra den gamle Morse-afsnit. Ud over Lewis selv, som jeg altid har holdt af pÃ¥ grund af hans underfundige, lune indspark over for gravpotten Morse, sÃ¥ var hans unge lærling, den fallerede teologi-student med indlysende kriminalistiske evner et scoop. Lewis’ overordnede plageÃ¥nd, den kvindelige chef med det sigende efternavn Innocence, derimod trÃ¥dte ikke helt i karakter, men det kommer mÃ¥ske i følgende afsnit. Ellers var det en snild historie om familiær rÃ¥ddenskab, akademiske ambitioner, lidenskaber osv. i den velkendte Oxfordianske entourage. Der var ogsÃ¥ tilløb til amourøse oplevelser for enkemand Lewis, og Morse slog en lang skygge ind i fortællingen via en kryptisk meddelelse pÃ¥ en avis’ krydsordsside og via engagement i en forudgÃ¥ende sag om mordforsøg i den involverede familie. BÃ¥ndoptageren gjorde, hvad den skulle, sÃ¥ blogbestyreren kan gense den ved lejlighed og fÃ¥ alle de tricky detaljer med. Welcome back, Lewis.

Lewis and the Ghost of Morse

23. december 2006

Så er det i aften, at de udvalgte (dem, der kan tage NKR 1) kan få lov til at se Sgt. Lewis tage tråden op efter inspektor Morse. På Norsk Kringkastnings hjemmeside får man følgende appetitvækker:
“Arven etter inspektør Morse
I kveld møter vi igjen den sympatiske karakteren Robbie Lewis fra Inspektør Morse-serien. Det er fem år siden Morse døde, og Lewis er forfremmet. Han blir satt på saken da en student ved det ærverdige universitetet i Oxford blir myrdet.
Robbie Lewis har tilbrakt to år på de britiske Jomfruøyene. Like etter at han lander på engelsk jord, får han mordsaken i fanget. I tillegg får han en ny kvinnelig sjef, Jean Innocent, som han ikke kommer overens med.
Familiehemmeligheter
Den myrdedes navn er Regan Peverill, og hovedmistenkte, Danny Griffon, er elev samme sted. Danny er sønn av formel 1-kjøreren Johnny Griffon, som ble drept i en bilulykke. Etter farens død ble Danny arving til Griffon Motors – et firma med store problemer.
Inntil Danny blir myndig, er onkelen Rex leder for firmaet. Men Danny tror at Rex er ansvarlig for farens død, og gutten ble i sin tid etterforsket av inspektør Morse for å ha ramponert onkelens bil.
Lewis går gjennom sakspapirene, og et kryptisk spor i materialet tyder på at Morse hadde oppdaget en hemmelighet i Griffon-familien.
En opplagt sak?
Senere blir Dannys kropp funnet i Binsey-elven. Alt tyder på selvmord. Våpenet i hånden hans er det samme som ble brukt i mordet på Regan.
Han drepte piken og deretter seg selv, er konklusjonen fra sjefen. Men Lewis er slett ikke sikker. Funnene på åstedet tyder på at Danny ikke døde der han ble funnet. En annen part må ha flyttet ham dit.
“. Det lyder jo helt rigtigt! Jeg har fundet en bÃ¥nd frem og vil for en sikkerheds skyld optage afsnittet. Man er vel Lewisoman! Nu skal jeg bare have overtalt fruentimmerne til, at vi skal se afsnittet i fællig med lidt julehygge oveni…

I Morses' fodspor

Tv-kanaler

7. december 2006

I gÃ¥r mÃ¥tte jeg hjælpe min gamle nabo, en sød dame pÃ¥ 82 Ã¥r, der ryger Cecil og drikker Tuborg (hun har tidligere været bestyrer af diverse restaurationer…), med at fÃ¥ styr pÃ¥ tv-kanalerne. Ã…rsagen var, at antenneforeningen havde lagt den nye TV2 News ind, og dermed blev hele kanalmønstret forrykket… Og min nabo, Ã…se, kunne derfor ikke finde den danske kanal 4 og følge med i Glamour. Efter nogen tids indstillen dukkede den op i en lidt mat udgave, og sÃ¥ var mønstret pÃ¥ plads igen. Derefter mÃ¥ttet jeg hjem til familien og finde samme kanal, for pigerne følger med en australsk serie om Makkluds døtre (el. sÃ¥dan noget), og jeg fandt da ogsÃ¥ kanalen i samme matte udgave. Medens jeg sad der pÃ¥ gulvet og forsøgte at finjustere, dukkede nogle af kanalens journalister op og fortalte mig (og andre), at vi skulle snakke med vores antenneforening, hvis vi fortsat ville modtage programmet (mod betaling). Ellers ville det snart være slut.
Kanal 4 slog sig for ikke længe siden op pÃ¥, at den skulle være en kanal for kvinder. Men i følge mine to af slagsen, sÃ¥ bestÃ¥r programmet primært af genudsendelser af ungdoms- og familieserier. Og sÃ¥ Pernille Ã…lunds femi-program. Og de har droppet Frazier, som min kone pointerede. SÃ¥ exit kanal 4…

Flygtningen – en tv-serie (1963-67)

22. oktober 2006

Kimble og co.
I gÃ¥r kom Fruen hjem med to DVD’er. Billigt indkøbt i den lokale Kvickly. Den ene var Greystoke om Tarzan; og den anden Flygtningen med Harrison Ford i hovedrollen. Sidstnævnte er en solid action-film, hvor Harrison Ford spiller en af sine bedre roller; mÃ¥ske fordi han fÃ¥r modspil fra Tommy Lee Jones, der altid er (mindst) seværdig.
Filmen bygger pÃ¥ tv-serien The Fugitive, der løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet pÃ¥ sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten pÃ¥ den enarmede morder mÃ¥ skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er pÃ¥ sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom pÃ¥ VHS. BÃ¥ndene kan man endnu være heldig at købe pÃ¥ nettet, men sÃ¥ vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave. I 1993 blev den udnævnt til at være den bedste tv-serie i tresserne af TV-Guide.
Flygtningen var en af de første tv-serier, som jeg fulgte med i, hver gang den blev sendt. Den havde, som nævnt, et plot, der gjorde den velegnet til serieformatet. Dertil kom, at man sagtens kunne springe et afsnit over, fordi hvert afsnit havde en skabelonagtig opbygning omkring Kimbles nye identitet og nye opholdssted. Inden for den ramme kunne manuskriptforfatterne så lave små variationer og små indbyggede historier.
Serien blev udsat for et ny versionering i 2000 af CBS, men holdt kun en sæson. Måske var tiden løbet fra denne type tv-serie.

Links: fanside med mange andre links; Homepage of the Hunted med komplet episodeguide og meget mere; dertil kommer IMDB og Wikipedia, der også skriver om serien.

Opdatering :Serien er nu p̴ dvd Рse her.

Shaun the Sheep

19. oktober 2006

Hvis man er til stop-motion-animation, og hvis man er til Wallace and Gromit [da. Walter og Trofast] i særdeleshed, sÃ¥ er der for tiden mulighed for pÃ¥ DR1 – godt gemt af vejen i ungdomsprogrammet Barracuda – mulighed for at se en række smÃ¥ film med Shaun the Sheep.
Shaun the Sheep
Kendere vil vide, at Shaun har en birolle i Walter and Gromit-filmen A Close Shave [da. Barberingen, der er udkommet pÃ¥ DVD’en: Walter og Trofasts utrolige eventyr], hvor han udsættes for Walter’s “Knit-o-matic”! Shaun har fÃ¥et sin egen serie pÃ¥ 40 afsnit, som forhÃ¥bentlig ogsÃ¥ kommer pÃ¥ DVD, nÃ¥r det bliver muligt. En sÃ¥dan DVD-serie er et must for stop-motion-freaks…

Aftenkrimi: Detective Murdoch Mysteries

18. oktober 2006

Både Jericho og Miss Marple har forladt tv-skærmen. Forhåbentlig vender de tilbage. Når man som blogbestyreren ser mindre og mindre tv og for det meste sent på aftenen, så er det vederkvægende med en god krimi, når dansk tv nu ikke kan diske op med gode litteratur-, film- og kulturprogrammer (ikke et ord om Smagsdommerne!).
Derfor var det med en vis spænding, jeg kastede mig over den canadiske detektiv Murdochs meriter. Det skulle imidlertid snart vise sig at være en god investering af aftenens sidste timer. For serien Døden har en Ã¥rsag – et Murdoch-mysterium – eller som den hedder pÃ¥ engelsk: Murder C19: Detective Murdoch Mysteries: Except the Dying – er en pÃ¥ alle mÃ¥der vellykket kriminalserie.
William Murdoch er politidetektiv i 1890’ernes Toronto og er pÃ¥ mange mÃ¥der lidt af en Sherlock Holmes-type. Han gÃ¥r videnskabeligt til værks i opklaringen af forbrydelserne, selv om hans chef (herlige Colm Meaney, kendt bl.a. fra The Snapper og Star Trek) er meget skeptisk over for de nymodens pÃ¥fund. Som en moderne detektiv har Murdoch (spillet af Peter Outerbridge, kendt fra Cold Creek Manor) ogsÃ¥ et problematisk privatliv. Han har mistet sin forlovede og har et forkrampet forhold til det smukke køn, hvilket blandt andet kommer til udtryk i de let komiske dansetimer, han deltager i. I det første afsnit fÃ¥r han fagligt selskab (og, skal det vise sig, ogsÃ¥ emotionelt selskab…) af en ung, ambitiøs, ligeledes videnskabeligt-metodisk arbejdende kvindelig læge Julia (spillet af den dejlige Keeley Hawes, kendt fra en anden krimiserie, der løber pÃ¥ dansk tv, nemlig Spooks), der har fÃ¥et lov til at arbejde som patolog. Sammen analyserer de sig sikkert frem til en opklaring af det brutale mord pÃ¥ en meget ung fransk-katolsk stuepige. De fÃ¥r ogsÃ¥ hjælp af en ung, ambitiøs politimand, der gerne vil lære noget om moderne detektiv-arbejde. AltsÃ¥ en troldmandens lærling.
Vejen går gennem storbyens ludder-og-lommetyve-miljø, hvor Murdochs nervøse, hæmmede natur kommer på prøve. Plottet, der bygger på en roman af Maureen Jennings, er skruet godt sammen, og historien bæres frem af solide skuespilpræstationer hele vejen rundt. Det Victoriansk tidsbillede i gaslysets skær er fremstillet med udsøgt fornemmelse for den særlige stemning, der er om romaner og historier fra den tid. Endnu en kvalitetskrimi ruller over skærmen.

Forfatterinden Maureen Jennings har en hjemmeside, hvor der er en underside med oplysninger, filmklip m.m. om serien.

Colombo Рog s̴ mig

21. september 2006

Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo ogsÃ¥ kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, nÃ¥r nu serien er en global succes og har været det i mange Ã¥r (uden, at det skal forstÃ¥s sÃ¥ledes, at jeg gÃ¥r ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er mÃ¥ske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! NÃ¥r jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, sÃ¥ keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
MÃ¥ske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen pÃ¥, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmÃ¥let whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager mÃ¥ske med en forklaring pÃ¥ problemet. Læs mere »

Miss Marple

18. september 2006

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde pÃ¥ min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genÃ¥bnet” pÃ¥ DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud pÃ¥. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar pÃ¥ Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt pÃ¥ samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og sÃ¥ er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En pÃ¥ samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgÃ¥derne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med pÃ¥taget naivitet fÃ¥r de involverede politifolks undersøgelse til at fremstÃ¥ som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fÃ¥et bÃ¥ndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet pÃ¥ dvd. Julegaveønsket er pÃ¥ plads, og sÃ¥ kan jeg i aften sætte mig pÃ¥ plads og nyde “Hun døde ung”, nÃ¥r den ruller over skærmen kl. 22.00.