Indlæg tagget med sport

Cykelsporten som eksempel

24. april 2007

Så skete det igen. Denne gang blev en Tour de France-vinder blev fældet af en B-test efter i måneder at have benægtet brugen af doping og faldt dermed fra berømmelsens bjergtop og ned i skandalens dybe afgrund. Endnu en cykelrytter på karrierens top måtte se samme karriere styrte i grus og al hæder forsvinde som dug for solen. Års arbejde er spildt. Levet liv er spildt. Hvor længe kan det blive ved?

Ikke doping(mis)brugen, men hykleriet omkring cykelsporten – og andre sportsgrene? Det må efterhånden stå klart for enhver, at cykelsporten er uløseligt forbundet til dopingfænomenet og hele den “industri”, der står bag forbruget af medikamenter. Anvendelsen af præstationsfremmende produkter går årtier tilbage, og i dag er “afsløringerne” hverdagskost. Man kan endda gøre karriere ved at skrive angrende bøger om sit årelange forbrug af medicin i sportens navn og komme i alle landets medier. Hvis man da ikke holder en karriere på ørnevingerne ved at mane dopingspøgelset i jorden og forfægte renhedspåbuddet i offentligheden. Så længe det nu holder…

Det er ikke længere muligt at læne sig tilbage i lænestolen og følge fortællingen om nogle cykelholds ugelange kappestrid gennem bjerge og dale – uden at tænke: Hvem bliver den næste? Cykelsporten har mistet sin uskyld for længst. Auraen er væk. Sporten står renset som det, den er: En professionel sport, styret af stærke pengeinteresser, magtinteresser og en alliance af medicinindustri og lægevidenskab. Væk er ethvert olympisk ideal om ædel kappestrid og nobel sportsmanship. Hvorfor så krampagtigt holde fast i illusionen om en dopingfri sport?

Absurditeten sættes i relief af det faktum, at en af de største dopingforbrugsområder er – amatørsporten. Motionister en masse fylder sig med medikamenter indkøbt mere eller mindre legalt via internettet, hvor stofferne flyder som mælk og honning. Når det åbenbart er så svært at give slip på illusionen om den ædle sport med alle dens olympiske idealer, så må det skyldes, at oplevelsen, publikums identifikation med en ligeværdig kappestrid uden fup og fiduser- med andre ord underholdningsværdien og dermed mediernes betydning – er afgørende for den enorme popularitet, som sporten gennem årene har opnået. Giver man afkald på forestillingen om en “ren” sport, så mister sporten noget væsentligt af sin fascinationskraft. Og dermed mister den måske også nogle af sine “forretningsmæssige” fordele og muligheder…

Men spørgsmålet er, om ikke man skulle gøre det alligevel. Tone rent flag, om man så kan sige, og erklære cykelsporten for en uren, ikke-idealistisk, professionel konkurrencesport. Lade cykelsporten blive, hvad den allerede er, nemlig et eksperimentarium for menneskelige fysiske præstationer, der er iscenesat af sportens magtfulde organisationer, kapital, lægevidenskab og medicinindustri i en stor, uskøn alliance?

Fordelene må være åbenbare. Sportsudøverne ville bevare den sidste rest af værdighed og ville slippe for at leve på en stor løgn. Det ville være muligt at etablere et gennemkontrolleret medicineringssystem, hvor risici og muligheder kunne vurderes på videnskabelig vis. Man ville kunne ligestille de udøvende med hensyn til (mis)brug af stoffer, fordi der kunne være åbenhed om nye præstationsfremmende emner. Medicinindustrien ville få et eldorado af et testområde, som de hidtil kun har kunnet drømme om. Og lægevidenskaben ville få et nyt, prestigefyldt karriereområde. Og så videre.

Om en sådan “ærlig” sport ville kunne tiltrække publikumsmasserne på samme måde som den gamle sport med alle dens idealer, er så en anden sag. Dertil kommer, at cykelsporten jo ikke er alene om problemet med doping. Snarere har den haft den rolle at bortlede opmærksomheden fra andre populære sportsgrene, fx fodbolden eller håndbolden, der – endnu – har været forskånet for de helt store skandaler.

Hvis man forestillede sig, at cykelsporten kom ud af skabet som “uren” sport, så måtte de andre sportsgrene følge med. Atletik, vægtløftning, svømning osv. Sporten som sådan skulle affortrylles. Kan man overhovedet forestille sig det? Og hvad ville konsekvenserne være – for publikum, medierne osv.? Måske er der også en anden forklaring på, hvorfor cykelsporten holder fast i de falmede idealer til trods for, at realiteten, akkurat som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, har afsløret sporten i al dens nøgenhed. Cykelsporten er et billede på konkurrencesamfundet, som vi alle lever i. Et konkurrencesamfund, hvor alle tricks gælder, også de billige og beskidte, når det gælder om at profittere. Også her er vi afhængige af at tro, at der er andre motiver end penge og magt…

 

Gem

Engang var der Gunnar “Nu” Hansen…

23. april 2007


Det forlyder fra de sladderagtige medier, at DR-ledelsen – til trods for forsikringer om, at det prestigebetonede og skandaleramte byggeri ikke ville gå ud over programvirksomheden – nu vil nedlægge hele sportsredaktionen. I følge rygterne, som Politiken bringer til torvs, er cheferne for afdelingen allerede adviseret om fyringerne (omplaceringsmuligheder etc.). Derefter er sport på Danmarks Radio reduceret til petitstof, fodnoter – og omtale af “små sportsgrene”.
Herefter må man formode, at sportsbegivenheder fremover er overladt til TV2 og TV3. Og det vil på lidt længere sigt sige: Til private tv-kanaler, for planen er jo at privatisere TV2, når ellers de politiske beslutningstagere kan tage sig sammen til at beslutte noget som helst desangående.
Det er ikke, fordi capac vil begræde sportens nedlæggelse på DR – selv om den journalistiske kvalitet her ofte har henvist TV2s populisme til en placering under lavmålet. For vi så gerne, at DR satsede på mindre publikumsleflende kulturområder, fx i form af programmer om litteratur, kunst, teater, opera osv. At man i det hele taget højnede kulturformidlingsniveauet adskillige meter over Smagsdommerne. Men, hvordan vil det gå med de såkaldt “nationale” sportsbegivenheder, når det hele bliver noget, man skal købe i dyre domme via en eller anden tv-pakke? Kan man se bort fra at sport er et kulturfænomen, der har tag i størstedelen af befolkningen, og henvise den til pay-per-view-vilkår? På den anden side: Hvad skal vi også med “nationale” sportsbegivenheder som fx landskampe i fodbold, når det hele alligevel drejer sig om globalisering og internationalisering? Hvorfor ikke professionalisere det hele, nedlægge nationale hold af enhver art, afskaffe olympiaderne (for idealerne har vi jo alligevel afskaffet for længst…) og andre store begivenheden med nationale illusioner som ingrediens (VM, EM…) – og så erstatte dem af professionelle turneringer mellem hold, der er sammensat og indkøbt til formålet? Lad os bare droppe det nationale drømmeri, for vi er jo alle i samme globale båd…

Fodbold – EfB- erindringsfragment

29. januar 2007

Jeg var ikke ret gammel, da fodboldspillet kom ind i mit liv. Hvordan det kom op at stå, husker jeg ikke helt, men fra den ene dag til den anden blev det populært for drengene i min barndoms baggård at spille fodbold.

Baggården var ikke ret stor. Men stor nok til at en flok drenge kunne spille bold i timevis. Der var kun et mål, der bestod af tørrestativets stolper og overligger, og der var ingen målmand… “Basse”, der var et par år ældre end os andre, førte sig frem som Gunnar “Nu” Hansen samtidig med, at han spillede. “Oooog, Nu, Nu, Nuuu scorer han…!”. Det gav en hel specielt stemning, for Gunnar “Nu” var indbegrebet af fodboldstemning og -entusiasme.

Helt perfekt blev det, når Verner dukkede op og og kastede sig ud i boldspillets glæder. Verner var vores nabo og far til mine kammerater Leif og Jørgen. Det var i sommermånederne, og jeg kan huske, at vores mødre havde mere end svært ved at kalde os op til aftensmaden fra de små køkkenvinduer i det lille to-etagers rødstenshus , fordi vi var så optaget af det der spil. Først når solen gik ned og køligheden begyndte at melde sig, ebbede det langsomt ud. Vi kunne ikke rigtig give slip…


EfB, Esbjergs fodboldhold, var stort i tresserne, ikke mindst i 1962; og vi drenge samlede samlekort fra Gunnar “Nu”-lakridspastillerne med billeder af de store fodboldspillere. Der skulle spises mange pastiller, før hele holdet var samlet. Målmanden dengang, hvor holdet var “holdet over alle”, Erik Gaardhøje, boede kun nogle få meter fra den baggård, hvor vi løb rundt. Og det var vi meget stolte af. EFB blev mit hold dengang, og jeg har fulgt deres ups-and-downs lige siden. Selv om jeg har boet i århus det meste af mit liv, så er jeg aldrig blevet GF’er (tilhænger af AGF).

Det sjove er, at jeg kun har overværet en eneste kamp på Esbjerg stadion. Min far fik en dag den idé, at vi skulle se fodbold sammen. Det må ikke have gjort det store indtryk. I hvert fald husker jeg ikke ret meget af oplevelsen. Og jeg husker heller ikke, hvem der spillede. Altså bortset fra EfB.


I skolen fik fodbolden en anden betydning. Jeg var en af de “tykke drenge”, der altid blev valgt sidst, når der skulle sættes hold. Sådan var “pædagogikken” dengang. Læreren udtog to anførere, der så på skift valgte spillere til holdet. Man kan sige, at “mobning” blev sat i system, længe før det blev et begreb. Derfor var interessen også til at overse. Sammen med “Trampe” havde jeg den fornøjelse at blive sat til at spille backs. Så skulle de andre nok tage sig af det sjove i den anden ende af banen.

Jeg husker engang, hvor vi stod der i vores gymnastiktøj og fodboldstøvler og kedede os bravt, fordi bolden havde været oppe på den anden banehalvdel i lang tid. Så vi satte os uden for banen og snakkede om løst og fast – og glemte alt om det igangværende spil. Hvilket selvfølgelig kom til at betyde, at det andet hold pludselig fik frit løb mod mål og scorede. Jeg tror, at der var nogen, der blev lidt klogere på boldspillets sociale aspekt den dag.

Deep Fritz

10. december 2006

I min grønneste ungdom spillede jeg en kort tid skak. Jeg fik endog indkøb et mini-skakspil i plastik, som jeg kunne have med rundt, hvis jeg skulle få lyst til at øve mig lidt. Jeg fik hurtigt lært reglerne og begyndte også at sætte mig ind i de mere avancerede overvejelser omkring spillets særegenhed. Men så tabte jeg interessen. Andre interesser tog over. Musik, litteratur, piger…
Siden har jeg dog fulgt med på sidelinjen, når skakdinosaurerne kæmpede. Og jeg læser stadigvæk de få skakklummer, der rundt omkring i aviserne. Det vil især sige Peter Dürfellds i Information.
Nu læser jeg så i en tyk tysk avis, at den regerende verdensmester i skak, Wladimir Kramnik, er blevet slået af computerprogrammet Deep Fritz. Efter kun 22 træk kastede Kramnik håndklædet i ringen – med en lidt skæv sportsmetafor…
Sammenlignet med Kasparovs meget omtalte nederlag til IBM-maskinen Deep Blue i 1997, så er Kramniks nederlag meget mere alvorligt. Kasparov kendte ikke noget til Deep Blues potentiale dengang, hvorimod Kramnik har haft en kopi af Deep Fritz til sin rådighed inden spillet, så han har haft mulighed for at planlægge sit spil i detaljer sammen med andre skakeksperter. Dertil skal lægges, at Kramnik fik lov til at se computerens åbningsbibliotek før hver kamp. Han havde altså optimale muligheder for at lægge en strategi. Oven i skal så lægges, at Kramnik faktisk spillede godt mod Deep Fritz. Men i andet parti svigtede Kramniks koncentration et øjeblik, og computerprogrammet, der kan beregne otte millioners stillinger i sekundet, satte ham skakmat.
Nederlaget er selvfølgelig straks blevet brugt til at fælde dom i sagen om “mennesket mod maskinen”. Mennesket tabte! Diskussionen vil givetvis fortsætte længe…
Kramnik vs Deep Fritz

Våd zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden også sige mentalt). Det fik mig til at tænke på den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnå ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 år oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle på denne måde var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhånden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde på, så er tempoet afgørende. Det må hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnås, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld må man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne på et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. Våd zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom på forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:

Sportsmanship?

7. september 2006

Medierne beretter om en historisk sejr, da Tyskland i går besejrede lilleputnationen San Marino 13-0…