Indlæg tagget med tv

Hey Bo Diddley! – Raconteurs sender en hilsen til mesteren…

5. juni 2008

En optagelse fra Late Night with Conan O’Brian…

Dansk Folkeparti – underhunden, der blev stueren

1. juni 2008

DR2-tema var i gÃ¥r helliget “Oprøret fra højre”, og et af programmerne handlede om Dansk Folkeparti. Et absolut seværdigt program med titlen “Succes – pÃ¥ trods”. Programmets kvalitet var, at det lod to folkelige repræsentanter for partiet komme til orde og fortælle om deres oplevelser med partiet og bevæggrunde for at at engagere sig i det. Den ene, en tidligere SF’er og dyreven. Den anden, et ekskluderet, tidligere medlem af partiet. Sideløbende kommenterede journalisten Erik Meier Carlsen partiets udvikling.
Det var en historie om et parti, der valgte en anden vej end de sÃ¥kaldt “moderne” partier, der slap grebet om det ideologiske gods og bevægede sig ind i et medietomrum, hvor det mestendels handler om at have næse for de seneste oppinionsmÃ¥lingstendenser og rette ind efter dem. Dansk Folkeparti derimod satsede pÃ¥ holdninger. I første omgang til det politiske spørgmÃ¥l, som i Ã¥revis var blevet “fortrængt” (som det blev udtrykt) fra det politiske: Flygtninge- og indvandrerspørgsmÃ¥let. Et spørgsmÃ¥l, der lÃ¥ mange almindelige borgere – og dermed vælgere – pÃ¥ sinde, medens politikerne var anderswo engagiert… Den anden ideologiske satsning var et af Socialdemokratiets gamle mærkesager, som samme parti havde solgt ud af for at tækkes magten: Velfærden. Ligeledes et omrÃ¥de, der optog og optager mange almindelige vælgere. Med disse to centrale koordinater i det politiske grundlag gik Dansk Folkeparti pÃ¥ strandhugst hos de andre partier, ikke mindst Socialdemokratiet.
Hvis man tager liberalt-moderniserede partier som Socialdemokratiet og Venstre som indikatorer for den politiske udviklingstendens i de vestlige demokratier, sÃ¥ kan man sige, at Dansk Folkeparti er en anakronisme. Dansk Folkeparti repræsenterer i sin usamtidighed noget, det akademiserede politiske establishment har forladt, men – som store dele af vælgerskaren stadigvæk efterspørger. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at netop Pia Kærsgaard, denne politiske “snu ræv”, som ingen kan løbe om hjørner med, er en af de meget fÃ¥ folketingspolitikere med en ikke-akademisk baggrund…
Udsendelse gav et fornemt portræt af et parti, der blev dæmoniseret og dømt ude af “det gode selskab” af alt for skrÃ¥sikre, etablerede politikere – med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen – og foreløbigt endte med at sidde med den reelle magt i Danmark. Fogh Rasmussens regering sidder kun pÃ¥ Pia KjærsgÃ¥rds nÃ¥de, og det bliver tydeligere og tydelige for hver dag, der gÃ¥r.

Taggart, Dalziel and Pascoe

9. maj 2008

NÃ¥r man sÃ¥dan har en hÃ¥ndfuld fridage, sÃ¥ er der ogsÃ¥ tid at spilde pÃ¥ tv-apparatet. Og sÃ¥ er det jo fornøjeligt at opdage, at man pÃ¥ samme aften kan vederkvæge sig med ikke mindre end to halvgamle, vrisne politikommisærer, nemlig skotske Taggart og proletaren Dalziel, der – oven i købet – begge løber ind i gamle flammer. Ikke gamle sengekammerater, men gammel kærlighed. Og det ved man, som bekendt, er det sværeste.. Og i begge afsnit blev de to gamle, garvede politimænd snøret af deres gamle flammer – og deres egen af forelskelse forblændede dømmekraft. I kærligheden er vi alle idioter.
Bortset fra det, sÃ¥ var det godt at se, at niveauet bliver holdt meget højt i de to serier. Englænderne og skotterne har en evne til at udvikle og udbedre deres serier som tiden gÃ¥r. Som Fruen konstaterede, sÃ¥ er de respektive politifolks privatliv – og dermed persontegningen – blevet tydeligere efterhÃ¥nden som tiden er gÃ¥et. Der er kommet mere kød og blod pÃ¥ figurerne. Og samtidig er historierne ogsÃ¥ blevet en anelse mere komplekse. Men ikke mere end godt er.
En særlig fornøjelse ved de to serier – for et sprogmenneske som capac i hvert fald – er den sproglige lokalkolorit, der flammer i dialogerne. Man kan høre, hvor personerne kommer fra. I Skotland og England.
Man kan følge med pÃ¥ DR2 fra pÃ¥ torsdag. Det er alle licenspengene værd…
PS. Frøkenen har det med at sammenligne mig med tv-serie-personer. Hun siger, at jeg ligner Peter Boyd (Sagen genåbnet) eller Dalziel. Hvorfor er det nu lige, jeg tager det som et kompliment og ikke som en teenagers forsøg på fornærmelse? ;-)

Rockpalast – et tysk musikprogram

23. april 2008

Jeg har flere gange omtalt det tyske tv-program Beat-Club, der løb fra 1965 til 1972, og dens betydning for mine musikoplevelser i tresserne. Det var et af de få steder, man som ung hvalp i Esbjerg kunne se levende musik i tv.

Siden skete der jo meget pÃ¥ den front, og i 1977 kom koncertprogrammet Rockpalast til og kørte i første omgang frem til 1986. Ideen var enkel. Man transmitterede en stor udendørskoncert med en række af tidens førende navne til seerne. Og det var fremragende koncerter. Jeg mindes med stor glæde den allerførste, hvor Little Feat delte scenen med Rory Gallagher og Roger Mcguinns Thunderbyrd. Little Feats koncert var formidabel, og man kunne godt ønske, at den kunne udsendes pÃ¥ dvd. For optagelserne findes jo…

Little Feat
Bandintro
All That You Dream
A Day At The Dog Races

Siden fulgte en perlerække af bands. Listen kan man studere på denne uofficielle arkivside. Ikke alt, men dog en del, af koncerterne er faktisk blevet udsendt på dvd.
Lowell George, Little Feat, Rockpalast 1977
Det var egentlig Loudon Wainwright-omtalen, der satte gang i dette indlæg. For Loudon optrÃ¥dte ogsÃ¥ i Rockpalast – endda to gange, i 1976 og 1988.

Dead Skunk (Rockpalast, 1988)

Whatever Happened To Us

Links: WDRs officielle RockpalastsideRockpalast-arkivet, hvor billedet ovenfor er lånt fra.

Opdatering: Well, well, det viser sig, at omtalte optagelse med Little Feat faktisk allerede er udgivet for længst – og kan fÃ¥s second hand til pebrede priser….

Jools Holland præsenterer…

19. april 2008

Goldfrapp

Hvis man ellers har de rette satellitkanaler kan man have fornøjelsen af BBC 2s fremragende live-musik-program Later…with Jools Holland. En del af optagelserne findes (heldigvis) pÃ¥ Youtube. Men, det fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥, hvor ynkelig musikdækningen er pÃ¥ de to store, danske tv-kanaler. Hvad er der sket med Danmarks Radio pÃ¥ dette omrÃ¥de? Det er virkelig gÃ¥et tilbage, siden pionerÃ¥rene i tresserne, ja, siden Mylius’ Eldorado… Og det siger jo ikke sÃ¥ lidt, vel?