Indlæg tagget med tv

Summer of Love – en tysk tv-serie

1. april 2012

NÃ¥r det gælder tv-programmerne, sÃ¥ svigter min radar ofte. PÃ¥ grund af aftenarbejde og almindelige mæthed af tv-mediets tomgang. Men i gÃ¥r lykkedes det mig dog at fÃ¥ set det meste af den tyske tv-serie “Summer of Love” – eller som den visne, danske titel er: Dengang i 1960’erne. En 4-delt dokumentarfilm med underoverskrifterne: “Fri kærlighed”, “kollektiver”, “fest” og “spiritualitet”.

Med udgangspunkt i sommeren 1967 – den famøse Summer of Love – forsøger filmen gennem filmklip og interviews at følge sporene af det, der skete dengang i hippietiden, helt frem til i dag. Det er bÃ¥de dokumentarens styrke og dens svaghed. I det indledende afsnit er fokus – rimeligt nok – pÃ¥ den seksuelle frigørelse som den væsentlige drivkraft i ungdommens kulturelle opgør med efterkrigsÃ¥renes indeklemt- og bornerthed. Selv om tressernes alt andet end entydige frisætning af seksuelle og andre kræfter indiskutabelt satte sig spor i eftertiden, sÃ¥ kan man godt – og det er der ogsÃ¥ en repræsentant for de yngre generationer, der gør – sætte spørgsmÃ¥lstegn ved, om hvor meget af Ã¥nden fra Woodstock Festivalen, der gÃ¥r igen Acid House- og rave-scenen i firserne. Bortset fra det med stoffer, sex og fest.

Ser man bort fra vinklingen, der efter min smag kommer til at handle for meget om nutiden og dermed gør titlen lidt til skamme, sÃ¥ er udsendelserne værd at se pÃ¥ grund af de fine optagelser, interviews osv. Den bliver nok genudsendt, for sÃ¥dan er det jo med tv…

For krimi-fans: The Red Riding-trilogien på DR 1

5. december 2011

Som så ofte før var det en tilfældighed, der gjorde, at jeg fik set den engelske tv-krimi Red Riding: In the Year of Our Lord 1974, der har fået den danske titel Pigen med den røde hætte: 1974. Jeg blev hængende ved tv, efter at have set The Walking Dead...

Filmen er den første i en serie pÃ¥ tre, hvor Channel 4 omsætter forfatteren David Peaces  Red Riding Quartet (1999-2002) til filmmediet. De næste to dele skulle komme pÃ¥ DR den kommende tid – pÃ¥ søndage. Hold øje med dem, hvis du er til krimier, der hæver sig over gennemsnittet.

I aftenens afsnit, der foregår i det herrens år 1974, møder vi den unge avisrapporter Eddie Dunford fra Yorkshire Post. Han er vendt tilbage til Nordengland efter et mislykket ophold i den sydlige del af landet, og bliver kastet ud i en modbydelig sag om en ung pige, der er fundet tortureret, voldtaget og kvalt på en byggegrund. Den kæderygende rapporter får hurtigt den ide, at sagen har forbindelse til to lignende sager med to forsvundne og formodentlig døde piger.

En fordrukken kollega, Barry Gannon (Anthony Flanagan), er samtidig pÃ¥ sporet af en større korruptionssag, der involverer det lokale politi, avisens ledelse, de lokale politikere og byggematadoren og forretningsmanden John Dawson som den magtfulde edderkop i det korrupte nets midte. Og det viser sig snart, at der er en ubehagelig forbindelse mellem de forsvundne piger og korruptionen. Den myrdede pige findes pÃ¥ Dawsons byggegrund, hvor Dawson ogsÃ¥ har sørget for at brænde en sigøjnerlejr ned med den begrundelse, at sigøjnerne ville skade byggeprojektets omdømme. Da Barry dør ved en mystisk trafikulykke fÃ¥r Eddie overdraget Barrys informationer – fotos osv. – af BJ, en ung rødhÃ¥ret, homoseksuel mand, som Barry vist har haft et mere end professionelt forhold til. Og sÃ¥ ruller lavinen.

Dunford er en ung baryler, der akkompaneret af smøger, øl, sex og rockmusik forfølger sagen med ungdommelig ildhu og i voksende konflikt med sin chef, politiet og det korrupte sammenrend af magtfulde personer i byen. Han opfører sig og ligner det, han er: en ung halvfjerdseroprører. Dunford er en herlig atypisk detektivtype. En anti-helt, der gÃ¥r sine egne veje og ikke af vejen for at indlede et hedt, erotisk forhold til den myrdede piges moder, der ogsÃ¥ viser sig at have et problematisk forhold til byggematadoren Dawson. Men Dunford lader sig ikke korrumpere, og det betyder, at han fÃ¥r magten – og ikke mindst et par bundkorrupte politibetjente – pÃ¥ nakken. Bogstaveligt talt.

Hvordan afsnittet ender vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af (den er kommet pÃ¥ dvd…). Men slutningen er ikke helt ordinær.

Det, der gør filmen værd at bruge et par sene nattetimer pÃ¥, er, at den er fornemt filmet i mørke, langsomme, stemningsfulde billeder fra det nordengelske landskab, og fordi, skuespillerne – som sÃ¥ ofte i engelsk tv-dramatik – spiller mere end overbevisende godt. I alle roller.

Maggies nye liv Рengelsk tv-dramatik, n̴r det er bedst

1. december 2011

Det er ikke meget tv, jeg fÃ¥r set i disse tider. Bortset fra The Walking Dead søndag aften, The Royal om eftermiddagen – og sÃ¥ Maggies nye liv. Sidstnævnte engelske serie er sÃ¥dan kommet ind fra sidelinjen. Den sendes pÃ¥ DR1 pÃ¥ hverdagseftermiddage kl. 15, hvor jeg alligevel sidder sammen med Fruen og vender livets store og smÃ¥ spørgsmÃ¥l over en kop kaffe/te.

Maggies nye liv – eller som den engelske titel er: Life Begins – er en af disse hersens bundsolide engelske tv-serier, hvor den berømte køkkenvaskrealisme pÃ¥ fornemste vis gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med komedien og fÃ¥r livets tragi-komik til bÃ¥de at bevæge tv-seernes medfølelse og smilebÃ¥nd.

Plottet er ganske enkelt. Den hverdagsgrimme Maggie – fremragende spillet af Caroline Quentin – bliver skilt fra sin mand Phil (Alexander Armstrong) og derfor skal finde ud af at leve et “nyt liv”. Og det gÃ¥r slet ikke, som det ville gøre i en amerikansk komedie – forudsigeligt. Nej, livet slÃ¥r nogle volter, akkurat som det gør i det sÃ¥kaldt virkelige liv. Maggie bøvler sig frem med sine to børn pÃ¥ slæb, one-night-stands, kærester og familie, kolleger og venner som involverede satellitter, der kredser om Maggie og bÃ¥de støtter og komplicerer hendes liv.

Jeg er kommet ret sent ind i serien, hvoraf halvdelen af første sæsons ialt 20 afsnit er sendt. Men jeg er fast besluttet pÃ¥ at fÃ¥ set det hele – og de øvrige sæsonner, selv om den vist ikke er udsendt pÃ¥ dansk dvd.

I hvert fald er det en absolut seværdig tv-serie i den bedste engelske tradtion, som jeg kun varmt kan anbefale dem, der ikke skal på arbejde eller har andre forpligtelser på en almindelig hverdagseftermiddag.

Og det hæmmer ikke lysten til at se serien, at den ledsages af elektroduoen Faithless‘ meget fascinerende sang No Roots. En af den slags sange, der sniger sig ind pÃ¥ en…

Jimmy Saville – flamboyant tv-person – er død, 84 Ã¥r

30. oktober 2011

Jimmy Saville døde i går, 84 år gammel. Dermed forsvinder en af de mere flamboyante medieskikkelser fra tresserne.

Sir James Wilson Vincent Saville, som han hed, nÃ¥r det hele skal med, var DJ, tv-skærmtrold og mediemenneske om en hals, og blev berømt i Storbritannien – og uden for – som iøjnefaldende moderator af Top of the Pops.

Savilles karriere begyndte i de britiske kulminer under Anden Verdenskrig, men musikken fik ham op af minerne. Han begyndte at arbejde som selvbestaltet discjockey i fyrrerne – og pralede siden hen af, at han var den første DJ overhovedet. I hvert fald skabte han sig hurtigt et ry som pladevender og fik succes blandt teenagere med sine dansepartys, hvor der kun var musik fra grammofonen. Ved siden af jobbede han ogsÃ¥ som manager for en dansehal i Manchester og som hospitalsportør. Der skulle jo smør pÃ¥ brødet.

Tresserne var det Ã¥rti, hvor tv-mediet boomede. Og Saville begyndte sin tv-karriere ved Ã¥rtiets indgang, hvor han blev ansat ved Tyne Tees Television, som sendte musikprogrammet Young At Heart. I 1964 var han med til at lancere den første tv-transmitterede hitliste, Top of the Pops. Og i 1969, hvor beat- og popmusikken for alvor havde fÃ¥et tag i tv-seerne blev han ansat til at moderere den tysk-engelske samproduktion Pop Go The Sixties, som blev sendt over det meste af Europa (i Danmark kunne man dog kun se den via tysk tv…).

Sammen med Pete Murray stod han ogsÃ¥ for de Ã¥rslige New Musical Express Pol Winners Concerts, hvor bl.a. The Beatles, Cliff Richard og The Who optrÃ¥dte. Parallelt med tv-karrieren optrÃ¥dte Saville ogsÃ¥ som pladevender i radioen. Først hos BBC, hvor han havde sine egne programmer, der specialiserede sig i gamle hitlister – à la Jørgen de Mylius – og siden ogsÃ¥ hos kommercielle radiostationer.

Med til billedet af Jimmy Saville hører ogsÃ¥, at han var en af de første tv-personligheder, der forstod vigtigheden af at skille sig ud. Han var en excentriker og havde intuitiv sans for tv-mediets effekt. Han gik i spraglet tøj, farvede sit lange hÃ¥r (selv da der kun var sort-hvid-tv…) og kunne som en anden Otto Leisner fange sit publikum med kvikke bemærkninger, faste vendinger og en særlig personlig intonation. Og det i en periode, hvor mange tv-folk lignende og lød som ansatte i en bank.

Saville var en af medieverdenens store originaler. Og hans bedrifter blev anerkendt i form af ordner og deslige. Fx modtog han i 1971 en OBE, og han blev adelig i 1990. Og så var han medlem af Mensa, foreningen af særligt højt begavede personer.

Jimmy folder sig ud på dansegulvet på tvTop of the Pops i halvfjerdserneTop of the Pops 1968 del 1og del 2 (kun audio). Og man vil kunne se Saville i mange af de gamle klip fra Top of the Pops, som ligger på Youtube og lignede videosites.

Aftenens serieoplevelse: The Walking Dead

24. oktober 2011

En politimand bliver hÃ¥rdt sÃ¥ret i forsøget pÃ¥ at stoppe nogle forbrydere ved en vejafspærring og ender pÃ¥ hospitalet. Efter at have ligget i koma vÃ¥gner han op blot for at opdage, at verden har forandret sig fundamentalt, siden han mistede bevidstheden. Hospitalet er tomt og forladt. Bortset fra et aflukke, hvor en flok zombier er lukket inde…

Det viser sig, at zombierne – eller ‘de gÃ¥ende døde’ – hærger den verden, politimanden kom fra. Han vender tilbage til det hus, hvor han boede sammen med sin kone og søn. Men ogsÃ¥ det er forladt, og sporene tyder pÃ¥, at de har flygtet med de mest personlige genstande – bl.a. familiealbummet – og tøj til kroppen.

Det er i korthed optakten til den amerikanske tv-serie The Walking Dead, som havde premiere på DR HD i aftes.

Serien bygger på en tegneserie af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard og er omsat til tv-mediet af Frank Darabont. Og serien, der blev vist i USA sidste år, kommer til Danmark med adskillige priser og flotte anmeldelser i halen.

Jeg er i almindelighed ikke nogen stor fan af film med overnaturlige temaer, men lader mig gerne underholde af dem, hvis det er lavet med filmisk håndelag og helst en præmis, der hæver fortællingen over det rene effektjageri. Man kan sluge meget nonsens, hvis blot det er godt lavet og vil mere end det pålydende. Sådan forholder det sig med The Walking Dead.

I The Walking Dead antydes det fint, dvs. uden at gribe til løftede pegefingre eller gumpetung pædagogik, at de ‘vandrende døde’ kan forstÃ¥s som en slags post-apokalytisk nemesis. Noget er gÃ¥et galt for menneskeheden – mÃ¥ske er det klimaet – og en feber fÃ¥r nogle af de døde til at vandre hvileløst og sultne rundt pÃ¥ jagt efter frisk kød og blod. Til konstant fare for de levende.

Selv om det første afsnit – selvfølgelig – byder pÃ¥ en god dosis, effektivt iscenesatte splattereffekter, sÃ¥ er det det menneskelige drama, der gjorde afsnittet seværdigt. Andrew Lincoln spiller overbevisende den opvÃ¥gnende politimand Rick Grimes, der langsomt mÃ¥ indse, at hans komatiske kamp for overlevelse kun er begyndelsen pÃ¥ en desperat overlevelseskamp, der mÃ¥ske ikke vil lykkes.

Afsnittet er yderst stemningsfuldt fotograferet og scenografi og anden visuel teknik skaber en overbevisende illusion om en verden efter katastrofen, hvor en lille gruppe levende mÃ¥ tage kampen op mod horder af zombier. Faktisk kom jeg til at tænke pÃ¥ den originale udgave af Abernes Planet, der ogsÃ¥ – med en anden tids teknologi – formÃ¥ede at skabe en sÃ¥dan stemningsfuld fiktion.

Hvis man ellers kan forlige sig med forestillingen om zombier, så er det en særdeles underholdende serie, DR HD har sat sig for at vise danskerne. Oven i købet en underholdningsserie med lidt for Kloge-Åge-segmentet. Nu må vi så håbe, at de næste afsnit lever op til den mere end lovende indledning.

Rolling Stones, Hyde Park 1969 Рvia British Path̩

6. juli 2011

British Pathé er – som man kan læse pÃ¥ hjemmesiden – et af de ældste medievirksomheder i hverden. Det blev grundlagt i 1890’erne i Paris og kom til London i 1902. Fra 1910 og frem har British Pathé produceret nyhedsprogrammer m.m. Her kan du fx se et lille sjovt og interessant indslag om Rolling Stones’ berømte Hyde Park-koncert i 1969 i anledning af Brian Jones’ død. Et tidsbillede med naziikonbesatte rockere, hippier, sommerfulge osv. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, sÃ¥ ser man et kort øjeblik Julie Driscoll med puddelhundefrisyre. Der er selvfølgelig ogsÃ¥ levende billeder af Mick Jagger og bandet. Bemærk i øvrigt speaker-kommentarerne, som ogsÃ¥ er et stykke tidshistorie…

Død mand sladrer ikke – om døde kilder, døde murere og journalistikkens hang til fiktion

29. maj 2011

Ingen tvivl om det. Det går hurtigere og hurtigere i journalistikken. Ikke mindst nyhedsjournalistikken. Der skal produceres nyheder nok til at holde TV2 News, DR Update og de almindelige nyhedsprogrammer i gang i døgndrift. Plus siderne på internettet. Og fristelsen til at give iscenesættelserne af indslagene lidt ekstra i form af båndede bombedrøn eller citater fra for længst afdøde kilder må være stor.

I dagens avis kan man læse om akademikeren Mads Qvordrup, der har gjort karriere i journalistikkens verden og er steget op af karrierestigen til en plads i semi-berømmelsens lys som skærmtrold pÃ¥ TV2 News. Og her er han blevet afsløret i at citere en for længst afdød kilde. ‘Forbrydelsen’ er ikke sket, medens Qvordrup var pÃ¥ skærmen hos TV2 News, men da han agerede journalist pÃ¥ dagbladet Information. Selv om det sÃ¥ledes kan siges  at være en gammel nyhed, sÃ¥ er han, som det hedder i tv-journalistlingoet, blevet ‘pillet af skærmen’. Han er blevet ‘sat pÃ¥ pause’ og skal til samtale. Og sÃ¥ vil han mÃ¥ske nok dukke op igen, nÃ¥r medienyhedsrumlen for længst har ladet den lille episode glide i baggrunden sammen med atomkatastrofen i Japan, det folkelige oprør i Ægypten og orkanerne i USA…

Mads Qvordrup undskylder sig med, at han ikke er uddannet journalist, men akademiker. Og at den skrevne journalistik ikke har været hans stærke side. Nu ved jeg godt, at akademikere ikke er i høj kurs lige for øjeblikket. Især ikke humanistiske. Men alligevel. Man er en død murer, hvis man ikke kan kende forskel på en levende kilde og en, der har været død i lang tid.

Sagen er endnu et eksempel på, at nyhedsjournalistikkens troværdighed står og falder med en realistisk fiktion. Vi skal simpelthen tro, at de vi ser og hører faktisk er sket eller sker. Og troværdigheden ryger på gulvet med et drøn, når det viser sig, at realismen er en iscenesættelse og altid har været det. Som da Jeppe Nybroe afspillede en fil med bombedrøn, eller Mads Qvordrup lader døde genopstå som levende kilde.

Men om fjorten dage er sagen glemt. Og Mads vil tilsmile dig igen i projektørlyset på TV3 News. Eller måske ikke alligevel. For måske har Qvordrup begået tilsvarende og andre fadæser i sin tid som skrivende journalist ved Information.

Kilde: JP

DR K: Rolling Stones – Let’s Spend The Night Together

27. maj 2011

Den hemmelige kanal DR K fokuserer i den kommende tid pÃ¥ tresserne. OgsÃ¥ musikalsk. Fredag den 2. juni vises D. A. Pennebakers dagbog fra Woodstock-festivalen, og den er værd at (gen)se pÃ¥ grund af de mange musikalske indslag, men ogsÃ¥ som dokument om en tid, der mÃ¥ forekomme unge mennesker i dag noget fremmedartet…

Men allerede den 31. maj – pÃ¥ tirsdag – viser kanalen den amr. instruktør Hal Ashbys film om Rolling Stones USA-turné i 1981 Let’s Spend The Night Together. Filmen er fokuseret pÃ¥ det væsentlige: bandets optræden pÃ¥ scenen. Af en eller anden grund kalder DR K udsendelsen for Time Is On Our Side.

Miss You

Henrik Dahl og venstrefløjens spildte kræfter

16. maj 2011

Sociologen og forfatteren Henrik Dahl kan med sit lange hår og skægstubbe godt ligne en venstrefløjstilhænger fra halvfjerdserne. Men som bekendt kan skindet godt bedrage. Om det er tilfældet med den tidligere socialdemokrat Dahl vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål.

Men i hvert fald har han en bog på trapperne, hvor han revser den såkaldte venstrefløj i danske politik, dvs. sige S og SF, primært. I går var han gæst i Deadline kl. 22:30, hvor han diskuterede sin nye bog med to andre venstrefløjsdebattører.

Desværre kører debatten lidt af sporet. Til dels, fordi Dahl selv ikke vil acceptere argumenter, der ikke bekræfter bogens præmisser, og fordi han som en mimose afværger de andres fortolkning af hans position. Og det er synd og skam, for bogen er yderst relevant her på kanten til et nyt folketingsvalg.

Der er brug for en debat om den sÃ¥kaldte venstrefløjs politik, der efter min mening løber i hælene pÃ¥ de borgerliges politik. Hør debatten selv og bliv frustreret…

PS. Informations Anne Grete Rasmussen giver Henrik Dahl tørt på i denne artikel

Den farlige radios død – og de røde lejesvende

4. maj 2011

I gÃ¥rsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke fÃ¥r indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands pÃ¥ de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man mÃ¥ske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsÃ¥nd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens RadiorÃ¥d og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi hÃ¥ber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at Ã¥bne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, sÃ¥ledes at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske hÃ¥ndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, sÃ¥ er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten pÃ¥ de røde lejesvende’ – en jagt, der har stÃ¥et pÃ¥ i henved 40 Ã¥r og som de siddende regering satte pÃ¥ dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt pÃ¥ de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er ogsÃ¥ med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, nÃ¥r han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden gÃ¥r hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.

Relevante spørgsmÃ¥l mÃ¥ man sige. Hvad, Rosenkrands ikke fÃ¥r belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergÃ¥et i løbet af de forgangne 40 Ã¥r. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og fÃ¥r fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet