CAPAC

Da jeg første gang hørte, at BBC havde tænkt sig at føre Sherlock Holmes-figuren op til vort århundrede, kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. Billedet af en hatteklædt, violinspillende detektivnørd fra 1800-tallet i vor strømlinede, digitale tidsalder kunne jeg ikke forlig mig med, men samtidig måtte jeg også se, hvad det gik ud på.

Og jeg må sige, at de tre afsnit, jeg har set, har været overraskende underholdende og medrivende.

Man kan sige, at det lykkes for skaberne – Mark Gatiss og Steve Moffat – at omplante Sherlock til dagens England, fordi de skærer ind til Sherlock Holmes-fortællingernes skelet. Væk er al den bedagede, victorianske redundans i gaslysets skær. Tilbage er de basale konflikter, som udfolder sig omkring Sherlock Holmes, hans hjælper Watson og superskurken Moriarty. Og så Holmes’ broder som en ekstra dimension.

Benedict Cumberbatch er et pletskud af en casting til rollen som den nærmest autistisk-rationalistiske Sherlock, der lever og ånder for opdageriet og kun frygter – kedsomheden. Og lige så velvalgt er Martin Freeman som militærlægen, der bliver Sherlocks alt andet end underdanige, men også uundværlige, hjælper, som prøver at have et almindeligt liv med kvinder ved siden af, men hele tiden bliver forstyrret af den monomane Holmes.

Underholdningsværdien i serien kommer fra et godt skuespil (igen, igen..) og fra det adrenalinfremkaldende detetivarbejde, som Holmes og Co. Holmes var allerede en psykopatologisk figur i de gamle Doyle-fortællinger, og i den nye udgave er han nærmest en ekstrem repræsentant for vor tids mere eller mindre autistiske lidelsesfigurer. Han registrer og analyserer alt, hvad der kommer under hans næse. Alt. Det kan næsten forekomme lidt komisk. Som en karikatur af den gamle Holmes. Men underholdende, det er det. Hermed anbefalet kriminørder.

Jeg ved ikke, hvordan du har det. Men på et tidspunkt i går følte jeg mig lidt som en persona non grata i mit eget hjem. Ikke, fordi Fruen eller Frøkenen (og da slet ikke Gravhunden) havde noget imod min tilstedeværelse. Men, fordi fjernsynet kørte og en bestemt begivenhed af royal observans havde sat sig på hele sendefladen. Det var nærmest umuligt ikke at blive interpelleret af den meget støjende forestilling på skærmen og de mange hatte…

Det var vitterligt umuligt ikke på en eller anden måde at forholde sig til det spektakel, der blev transmitteret og gentaget i det uendelige på skærmens mange danske kanaler. Så på et tidspunkt satte jeg med ned i sofaen og kiggede distræt med, medens jeg undrede mig over, hvorfor en sådan begivenhed kan fylde så meget, når verden i øvrigt har nok af alvorlige problemer og konflikter at forholde sig til. Men det er måske netop her, vi har forklaringen. Drømme, eventyr, eskapisme. Ja, det er Sex and the City om igen. Sex and the City III. Bare med et lille forkølet kys på balkonen. Suk.

Vi burde afskaffe krig. Mig bekendt er der aldrig kommet noget godt ud af krig. Ikke desto mindre har jeg altid været fascineret af fænomenet. Lige siden jeg i skolens historietimer hørte om krigene i Troja, de puniske krige, 30-årskrigen, Napoleons felttog mod Rusland, Første og Anden Verdenskrig, Besættelsen, Vietnamkrigen osv. Måske stimulerede det også min interesse, at jeg havde en far, der var marinesoldat under besættelsen, heroiserede de allieredes sejr over Nazi-tyskland og Japan og slugte alle de amerikanske film, romaner og tegneserier, der kom i kølvandet på krigens afslutning…
Krigen har fascineret mig siden jeg var en bette knægt i korte bukser, selv om jeg dybest set er pacifist og som ung nægtede at aftjene min værnepligt. Jeg trak ganske vist “frinummer”, men det ændrer ikke ved min holdning – og den har i øvrigt ikke ændret sig siden.

Fascinationen har at gøre med den ekstreme situation, mennesket befinder sig i, når det er i krig. Som soldat eller som civilperson. I en vis forstand er krigen en tilstand hinsides civilisationen – selv om den også er en konsekvens og dermed en del af samme civilisation. I krigen skrælles kulturens byrde af. Konfronteret med den brutale døds nærhed, volden, grusomheden osv. bliver mennesket konfronteret med sin egen dyriske side, sine overlevelsesdrifter – og etik og moral bliver sat på en hård prøve.

Jeg har ladet mig fortælle, at der i disse år er fornyet interesse for historiske værker, litteratur og anden fiktion om krigen, især Anden Verdenskrig. Måske afspejler det vores samtids engagement i eksotiske krige i Irak og Afghanistan. Krige, der – alt andet lige – ikke har den samme legitimitet som Anden Verdenskrig, der jo drejede sig om vores egen hemisfære. Men måske afspejler den nye trend også en generel optagethed af den grænsetilstand, som krigen symboliserer. Krigens som en ekstrem, forvrænget afspejling af noget fundamentalt ved livet?

Der er også sket noget interessant ved de fiktive beskrivelser af krigen i efterkrigsperioden. Forenklet sagt, så skete der et radikalt brud med den heroiserende og krigsforherligende fiktion omkring Vietnamkrigen. Mange af de romaner og film, der kom i årene fra 1945 til 1970 var båret af legitimerende ideologi i forhold til de allieredes bedrifter – selv om der selvfølgelig fandtes anti-krigsfiktion.
Vietnamkrigen og verdensopinionens kritik af denne krig ændrede billedet. Vi fik film og bøger, der handlede om krigens meningsløshed og dens fatale konsekvenser for de mennesker, der var involveret. Og vi befinder os – stadigvæk forenklet sagt – stadigvæk i slipstrømmen af disse krigsskeptiske fiktioner.

Måske kan man sige, at Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” er eksemplarisk for vor tids beskæftigelse med Krigen. En film, der udmærker sig ved en hidtil uset grad af realisme i skildringen af krigshandlingerne – samtidig med, at den holder fast i en flig af forne tiders heroisme. Hovedpersonen – Private Ryan i Tom Hanks gestaltning – fremstår som en helt, når filmen er omme, men undervejs er han bare en mand, der gør det, han er sat til at gøre.

Der går en lige linje fra Spielbergs film over den succesfulde miniserie “Band of Brothers”, som også foregår i Europa under Anden Verdenskrig, og til miniserien “The Pacific”, som man pt. kan se på DR1 og DR HD hver søndag aften. I sidstnævnte serie, hvor man følger tre kammerater i Stillehavskrigen, oplever man krigens gru og rædsel indefra og ser, hvordan dens realitet forvandler de unge mennesker – samtidig med, at verden udenfor betragter de unge som dagens helte.

Serien rummer samme imponerende realisme i fremstillingen af krigshandlingernes voldsomhed og absolutte meningsløshed, men – set fra denne skribents synspunkt i det mindste – det mest interessante er skildringen af, hvad begivenhederne gør ved seriens hovedpersoner. Krigsoplevelserne forandrer og forvandler dem for bestandig. Man kan mærke, at serien bygger på flere erindringer om Stillehavskrigen.

The Pacific er langt fra nogen anti-krigsfilmserie. Den sætter ikke for alvor spørgsmålstegn ved denne traumatiske krigs rationalitet. Omvendt er den heller ikke på nogen måde en forherligelse eller heroisering af amerikanernes blodige felttog mod japanerne. Dens styrke ligger i beskrivelsen af, hvad krigen gør ved det enkelte menneske. Og som sådan kan den fortolkes som et stykke pacifisme.

Serien er god og velturneret underholdning af den slags, der ikke behøver at foregå med hovedet under armen. Der er nok af tankegods i den. Hermed anbefalet.

Det bliver ikke til meget tv-kiggeri her i casa capac. Men når det sker, er det som regel i weekenden. Og lige pt. følger jeg med i hele to serier. Begge af høj kvalitet.
Den ene er Julian Fellowers “Downton Abbey”, som løber over syv afsnit af en times varighed. Der er vist planer om en opfølger.

Titlen henviser til det fiktive hjem for Jarlen af Grantham, hans nærmeste familie og tjenestefolk. Vi befinder os i årene lige efter Titanics forlis og Første Verdenskrigs begyndelse. Plottet i serien drejer sig forenklet sagt om konflikten mellem det aristokratisk bestående og borgerskabets fremtid. Allerede i første afsnit “Downton Abbey” står det klart, at det er en borgerlige forgrening af slægten som skal overtage familiens ejendom og formue. Og jarlen og hans frue har nok at se til med at finde passende ægtemænd til deres døtre, ikke mindst den ældste Mary.

Parallelt med konflikten mellem borgerskab og aristokrati er der også en slags solidarisk modsætningsforhold mellem det aristokratiske herskab og deres tjenestefolk, hos hvem forandringens vinde også blæser. Nogle af tyendet slår sig i tøjret.

Inden for det overordnede plots ramme er udspilles en række mindre konflikter på kryds og tværs af persongalleriet – og det er med til at give fortællingen spænding og fremdrift.

Som så ofte i engelsk tv-dramatik er det en ren fornøjelse at iagttage skuespillernes ensemblespil. Hvordan de bærer sig ad må guderne vide, men der er ikke en eneste fejlcastet person i galleriet. Og slet ikke blandt birollerne.

Lige så overbevisende som skuespilkunsten er den minutiøse genskabelse af tidsånden. Intet er overladt til tilfældighederne.

Indtil videre er vi nået til tredje afsnit, men allerede er det forståligt, hvorfor serien har været en stor succes i sit hjemland. Enhver anglofil og cineast må strække våben over for dette argument for tv-mediets fortsatte eksistens. Hermed anbefalet.

PS. Den anden serie, jeg pt. nyder, er den amr. “Pacific”, som jeg nok vender tilbage til.

á¹”S. Intet er så godt, at det ikke kan gøres grin med – i England i hvert fald. I forbindelse med årets Red Nose-dag derovre har man lavet to sketches over serien.. Del I og Del II. Tak til Dortes Smadderkasse for links.

I denne blog har vi svælget i nostalgiske programmer om musik på dansk, tysk, engelsk, svensk og amerikansk tv. Men franskmændene kunne også være med dengang i tresserne, når det gjaldt om at lancere den nye beat og pop. I programmer”Music Hall de France” og “Tilt Magazine” gjorde man, hvad man kunne for at franske unge kunne få lov til at opleve musikken. Her er nogle eksempler.

Jimi Hendrix – Stone Free – i en optagelse fra 1967

Spencer Davies Group – I’m a man – 1967

Them – Mystic Eyes/Gloria – 1965 (fin lyd)

Nice – Brandenburger – 1969

The Who – Barbara Ann (ja, coverversion af Beach Boys-hittet!)/ My Generation – 1966

Der er flere bidder på YouTube, hvis man gider lede. Ud over de musikalske oplevelser, så giver optagelserne også et billede af datidens ungdomskultur….

(PR-foto fra producentens hjemmeside)

Forskræppet lyder spændende: “Lou Reed er siden tiden i Velvet Underground blevet betragtet som musikkens sorte prins, men i samtalen med Elvis Costello viser han sig at være både vittig og belæst.
Han fortæller bevæget og morsomt om sin dybe beundring for R&B, New York, kunst, kunsten at skrive og kreativitet.
Til sidst dukker instruktøren Julian Schnabel op og fortæller om sit mangeårige venskab med Lou Reed og samarbejdet om filmen Berlin.“. Vi taler selvfølgelig om Elvis Costellos Spectacle, som Lou Reed besøger – det er kl. 22.45 på DR K. Genudsendes d. 3/3 kl. 13:50 og den 5. kl. 00:50. Et must for Reed- og Costello-tilhængere… Walk on the wild Side…

Siden 1997, hvor vi havde “Hjerneåret”, har forskningen i hjernen og i kognition udviklet sig voldsomt og – ikke mindst takket være nye scanningsteknologier – vi har fået et mere detaljeret billede af hjernens funktioner, dens udvikling og betydning. Vi har også været vidne til, at den nye forskning tendentielt har været en disciplin, der ville forklare ALT – ikke alene på det medicinske felt, men også på det felt, vi tidligere har opfattet som det humanistiske.

Selvfølgelig ikke hos alle den nye forsknings repræsentanter. Der er undtagelser (fx Oliver Sacks). Men det er en markant tendens. Og neurologien og kognitionsforskningen er ikke ene om denne tendens. Vi genfinder den fx også i genetikken.

Symptomatisk for denne mono-videnskabelige tendens har været diskvalifikationen af psykoanalysen. Og det er ikke tilfældigt, eftersom psykoanalysen har været en privilegeret tænkning i det 20. århundrede, hvor freudianske begreber er blevet almindelige i hverdagssproget. Sigmund Freuds lære om det ubevidste og om de seksuelle drifters betydning henvises til historiens køkkenmødding. Et illustrativt eksempel på psykoanalysens fortrængning fra humaniora kunne man se i går eftermiddags på DR2, hvor videnskabsjournalisten Lone Frank – som har specialiseret sig i formidling af netop de nye naturvidenskabelige opdagelser på de nævnte områder – debatterede fænomener som Gyserfilm og Horror-bøger. Temaet for udsendelsen var netop naturvidenskabens påståede indtog i de humanistiske videnskaber. På DR hjemmeside kan man læse følgende forskræp: “Dracula skræmmer os, fordi han minder om et rovdyr. Ikke fordi vi har fortrængte seksuelle lyster eller lider af penismisundelse. Vores hjerner er nemlig udviklet til et stenalderliv på den afrikanske savanne, så litteraturforskerne skal erstatte Freud med Darwin.

Videnskabsjournalisten Lone Frank ser på, hvordan naturvidenskaben baner sig vej ind de humanistiske videnskaber.”En ting er, at man vil forholde sig kritisk til psykoanalysen – heri er ikke noget nyt, for den har været til debat fra første færd – noget andet er, at de to diskuterende åbenlyst ikke havde styr på den freudianske teori, der blev reduceret til en karikatur. Til stor morskab for de to, åbenbart. Hvor svag kritikken var fremstod af den reduktive påstand om, at fx Dracula-figuren blot var uhyggelig eller skræmmende, fordi vores forfædre engang var blevet skræmt af vilde dyr med tænder. Illustreret med et klip fra teenageserien Buffy The Vampire Slayer. Dybest set bestod påstanden i at sige, at Dracula var det, man så, og det var skræmmende, fordi det mindede os om de rovdyr, vores forfædre løbe væk fra for mere end 20.000 år siden.

At Dracula skulle være et mytisk, fiktivt og litterært fænomen, som kalder på en fortolkning – lå helt uden for de to videnskabsnørders horisont. Det var en næsten eksemplarisk illustration af en positivistisk videnskabelig tilgangs åbenlyse begrænsninger. At der ikke kan være mere mellem himmel og jord end det, vi ser. Hvad Sigmund Freud bl.a. belærte os om, var ikke en simpel symboltænkning (et sværd er lig en fallos, en mund med skarpe tænder er et symbol på en kastrerende kusse osv.), men at tegn og symboler skulle læses og fortolkes i relation til den specifikke kontekst, de indgik i. Det var fx det, han viste med sit store værk om Drømmetydningen. Det vigtigste var ikke symbolerne, sådan som det så ofte er blevet misforstået. Men symbolernes indplacering – ikke alene i den enkelte konfuse drøm, men i det, Freud kaldte drømmearbejdet. Det ville have klædt udsendelsens tilrettelæggere, hvis de havde givet plads til nogen, der faktisk havde indblik i ikke bare Freuds teori og skrifter men også humanioras videnskabelighed.

Jeg mener faktisk, at det er en almindeligt journalistisk princip, at man lader modparten komme til orde. Og gør man det ikke, så er det dårlig journalistik…Alternativet er: videnskabelig enøjethed. Det er fint nok med kritik af de gamle mestre, men her er der virkelige brug for nogen, der kan prikke øjet ud på den ny videnskabeligheds Kyklop… Om igen.[udsendelsen kan genses på DR2s hjemmeside, men er pt. ikke tilgængelig på grund af tekniske problemer]

I TV-Avisen kræver flere forskere rektor Ralph Hemmingsens afgang efter afsløringerne af hans rolle i det, vi kender som Penkowa-sagen. Hemmingen svarer på spørgmål om Syddansk Universitet tidlige advarsel om svindel i forbindelse med doktordisputatsen, sagen om den opdukkende døde moder, om bagklogskabens lys og om sagens betydning for forskningens og universitetets pris og – ikke mindst – rektors ansvar. Rektor Hemmingsen svarer egentlig ganske godt for sig, men det er – i mine øjene – tydeligt, at en væsentlig del af forklaringen på sagens langtrukne udvikling ligger i magtens centrering om rektor og ledelsen. Det kommer bl.a. til udtryk, når Hemmingsen dels forklarer, hvordan han selv har forsøgt at få svar på nogle af de mange spørgsmål tidligt i forløbet, medens han på den anden side ikke han huske flere ting, fx et brev, hvor Penkowa omtaler sin moders begravelse. Hemmingsen mener ikke, at sagen ‘skal lægge universitet og forskningen ned’, fordi den slags sager kan opstå i store virksomheder, og han har ingen planer om at gå af, men vil følge sagen til dørs. Sagen fortsætter altså.. Se klippet her (indslaget begyder ca. halvvejs inde i programmet).

For snart længe siden omtalte jeg Elvis Costellos tv-show Spectacle i forbindelse med seriens visning på svensk tv. Og nu vises den på DR K!
Serien, der er lavet af engelske Channel 4 i samarbejde med CTV i Canada og Sundance Channel i USA består i liveinterviews af kendte musikere foran et publikum, krydret med de medvirkendes optræden. I går aftes kunne man således opleve Elton John fortælle om sin sangskrivning og karriere. I de kommende – af ialt 13 udsendelser – kan man møde folk som Lou Reed, James Taylor, The Police, Rufus Wainwright, Kris Kristofferson, John Mellemcamp, Bruce Springsteen osv.
Hvis programmet holder niveauet fra det første afsnit, så er der al mulig grund til at lukke op. Det var meget fascinerende at høre Elton John fortælle om sine inspirationskilder (fx Laura Nyro og David Acles), sin vej til berømmelse, de amerikanske soulstjerners kummerlige arbejdsbetingelser i tressernes England, sit mangeårige, lydefri samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin osv. osv. Faktisk genvandt Elton John noget af den respekt, jeg tidligere har haft for ham, men som var gået fløjten på grund af en række svage plader… Elton John-udsendelsen genudsendes i morgen kl. 15.40.

Klip fra udsendelsen med Elton John

Det tyske musikprogram Beat-Club, som sendte på den tyske kanal 1 i årene 1965-1972, var – som læsere af denne blog vil vide – sammen DRs få, men udsøgte musikudsendelser, min primære kilde til levende musikalske billeder af rockens og poppens stjerner. Og programmet viste stort set alt, hvad der var værd at lytte til og se på i den periode. Heldigvis er mange af optagelserne blevet gemt for eftertiden og er udkommet på hhv. vhs-bånd og dvd.

I 2008 fik udsendelsen også sin egen hjemmeside Mybeatclub.com, hvor det var muligt at se udsendelser on demand, som det hedder. Denne side er nu blevet erstattet af en særlig side på YouTube, hvor man nu kan svælge i Eric Burdon & War, Deep Purple, Alice Cooper, Jethro Tull, Ike & Tina Turner, Grateful Dead, The Who og mange flere.

Tilbagespoling

Det er snart længe siden den engelske dramatiker Dennis Potter bukkede under for den kræftsvulst, han selv kaldte Rupert – efter mediemogulen Rupert Murdoch. Og han er savnet. For med sine tv-dramatiseringer – bl.a. og ikke mindst The Singing Detective – var han med til at hæve standarden op over den plutrende havregrød, som mediet almindeligvis serverer for seerne. Få har som Potter forstået at forene det intellektuelle (for det var han…) og det folkelige, fin- og populærkultur og skabe en form for europæisk fantastisk realisme, hvor det bedste af den engelske socialrealisme fornes med en barnlig (men ikke infantil) fantasiudfoldelse, så seerne både blev klogere på verden – og godt underholdt.

Heldigvis kan meget af Potters tv-dramatik fås på dvd – for tv-kanalerne herhjemme har åbenbart nærmest glemt Potter (DR 2 og K, hvor er I?) i deres evindelige jagt på populistisk underholdning og høje seertal. Og hånden på hjertet – hvad er “Borgen” til sammenligning med Pottersk dramatik?
Men nogle af hans værker har længe været svære at opdrive. Det gælder fx hans romantiske komedie “Lipstick on Your Collar” fra 1993, som man kun har kunnet få second hand på videobånd. Serien gav Ewan McGregor hans første store rolle som Mick Hopper, der arbejder som russiskoversætter for den britiske, militære efterretningstjeneste under Suezkrisen. Han keder sig gudsjammerligt med søger tilflugt i dagdrømme (tilsat tidens poptoner), som især kredser om den blonde godte Sylvia Berry (spillet af den tidligere nøgenmodel Louise Germaine).

Selv om serien hører til i den lette ende af Potterskalaen, så har den alle de kvaliteter, man kan forvente af Potter. Ganske vist er en romantisk komedie, men der er også helt i Potters ånd livskraftig og -saftig erotik. Tidens politiske situation indfanges i et billede, der også handler om populærmusikkens indtog i de unge hjerner og i kulturen i almindelighed. Stykket kan godt – og det er blevet gjort – ses som en genremæssig pendant og opfølger til  “Pennies from Heaven” (1978) og hovedværket “The Singing Detective” (1986), som begge deler dens sublime blanding af realisme og fantasi.

Lipstick on your Collar kan nu fås på en dobbeltdvd.
PS. Titlen på serien er selvfølgelig taget fra Connie Francis’ hit. Men det sjove er, at sangen først blev udsendt, efter Suezkrisen var overstået, i 1959. Og stykket foregår i 1956. Det er det, man kalder kunstnerisk frihed…

Smagsprøve

Helt tilfældigt fik jeg i går aftes set en udsendelse på DR K om sangskriveren og musikeren Paul Simon, “Stjernemøder: Paul Simon og Lorne Michaels”. Som titlen antyder handlede udsendelsen også om Paul Simons ven og samarbejdspartner Lorne Michaels, der har været producer for det kendte tv-show “Saturday Night Live”, som har været springbræt for mange gode amerikanske kunstnere.
Undervejs forholdt Simon sig til sangskrivningen og sin sangskat, bl.a. de mange klassiske sange fra tiden med Simon & Garfunkel. Og han gav udtryk for, at han aldrig har forstået, hvorfor denne duo og deres sange blev så populære – og fortsat er det.

Han problematiserede også sangskrivningen. Det var ikke længere nemt for ham at skrive sange. Men ikke musik. Sange var – fik man indtryk af – et kreativt felt, der var temmelig udtømt. Men han sagde også, at sange var noget naturligt. Noget, som børn spontant tog til sig. London Bridge Is Falling Down.
En fin udsendelse, der gav indtryk af en reserveret, introvert, tænksom kunstner, der allerede som 12-årig havde valgt en udadvendt karriere som rockmusiker og måske aldrig helt havde fået det introverte og udadvendte til at harmonere 100%.

Her til morgen dukkede Harry Nilssons sang “Kojak Columbo” op på den indre jukebox. Sangen findes på Nilssons 11. album fra 1975 Duit on Mon Dei (Do it on monday…). En lille irriterende, iørefaldende sang, der hører hjemme på mit lydspor, selv om den aldrig blev noget hit eller på anden måde kendt uden for LP-lytternes rækker. Og det ledte straks tanken hen på tv-serien om den skaldede, evigt slikkepindsuttende New Yorker-politik-opdager Kojak, som løb over tv-skærmene i halvfjerdserne (1973-1978).

Som jeg husker Kojakfiguren – der blev spillet af Telly Savalas – så var der tale om et genoptryk af en genremæssig kliché: Den i bund og grund retfærdige, ukorrupte cop, der er hård i filten og gerne gradbøjer politiets spilleregler lidt for at fat i skurkene. Dog med det twist, at Theocrates Kojaks græsk-amerikanske oprindelse gav lidt farve til klichéen. En slags græsk-amerikansk Dirty Harry light.

Slikkepindene, som først kom ind et stykke hen i serie (i starten røg Kojak meget), var efter sigende et resultat af den spirende anti-ryger-lobbys ihærdige arbejde, men blev en vigtig del af seriens brand.

Serien blev vist aldrig det helt store publikumstrækplaster. I hvert fald blev det skrinlagt efter kun fire sæsoner. Dog fik den et efterliv som genudsendelse på diverse satellitkanaler, hvor fans af Kojak dyrkede og dyrker den. Og i 1989 forsøgte tv-selskabet ABC af relancere den med fem episoder af spillefilmslængde. Nu med Kojak som politikinspektør.

Apropos Nilssons lille sang, så havde Savalas også en kort karriere som sanger. Hans version af gruppen Breads hit “If” (skrevet af David Gates) blev nr. 1 i flere europæiske lande i 1975 (men den gjorde sig vist ikke i Danmark…). Han fik også et større hit med sin udgave af Don Williams’ countrysang “Some Broken Hearts Never Mend” i 1980. Og Savales indspillede flere album, der nu er blevet samlerobjekter, som så meget andet fra LP’ens storhedstid.

Savalas døde af blærekræft i 1994, 72 år gammel.

Public service-tanken har længe været under pres. Ikke mindst gennem de sidste ni års borgerlige regering, der har behandlet DR stedmoderligt og tilsvarende moderligt forkælet de private medieudbydere.

Blandt dagens nyheder finder vi en, der illustrerer, hvorfor public service-tanken er værd at slås for.

Det private tv-selskab SBS har fået støtte fra den såkaldte public service-pulje til produktion af en satireserie af den kendte stand-up-komiker og skuespiller Omar Marzuk. “Cellen” hedder den. Serien er lavet, men tv-selskabet ønsker alligevel ikke at bringe den. Med henvisning til den aktuelle ‘forhøjede terrortrussel’ har selskabet i følge SBS’ informationschef Jesper Jürgensen ‘ikke lyst’ til at sætte programmet på skærmen. Han begrunder det også med, at der er tale om en ‘kommerciel vurdering’. Nu ved vi af gode grunde ikke, hvad programmet indeholder, men må antage, at Omar Marzuk tager fat på emner, der på en eller anden måde relaterer sig til islam og de relaterede politiske emner.

Som udgangspunkt kan en privat medievirksomhed vælge at bringe eller ikke bringe ud fra ‘kommercielle hensyn’. Problemet er her, at SBS har fået skatteborgerpenge for at producere noget, der tjener publice service-formålet. Derfor skal SBS bringe programmet – eller sende pengene retur. Det er kulturminister Per Stig Møller fra de konservative, der slår denne logik fast med syvtommersøm. Æd jeres selvcensur eller bring programmerne!

Sagen fortæller os noget om, hvorfor det er vigtigt, at det offentlige – staten – er garanten for public service. De private medievirksomheders achilleshæl er deres kommercialisme. Tendentielt bringer man kun det, der får kasseapparatet til at klirre sødt (eller hvad de nu gør i disse digitale tider) og undgår alt, hvad der kan skade indtjeningen. Fx ved at være kontroversielt af politiske, religiøse, moralske eller andre grunde.

Man kan mene, hvad man vil om de private medievirksomheders tilstedeværelse i det danske medielandskab, men et eller andet sted er denne lille sag også et argument for bevarelsen og styrkelsen af DR som public service-institution…

Nej. I hvert fald ikke i følge den gamle forsanger for The Who, Roger Daltrey. Beatles, Who, Rolling Stones osv. ville ikke engang have klaret optagelsesprøven. Og da slet ikke være kommet på tv. Udtalelsen kom på Brighton’s Institute Of Modern Music, hvor Daltry talte i onsdags. Til de unge tilhørere sagde han også, at det var nødvendigt at bryde med programmer som X-Factor og American Idol. Og han satte sin lid til, at det ville ske. Jeg er ikke så sikker. Den kommercielle udnyttelse af musikken er lige så gammel som musikken selv. Og den slags tv-iscenesættelser har vi kunnet følge i hvert fald siden tresserne. Men det er ikke disse programmer, der vil “redde” musikken (hvis den da overhovedet har behov for at blive reddet…). Hvem husker fx EyeQ? Eller hvem kan nævne de seneste vindere i disse programmer? Og hvor mange gør sig endnu som pladekunstnere?

Problemet med de nævnte programmer (som jeg – i ærlighedens tjeneste – kun har set i korte uddrag) er, at de postulerer, at en smule talent kombineret med nogle minutters eksponering i den bedste sendetid er nok til at skabe en stjerne. Men sådan er det ikke. The Who ved. Beatles vidste det. Og Stones også. Da de brød igennem omsider, havde de været undervejs i årevis og havde finpudset talentet og den håndværksmæssige kunnen på små ydmyge koncertsteder til en ofte ussel betaling. Steder, hvor tv aldrig kom. Det er en gammel sandhed. Uden hårdt arbejde, tro på sagen og en portion talent kommer du ingen vegne i musikken. Og selv da, er det ikke sikkert…