Indlæg tagget med tv

Den hvide koncert

23. november 2008

Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede  i fælleskab  40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var  selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.

Apropos: Det hvide album genfortolket

Wilma! Wilma! – The Flintstones – tv-erindring

28. oktober 2008



For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.

Abbott and Costello – fjernsynserindring

28. oktober 2008

William Abbott og Lou Costello var en amerikansk komikerduo, der havde stor succes i 1940’erne. Karakteristisk for deres humor var en fræsende leg med ord og lynhurtig replikudveksling ledsaget en slapstickagtig kaotisk handlingsforløb. I halvtredserne indtog de tv-mediet. Først som værter i noget, der hed The Colgate Comedy Hour; dernæst fik de deres eget The Abbott and Costelleo Show. I tresserne viste tysk tv nu og da nogle af Abbott og Costellos tv-serieindslag, og – så vidt jeg husker – også nogle af deres Marx Brothers-lignende spillefilm. Jeg kan huske, at jeg morede mig kosteligt over de to komikeres løjer. Det var ikke ret tit, de blev vist, men til gengæld brændte de sig fast. Og nu ser jeg så, at der er udsendt en boks med femten (!) dvd’er med alle deres film – ialt 28 stykker – plus noget af deres tidlige tv-arbejde m.m. Julegaveønske.


TV2 – en dødssejler?

19. oktober 2008

Nu hvor fejringen af TV2-jubilæet er overstået, er der ikke meget at danse til eller grine af. Med en gæld i størrelsesordenen en kvart milliard og udsigt til faldende reklameindtægter som følge af digitaliseringen af sendenettet bevæger den borgerlige mediekæledægge sig mod afgrundens rand. Med et EU-godkendt statslån på en halv milliard kroner er institutionen også i realiteten “nationaliseret”. Inden længe vil politikerne stå med en meget varm kartoffel i hænderne. Vil de redde foretagendet – der langt hen ad vejen selvforskyldt har bragt sig ud i et økonomisk uføre på grund af perspektiv- og tankeløse projekter som fx den kommercielle radiostation, som forblev en fis i en hornlygte – ved at pumpe masser af danske skattekroner ud? Og derved illustrere en himmelråbende forskelsbehandling af Danmarks Radio? Eller vil de tage konsekvensen og privatisere butikken 100%? Det nemmeste ville selvfølgelig være, at lade TV2 gå konkurs og lade institutionen lide mediedøden. Men det ville jo være et kulturpolitisk nederlag af dimensioner for alle de politikere, der stod bag oprettelsen af TV2…

TV2 fylder 20 år – Til lykke med det da..

1. oktober 2008

TV2 fylder 20 år. Er der grund til at ønske til lykke? Jo da, selvfølgelig. En konkurrent til monopolet var vel i orden. Men havde man forventet en kulturel indsprøjtning, fornyelse af programformer og -indhold, alternativ tænkning i forhold til mastodonten DR, så har det været småt med det. Berlingske Tidendes rubrik taler sit tydelige sprog: “20 år med underholdning som ledestjerne“. Den lede stjerne: Underholdningen. Den har sit stærke greb i TV2. Ingen tvivl om det. Selv om det ikke har gjort koncernen til en guldgrube. Måske skulle man overveje at stoppe statsstøtten helt, så TV2 for alvor kan kaste sig ud i underholdningsprojektet. Så kunne vi få at se, om det kunne leve af det. Som et rigtigt alternativ til den licensfinancierede public-service monolit…DR.

Mere filmnostalgi: Cosmo Topper

28. september 2008

Selv om der er en risiko for at friste visse bloglæsere over evne, så må jeg lige nævne en anden nostalgisk ting fra barndommens tv-kiggeri – på tysk. Omtalen af Den Tynde Mand og ikke mindst hunden Asta, der – som Firserdigteren rigtignok nævner – var med i flere film. Blandt andet filmene om Topper, Cosmo Topper. Filmene Topper (1937) og Topper Returns (1941) rullede over skærmen nogle gange i min barndom. Og det var morsomt. Historien handler om parret Kerby – spillet af Constance Bennett og Cary Grant – der i kører sig selv ihjel og sendes tilbage til menneskenes verden som spøgelser for at udrette en enkelt god gerning, der kan ekspedere dem videre til himlen: At få den stive bankmand Cosmo Topper til at opføre sig lidt mere livligt. Og så går det ellers derudaf med rappe replikker og lattervækkende scener. Som jeg husker dem var de af den herlige, lette slags med en oplagt Cary Grant i fin modspil med den charmerede Bennett. Og Roland Young som perfekt i rollen som stivstikkeren Cosmo Topper, der får sin sag for.

Topper – 1937 – Cary Grant (Part 3 of 10)

PS. Filmene er ikke med i boksen The Cary Grant Collection…

Hyggekrimi…

23. september 2008

Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid. Tiden går med alt muligt andet, familiære forpligtelser, arbejde, blog, bøger, aviser, skriverier, musik… Døgnet burde have 100 timer. I weekenden savnede jeg lidt at kunne sidde tilbagelænet i sofaen og kigge hen over kaffekruset på en veldrejet engelsk krimiserie af den gamle whodunnit-slags med hovedvægten lagt på gedigne skuespilpræstationer, fascinerede miljøbeskrivelser og andre lækkerier. Måske jeg skulle investere i Poirots samlede?!

Inspector Lewis

2. september 2008

Ehem! Danmarks Radio – er vi ikke blevet snydt for noget? Eller er det helt forbigået min opmærksomhed, at opfølgeren til Morse er blevet sendt? Har jeg sovet i timen? Hallo – er der nogen hjemme!?

Billie Jean King og dengang, der var sport på tv…

27. august 2008

Som bekendt er dette en både nostalgisk og anakronistisk blog. Og oven på den just overståede, meget imponerende kinesiske olympiade, slår det mig, at der er alt for megen sport i tv nu om stunder. Hvis man ellers orker, kan man se sport døgnet rundt. Det er lige før, man transmitterer fra Jyllandsserien i fodbold…

Næ, der var engang, hvor man fx kunne følge med i, hvem der var hvem i herre- og dametennis, og det var en fornøjelse at bruge sine søndageftermiddage på at se lange tenniskampe fra Wimbeldon i tv. Jeg tænker selvfølgelig på tresserne og halvfjerdserne. De tidlige halvfjerdsere ikke mindst.

Navne som – for nu at blive ved de kvindelige – Chris Evert, Martina Navratilova og Billie Jean King. Apropos sidstnævnte så kan man høre et interview med King angående hendes deltagelse i den berømte “Battle of the Sexes”, der fandt sted for 35 år siden, og hvor Billie Jean slog Bobby Riggs – tennisstjerne fra fyrrerne – der havde udfordret hende til duel. Kampen blev en slags symbolsk manifestation af, at kvindesport skulle tages lige så alvorligt som mandesport, selv om der stadigvæk er nogle virrehoveder, der ikke har forstået det…

Preston og søn og andre tv-serier fra dengang…

26. august 2008

I forgårs lokkede Frøkenen capac til at se Men in Black II, fordi der var en talende agent-mops med. Vi har noget med hunde i denne familie. Og det siger vel lidt om denne tegneserie-action-omsatte films humoristiske karakter, at en mops kan have en mindre hovedrolle…
Filmen var da også ganske underholdende, uden på nogen måde at være uforglemmelig. Men med Tommy Lee Jones i den ene hovedrolle kan det jo ikke gå helt galt med underholdningen. Og når så Lara Flynn Boyle (Twin Peaks-stjerne) viser sig i undertøj, så fastholdes blikket jo på skærmen – i hvert fald så længe hun er der…
I en mindre rolle ser man en skuespiller, hvis navn jeg ikke lige kan komme på, men som spillede med i en af de allerførste kriminalserier, jeg så på tv: Preston og søn. Den nu aldrende skuespiller spillede sønnen. Jeg husker ikke så forfærdeligt meget fra serien. Bortset fra, at de to familiemedlemmer vist var advokater og en del af scenerierne foregik i retssale – ganske typisk for amerikanske serier i øvrigt. Serien løb i starten af tresserne – 1962-63, tror jeg – og blev afløst af klassikeren Perry Mason med Raymond Burr i hovedrollen. Jeg har forsøgt at opsnuse flere oplysninger om Preston og søn på nettet, men indtil videre har det været pauvert. Jeg vender tilbage, når der er mere kød på.

Esther and Abi Ofarim – tv-erindringer

23. august 2008

Koncerten med Luce Wainwright Roche, der blandt andet giver en fin version af sangen “Frank Mills” (fra musicalen Hair), fik mig til at huske en duo, der fik stor succes i Tyskland i tresserne og halvfjerdserne. En israelsk duo, hvilket var ret usædvanligt dengang. Duoen bestod af ægteparret Esther og Abi Ofarim. I 1963 blev Ester Ofarim nr. 2 ved det europæiske melodi Grand Prix. Og efterfølgende fik hun succes i Tyskland med (den skrækkelige) “Noch Ein Tanz” sammen med Abi. En endnu større succes fik de med sangen “Morning in my Life“, der var skrevet af Bee Gees. Og det gav dem lokal berømmelse på det store marked i Tyskland, hvor duoen igen og igen optrådte på tv i diverse shows. Var man dengang først slået igennem hos tyskerne, kunne man regne med deres loyalitet.
Parrets største succes kom med den music-hall-inspirerede Cinderella Rockefella i 1968.
Som det jo ofte går, løb parret ind i både forretningsmæssige og personlige uoverensstemmelser og deres veje skiltes i 1970. Esther fortsatte en solokarriere og udgav flere soloalbums og gav en lang række koncerter. Hun er stadigvæk aktiv i Tyskland og Israel. Abi fortsatte også med at indspille albums og afholde koncerter – dog uden samme succes som Esther. Det var uden tvivl hendes smukke stemme, der gjorde duoen til noget særligt…

Esther Ofarim – Frank Mills – אסתר עופרים

Otto Leisner er død

18. august 2008

Via Tina omme i London har jeg erfaret, at den lette danske tv-underholdnings mand, Otte Leisner, er afgået ved døden i den høje alder af 91 år. Det var han, der bragte de første levende billeder af poppens ikoner ind på capacs nethinde. Og det er jeg ham dybt taknemmelig for. At han så siden hen irriterede min blindtarm med sine (alt for) lette underholdningsprogrammer er en anden sag. Æret være hans minde.

Jørgen de Mylius udtaler i forbindelse med Leisners død følgende rammende ord:

– Han var den eneste, der leverede en lille smule musik på tv, som ellers overhovedet ikke ville have sådan noget. Det var nok også derfor, at der kun var én popsang i hver Pladeparade. Men hans måde at præsenterer dem på, stak fuldstændig af fra alt det andet beton-tv, der blev lavet dengang.

Tilbagespoling – Om Leisner i anledning af 90-års-dagen

Exit Jarlen

28. juli 2008

Det er selvfølgelig meget naturligt, at de godt vil have yngre, friske
kræfter, men man skulle tro, at de også kunne bruge erfaring til noget
på skærmen. Det virker som om, man kan komme lige ind fra højre og
blive studievært i dag
,” siger Jarl-Friis Mikkelsen, 56, efter at han og programserien A-Ha er blevet droppet. Javist, gerontofobien præger også de store medier. Men måske har det program også haft sin tid…

Bæverly Bjerge 90210 er tilbage

20. juli 2008

Apropos foregående indlæg, så har capac ikke kunnet undgå at bemærke, at Frøkenen i casa capac er meget opslugt af den efterhånden noget bedagede amerikanske tv-serie Beverly Hills 902110. Det er – måske – lige efter ph.d-bogen. I hvert fald bemærkede capac også, sidst han var i det lokale Coop-Kvicly-Xtra, at nogle unge damer på Frøkenens alder havde indkøbt hele Bæverly Bjerge-serien på dvd. Altså: Ingen tvivl om det. Et eller andet siger de ungdommelige, amourøse og sociale problemer jo de unge frøkener. Lærestykker for voksenlivet?
Måske er det derfor på sin plads, at serien nu genoptages, så vi kan se, hvordan det er gået de håbefulde unge mennesker i den mellemliggende tid. I hvert fald er det sikkert, at serien genoptages til foråret, og det er også nogenlunde sikkert, at Shannen Doherty, Jennie Garth og Tori Spelling medvirker.
Jeg vil fortsat foretrække at se engelske krimier på tv…

Diana Riggs alias Emma Peel – fylder 70

19. juli 2008

Tiden går, og det føles som var det i går, jeg sad derhjemme i barndomshjemmet stue og fulgte med i løjerne med den smækre Emma Peel (Diana Riggs) og hendes mandlige modstykke John Steed (spillet af Patrick Macnee). The Avengers – på tysk Mit Schirm, Charme und Melone – hed serien. Charmerende engelsk krimiunderholdning i tysk synkronisering. Nu læser jeg så, at Diana Riggs runder de 70 år. Til lykke.
Se en nostalgisk billedkavalkade med Diana Riggs her.