Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede i fælleskab 40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.
For at det ikke skal være løgn, så har man også udsendt alle afsnittene af tegnefilmserien og stenalderfamilien The Flintstones. Ialt 24 discs. The Flintstones var et af mine faste tv-programmer i tresserne, hvor både tysk tv og dansk tv viste Hanna-Barberas serie. Ideen med at omplante en typisk (amerikansk) familie til en stenaldermiljø, hvor alle teknologiske nyvindinger var genskabt i stenalderudgaver, var en corny perspektivforvrængning, der gav plads til mange løjerlige og morsomme påfund. Jeg elskede den serie og i en lang periode tegnede jeg Flintstonefigurerne, specielt Fred Flintstone, i mine skolehæfter. Serien vises stadigvæk rundt omkring på det store kabeludbud, og jeg synes stadigvæk, de er ret sjove.
PS. Serien havde altid den samme intro og udgang. Især den sidste, hvor stenalderhunden Dino sabelkatten lukker Fred Flintstone ude, så han må stå og banke på døren og råbe Wilma! Wilma! var en scene, jeg aldrig blev træt af.
William Abbott og Lou Costello var en amerikansk komikerduo, der havde stor succes i 1940’erne. Karakteristisk for deres humor var en fræsende leg med ord og lynhurtig replikudveksling ledsaget en slapstickagtig kaotisk handlingsforløb. I halvtredserne indtog de tv-mediet. Først som værter i noget, der hed The Colgate Comedy Hour; dernæst fik de deres eget The Abbott and Costelleo Show. I tresserne viste tysk tv nu og da nogle af Abbott og Costellos tv-serieindslag, og – så vidt jeg husker – også nogle af deres Marx Brothers-lignende spillefilm. Jeg kan huske, at jeg morede mig kosteligt over de to komikeres løjer. Det var ikke ret tit, de blev vist, men til gengæld brændte de sig fast. Og nu ser jeg så, at der er udsendt en boks med femten (!) dvd’er med alle deres film – ialt 28 stykker – plus noget af deres tidlige tv-arbejde m.m. Julegaveønske.
Nu hvor fejringen af TV2-jubilæet er overstået, er der ikke meget at danse til eller grine af. Med en gæld i størrelsesordenen en kvart milliard og udsigt til faldende reklameindtægter som følge af digitaliseringen af sendenettet bevæger den borgerlige mediekæledægge sig mod afgrundens rand. Med et EU-godkendt statslån på en halv milliard kroner er institutionen også i realiteten “nationaliseret”. Inden længe vil politikerne stå med en meget varm kartoffel i hænderne. Vil de redde foretagendet – der langt hen ad vejen selvforskyldt har bragt sig ud i et økonomisk uføre på grund af perspektiv- og tankeløse projekter som fx den kommercielle radiostation, som forblev en fis i en hornlygte – ved at pumpe masser af danske skattekroner ud? Og derved illustrere en himmelråbende forskelsbehandling af Danmarks Radio? Eller vil de tage konsekvensen og privatisere butikken 100%? Det nemmeste ville selvfølgelig være, at lade TV2 gå konkurs og lade institutionen lide mediedøden. Men det ville jo være et kulturpolitisk nederlag af dimensioner for alle de politikere, der stod bag oprettelsen af TV2…
TV2 fylder 20 år. Er der grund til at ønske til lykke? Jo da, selvfølgelig. En konkurrent til monopolet var vel i orden. Men havde man forventet en kulturel indsprøjtning, fornyelse af programformer og -indhold, alternativ tænkning i forhold til mastodonten DR, så har det været småt med det. Berlingske Tidendes rubrik taler sit tydelige sprog: “20 år med underholdning som ledestjerne“. Den lede stjerne: Underholdningen. Den har sit stærke greb i TV2. Ingen tvivl om det. Selv om det ikke har gjort koncernen til en guldgrube. Måske skulle man overveje at stoppe statsstøtten helt, så TV2 for alvor kan kaste sig ud i underholdningsprojektet. Så kunne vi få at se, om det kunne leve af det. Som et rigtigt alternativ til den licensfinancierede public-service monolit…DR.
Selv om der er en risiko for at friste visse bloglæsere over evne, så må jeg lige nævne en anden nostalgisk ting fra barndommens tv-kiggeri – på tysk. Omtalen af Den Tynde Mand og ikke mindst hunden Asta, der – som Firserdigteren rigtignok nævner – var med i flere film. Blandt andet filmene om Topper, Cosmo Topper. Filmene Topper (1937) og Topper Returns (1941) rullede over skærmen nogle gange i min barndom. Og det var morsomt. Historien handler om parret Kerby – spillet af Constance Bennett og Cary Grant – der i kører sig selv ihjel og sendes tilbage til menneskenes verden som spøgelser for at udrette en enkelt god gerning, der kan ekspedere dem videre til himlen: At få den stive bankmand Cosmo Topper til at opføre sig lidt mere livligt. Og så går det ellers derudaf med rappe replikker og lattervækkende scener. Som jeg husker dem var de af den herlige, lette slags med en oplagt Cary Grant i fin modspil med den charmerede Bennett. Og Roland Young som perfekt i rollen som stivstikkeren Cosmo Topper, der får sin sag for.
Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid. Tiden går med alt muligt andet, familiære forpligtelser, arbejde, blog, bøger, aviser, skriverier, musik… Døgnet burde have 100 timer. I weekenden savnede jeg lidt at kunne sidde tilbagelænet i sofaen og kigge hen over kaffekruset på en veldrejet engelsk krimiserie af den gamle whodunnit-slags med hovedvægten lagt på gedigne skuespilpræstationer, fascinerede miljøbeskrivelser og andre lækkerier. Måske jeg skulle investere i Poirots samlede?!
Ehem! Danmarks Radio – er vi ikke blevet snydt for noget? Eller er det helt forbigået min opmærksomhed, at opfølgeren til Morse er blevet sendt? Har jeg sovet i timen? Hallo – er der nogen hjemme!?
Som bekendt er dette en både nostalgisk og anakronistisk blog. Og oven på den just overståede, meget imponerende kinesiske olympiade, slår det mig, at der er alt for megen sport i tv nu om stunder. Hvis man ellers orker, kan man se sport døgnet rundt. Det er lige før, man transmitterer fra Jyllandsserien i fodbold…
Næ, der var engang, hvor man fx kunne følge med i, hvem der var hvem i herre- og dametennis, og det var en fornøjelse at bruge sine søndageftermiddage på at se lange tenniskampe fra Wimbeldon i tv. Jeg tænker selvfølgelig på tresserne og halvfjerdserne. De tidlige halvfjerdsere ikke mindst.
Navne som – for nu at blive ved de kvindelige – Chris Evert, Martina Navratilova og Billie Jean King. Apropos sidstnævnte så kan man høre et interview med King angående hendes deltagelse i den berømte “Battle of the Sexes”, der fandt sted for 35 år siden, og hvor Billie Jean slog Bobby Riggs – tennisstjerne fra fyrrerne – der havde udfordret hende til duel. Kampen blev en slags symbolsk manifestation af, at kvindesport skulle tages lige så alvorligt som mandesport, selv om der stadigvæk er nogle virrehoveder, der ikke har forstået det…
I forgårs lokkede Frøkenen capac til at se Men in Black II, fordi der var en talende agent-mops med. Vi har noget med hunde i denne familie. Og det siger vel lidt om denne tegneserie-action-omsatte films humoristiske karakter, at en mops kan have en mindre hovedrolle… Filmen var da også ganske underholdende, uden på nogen måde at være uforglemmelig. Men med Tommy Lee Jones i den ene hovedrolle kan det jo ikke gå helt galt med underholdningen. Og når så Lara Flynn Boyle (Twin Peaks-stjerne) viser sig i undertøj, så fastholdes blikket jo på skærmen – i hvert fald så længe hun er der… I en mindre rolle ser man en skuespiller, hvis navn jeg ikke lige kan komme på, men som spillede med i en af de allerførste kriminalserier, jeg så på tv: Preston og søn. Den nu aldrende skuespiller spillede sønnen. Jeg husker ikke så forfærdeligt meget fra serien. Bortset fra, at de to familiemedlemmer vist var advokater og en del af scenerierne foregik i retssale – ganske typisk for amerikanske serier i øvrigt. Serien løb i starten af tresserne – 1962-63, tror jeg – og blev afløst af klassikeren Perry Mason med Raymond Burr i hovedrollen. Jeg har forsøgt at opsnuse flere oplysninger om Preston og søn på nettet, men indtil videre har det været pauvert. Jeg vender tilbage, når der er mere kød på.
Koncerten med Luce Wainwright Roche, der blandt andet giver en fin version af sangen “Frank Mills” (fra musicalen Hair), fik mig til at huske en duo, der fik stor succes i Tyskland i tresserne og halvfjerdserne. En israelsk duo, hvilket var ret usædvanligt dengang. Duoen bestod af ægteparret Esther og Abi Ofarim. I 1963 blev Ester Ofarim nr. 2 ved det europæiske melodi Grand Prix. Og efterfølgende fik hun succes i Tyskland med (den skrækkelige) “Noch Ein Tanz” sammen med Abi. En endnu større succes fik de med sangen “Morning in my Life“, der var skrevet af Bee Gees. Og det gav dem lokal berømmelse på det store marked i Tyskland, hvor duoen igen og igen optrådte på tv i diverse shows. Var man dengang først slået igennem hos tyskerne, kunne man regne med deres loyalitet. Parrets største succes kom med den music-hall-inspirerede Cinderella Rockefella i 1968.
Som det jo ofte går, løb parret ind i både forretningsmæssige og personlige uoverensstemmelser og deres veje skiltes i 1970. Esther fortsatte en solokarriere og udgav flere soloalbums og gav en lang række koncerter. Hun er stadigvæk aktiv i Tyskland og Israel. Abi fortsatte også med at indspille albums og afholde koncerter – dog uden samme succes som Esther. Det var uden tvivl hendes smukke stemme, der gjorde duoen til noget særligt…
Esther Ofarim – Frank Mills – ×סתר עופרי×
Via Tina omme i London har jeg erfaret, at den lette danske tv-underholdnings mand, Otte Leisner, er afgået ved døden i den høje alder af 91 år. Det var han, der bragte de første levende billeder af poppens ikoner ind på capacs nethinde. Og det er jeg ham dybt taknemmelig for. At han så siden hen irriterede min blindtarm med sine (alt for) lette underholdningsprogrammer er en anden sag. Æret være hans minde.
Jørgen de Mylius udtaler i forbindelse med Leisners død følgende rammende ord:
– Han var den eneste, der leverede en lille smule musik på tv, som ellers overhovedet ikke ville have sådan noget. Det var nok også derfor, at der kun var én popsang i hver Pladeparade. Men hans måde at præsenterer dem på, stak fuldstændig af fra alt det andet beton-tv, der blev lavet dengang.
“Det er selvfølgelig meget naturligt, at de godt vil have yngre, friske
kræfter, men man skulle tro, at de også kunne bruge erfaring til noget
på skærmen. Det virker som om, man kan komme lige ind fra højre og
blive studievært i dag,” siger Jarl-Friis Mikkelsen, 56, efter at han og programserien A-Ha er blevet droppet. Javist, gerontofobien præger også de store medier. Men måske har det program også haft sin tid…
Apropos foregående indlæg, så har capac ikke kunnet undgå at bemærke, at Frøkenen i casa capac er meget opslugt af den efterhånden noget bedagede amerikanske tv-serie Beverly Hills 902110. Det er – måske – lige efter ph.d-bogen. I hvert fald bemærkede capac også, sidst han var i det lokale Coop-Kvicly-Xtra, at nogle unge damer på Frøkenens alder havde indkøbt hele Bæverly Bjerge-serien på dvd. Altså: Ingen tvivl om det. Et eller andet siger de ungdommelige, amourøse og sociale problemer jo de unge frøkener. Lærestykker for voksenlivet?
Måske er det derfor på sin plads, at serien nu genoptages, så vi kan se, hvordan det er gået de håbefulde unge mennesker i den mellemliggende tid. I hvert fald er det sikkert, at serien genoptages til foråret, og det er også nogenlunde sikkert, at Shannen Doherty, Jennie Garth og Tori Spelling medvirker.
Jeg vil fortsat foretrække at se engelske krimier på tv…
Tiden går, og det føles som var det i går, jeg sad derhjemme i barndomshjemmet stue og fulgte med i løjerne med den smækre Emma Peel (Diana Riggs) og hendes mandlige modstykke John Steed (spillet af Patrick Macnee). The Avengers – på tysk Mit Schirm, Charme und Melone – hed serien. Charmerende engelsk krimiunderholdning i tysk synkronisering. Nu læser jeg så, at Diana Riggs runder de 70 år. Til lykke. Se en nostalgisk billedkavalkade med Diana Riggs her.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger