CAPAC

Vores såkaldte undervisningsminister Bertel Haader er i følge Berl. Tidende bekymret over udviklingen i læreruddannelse. Efter indførelsen af en ny læreruddannelse i 2007 – en uddannelse, der angiveligt skulle styrke folkeskolelærernes uddannelse og dermed folkeskolens uddannelse af danske børn – er antallet af studerende med naturfag og teknik som linjefag faldet med 70%. Konsekvensen er, at skoleeleverne om få år vil blive undervist af lærere med utilstrækkelige kvalifikationer inden for naturvidenskabelige og tekniske fag. Noget lignende gælder for fag som tysk og billedkunst, der heller ikke er tilløbsstykker blandt de studerende.

For at det ikke skal være løgn, så betyder den svigtende interesse også, at seminarierne sandsynligvis må skille sig af med undervisere inden for de pågældende fagområder for at få økonomien til at hænge sammen. For det er den indirekte, logiske konsekvens af det såkaldte taxametersystem, der ikke muliggør fastholdelse af faglærere inden for områder, hvor der ikke er “kunder” nok. Markedets logik, kan man også kalde det.

Men ansvaret for udviklingen er hverken institutionerne eller de studerendes. Det er alene politikernes. Og det vil især sige undervisningsministerens. Når man dels holder fast i det tåbelige taxametersystem af ideologisk-økonomiske grunde, til trods for, at det ene eksempel efter det andet dokumenterer den destruktive effekt i forhold til uddannelsernes kvalitet, og dels indretter uddannelserne, så de bliver mere og mere specialiserede, så ligger man, som man selv har redt.

Forbedringer af uddannelsessystemet – som regeringen jo har lovet os – får vi ikke, før man holder op med at tænke uddannelse som simple varer på linje med pølser og sodavand og forstår, at uddannelse er en investering – i fremtiden.

Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…

Dagens nyhed fra uddannelsessystemet. Universiteter skærer ned på undervisning og afkorter semestrene. For at få økonomien til at hænge sammen. Med faldende søgning til universiteterne, tvinger taxametersystemet universiteterne til at skære ned. Det er logik for perlehøns. Men åbenbart ikke for de åh-så-liberalistiske politikere, der tror, at alt kan drives som små private virksomheder. Pølsefabrikker. Hvem var det, der lovede os “verdens bedste uddannelsessystem”?

I går kunne man læse, at regeringen og DF havde afsat 100 millioner, så kommunerne kunne gøre noget ved de meget omtalte “ulækre toiletter” i folkeskolerne. Politikerne bag aftalen var, som der stod, ‘trætte af’ at høre om disse toiletforhold.
I dag kan man så læse, at halvdelen af kommunerne planlægger at skære yderligere ned på folkeskoleområdet. Det går især ud over den særlige pædagogiske indsats over for trængte elever, det generelle timetal (= mindre undervisning), vikardækning (=mindre undervisning) og undervisningsmaterialer.
Så kan nogle børn måske glæde sig over, at sidde på et nyistandsat toilet, når der alligevel ikke er så meget andet at foretage sig!
Regeringens strategi er tydelig nok. Når klagerne over nedskæringernes effekt breder sig, så lapper man lidt hist og her. Nogle millioner til ventelister her, nogle millioner til lokummer dér. Det er lige som at tisse i bukserne. Men bare vent til den aktuelle økonomiske recession rigtig slår igennem, så vil sprækkerne af den succesfulde nul-skattepolitik for alvor blive synlige. Man begynder at forstå, hvorfor regeringen har så travlt med at eksportere det overordnede økonomiske ansvar til EU…

Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-år siden, nazisterne for alvor tog hul på den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den århusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet så ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige århundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et årti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lå folk på sinde, at vi aldrig måtte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstå, så vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en påmindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgående og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. Når unge mennesker i dag i ramme alvor kan påstå, at holocaust ikke har foregået, så skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.

Blandt dagens nyheder kan man læse, at regeringen og “partierne bag folkeskoleforliget” er enedes om at begrænse folkeskolens pålagte bureaukrati. Med en udtalelse, der nærmest ligner en freudiansk fortalelse siger undervisningsminister Bertel Haarder: “Vi viser større tillid til skolelederne…”. Ja, men eftersom der kun er tale om marginale justeringer, kan man konkludere, at uddannelsespolitikken stadigvæk er styret af fundamental mistillid til skolelederne og de øvrige medarbejdere i folkeskolen… Og sådan er det også i den øvrige offentlige sektor.
Og mistilliden siver som dioxin ned gennem systemet. Kommunerne vil følgelig gerne have folkeskolerne til at udøve social kontrol med brugerne. De skal helst indberette “socialt bedrageri“. Mistillid i det store, mistillid i det små…

Var det ikke det hr. Fogh Rasmussen stillede danskerne i udsigt? Men virkeligheden er en anden. Besparelser på besparelser har fulgt hinanden, og alskens tal-hokus-pokus og statistisk magi i politikeretorikken kan ikke dække over de sørgerlige kendsgerninger. Nu kan man så læse, at kommunerne endnu engang må skære en skive af folkeskoleområdet. Og de planlagte nedskæringer rammer dem, der har mest brug for undervisning, de ordblinde, autisterne, dem med adfærdsproblemer… En blodtud til den danske folkeskole, kalder Danmarks Lærerforenings formand det. Var det ikke på tide at give Fogh og hans regering et politisk blåt øje og en K.O.?!

Frøkenen er modstræbende begyndt på gymnasiet. Det er svært både at være i pubertetens vildrede og så holde fast i noget, der kunne ligne en fremtid. Lettere bliver det ikke af, at man pludselig har 28 nye kammerater. Det er mange. For den enkelte student og for lærerne. Hvordan mon bedrive undervisningsdifferentiering med så mange? Men hun er såmæn heldig, pigebarnet, for i andre dele af landet er kvotienten højere. Helt oppe på 33-35, har jeg hørt. Derfor er det da glædeligt at læse, at socialdemokraten Christine Antorini vil have lavet et loft over klassekvotientens størrelse. ‘Vi er nødt til at lave et loft. Ellers vil vi se et øget frafald og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse’, argumenterer Antorini. Og det er da også et relevant argument, idet begge problemer er regeringens problemer. Den vil både reducere frafaldet på uddannelserne og – inden 2015 – have mere end 90% af en ungdomsårgang igennem en ungdomsuddannelse.
Antorini vil derfor have Bertel Haarder i samråd, som det hedder på Christiansborgsk.
Men spørgsmålet er, om man bare kan lave et loft uden samtidig at se på de økonomiske realiteter. For ikke længe siden fik gymnasierne indført det såkaldte taxametersystem, der indebærer en aflønning efter gennemførelsesgraden. Jo flere studenter, der kommer gennem de tre år, jo flere penge i kassen. Og omvendt… Derfor giver det god mening, når gymnasierne forsøger at gardere sig økonomisk ved at tage rigeligt med studenter ind. Fordi man altid må kalkulere med et vist frafald. 10% er ikke unormalt. Hvis man sætter et loft over klassekvotienten risikerer man at forringe gymnasiernes økonomi – og kommer dermed til at forringe uddannelsen. Hvilket så igen kan betyde yderlige frafald og så videre… Follow the Money, Antorini. Det var bare det, jeg ville sige.

Gamle Freud havde en teori om animismen. Det var i Totem og Tabu. Det gik blandt andet ud på, at folk i gamle dage troede, at ord og tegn havde magisk virkning. Nu til dags kan man stadigvæk finde eksempler på, at folk tror – eller i hvert fald foregiver at tro – at ord alene kan ændre på verdens gang. I dagens aviser kan man således læse, at Bertel Haarder vil ‘tale’ den mellemlange udddannelsers status ‘op’. Med ordenes kraft vil Haarder modvirke den fortsatte, store nedgang i søgning til uddannelser som folkeskolelærer, sygeplejersker og pædagoger. Haarder har, som bekendt, selv være med til at tale fx folkeskolelæreruddannelsen ned ved at tale nedsættende om lærerstanden og lærernes faglig organisation, Danmarks Lærerforening. Så måske skulle det være muligt at tale dem op igen? Ved magisk kraft?
I hvert fald kan man sige, at Bertel Haarder og regeringen ikke har andet end ord at gøre godt med. Fx ordene: Verdens bedste uddannelsessystem. Hvis man nu gentager dem tilstrækkeligt mange gange, så kan det være, at det bliver en realitet eller – i det mindste – at nogen begynder at tro på det. Lige som man forsøgte at få folk til at tro på, at Sadam Hussein havde masseudrydelsesvåben nedgravet i Irakisk jord…
Efter i årevis at have udmagret uddannelsessystemet ved mere eller mindre slet skjulte besparelser og hoved- og halsløse fusioner – og ved at have gjort ondt værre med et hav af som regel uigennemtænkte reformer, så er det lidt svært at bevare den animistiske tro på ordets magiske kraft. Måske man skulle hjælpe ordene lidt på vej med ressourcer og kompetent uddannelsesplanlægning!?

Da jeg læste på universitetet var der et vældigt opgør med sprogrevseriet. Mod alle dem, der ville have alle til at skrive dansk efter retskrivningens krøllede regler. Senere blev jeg – ved tilfældighedernes (u)gunst – dansklærer og oplevede, at sprogrevseriet, der jo er en indbygget del af danskundervisningen, havde ødelagt mange elevers glæde ved faget (og skolen i det hele taget) og hæmmet deres lyst til at udfolde sig i skrift og tale.

Jeg vil stadigvæk ikke forsvare det fluekneppende sprogrevseri. Men med alderen er det blevet klarere og klarere for mig, at retskrivningsregler handler om sproglig præcision. Jo bedre man håndterer disse regler, jo mere præcist kan man udtrykke sig.

Noget andet, der kan bekymre mig – og som ikke bekymrede mig det fjerneste dengang – er den sproglige slaphed, der gør sig gældende i min omverden. Især den snigende, ukritiske anglificering af det danske sprog er nedslående. I går var jeg inde i århus by og købe mig en ny vindjakke, fordi den gamle efterhånden hænger i laser. Og i en stor, centralt beliggende forretning averterede man med SALE og FINAL SALE. Nu kan jeg godt lidt engelsk og ved, hvad SALE og FINAL SALE betyder, men jeg begriber ikke, hvad der er galt med UDSALG og afledninger af dette ord?
Man vil sikkert sige, at det skyldes GLOBALISERINGEN. Og det er rigtigt, at vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere internationalt orienterede, og hvor medierne af anglo-amerikansk oprindelse spiller en stor og tung rolle. Alligevel er det en falliterklæring for det danske uddannelsessystem, at det ikke er i stand til at give de opvoksende generationer så mange danskkundskaber, at de i det mindste har alternative udtryksmuligheder på modersmålet…

I forgårs genså jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregår på Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestående af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sådan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt på, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!

Sådan burde det ikke være. Men sådan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt på linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel på, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det såkaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregående uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske årsager. På gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige årsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige årsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt får sværere ved at nå den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgå frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og håber måske på, at den politik ikke på lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dårligt renommé blandt de uddannelsessøgende, så tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller også satser de på mindre hold, får alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og så videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!

Citat:

– Vi har de seneste tre år oplevet, hvorledes bekendtgørelser og vejledninger samt senere udmeldinger fra ministeriet overhovedet ikke spiller sammen, men nærmest modsiger hinanden. Det skaber en sådan usikkerhed, at en elev formentlig står med en god sag, hvis han eller hun vil indanke en dårlig karakter med henvisning til mangelfuld orientering om rammer og indhold for eksamen

Lektor Henning Sørensen, Gladsaxe Gymnasium. Udtalelsen vedrører et nyt gymnasiefag – “Almen studieforståelse” – som for første gang gøres til genstand for eksamination. Men, hvis man har lidt kendskab til uddannelsessektoren, vil man nikke genkendende til lektorens frustrerede udmelding. Der er kun et ord, der dækker den uddannelsespolitik, der føres under den nuværende regering: inkompetence. For nylig hørte jeg et længere interview med den borgerlige økonom Christen Sørensen (Syddansk Universitet), der leverede et frontalangreb på Bertel Haarders ministerium. Et angreb, der – uden at bruge samme begreb – drejede sig om inkompetence. Forleden kunne man så læse chefredaktør Anne Knudsen angribe den såkaldte forskningsminister Helge Sander og hans ministerium for det samme. Inkompetence. Undervisnings- og Forskningsministeriet er ikke ligegyldige ministerier. Hårdt sat op, så er det disse to ministeriers arbejde, der skal sikre vores fremtid. Uddannelse og forskning er de eneste råstoffer, vi har i dette land. Bortset fra Bornholms granit og gnejs…
Men stopper inkompetencen i disse to ministerier? Tænk selv videre…

Da jeg gik i folkeskolen fik jeg to “svedere”. Den første på Vestre Skole i Esbjerg, fordi vi unger havde forlystet os med at smide nogle metalkamme fra øverste etage og ned på gulvet i stuen. Det larmede. Og det måtte vi ikke. Vi blev idømt en kollektiv eftersidning.
Næste gang var det på Sædding Skole, hvor vi af kedsomhed i en formningstime forlystede os med at smide små kugler af ler op på en betonbjælke i loftet på lokalet. Kollektiv eftersidning var resultatet.
Og hvad lærte jeg så af det? Ingenting. Eller måske: At skolen har svært ved at gøre noget ved kedsomheden.
Siden er der sket meget med folkeskolen. De antiautoritære strømninger i efterkrigstiden har udviklet folkeskolen i en mere demokratisk og human retning. På godt og ondt. Børn er ikke længere at betragte som undersåtter, der kan tugtes efter behag, men som ligemænd og -kvinder. Den autoritære skoles bortgang har også resulteret i, hvad man kalder “en disciplinkrise”. Ungerne hører ikke bare efter. Og ofte bakkes de op af deres ligeledes antiautoritært opdragede forældre.
Nu vil vores revanchistiske såkaldte undervisningsminister Bertel Haarder så genindføre fortidens disciplin med eftersidning og møder med “spækker”. Men idéen får fingeren af forældrene. Kun Dansk Folkeparti bakker forventeligt op om forslaget – og så regeringens ideologiske alibi i den pædagogiske verden professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Man kan ikke skrue tiden tilbage til halvtredserne som Haarder og andre drømmer om. Løsningen på problemet med de såkaldt “urolige” børn (børn har altid været urolige…) skal findes med udgangspunkt i moderne pædagogiske tanker. Hvis man ønsker mere “disciplin”, så er der kun en farbar vej – nemlig at indrette skolen således, at ungerne får lyst til at lære noget – og derigennem selvdisciplin nok til at gøre det… Men det vil selvfølgelig koste nogle penge, og det er nok dybest set Haarder og Co.’s egentlige problem…

I min tid som underviser har jeg mødt rigtig mange, der havde problemer med bogstaverne. Læse- og skrivevanskeligheder, “ordblindhed” (dysleksi) og sådan. For eksempel husker jeg en pige, der lige var blevet student og ville læse til pædagog. Og jeg havde en mistanke om, at hun havde nogle problemer med at læse og skrive. En test på det lokale center for folk med læsevanskeligheder afslørede, at hun var dyslektisk. Hvordan var hun nu lige kommet igennem det danske skolesystem, uden at nogen havde opdaget det, før bolden trillede hen til mig? Hm.
Denne lille personlige erindring udspringer af læsningen af en artikel om en anden overset gruppe af medmennesker. Dem, der er dyscalculiske. “Talblinde”. Man mener at vide, at mellem 3-6% af alle børn har problemer med tal. Kognitive problemer. De mangler “talsansen”, så at sige. Og får derfor ikke noget ud af matematikundervisningen. Måske har vi her forklaringen på, hvorfor jeg aldrig drev det så vidt i matematik!? Dengang i folkeskolen, hvor min rare matematik- og regningslærer Helligsøe kløede sig i det tynde hår, når han så mine matematikopgaver, der både viste tegn på matematiske forståelse og håbløse udregninger…
Uddannelsessystemet står over for en ny udfordring, hvis vi skal være verdens bedste, som regeringen ønsker!

Vi nærmer os sommerferien, og medierne går snart agurk. Nogle er allerede på forkant med udviklingen, som man siger på forfærdeligt nydansk.

I går kunne man således læse i aviserne, at interesseorganisationen Dansk Industri opfordrer de unge til at vælge uddannelse med hjernen. Ganske vist siger DI, at de unge skal vælge med hjernen og hjertet, men det er ikke det, DI mener. Derfor fremlægger DI ledighedstallene for de forskellige faggrupper, naturvidenskabelige, humanistiske osv. Hensigten er klar nok: De unge skal tænke over, hvilke jobmuligheder, der er, når de engang er færdige. Så hvorfor ikke allerede nu vælge at blive ingeniør, når nu humanisterne fylder godt op i ledighedskøen!? Det kan godt være, at du elsker tysk sprog og litteratur, men hvis et job som finstrømsingeniør giver brød på bordet, så!?

Samme dag kunne man på forsiden af en af gratisaviserne – som capac læste i en pause på sit arbejde – læse, at hver anden fortryder sit uddannelsesvalg. Og en af forklaringerne er, at de unge er blevet presset af gode råd og formaninger til at vælge netop den karrieregivende uddannelse, de har valgt…

Det får mig til at tænke på dengang for mange år siden, hvor den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder gik ud og fortalte de unge, at der var efterspørgsel på og fremtid i at være bankansat. Et par år efter startede de store banker en rationaliserings- og effektiviseringsbølge, der sendte mange ud i ledighedskøerne…

Det er en gammel, men ikke desto mindre aktuel sandhed, at man ikke kan spå om fremtiden. Og det gælder ikke mindst på jobområdet. DI er en interesseorganisation, og derfor meler den sine egne interesser. Det er ikke spor overraskende. Derimod kunne man godt ønske sig, at journalisterne gik dem lidt mere på klingen…
Det bedste råd, man kan give de unge er, at de skal vælge med hjertet. Det er der godt fornuft i (altså: hjerne).