I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altså. Han havde også en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener går på, at de studerende ved universiteterne får alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte får lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange år vidst, at det forholdt sig sådan. Når man på Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, så vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…
Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.
Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter på det område. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger på de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har også klare økonomiske incitamenter…
Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin på en gammel flaske…
