CAPAC

Der er ikke noget nyt i, at politikere kan være drevet af andre end politisk-idealistiske motiver. Der er heller ikke noget nyt i, at politikere kan bilde sig selv ind, at de kan slippe godt fra at forlade den politiske dyd smalle sti. Alligevel kan det godt undre en, at de fristes til at gøre det. For – især i de alvorligste sager sker der oftest det, at de før eller siden bliver trævlet op. Jeg forudser, at det vil ske med Birthe Rønn og den “glemte” konvention. Før eller siden vil det stå lysende klart, hvilke bureaukratiske og politiske motiver, der lå bag “glemsomheden”. Det samme gælder for den tidligere videnskabsminister Helge Sanders famøse, anonyme anklager i Penkowa-sagen.
I Politiken i dag kan man læse, at formanden for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdomme (FSS), professor Jens Christian Djurhuus, nu i en idrekte henvendelse til den ferierende Sander opfordrer ham til at afsløre, hvem der står bag anklagerne. Og det er en yderst pinligt dilemma, Sander befinder sig i. Afslører han ikke, om det var Penkowa, så vil mistanken om magtmisbrug hænge som en tung sky over hans hoved i lang, lang tid fremover og hans troværdighed som politiker vil have lidt et alvorligt knæk. Afslører han, hvem der stod bag – og at det måske og sandsynligvis, som rygterne vil vide, er Penkowa – så er han lige vidt. Han har sat dansk sundhedsvidenskabelig forsknings fremtid og arbejdsvilkår på spil for at promovere sin ‘veninde’ og har dermed blameret sig selv om seriøs politiker. Det bedste Sander kan håbe på, er – ved at lægge kortene på bordet – at sagen hurtigere vil blive klarlagt, og at han derfor hurtigere vil kunne komme videre med sit liv…

Information følger op på Weekendavisens dybdeboringer i Penkowa-sagen og forsøger i artiklen “Når målet hærger midlet” at spore oprindelsen til bedrageriet, løgnene og forfalskningerne. Det bliver en rejse tilbage til folkeskolen. Billedet af en dygtig, ambitiøs pige, der tidligt går sine egne veje og gør konkurrencementaliteten til drivkraften i sit liv. Allerede som ponyrytter – og vinder af sølv- og guldmedaljer – står det klart, at hun ikke interesserer sig for hestene som andre hestepiger. Det er at vinde, der interesserer hende.
Den kendte psykolog Jørn Beckmann, som har beskæftiget sig med at udfærdige psykologiske profiler af kriminelle har fulgt sagen nøje og giver et bud på, hvad der er galt med Penkowa. Hun er mytoman. Citat:

“»Det er startet med en pige, der er knaldgodt begavet og vil spæne frem så stærkt, at det er umuligt. Og så har hun løjet lidt hist og her. Men i længden er hun blevet spundet ind i sin egen historie på en måde, hvor den ene løgn efterfølger den anden i jagten på at gøre alting perfekt.«

Penkowas fantastiske priser, kunne hun måske have fået uden at kriminalisere sig, men det var ikke nok.

Tilbage står et smuldret billede af en kvinde, hvis ambitioner måske korrumperede hendes faglige stolthed. Måske har Milena Penkowa været exceptionelt kynisk, eller måske har hendes fuskeri været for nemt.

»Den, der har ordet i sin magt, kan jo være en kolossal magtfaktor i vores samfund. Det gjorde sig gældende for Stein Bagger og Anna Castberg, og det gør sig gældende for Milena Penkowa. Folk på deres vej har lagt sig ned over for deres farverige facon.«

Hvis anklagerne mod den tidligere forsker holder, har hun ikke bare været kriminel for at skaffe sig penge, vurderer Jørn Beckmann.

»Den her sag ligner Bagger eller Castbergs på den måde, at hun reklamerer med sine fornemme resultater, selv om de reelt set ikke eksisterer. Det er den slags mytomaner, der ikke tænker på andet end at være fejlfri. Perfektion er målet, og midlet kan være alt mellem himmel og jord.«

Man kan sige, »at Penkowa er blevet offer for det konkurrencesamfund, som hun ellers har været så begejstret for,.« vurderer Beckmann.

Tanken om at være fejlfri har altid været målet i Milena Penkowas karriere. Måske er selv samme karriere nu dræbt af den selv samme tanke.”

Læs artiklen her.

Efter at have luftet Gravhunden kastede jeg mig med appetit over Weekendavisens forsidehistorie “Venindens vendetta” om den tidl. forskningsminister Helge Sanders alliance med den skandaliserede “hjerneforsker” Milena Penkowa. Og jeg satte mig for at læse artiklen som djævelens advokat, fordi jeg i den forløbne uge havde bemærket, at Sander med hans egne ord ‘var i sin gode ret’ til at stille spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Spørgsmål, som var fabrikeret af en anden mand eller kvinde. Spørgsmål, der havde injurierende, ærekrænkende og bagvaskende karakter.
Men efter læsningen af Poul Pilegaard Johnsens artikel får djævelens advokat ikke et ben til jorden. Helge Sander har muligvis været i sin gode ret – i sin egenskab af minister – til at stille spørgsmål. Men artiklens detaljerede dokumentation viser, at det slet ikke er legitimitetens af selve handlingen, der er til debat. Det er det overordnede formål – at promovere veninden Penkowa.
Inden de famøse anklager bliver fremført har rådet i alt ni gange afslået bevillinger, som Penkowa har ansøgt om. Hver gang med faglige argumenter. Mistankerne om rådets sammenspisthed og indavl afvises blankt af to større undersøgelser. Den sidste gennemført af Sanders egen departementschef Inge Thygesen, som konkluderer sin undersøgelse med, at der ikke er noget at komme efter for kritikerne. En konklusion, som hun de facto ikke skulle gøre…
Alligevel ignorerer Sander frifindelsen af rådet og bruger sine egne mistanker til at ændre lovgivningen på området, så rådets arbejde med bevillinger nu er hæmmet af en dyrt og tidskrævende bureaukrati.
Af Johnsens fremstilling er det tydeligt, at Sander er drevet af andre motiver end de rent fagligt-videnskabelige. Og man kan næsten ikke fritage sig fra at tænke at anklagerne om nepotisme, sammenspisthed osv. mest af alt ligner en projektion…
Til sidst i artiklen sætter Johnsen trumf på med endnu en afsløring. Denne gang drejer det sig om forbigåelsen af en af de mest fremtrædende forskere på de medicinske område, professor Niels Borregaard. Borregaard er indstillet til – to gange – til ledige pladser i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme (FSS) og Det Strategiske Forskningsråd, men Sander underkender indstillingerne – i strid med gængs praksis på området. Først da Sander afløses på ministerpladsen tildeles Borregaard straks pladserne og bliver oven i købet formand for FSS.
Det er muligt, at Sander ikke har begået nogen formel fejl, strengt taget, men tilbage står man med indtrykket af en minister, der er korrumperet af sin egen ‘personlige relation’ til en ung dame, hvis forsknings seriøsitet i dag er mere end tvivlsom.

Det politiske systems langsommelighed i Penkowasagen har længe undret mig. Medens sagen og dens saftige detaljer har bredt sig i alle afkroge af medieverdenen – selv her i blogland – så har de magthavende politikere været påfaldende tavse og handlingslammede. Og det kan jo godt undre, når man tager Penkowas status som eliteforskningsdarling i regeringspartiet Venstre og regeringens ansvar for universitetets nuværende ledelsesform i betragtning.

Men nu kommer Charlotte Sahl-Madsen (K) så omsider ud af sit musehul (jeg havde nær skrevet: rottehul…) med et formelt ønske om at få rektor Hemmingsens rolle undersøgt. Man kunne mene, at hun på nuværende tidspunkt heller ikke har noget valg længere. Rektor har selv sørget for at gøre sin person interessant ved sin særlige indsat i sagen. Den konkrete anledning til ministerens udmelding er, at universitet netop har afleveret en redegørelse til ministeriet om, hvordan man vil tackle sagen. Og i den omtales rektors rolle ikke…

Sahl-Madsen udtaler: “Alle har en interesse i, at vi får belyst denne sag, så der ikke bagefter står ubesvarede spørgsmål. Jeg har imidlertid ikke fundet Københavns Universitets beskrivelse af, hvordan de vil håndtere det videre forløb dækkende”. Man kan kun bifalde det første. Spørgsmålet er så, om vi kommer helt til bunds i sagen, hvis det er universitetets bestyrelse, der skal forestå gennemtrevlingen af sagens detaljer? Jeg mener, at det tidligere krav fra de 58 forskere om en uvildig tilbundsgående undersøgelse er ufravigelig…

Og Helge Sander forsøger stadigvæk at holde skæg (politik) for sig og snot (‘personlige relationer’) for sig. Jeg vil ikke vædde en 50 ører på, at den taktik holder ret længe…

I Penkowa-sagen overgår virkeligheden næsten ens værste fantasier. Hvad skal det ikke ende med? I dag kan man – som “forbipasserende” allerede har påpeget i en kommentar – læse, at Helge Sanders håndvaskeri forleden ikke har hjulpet. Han trækkes langsomt men sikkert ind i sagen. I følge Weekeavisens Poul Pilegaard Johnsen har Sander – angiveligt for at promovere Penkowa – indirekte insinueret, at Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme var styret af nepotisme. Weekendaviser skriver mere i weekenden. Foreløbigt kan man læse Berlingske og Politiken.

Det burde jo ske efter de seneste ugers afsløringer i Pankowa-sagen. Pankowas situation ser mere og mere håbløs ud. Og rektor Hemmingsens rolle i sagen bliver også mere og mere umulig at forsvare. Og nu kommer vi så til den tredje aktør i Pankowa-sagen, nemlig den tidligere forskningsminister Helge Sander, som ikke blot er en nær ven af Pankowa, men også har stået i forreste række, da hun skulle promoveres som mønstereksempel på en nutidig eliteforsker.

I dag fortæller medierne, at S, SF og EL vil have en undersøgelse af Sanders rolle i sagen. Sander har i går vasket hænder i offentligheden og påpeget, at ikke han, men Det Fire Forskningsråd, har givet Milena Pankowa Eliteforskprisen – og at han som minister ikke har følt sig forpligtet til at blande sig i sagen. Ikke mindst det sidste kan man af mange grunde sætte spørgsmålstegn ved. Fx : Kan en minister med ansvar for universiteterne se gennem fingre med, at landets største universitet bringes i misry i udlandet, fordi den af ham sanktionerede ledelse ikke magter sin opgave? Bare som eksempel. Nu må vi håbe, at Weekendavisen m.fl. kender deres besøgelsestid og graver i Sanders rolle… Hver en sten bør vendes i denne betændte sag.

Rigsrevisoren er også gået ind i sagen…

Ja, man kunne næsten forudse, at det måtte komme. Efter rektor Hemmingsens indrømmelse af, at noget er ravruskende galt med frk. Penkowas forskning, kræver de forskere, der først afviste Penkowas skandaliserede disputats, nu oprejsning. Rektor Hemmingsen underkendte nemlig deres vurdering og sendte opgaven videre til to udenlandske forskere. Det er universitetets politianmeldelse af Penkowa, som får de danske forskere til at kræve oprejsning, fordi de heri ser en indirekte indrømmelse af, at deres vurdering var korrekt. Rebet strammes om Ralf Hemmingsens hals…

Læs også: “Bestyrelsesformand: Penkowa er en bedrager “. Men er det kun Penkowa, der er problemet?

En sag, er ikke vil dø…. Ingen navne. Ingen nævnt, ingen glemt.

link

Opdatering: Politiken har nu opdateret sin nyhed, og det fremgår af den pågældende hjerneforsker er frk. Milena Pankowa og anmelderen er rektor Hemmingsen fra Københavns Universitet. Ehem…

Opdatering 2: Brækkende nyt – Rektor Hemmingsen er nu åbenbart indstillet på at få sagen om Penkowa kulegravet. Gælder det også hans eget intrikate forhold til Penkowa, mon?

Kulegravningen

Sagen om en kendt hjerneforsker bliver gradvist mere og mere beskidt og betændt. I dag kan Politiken afsløre, at ‘ledelsen på Københavns Universitet’ i over et år så gennem fingre med, at ‘en kendt forsker’ (du kan selv gætte…) fabrikerede falske beviser mod en studentermedhjælper og derved forsøgte at tørre en anklage om underslæb og dokumentfalsk af på ham.
Ikke alene lod ledelsen som ingenting, men indstillede også den navnløse forsker til en millionpris. Og forskeren blev også forfremmet otte måneder senere, selv om politiet på det tidspunkt havde rejst tiltage mod vedkommende. Først da Rigsadvokaten kom ind i billedet mere et år senere revnede ballonen og luften slap for alvor ud til offentligheden…
Rektor er tavs og skjuler sig bag forvaltningsloven, der angiveligt forbyder ham at udtage sig i personalesager (også når der er tale om kriminelle forhold?!).
Den mistænkeliggjorte studentermedhjælper er siden blevet fuldstændig renset og har – selvfølgelig – krævet at sagen blev undersøgt til bunds. Men det blev afvist, sådan som det også skete, da 58 fremtrædende forskere gentog kravet og stadigvæk gentager det.

Der er mange ting, der kan korrumpere mennesker. Penge, sex og magtbegær for eksempel. I den aktuelle, skandaløse sag tegner der sig efterhånden et omrids af en højst speget sag, hvor en mere end ambitiøs forsker indgår en mesalliance med en rektor, hvis dømmekraft synes at være påvirket af det ‘forhold’ til den kvindelige forsker, han har stået i. En sag, hvor mange andre motiver end de rent forskningsmæssige har været i spil.
Universitetets renommé har allerede lidt alvorlig skade af sagen. Og jo før man får kastet lys over sagens slibrige detaljer, jo større er chancen for hurtigt at få genoprettet universitets omdømme i omverdenen. Prisen er til at overse: en afsporet forskerkarriere, en rektor og en alt for loyal bestyrelse.

Som AagePK andetsteds gør opmærksom på, så er der navneforbud i sagen. Vi vil prøve at overholde det, når navnet ikke direkte fremgår af de referede artikler. Ikke så meget af hensyn til den anklagede forsker, som vi jo alle ved, hvem er, men for at understrege, hvor absurd denne intrikate sag (bestående af flere sager) faktisk er…

I følge Politiken har frk Penkowa tilbagebetalt 276000 kr. til Københavns Universitet. Pengene stammer fra den forskningsstøtte, som den unge forsker har modtaget via IMK Almene Fond. Efter anklager om at have misbrugt midlerne til private formål – middage, advokatregninger osv. – har universitetet returneret penge til fonden. Og nu returnerer Penkowa altså penge til universitetet.
Men i følge Penkowa selv skal det ikke ses som en indrømmelse af misbruget. Hun siger:”Det var så absolut min og andres opfattelse, at det var relevant for min forskning at anvende juridisk bistand. Hele beløbet er anvendt til at besvare de forsknings- og arbejdsrelaterede spørgsmål, der opstod i anledning af behandlingen i Praksisudvalget”. Det må forstås således, at det er en del af acceptabel videnskabelig praksis at engagere advokater for at forsvare sig mod anklager om fx videnskabelige uredelighed. Tja. Argumentet er vel lige så holdbart som rektor Hemmingsens påstand om, at det er rimeligt at godkende en doktorafhandling, selv om den ikke kan dokumentere centrale elementer (rotteforsøgene), med den begrundelse, at det på den anden side ikke kunne udelukkes, at forsøgene faktisk var gennemført…

Den sag bliver mere og mere speget – og underholdende.

Kristelig Dagblad fortæller i dag, at bestyrelsen for Københavns Universitet efter et timelangt møde er nået frem til sit udgangspunkt: At man stadigvæk har “fuld tillid” til rektor Ralf Hemmingsen. Alligevel har bestyrelsen valgt at imødekomme de 58 professorer, der har krævet en tilbundsgående, uvildig undersøgelse, og har besluttet af universitetet i samarbejde med Kammeradvokaten skal udarbejde en redegørelse for sagens forløb. Hvordan de to ting hænger sammen, kan man så fundere over…

I går kom det frem, at en række ‘fremtrædende forskere fra danske universiteter, heraf 36 professorer’ rejser krav om en ekstern, uvildig og ’tilbundsgående’ undersøgelse af sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, herunder af rektor Ralf Hemmingsens rolle i sagen. Kravet rejses i et brev til Københavns Universitets bestyrelse. Henvendelsen er interessant, fordi den kun kan forstås som en kritik af universitetsledelsen og dennes håndtering af sagen. Det understreges da også af en af professorerne, Olaf Paulson, der til Politiken siger, at ‘det ikke kun er lødigheden af Penkowas videnskabelige resultater, der bør undersøges, men også Københavns Universitets håndtering af sagen’. Universitetets rektor nævnes ikke eksplicit, men han er i sigtekornet, for i fredags gav universitetsbestyrelsen udtryk for, at den havde accepteret en ‘fortrolig’ redegørelsen om sagen fra rektor.
I dag afviser bestyrelsen så at gennemføre en ekstern granskning af sagens detaljer med henvisning til at Penkowas påståede videnskabelige uredelig allerede behandles af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Samtidig peger bestyrelsen på, at flere af underskriverne af kravet er part i sagen og derfor ikke uvildige. Til gengæld forholder bestyrelsens tals- og formand, Niels Strandberg Pedersen, sig ikke til den del af kravet, der gælder universitetets – herunder rektors -rolle i sagen.
Det er – set udefra – svært at forstå, hvorfor det skulle være et problem, at nogle af underskriverne har været ‘part i sagen’ og derfor ikke ‘uvildige’. En redelig ekstern, faglig kvalificeret, tilbundsgående undersøgelse ville jo netop afsløre, om de involverede havde snavs på hænderne! Argumentet ligner mest af alt et forsøg på at dreje opmærksomheden bort fra universitetets egen betændte rolle i sagen.
I sidste udgave af Weekendavisen kunne man således læse, at universitetets rektor har haft en vigtig finger med i godkendelsen af Penkowas doktorafhandling, som i første omgang blev afvist af et professorudvalg og derefter godkendt – efter at universitetet på rektor Hemmingsens foranledning ganske usædvanlig havde lavet et nyt udvalg til bedømmelse af afhandlingen. Detaljerne af forløbet er ikke klare, og Hemmingsen henholder sig til sin tavshedspligt i følge personaleloven.
Senest har rektor gjort sig bemærket ved at tilbagebetale ca. 2 millioner kroner, som Penkowa har modtaget til sin forskning, men angiveligt har misbrugt til andre formål. Også over denne beslutnings detaljer hænger et tågeslør.
Men set udefra så er det det klart, at en ekstern undersøgelse af sagen – med det rette mandat til at gå til bunds – må være den eneste farbare vej til at få kastet lys over sagens detaljer, hvilket er i offentlighedens interesse. Som situationen er nu, tegner der sig et billede af et universitet, der ikke vil stå ved sine gerninger og tror, det tjener sin egen sag ved tavshed, fortielser osv. Sagen om den feterede eliteforsker Penkowa er givetvis skadelig for universitetets omdømme. Men det vil være endnu mere skadeligt, hvis universitetets strategi i sagen lykkes og institutionen fremover skal leve med halve sandheder, løgne, fortielser, sladder osv. Til gengæld vil universitetet på lidt længere sigt kunne skabe respekt om sig selv ved at få skabt fuld klarhed omkring denne historiske sag – også selv om prisen måske vil blive høj for såvel Penkowa som universitetsledelsen…

Sagen om hjerneforskeren Milena Penkowas påståede misbrug af betroede forskningsmidler og “videnskabelig uredelighed” vil ikke sådan dø. Forleden kom det frem, at hun havde valgt en såkaldt ‘frivillig’ opsigelse, og det lå i luften, at denne udgang skulle tage trykket af sagen. Men nu kommer det så frem, at den frivillige fratrædelse skulle dække over, at hun reelt stod til fyring og bortvisning. Det er Weekendavisen, der kommer med oplysningen. Sammesteds kan man læse, at Københavns universitet tilbagebetaler to millioner kroner i IMK Almene Fond i følge en ‘hemmelig aftale’. Allerede med den oplysning må man spørge, hvad der mon har førsteprioritet i denne sag? Afsløringen af den unge stjerneforskers uhæderlighed og anløbne moral som forsker (og de perspektiver, det lægger på den forskningspolitik, der føres i dette land…) eller universitetets – og ikke mindst universitetsledelsens – renommé? Som det fremstår nu, får man et billede af et universitet, der næsten for enhver pris vil forsøge at sløre og hemmeligholde, at ledelsen ikke har hånd i hanke med sine forskere.
Weekendavisen fremfører også, at sagen om Penkowas videnskabelige uredelighed er vokset, idet op mod 100 artikler nu er under mistanke for at være resultat af ‘sjusk’ og ‘fusk’.
Offentligheden og det videnskabelige miljø må have en klar interesse i, at sagen vedr. frk. Penkowa undersøges til bunds. Det handler i bund og grund om videnskabens anseelse i befolkningen, og tilliden til, at vi har en redelig forskning i dette land står og falder med, at der bliver ryddet op i den slags sager. Men offentligheden har også et klar interesse i at få afdækket universitetets mummespil i denne sag. For det vil kaste en ubehagelig lys over, hvordan universiteterne fungere i disse år i en borgerlig-liberalistisk konjunktur. Penkowa-sagen er eksemplarisk. Jeg mindes ikke at have set en sag i Danmark af sådanne dimensioner, hvor en forsker, der er blevet fremhævet som forbillede for andre og rollemodel for magthaverne, står for fald på grund af embedsmisbrug og videnskabelig uredelighed. Meget tyder på, at det er en ny variant af historien om Kejserens nye klæder. Men det er ikke kun frk. Penkowa, der vil stå afklædt til det bare skind, hvis anklagerne holder stik. Det vil også universitetets ledelse og forskningsministeren …

Tilbagespoling

Historien gentager sig. Engang blev universitetsinstitutter besat, fordi de studerende krævede medindflydelse og modernisering af universiteterne. Siden er den generations sejre blevet rullet tilbage, og de unge i dag skal kæmpe både mod dårlig universitetsøkonomi og dårlige uddannelsesforhold (to sider af samme mønt). I dag har studerende ved Biologi i København blokeret indgangene til Biocenter og Biologisk Institut i protest mod, at 40% af underviserne er blevet sparet væk. Man behøver ikke at være ansat på universitetet for at forstå, at de nødvendigvis må indebære en forringelse af uddannelserne. De studerende kræver, at universitetet tilføres penge, så fremtidige afskedigelser – og i sidste ende institutnedlæggelser – undgås. Vi kan kun håbe på, at aktionen vil brede sig til alle dele af universitetet, så polikerne forstå budskabet! Til kamp! [link] Tilbagespoling: Dumme Helge – Fra professionel fodbold til private universiteter

Ansvarsforflygtigelse Med en forudsigelighed, der er skræmmende, afviser Sander, at han og regeringen har et ansvar for den situation, universiteterne befinder sig i. For det første forsøger han at kaste et røgslør over realiterne ved at henvise til den penge, universiteterne har fået. Et efterhånden velkendt trick fra regeringens side, når man skal modargumentere. Men argumentet forholder sig ikke til de funktionsvilkår, som universiteterne har fået under den siddende regering. Vilkår som Sander selv peger på, når han siger »Men Københavns Universitet er en meget stor arbejdsplads med 8.000 ansatte. Og ligesom i enhver anden virksomhed, må der ske omstruktureringer nu og da«. Problemet er netop, at et universitet – hvis det skal leve op til betegnelsen – kan kan fungere som “enhver anden (produktions)virksomhed”. Fyrer man i en produktionsvirksomhed, kan man muligvis hente ny arbejdskraft ind og fortsætte, hvor man slap. På universiteterne ødelægger man forskningsmiljøer, der ikke uden videre lader sig genoprette. Man ødelægger også undervisningsmiljøer, der heller ikke uden videre lader sig erstatte. Når Sander og andre politikere peger fingre og siger, at det er universiteternes eget ansvar at forvalte de økonomiske problemer, så er det ansvarsforflygtigelse i andet potens, fordi politikerne har skabt grundlaget for de umulige økonomiske forhold. [link]

Det var vist den konservative statsminister Poul Schlüter, der engang i firserne erklærede ideologierne for døde. Og den slags besværgelser skal man være varsom med at udtale. For de døde har det med at gå igen, og så er de først svære at komme af med. Tænk blot på Gud, som Nietzsche erklærede død! Eller tænk på den siddende Venstreledede regering.

Vi skal langt tilbage i historien for at finde en regering, der har været mere ideologisk i sin politik. Ganske vist fik Anders Fogh Rasmussen ikke realiseret sin vision om Minimalstaten, inden han drog til Nato, men derfor skal man ikke tro, at projektet er helt glemt. I det hele taget er det tydeligt, at Venstres ledende regeringsmedlemmer vedholdende arbejder på at realisere den liberalistiske ideologis mærkesager.

Medens balladen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne endnu ikke har lagt sig, er hans kollega, videnskabsministeren, Helge Mølsted Sander gået i gang med næste privatiseringsprojekt: universiteterne. Og strategien ligner til forveksling strategien på sygehusområdet.

Først påtvinger man de offentlige sygehuse nogle kvasi-privatkapitalistiske vilkår, hvor de skal fungere som produktionsvirksomheder, hvilket de har svært ved, fordi det i praksis er umuligt 100% at planlægge driften på en offentlig sygehus. I modsætning til de private sygehuse, skal de offentlige jo tage ind, hvad der kommer. Og man kan aldrig på forhånd sige, hvor mange brækkede ben, hofteoperationer, grå stær-ditto, kræftsygdomme, hjertetransplantationer osv., der vil komme.

Når de så ikke kan få enderne til at mødes økonomisk set, som tilfældet er på de københavnske sygehuse lige nu, så overlader man til regionerne at foretage de “nødvendige” nedskæringer (og forringelser) og favoriserer dermed indirekte de private sygehuse, der jo må overtage noget af den overskydende “produktion” (ventelisteefterspørgsel fx).

På lignende vis har man påtvunget universiteterne virksomhedslignende styreformer og økonomi. Med taxameterprincip på uddannelsessiden og ‘fra forskning til faktura’-vilkår, dokumentationskrav (fx i form af hyppige publikationer) o.a. på forskningssiden knægter man den universitære tankes grundprincipper, fx tanken om fri grundforskning. Og bagefter bruger man så elendigheden som argument for at indføre private universiteter, der ikke er mere private end, at de kan modtage statsstøtte i form af taxametertilskud, men til gengæld må tage brugerbetaling, således at man kun får de “bedste” studerende (= dem fra den bedrestillede del af befolkningen – dem, som lige har fået en ekstra skattelettelse).

Set i bakspejlets fedtede optik ser man de flossede konturer af regeringens masterplan for indførelse af privatisering på centrale dele af det offentlige system. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvis ellers regeringen sidder længe nok – at masterplanen vil kunne underminere størstedelen af det offentlige og dermed levere argumenterne for indførelse af den minimalstat, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at besværge, da han rev Fogh Rasmussens ideologiske skrift i stykker fra talerstolen.

Og det er nok ikke tilfældigt, at manden bag det nye delprojekt – privatisering af universiteterne – er Helge Sander. Sander, som for nylig blev udråbt til at være “dum” i Politiken, har som en af sine væsentligste karrieremæssige bedrifter været med til at professionalisere dansk fodbold. Samtidig er han som uddannet journalist på baggrund af en realeksamen ikke hæmmet af snærende veneration for universitetet og dets gamle hæderkronede idealer. Hans håndtering af universiteterne kan forstås som inkompetence, som det skete i Politiken, men også som ideologisk indifference…