Hvis man var blandt dem, der ikke nåede at se (det hele af) Bertelsens stærkt underholdende program med en meget sympatisk og afslappet Bryan Ferry (genudsendt i dag), så kan det (gen)ses
her. Og det er muligt at hente programmet som videopodcast. Anbefales.
———-
Og jeg benytter lige lejligheden til et musiknostalgisk indkast: Ferry giver en forrygende version af Let’s Stick Together (medvirkende: Jerry Hall – Mick Jaggers berømte Ex-): Læs mere »
Videoen skal startes en 10-20 gange (Sifka!), men til gengæld får man så lov til at høre en af de absolut mest vellykkede power-pop-sange fra den periode (1983!): Katrina & The Waves med Walking On Sunshine. Passende sang her, hvor sommeren ganske officielt er kommet i gang…
Ovre hos Bo har man diskuteret DRs poesiindslag “Digte fra 2. sal”. Men, der sker også noget på 1. sal, nemlig “Sange på 1. sal”. DR har fået den små-geniale idé at lade danske kunstnere kommentere en sang, der har betydet noget for dem, og derefter give en version. Her til aften var det sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, der fortalte om, hvordan han som 12-årig så John Schlesingers film “Midnight Cowboy” (1969) i biografen. I filmen har Dustin Hoffmann en fantastiske rolle som bumsen “Ratso”, der drømmer om at komme ud af storbyens elendighed og leve i Floridas evige solskin. I en af de sidste scener ser man ham svedig og døende i bussen på vej mod sine drømmes mål, som han aldrig når i levende live. Og som underlægning hører man Harry Nilssons udgave af Fred Neils sang “Everybody’s Talking”.
Jimmy Jørgensens udgave var en nedtonet udgave, fuld af veneration for den oprindelige version. Og jeg har det lidt som Jørgensen. Den sang gjorde et dybt indtryk, da jeg så filmen i 69 for første – og eneste – gang. Det er en af de sange, jeg aldrig er blevet træt af at lytte til. Harry Nilsson, der havde en stor stemme (i følge anekdoterne spændte den over fem oktaver) og et kompliceret privatliv (blandt andet var han soldebroder for John Lennon i den periode, hvor Yoko Ono havde smidt ham ud i midthalvfjerdserne). Han døde kun 53 år gammel i 1999.
Everybody’s Talking er i øvrigt blevet versioneret af en af tidens unge sangere MIKA, der pt. ligger på Boogie Listen (i følge datteren…). Man kan se den på YouTube. Jeg skal nok afstå fra at kommentere den.
Og her er så Harry i en optagelse fra capacs nostalgi-musikprogram Beat-Club: Læs mere »
Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Læs mere »
Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.
Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Læs mere »
Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…
Videoer: Læs mere »
Som nævnt smed Macca en ny video på YouTube i dag. Her er den. Fedt nummer. Everybody gonna dance around tonight…
PS. Hvis man kigger rigtig godt efter, vil man se skuespillerinden Natalie Portman være med i løjerne…
En af fornøjelserne ved at have en hund, man skal lufte, er, at man møder mennesker med andre hunde. Det er lige som dengang, man trillede rundt med den store Silvercross-barnevogn. Man kommer i snak med andre mennesker, når man har småbørn og hunde i snor.
Her i området er antallet af hunde stødt og roligt steget gennem de sidste 5-10 år. Det er blevet moderne at have hund. I en periode var der en overvægt af West Highland Terriers – Westies – men nu er det (heldigvis) mere blandet. Flere racer er kommet på banen. Seneste tilkommende hund er en bulldog. Lidt af en sjældenhed. Men vi har endnu ikke haft fornøjelsen af at snakke med den og ejeren. Men det kommer nok.
Apropos Bulldog, så er en af capacs Beatles-favoritter her i en “rare” videoudgave:
Musikpressen fortæller, at The Zombies gendannes for at spille to koncerter i London i anledning af fyrreårsjubilæet for deres hovedværk Odessey and Oracle.
The Zombies blev dannet i 1961 af legenderne Rod Argent (keyboards) og Colin Blunstone (sang). Derud over bestod gruppen af afdøde Paul Atkinson på guitar, Chris White på bas og Hugh Grundy på trommer. Deres musik, der var præget af jazz-inspirerede arrangementer og vokalharmonier gjorde indtryk både i England og USA, uden at gruppen dog fik den store salgs- og hitlistesucces. Et par stykker af slagsen blev det dog til. She’s Not There, der må være gruppens kendingsmelodi, toppede i både Amerika og Europa. Og i ’69 gik Time Of The Season til tops i USA.
Bandet nåede at indspille et rigtigt album – Odessey and Oracle – der blev udsendt i 1968. På det tidspunkt var gruppen allerede gået i opløsning. Ganske vist udsendtes der en Lp – Begin Here – i 65, men det var ikke et rigtigt album, da pladen bestod af gamle singleudgivelser, nogle coverversioner af R&B-numere og en håndfuld nyskrevne sange.
Odessey and Oracle betragtes i dag som et af de mest spændende albums fra perioden, og den er genudgivet i flere versioner. Det fortælles, at gruppens medlemmer var godt frustrerede over, at grafikerne bag pladecoveret havde stavet ordet Odessey forkert…
Efter opbruddet dannede Rod Argent et andet kultband, Argent, og Colin Blunstone satsede på en solokarriere.
She’s Not There:
Bjørk – den lille nordatlantiske sangfe – er aktuel med Earth Invaders:
Gaffa gør opmærksom på, at der fra den 25.-30. April afvikles AFIA-film- og videofestival i århus. Festivalen byder på film af meget forskellige observans. Der er kortfilm, film om Porche-biler, dokumentarfilm om den zenbuddistiske filosof Suzuki og en stribe musikfilm. Sidstnævnte spænder fra amerikansk hardcore, over en turberetning om det danske band Turnips Green og deres tur til Holland – til en film om flamengomesteren Enrique Morente. Kig ind på hjemmesiden og få mere at vide.
I følge Soundvenue, Gaffa m.fl.
På capacs mp3-afspiller ligger nummeret You’re the Storm med The Cardigans og – ikke mindst – Nina Persson i den vokale frontlinje. Sangen, teksten og Ninas stemme har det med at blive hængende i bevidstheden længe efter en gennemlytning…
Hvis man kan huske tilbage til tresserne og musikken dengang, vil man utvivlsomt huske gruppen Manfred Mann – forløberen for Manfred Manns Earth Band, der fejrede store triumfer i de to efterfølgende årtier. Manfred Mann havde en håndfuld markante top 10 singlehits dengang i perioden 1964-69. Blandt andet Do Wah Diddy Diddy, Pretty Flamingo og Mighty Quinn, der alle toppede listen i England.
Gruppen, der som så mange andre i tiden spillede R&B-baseret beatmusik, blev dannet i 1962 omkring keyboardspilleren Manfred Mann og en række fine musikere, og den gjorde sig bemærket ved i sin glansperiode at have to markante forsangere.
Frem til 1966 var det Paul Jones, der stod i forgrunden og havde appel til pigerne på første række. Jones var et multitalent, der ud over at synge spillede mundharmonica, lavede skuespil og senere også radio og tv, blandt på BBC2, hvor han spiller musik anno dazumal. Han startede sin sangkarriere i en af tidens rugekasser Alexis Corner’s Bluesbreakers, hvor han sang sammen med Long John Baldry og en dengang relativt ukendt fyr ved navn Mick Jagger. I 1966 valgte han at gå solo, men fik ikke helt samme publikumssucces, som han havde haft med Manfred og vennerne. Senere var han med i det fabelagtige Bluesband.
Paul Jones blev afløst af Mike D’Abo, der havde gjort sig lokalt bemærket i gruppen A Band Of Angels og som sangskriver. Han havde lavet generationshymnen Handbags and Gladrags, som Chris Farlowe (og endnu senere Rod Stewart) indsang. Med D’Abo i front fortsatte Manfred Mann sin hitlistesucces med sange som “Ragamuffin Man”, “Ha Ha Said the Clown”, “My Name Is Jack” og “Mighty Quinn”, der som nævnt blev nummer 1 i UK.
Både Paul Jones og Mike D’Abo har sunget med i nydannelsen The Manfreds, der bestod af gamle Manfred Mann-musikere – dog uden hovedpersonen Manfred…
Desværre har capac ikke kunnet finde en video med Pretty Flamingo, som er en af hans favoritter. Men her er: Læs mere »
The Missing Links var noget så specielt som et australsk R&B-band, der blev dannet i 1965. Gruppen vakte skandale med sin optræden (og det lange hår!) i Sydney og omegn dengang. De fik et ry som “Australiens vildeste band” – og ikke uden grund – og betragtes i dag som vigtige foregangsmænd for punken, heavy metal, grunge og andre hårdrock-genrer. De kan minde lidt om de tidlige Pretty Things og lignende, men har deres egen rå, upolerede stil. Den oprindelige gruppen bestod af Peter Anson, Danny Cox, Bob Brady, Dave Boyne og Ronnie Peel. Gruppen nåede at indspille fire singler, en EP og et album, der alle er samlerobjekter, som går til skyhøje priser på Ebay og andre auktioner. Der er dog udsendt en cd-opsamling, som kan betales for menneskepenge.
Capacs mening: Fedt nummer!
