Indlæg tagget med video

Lily Allen – “Don’t get me wrong”

26. september 2007

Vi skal ikke glemme Lily Allen, det lille engelske poptalent, der konkurrerer med Amy Winehouse om at være den mest fatale femme med hensyn til utilbørlig opførsel og alkoholiske drikke. Nu har hun lavet en fin, kælen og doven udgave af The Pretenders klassiker “Don’t get me wrong”:

Bob Dylan i mikseren – nu som video!

8. september 2007

Som tidligere omtalt har Mark Johnson fået lov til at re-mixe Dylans Most Likely You Go Your Way. Og nu er der kommet en video, også.

Shine a Light – Scorsese-trailer til Stones-filmen

23. august 2007

Det er Stereogum, der bringer klippet – men det er selvfølgelig allerede tilgængelig pÃ¥ YouTube ogsÃ¥. NÃ¥r man ser Rullestenene i disse glimt, spørger man uvægerligt sig selv: Hvorfor skulle de dog stoppe?!
Det forlyder ogsÃ¥, at Stones udsender hele deres bagkatalog som ukrypteret (DRM-fri) download via det engelske site 7Digital. SÃ¥ nu er der ingen undskyldning for ikke at lytte til dinosauererne…

Mere Heartbeat-nostalgi: Peter Sarstedt

11. august 2007

Den engelske sanger og sangskriver Peter Sarstedt havde et par solide hits omkring 1969 med Where do you go to my lovely og den lidt vovede (dengang i det mindste) Take of your clothes. Begge sange var i flere år favoritter på P3s musikønskeprogrammer. Selv om Sarstedt ikke har ligget på hitlister siden, så har han været en flittig sangskriver frem til i dag. Det kan man forvisse sig om ved at besøge hans hjemmeside.
Jeg husker, at han for en del år siden besøgte Århus i forbindelse med en festuge, hvor han og vennerne optrådte på Strøget. Det var ren nostalgi.
Læs mere »

Mere syrerock: The Blues Magoos

29. juli 2007

The Blues Magoos var et andet band, der sprang på den psykedeliske vogn i starten af tresserne. Egentlig hed de The Trenchcoats, men da syrerocken fik tag i folk, skiftede de navn. Det var i 1966. Bandet bestod oprindeligt af Emil Thielhelm eller Peppy Castro (sang og guitar), Dennis LaPore (lead guitar), Ralph Scala (orgel og sang), Ronnie Gilbert (bas) og John Finnegan (trommer). De holdt til i den legendariske bydel Greenwich Village i San Francisco, hvor de skabte sig et navn som live-band. Gruppen kan også prale af, at være en af de første, der brugte begrebet psykedelisk, idet titlen på deres debutalbum var Psychedelic Lollipop.
Bandet turnerede med nogle af tidens store engelske navne, The Who og popensemblet Hermans Hermits og fik æren af at levere en af sangene til soundtracket fra kultfilmen Easy Rider. Det var deres største hit We Aint’t Got Nothing Yet, der var pÃ¥ den amerikanske top 10. Et nummer præget af farfisaorgel og siden er blevet sammenlignet med Deep Purples klassiker Black Night.
Gruppen næste to albums gik ikke særlig godt, og i 1968 sluttede eventyret, og medlemmerne gik hver til sit.

Læs mere »

GÃ¥rsdagens antikvariske: Susan Lenox

27. juli 2007

David Graham Phillips: Susan Lenox. Gyldendalske Boghandel. 1933. 3. oplag. Oversat fra amerikansk “Susan Lennox, her Fall and Rise” af O. C. Molbech. Fineste stand. Halvlæderindbundet pÃ¥ Ringgive Andersens Bogbinderi i Esbjerg (!). 601 sider. Købt hos en lokal antikvarboghandler. Billigt.

Tak til bibliotekar Susanne Balslev for tippet:

Pissoir-bogen havde jeg i forvejen og Kaviar-bogen var et hit i min ungdom…

David Graham Phillips blev født i 1887 og ernærede sig som journalist og reporter. I 1902 udsendte han romanen The Great God Success, der solgte sÃ¥ godt, at han kunne leve af royalities og freelance-journalistik. Han var en ferm journalist, og i 1906 fik han publiceret en artikel med titlen “The Treason of the Senate” i det fine magasin Cosmopolitan. I artiklen afslørede han, hvordan kampagnebidragydere blev begunstiget af medlemmer af det amerikanske senat. Artiklen medførte en større skandale og var med til at indføre “the 17. Amendment”, hvori reglerne for valg af senatorer præciseres.

Artiklen var med til at give Phillips et ry som muckraker, dvs. en journalist, der har specialiseret sig i at undersøge og skrive om korruption. Han var altsÃ¥ en forløber for folk som Ralph Nader og Hunter S. Thompson, og det kom til at koste ham livet, idet en sindsforvirret læser skød ham i januar 1911. Mordet har i øvrigt været genstand for en anden roman, Daniel D. Victors “The Seventh Bullet”, hvori selveste Sherlock Holmes fÃ¥r lov til at undersøge sagen… MÃ¥ske man skulle opspore den.
Romanen om Susan Lennox og andre af Phillips’ romaner kan i øvrigt downloades i tekstversioner fra Gutenberg-projektet (her). De fleste kan ogsÃ¥ lÃ¥nes via bibliotek.dk. Mig bekendt er Susan Lennox den eneste af Phillips romaner, som er oversat til dansk.

Som indledningsbilledet afslører blev bogen omsat til film i 1931 med Greta Garbo og Clark Gable i hovedrollerne. Instruktøren var Robert Z. Leonard, der har et hav af film på samvittigheden. Læs også Channel4s saftige beskrivelse af filmen her.

Vinegar Joe – rockstalgi

23. juli 2007


I går aftes faldt jeg helt tilfældigt over en kort omtale af det engelske band Vinegar Joe. Jeg havde næsten glemt gruppen, men nu dukkede den op fra de grå celler igen.

Det var heller ikke ret lang tid gruppen eksisterede. Den blev dannet i 1971 og opløstes allerede i 1974. Forklaringen er måske, at gruppen rummede et par store egoer, der hurtigt ville deres egne veje: sangerinden Elkie Brooks og sanger og guitarist Robert Palmer. Elkie har haft en fin solokarriere i England efterfølgende. Det samme gælder for Robert Palmer, der forlod det flippede look og sprang ud i jakkesæt som soul-sanger med videoer fulde af smækre fotomodeller.
Ud over disse to stjerner spillede Steve York på bas og Pege Gage på guitar. Men der var også andre musikere ind over i den korte tid projektet kørte: Mike Ceacon, Dave Thompson, Hohn Hawken, Tim Hinckley (keyboards), Jim Mullen (guitar), Pege Gavin, John Woods og Keef Hartley (trommer).

Tre hektiske Ã¥r affødte tre plader, der stadigvæk er efterspurgte blandt samlere af den tids musik: debutpladen Vinegar Joe (72), Rock’n Roll Gypsies (72) og Six Star General (73).
Som mange andre engelske bands fra perioden spilledes en rythm-and-blues-baseret rockmusik med Elkie og Robert i forgrunden. Stilen kan minde om Alman Brothers Band eller Wet Willie. Og de efterfølgende videoer forklarer, hvorfor deres plader er samlerobjekter…
—–

Her er et par fine og sjældne optagelse med Vinegar Joe fra 1972, optaget af svensk tv, Take Me In Your Arms: Læs mere »

Rufus Wainwright til Ã…rhus

14. juli 2007

Rufus med far Loudon

Ikke en dugfrisk nyhed, men alligevel. Sanger og sangskriver Rufus Wainwright, der tilhører den musikalske Wainwright-Mcgarrigle-klan, besøger den 5. december Ã…rhus Musikhus. Det hjælper lidt pÃ¥ Musikhuset blakkede ry med hensyn til ny musik… Og sÃ¥ er der video: Læs mere »

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

8. juli 2007

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeÃ¥r 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem Ã¥rtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt pÃ¥ grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nÃ¥ede han ikke at medvirke pÃ¥ nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg pÃ¥ gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der ogsÃ¥ var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmÃ¥l om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »

I hovedet pÃ¥ en gammel dreng…

7. juli 2007

…selv om man har trukket stikket ud, sÃ¥ kan musikken godt finde pÃ¥ at spille videre indeni. XTCs lille sang om at være borgmesteren fra Simpleton (fra albummet med det saftige navn Oranges and Lemons fra ’89) dukkede op, medens sandalerne blev oversvømmet pÃ¥ en stille grusvej i sagte, silende, lunken regn…