Indlæg tagget med video

The Chelsea Hotel: Burroughs, Warhol, Nico

6. april 2007

Det første indlæg i denne blog handlede om Hotel Chelsea aka The Chelsea Hotel, det berømte kunstnerhotel i New York. Her er et fantastisk klip (vist fra en BBC Channel 4-udsendelse), hvor man kan se Andy Warhol spise middag (kanin!) sammen med beatpoeten William Burroughs. Warhol er iført høretelefoner og Burroughs, der ser ud til at kede sig fælt, er iført et pænt gråt jakkesæt. Lidt inde i indslaget giver Nico et nummer akkompagneret af el-guitar…

Thunderclap Newman – Something In The Air

4. april 2007

Historien om den engelske gruppe Thunderclap Newman, der fik et hit med Something In The Air, er lidt sjov. Gruppen blev skabt af lederen af The Who, Pete Townsend, der ønskede et band, der kunne indspille nogle sange, som The Whos tidligere altmuligmand (roadie, trommeslager, guitarist m.m.) John “Speedy” Keen havde skrevet. Townsend producerede pladen, arrangerede strygerne og spillede i følge rygterne også bas på pladen. Nummeret blev nr. 1 i England, hvor det holdt sig i tre uger. Det blev ved det ene hit for gruppen. Til gengæld har det været brugt i adskillige film – og med god grund. Det er et højst iørefaldende nummer.

Hvad skete der med Corey Haim?

2. april 2007

Postbuddet smed en Ebay-gevinst ind ad sprækken til morgen. En singer-songwriter-ting, som jeg havde vundet for 14 dage siden. Brugt. Billigt. På med skiven og lyttebøfferne og så studere coveret og hæftet. På the jewelcase sidder der så et lille gennemsigtigt mærkat, der fortæller, at pladen indeholder singlehittet Whatever happened To Corey Haim? Men sangen var ikke på listen over pladens indhold. Nå, men måske er det et nyt oplag, og så har man tilføjet den som bonus. Det sker jo. Men, nej. Sangen er der ikke. – Så falder 10 øren (der er blevet til en 25 øre): Mærkaten hører slet ikke til cd’en. Lettelse. Og dernæst undren: Hvem har så lavet sangen om Cory? Lidt søgen på nettet afslører, at det har den irske indierockgruppe The Thrills, der blev dannet i Dublin i 2001 og havde et hit med omtalte sang. What a Thrill! Har aldrig hørt om dem. I følge rygterne ynder gruppen at fremhæve Neil Young og The Beach Boys som inspirationskilder. Ikke værst. Her er de så i en koncertudgave:

U2 – der var engang…

30. marts 2007

Mit indlæg om den halvadelige Bono skal ikke fortolkes derhen, at jeg ikke kan lide U2. De har bestemt lavet gode sange. Men i mine ører bliver de ikke bedre end dengang de udsendte deres debutalbum “Boy”. Jeg husker endnu den dag, hvor jeg købte pladen i en lokal pladebiks på Bruuns bro. De var langt fra et navn endnu, selv om de havde fået gode anmeldelser i Storbritannien. De kom med en ny lyd, der ikke mindst var båret af The Edges skarpe guitarlyd. Når man lytter til denne plade kan man høre nogle unge knægte, der vil erobre musikverden, og som er fulde af kreativitet og spilleglæde. Et nummer som I Will Follow har al den energi, der også kendetegnede new-wave-bandsene, da de brød igennem lydmuren.
Her er en meget tidlig optagelse af netop I Will Follow. Vist nok U2s første tv-optræden (i et børneprogram…). Jeg savner den tidlige friskhed i deres seneste udspil…

…da kvaliteten af ovenstående er lidt dårlig, så får I også videoen:

Neil Youngs arkiver

30. marts 2007

Som tidligere omtalt er Neil Youngs arkiver blevet åbnet og de første par plader er udsendt. Nu venter bokssættene. Den første – Vol. I – er på trapperne og her kan man se en trailer.

God only knows

27. marts 2007

Så fik den folkelige og meget underholdende engelske serie med den dobbeltydige titel “Distant Shores” (Hvor kragerne vender) omsider sin afslutning med en – alt andet lige – happy ending for beboerne på den lille ø Hildesay. I slutscenen hører man en en mandestemme synge The Beach Boys’ God only knows og man bliver mindet om, hvor smuk den sang egentlig er… Tænk, at det kun tog syv minutter for Brian Wilson at skrive den…
Her i en koncertudgave med Stranddrengene fra 1978:

I may not always love you
But long as there are stars above you
You never need to doubt it
Ill make you so sure about it

God only knows what Id be without you

If you should ever leave me
Though life would still go on believe me
The world could show nothing to me
So what good would living do me

God only knows what Id be without you

God only knows what Id be without you

If you should ever leave me
Well life would still go on believe me
The world could show nothing to me
So what good would living do me

God only knows what Id be without you…

Endnu en kop kaffe…

27. marts 2007

Vintage Bob Dylan…

Java Blues – mere kaffe i kanden…

27. marts 2007

For en del år siden var blogbestyreren på kursus (suk!) og fik til opgave at lave en lille film. Det blev til en lille dokumentarfilm i, hvordan man brygger en kop kaffe… Underlægningsmusikken bestod i nummeret Java Blues med det gamle The Band-medlem Rick Danko:

Sort kaffe i sengen

27. marts 2007


Man kan ikke være et helt umuligt orkester, når man får John Cale som producer på sit debutalbum. Og det var new-wave-bandet Squeeze, der blev dannet i 1974 og tog navn efter et uofficielt Velvet Underground-album fra 1973, da heller ikke. Gruppen var centreret om makker- og sangskriverparret Glenn Tilbrook og Chris Difford. Med sine iørefaldende sange og hits blev gruppen et af de førende bands i new-wave-epoken. “Cool For Cats,” “Up The Junction,” “Tempted,” “Black Coffee In Bed,” og”Hourglass” kom alle på hitlisten. Og en række fine albums blev udsendt. Mesterværket The East Side Story, der udkom i 1981, var produceret af selveste Elvis Costello. Det blev fulgt op af albummet Sweets from a Stranger i 1982. Og blogbestyreren var helt tosset med pladen og ikke mindst nummeret Black Coffee in Bed, der satte sig gevaldigt fast i hjernen det år. Bandet har undervejs holdt nogle pauser, men er stadigvæk aktive og tager på turné i år.

The Squeeze anno 1975

Soundtrack-memories 4: Tears for Fears og Oingo Boingo

26. marts 2007

Donnie Darko-soundtracket efterlader endnu et par perler fra 80’erne. Jeg tillader mig at gå let hen over Duran Duran og INXS, der aldrig har sagt mig en dyt.

Tears for Fears / Head over Heels:

Oingo Boingo /Stay:

Soundtrack-memories 3: Echo & The Bunnymen

25. marts 2007

The Killing Moon. Endnu en klassiker fra Donnie Darko-soundtracket. Echo & The Bunnymen – en anden af post-punkens mørke grupper, oprindeligt bestående af Ian McCulloch, Will Sergeant og Les Pattinson. Dannet i 1978 i Liverpool fik gruppen succes med en række fine plader op gennem firserne – og gjorde sig godt på hitlisterne. The Killing Moon (fra Ocean Rain) og Lips Like Sugar ( fra “Echo & the Bunnymen”) er det mest kendte. Gruppen gik i opløsning i 1988, men er siden blevet gendannet…

Tilføjelse: Soundtracks er ikke noget, jeg har dyrket så meget. Nok, fordi jeg er fra dengang, hvor det drejede sig om singleplader og albums – for ikke at sige concept-albums… Det første soundtrack, der virkelig rykkede var nok lydsporet fra Easy Rider. Men i de senere år har jeg stødt på soundtracks, der er vellykkede i den forstand, at de rammer en bestemt stemning i en film. Donnie Darko-soundtracket rammer med de fleste numre. Jeg vil i den kommende tid vende tilbage til soundtracks…

Soundtrack-memories 2: Joy Division

25. marts 2007

Joy Division, den legendariske mørke, melankolske post-punk-gruppe med den selvmorderiske, mytologiske Ian Curtis i forgrunden, er selvfølgelig selvskrevet til en syret-mørk film som Donnie Darko. Fire år (1976-80) fik gruppen og nåede at lave to studioalbums. Men mere skal der heller ikke til for at blive et kultband. “Love will tear us apart”, der var gruppens største kommercielle hit med en trettendeplads i UK rummer en dekadent skønhed og en bittersød tekst, der passer fint til filmens tragiske kærlighedshistorie mellem den gale unge mand og pigen, der sammen med sin mor er på flugt fra en voldelig far.

Soundtrack-memories…: The Church

24. marts 2007

For et par indlæg siden omtalte jeg den syrede film Donnie Darko. Jeg glemte, at omtale en vigtig ting i forbindelse med filmen, nemlig dens soundtrack, der ud over originalmusik består af en række sange fra store 1980’er-bands. Fx den australske gruppe The Church med deres hit “Under the Milky Way” fra 1988.
Chuch blev dannet i netop 1980 i Sydney og hægtede sig på den strømning af ny-progressiv rockmusik, der opstod i løbet af firserne med bands som Joy Division, Echo & The Bunnymen m.fl. De fik pæn succes med deres første album Of Skins and Heart (81) og med singlen the Unguarded Moment. Derefter løb de ind i nogle problemer med deres pladeselskab, der ikke mente af at opfølgeren The Chuch (82) var god nok til at blive udsendt i USA.
Efter en del udskiftninger i bandet indspillede de så i 1988 det album, der blev deres hidtil største kommercielle succes, det mainstreamorienterede Starfish med omtalte hit. Bandet eksisterer stadigvæk, men har ikke nået de samme popularitetshøjder som i 88. Men det skal nu ikke forhindre os i at nyde Under The Milky Way:

Nothing Compares to U – Sinéad O’Connor

20. marts 2007

It’s been seven hours and fifteen days
Since you took your love away
I go out every night and sleep all day
Since you took your love away
Since you been gone I can do whatever I want
I can see whomever I choose
I can eat my dinner in a fancy restaurant
But nothing
I said nothing can take away these blues
`Cause nothing compares
Nothing compares to you…

Smuk er hun, smukt synger hun, den iltre, provokerende, uregerlige Sinead O’Connor. Og nu fortæller random omme i cafeen, at den syngende punkalf barsler med en ny plade med titlen Theology. Ja…

ps. dette indlæg har ID 1000…
pps. Tak til Irene for rettelse af det manglende diakritiske tegn…

The Carpenters

16. marts 2007

For mange år siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter på P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden så meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med på deres hits, der flød ud af radioen, så var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pågældende interview ændrede mit syn på gruppen, for på et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med så mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet på gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stå, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forståelse for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, så er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og så synger Karen dejligt…

Enjoy: Læs mere »