CAPAC

Graham Parker (f. 1950) var en af de første engelske musikere, der blev knyttet til pladeselskabet Stiff Records, der var et af flagskibene i den såkaldte “new wave”-bølge, der rullede hen over Storbritannien og resten af den vestlige verden i løbet af midthalvfjerdserne. Med sit fine band The Rumour (der bestod af Brinsley Schwarz/guitar, Martin Belmont/guitar, Bob Andrews/keyboards, Andrew Bodnar/bas og Steve Goulding/trommer) indspillede han en række fine pub-rock-albums. Gruppen fik også sin egen blæsersektion bestående af John “Irish” Earle/sax, Chris Gower/trombone, Dick Hanson/trumpet og Ray Bevis/sax. De to første pladeudgivelser fra gruppen var Howlin’ Wind og Heat Treatment (1976), der stadigvæk hører til blogbestyreren yndlingsskiver i den genre.
Graham Parker banede vejen for fx Elvis Costello og Joe Jackson, som han begge er blevet sammenlignet med. Hans stemme minder i øvrigt lidt om Bob Dylans med sin nasale klang. Men først og fremmest bærer hans musik præg af pub-rock-miljøet, hvor Parker har sine rødder. Inspirationen fra Motown-soulen, den engelske R&B – Stones, Van Morrison m.fl. – og halvtredserne rock’n roll er tydelig. Ligeledes var de klasse-bevidste tekster typiske for stilen.
The Rumour holdt sammen frem til 1980 og indspillede en række fine albums, blandt andet mesterværket Squeezing Out Sparks fra 1979.
Parker har været aktiv lige siden og fik faktisk sin største kommercielle succes i løbet af 1980’erne med pladerne The Up Escalator (1980), Another Grey Area (1982), The Real Macaw (1983), Steady Nerves (sammen med gruppen The Shot, 1985), The Mona Lisa’s Sister (1988),
og Human Soul (1989).
Parker er stadigvæk fuldt aktiv og har indspillet fine plader siden. Og i næste uge kommer så det seneste opus. Man kan høre pladens numre på www.download.com og downloade et enkelt nummer – der noget at glæde sig til….

Graham Parker anno 2006, solo med gråt hår og det hele:

I 1981 dannede Talking Heads-medlemmerne Tina Weimouth og Chris Franz fritidsbandet Tom Tom Club, der tydeligvis var inspireret af kreativiteten i Snakkehovederne, men var mere dansant. Tom Tom Club lavede musik til folk, der ville danse. Diskoteksgængerne. Gruppen fik ikke de højeste hitlisteplaceringer, men nåede dog en 31. plads på den amr. liste med sangen Genius of Love. Til gengæld blev samme nummer i de efterfølgende år gjort til genstand for en række samplinger. Også et udtryk for succes og kvalitet…
Gruppen har været aktiv helt op til 2001, og deres manglende hitlistesucces skyldes nok, at deres musik har være en kende for sofistikeret. Det skal dog ikke forhinder os i at minde om dette funky band og deres plader…

Sangen kunne være en kommentar til Ungerens skæbne…

People Have the Power

I was dreaming in my dreaming
of an aspect bright and fair
and my sleeping it was broken
but my dream it lingered near
in the form of shining valleys
where the pure air recognized
and my senses newly opened
I awakened to the cry
that the people / have the power
to redeem / the work of fools
upon the meek / the graces shower
it’s decreed / the people rule

The people have the power
The people have the power
The people have the power
The people have the power

Vengeful aspects became suspect
and bending low as if to hear
and the armies ceased advancing
because the people had their ear
and the shepherds and the soldiers
lay beneath the stars
exchanging visions
and laying arms
to waste / in the dust
in the form of / shining valleys
where the pure air / recognized
and my senses / newly opened
I awakened / to the cry

Refrain

Where there were deserts
I saw fountains
like cream the waters rise
and we strolled there together
with none to laugh or criticize
and the leopard
and the lamb
lay together truly bound
I was hoping in my hoping
to recall what I had found
I was dreaming in my dreaming
god knows / a purer view
as I surrender to my sleeping
I commit my dream to you

Refrain

The power to dream / to rule
to wrestle the world from fools
it’s decreed the people rule
it’s decreed the people rule
LISTEN
I believe everything we dream
can come to pass through our union
we can turn the world around
we can turn the earth’s revolution
we have the power
People have the power …

Som omtalt nedenfor er man ved at genudgive nogle Warren Zevon-plader. Det fik mig til at tænke på Linda Ronstadt, der om nogen har været med til at promovere Zevons sange, da han endnu var et ubeskrevet blad. Som den fortrinlige fortolker Ronstadt er, har hun altid haft et godt øre for nye talenter og leverede nogle fornemme udlægninger af deres sange. Således gav en af Zevons sangen Hasten down the Wind titlen til hendes LP-udgivelse allerede i 1976, hvor hun også fortolkede en anden, lidt overset sangskriver, Karla Bonoff. På opfølgeren Simple Dreams fra 1977 tog hun Zevons Poor Poor Pitiful Me og Carmelita under kyndig behandling og året efter – på Living in the U.S.A. – gjorde hun Mohammed’s Radio uforglemmelig.
Mig bekendt har Linda Ronstadt aldrig sat sine ben i det centrale Europa for at give koncert. Og det er ærgerligt, for hun er en af den bedste fortolkere, man kan opdrive.

The Troggs, der i 1966 blev opstaldet hos The Kinks’ manager, var måske ikke de bedste musikere og havde måske heller ikke den bedste forsanger, man kunne forestille sig. Men til gengæld var de heldige at have nogle gode sangskrivere, bl.a. Chip Taylor, der leverede deres klassiker Wild Thing. Med det hit sikrede de sig en stjerne på rockhimlen som garageband med et nr. 1 hit i USA. Wild Thing blev fulgt op af Whit A Girl Like You, I Can’t control Myself, Anyway That You Want Me og et par mindre hits. De er fortsat aktive og spiller blandt andet til diverse nostalgiarrangementer. For mig har de altid stået som eksponent for støjrocken…

Video:
Læs mere »

Til de mindeværdige øjeblikke foran flimmeren tilbage i slutningen af tresserne hører DRs præsentation af duoen Tyrannosaurus Rex, senere kendt som T-Rex. Iført hippiegevandter og langt-langt hår gav Marc Bolan og percussionist Steve “Peregrin” Took en række intense, akustiske numre til bedste. Bolans karakteristiske lidt krukkede, mjavende sangstil gjorde indtryk på den unge blogbestyrer. Med sådan et ego og sådan en performance måtte den unge mand kunne føre det vidt. Sangen om Debora blev hængende længe i bevidstheden, og det hjalp også at Jan Ewens havde god tid til at spille gruppens musik på P3. Om tv-optagelserne findes mere i DR-arkiverne vides ikke, men det ville være en skam, hvis de som så meget andet er blevet slettet.
Duoens plader genoptrykkes stadigvæk, og der er kommet flere opsamlinger. Og det er forståeligt. For der er nerve, intensitet og spilleglæde midt i det galaromvundne, tolkienmytologiske, fabulerende sangunivers.
Samarbejdet mellem de to musikere holdt frem til 1969, hvor musikalske o.a. uoverensstemmelser fik deres veje til at skilles. Bolan slog sig sammen med den kendte perkussionist Mickey Finn og skiftede de akustiske guitarer ud med elektriske – og navnet Tyrannosaurus Rex ud med det kortere og sikkert mere salgsbare T. Rex. Stilen skiftede fra det eksperimenterende, flippede til det poppede og rockede. I 1970 kom så pladen med det nye navn som titel og med singlen Ride A White Swan. T.Rex var født som glamrockere. Gruppens optræden i den populære tv-udsendelse Top of the Pops, hvor Marc Bolan havde glimmer i ansigtet, er siden blevet opfattet som startskuddet til den nye bølge. T.Rex forblev en kommerciel og kunstnerisk succes frem til 1977, hvor Marc Bolan blev dræbt i en trafikulykke kort tid før sin 30 års fødselsdag.
Den røde tråd gennem de to gruppers musik er Bolans lidenskabelige og affekterede sangstil og de uomtvisteligt iørefaldende melodier.

Og så er der video:
Læs mere »

Måske som et apropos til foregående indlæg dumpede dvd’en Brimstone and Treacle, som blogbestyreren havde købt for 0.99£ på Amazon, ind ad døren. Da jeg er en stor beundrer af den afdøde engelske forfatter Dennis Potter (der – en passant – også kan sin elementære psykoanalyse; se bare Den Syngende Detektiv!), så kunne jeg ikke lade være at investere i den. Og mindre interessant er det da heller ikke, når rollerne er besat af Sting (der faktisk er en udmærket filmskuespiller), Denholm Elliott (som altid kan løfte den mindste birolle), Joan Plowright og Suzanne Hamilton.

Min hukommelse spiller mig denne gang et puds. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har set den før, men har samtidig en svag erindring om filmens tema. Hm. Filmen handler, meget kort fortalt, om et ægtepar, hvis datter har været udsat for en trafikulykke og derfor ligger i en komalignende tilstand. Ved noget, der ligner en tilfældighed eller det modsatte, dukker en ung mand op i deres liv – og en masse mærkværdige hændelser forekommer.

En udførlig plotbeskrivelse levere her. Dennis Potter citeres for følgende appetitvækkende kommentar til stykket:

“I had written Brimstone and Treacle in difficult personal circumstances. Years of acute psoriatic arthropathy—unpleasantly affecting skin and joints—had not only taken their toll in physical damage but had also, and perhaps inevitably, mediated my view of the world and the people in it. I recall writing (and the words now make me shudder) that the only meaningful sacrament left to human beings was for them to gather in the streets in order to be sick together, splashing vomit on the paving stones as the final and most eloquent plea to an apparently deaf, dumb and blind God. […] I was engaged in an extremely severe struggle not so much against the dull grind of a painful and debilitating illness but with unresolved, almost unacknowledged, ‘spiritual’ questions.”

En film med titlen Frozen Warning (Marble Index). året er 1969. Nico i selskab med Warhol, Dylan etc. The Factory. Smukt, drømmerisk, drømmerisk smukt:

Gravhunden og jeg gik tur i det flotteste solskin. Fuglene kvidrede i buske og træer. Det duftede svagt grønt. Og midt i køligheden sporedes en varme, som jeg forbinder med forårets komme og sommerens. Det fik mig til at tænke tilbage til sensommeren 1970, hvor jeg lige var begyndt på gymnasiet. Vi sidder i det soloplyste klasseværelse på Fourfeldtskolen, hvor mit gymnasium midlertidigt havde til huse. Det er frikvarter, stemningen er let og nogle piger nynner og synger en af tidens ørehængere:
In the summertime when the weather is high You can stretch right up and touch the sky When the weather’s fine You got women, you got women on your mind Have a drink, have a drive Go out and see what you can find...

The Honeycombs, der gjorde sig bemærket ved at have en – og det var usædvanligt dengang i de tidlige tressere – kvindelig trommeslager, Honey Lantree fik ét gevaldigt hit med sangen Have I the Right (1964). En rigtig medrivende sang, der går lige lukt ind i hjernen med det samme. Gruppen blev opdaget af det dengang kendte sangskriverteam Ken Howard & Alan Blaikley, der også støbte omtalte hit til dem. Nummeret startede som det, man kalder en “sleeper”: Den slog ikke straks igennem, men først efter en vis indkøringsperiode. Men så kan det nok være, at der skete noget. I løbet af ingen tid fik den top 10-placeringer overalt og blev nr. 1 i England,  og den solgte et par millioner eksemplarer.

Så dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet på Ebay-auktionen. Indtil for nogle få måneder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende på en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som består af oprindelige folk fra områderne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 på en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende så megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som også kom på hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
På hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler! Læs mere »

I 2005 begik den tidligere trommeslager i Crowded House, Paul Hester, selvmord. Sangskriveren i bandet, Neil Finn, gav i den forbindelse udtryk for, at en gendannelse af det opløste band herefter ikke kunne komme på tale. En forståelig holdning – i situationen. Hester var en vital del af gruppen, og selvmordet var – som det altid er – ubærligt. Men tiden er gået, og nu skulle det være sikkert at Crowded House efter en pause på ti år skulle drage på koncertturné igen – med hvad deraf følger.
Det glæder blogbestyreren, der ellers er forbeholden over for gendannelser af gamle bands, for Crowded House har altid stået hans hjerte nær. Den australske konstellation med de to Finn-brødre, Neil og Tim, står som nogle af de fineste arvtagere til traditionen efter Lennon & Mccartney. Melodiøs, tænksom rockmusik, når det er allerbedst.
Gruppen besøgte faktisk århus engang i forbindelse med en udendørskoncert, men blogbestyreren var forhindret i at deltage. Det er en af de ting, der kan ærgre i lang tid bagefter. Men måske kommer der nu en ny chance for at opleve disse fine musikere.

Meget apropos den påtænkte gendannelse så er gruppens afskedsturné for ti år siden nu udgivet som DVD:

Læs mere »

Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 på Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i århus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom også LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos så forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker på, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Læs mere »

Endnu et eksempel på en kunstner, der kun fik et hit. Den musikstuderende Norman Greenbaum fik et kæmpehit i 1969-70 med sangen “Spirit in the Sky”, en sang, der bevægede sig i feltet mellem eksperimenterende, “progressiv” rockmusik med el-guitaren i forgrunden og så den enkle popsang. Sangen finder man stadigvæk på div. compilations fra perioden, og den holder sig fint. Greenbaum fik ikke andre hits under sit eget navn, men var involveret i det hit, som Dr. West’s Medicine Show and Junk Band havde med “The Eggplant That Ate Chicago” i 1968.

Det allerførste indlæg i capacs smartlog drejede sig – selvfølgelig – om et nostalgisk emne, nemlig ungdomsfilmen “Some people”. Helt tilfældigt (!) faldt blogbestyreren på YouTube over et klip fra filmen med kendingsmelodien. Nedenfor kan man læse, hvad blogbestyreren skrev dengang. Og læg mærke til det markante keyboard – og så den ro der er over de unge (det gik nok ikke i dag…):

https://www.youtube.com/watch?v=sGVX5bF7ROs

Tressernostalgi : “Some people “Tirsdag, d. 14. marts 2006 af CAPAC

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace.

Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget! Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt?

Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their drivers licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte.

Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel. Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng) blev filmen et hit i England dengang.Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen.

For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980. Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne. Og der er mange sjove ting imellem.

¦Some People – the movie..Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes) .Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor. Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift. Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej). Musikstilen er instrumentalmusik á  la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår á  la Elvisâ.