Indlæg tagget med ytringsfrihed

,Anna Politiskovskaia – in memoriam

7. oktober 2007

Det er i disse dage et Ã¥r siden, den russiske journalist Anna Politiskovskaia blev brutalt skudt ned i Moskva. Sagen er endnu ikke opklaret, og morderne gÃ¥r stadigvæk fri. Ã…rsdagen markeres med en protestmarch i Moskva. Anna Politskoskaias “forbrydelse” var, at hun insisterede pÃ¥ at afdække konflikten mellem Rusland og Tjetjenien til bunds. Det gør man ikke bare i Putins Rusland.
Det går mere end trægt med opklaringen af drabet, og mere og mere tyder på, at kun en uvildig undersøgelse vil kunne kortlægge, hvad der skete. Indtil da hersker fortielserne, løgnene, tilsløringerne og mytedannelserne.
I følge Komiteen til beskyttelse af journalister sÃ¥ er Rusland det tredje farligste sted i verden for journalister – efter Irak og Algeriet.
En sag, som frihedselskende, vestlige politikere burde kaste sig over med glubskhed.

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 2

21. juli 2007

Erik Haaest sammen med medlemmer af The Baronets - i tresserne

I weekendens udgave af Information interviewes journalisten Claes Kastholm Hansen om Haaest-sagen. Kastholm Hansen var formand for det udvalg i Kunstrådet, der tildelte Erik Haaest 2 x 100.000 kr. til en fagbog om Anna Lund Lorentzsen, der under krigen arbejde for HIPO.

I artiklen forsvarer Kastholm Hansen, der selv betegner sig som “liberal”, legatet med, at udvalget udelukkende skulle tage stilling til selve det fremlagte projekt. Det fremgår også, at udvalget, der ud over Kastholm havde fire andre medlemmer, var helt enig om, at “det var et værdigt projekt”.

På et spørgsmål om betydningen af Haaests Holocaust-benægtelse, svarer Kastholm Hansen dog: “Hvis det var kommet frem i processen, at Erik Haaest så groft negligerer Holocaust, ville han ikke have fået pengene. Det er ikke en moralsk, men en rent faglig vurdering”. En mand, der kan sige noget så snotdumt, må have en meget lemfældig omgang med kilder og historiske fakta”. Underforstået: Hvis selve projektet havde afsløret en faglig inkompetence, så havde man vendt tommelfingeren nedad. At Haaest i andre sammenhænge har afvist eksistensen af krematorier i Auswitz og har forsvaret den danske nazist Søren Kam, skal ikke lægges ham til last i behandlingen af ansøgningen. For – med Kastholm Hansens ord – “vi øver ikke sindelagskontrol”.

Tildelingen af pengene er som omtalt blevet mødt med massiv kritik. Til koret af kritikere hører journalisterne Poul Smidt og Erik Jensen, der fortolker kulturministerens udnævnelse af Claes Kastholm Hansen som udtryk for en politisk højredrejning i Kunstrådet. Underforstået: At kun med en højresnoet formand ville et “nazistisk” projekt finde støtte. Hvilket Kastholm Hansen opfatter som injurierende.

Sagen om Erik Haaest og skattekronerne er på mange måder interessant. For det første afspejler den den pågående kulturkamp mellem de borgerlig magthavere og venstrefløjen. For det andet siger den måske også noget om, hvor omtålelig vores forhold til besættelsestiden endnu er. Selv om nyere historisk forskning på området har tydeliggjort, at forholdet mellem besættelsesmagten og det danske samfund langt fra var så sort-hvidt, som vi lærte i skolen, så er det stadigvæk ubehageligt, når nogen piller ved det mytologiske stof. Hvad enten de gør det på historisk videnskabelig vis eller ikke. Det er nærliggende at se en parallel til denne tematik i hele diskussionen om professor Bent Jensen og forskningen i “den kolde krig”, hvor kampen også går om, hvem der skal have mulighed og ret til at fortolke, hvad der skete i de år.

Sindelagskontrol er en grim ting, der ikke bør forekomme i et demokratisk samfund som det danske. Vi så i halvfjerdsernes Tyskland, hvad det kunne føre til, når venstreorienterede blev udsat for sindelagskontrol: Berufsverbot.

Jeg mener ikke, at der – med det vi ved – er basis for at sætte spørgsmålstegn ved Claes Kastholm Hansens og udvalgets disposition i sagen. Afvisningen af Erik Haaest skal ikke ske ved projektet men ved læsningen af bogen, der udkommer, når hovedpersonen er død. Anna Lund Lorentzen er 97 år gammel, bor og lever i Tyskland, hvor hun har arbejdet med velgørende formål. Og hun har ønsket, at bogen først udkommer, når hun ikke er mere. Lad os vente med kritikken, til bogen ser dagens lys. Det værste, der kan ske, er vel, at bogens udlægning af hovedpersonens gerninger og bevæggrunde vil føre til en frugtbar modsigelse, der vil kunne gøre os alle lidt klogere på besættelsestiden. Og i så fald er de 200.000 kroner givet godt ud.

Benægtelse af holocaust – ang. Erik Haaest

18. juli 2007

Skal det være tilladt at benægte, at holocaust har fundet sted? At millioner af mennesker – jøder, homoseksuelle, sigøjnere m.fl. – endte deres liv i udryddelseslejrenes krematorier i hitlerismens tid? Debatten gÃ¥r rundt omkring i Europa, hvor holocaustbenægtelsen er blevet en slags bevægelse. Og en flig af debatten finder vi i dagens avis, hvor tildelingen af et arbejdslegat til forfatteren Erik Haaest har afstedkommet voldsom kritik af legatuddeleren, KunstrÃ¥det. Journalisten Poul Schmidt har bedt om aktindsigt i legatbegrundelsen og mener, at det er kritisabelt, at KunstrÃ¥det giver skattekroner til en aktivist for holocaustbenægterbevægelsen.

Niels Brunse, der er en kendt oversætter og har siddet i udvalget, afviser, at Haaests velkendte holdninger skulle have nogen betydning og udtaler: “det er ikke vores opgave at tage politisk stilling. Det projekt, han ansøgte om støtte til, var godt”. Hvad skulle vi dog opnÃ¥ ved at forbyde folk at ytre den slags absurde pÃ¥stande andet end at fortrænge ondskabsfulde tanker og holdninger fra det offentlige rum, men ikke at fjerne dem? De vil fortsat være der i hovedet pÃ¥ disse forvirrede mennesker? Kan vi ved forbud forhindre ondskaben i at eksistere? Nej. Lad folk sige, hvad de mener, tror og tænker, sÃ¥ vi kan imødegÃ¥ deres uforgribelige meninger med kritik, oplysning og – ikke mindst – latter(liggørelse).

PS. Erik Haaest spillede en ret stor rolle i capacs ungdom, hvor han udgav nogle af de fÃ¥ blade, der beskæftigede sig med tidens pigtrÃ¥dsmusik. Det var blade som Beat, Hit og – ikke mindst – Børge. Siden har Erik Haaest slÃ¥et sine folder pÃ¥, hvad man kunne kalde journalistikkens overdrev. Se herom pÃ¥ hans egen hjemmeside.

Hr. Gainsbourg, formoder jeg…

23. juni 2007

Dagens grammofonplade er Monsieur Gainsbourg revisited, en post-hum hyldestplade til den afdøde, franske sanger og sangskriver med fornavnet Serge. PÃ¥ pladen giver forskellige kunstnere deres bud pÃ¥, hvordan Serges sange ville lyde i nutidens indpakning. Fx spiller Franz Ferdinand (sammen med Jane Birkin), REMs Michael Stipe, Marianne Faithfull (sammen med reggae-esserne Sly & Robbie), modellen og sangerinden Carla Bruni, The Rakes og The Kills. Det er er ikke snapse det hele, især Portishead skuffer fælt med en uinspireret udgave af Un jour comme un autre – Anna (der er blevet til Requiem for Anna). Men der er perler imellem. Faithfull i deep roots reggae er en god og krydret ret. Og Cat Power & Karen Elson fører ny ilt til den gamle score-sang: Je t’aime moi non plus.

Serge Gainsbourgs datter, Charlotte, der også synger, har jeg omtalt andetsteds i bloggen.

Støn bare med – der er jo varmt nok til det… ;-) : Læs mere »

Da jeg fik Beatlesh̴r Рerindringsfragment

22. juni 2007

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “Ã¥sse havde beatleshÃ¥r”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hÃ¥r ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sÃ¥dan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og nÃ¥r de kunne, sÃ¥ kunne jeg ogsÃ¥. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni Ã¥r gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebÃ¥nd i frikvartererne, hvor de smÃ¥ var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke sÃ¥ meget mærke til i starten, nÃ¥r man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned pÃ¥ terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da ogsÃ¥ pænt, nÃ¥r man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift stÃ¥r skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første pÃ¥ skolen tillod mig at lade hÃ¥ret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del smÃ¥konflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, sÃ¥ skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen pÃ¥, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hÃ¥r.
Jeg oplevede ogsÃ¥ at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gÃ¥ over til damefrisøren pÃ¥ den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og hÃ¥ret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hÃ¥r gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hÃ¥r bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det sÃ¥. Da havde det jo ogsÃ¥ tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Læs mere »

“Her bør sondres” – sagen om Bo Elkjær og statsministeren

14. juni 2007

Som bloglæser vil man være stødt pÃ¥ sagen om statsministers Anders Fogh Rasmussens ikke-villen-lade-sig-interviewe om Irak-krigen af en bestemt Ekstrabladsjournalist, Bo Elkjær. Sagen har rullet samtidig med den sÃ¥kaldte “landskampskandale”, og det kan mÃ¥ske have skygget lidt for dens vigtighed. Men kun lidt, for debatten har rullet. Ombudsmanden er blevet involveret i sagen, fordi benævnte journalist har klaget til denne, idet han mener sig diskrimineret af statsministeren. Efterfølgende har ombudsmanden henstillet til, at statsministeren lader sig interviewe, hvilket er blevet afvist. Derfor har ombudsmandsinstitutionen lidt et autoritetstab. Herom kan man læse i ombudsmandens fine kronik i Jyllands-Posten forleden dag.
Nu var det slet ikke meningen, at jeg ville ytre mig om sagen, men der kom en diskussion pÃ¥ tværs. Her til morgen sÃ¥ jeg SFs formand Villy Søvndal diskutere sagen med statsministerens tro væbner, politisk ordfører Troels Lund Poulsen pÃ¥ TV2s morgentv. Her forsvarede Poulsen statsministerens handling ud fra ytringsfriheden. Argumentet gik i sin enkelhed pÃ¥, at statsministeren som alle andre har sin ytringsfrihed – men ikke nogen ytringspligt. Han mente ogsÃ¥, at der ikke var tale om et fravalg af en bestemt journalist, da denne jo kunne komme til statsministerens hyppige pressemøder, hvor han sÃ¥ havde mulighed for at stille spørgsmÃ¥l.
Har statsministeren pligt til at ytre sig om Irak-krigen over for en bestemt journalist? Torben Lund Poulsen mener nej. Statsministeren kan som enhver anden lade være med at ytre sig. Men, som ombudsmanden rigtignok gør opmærksom pÃ¥, sÃ¥ er det vigtigt at skelne. Fx mellem borgere og politikere i almindelighed  og sÃ¥ en statsminister, der aktivt har ført landet ind i en krig pÃ¥ – lad os sige det sÃ¥dan – et grundlag af skrøbelig legitimitet. Statsministeren er ikke hvem som helst. Set i lyset af, at statsministeren – sammen med et flertal i folketinget – har ført landet ind i en krig, hvor unge danskere mister liv og helbred (og, ikke at forglemme, tusindvis af civile irakere), og hvor en fredelig løsning synes at fortabe sig i horisonten, sÃ¥ mÃ¥ man spørge, om ikke Fogh Rasmussen – i det mindste – har en politisk og moralsk forpligtelse til at udsætte sig selv og regeringens politik for en kritisk journalistisk udspørgen fra en i sagen velinformeret journalist? Har landets borgere, offentligheden, ikke – i det mindste – et moralsk krav pÃ¥, at statsministeren stiller sig og sin ytringsfrihed til rÃ¥dighed for kritisk journalistik, sÃ¥ alle endnu engang fÃ¥r mulighed for at overveje deres holdning til den krig, der blandt andet indirekte fører til indskrænkninger af vores retssikkerhed og sikkert vil være landet til økonomisk byrde mange Ã¥r frem i tiden? I det mindste…

Cubansk seksuelt frisind

9. juni 2007

I udsalgskasserne rundt omkring kan man være heldig at finde ovenstÃ¥ende video for en ti-tyve kroner. Julian Schnabels latinamerikanske film Antes que anochezca (Before Night Falls) fra 2000 har gonzo-piraten Johnny Depp i en fin rolle som transvestit, men filmen handler især om den cubanske digter og romanforfatter Reinaldo Arenas liv. Arenas var ogsÃ¥ homoseksuel, og filmen beskriver blandt andet perioden frem til Castros magtovertagelse – og den efterfølgende undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Filmen er en Ã¥benlys kritik af en bornert macho-seksualitets-moralismes tiltagende betydning i et samfund, der – i hvert fald pÃ¥ papiret – burde repræsentere et socialistisk frisind med plads til seksuel diversitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før, men i hvert fald er den absolut seværdig. Og den giver et nuanceret billede af den cubanske samfundsudvikling i den nævnte periode – uden af ende i enøjet anti-kommunisme. Snarere er den en illustration af, at seksuel undertrykkelse (og frisind) ikke er er forbeholdt en bestemt samfundsform.
Anledningen til denne kommentar er ikke et gensyn med filmen, men en artikel i New York Times om det cubanske samfunds aktuelle forsøg pÃ¥ at hÃ¥ndtere seksuelle spørgsmÃ¥l og problemer. I artiklen referes et møde mellem lederen af det Nationale Center for Seksuel Opdragelse, Mariela Castro Espín, der er datter af Raúl Castro, Fidels broder – og repræsentanter for Cubas minoritet af transseksuelle. Blandt de emner, der blev bragt pÃ¥ bane var de transseksuelles seksuelle relationer til soldater fra Cubas hær. Et tabu, for homoseksualitet er ulovligt i militæret. Slet og ret. Faktisk er erklæret homoseksualitet grund nok til, at en mand fritages fra tjeneste.
Til forskel fra det officielle Cubas seksualmoral repræsenterer den psykologuddannede Mariela Castro Espín et mere frisindet syn pÃ¥ det seksuelle. Blandt andet giver hun udtryk for den holdning, at seksualiteten ikke er kun er en del af reproduktionen, og at “mennesker er langt mere forskellige end i er tilbøjelige til at tænke”. Dermed forholder hun sig ogsÃ¥ indirekte til sine egne fordomme.
Det cubanske samfund er, som hele det caribiske omrÃ¥de, kendt for at være et seksuelt frisindet omrÃ¥de, sÃ¥ længe man holder sig inden for de heteroseksuelle seksualpraksisser. Frisindet gælder ikke homoseksualitet, tranvestisme og transseksualitet. De seksuelle minoriteter er blevet forfulgt af styret, og mange er endt i arbejdslejre for at blive “genopdraget”. Og AIDS-syge bliver behandlet som spedalske – samtidig med, at de er en udfordring for det i øvrigt velfungerende cubanske sundhedsvæsen.
Fru Espín arbejder for, at der skal tales mere frit om seksuelle emner pÃ¥ Cuba, og hun henviser til, at homoseksualiteten Ã¥benlyst trives pÃ¥ Cuba og i vid udstrækning er accepteret eller i hvert fald tolereret af den almindelige borger. Som et led i sine bestræbelser har hun været med til at producere en – populær – tv-serie, hvor homoseksuelle temaer indgik. Hun arbejder pÃ¥ en Ph.D. afhandling om transvestitisme og pÃ¥ en reformering af de cubanske love omkring det seksuelle, sÃ¥ledes at lovgivningen ogsÃ¥ vil tage højde for fx operative indgreb pÃ¥ transseksuelle. Anstrengelserne har allerede bÃ¥ret frugt, idet der er nedsat et regeringspanel, der drøfter spørgsmÃ¥l om terapi og medicinsk hjælp til transseksuelle. Og der er allerede givet tilladelse til, at 26 personer kan modtage behandling af det offentlige sundhedssystem.
Mariela Castro Espín er glødende tilhænger af den cubanske, socialistiske samfundsmodel, men ogsÃ¥ tilhænger af et Ã¥bent, fordomsfrit syn pÃ¥ seksuelle spørgsmÃ¥l – ogsÃ¥ nÃ¥r det gælder de seksuelle minoriteter og eksisterende tabuiserede problemer. Hun understreger ogsÃ¥, at hendes placering i den berømte Castro-familie ikke har været hende til nogen hjælp i denne sammenhæng.
Nogle af de emner, hun har taget op i det nationale centers tidsskrift er fx: overfald pÃ¥ homoseksuelle, vold i parforhold og hormonterapi. Tidsskriftet forholder sig ogsÃ¥ til udenlandsk forskning pÃ¥ omrÃ¥det, og der citeres flittigt fra andre tidsskrifter. I det hele taget er Mariela Espíns projekt et klassisk oplysningsprojekt. Hun tror pÃ¥, at det seksuelle frisind gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med folkets oplysning pÃ¥ omrÃ¥det. Og hun sørger for at informere sine magtfulde familiemedlemmer – herunder faderen og Fidel – om, hvad hun gÃ¥r og laver.
Måske er hendes arbejde et eksempel på, at der blæser nye politiske vinde på Cube, og at den cubanske undertrykkelse af folk med en anderledes seksualitet, andre tanker osv. vil løsne sit greb. Det kan man håbe. Og måske kunne vi også her i landet lære lidt af denne kvindes bestræbelser på at sætte oplysning og fri debat på dagsordenen.

Organdonation – via tv-program

2. juni 2007

Det i forgangne uge meget omtalte hollandske tv-show, hvor organdonation og kommerciel tv-underholdning skulle gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd har vist sig – indtil videre i hvert fald – at være en slags praktical joke. Den tyske avis Zeit fortæller, at det hele var en iscenesættelse med henblik pÃ¥ at gøre opmærksom pÃ¥ problemet organdonation. SÃ¥ kan vi med moralsk kvababbelse vel Ã¥nde lettet op eller hvad? MÃ¥ske har tv-mediet i kapitalismens vold omsider nÃ¥et en smertegrænse for, hvor langt man vil gÃ¥ for at fÃ¥ seere og reklameindtægter? Det skal man ikke være sikker pÃ¥. For undervejs har man blandt andet hørt en talsperson for TV3 give udtryk for, at man da var Ã¥ben for den slags nyskabende tv-programmer. Moralen har aldrig været en holdbar barriere for kapitalistisk innovation…

Abdul Wahid Pedersen – religion og politik

24. maj 2007


Som nævnt i gÃ¥r har Abdul Wahid Pedersen, den danske imam, talt for flerkoneri. I gÃ¥r aftes i DR2 Deadline var Pedersen i studiet sammen med Socialistisk Folkepartis Ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge (indslaget kan genses her). Wahid Pedersen fastholdt sit synpunkt om flerkoneriets berettigelse med udgangspunkt i Koranens ord. Med et forsigtigt ordvalg forsøgte han at balancere pÃ¥ den æg, der skiller den hellige bogs lovord – fx om at en mand godt mÃ¥ have op til fire koner, men konen kun en mand – og det verdslige, demokratiske retssamfunds lovgrundlag, der betragter bigami som en forbrydelse og utroskab som argument for skilsmisse. Wahids argumentation gik pÃ¥, at flerkoneri kunne være relevant i nogle tilfælde, ikke mindst i lande som Afghanistan og lign., kunne være en fordel for f.eks. krigsenker, der ellers var i nød.
SF’s ligestillingsordfører angreb ud fra et rent ligestillingssynspunkt Wahid, og gjorde det for sÃ¥ vidt ok. Men det er ærgerligt, at Pernille ikke gik Wahid hÃ¥rdere pÃ¥ klingen i spørgsmÃ¥let om forholdet mellem religion og samfund. For det brændende spørgsmÃ¥l i Wahids holdning er, hvorvidt religionens lov – dvd. udlægningen af Koranens som en lovtekst for de troende – stÃ¥r over det verdslige samfunds love? Det forekommer mig at være et af de mest pÃ¥trængende spørgsmÃ¥l i debatten om fx folketingsmedlemmers tørklæder osv. For stÃ¥r den hellige bogs ord over verdslig lov (og den hellige bog kan lige sÃ¥ vel være Biblen, Toraen osv.), kan en politiker sÃ¥ forfægte et politisk program, der fx modsiger dette hellige skrifts holdninger til forholdet mellem kønnene, dødsstraf, homoseksuelle osv.? Og dette spørgmÃ¥l hænger sÃ¥ sammen med en række andre brændende spørgsmÃ¥l, men dem lader vi ligge indtil videre…

Forbandet ungdom – Klaus Rifbjerg og Ungdomshuset

14. marts 2007

De sidste nætter har jeg som godnatlæsning læst Klaus Rifbjergs oversættelse af J. D. Sallingers Catcher in the RyeGriberen i rugen (der i den gamle udgave hed: Forbandet Ungdom). Den har en hel del år på bagen, men det slog mig, at den sin alder til trods har meget at fortælle læseren om det at befinde sig i de skelsår, der udgør den forlængede pubertet. En fortælling om emotionel forvirring, identitets- og livsmeningssøgen, rastløshed, kærlighedshunger, selvhad osv.

Og det slår mig, at der midt i al balladen om de unge og deres desperate kamp for at beholde Ungeren, ikke har været megen forståelse for, hvad det vil sige at være ung. Og med to af slagsen i familien skal jeg hilse at sige, at det sandelig ikke er blevet nemmere, end da jeg selv var ung i tresserne og halvfjerdserne. Jo, materielt set. Men ellers ikke.

Valgmulighederne er store – men det samme er forventninger og kravene til de unge, der allerede nede i Folkeskolens mindste klasser skal lave planer for, hvad de vil med deres liv…

Noget andet, som omtalen af sagen om Ungdomshuset har manglet i udpræget grad, er humor. Ganske vist er forløbet med nedrivningen af Ungdomshuset dybt tragisk, men selv i de største tragedier skal der være plads til humoren i en eller anden for som modvægt, modgift, lindring…

Klaus Rifbjerg er inde pÃ¥ det i sin debatartikel Brobizz eller brosten i dagens udgave af Politiken. Hjemvendt fra det store udland oplever han, at han kommer til en by i krigstilstand. Med helikoptorer svævende i timevis over folks hoveder og talrige politibetjente dressed to kill. Han skriver til slut: “Desværre kan hverken Ritt Bjerregaard eller andre besindige mennesker for øjeblikket se, at der er noget som helst komisk i situationen -samtidig med at den er tragisk. At det tragiske element beror pÃ¥ Københavns rÃ¥dhus og i ministerierne og hos politiet, der ellers ikke længe har haft det sÃ¥ sjovt og brugt sÃ¥ mange som lige nu, er en anden historie, men mÃ¥ske alligevel den væsentligste. Demokrati er dialog og bestemt for mit vedkommende uden brosten og bilafbrændinger. Modenhed og intelligens er evnen til at bruge fantasien ved løsning af situationer, der er gÃ¥et i knude. Generøsitet og venlighed, ogsÃ¥ nÃ¥r blodtrykket stiger, er en forudsætning for, at vi alle sammen kan komme videre. Lad derfor de unge være tossede, men tal med dem … og kom sÃ¥ i gang, sÃ¥ det hele kan glide, og den livsform, der er mere profetisk end profitorienteret, kan fÃ¥ lov til at leve videre og slÃ¥ vingerne ud til glæde for alle os fantasiforladte, udtørrede, stamtandede og forbenede gamle nokkehoveder. – Ellers vil jeg mene, at vi faktisk kun fortjener at fÃ¥ den brosten i nakken. EfterhÃ¥nden med risiko for, at vi slet ikke kan mærke den.”

Rifbjerg, der med dette debatindlæg skriver sig ud af rækken af “gamle nokkehoveder” og indskriver andre (fx den af alder unge Martin Geertsen), taler om dialogen som demokratisk princip, men gør samtidig opmærksom pÃ¥, at principper i sig selv ikke er noget værd. Der kræves ogsÃ¥ intelligens, fantasi, generøsitet og venlighed, nÃ¥r problemer skal løses. Uden menneskelighed gÃ¥r det ikke, hvad enten det drejer sig om Ungdomshuset, irakiske flygtninge eller andre problemer. Læs Ribjergs tankevækker. Der er brug for den slags.