Bertel Haarders udfald
20. december 2010Forleden faldt indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder ud af rammen med et voldsomt (synes nogen) verbalt udfald mod en nærgående journalist fra DR. Et af de mere tankevækkende indlæg om dette interview, som ‘kørte af sporet’, kommer fra Haarders partikollega, Venstres uortodokse enfant terrible, udviklingsminister Søren Pind, der i sin blog på Berlingske Tidende tager afsæt i et citat af Joseph Pulitzer (fra 1904), hvori Pulitzer modstiller en presse, som er skolet og indstillet på at tjene folket ved at tjene ‘det rigtige’ og derigennem sikre, at magthaverne bliver holdt i skak – og så en kynisk, pengebegærlig, demagogiske presse, der trækker folket og det politiske ned i sølet. Altså – lidt firkantet opstillet – en modsætning mellem den klassiske journalistik som ‘demokratiets vogter’, ‘den fjerde statsmagt’ osv. og så en populistisk presse, der først og fremmest skal sælge sit stof og derfor kommer til at kompromitere idealet om at ville ‘det rigtige’ – sandheden, som Pind kalder det.
Pind bruger eksemplet med Bertel Haarder til at illustrere, at pressen har mistet sit oprindelige ansvar som ‘demokratiets vagthund’, idet interviewet angiveligt skulle vise, at journalisten er mere interesseret i at nedgøre ‘en træt, tyranniseret sundhedsminister – der har tjent demokratiet i 40 år’ end i ‘sandheden’. Og Pind trækker en lige linje mellem journalistens virke i interviewet og Wikileaks afsløringer af, hvad der foregår bag magthavernes facade.
Men spørgsmålet er, om ikke det forholder sig lige omvendt? Det, der sker i det pågældende interview, er, at den fiktion, som den mediebårne politiske “virkelighed”, udgør, revner eller brister i nogle få minutter, således at seerne får et kort indblik i den medialt-politiske virkeligheds iscenesathed. Illusionen imploderer et kort øjeblik – og interviewet kommer til at handle om spillereglerne for et offentliggjort interview (og ikke om sagen: fedmeoperationer, økonomi, politik osv.).
Det er lidt den samme effekt, Wikileaks har, når sitet lækker dokumenter, der for en stund afslører den mediebårne politiske virkeligheds karakter af fikition – eller om man vil: løgn. En pointe er, at afsløringen er tveægget, fordi den ikke bare udstiller en politiker, der falder ud af rollen og rammen (og ikke som nogen har misforstået: udstiller hans menneskelighed!), men også et medie, hvis selvforståelse imploderer.
Det pudsige er, at ved dette utilsigtede, uforudsete brud på illusionen, kommer journalisten til at tjene den demokratiske interesse i at få indblik, at få ‘sandheden’ for en dag osv.
Opdatering: Meget sigende forsøger DR Nyhederne at bringe orden i sagerne igen under overskriften BAGGRUND: Det handler Bertel-sagen om. Det er helt efter bogen. Når illusionen brister, skal den snarest muligt repareres.
20. december 2010 kl. 14:18
Når man får lov at se et uklippet interview, som dette, omend det er atypisk, så kan man gætte sig til de skjulte dagsordener, og forskellige interesser hos journalist og politiker.
Det er interessant, selv om det er sÃ¥ atypisk at man nok ikke skulle bringe det. Der er et par kommentarer andre steder som siger at det er kendt at Bertel Haarder somme tider betegnes som Bertel Bims – men som jeg har prøvet at vise, sÃ¥ er det ikke helt bims, det, der foregÃ¥r fra 5:00 til 7:50 i DR-rÃ¥filmen.
Problemet med Bertel Haarder interviewet er faktisk at man ikke ser nøje efter, hvad der sker inden, men hæfter sig ved udbruddet – det atypiske.
20. december 2010 kl. 14:27
@Donald: Eller man kan sige, at det, der sker ca. 7 minutter inde i interviewet, sletter betydningen – trækker meningen ud af – det indledende. Jeg har bemærket mig, at sÃ¥ at sige ingen blandt kommentatorerne hæfter sig ved, hvad der bliver sagt om fedmeoperationer, økonomi osv., men alene ved Haardes ophidselse. Det er det, jeg kalder implosion. Interviewet bliver meningsløst i traditionel forstand, men fÃ¥r betydning ved at udstille iscenesatheden.
20. december 2010 kl. 15:10
Egentlig ret underligt at en rutineret herre som Bertel Haarder, ikke bare tilbyder at undersøge det han ikke ved noget om og at vende tilbage senere, sÃ¥ havde den vel ikke været længere – men det er jo selvfølgelig ogsÃ¥ surt ikke at fÃ¥ risengrød, nÃ¥r det nu er ens livret.
20. december 2010 kl. 15:14
Ja, Capac, der rammer du hovedet på sømmet!
20. december 2010 kl. 15:18
@Jens: Eller man kan spørge: Hvad er det egentlig, der udløser hans raseri? Han erklærede uvidenhed? Eller snarere det forhold, at journalisten ‘kommer til’ at bryde de uskrevne regler for, hvordan et sÃ¥dan interview gennemføres?
20. december 2010 kl. 17:37
De uskrevne regler bliver redefineret, når magtens arrogance tager over. TV-2 har jo forkælet denne regering ud over alle måder, senest ved at undskylde for nærgående journalister. Det er jo nemt nok, når man kan placere sin gamle spindoktor i redaktionen.
20. december 2010 kl. 18:32
@AagePK: Jovist, regeringen har forsøgt at styre medierne (spindoktorer, mere eller mindre skjult pression, forsøg pÃ¥ at sætte betingelser for debatprogrammer osv. osv.). Men det særlige ved dette interview er, at det logiske sammenbrud (Haarders raseri) ikke primært fremprovokeres af en kritisk journalist spørgen til noget, ministeren ikke ved. Det kan se af hans skriftlige undskyldning, hvor det er interviewet brud pÃ¥ den aftalte tid (altsÃ¥ et brud pÃ¥ en af rammebetingelserne for interviewet), der angives som Ã¥rsagen til, at Haarder ryger op ‘i det røde felt’, med hans eget ordvalg. Hvis min udlægning af hændelsen er rigtig – og det tror jeg selvfølgelig, den er – sÃ¥ kan man ikke forklare den ved at lægge skylden pÃ¥ den ene af parterne, sÃ¥dan som det sker i udpræget grad. Implosionen sker ved en tilfældighed.
20. december 2010 kl. 22:53
[“Eller man kan spørge: Hvad er det egentlig, der udløser hans raseri?”]
Jeg har kigget igen – mange gange, fordi der sker noget pÃ¥ flere planer og jeg vil gerne forstÃ¥ det. Det, der udløser hans flip er to ting: 1) gentagelsen med variation “om regeringen vil angribe/slagte privathospitalerne”, hvilket Ã¥benbart forekommer ham at være en uhyrlig tanke for det er problematikken med favorisering af privatsfæren, der dukker op her, og 2) en fornemmelse af at Kristian Sloth vil “svine” ham til – ren paranoia, jeg synes ikke det er sÃ¥ slemt at der kommer noget frem om et udvalg som undersøger sagen! Den kunne jeg amatørpolitiker have reddet med hænderne i lommen.
Jeg kan ikke forstÃ¥, at Haarder ikke griber hÃ¥ndbremsen, da han har hørt/sagt det første “fanden” – jeg er ikke engang sikker pÃ¥ at det er ham selv der siger det. Men hans tanker løber løbsk, og han ser for sig valgprognoser etc.etc.
Var det ikke i TV avisen iaftes at det kom frem, at den lange tagen hÃ¥nd om produktiviteten i Sygehusvæsenet faktisk har bÃ¥ret frugt – med omkostninger, som jeg ikke forstod var nødvendige, idet visse gamle medarbejdere var holdt op (frosset ud?) og den produktivitetsforøgelse har noget at gøre med konkurrence og skærpede regler som blev pÃ¥begyndt under Nyrup-S regeringen. Det er faktisk en besværlig historie, man skal forstÃ¥ for at kunne følge dialogen mellem Haarder og Sloth.
20. december 2010 kl. 23:08
@Donald: Tilfældigvis sÃ¥ jeg lidt af DRs “Aftenshowet”, hvor Søren Pind og Lone Dybkjær var inde og kommentere pÃ¥ det, der allerede er døbt “Haarder-sagen”. Og Lone Dybkjær gav udtryk for, at hun overhovedet ikke forstod, hvad der udløste Haarders raseri. UnderforstÃ¥et: At Haarder er blank pÃ¥ spørgsmÃ¥let om arbejdsgruppen er ikke i sig selv noget, der bør udløse en affekt; at journalisten bliver ved med at gentage sine spørgsmÃ¥l er ogsÃ¥ noget, Haarder som garvet politiker kender til hudsløshed. Ergo mÃ¥ forklaringen findes andetsteds. Du undrer dig ogsÃ¥ over, at Haarder ikke ‘trækker i hÃ¥ndbremsen’ i tide. Det har vi set politikere gøre sÃ¥ ofte før. SÃ¥ hvorfor? Jeg tror ikke, man kan finde en forklaring inden for det politiske interviews indre logik og ‘meningsfuldhed’. Bertel Haarder peger selv i sin skriftlige undskyldning pÃ¥ tidens faktor. Interviewet skulle vare 10 minutter, men blev ca. 14 minutter. SÃ¥ kan man tygge pÃ¥ den: fire minutters forsinkelse udløser en raserianfald!
Jeg tror, at man vil lede forgæves efter en “mening” med raseriet. Det er snarere tale om, som DR Nyhederne skrev, at interviewet ‘kører af sporet’. Noget, perifert, i omstændighederne afsporer interviewet og sÃ¥vel Haarder som journalisten bliver genstand for det meningstab, det resultater i. Har du lagt mærke til, hvor lidt kommentatorerne i dag snakker om interviewets indhold (fedmeoperationer osv.). Meningen er som forduftet…
20. december 2010 kl. 23:48
Jeg er nok mest med Jens her…
1. Hvis BH er for flad til at blive interviewet (og det er da helt O.K.), skal han blive hjemme og ikke smide alt hvad han har (risengrød), for at komme i TV. Så vigtigt var det da ikke (selvom regeringen da klumrer en del rundt for tiden).
2. hvis han tror at han har ret til at bestemme hvad han bliver spurgt om, er der gået for meget Berlusconi i hjernevindingerne.
3. Det er selvfølgeligt en anelse pinligt at han ikke kender bemeldte udvalg, især hvis, som nogen nævner, han selv har nedsat det, men hvad… han kan have meget om ørerne, sÃ¥ det kunne være o.k.
3. Så det kunne han bare have sagt, og at han ville vende tilbage når han var blevet opdateret. Menneskelighed plejer at gøre sig på TV.
4. Han reagerer vildt barnligt. Runkedor med kløende fodsvamp. 0 respekt herfra.
Hvis det så i virkeligheden betyder, at fremtidige interviews med Bertel er aftalt og præparerede, så bliver interessen for dem nok ikke større.
20. december 2010 kl. 23:55
@mb: Om nogle dage er Bertel-sagen gledet i baggrunden, og tv-mediet vil være faldet i hak igen i sin egen iscenesættelse. SÃ¥dan som det er sket, hver gang filmen er knækket…
21. december 2010 kl. 00:39
Kan det være en blodprop i hjernen, eller en lille hjerneblødning? Min gode ven Henning Andersen begyndte pludseligt en dag at snakke fuldstændigt sort fra Folketingets talerstol; en scanning viste, at han over tid havde fået 64 små hjerneblødninger.
Jeg mener, når der nu ikke kan findes en rimelig grund, og Bertel åbenbart ikke kan huske sit eget udvalg?
21. december 2010 kl. 09:32
@AagePK: Det ville jo være en bombe under min fortolkning! :D
21. december 2010 kl. 10:00
Capac, jeg er 100% enig med dig i din analyse! Det var en implodering. Det var et øjebliks dekonstruktion af de konventioner/aftaler, der normalt er mellem medie og politiker.
Jeg har iøvrigt bemærket, at stadig flere tager journalistikens rolle op, f.eks. i TV2news presselogen. Spændende og tiltrængt.
PS. I øvrigt en meget almindelig journalistisk teknik, at spørge ind til et emne pÃ¥ flere mÃ¥der, hvis man ikke har fÃ¥et svar pÃ¥ sit spørgsmÃ¥l og folk væver eller svarer udenom. Jeg gør det ogsÃ¥ selv – i al beskedenhed. Man skal jo have sin historie. Men jeg plejer ogsÃ¥ lige at breafe dem, jeg skal interviewe om formÃ¥let med snakken. Det er til fælles bedste.
21. december 2010 kl. 10:51
@susling: Der er al mulig grund til at diskutere dagens journalistik. I en stadig mere kommerciel betonet presse er der brug for en løbende diskussion af, hvordan – eller om – man kan bevare pressen/journalistikken som et demokratisk element med en kritisk holdning til magthaverne.
22. december 2010 kl. 08:28
PÃ¥ fyens.dk har Thomas Myhlenberg et yderst relevant indlæg pÃ¥ sin blog: ” Derfor er Haarders raseriudbud relevant”. Han er inde pÃ¥ noget af det samme: Haarders frustration over, at han ikke er blevet briefet, og Sloth’s frustration over, at hans briefing af Bertels spindoktor ikke er nÃ¥et igennem. Kort sagt: begge spiller spillet, men er pÃ¥ én eller anden mÃ¥de kommet til at snakke forbi hinanden, hvorved kæden er hoppet af; derefter er Bertels polerede facade sÃ¥ krakelleret, og hans velkendte, men for offentligheden hidtil fint skjulte temperament og arrogance er kommet til overfladen.
22. december 2010 kl. 09:08
@AagePK: Ja, Myhlenberg er pÃ¥ sporet, men forsøger stadigvæk at forklare hændelsen ud fra interviewets egen rationalitet. Men sÃ¥ kan han fx ikke forklare, hvorfor Haarder i sit brev ikke angiver selve briefingen som den udløsende faktor, men tiden. Jeg synes heller ikke, at journalisten virker synderlig frustreret. Han gentager sit spørgsmÃ¥l og svarer – selvfølgelg igen. Jeg tror ikke, man kan forklare hændelsen ud fra den indre logik. Haarder er en garvet rotte, der normalt ikke vil lade sig vælte af pinden, fordi han gribes i en uvidenhed. Og journalisten mÃ¥ til hudløshed kende det, at en politiker ikke altid har svar pÃ¥ rede hÃ¥nd. Hvis man endelig vil holde sig til rationaliteten, sÃ¥ kan man mÃ¥ske sige, at det er en række tilfældige omstændigheder ved interviewets iscenesættelse og realisering, der pÃ¥ nærmest katastrofisk vis fører de to medvirkende et sted hen, som de ikke havde forestillet sig…
22. december 2010 kl. 15:22
Nu har jeg lige læst dit svar og andre kommentarer, Capac. Jeg synes ikke jeg taler om nogen indre logik i min sidste kommentar, tværtimod mangel pÃ¥ den og en stresset sjæls ærgrelse over at der lidt før “tid” kommer noget frem om et udvalg, som han burde vide noget om og hvor spørgsmÃ¥let bliver gentaget. Det udløser paranoiaen og dermed ogsÃ¥ vreden (I stedet for hÃ¥ndbremsen: Nu har vi vist været emnet igennem, vi fortsætter mandag!)
22. december 2010 kl. 17:01
Nu må vi jo ikke forvente, i dagens Danmark, at en garvet politiker som BH nødvendigvis er ærlig, selv i et undskyldnings-brev: der har været en spindoktor over, derfor henvisningen til hans migræne, risengrøden og mosters syge kat. Min erfaring er er: jo flere undskyldninger i et brev, jo mindre sandsynlige er de. Men de gør sig godt, for alle kan forholde sig til mindst én ting i brevet. Åh, hvor er det dog synd for mig.
På youtube ligger en stump fra Hitlers Das Ende nede i bunkeren om, hvordan han reagerer på det med risengrøden. Lidt a la den med citronmånerne til Dansk Folkeparti.
22. december 2010 kl. 17:07
@AagePK: Jeg skal ikke tærske langhalm pÃ¥ min analyse, men med hensyn til Bertel Haarders brev, sÃ¥ synes jeg ikke, at det gør hændelsen mere meningsfuld. Tværtimod…
@Donald: Nej, det er mig, der snakker om ‘indre logik’, men nu tror jeg ogsÃ¥ jeg vil stoppe kommentarstrømmen herfra – lidt.
22. december 2010 kl. 23:59
Ikke alle politikere er enig i Berlusconi-tendenserne:
http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/2010/12/22/143739.htm
23. december 2010 kl. 01:01
@mb: ja, den bekymring kan man kun dele.