Guilty Pleasures – gamle dansktopkendinge

18. marts 2011

Sjovt som tingene falder sammen. I går havde Henrik Palle en tv-klumme om en af sine ‘skyldige glæder’, den amr. hospitalsserie Grey’s Anatomy, som selvfølgelig slet ikke burde interessere en belæst mand som ham. Det fik mig til at tænke på mine guilty pleasures udi musikken. Jeg har allerede omtalt flere – og det slår mig, at de alle handler om dansktopmusik fra Giro 413 anno dazumal. Grethe Ingmann, Gustav Winckler, Blue Boys, John Mogensen, Four Jacks, Gitte Hænning, Otto Brandenburg, Bjørn Tidmand osv. Og forleden var jeg lige ved at købe en boks med Dirch Passer, fordi sketchen med tømmerflåden stak i øjnene. Det blev nu ved tilløbet, fordi jeg i forvejen havde hænderne fulde.

I dag omtaler Torben sangerinden Birthe Wilke i anledning af hendes 75-års fødselsdag. Pudsigt nok har hun aldrig været min kop te. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, for hun har jo en god stemme. Måske var der alligevel for meget plisseret nederdel over hende og for lidt syndigt vuggende hofter…

Til gengæld har jeg haft en svaghed for andre sangerinder, der er gået mere eller mindre i glemmebogen. Fx Sys Gregers (her på tysk!). Hun er mildest talt ikke overrepræsenteret på YouTube. Men man kan høre et par klip med hende på biblioteket udmærkede gratistjeneste Bibzoom, bl.a. hendes største hit “Hvem bliver dit næste offer Mr. Sweetheart”, der også udkom i en engelsk udgave, og duetten “Romeo og Julie” med Gustav Winkler. Af en eller anden grund har Sys Gregers – mig bekendt – aldrig fået udgivet sine indspilninger på cd. Bortset fra nogle opsamlinger, hvor hun er med. Det gælder den tidligere omtalte Let’s Go: Den store danske 60’er boks (med en sang, den om Mr. Sweetheart), Frost Records Pigetråd fra 2003 (den engelske udgave af Mr. Sweetheart og Jimmy Joe) og Piger på stribe – Stribe af piger fra 1999 (m. Adgang Forbudt).

Måske er noget af forklaringen, at Sys allerede trak sig tilbage fra sangkarrieren i 1970 for at hellige sig moderrollen. Alligevel er det lidt underligt. For kigger man på de danske hitlister, så er hun ganske godt repræsenteret i de år, hvor hun var fremme som pladekunstner. Hvem bliver dit næste offer, Mr. Sweetheart lå på listen i hele 14 uger (fra uge 34 til 48 i 1963) med en højeste placering som nr. 2 i uge 41, hvor hun kun blev overgået af Elvis Presley med Devil in Disguise. Et andet stort hit var “Hvad er du ude på?“, der hærgede i otte uger i 1964, dog uden at komme i top 10. “Slip solen ind” var med i 11 uger i 1969-1970 og toppede på Dansktoppen i uge 48 i 1969 foran Bjørn & Okay med “Den gule flyver”, Ole med “Prøv og drøm noget smukt” og Annettes “Mr. Rockefeller”. Ialt syv hits havde Gregers fra 1963 til 1970, og det burde vel nok berettige til en selvstændig udgivelser?

Hvorfor en forkærlighed for Sys Gregers og ikke Birthe Wilke? Måske, fordi Gregers var mere kæk. Fordi, der hos Gregers kunne anes sprækker i billedet af halvtredsernes og tressernes Pæne Pige? Og så selvfølgelig stemmen…

2 kommentarer

  1. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Du er så ung:-)

  2. capac kommentarer:

    @Torben: Ja, en ren grønskolling…

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

308 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62