Tidens pop og tidsånden
12. august 2013
I de britiske medier kan jeg læse, at det lille stjernefrø Miley Cirus har indtaget toppen af pophitlisten med sangen “We can’t stop”. Â Den 20-årige stjerne, der fik sit store mediegennembrud i børneserien om Hannah Montana, har med den nye single åbenbart udtrådt sine barnesko. Som The Guardian skriver, så fremstår hun i den tilhørende video som ‘a good girl gone bad’.
Måske er sangen og videoen mere end blot et udtryk for at countrysangeren Billy Ray Cyrus’ datter er ved at blive voksen og derfor tér sig voksent. Måske er den et tegn på, hvordan unge er i dag – i det mindste, når de færdes i det blændende rampelys, som så mange  efterstræber i X- Factor-udsendelser osv.
Musikalsk er sangen som så mange popsange i tiden. Melodisk hører den ikke til den kategori, man let husker. Stemmerne er tydeligvis manipuleret i studiet, og hele det elektroniske isemkram i studiet er taget i brug.
Teksten siger sig selv. Vi kan ikke stoppe. Vi går hele vejen – hvad enten det drejer sig om at feste eller i forholdet til det andet køn. Seksuel innuendo, hip hop-seksualiserede bevægelser og attituder. Ja, den får ikke for lidt.
Der er ikke noget nyt i, at poppen afspejler tidsånden. Det gjorde den også i halvtredserne og tresserne for eksempel. Men som kritisk musikforbruger kan jeg ikke lade være med at tænke på, om en sang som denne vil blive husket af de unge om 10, 20, 30 år? Har den slags pop nogen langtidsholdbarhed? Selv om jeg har min tvivl, så er jeg nok ikke den rette til at svare på det spørgsmål…
