Politik og følelser – en gammel historie
16. november 2007
I den evindelige journalistiske kværnen efter valgnatten opfangede jeg en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen. Han kritiserede oppositionen for ikke at have “føling” med vælgerne. Føling var vist ordet. Et godt dansk ord. Et af dem, der er for få af i politisk spin, hvor det mindst af alt handler om politisk klar tale.
Selv om Hjorth Frederiksen og capac langt fra er enige om ret meget, så kunne det godt tænkes, at han alligevel havde fat i noget. Hvis politikere skal have føling med vælgerne, så skal de fornemme, hvilke følelser, der er på spil omkring politikken. Er oppositionspolitikerne gode nok til det? Eller hårdt sat op: Er fx Dansk Folkeparti bedre til at tale til de følelser, der rør sig omkring flygtninge- og indvandrerspørgsmålet? Fx “bekymringen” vedrørende indvandringen eller “utrygheden” vedrørende de ældres forhold?
Politik handler jo om meget mere end rationelle politiske programmer og ideer. Og om mere end taktisk spilfægteri og mere eller mindre skjulte strategier.
Problemstillingen er ikke ny. I 1930’erne kritiserede den tyske filosof Ernst Bloch kommunisterne og socialdemokraterne, fordi de – i modsætning til nazisterne – ikke forstod at opfange befolkningens følelser og at tale til dem…
