Harry Langdon – en erindring
20. januar 2008
I min barndom blev min begejstring for de gamle komikere grundlagt. Chaplin, Gøg og Gokke, Buster Keaton, Harold Lloyd, W. C. Fields osv. Og det var ikke mindst i kraft af tysk tv, som vi – derovre vestpå – kunne se på linje med Danmarks Radio. Tyskerne var vældig flinke til at sende og genudsende Dick und Doff (Laurel & Hardy) og alle de andre. Forleden så jeg et lille glimt med en komiker, som allerede dengang kom til at stå mit humoristiske hjerte nær: Harry Langdon. I dag er han vist gledet lidt i baggrunden i forhold til de andre komikere. Og det er uretfærdigt og synd. For efter min mening er han helt på højde med de bedste af slagsen. Langdon havde som flere andre af kollegerne sin storhedstid i 20’erne. Som ung vaudeville-skuespiller blev han opdaget af den legendariske Max Sennett, der sørgede for at få instruktører som Arthur Ripley og selveste Frank Capra til at lave film med ham. Med sit unikke barnlige, betuttede udtryk og vævre kropssprog adskilte Langdon sig fra de andre slapstickhelte. Afdøde filmanmelder, skoleleder og Langdon-fan Jørgen Stegelmann skriver et sted:
“Harry Langdon er det evige barn, men vel at mærke et voksent barn, og i hver en lille næsten menneskelig bevægelse og ethvert forsigtigt blik røber han, at selve usikkerheden er den faktor, der giver hans liv indhold og styrke. Han er altid i sidelæns bevægelse i forhold til livet, men som ethvert barn er han umådelig stærk, når det gælder at få det, han vil have, noget, der smager godt, for eksempel. Det er noget majestætisk ved denne lille person, en urokkelighed af lutter mangel på egentlig tilpasning, og meget gribende, når han forsøger sig med noget, der ligner et smil”
His Majetsty, the Child. Jeg deler Stegelmanns vurdering. Som grøn knægt kluklo og skraldgrinede jeg, når Langdon var på skærmen. Og en kilde til min morskab har sikkert været en dyb identifikation med dette lille utilpassede menneskebarns sidelæns tilgang til livet…
I 1926 lavede han to mesterværker, Tramp, Tramp, Tramp og The Strong Man. Kort efter overtog Langdon selv styringen af sine filmopgaver, og det blev ikke helt det samme, selv om der er mange fine øjeblikke i stort set alle hans film. Og da tonefilmen gjorde sit indtog var det endegyldigt slut med Langdons filmkarriere.
The Strong Man – Long Pants – Tramp Tramp Tramp – His First Flame
