Capac anbefaler: Mathilde Falch – Solen brænder

28. maj 2021

Da Mathilde Falch i 2012 udsendte sin debut-EP skrev Torben Bille, at Mathildes stemme mindede ham om Chrissie Hynde (The Pretenders) og Lise Cabble (Miss B Haven), men også, at stemmen først og fremmest lød som sin helt egen. Og det er da – lyttet her i år 2021 til Mathildes nye album Solen brænder – især stemmen, der er den helt store attraktion. Mathilde har en stemme. der måske godt i forbifarten kan give mindelser om denne og hin sangerinde, men først og fremmest gør et stort indtryk i kraft af sin helt egen inderlighed, alvorlighed og lidenskabelighed.

Coronapandemien har angiveligt betinget den nye plade. På den måde, at den nødvendige isolation har nødvendiggjort en sangskrivning, der måtte tage udgangspunkt i et intimt samarbejde med Christian Ki for stemme og guitar. Og så senere udfoldet og iscenesat med tidens digitale og elektroniske isenkram i nogle arrangementer, der både dufter af moderne, følsom soul og det brogede, musikalske landskab, der kaldes hip hop.

Og udgangspunktet passer faktisk fantastisk godt til Mathilde Falchs søgende, sjælegranskende, sårbare tekstunivers, hvor den dobbeltbundede, tidstypiske og for Falch typiske melankoli udfolder sig og stortrives. Og netop den for melankolien karakteristiske tvivlen og usikkerhed gennemsyrer teksterne på en markant og særgen vis, der kunne fortjene en nærmere læsning (hvilket dog ikke er muligt for mig, da teksterne ikke er trykt i CD-udgaven, som jeg besidder – den eneste lille anke, jeg har mod udgivelsen…).

Heldigvis ophæves den grundliggende melankoli af den musikalske ramme, som Mathildes melodier og bandets og producentens arrangementer sætter. Det er en række iørefaldende, indtagende og bevægende sange, der ikke er pop, men besidder samme evne til at påkalde et og flere genhør, når først man er begyndt at lytte. Det er sange, der giver indtryk af, at Mathilde Falch med denne udgivelse –  i hvert fald for en tid –  har fundet et kunstnerisk ståsted, der både rummer udviklingsmuligheder og måske løfter om en egentlig personlig stil. I hvert fald er der god grund til at lytte til Solen brænder og se frem mod nye landvindinger.  Hermed varmt anbefalet.

Mathilde Falch. Solen brænder. Produktion: Chritian Ki. Just for the Record. Udkom 21. maj i år.

 

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

54 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62