Aftenens filmoplevelse: Mona Lisa Smile

16. juli 2021

Aftenens filmunderholdning blev Mike Newells Mona Lisa Smile. Selv om vi har den stående på dvd et eller andet sted i boligen, har jeg aldrig fået den set, så det lå lige for. Og kombinationen af Newell (Fire bryllupper og en begravelse, Donnie Brasco, High Fidelity, Harry Potter m.fl.) og Julia Robert, Kirsten Dunst, Julia Stiles og Maggie Gyllenhaal gjorde ikke valget svært. Med den opsætning kunne det ikke gå helt galt. Og det gør det da heller ikke.

En 30-årig lærerinde i kunsthistorie fra Californien, Kathrine Watson (Roberts) får job på det fornemme college for unge damer Wellesley i Massachusetts i året 1953. Og det er mødet mellem en fordomsfri, frisindet, moderne kvinde og et dybt konservativt og elitært miljø, hvor de kvindelige studerendes primære opgave er at blive gode hustruer og hvor der holdes på formerne og dyderne. Altså en næsten klassisk fortælling om konflikten mellem et samfunds top og bund. En slags amerikansk udgave af Upstairs Downstairs eller Downtown Abbey. Og som sådan bliver det en kamp mellem tradition og modernitet. 1953 er jo ikke hvilket som helst år, og slet ikke i USA. Det er cirka der, at rock and roll bryder igennem med hele den aura af frigørelse, der knytter sig til den musikform. Og lærerinde Watson repræsenterer – som ugift, 30-årig kvinde fra Syndens hjemsted (universitetet UCLA i nærheden af Hollywood…) med banebrydende tanker om, at studerende (kvinder) ikke bare skal lære et fast(låst), dogmatisk curriculum, men først og fremmest lære at tænke (selv), stille spørgsmål, undre sig, iagttage verden og engagere sig. Og realisere sig selv som frie individer.

Og Watson løber selvfølgelig panden ind i en mur af traditionsforankret konservatisme, som ikke bare sådan sættes på spil. Ikke mindst, fordi skolen og alt hvad den står for er indlejret i et socialt netværk af magt og indflydelse. Man, dvs. Watson (og hendes ligesindede, der for det meste er blevet fyret), er oppe mod overmagten. Og det ligger i kortene, at Watson ikke har nogen fremtid på skolen med sine progressive ideer. Og det ender da også med at hun – stående over for valget mellem at rette ind i forhold til skolens gamle værdigrund eller forlade stedet – gør det sidste. Men inden da har hun plantet frigørelsens frø i hovedet på de unge kvinder, der selv gør dyrekøbte erfaringer med konservativismens illusioner og begrænsninger. Den traditionelle kvinderolle, hvor kvinden er henvist til en rolle som kogekone, småbørnsmoder og elskerinde får et skud for boven og sender rystelser gennem de unge kvinder.

Filmen lever højt på en godt manus, der er båret af både af en høj historisk bevidsthed og en beundringsværdig  tidsfornemmelse og rigtig gode skuespilpræstationer (af nogle af vor tids bedste kvindelige, amerikanske filmskuespillerinder især). Og så undgår den den nærliggende fare for at glorificere hovedpersonen. Nej, Watson lykkes ikke bare med sine progressive ideer og tanker. Hun må bøje sig for overmagten, men får som sagt sat nogle varige spor. Og så kan filmen også forstås som en almen kommentar til vor tids undervisere, som en opfordring til at uddanne ungdommen til at være selvstændige, kritiske, tænkende mennesker.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

23 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62