Aftenens biografoplevelse: No Time To Die
12. oktober 2021
Ja, tro det eller ej. Jeg har ikke været i biografen siden august 2017, hvor jeg så filmen Dunkirk. Det er så længe siden, at jeg lige måtte søge på min egen blog for at finde ud af det. Så jeg kan ikke klandre coronapandemien for min egen langmodighed. – Men i går lykkedes det så fruen at få mig overtalt til at tage ind til byen for at se en film – den nye James Bond-film No time to die. Og jeg indvilligede, da tiden var inde, og jeg allerede havde læst en hel del om det nye opus, der skulle være et punktum for Daniel Craigs tid som agent 007 og også indeholde andre overraskelser og fornyelser. Så min næse var sat op til at få en på opleveren.
Og det med at lave forandringer i James Bond-universet er ikke bare noget man gør uovervejet. Siden 1962, hvor første ombæring – Dr. No – blev udsendt, er der blevet skabt et univers med visse fasttømrede konventioner og uskrevne, men bestemmende regler. Fx involverer Bond-filmene et fjendebillede, der har dyb forankring i efterkrigstidens “kolde” krigmodsætning mellem de onde – i egenskab af Sovjetunionen og dets allierede – og de gode – englænderne og deres allierede. Det er en konvention, der mutatis mutandis er blevet fastholdt, selv om den røde fare for længst er blevet erstattet af nye, farligere globale spillere på verdens kriminelle scene. I den nye film er det skurken Blofeld, der fra sit fængsel i London ved hjælp af den mest moderne teknologi (herunder DNA-teknologi) driver sit slette spil med menneskeheden som potentielt offer, med hjælp af en anden skurk, Lyutsifer Safin (Rami Malek), der med virusprojektet Hercules har skabt det perfekte våben, der potentielt kan gøre en ende på menneskeheden.
En anden konvention er selve Bond-figuren, der også er et produkt af efterkrigstiden, med forlæg i forfatteren Ian Flemmings fjorten bøger (tolv romaner og to novellesamlinger). En slags moderne udgave af den gamle enspænder af en cowboy, der med rygende revolvere og geværer og en proper næve er garant for det gode og for genoprettelsen af en vis normalitet i samfundet. En mand med gammeldags dyder (i hvert fald set fra vor tid). En mand, for hvem kvinder mest er genstand for adspredelse og traditionel mageri og familiedannelse noget, der ligger helt uden for forståelseshorisonten. Og så videre.
Samtidig med konventionerne og regelsættet har serien hele tiden formået at tage farve af tidsånden, så filmene har haft et skær af et anakronistisk møde mellem nutid og fortid. Men indtil denne nye film har folkene bag Bond-serien ikke ønsket at pille afgørende ved konventionerne og reglerne. Det sker dog i No time to die. Og allerede i begyndelsen af filmen, hvor den pensionerede Bond opleves sammen med – skal det vise sig – en kvinde, Madeleine Swann (Léa Seydoux), der ikke blot er tidsfordriv, men mulig hustru og småbørnsmoder i en klassisk familiær konstellation. Og med inddragelsen af datteren Mathilde, der har samme blå øjne som James, brydes der for alvor med den konventionelle alphahan. Og ved filmens slutning er intet ved det gamle med hensyn til den konvention.
Men inden vi når slutningen skal Bond selvfølgelig sættes i spil som sædvanligt med masser af effektfuldt koreograferet action og udspekuleret dramatik. Skurken Blofeld, som Bond har fået fængslet, tvinger Bond til endnu engang at træde i karakter som agent 007. Ganske vist har en anden, mørkhudet kvindelig agent overtaget rollen som 007. Men selv om 007 “kun er et tal”, som det understreges igen og igen i filmen, så ender det dog med at James Bond får sit tal tilbage inden den slutning, der ikke skal afsløres her. Og vel vidende, at selveste MI6, Bonds gamle arbejdsgiver, er dybt involveret i det kriminelle plot (og komplot) i forbindelse med Hercules-våbnet, så kaster Bond sig ud i kampen mod det onde. Og med denne kamp sættes der midlertidigt en parantes om Bond som familiemenneske, også fordi det viser sig, at den elskede Madeleine ved mere end godt er. Og vi er i filmens centrale del tilbage i en langt hen genkendelig kamp mellem Bond og skurken. Og denne del svigter ikke forventninger. Jeg tror ikke, jeg har set bedre skabte actionscener, end dem instruktøren Cary Joji Fukunaga præsenterer publikum. Noget lignende kan man sige om det dramaturgiske forløb, der er intelligent udtænkt og virtuost udført.
No time to die skuffer ikke. Tværtimod indfrier filmen ens forventninger med hensyn til det genkendelige i universet samtidig med at den også indfrier forventninger om en vis modernisering af James Bond-figuren. Det sidste kommer, som antydet, i form af Bond ændrede forhold til det andet køn (selv om der dog er rester af den gamle machoattitude i forhold til nogle af de kvindelige bipersoner…). Bond som familiemenneske, ægtemand og far, er en dristig fornyelse og afbøjning i forhold til tidsånden, selv om forvandlingen ikke helt effektueres, men så at sige forbliver som en mulighed, der dog forpurres af filmens slutning.
Man skal dog passe på med at overbetone fornyelsen i denne film, sådan som det er blevet gjort af flere politisk korrekte kommentatorer, der helst har ville se en ny, nyfeministisk spisbar manderolle i Daniel Craigs sidste film som 007. Jeg blev opmærksom på denne foreliggende fare, da slutteksterne løb over lærredet og tonerne af Louis Armstrongs gamle Bond-sang “All the time in the World” lød, som en diskret påmindelse om, at i Bonds univers er intet så nyt, at alt ikke er ved det gamle. Godt nok træder Craig ud af rollen, men selve rollen består. Måske dør denne Bond, men selve figuren dør ikke, som filmtitlen måske fortæller os. Det er ikke tid til at dø, for der er al den tid i verden, vi ønsker. Vi kan roligt se frem til endnu en episode i den lange fortælling om agent 007, James Bond.
