Julen er gentagelsernes tid
24. december 2021
Jovist. Så faldt jeg i igen. I DRs traditionelle rovdrift på julen og dens kærlighedsbudskab med endnu en genudsendelse af Love actually. Slut med Hjemme Alene-serien og i stedet for voldelige sekvenser en række kærlighedssekvenser. Nuvel, jeg var mest optaget af soundtracket, der også tidligere har pirret min interesse. Lidt research viser, at der er to soundtracks. Et til det britiske publikum (og dem i EU formoder jeg) og et til dem på den anden side af Atlanten. Og det ene med hovedvægt på britisk pop og det andet med hovedvægten på amerikansk. Amerikanerne har altid været lidt nærtagende og nationalistiske, når det drejede sig om pop. Bortset fra den britiske invasion med Beatles osv. – selvfølgelig.
Denne gang fortabte jeg mig i deltaljerne. Og man må lade filmmagerne, at de har både en god smag og sans for at bringe de rigtige sange i spil i de rigtige scener. Fx i en begravelsesscene, hvor den afdøde, der åbenbart var et menneske fuld af humor og drillesyge, ønsker at blive sendt af sted til krematoriet til tonerne af Bay City Rollers og deres coverversion af Four Seasons-nummeret “Bye bye Baby” (et nummer der i øvrigt ikke er med på soundtrackene).
At folkene bag soundtracket også ved, hvad de taler om, afsløres i en scene, hvor det nyforelskede par Aurelia og Jamie kører i bil sammen og Jamie nævner sangen “Silence is golden” og forklarer, at den bedste version er med Frankie Vallie og the Four Seasons – langt bedre end den med Tremoloes, som ellers blev et stort hit. Men Four Seasons’ udgave var uheldigvis B-side til “Rag doll” og blev derfor ikke genstand for hitlisteplacering. Men deres version overgår på alle måder Tremoloes i øvrigt udmærkede hit.
Four Seasons overgår – selvfølgelig, havde jeg næsten skrevet – også Bay City Rollers:
