Dagens lyttepensum: The Beau Brummels
22. maj 2022Ja, i dag lytter jeg til det amerikanske tresserband The Beau Brummels. Jeg har lånt deres opsamlingsboks Turn Around: The Complete Recordings 1964-1970e.
Beau Brummels blev gendannet for en meget kort bemærkning i 1974-75, men havde deres storhedstid fra 1964-69, hvor det var med til at grundlægge den såkaldte San Francisco Sound. Og bandet blev et af de mange, der skulle – som det hedder – kapitalisere på Beatlemania, da den kom til Amerika. Det betød sangskrivning i stil med briternes. Og man kan sagtens høre, hvor inspirationen kom fra.
Jeg gransker min hukommelse, men kan ikke komme i tanke om, hvorvidt Beau Brummels var i nærheden af en hitlisteplacering her i Danmark (og Europa i det hele taget). Jeg mener at kunne huske, at Mylius et par gange spillede numre med dem, men ellers forblev det nok et af mange navne, der forblev en slags amerikansk hemmelighed. Men de fortjener at bliver husket for deres gode sange.