Capacs kalenderlåge nr. 7
7. december 2022I går havde Mette Frederiksen et langt indlæg på sin Facebookside (som jeg ikke følger slavisk) om de aktuelle regeringssonderinger. Og hvis man kan læse lidt mellem linjerne, så kan man godt blive bare lidt klogere på, hvad denne “underlige kongesøger”, som hun er blevet kaldt, har gang i.
For det første noterer Frederiksen vedr- vilkårene for en mulig regering, at ‘ ingen af os vil kunne levere det, vi sagde før valget 1:1.’. Ingen af de regeringsdannende partier vil kunne leverer det, de lovede før valget, med andre ord. Og det vil vel sige, at ingen af de regeringsdannende partier lever op til folkestyrets mening, nemlg at politikerne får et mandat ved valget som de skal arbejde for at realisere. Hvis de vælger noget andet, så re-præsenterer de ganske enkelt ikke deres vælgere…
For det andet gør Frederiksen arbejdet til den nøgle, der skal løse alle vores aktuelle kriser. På kerneborgerlig vis ønsker hun at ‘sikre højere beskæftigelse’. Den melodi har vi hørt i årtier fra blå blok, der med alskens administrative, lovgivningsmæssige, bureaukratiske osv. midler har forsøgt at presse mere arbejdskraft ud af den danske befolkning – længere venten på pensionen, ressourceforløb til svage borgere med minimal eller ingen arbejdsevne, fuldtidsarbejde til deltidsarbejdende osv. Vi kan se frem til mere af den slags sort magi og borgerlig shamanisme, når den underlige kongesøger får etableret en regering. Ikke et eneste ord om, at regnestykket, som hun kalder den såkaldte velfærd, kan gå op på en anden måde, nemlig ved, at dem, der tjener mest, bidrager mere til fællesskabet. Fra store virksomheder, der slipper alt for billigt i skat, fordi de udnytter vores hullede skattelovgivning til det yderste til de rige og dem, der tjener meget og betaler yderst lidt i topskat.
Det er ikke lovende toner Mette Frederiksen slår an i sit opslag. Pragmatisme kalder hun sin politik. Hun er som julemanden i indkøbscenteret der spørger dig, hvad du ønsker dig til jul, og giver dig en billig slikkepind som erstatning for det, du ønsker dig.
Nok om det, og så til lågen, der igen gemmer på et guldkorn fra Dylans filosoferen omkring den moderne sang. Jo mere jeg læser i Dylans bog, desto mere forstår jeg hans begejstring for den amerikanske sangskat. Det er især teksterne, han er optaget af, men der kommer også små flammende indslag om musikken og de udøvende kunstneres kvaliteter. For eksempel fremhæver han Little Walter (1930-1968) på bekostning af Chess-plademærkets andre kunstnere (Chuck Berry, Muddy Waters, Howlin Wolf, Bo Diddley, Sony Boy Williamson og mange flere) som sanger, musiker, mundharpespiller osv.
