Emerson, Lake and Palmer
26. august 2008
Da jeg var dreng var beat-musikken ilde set af store del af den voksne generation. Det var en del af dens oprørsimage at være uaccepteret langhåret musik. Og det var meget almindeligt blandt kultursnobber at fremhæve jazz-musikken og ikke mindst den klassiske musik på bekostning af pigtrådsmusikken. Og der gik faktisk mange år, før rockmusikken blev accepteret som musikalsk udtryksform på sine egne præmisser.
Derfor var der også en form for ironi i, at visse progressive rockbands op gennem tresserne og halvfjerdserne kastede sig over den klassiske musik som inspirationskilde og ligefrem indspillede klassiske numre. The Beatles lod sig inspirere af verdens musik og fx i en nummer som Penny Lane er arven fra Johan Sebastian Bach tydelig. Og hvad ville et band som Procol Harum have været uden den klassiske musik som resonansbund?
Ovre hos Bo har en blogger luftet sin nyvundne begejstring for bandet Emerson, Lake and Palmer, der ligeledes var et af de progressive bands, der flirtede med klassiske musik. Med meget stor succes.
Keith Emerson (tangenter), Greg Lake (guitar, bas og sang) og Carl Palmer (trommer og slagtøj) havde baggrund i store kendte grupper som The Nice og King Crimson, da de fandt sammen og begyndte at indspille plader. Successen kom til dem, da de indspillede deres andet album, Tarkus, der var et såkaldt concept album. Det var i 1971. Og efterfølgeren, liveoptagelsen af en opførelse af Modest Mussorgskys Pictures at an Exhibition blev en dundrende succes. Godt hjulpet på vej af den kendsgerning, at pladen blev udsendt til en særlig lav pris. Emerson, Lake and Palmer havde en unik lyd, der var præget af Emersons forkærlighed for det tunge Hammond orgel og den legendariske Moog synthesizer. Plus interessen for jazz og altså klassisk musik. De var med til at støbe begrebet symfonisk rock, der blev møntet på flere af de progressive bands, som brugte symfoniorkestre på deres plader og trak på arven fra den klassiske musik.
Emerson, Lake and Palmer havde deres storhedstid i tiden fra 1970 og til 1978, hvor de – af kontraktlige årsager – udsendte det knap så vellykkede album Love Beach. Siden er de blevet gendannet i flere omgange.
Jeg var ikke den store fan af Emerson, Lake and Palmer dengang. Og det skyldtes nok mit anstrengte forhold til den klassiske musik. Alle mine musiklærere i folkeskolen og gymnasiet så det som deres fornemste opgave at fremhæve den klassiske musik på bekostning af min musik: rockmusikken. For mig var det at sammenligne Jimi Hendrix med Mozart som at sammenligne Rundetårn med et tordenskrald… Siden har jeg dog taget dem til mig…
27. august 2008 kl. 14:52
Mange takk Рgodt ̴ se at du er kommet p̴ bedre tanker;-)
27. august 2008 kl. 14:57
@Bjørn Are: Ja, man kan jo ændre mening med alderen! ;-)
27. august 2008 kl. 14:58
Du skriver at Ovre hos Bo har en blogger luftet sin nyvundne begejstring for bandet Emerson, Lake and Palmer, der ligeledes var et af de progressive bands, der flirtede med klassiske musik. – hvor finner jeg dette – “Bo”?
27. august 2008 kl. 15:24
@Bjørn Are: Jovist. Jeg glemte at linke. Men her er det så.
27. august 2008 kl. 19:19
Godt indlæg. Jeg oplevede det ganske omvendt – havde pÃ¥ et tidspunkt en musiklærer i folkeskolen som var meget begejstret for moderne (læs: rock) fortolkninger af klassiske musikstykker. Som eksempel spillede han uddrag af “Pictures”. Senere gik jeg faktisk hen og købte albummet pÃ¥ vinyl. Det skete i sommeren 1984 og var min første LP!