Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…
8. januar 2007Sådan kan tingene falde sammen så pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fået læst. Faktisk lå hele den to måneder gamle avis og ventede på, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tåle det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 år i november 2006. Og igen måtte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke på bedre tider! (på tysk, forstås!). Den er fra 1973, det år, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul på mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strålende eksempel på, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. Spørgsmålet er, om det modsatte er tilfældet, når det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi så – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente på bedre tider…
Når man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng på fem år…), så blive man slået af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige håndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.
8. januar 2007 kl. 19:01
Ã…rhhhhhh …. tysktimer med Wolf Biermann, Hannes Wader, Günther Grass og konsorter. Samt en lærerinde, der absooverhelehovedetlut ikke var kommunist – men som havde stor sans for, hvornÃ¥r tysk blev turneret smukt, alsidigt og swingende.
Selv om jeg først startede i gymnasiet i ’74 …
8. januar 2007 kl. 21:08
Vi havde en meget borgerlig og konservativ tysklærer (i folkeskolen) som absolut ikke brød sig om hverken Østtyskland eller kommunismen, hvorfor vi ikke fik lov at boltre os med vise af socialistisk tilsnit. Til gengæld havde han, i stik modstrid med hans ellers påne borgerlige observans, et svagt punkt for Nina Hagen, hvilket resulterede i flere timer, hvor der blev lyttet intenst til tysk punkrock.