My Mommy’s dead – John Lennon og moderen Julia
26. januar 2007
My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead
– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold står i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk på blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk får hårene på underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:
Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbyeFather, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbyeChildren, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbyeMama don’t go
Daddy come home
Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 år. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten således i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og så døde, da han endelig havde fået kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflåden – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene på en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og få tvangsfjernet John på grund af moderens påståede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt så gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller også om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede på jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe på med at overbetone et sådant patologisk motiv…
26. januar 2007 kl. 15:32
det var lige godt meget som de underarmshår kan rejse sig. og på underbenene med. jeg læste engang i begyndelsen af firserne en artikel i Penthouse (kan du huske, de var faktisk gode til lange, lødige artikler?) om John Lennon. her fremgik det, at J og Y totalt overså den ældste søn (Sean?), som dermed stort set gennemgik en barndom overladt til nannies og sig selv.
26. januar 2007 kl. 15:54
@Regitze: Jeg tænkte jo nok, at du ville dukke op, selv om du spiser med pinde! Og ja, jeg kan godt huske, at mandebladene faktisk skrev gode artikler, blandt andet den artikel, du nævner. I øvrigt endnu et eksempel på den sociale arvs ubønhørlige effekt. Forsøm dine børn og de vil forsømme deres børn osv. osv. Make love, not war.
26. januar 2007 kl. 16:42
Make love not war, det tema har vi taget op på den lysegrønne i ugens løb. Det er der mange årsager til, denne her er een af dem!
26. januar 2007 kl. 16:59
nemlig. nemlig. nemlig.
så. nu smider jeg pindene og kommer hjem. der er for lidt tid til at følge med og kommentere herude.